Throndhjems Mysterier

av Christian Monsen

6te Capitel

der handler om Stillinger og Forholde


1.

29Foreløbig ville vi fortælle Dig, gode Læser, at dette vorder et saare langt Capitel. Gud give det ikke i sin Længde ogsaa maa blive saa kjedsommeligt, som Striden mellem Danmark og Tydskland, eller som Kjævlerierne mellem Morgenbladet og Rigstidenden, eller som et vist Blads Conventikkel-Artikkel. Du kan tro, Læser, at de throndhjemske Stillinger og Forholde i mere end en Henseende ere saare besynderlige, og der skal et vist Mod til at gaae ind paa at bedømme dem. Da en Redacteur imidlertid altid maa ansees som etsalgs «Varg i Veum», der ideligt maa udsætte sig for at faae en banket Trøie, bliver hans Hud med Tiden saa barket, at nogle Prygl mere eller mindre ikke kunne gjøre synderlig til Sagen. Desaarsag gaae vi lige løs paa de nævnte «Stillinger og Forholde» uden at spare Venner eller Frænder; ja, hvad der er endnu mere, vi ville ikke engang spare os selv, dersom vi tilfældigviis skulde finde Anledning til at sige noget Ondt om os. Forlanger man større Aabenhjertighed paa den ene Side og mere Resignation paa den anden, da bør man henvende sig til et eller andet af de Blade, der den ene Dag giver en Skrøne tilbeste og den anden Dag beder om Forladelse fordi Skrønen ikke blev siddende det fast i Halsen.

Vi have til Dato baaret overmaade stor Ærefrygt for alt hvad der er virkelig Helligt; vi have æret og dyrket Gud på den Maade, som Naturen, Religionen 30og den lille Smule Menneskeforstand, vi ere i Besiddelse af, have befalet os; men vi have destoværre ikke kunnet komme til den Overbeviisning, at sand Christendom bestaaer i at gaae i Kirke Søndags Formiddag og blande Sand i Sukkeret Søndags Eftermiddag. Intet Sted i Landet findes, efter vor Formening, saamange hellige Mænd, som i Throndhjem, og Himlen bevare os fra at fremkomme med den Beskyldning at de blande Sand i det sukker de sælge, omendskjønt vi af Erfaring vide, at Sukkeret ikke altid har ladet sig opløse i kogende Theevand; Sandet kan jo komme tilfældigviis med Vinden. Naar vi her tale om de Hellige, hvoraf Mange ere ikke blot agtede, men ogsaa agtværdige Mænd, da skeer det kun tildeels for at Paapege, at Secteriet her i Throndhjem maaskee er mere udbredt end paa noget andet Sted i Landet og tildeels for midt under Spøgen med et Alvorsord at omtale, hvorledes man i Aand og Sandhed kan dyrke og tilbede sin Gud uden med andægtige Miner at vandre til Kirken regelmæssig hver Søndag, folde sine Hænder, synge slette Salmer og lade sig dysse i Søvn af slette Prækener. Vi bede Enhver, der læse disse Linier, at tro, at vi ære Alle, der med et sandt og oprigtigt gudindviet Sind besøger Herrens Tempel, at vi selv ofte har besøgt det og forladt det med et tilfreds og lettet Hjerte, naar vi have hørt en Tale, hvori der var Kraft og Mening, udstrømmet fra et Bryst, hvori der laae Klang og Begeistring. Men vi hade og ville til vor Død hade snøvlende Toner, Næsebriller og Hyklerie; vi hade og ville til vor Død hade qvalm Luft, qvalme Templer og qvalme Hjerter, og det fordi Naturens store Kirke hver 31Dag staaer os aaben, fordi hver Blomst, hvert Græsstraae er et Bogstav, hvoraf de Ord ere sammensatte, som lærer os at kjende Gud og som udgjøre den Bog, vi erkjende som vor Bibel, og endelig fordi Fuglens Sang er for os en behageligere Lyd end en «Klokkers» Stemme, der, naar den synger om «Englechor» minder om Kilian, der følte en vis Afsmag da han kyssede Fædrenejorden.


2.

