Throndhjems Mysterier

av Christian Monsen

5te Capitel

der ligeledes handler om Mandfolkenes Dyder og Lyder


1.

Her i Throndhjem har man ligesaavist som andre Steder sine «Løver». Det er ikke i Hovedstaden alene man gaar med Moustacher og Glacehandsker, det er ikke i Hovedstaden alene man benytter Tiden til at rende Byen rundt i den noble Henseende paa en peen og indtagende Maade at nedrive Næstens Ære; det er ikke i Hovedstaden alene, at man anseer det for en Skam at drikke sig en ærlig Ruus i godt Lag, trykke en Haandværksmands Haand paa offentlig Gade og sige reent ud hvad man mener. Nei, kors bevares! Aflæggerne af den Plante som kaldes den fine, dannede, løvemæssige Verden gro saamæn nok saa godt i den throndhjemske Jordbund og trives bedre end man skulde tro, naar man tager Hensyn til Breddegraden og Forfædrenes bekjendte 23ærlige Ligefremhed. Imidlertid, Tempora mutantur et nos mutamur in illis. Det er nu engang bleven en Modesag at drikke sig Fuld i slet Viin istedet for at hente sig en Ruus ved Hjælp af god Lysholmsk Aqvavit eller Rompunsch; det er nu engang bleven Modesag at ødelægge Fars Formue i Glacehandsker, Tullupper, Silke-Lommetørklæder, Parfumerier m.m.; det er nu engang bleven Modesag at bagtale sin Næste, betragte en Mand som man hader af inderste Sjel, med en smilende, honningsød Mine, og at sige «søde Ven» naar man mener «infame Skurk». At denne Mode dreier sig omkring os og indvikler en Hob Dagdrivere i sit Garn, faaer Enhver finde sig i, der ikke som Vi have Mod til at trodse Moden. Naar det lyster os og vi ei have vore Forretninger at passe, tage vi os, tiltrods for alle Verdens Moder vor Ruus i et godt Lag uden at bære Handsker og trykke den ringeste Borgermands Haand, naar han kun er et skikkeligt Menneske og har den Tænkemaade, som en retskaffen Mand bør have.

Man kan inddele det mandlige Personale udi Staden Throndheim i tre Classer: det theevandsdrikkende, det viindrikkende og det brændeviinsdrikkende Personale. De, der blot drikke Theevand, gjøre det af forskjellige Grunde, enten fordi de have visse Svagheder, der forbyde dem at nyde stærke Sager, eller fordi de have fordybet sig i Granskningen af Andresens Bog, eller også maaskee blot fordi de have en afgjort Forkjærlighed for Theevand. Disse Folk ere pene Mennesker og have virkelig det Fortrin for os andre Syndere, at de aldrig blive fulde, men ikke destomindre ere og blive de hvad man kalder Theevandskarle, der neppe nogensinde 24have udklækket en god Idee. Hvad nu det viindrikkende Publikum angaar, hvortil en stor Deel af de føromtalte Løver hører, da vilde det udentvivl vise en liberalere Tænkemaade, dersom de throndhjemske Viinhandlere ikke regalerede det med saa slet Viin. God Viin skal have stor Indflydelse paa Hjertet, ifølge Salomons Udsigende, og da Svovel er en infernalsk Ingredients, forekommer det os at der paahviler de throndhjemske Viinhandlere en i moralsk Henseende stor Ansvarlighed hvad de arme Viindrikkere angaae. Til den brændeviinsdrikkende Classe hører alle de, der have formegen Menneskeforstand til blot at drikke Theevand og for faa Penge eller forleden Credit, hvilket omtrent kommer ud paa Eet, til at drikke Viin. Som en følge deraf hører desværre Redactionen ogsaa til denne Classe, der ikke bruger Glacehandsker, ikke bærer Moustacher, ikke synger Salmer, men skriver dem om det kniber, og som ialmindelighed har en egen original Maade at vise sig paa. Denne Selvbekjendelse bør man ikke dømme altfor ilde om; den viser idetmindste at vi ikke ere partiske, men tale ligesaa uforbeholdent om vore egne Synder, som om Andres. Hvis Enhver gik frem paa den Maade i vor syndige Verden, skulde den blive saa lykkelig, at Ingen behøvede at skrive Aviser.


