Til Sara!

(Paaskemorgen 1869).

14Véd Du, hvad jeg ønsker gjærne,
Du min Tanke i det Fjærne!
Véd Du, hvad der er min Vilje,
Du, min ranke Foraarslilje!?

Bæres højt af Fuglevinger,
være selv min Hilsens Bringer,
styre hen i Solens Lue
over Kystens brede Bue.

Og naar Kirkeklokker kime
i den lyse Morgentime
i den glade Paaskemorgen,
da det straaler over Sorgen,

15da Naturens Højtidsvilje
rækker os en Paaskelilje:
Løftet ud af Vaarens Længsel,
som Guds Søn af Gravens Stængsel …

se, da vilde jeg saa gjærne
hos min Lilje i det Fjærne
sætte mig paa Tagets Gange,
synge en af mine Sange.

Ak, mit Nyn er ingen Sange!
Det er sagt saamange Gange
ude dér, hvor Stilen rettes;
og hvor Tonestigen sættes.

Men for Dig jeg nok tør synge,
som en Fugl i Granens Gynge;
som en Trost i Furens Krone
med min egen tunge Tone.

16Thi Du bøjer Dig – og hører
hvad paa Sangens Bund sig rører,
og med Aandens fine Nemme
lytter Du til Hjærtets Stemme.

– Nu, saa hør da hvad jeg vilde
synge aarle, klage silde,
bede i en stille Time,
mens de Paaskeklokker kime:

«Du, som Livets Stjærne tænder!
«Giv Du Skæbnen milde Hænder,
«at den læger, hvor den saarer,
«spreder Guld i faldne Taarer.

«Og lad Smertens bange Klage
«med et Ekko slaa tilbage,
«som naar Paaskeklokker kime
«i en frydfuld Morgentime!» –

17Her er Sangen – trist den klinger,
er vel ingen Glædes Bringer?
Men som Stjærnen over Sorgen,
tag min Kjærligheds Godmorgen!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.