Siden vi ere slaaede ind paa det Gebeet, hvor Talen skal føres om Stillinger og da vi netop tilfældigviis kom til at berøre det Hellige, kan det maaskee være passende ogsaa at tale et par Ord om Domkirkens Stilling. Den er, efter hvad vi kunne skjønne, overmaade bedrøvelig. Vi have seet mange Riddere af den bedrøvelige Skikkelse i vore Dage; vi have seet sal. Soelvold, vi have seet «Den Frimodige», kort, vi have seet mange Ruiner af fordums Herlighed, men de have dog ikke bragt os til at græde, de have kun bragt os til at lee. Naar vi derimod nu en smuk Morgen, medens Fuglene kviddre paa det blaa Kirketag, vandre rundt om dette Oldtidens Barn, som Nutiden fornegter fordi den ikke har Penge uden til at kjøbe Flitterstads for, da fælde vi i Stilhed en Taare. –

«Med Malurt blandes Mjøden, ei blot med Honning» og, trods den Iver, hvormed man planerer og pynter den Kirkegaard, der omgiver det stolteste Monument som Norge eier, harmes vi fordi man lader Monumentet selv forfalde.

Herregud! nu ere vi komne ind paa det alvorlige 32Felt, som vi saa gjerne vilde undgaae, og kunne blot hjælpe os ud derfra med et ægte alvorlig tydsk «Heraus»! Vi nedlægge Pennen for at gaae paa Torvet og bekige en ægte Smørsælger; da komme vi i bedre Humeur, og medens vi betragte ham maa Publikum tage tiltakke med en Tingest, der kaldes Tankestreg. –

Vi ere vendte tilbage; – men uden Smør in paranthesi sagt; det var som sædvanlig for dyrt – vi have endnu engang betragtet Nordens ærværdigste Minde fra Oldtiden og endnu engang med et sardonisk Smiil betragtet alle disse store Korthuse som Throndhjemmerne efter Ildebrandene have bygget op for

«at kunne leve
som en Greve»,

medens Ingen har tænkt paa den «Gamle ved Elven», der har staaet Fadder til Oldefædrene, baade Notabiliteternes og Bestialiteternes, og faaet graa Haar i Hovedet af Sorg over at være bleven «Indlægskall».

O Statskasse, o Regjering, o Storthing, o Folk! Vi tiltale Eder som I vare vore Brødre. Det er ikke nok, o, Regjering, at Du sender Architecter herop til Throndhjem og at besee Domkirken, gjøre Visiter hos Embedsmændene og reise hjem igjen. Det er ikke nok, o, Statscasse, at Du betaler Reisepengene; det er ikke nok, o, Storthing, at Du lader Alt dette skee for en Kronings Skyld, som neppe kommer til at foregaae forinden Annanas groe paa Enebærkviste; det er ikke nok, o, Folk, at Du gaber paa den hele sag, lægger dig til at sove og siger god rolig Nat. Medens Du sover ruller dit bedste Oldtidsminde overende, og det vil angre dig at see Ruinerne naar Du vaagner. Stenene 33ville falde Dig tunge paa Hovedet og det vil kanske blive tummelumsk af Smerte, naar Du faaer at see hvad Du har tabt paa Grund af din egen Døsighed.


3.

De Throndhjems Smaahandlere, – Kjøbmænd hedte de i gamle Dage – befinde sig ogsaa i saare forunderlige Stillinger. De slaaes med hverandre ligesom Ædderkopperne, og tilslut beviser Børsen dem den Ære at slaae dem ihjel. Udenbyes Læsere ville rimeligviis ikke forstaae hvad vi her have tilladt os at sige, og vi nødes derfor, hvor sørgeligt det end er, at commentere. Naar de throndhjemske Smaahandlere nemlig efter en lang Guerillakrig saaledes have maltrakteret hverandre, at en Deel af dem ere blevne Invalider – i Handelssproget hedder det at gaae fallit – saa kommer, som vi før have omtalt, Skifteretten for at kurere dem.

Ligesom det undertiden hænder, at Læger, der have taget den medicinske Examen, slaae sine Patienter ihjel, saaledes blive ogsaa undertiden de arme Invalider, som vi have omtalt, slaaede ihjel med en Auctionshammer paa Børsen.

Men hvad der er det Værste, det er, at disse Ihjelslagninger fremkalde nye Ihjelslagninger, og – nu, gode Læser, springe vi paa engang over i et af disse alvorlige Hjørner, hvorhen vi undertiden tye, når vi see hvor meget Dumt, der foretages i denne Verden, med Forbehold at tale endnu et paar Ord i gammel Stiil.