2.

Fast over det hele Land synes vore Kjøbmænd at være befængte med en Sygdom, der fornemmelig ytrer sig derved, at de ophøre med «at betale». Denne Sygdom lide desværre ogsaa andre skikkelige Folk af; men den anfalder ialmindelighed Kjøbmændene i en 25høiere Grad. Ogsaa her i vor gamle gode Stad Nidaros har den i Løbet af et Par Aar viist sig, om just ikke saa hyppig som Trykfeil i Den Frimodige, saa dog i en temmelig betænkelig Grad. De Læger, der radikalt curere denne Sygdom, bestaa af et Collegium som kaldes Skifteretten, og døer end Patienten, kan man dog være temmelig vis paa at «Feberen ham forlod» og han kan rolig gaa over i en anden Verden varierende Hjob, sigende: «Nøgen kom jeg til Verden og nøgen jeg igjen forlader den. Hamburgerne gave, Skifteretten tog, Begges Navn være lovet!» Man har været saare uenige om Aarsagerne til denne smitsomme Sygdom. I Luften ligger den vel neppe undtagen forsaavidt at en enkelt Kjøbmand maaske har bygget Casteller der og speculeret hen i Veir og Vind, som man siger. Nogle tro, at Smitten udvikler sig af hele vort miserable Creditvæsen, Andre igjen, at den har sit Sæde i Hamburgernes Vareballer og ledsage disse ligesom colera morbus ledsager Bomulden. Spørger man Patienten selv om hans Mening, da paastaaer han, trækkende paa Skuldrene og menende at han er klogere end alle dem, der snakke om Aarsag og Virkning, at det er hverken mere eller mindre end slette «Conjuncturer». Det er imidlertid mærkeligt nok, at flere Patienter, der tilsyneladende aldri kunne komme sig efter Ondet, pludselig helbredes, og ikke blot gjengives den forrige Sundhed og Styrke, men tilbagevinde den i en høist forbausende Grad. Det gaaer atter som med Hjob. Som han allerbedst ragede i Asken mellem Potteskaarene hjalp vor Herre ham som ved et Mirakel. Om det er Vorherre som ogsaa gjør det ovennævnte Underværk skulle 26vi lade være usagt; men saameget er vist, at Døden ikke sjelden, naar den fremtræder i Skikkelse af en Creditor, undertiden i godt Lune lader sig accordere medens den til andre Tider ubarmhjertig og uden videre slaaer ihjel.

Hamburgerne ere forresten nogle underlige Patroner; naar de først have ved alle sine Agenter, Probenreutere og lignende active og wimsige Personer faaet prakket alle Deres Snurrepiberier paa de godtroende Throndhjemmere, – ligesom de danske Boghandlere prakke deres Bøger paa os gjennem Snyderi-, Industri- og Præmiefordelingsplaner, der bevise, at man handler ganske mod egen Fordeel, naar man ikke tegner sig – og saa Throndhjemmeren glemmer at betale, sætter Hamburgerne ham i Slutteriet. Hvor dog den gode Hamburger er opoffrende og menneskekjærlig!

Vi komme ellers her uvilkaarlig til at tænke paa en vis Debitor, der gjorde sin Creditor, som havde sadt ham i Gjældsarrest, følgende Forslag: «Hør min Ven», sagde han, «her sidder jeg nu og koster Dem 4 Ort ugentlig. Slip mig ud af Arresten og betal mig 2 Ort hver Løverdag; de øvrige 2 Ort kan De jo godtgjøre mig i Regning; derved tjener De aabenbar 50 Procent.» Vi have ikke hørt hvad der blev svaret paa dette Forslag.


3.

