En Præst


44Mod et Fjorddybs trange Aabning,
skaaret ind med Kløft og Revne,
stiger op en Ø af Havet,
og paa den et Kirkestævne.

Nær og fjærntfra samles Folket;
aldrig tyktes før saa Mange
trænge paa og tage Sæde
i de lyse Kirkegange.

Sangen stiger, Sangen slutter
Præsten staar dér, bleg og stille, –
Ungdomsskik og Barneaasyn
blandes kjækt med Aandens Snille.

45Og hans Ord er tankevægtigt,
og det lysner, hvor det rammer,
som naar Gnisten følger Slaget
af den hændig svungne Hammer.

Ofret vil han, Selvets Offer
kræver han med al sin Styrke
som et Vidnesbyrd af Livet
om de skjulte Tankers Yrke.

Handling vil han. «Herre, Herre!»
selv den Dovneste kan sige;
ene han, som bringer Ofret,
finder Vej til Himmerige.

*

Udenfor paa Kirkevolden
flokkes stille Mænd og Kvinder;
thi det andagtsfulde Stævne
endnu deres Tunge binder.

46Da gaar Præsten frem af Kirken;
Alles Øjne til ham smiler,
dér han, ung og barnevenlig,
hilsende forbi dem iler.

Ikke véd de ret at samle
hvad han gav dem som det Første, –
om hans Væsens milde Renhed
eller Præknen var det Største;

Herpaa tænker de sag længe,
til en Kreds af gode Tanker
slynger op om Hjærteroden
som smaa lyse Sommerranker.

Og, mens Baaden bærer Præsten
bort fra Øen, højt paa Bølge,
har han alle disse Tanker
med sig som et signet Følge.

47Først da Fjærnets blanke Lysrand
griber Baaden, Synet slipper –
og imellem Hjord og Hyrde
ligger Hav og sorte Klipper.

*

Præstens Skyds er vel besørget:
dygtig Baad og fire Glunter,
Høvedsmanden desforuden –
hele Flokken tryg og munter!

Men hvad er det hist, som mørkner
Himlen og den blanke Bølge?
Er det Somrens iltre Kuling
med sit tunge Skyggefølge?

Ja, det er det! Vestenvinden
sætter ind med høje Toner,
og paa Himlen jager Skyen
lig et Hærtog af Dæmoner.

48Pilsnart styres Baaden indad
mod en Vig i Skjul af Landet,
hvor den iltre Sommerkuling
i sin Fart knap kruser Vandet.

Men den slipper ej sit Bytte!
Ind i selve Redningshavnen
jager Strygets sorte Bølge
skummende hen over Stavnen.

Og før Skrækkens Magt har udspændt
Brystet til et Skrig, er Baaden
hvirvlet om, og Kjølen duver
som en Gynge midt i Fraaden. –

Efter det gaar Strømmen fremad;
ingen Art af Hindring stænger,
før den af sin egen Ilske
trættes ud – og kan ej længer.

*

49Blege Pander kløve Søen,
som en Maarild Øjet brænder,
og om Kjølens sikre Haandtag
gribes fat med raske Hænder.

Fire Glunter, kjendt med Skikken,
svinge sig paa Bølgehesten. . . . .
«Men, hvor bliver Høvedsmanden,
han den Stærkeste? – Og Præsten?»

«Er det ham, som bryder Strømmen
dér – et Stykke bagom Stavnen?»
«Ja. Men han naâr ikke til den;
Præsten holder ham i Favnen.»

Han har fulgt ham gjennem Suset,
og i Angstens vilde Smerte
har han grebet ham og trykket
Redningsmanden til sit Hjærte.

50Men det Favntag bringer Døden!
Enten – eller! Det er givet:
enten gaa de Begge under
eller En maa ofre Livet.

Fast de stirre paa hinanden
for at tyde Viljens Mærke; –
Præsten véd, han er den Svage,
Manden véd, han er den Stærke.

Hvem af dem skal bringe Ofret?
Tvende Haab staa mod hinanden; –
da gaar Præsten til de Døde,
og til Livet Høvedsmanden.

Men nu sker det Underfulde:
Som den Frelste op sig svinger,
stiger Præsten frem af Havet,
baaren som paa Fuglevinger.

51Og han hviler dér, som laa han
skrinlagt midt i Bølgens Vrimmel,
med det blege Barneaasyn
fredfuldt vendt mod Herrens Himmel.

Og han folder sine Hænder;
uden Kamp og uden Smerte
hviler han i Dødens Favntag
som et Barn ved Moders Hjærte. –

Da slaar Bølgen sammen om ham;
frem de mørke Skygger jage; –
men den dybe Grav, som tog ham,
gav ham aldrig mer tilbage.

*

Endnu stred de Andre tappert
hver for sig paa Bølgehesten;
Ingen ymted med et Bogstav
hvad han tænkte sig om Præsten.

52Men da Farens Stund er omme
iler Glunten vel fornøjet,
hver til Sit, mens Høvedsmanden
gaar med bange Syn i Øjet.

Véd han, der han farer sammen,
skjønt han gaar mod Hjemmets Hygge,
at Den, som sig selv er nærmest,
fryser i sin egen Skygge?

Eller ser han endnu Præsten
mellem tunge Skyggers Følge
som det blege Offervidne
skrinlagt paa den høje Bølge? …

Hvad han saâ og hvad han tænkte,
hvad han angred, hvad han vidste,
det beholdt han i sit Hjærte,
det fortav han til det Sidste.

53Dog et Vidne bar han med sig
om de skjulte Tankers Yrke;
thi hans brune Kinder blegned,
og han famled i sin Styrke.

Og han gik, som Den, der lytter
hvor det ensomst er og stille;
og han sad, som Den, der raadløs
grubler over Mindets Kilde.

Og det var, som om han hørte
uden Aflad Præsten sige:
«Ene han, som bringer Ofret
finder Vej til Himmerige.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Digte

Samlingen Digte ble utgitt i 1887 og inneholder 38 dikt, f.eks. «Til Bjørnstjerne Bjørnson», «En Sommernatsdrøm», «Andreas Munch» og nye versjoner av noen av diktene fra den første diktsamlingen, Digte af en Dame (1860): «Til Ham», «Min Brudgom» og «Fire Bogstaver».

Samlingen inneholder en rekke kjærlighetsdikt, men også en del leilighetsdikt skrevet til spesielle anledninger.

Les mer..

Om Magdalene Thoresen

Magdalene Thoresen er i dag kanskje mest kjent som Ibsens svigermor, men hun var en viktig og produktiv dansk-norsk forfatter i sin tid. Hennes nettverk omfattet de fleste av tidens kulturpersonligheter i Danmark og Norge, noe hennes store korrespondanse vitner om.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.