I Stormen


3Saa sært det dages i et Barnesind!
Thi længe, længe før end Verden aner,
har Barnetanken trængt i Livet ind
og fulgt de underlige Skæbnebaner. –

Min Sjæl var tidlig moden – paa et Sæt;
jeg pintes ved de gamle, stive Skikke,
jeg led ved Fordoms Tvang, ved Rangens Ret
til at se ned paa Folk med stolte Blikke.

Og der gik Mange med i samme Strid,
kun arm paa Haab om nogentid at sejre;
thi hele Trodset af den gamle Tid
sad velforvart i Overmagtens Lejre.

4Det tændte Gnisten til et Folkehad.
Og der blev haanlig føjet U til Væsen;
naar alt det Gamle tripped frem paa Rad
med Mos paa Panden og med Krøl paa Næsen.

– Da kom en Aften. Mor sad ved sin Rok.
Et spinkelt Talglys stod lidt skjævt paa Bordet;
og pakket om det sad vi Børn i Flok, –
Hver tænkte Sit, men Ingen fristed Ordet.

Dog var der Lyd mer end man skjøtted om;
thi Stormen klapred med de gamle Døre;
paa Loftet var det, som man gik og kom
og kasted Stort og Smaat i vildsomt Røre.

Omkring vor Have stod et lavt Stakit,
hélt morknet var det, og med Mos paa Træet,
dog uden Brist, og noksaa pænt og frit
det stod sin sikre Vagt for Grænselæet.

5Mod dette Hegn gik Stormens værste Jag,
did syntes den at ville Stødet føre; –
da lød der pludselig et vældigt Brag;
Mor slap sin Rok – vi Smaabørn spidsed Øre.

«Det var Stakittet» sagde hun og gik
af Stuen ud – vi fulgte Alle efter.
Og mens hun ser sig om med ængstet Blik
og maaler ud den Rest, som endnu hæfter,

tar Stormen atter fat. Med Kæmpehaand
den rykker op, den knækker af og splitter
– som var det flættet af en Siljevaand –
den hele Længe af det gamle Gitter.

Jeg delte med de Andre Stundens Skræk;
jeg fatted Skaden, som det kunde volde.
Men da jeg saa det Gamle blæses væk –
det, som jeg trode evig kunde holde,

6fik jeg en Følelse af Skadefryd;
den kunde jeg med ingen Anden dele
end Stormen selv, og til dens vilde Lyd
jeg kunde raabt et – Hurra for det Hele!

Og, mens jeg stirred paa det faldne Hegn,
som laa dér strøet ud til alle Sider,
steg i min Anelse et Varselstegn
om andre Tanker og om andre Tider.

Og som det aned mig, saadan det kom.
De nye Tider lod sig hurtig melde.
Rangfølgens stive Skjel og Fødslens Bom
stod mærket som det Træ, man snart skal fælde.

Da kom der Luft i Tidens gamle Kvalm.
Frihedens Lys brød sig i tusend Straaler;
de nye Røster lød med anden Malm,
og Ret og Uret fik en større Maaler.

7Thi vel var endnu Tvang og Uret til,
og Tidens svage Tegn var end de samme;
men Livets Gang blev intet aftalt Spil,
og Ingen maalte Grenen af dens Stamme.

Og endnu taler Stormen samme Sag,
naar den i klagefulde Toner melder
om Død og Undergang paa Farens Dag,
og om de tusend Liv, dens Vinge fælder.

Thi mens den paa sin stærke Sejersgang
det Gamle, Brugte knækker af som Sivet –
er dog dens fulde Røst en Morgensang,
som synger alt det Stærke ind i Livet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Digte

Samlingen Digte ble utgitt i 1887 og inneholder 38 dikt, f.eks. «Til Bjørnstjerne Bjørnson», «En Sommernatsdrøm», «Andreas Munch» og nye versjoner av noen av diktene fra den første diktsamlingen, Digte af en Dame (1860): «Til Ham», «Min Brudgom» og «Fire Bogstaver».

Samlingen inneholder en rekke kjærlighetsdikt, men også en del leilighetsdikt skrevet til spesielle anledninger.

Les mer..

Om Magdalene Thoresen

Magdalene Thoresen er i dag kanskje mest kjent som Ibsens svigermor, men hun var en viktig og produktiv dansk-norsk forfatter i sin tid. Hennes nettverk omfattet de fleste av tidens kulturpersonligheter i Danmark og Norge, noe hennes store korrespondanse vitner om.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.