Det gjør os ondt endnu engang at maatte bringe Damerne med ind i Spillet, men det er os umuligt at undgaae det, naar vi samvittighedsfuldt skulle undersøge Mandfolkenes Lyder og Dyder. Mændene ere nu engang 27saa fast lænkede til det smukke Kjøn, at det er en ligesaa stor Umulighed at skille dem fra dette, som det er en Umulighed at fjerne Duften fra en levende og blomstrende Rose. Vi skulle imidlertid behandle Damerne med en saa stor Veneration, at selv det meest pirrelige Gemyt ikke skal faae Anledning til at føle sig kildret. I Throndhjem, som overalt, findes unge Mennesker, der have Lyst til at behage. Vi have tidligere omtalt Løverne: men her er ikke Talen om dem; vi mene unge Mennesker i almindelighed, – skikkelige unge Mennesker, der skjælve naar ikke Halstørklædet er bundet regelmæssigt nok, naar Knuden sidder lidt skjævt, naar Støvlerne ikke ere blankpudsede nok, naar Hatten eller Huen ikke har den rette Facon, naar Frakken eller Kjolen ikke sidder stram nok o. s. v. Disse unge Mennesker ere Daarer af den ene lille, simple, men overmaade uskyldige Grund, at de ere forelskede. O, Fruentimmer, Fruentimmer, hvormeget have I ikke paa Eders Samvittighed! Hvormange Narre have I ikke skabt, hvormange Pander ere ikke for Eders skyld blevne bestrøgne med Daarekistefernis, ja, hvormegen naturlig sund Menneskeforstand er ikke røget i Lyset for Eders skyld!

Men see, det er de throndhjemske Ungersvendes Skjødesynd at lade sig lokke af smukke Ansigter, og det er deres endnu større Skjødesynd gjerne at ville lade sig lokke. Handelsbetjenten, der hele Ugen har rodet i Sild, Contoirbetjenten, der har sværtet Øren og Fingre med Blæk, Haandværkssvenden, der har forpurret sit Haar, farvet eller beget sine Fingre og ikke havt Tid til at barbere sig i sex Dage – Alle, Alle uden Undtagelse pudse og pynte sig naar Fritimeklokkens Slag 28lyder, ene og alene for at behage Cecilie, eller Emilie, eller Karen, eller Maren, eller Marthe Marie, eller Berith, eller – ja Gud veed hvad de nu hede allesammen.

Imidlertid er det Fruentimmerne, som maa bære Skylden; thi de opmuntre de arme, unge, forlibte Mandfolk paa alle mulige Maader, saasnart de blot bemærke et fremstikkende og, som det hedder, fordeelagtigt Ydre.

«O, min Gud, hvor han er nydelig», siger Cecilie, der sværmer for smukt Haar, naar hun opdager et velfriseret Hoved, der glindser af Maccassarolie. «O, hvor han er smuk», siger Emilie, naar hun sværmer for Moustacher, og finder et Par, der accurat ligner dem man støder paa i Modejournalerne. «Det er dog et smukt Menneske», siger Karen, naar hun træffer paa en Mandsperson, der bruger Snørliv; thi hun er en Ynder af Snørliv. «Kors, hvor han er vakker», udbryder Maren, betragtende Underextremiteternes Fyldighed, hvorfor hun fornemmelig sværmer. «Det er en fin Fyr», mener Marthe Marie; thi hun har dandset med ham, og han dandser godt. «Skal jeg nogensinde gifte mig, maa det blive med ham,» raaber Berith, som, ja – som rimeligviis ogsaa har dandset med ham, – og saaledes gaaer det i det Uendelige. Men hvem kan undres over at de arme Mandfolk blive forfængelige og ansee det Ydre for Hovedsagen, naar det smukke Kjøn selv nærer denne Forfængelighed. Hvormange Damer ville vel i vor Tid yde en rigt begavet Aand, indeslutted i et vanskabt og hæsligt Legeme, Kjærlighedens, Venskabets og Agtelsens Tribut? Og hermed ende vi et Capitel, som idetmindste indeholder noget Sandt, om just ikke noget Nyt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Throndhjems Mysterier

I årene 1845–1852 bodde Christian Monsen i Trondheim. Han var pressemann og forfatter, og ble en av stifterne av Trondhjems Arbeiderforening. Throndhjems Mysterier er et slags essay i føljetongstil som oppsummerer Monsens inntrykk av byen. Hans karakteristikker er preget av humor, men også av satire og beskhet.

Verket ble utgitt først i 1856, fire år etter Monsens død.

Se faksimile av Per Opøiens utgave fra 1970 (nb.no).

Les mer..

Om Christian Monsen

Christian Martin Monsen var forfatter og redaktør, men huskes kanskje best i dag for sin rolle i Trondhjems Arbeiderforening.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.