1.

Der gives Fruentimmer i Trondhjem ligesom over alt på Jordkloden; de have sine Dyder og sine Feil ligesom de have dem overalt, men her kan man med større Sikkerhed klasificere dem. Da vi i hele vor Levetid have været en Ven af det smukke Kjøn og fundet en særegen Interesse ved at klasificere, vil visselig heller ikke Nogen undres over at vi ogsaa nu benytte Leiligheden. De trondhjemske Damer kunne inddeles i fire Classer – senere komme vi til Mandfolkene, der, om det kniber, gjerne kunne inddeles i femten –, og til Inddelingens Grundvold ville vi tage Damernes Been. Til den første Classe høre de, der dandse i Harmonien; til den anden Classe høre de, der dandse i Borgerklubben; til den tredie høre de, der dandse i Ihlen, og til den fjerde endelig de, der dandse, hvor Fanden det skal være, baade i den ene Klub og i den anden, baade med og uden Masker, og som af visse Grunde, – der maaskee ere ubegribelige for de i de trondhjemske Mysterier Uindviede, men som vi senere skulle forklare, – have erholdt Tilnavnet «Politiets Veninder». De øvrige, hver enkelt Classe karakteriserende Kjendetegn skulle vi nu, saa godt 10som vi formaae, søge at fremstille, og fremdeles holde os til Benene, for ei at afvige fra de Regler, Logikken opstiller. Første Classes Damer, i Qvarteret «Harmonien», spadsere kun om Morgenen, de ere poetiske, ynde Naturen, men kunne ikke finde Noget andet Malerisk ved den end den opgaaende Sol, som det er tilladt

at see
i Negligè.

Medlemmerne af den anden Classe, i qvarteret Borgerklubben, har saameget at bestille i Kjelder og Kjøkken, at de ei faae Tid at spadsere før end efter Middagen; de ere mindre poetiske end Damerne i første Classe, Ægtenæmdene paastaa, at de ynde prosaiske koner, naar de kun have saamegen Følsomhed, som netop er nødvendig.

Damerne af tredie Classe, i Qvarteret Ihlen, hvorfra dog udtrykkelig undtages dem, der høre til Borgerklubbens Filialafdeling: «Hotel de Galschjødt», ynde ikke Solens Opgang; de spadsere helst om Aftenen og anstille Betragtninger over hvad Natten vil bringe, istedetfor at Damerne fra Qvarteret Harmonien anstiller sine over hva Dagen vil bringe. De ere hinandens Antipoder, disse damer, de tale ondt om hverandre hver eneste Dag, og hvad der er det Mærkeligste – thi Talen er her om Fruentimmer – begge Parter have næsten altid Ret.

Den fjerde Classe hører til Mysteriernes Mysterier. «Politiets Veninder» bruge kun Benene om Natten. Deres Betragtninger af Naturen ere af en mørkere Farve. Harmoniens Morgenrøde, Borgerklubbens Middagssol og Ihlens Maaneskin ere de blinde for; de elske kun Natten, især naar den er skyet. Vi have her Anledning 11til at vise vore Evner som Grandsker forinden vi gaae videre. Efter at have viist hvilken Rolle Damernes Been spille og hvorlunde det smukke Kjøn blot ved Hjelp af dem kan Classificeres.

At «Nattens Børn» have faaet Navn af «Politiets Veninder» have vi søgt og fundet Aarsagen til. Den, som kjender Mennesket, veed ogsaa, at det af Naturen har et besynderlig Hang til Satire og at det ikke sparer sin bedste Ven, naar det blot kan faae Anledning til at gjøre sig lystig over ham.

Det er rigtignok sørgeligt, men det er nu engang saa, og bliver, saavidt vi tro, aldrig anderledes. Politiet, hvis Pligt det er at vaage naar Publikum sover, har nødvendigviis tilfældig mere end een Gang maattet støde sammen med Damerne af fjerde Classe, og deraf har en eller anden «Satyrikus» hentet Anledning til at kalde dem «Politiets Veninder».

2.

«Hop» sagde Gutten til Kjellingen, «her er en Bæk». Og vi nødes virkelig til at gjøre et stort Spring, idet vi springe ligefra Damernes Fødder til deres Hoveder. Forinden vi tale mere om disse Hoveder maa vi tillade os at sette os ud tilbeens med Bibelen i et vist Punct. Bibelen har nemlig fradømt Qvinderne Hoved, idet den udtrykkelig erklærer, at Manden skal være Hovedet; men hvormeget jeg end ynder Bibelen, maa jeg dog her tage mig den Frihed at sige til den: «De tager Feil, Høistærede!» Mændene ere, paa faa Undtagelser nær, Qvindernes Slaver. Damerne ere, for atter at holde os til Bibelens Ord, fromme som Duer og dog listige som 12Slanger, og jeg kjender mere end en Dames Hoved, der har bragt Manden til at tabe sit og gjøre ham forrykt.