Blandt alt det Skrab, som denne Verden er opfyldt med, er ogsaa en heel Deel norske Love, og blandt 34dem befinder sig, som fornemmelig at betragte, et Foster, der fremkom som Følge af en aldeles unaturlig Omgang mellem Storthing og Regjering, men da Fosteret endnu existerer og trives ligesom alt Ukrudt, kan det ikke være ved en Crimen læse bestialitatis det har erholdt sit Liv. Dette Foster blev da naturligviis døbt og fik Lov til at hedde Handelsloven, men har idetheletaget viist sig som et Æsel, uden Fornuft, og har ikke under sin syvaarige Tilværelse viist den ringeste Ansats til at blive et for Samfundet gavnligt Individ. Nu Nok derom, det var Børsen vil skulde tale om og dens Ihjelslagninger.


4.

Vi have sagt, at vi undertiden springe over i det alvorlige Hjørne, naar vi see feil, der ere skadelige for Samfundet. Der gives mange saadanne Feil, som hverken Statens Regjering, eller Statens Lovgivere, eller Communernes Formyndere, de saakaldte Formandsskaber, lægger Mærke til, fordi de have allesammen saa uhyre travelt med Bagateller, at de ei kunne have Øinene aabne for vigtige Ting. De bære sig ikke sjelden ad alle tilhobe som Kjællingen, der lod Smørret brænde for at redde Vadskekluden, som var falden i Asken, eller som forleden Dag en Pige gjorde ved Ildebranden i Hr. Schreiners Mælterie. Hun rendte ned i den brandfrie Kjælder med en Blomsterpotte; thi det var en uhyre vigtig Gjenstand, hun havde mellem Hænderne – medens Ting af mindre Værd, efter hendes Mening, saasom Mahogni Kommoder og Speile, endnu stode tilbage at redde. Paa samme Viis bærer ogsaa høiere 35Aucthoriteter end Tjenestepiger sig ad, og derfor mangle vi ogsaa endnu mange gode Love, foruden den længe bearbeidede og forbandet kostbare Civillov, Værnepligtsloven og en mere fornuftig baseret Handelslov end den vi for Øieblikket have at fryde os ved. Dette var Brygningens Begyndelse, gode Læser; nu komme vi til Humlen, som Du vel allerede længe har ventet paa.

Naar en ung eller en gammel Handelsmand i Throndhjem

taber sin Credit
og synger sidste Sang,
og gaaer al Kjødets Gang,
vil sige gaaer fallit,

saa er det naturligviis i sin Orden at Creditorerne forlange Sit; dersom de ikke gjorde det, vilde vi ansee dem for at være meget taabelige Væsener. Men den ærede Skifteret ansee vi for at være lidet omtænkende, naar den lader de Fallitboerne tilhørende Varer bortsælge paa Børsen en detail; thi den bidrager derved, saavidt vi skjønne, kun til at forøge Fallitternes Antal, en Bedrift som ingenlunde de throndhjemske Handlende finde sig beføiede til at give den en Sølvmedaille som Hæderstegn for. Det er nemlig klart, at Enhver antager paa Børsen at erholde Varer for bedre Kjøb end hos Handelsmanden; desuden lokkes man af den givendes Credit. Men den Masse varer, som saaledes bortsælges en detail tilfredsstiller naturligviis ogsaa forholdsviis Behovet og forholdsviis opstaaer altsaa ogsaa en Aftagen i de endnu bestaaende Kjøbmænds Handel. Men nu er det netop Handelen disse arme Mennesker skulle leve av, og de maa forlade Handelen paa samme Viis 36som deres Forgængere, saasnart Handelen forlader dem. Saaledes opstaaer den ene Fallit efter den Anden og følge hverandre med stigende Hurtighed, ligesom faldende Legemer. Her i Throndhjem, hvor man, Gud skee Lov, ikke bryder sig stort om Reformer, men hylder Conservatismen ligesaa strengt som Fyrst Metternich eller Grev Nesselrode, og hvor den samme Conservatisme er stiv som en gammel Kariolhest, har endnu ikke den nyere Tids Affødning, Associationsaanden udviklet sig synderlig. – Her er riktignok dannet en Haandværkerforening, der blandt andre nyttige Foretagender ogsaa læser Aviser – vi vide ikke om der blandt Medlemmerne findes nogen Pottemager eller Kandestøber –; men en Handelsforening i dette Ords udstrakte og egentlige Betydning gives her ikke.

