Brudens blege ansigt
ser jeg først i flokken,
kirkens dør står åben,
salmens toner svinder.
Kledt i hvide klæder,
bleg som selve døden
går hun ind til livet,
fryden,
gråden.
Kirkens dør blev lukket,
salmens toner blegned,
vognen rulled bort.
Men vi, menneskeheden,
som så, hvor bleg hun var,
som ikke kjendte hende,
vi vil stanse og be en bøn:
Grufulde kræfter, gledens bødler,
spar hende!
Lyttende engle, livets alfer,
var hende!
Lønlige elskov, lune solskin
gjem hende!
Trampende retfærd, strenge love,
glem hende!
Brødre og søstre!
Vi vil synge hver eneste dag
om solen, som varmer så godt,
om sneen, som drysser så småt,
om våren, som kommer derbag.
Ved hendes vindu vi danser,
binder kranser,
holder leven,
vadm{e}ælsv{e}æven,
knytter på
lykkestrå,
ler, ber:
Kransen om hendes hår må jo blegne,
blomsten på hendes bryst må jo dø,
den friske hud må jo visne,
og blodet tabe sin glød.
Men om hendes hår, det må hvidne,
og øiet må tabe sin glo,
bare ét, bare ét vil vi be om,
smilet må aldrig dø.