Hvad nu Classificationen angaaer med Hensyn til de trondhjemske Damers Hoveder, da kan man saare let komme udi Vildrede, saafremt man vil gaae mathematisk tilværks og slutte saaledes: Hovedet forholder sig til Benene i den ene Classe som Hovedet forholder sig til Benene i den Anden. Det forholder sig ingenlunde saa; Damerne ere her, som overalt, irregulaire Væsener, hvis Indhold ikke kan beregnes anderledes end paa samme Maade, som Hr. Welhaven i sin Tid søgte at udfinde Cirkelens Qvadratur. Vi have seet Damer med deilige Hoveder og høist miserable Been og omvendt, damer med yndige Fødder og høist beklagelige Hoveder, i alle Classer. Paa den anden Side have vi fundet Undtagelser, Hoveder nemlig med tilsvarende Fødder; da vi imidlertid ikke ere indiseret ville vi intet Navneregister fremlægge, men overlade til Læserne selv at erkyndige sig om hvilke det Ovenstaaende gjælder.

Hvad Classificationen anbelanger – for at komme tilbage til hvad vi egentlig skulle tale om – kunne de trondhjemske Damers Hoveder inddeles i fire Classer, der kunne deles i to Hovedclasser. Til den første Classe høre de, der ligesom Departementet for det Indre have tænkende og ikke tænkende medlemmer og til den anden Classe høre de, der ligesom Departementet for det Ydre – hvilket er velbekjendt – have smukke og ikke smukke Medlemmer. En Ting er imidlertid alle disse Hoveder komne overeens om, hvad enten de ere kloge eller dumme, smukke eller hæslige, nemlig at bagtale Næsten. Det gjør os ondt for Eder, I Ætlinge af Trøndelagens 13Næssekongers Dronninger, at vi ikke kunne fritage Eder for den Feil, som alle Evas Døttre desto værre ere i Besiddelse af, paa faa Undtagelser nær, nemlig at give Misundelsen fri Tøile, og paa den anden Side glæder det os at vi have været saa kloge at tale om Undtagelser; thi vi kjende Eder alle saa godt at vi vide, at enhver af Eder troer at høre til Undtagelserne og forsoner sig med os i sit Hjerte.

Siden vi ganske tilfældigviis ere komne til at tale om Hjerter, maa vi dog tillige fremkomme med den Bemærkning, at vi høilig tvivle om at Trønderinderne eie Hjerter og at en Forsoning paa denne Maade saaledes neppe kan finde sted. Skulle vi altsaa forsones, smukke Læserinder af første, anden og halvdelen av tredie Classe – Resten give vi ei en Snuus for – saa lader vore Hoveder tale sammen og vore Hjerter være udenfor Sagen. Vi erkjende Eder med fuld Overbeviisning for at være listige som Slanger og fromme som Duer; vi erkjende at I ere aandrige, blide og smukke; vi erkjende at I kunne være Mændenes Hoveder trods Skriftens Ord at de skulde være Eders, vi erkjende at I som Piger kunne være guddommelige, som Koner fortryllende, som unge Enker yndige og som gamle ærværdige. Lover oss til Gjengjeld for disse Erkjendelser, at I ville aflægge den største af alle Eders Feil, Lysten til at bagtale. Have I aflagt den, skulle I blive til halve Engle, mere tør vi ikke love Eder for Mandfolkenes Skyld, der vilde erklære os Krig dersom vi berøvede Eder Alt menneskeligt og legemligt. Og hermed byde vi det smukke og det blide Kjøn farvel, med Ønsket om at Alt hvad der vanzirer dets herlige Legeme maa vorde tilintetgjort.

Om Throndhjems Mysterier

I årene 1845–1852 bodde Christian Monsen i Trondheim. Han var pressemann og forfatter, og ble en av stifterne av Trondhjems Arbeiderforening. Throndhjems Mysterier er et slags essay i føljetongstil som oppsummerer Monsens inntrykk av byen. Hans karakteristikker er preget av humor, men også av satire og beskhet.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Utgave ved Per Opøien, 1970

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X