En saadan Forening maatte dog, alvorlig talt, kunne virke meget godt og forhindre mange skadelige Indgreb i Handelsmændenes Rettigheder. Fallitboernes Creditorer og Skifteretten vilde vist give efter for billige Ønsker og Fordringer, og det forekommer os, at naar saadanne Boers Varebeholdninger bleve bortsolgte i Partier; – vi forudsette at Creditorerne, der jo næsten altid selv ere Handelsmænd, ei vilde lade dem gaa for Spotpris –, da vilde disse Varer komme i virkelige Handelsmænds og ikke i Opkjøberskers eller Andres Hænder. Behovet blev saaledes ligestort og Handelsmanden led intet Skaar i Afsætningen; dog – dette er kanske en dum Tanke af os som ere uindviede i Handelsaffairer. Er den imidlertid dum, saa bryder Eder ikke om den, men kast den paa Døren.


5.

37Ligesom den Berlingske Tidende og Børsenhalle strides om hvem der ere de Tappreste, Tydskerne eller Danskerne, saaledes strides ogsaa her i Throndhjem grausam die Deutsche und die Danen über die Kriegsfrage und seine Aufløsung. I tretten samfulde Maaneder have vi havt den Fornøielse at lee ad alle de Narrestreger, som Tydskerne, Danskerne og den uendelig begrædelsesværdige Skandinavisme har fremkaldt oppe i vort Torskens, Seiens, Sildens og Laxens før fredelige og upolitiserende Hjem. «Den Frimodige» har grusomt faret afsted med sine Dødsdomme over alle Mennesker, der ikke ved den røde Republiks Hjælp fik en Bondekofte paa; Adresseavisen, som forhen blot sang om det Spegeflesk, de deilige Pølser og de nydelige Gryn, som den havde at falbyde, har nu ganske tumlet sig ind i das Ausland. Grebne af Tidens store Ideer om Frihed og Lighed ere Throndhjems Indvaanere geraadede i «ein Zustand», som er værre end Reisers fürgtelige Ildebrandshistorie. Vi skulle tillade os i en kort Skizze at vise Fysiognomiet af de kjæmpende Parter.

Har man end ikke her i Throndhjem politiske Klubber af samme Sort, som man finder dem i Paris, og gaae end ikke paa vaare Gader, andre Jacobinere med røde Huer, end de godmodige Bønder, der tygge deres Skillingskage og passe sin fredelige Dont, naar man lader dem gaae i Ro, saa have vi dog Forsamlingssteder, hvor Jyder og Tydskere og halve Jyder og halve Tydskere og qvart Jyder og qvart Tydskere komme sammen for at slaaes, fornemmelig hver Postdag. Naar de slaaes, bruge de i Almindelighed Allesammen Samsons 38bekjendte Vaaben: et Asens Kjæveben. Vi have nogle Gange havt den Fornøielse at være Vidne til deslige Kampe mellem det danske og det slesvigholsteenske Parti udi den gode gamle Stad Nidaros, og kunne, da vi desværre ikke have nogen af Corsarens xylographer til vor Tjeneste, kun give et ufuldstendigt Billede af Striden. Læseren maa staae udenfor Kulisserne, han kan faae høre, men ikke see de Stridende, og for at Spectaklet ikke skal blive alt for Rædsomt, ville vi kun lade to Personer, DHr. A. og B., komme i Haarene paa hinanden:

A. Gute Morgen Freund, Du hast læst den Bladen wohl? Gott verdame mich, det er skræklicht et grueligt Blodbad som der bei Fredericia været bin.

B. Ja, vi have været tapre Ka’le; vi have banket jer anstændig. Jo, I have faaet ganske artige Børst!

A. Wat Du siger, Freund? Du sagst Vi, und vi hafer jo ikke været mit Nogen af Uns. Du bist ein dummer Kerl und die Dänen sich tilbage drak für den tapre Anfürer, hm, ja, was heist er nun der verdamte Kerl.

B. Ja det veed jeg min Salighed ikke; thi jeg har endnu ikke hørt tale om en tapper Schleswigholsteiner.

A. Was sagst Du Bruder? Dat geht nicht Gut. Gjør mig nicht bøse. Ich bin ein Holsteiner und Gott verdame, ich bin tapfer; ich kan ribe und ich kan skide til links und til rechts auf einmal mit twei Pistolen. Kam heran, Du solist sehen!

B. Aa, lad nu de Narrestreger fare; kom og lad os drikke en Dram.

A. Kein Dram, Gott verdame; kein Dram. Ich bin Schleswigholsteiner und Du hast mir gesagt ich bin ein Cujon. Nein, kein Dram.

