Throndhjems Mysterier

av Christian Monsen

4de Capitel

som angaar Mandfolkenes Dyder og Lyder


1.

Enkelte Forfattere have forsøgt paa at gjøre den Regel gjældende, at man under Behandlingen af en Materie bør foretrække den nedadstigende for den opadstigende Scala, eller med andre Ord, at man bør begynde med de meest ophøiede og ende med de mindst ophøiede Gjenstande for Betragtningen; Andre, hvortil vi slutte os, ere af en modsat Formening, og da nu en Aagerkarl, ifølge vor med Samvittighedsfuldhed erhvervede Overbeviisning er det laveste Creatur blandt alle Creature paa denne syndige Jord, saa tage vi ikke i Betænkning at begynde Mandfolkenes Capitel med 17Fremstillingen af Billedet af en throndhjemsk Aagerkarl. Har Du nogensinde betragtet et saadant Dyr med Opmærksomhed, gode Læser? Dersom Du har det og kunnet bevare din Apetit, følt dig fri for Følelser af Koldfeber og Tanken om Fanden, maa du have en ypperlig Constitution og misundelsesværdigt Humeur. Vi for vor Part have aldrig uden med Rædsel og Indignation kunnet betragte disse Blodigler med to Been, der kun have lært at udtale de tre skrækkelige Ord: «Renter», «Pant» og «Penge».

En throndhjemsk Aagerkarl have vi længe betragtet med Opmærksomhed og taget i alvorlig Betænkning, hvorvidt han værdigen kunde stilles op under Slægtsnavnet: «Menneske». Da han imidlertid hvad «Skabelonen» angaaer, virkelig seer ud som et Mandfolk ialmindelighed, have vi troet at burde regne ham til Menneskeslægten, omendskjønt han betragtet fra en anden Side, nemlig som «vrængt» mere repræsenterer Hyænen end Mennesket.

En throndhjemsk Aagerkarl er et Væsen, der er i Besiddelse af Andres Penge foruden dem, der virkelig ere hans egne. Disse Penge laaner han ud ligesom den Berlingske og Børsenhalle laaner sine udenlandske Efterretninger til Morgenbladet og Rigstidenden, kun med den Forskjel at han tager blodige Renter. I almindelighed kjender man Aagerkarlen paa hans sukkersøde Mine, Klager over Tidernes Piinagtighed, Mangel paa Evne til at see Folk lige i Ansigtet og Overflødighed paa Evne til at synge Salmer. Hver Søndag gaaer han i Kirken for at vinde Bestyrkelse til at begaae nye Synder og hver Mandag skriver han det Slags Afladsbreve som kaldes Stevninger. Forresten er han 18ikke sjelden en Dandy, besøger baade «Løven» og «Klubben», drikker Punsch, spiller Kort og gaaer med rørstok med Dusk i. Forøvrigt kunne de throndhjemske Aagerkarle deles i og henføres til to Classer. Den ene kunne vi kalde den aristokratiske eller Hensigten og den anden kunne vi kalle den plebeiske eller Midlet. Der gives saaledes, dersom man skal tro den nederdrægtige Fru Fama, Embedsmænd, der aagre med Statens Penge, visse Hensigter, som benytte visse Midler for at flaa Fattigmand, med andre Ord at der gives Oppebørselsbetjente som gjennem Leietjenere udlaane sine eller maaske Statens Penge mod Pant og tilbørlige Renter, for at bøde paa den knappe Gage, som Fruen og Døttrene finder at være forliden. Rigtignok paastaae onde Tunger at et Par Tusind Daler kunne være tilstrækkelige for en embedsmand at leve af om Aaret, selv om Fruen og Frøkenen bruger endeel Silke, Kniplinger og Baand; men som vi have studeret Tingen til Bunden erklære sligt Ræsonnement for Sludder; man har ikke tænkt paa Selskaberne og Vinen, hvoraf hver er en Conditio sine qva non for at en Mand af Velten kan vise sig comme il faut.


2.

Saavidt vi erindre sluttede vi vore Bemærkninger angaaende de throndhjemske Aagerkarle, med den, at undertiden maa noget Mere til end de Indtægter en vis Bestilling lovlig medfører, for at en Mand af Velten kan leve som han bør. Vi talte om Hensigter og Midler, men da Hensigterne, som det lader til, støde fornemme Folk for Hovedet og bringe dem til at mistyde de alleruskyldigste Ord, ligesom Morgenbladet og dets Venner mistyde 19Erik Bøghs Farce, saa ville vi, for ei at vække Uro i nogen Leier, holde vor Mund, hva de nævnte Hensigter angaaer, og begive os over paa Midlernes Gebeet.

Omstændighederne gjør imidlertid her en Reservation nødvendig. Vi have bestemt os til at skrive en heel Hob i dette Aar baade i bunden og ubunden Stiil; vi agte at henvende os med en Mængde Subskriptionsplaner baade til Damer og Herrer for at vinde Gunst og Hæder og fornemmelig – Penge.

