1.

3Dersom der skulde findes et eller andet Menneske i denne Verden, der skulde være saa uvidende, at han ei veed, at det berømte Nidaros med sin Domkirke, «hvis Ry har bredet sig til selve Rom», ligger saa omtrentlig under en Polhøide af 63 1/2° og en Længde af 28 1/10 Grad, saa underrettes han herved om at det forholder sig saa. Skulde han tvivle om Sandheden, da kan han eftersee Almanakken, om hvis Troværdighed ingen tvivler, undtagen naar den snakker om Veiret, der er mindre foranderligt end Ludvig Daa, mindre suurt end Morgenbladet og mindre barskt end Den Frimodige, omendskjønt det har forandret sig, og taget Knebelsbarter paa hver Dag det hele Aar igjennem. Almanakken lovede os et velsignet godt Aar og lover os et fremdeles; men hvorledes har du holdt dit Løfte, o Almanak, og hvorledes agter du at holde det? Almanakken er som Keiseren af Østerrig, Kongen af Preussen og lignende høie Personer, naar de bedrage Folket, skjeer det kun formedelst en Feiltagelse, og forresten er Forskjellen den, at Konger trykke og Almanakker trykkes.

4Det var imidlertid ikke derom vi skulde tale, vi bør ikke henfalde til Poeten Ariosts Feil at gjøre Digressioner. Vort Capitel skal, som før sagt, være et rent geografisk.

Dersom nogen af de ærede Lesere have seet et Kort over Throndhjem, hvoraf i Forbigaaende sagt Intet er roesværdigt, vil han kunne gjøre sig et nogenlunde Begreb om Beenbygningen i det gamle Dyr: Nidaros.

Engang havde dette Dyr bløde, lette, bevægelige og kjødfulde Muskler, der skjulte de skarpe Knogler; det var et yndigt Væsen, et ungt og kraftfuldt, der mellem de øvrige Norges Byer stod stolt og fremragende som en Dronning mellem sine Hofkavallerer. Destoværre, Dronningen er bleven gammel – Kavallererne have trukket sig tilbage og lig Napoleons Josephine har Nidaros forladt sin Høied og sin Throne for i Stiled at begræde Tabet af sin Lykke og sin Glands. – Manden med det ironiske Smiil om Læben pakker nu ind og gaaer sin Vei; hans humoristiske og med et lystigere Sind begavet Broder bytter Plads med ham.

Fra Toppen af Steenbjerget – som det er bleven kaldet, rimeligviis for at Enhver kan vide at Bjerget bestaaer af Steen, – kan man overskue Olafs Stad. Saa regelmæssig den end i Virkeligheden er anlagt, saa uregelmæssigt seer dette Anlæg ut i Frastand. Elven vrider sig på den ene Side i Slangebugter, som en mand, der, med Respect at sige, har ondt i Maven; paa den anden Side bugter Fjorden sig og skyller Sanden op i Gaderne.

Det Hele er et billede af et Væsen der sidder i Klemme mellem to Elskere, hvoraf den ene er en Kat og den anden en Bjørn. Man maa uvilkaarlig 5bede for den gamle Mø, der er i Kattepine. Det første man støder paa naar man kommer ned fra Bjerget udi Josaphats Dal er et Brænderi til Høire og en tilsvarende Portion af Værtshuse til Venstre, hvorved man uvilkaarlig kommer til at tænke paa Skildtet over en viis Raadhuusport: «Mod og god Samvittighed behøves kun for at træde indenfor». Og er man kommen indenfor, ja da – da vorder man forbauset. Du skal faae at høre, agtbare Læser, hvilke Mærkværdigheder Du vil støde paa, baade levende og døde.

2.

I fordums Dage tjente Voldene om Throndhjem til Værn for Byen; men man har fundet det mere overeensstemmende med den nyere Tids Fordringer at gjøre dem til Indtægstkilder for vaare militære Befalingsmænd. Man finder nu Byg, Havre, Kaal og Potetes, hvor forhen harniskklædte Mænd stode ved Siden af truende Kanoner. Og at Potetes ere mere gavnligere for Menneskenes Indvolde end Kugler, er igrunden uimotsigeligt. Om Sommeren seer man undertiden brægende Faar og Køer med saare andægtige Miner spadsere paa de grønne Græsplainer. Hver 2den Time lytte de med spændt Opmærksomhed til Skildtvagtens «Løis af!» forundrede over at saadanne skrig kunne komme fra menneskelige Struber. Throndhjems Publicum har stedse baaret overmaade Forkjærlighed for de Militaire: man har vel engang imellem hvisket saa smaat om at det vilde være til Hygge for Byens Indvaanere om disse Volde, der dog ikke længer kunne tjene til byens Forsvar, bleve overladte til Borgerne som Promenadeplads; man har hvisket om at de militaire Herrer, der benytte dem til at plante Kaal og Potetes i, have sine 6aarlige Lønninger, og Enkelte have ikke kunnet begribe, hvorfor disse Jordstykker, der ikke lenger opfylde sin oprindelige Bestemmelse, ere komne nogle Officierer til Gavn, istedenfor at blive den hele Stad baade til Nytte og Fornøielse; men Fleertallet av Indvaanerne, hvorved maa forstaaes de honette Personer, have fundet og finde fremdeles, at det kun er Pøbelen som trænger til offentlige Spadserepladse; de Fornemme bør dog have noget for sig selv, ligesom Adresseavisen har sit Privilegium og Den Frimodige sin Brutus.