39B. Nu vel, saa drikker jeg min Dram alene.

A. Ich tager en mit, ich skal vise das ich kein Cujun bin. Ich vil klinke mit Dir, aber Du maa zustehen dass ich bin ein tapfer Mann.

B. (idet de klinke) Du er uhyre Tapper, naar det gjælder om at drikke.

For ei at blive Vidne til et Slag gik vi vor Vei da Scenen var kommen saavidt som anført.


6.

Det er fornylig i et Hovedstadsblad blevet sagt, at «Throndhjem er den meest demokratiske By i Norge», hvilket beviser, at Hovedstadsbladene have det samme Kjendskab til Throndhjem, som visse Folk «der ikke kunne see med egne Øine og høre med egne Øren». Trønderne ere enten Aristokrater eller de ere røde Republikanere; det rene, sande Demokrati har heroppe kun faae Tilhængere; thi Ingen vil regjeres, men Alle vil regjere. Embedsmændene ville regjere og Pøbelen vil regjere. Politiet vil regjere og dets Opponenter, Gadedrengene og les filles de Joye, ville regjere, hvilket man har erfaret af en Høiesteretsdom, som vi nylig bare for Kuriositetens Skyld, have givet til Bedste for vort Publikum. Vil man kjøbe Smør af en eller anden Smørpeer paa Torvet, Fisk af en eller anden Fiskjohn i Ravnkloen, Potetes af en eller anden Potetesniels ved Bratøren, eller Brænde af en eller anden Brændejens i 40Almindingerne, og man begaaer den store Forbrydelse paa den høfligste Maade af Verden at antyde sin Formening om Varernes Dyrhed, da kan man gjøre Regning paa at blive viist Vinterveien med faa og kraftige Ord. Det er den røde Republikanisme, som gjør sig gjeldende. Tvivler man om Bismerens og Maalets Rigtighed, fordi man aldrig har den Glæde, at see dem undersøgte af Politiet, der i sin contemplative Tilstand næsten altid synes at vende Ryggen did, hvor det burde vende Næsen, overfuses man med en utilbørlig Portion Grovheder. Det er den røde Republikanisme, som gjør sig gjældende. Har man plantet Træer i sine Alleer, har man saaet Kaalrabi eller Ærter eller Gulerødder i sine Haver stjæles de bort sans façon baade Nat og Dag. Det er den røde Republikanisme, som i Forbindelse med den elskværdige Communisme gjør sig gjældende. Og nu paa den anden Side, have vi betragtet Reversen, lader os ogsaa betragte Aversen.

Dersom man er saa særdeles lykkelig at træde ind til en Pengemand i Throndhjem for at betale hvad man skylder, da erholder man et naadigt Smiil, og en qvittering; det er i sin Orden, thi at fordre mere vilde vise daarlig Levemaade; men dersom man træder ind til ham for at hjælpes ut af sin Nød, da maa man bukke saare dypt, man maa nedlade sig til at kaste Erkjendelsen om sit Menneeskeværd paa den første den bedste Hylde; thi da er det Pengearistokratiet som gjør sig gjældende. Dersom man glemmer at banke paa Døren, naar man træder ind til en Embedsmand, det vil sige i hans Contoir, da begaaer man en Forbrydelse, hvorfor man straffes med et Suurt Ansigt og stundom med 41en Reprimande; at der gives hederlige Undtagelser er vist, men i Almindelighed gjør paa den Maade og paa mange andre Maader Embedsaristokratiet sig gjældende.

Nei! Demokratiets sande Princip, ifølge ethvert skikkeligt Menneske skal have lige Berettigelse til Omgang med og Agtelse af sine Medmennesker; Demokratiets Princip, ifølge hvilket Velvillighed og Humanitet skal fremtræde i alle Samfundets Classer, har ikke gjort sig mere gjældende i Throndhjem end paa andre Steder; thi her er man enten «rød Republikaner» eller «Aristokrat». De, der gaae Middelveien og ikke lade sig anfægte av Tidens stridende Elementer, ere saa faa, at de kunne udpilles idetmindste ligesom Trykfeilene af alle vore Dagblade.


7.