Man vil selvfølgelig kunne indsee, at vi faae saare liden Tid til at indlade os i specielle Feider med dem, der paa Grund af, Gud veed hvad, ville finde sig beføiede til at vælte sig ind paa os. Vi forbeholde os derfor for Eftertiden enten slet ikke at svare, eller idetmindste kun efterat vi lovlig ere blevne beskikkede, saafremt et eller andet forstyrret Væsen skulde sende os forvirrede Skrivelser og uden Grund finde sig forulempet af Ytringer, der ei vedrøre ham. Om vi f. Ex. leilighedsviis offentlig kom til at sige: vi kjende en Mand, der undertiden gaar i graa Buxer, som er en stor Kjeltring og alle Verdens graa Buxer paa den Maade kom os paa Halsen. Enhver for ved Høiesteretsdom at blive frikjendt for at være baaret af en Kjeltring, eller vi omvendt blev attaqverede af deres Eiere, vilde vi jo komme i en Suppedas, som ikke Fanden selv kunde rede sig ud af. Efter denne Digression gaae vi lige løs paa Sagen. De smaa Aagerkarle, disse «Midler» som vi have kaldt dem, men som ogsaa forstaae den Kunst at aagre for egen Regning, træde gjerne frem med større Beskjedenhed. Uden at boe i Hovedgaderne have de ofte 20deres Boutikker i Veiterne og forholde sig til de større Slyngler som de stakkels smaa Provindsaviser forholde sig til Hovedstadsbladene, som en Høker til en Grosserer, som en Corporal til en General, eller, for at finde en mere træffende Sammenligning, som under Ludvig den Sextendes Regjering en simpel Jøde forholdt sig til en Generalforpagter.

Vi havde i Fredags Anledning til at see en Vaudeville, der kaldes «En Jøde i Mandal»: denne Vaudeville indeholdt tilfældigviis 1 – siger og skriver een – Vittighed, nemlig at Jøder henhøre blandt norske Udførselsartikler. Skulde nogensinde Hr. Platou jr. agte at udgive et nyt Oplag af sin Faders Geographi, bede vi ham indstændig om at bemærke, naar Talen bliver om Throndhjem og dens Export, at det var ønskeligt om denne Bye ogsaa kunde faae udført sin overflod av Aagerkarle.


3.

Lader os nu tilslut betragte en throndhjemsk Aagerkarls Sindsstemning, saaledes som vi antage den er. Den maa kunne betragtes fra to Sider; den kan være som Hundens, naar den er sulten og den kan være som Hundens, naar den er mæt. Lignelsen vil man maaske ikke finde peen nok, men da vi ikke kunde i Hast faae fat på nogen Anden, grebe vi den, der laae os nærmest, og man maa undskylde os. Vi Avisskrivere ligne selv som oftest Hunde, vi maa leve af Been, tage for os som det falder, og destoværre overlade de større Hunde, Aagerkarlene, Kjødet. Nu er det imidlertid paatide at komme dit igjen, hvor vi slap.

21En throndhjemsk Aagerkarl, naar han er sulten, er et skrækkeligt Væsen: udebliver hans Hovednæringsmiddel: Afdrag og Renter, kan man ikke gjøre Regning paa hans Overbærenhed mere end man kan gjøre Regning paa ei at blive snydt, naar man kjøber Manufacturvarer. Han stevner, han panter, han æder dig, gode Læser, med Hud og med Haar, og bliver han ikke mæt av Kjødet, knuser han Benene og suger Dig ud lige til Marven. Han er ikke en Hund en detail, men han er en Hund en gros; han er en ægte Blodhund, en Bulldog af den mest ublandede Race, der med sine Tænder sønderslider Alt og i hvis Bug Kobberskillinger, Sølvorter, Ducater, Femdalersedler, og Obligationer fordøies ligegodt. Sindsstemningen maa, efter hvad vi her have oplyst, just ikke være den bedste hos en throndhjemsk «Pantejøde», naar han er sulten. Han maa være behersket af et Raserie, som ikke kan beskrives, af en Mordlyst, hvorfor vi gyse tilbage, kortsagt af en Hundskhed, som ere mere end hundsk. Lader os imidlertid ophøre med at betragte denne Side af Billedet, lader os betragte Aagerkarlen, naar han er bleven mæt, dersom han forresten nogensinde kan blive det tilgavns; hvilket behageligt Ansigt viser sig ikke da for vore Blikke. Det er trindt, rundt, rødt og fedt og indenfor Pandebrasken hviler Tilfredsheden i en silkestoppet Lænestol med Fjedre under – Aagerkarlens Samvittighed er desuden elastisk fra Fødselen af – og i Hjertet rører sig ingen anden Følelse end Taknemmelighed med det Forsyn, der lod ham forudsee at gode Renter og god Sikkerhed i Forbindelse med gode Penge kan gjøre en Mand rig og berømmelig i denne syndige Verden.

22Hvorledes Manden sover om Natten er et Spørgsmaal, som vanskelig kan besvares. Lægerne paastaae at Overmættelse medfører slet Fordøielse og urolige Nætter fulde af slemme Drømme; men da en Aagerkarl neppe nogenside bliver overmættet antage vi at han ei heller plages af natlig Uro. Han sover udentvivl udmærket godt; drømmer han, da drømmer han kun om Hovedpuder fyldte med Ducater og vaagner han, ærgrende sig over at Drømmen ikke er ganske opfyldt, nu Herregud, saa har dog Æselet kun havt een Ærgrelse i Døgnet, Noget som mere end et skikkeligt Menneske ei kan rose sig af.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Throndhjems Mysterier

I årene 1845–1852 bodde Christian Monsen i Trondheim. Han var pressemann og forfatter, og ble en av stifterne av Trondhjems Arbeiderforening. Throndhjems Mysterier er et slags essay i føljetongstil som oppsummerer Monsens inntrykk av byen. Hans karakteristikker er preget av humor, men også av satire og beskhet.

Verket ble utgitt først i 1856, fire år etter Monsens død.

Se faksimile av Per Opøiens utgave fra 1970 (nb.no).

Les mer..

Om Christian Monsen

Christian Martin Monsen var forfatter og redaktør, men huskes kanskje best i dag for sin rolle i Trondhjems Arbeiderforening.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.