Den første Mærkelighed man træffer paa, naar man er kommen igjennem Skandseporten, der forresten er uden Port, er et Skilderhuus og en Person, der kaldes Skildvagt, samt et Slaveri, – Alt til Høire – og til Venstre holde Toldbetjentene Vagt – om det er for at passe paa Skilderhuset, skulde vi lade være usagt. Naar det bliver mørkt, flytter Skildvagten sin Plads, naturligviis ikke fordi han er mørkræd, men af andre, udentvil gyldige, Aarsager og om Natten er Porten ubevogtet. I Mørket seer jo desuden en Officier ut som et andet Menneske og Skildvagten behøver ei at præsentere Gevær, den eneste vigtige Bestilling han udøver, foruden de to ligesaa vigtige, enten at staae stille eller at spadsere.

Er man kommen indenfor «Porten», og ligesom Abraham drager tilhøire, kommer man ind paa et Felt, som man særdeles aandrigt har benævnet «Kalveskindet». Navnet skal være gammelt og er rimeligviis bleven givet Stedet da Byen endnu var et Barn. At det ikke med Tiden har erholdt en mere for den Voxne passende Benævnelse, kommer rimeligviis deraf at næsten samtlige Byens Trommeslagere 7have taget sin Bopæl paa bemeldte Kalveskind.

Paa Venstre Side av Skindet ligger Kalven i sin hele Skjønhed og Feedhed; med andre Ord, for at tale mindre figurlig; Throndhjem, med sine brede Gader, trange Veiter, store Huse og 14 000 Indvaanere, udstrækker sig lige til Fjorden og seer betænksomt udover den sandige Grund som om den vilde sige: «Kunde man finde Guld her, som ved Californiens Floder, fik man kanskee dog en Havnedæmning istand.» – Fjorden skyller Dag for Dag mere Sand ind, men Guld skal ikke være bleven bemærket.

3.

Paa det førnævnte mærkelige Kalveskind blev i Fordums Dage udgydt en betydelig Mængde Blod, hoveder bleve afhugne i tusindeviis, og for at ikke Mindet om Forfædrenes Heltegjerninger skal gaa til Grunde har man vedligeholdt Skikken. Man hugger fremdeles Hoveder af paa «Skindet», men Hovederne høre til de koldblodige Dyrs Legemer; de ere, som vi engang før have tilladt os at gjøre opmærksom paa, af Kaal. Og der ere mange Kaalhoveder paa Kalvskindet.

Følger Du os videre paa vor Promenade, kjære Leser, kommer Du til vor berømte Domkirke, der gaar for Luud og koldt Vand, som det hedder. Denne gamle Prydelse for Nidaros har nu snart ærgret sig ihjel af tre Aarsager. For det Første ærgrer den sig fordi vaare patriotiske Bønder paa Storthinget have havt saa liden Agtelse for sine Forfædres Minder og Gjerninger, at de lade den stolteste af deres Descendenter ligge mere nøgen end et Lægslem. For det Andet ærgrer den sig over, at Regjeringen kaster Statens Penge bort til Skrædderne, 8der skulde skaffe den en ny Kjole uden at den faar nogen. For det Tredie ærgrer den sig over at et Grundlovsbud vil rulle overende, naar den selv ruller; thi naar den styrter, vil ingen Konge kunne krones i Throndhjems Domkirke. Bagom denne samme Kirke ligger Kongsgaarden, bekjendt af en mærkelig Begivenhed i Oldtiden, da man der slog Einar Tambeskjælver ihjel, og af en ditto i Nutiden, da man slog en Buk ihjel. De, der ere hengivne til at anstille filosofiske Betragtninger, kunne her faae en fortræffelig Anledning til at overbevise sig om at Alt i denne Verden forandres forholdsviis, saa at Ligevægten opretholdes. Før slog man Hoveder af Helte paa Kalvskindet og dræpte Einar Tambeskjælver i Kongsgaarden; nu skjærer man Kaalhoveder af paa det ene sted og slaaer Faar ihjel paa det Andet.

Men ved Siden af alt dette Kuriøse maa vi dog opstille Minderne om en af vore hæderligste Mænd, og male dem i den alvorlige Tone, som de tilkomme; vi mene Minderne om Thomas Angell. I denne forsømte Kongegrav, som kaldes Nordens berømteste Kirke, hviler ogsaa den Mand, som endnu Throndhjems Fattige velsigne, og som, ved sine Gaver og sine milde Stiftelser, vil bringe sit Navn i Erindring, naar meer end een Konge er glemt eller forbandet. Klosteret, Angellstuerne, Latinskolen, Vandledningen og mange andre Vidner staae i Throndhjem og pege hen paa den hensmuldredes Grav i den ærværdige Dom. Og han vil leve selv om Domen synker!

Vi have strøget Haanden over Panden for at forsøge paa at forjage Mindet om Throndhjems ædleste Mand og atter gribe den mere muntert klingende Streng, hvorpaa vi før spillede; men vi nægte ikke at løsrive os saa hurtigt 9fra Skuet af en af de faa Billeder, der have fremstillet sig for os i Livet af en virkelig Menneskeven, og derfor slutte vi dette Capitel.

Om Throndhjems Mysterier

I årene 1845–1852 bodde Christian Monsen i Trondheim. Han var pressemann og forfatter, og ble en av stifterne av Trondhjems Arbeiderforening. Throndhjems Mysterier er et slags essay i føljetongstil som oppsummerer Monsens inntrykk av byen. Hans karakteristikker er preget av humor, men også av satire og beskhet.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Utgave ved Per Opøien, 1970

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X