I Grunden leve vi i en saare forunderlig Tid, der har faaet Menneskene til at antage Forunderlige Sædvaner. I de gode gamle Dage bedømte man ialmindelighed Menneskene efter deres Handlinger; man havde da en bestemt Alen, hvormed man maalte, Ærlighedens nemlig, men denne Alen er nu bleven lagt paa Hylden, fordi den er bleven for gammel og forslidt. Det er gaaet med den som med en gammel god Bog. Hvor god den end er, er den dog bleven kjedelig; Moden fordrer noget Nyt, og hvem vil vel i Vor Tid læse for Exempel moralske Fortællinger af Marmontel, naar han kan faae Eugen Sues og Poul de Kocks eller Balzacs piqvante Sager ihænde? Det gamle kaster man bort; en gammel Lærd, en gammel Sko og en gammel Jomfru er den Treenighed, der er Tegn paa 42fortjent Foragt; en ung, uvidende Laps, et par ubetalte blanke Støvler og en ung, indtagende Glædespige er den Treenighed, som Verden nu som oftest feterer. Tempora mutantur et nos mutamur in illis!

Ak, ja, Tiderne ere ogsaa forandrede i den gode, gamle Stad Throndhjem. Vi leve ikke længere i den hyggelige Tid, da man kunde gaae ud paa Gaden, iført en Vadmelsfrakke med det paaskrevne Vidnesbyrd: «Jeg bedækker et godt og redeligt Hjerte». Kors bevares, hvor vil man hen med saadant Snavs i vore oplyste Tider, i hvilke Trangen til fine Kjoler og polerede Kjæltringer er bleven saa stor, at man næsten er nødt til at forskrive begge Sorter fra Udlandet. I det forrige Seculum, ja man paastaaer endog senere, havde de unge Piger Lov til uantastede at hedde Jomfruer udi den gamle By Nidaros; denne lykkelige Tid existerer ikke mere, ligesom der ikke mere existerer nogen Jomfru. I Tidens Løb ere de blevne til Frøkener; vi gratulere Eder, smukke Læserinder!

Og vore unge Petitmaitre – hvor behagelige ere de ikke, hvor henrivende i Dandsen, hvor udviklende i Kunsten at sige smukke udenadlærte Fraser i Samtale med Damerne, omendskjønt disse Fraser stundom kunde bringe en simpel Kokkepige til at rødme. O Nidaros, Nidaros, Du er gaaet fremad; Du er afbrændt, Du er fattig, Du er elendig; men i intellectuel Henseende har Du dog hævet Dig til en forbausende Høide; thi man finder fast ikke en Skriverdreng, der gaaer klædt i Vadmel og fast ikke en Dame, der kan koge Grød.

Vil man overhodet i Throndhjem søge Maalestokken, der skal beskrive en Mands Værd, maa man 43ingenlunde søge den i Mandens Indre, men kun i hans ydre Beskaffenheder, eller og man maa vurdere Sønnens Qvaliteter efter Faderens Stilling. Spørg ikke: «Hva kan Du?» «Hvad forstaaer Du?» «Har Du lært Noget, eller er Du et Fæ?» Nei, spørg blot om Faderen er General eller Corporal og Svaret vil klart og tydeligt afgjøre, om Vedkommende er et Geni eller et Bæst. Af en Soldatkones Mave kan naturligviis intet Andet end et Soldatemne udspringe. Den, som ikke vil troe paa dette, erklæres herved udenvidere for en ignorant Lømmel. Seer man her i Byen en Mand paa Gaden, spørger man sjelden: «Hvem er denne Mand?» Man spørger oftere: «Hvis Søn er han», og dernæst ønsker man Underretning om han har Penge. Vi have ved mangfoldige Leiligheder selv iagttaget, at det forholder sig saa og næsten altid fundet, at den Spørgende 8 Dage efter har været den Ubekjendtes Debitor. O, Penge, Penge! Det er ikke Juristerne, men det er Pengene, som regjere Verden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Throndhjems Mysterier

I årene 1845–1852 bodde Christian Monsen i Trondheim. Han var pressemann og forfatter, og ble en av stifterne av Trondhjems Arbeiderforening. Throndhjems Mysterier er et slags essay i føljetongstil som oppsummerer Monsens inntrykk av byen. Hans karakteristikker er preget av humor, men også av satire og beskhet.

Verket ble utgitt først i 1856, fire år etter Monsens død.

Se faksimile av Per Opøiens utgave fra 1970 (nb.no).

Les mer..

Om Christian Monsen

Christian Martin Monsen var forfatter og redaktør, men huskes kanskje best i dag for sin rolle i Trondhjems Arbeiderforening.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.