To mennesker

av Anna Munch

FORSPIL

Motto:
«Jeg er som gutten i eventyret, der søger.»
(Fru Sigrid Strøm, «Dobbeltgængere». 1892.)


3Folk strømmed ud fra oplæsnings-lokalet.

En tummel og tale af mennesker midt imellem sporvogne, gaslygter og hestekørsel i den halvmørke oktoberaften. Paraplyer sloges op, det smaaregned. Par efter par eller tre-fire i følge tog menneskene vei til alle kanter under livlig snak og diskussion. En enkelt fremmed slutted sig til et følge og vilde ha besked: – Hvad var det saa egentlig for noget?

– En himmelstormer. Trods og individualitet, Nietzsche og overmennesket og en ny verdensorden. Han er opfinder af et system, et nyt system, som hverken er Hegels eller Kants. Naa; ta det med ro.

– Det var gut, som kunde snakke fra leveren, lød det fra en anden kant. – Aa kling klang. – Ja, men der er en vis fart, og den ene paradoks slaar den anden i svime, som det heder. – En kraft, men af hvad slag? Fan tro ham. Kommer han ikke der og stiger paa katedret som selveste Apollo for de ni muser.Apollo for de ni muser] Apollon er den viktigste guden i gresk mytologi, og leder for musene, som var sangens, dansens og diktekunstens skytsgudinner. La du mærke til dem paa første bænk? – Ja, Minka var med. – Naa, derfor! men de var pyntede som til en virtuoskonsert, og der steg en duft, mille-fleuresmille-fleurs] (fr.) tusen blomster, også navnet på en parfyme eller … virak?virak] gummiharpiks som sammen med myrra utgjorde oldtidens røkelse; i overført betydning: ros, sterk hyllest – Hm, det lod ikke til at angribe ham … enfin! manden er fuld af mening og lar sine meninger springe med knald og fart. Høre paa ham maa man, og det er hovedsagen.

4Drøftelser og meninger tabte sig udover i det fjerne til alle veie. Man gik hjem og fortsatte inden fire vægge. Det bobled og bruste lidt rundt om i hjemmene, og byen, skønt hovedstad, var ikke større, end at dette satte mærker i de første fjorten dage. Nogle var vrede; andre, som havde mere sans for humor, tog det gemytlig.

– Ja, nu kan de gerne gaa hjem og lægge sig, de andre, lige fra Platon og Aristoteles.Platon og Aristoteles] innflytelsesrike greske filosofer fra oldtiden Vel, den som lever, faar se. La ham komme med sit «system», la ham bare komme! Vi skal se ham efter i sømmene! Vi skal vel prøve, hvad han du’r til … denne nye Leif, som har opdaget Amerika.denne nye Leif, som har opdaget Amerika] referanse til den norrøne Leiv Eiriksson, som oppdaget Vinland (Amerika) omkring år 1000. Kanskje også en skjult referanse til Knut Hamsun, som hadde utgitt Fra det moderne Amerikas Aandsliv i 1889.

Et par mennesker, en dame og en herre under hver sin paraply, gik sin vei hjemover, op mod slottet og ind i parken; han fulgte hende.

«Nu, frue? De er saa stille.»

Hun vendte paa hodet, smilte og tvang sig til at tale. De tog fat paa den afbrudte meningsudtalelse.

«Ja, det var dette om «teosofi»teosofi] eg. visdom og kunnskap om Gud. Teosofisk samfunn stiftet av bl.a. Helena Petrovna Blatavsky i 1875 var en nyreligiøs bevegelse som ville forene religiøst tankegods fra de store vestlige og østlige religioner. Anna Munch var selv teosof. og Nietzsche.Nietzsche] Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844–1900), tysk filosof og filolog Det er «overmenneske» paa forskellige maader.«overmenneske» paa forskellige maader] referanse til Nietzsches teori om «overmennesket». Ettersom Gud etter Nietzsches mening var død, står mennesket fritt til å skape seg selv. Men kunde De tænke Dem,» sa hun efter en taushed, hvor hun havde været langt borte med sin tanke, «hvorledes det vilde gaa, hvis to saa modsatte ting stødte skarpt sammen i to personligheder, som» … hun stansed med ét.

«Mand og kvinde? kærlighed, mener De?»

«Aa ja, gerne det.»det.»] rettet fra: det » (trykkfeil)

«Naa; retninger, anskuelser, standpunkter, – skulde vel ikke da ha saa meget at betyde?»

«Det siger De? mandfolk, mandfolk! det mener De ikke. For det ved vi jo, at et livssyn eller et standpunkt ofte hænger sammen med ens inderste individualitet. Er det ikke mærkværdigt,» lo hun, «selv en fremskreden «teosof» som De er ikke nøie med dét forhold. Der har De som mand lidet brug for det etiske. Tænk 5Dem om og skam Dem! fordi om Deres hustru er et barn.» Hun saa et øieblik smilende paa ham og faldt derefter hen i grublerier igen.

«Jo, jo. Jeg mener ogsaa, det vilde let bli til brydninger. Men dette med «personligheder», den forbigaaende forening af en bestemt aand i en bestemt menneskelig form, som man «holder af», det er jo en overgangstilstand, som egentlig er noget andet» …

«Nei, det er ikke noget andet,» afbrød hun energisk. «Det har jeg imod teosofien, derfor kan jeg ikke helt følge eder, fordi– fordi De har dette uendelige langsyn, fordi De glider over og ser forbi, hvad der lever og fylder os: frem, uafladelig frem til, hvad der vil ske om tusener, millioner aar, da vor personlighed kanske, som De altid synes at længes efter, vil gaa op i og bli ét med det hele, guddommelige. Men hvad hjælper at levei det, som ikke er: altsaa endnu ikke existerer uden som anelse; det, som endnu ikke vor sans forstaar? Og imens gaar vi her og lever og lider, ikke mindst i vort forhold til mennesker, – fordi det er saa, at personligheder skalstøde sammen, blandes, gi hinanden gensidig af sit indhold; rive hinanden ned, bygge hinanden op, – netop for at dette kan ske, som De venter paa, om tusener, millioner aar.»

«Ja, det er rigtigt, det kan saa være.» Han saa paa hende med sine klare «teosofiske» øine. «Men tror De ikke, at det alt i vort nuværende liv kan lykkes os – hvis vi vil – at arbeide os op til ligesom at komme over tilværelsen? Ta tingene og vort forhold til mennesker med den ro, det stadige overblik, som bevidstheden om det mere uvæsentlige, overgangstilstanden, jordiske forholds store uvarighed gir en?»

«Hvis vi vil? Ja, men saa vil jeg ikke,» sa hun med hurtig energi. «Jeg vil ikke den ro, De taler om. Er 6ro, er stadigt overblik da saa stor en lykke? Ja, hvis en havde prøvet alt, kendte livet.» Hun gik og saa frem for sig og taug en stund. «Nei, det at komme over, det er ikke at gaa af veien. Hvad sag var det da? Nei, nei! vi skal leve livet, prøve og dømme … og saa vælge.»

«Naar? naar da? – naar man blir sytti aar? – Forresten, De har ret. Jeg tilhørte ikke det broderskab, som har saa sterk en tro paa erfaringer, hvis jeg ikke medgav det. – Men fruen synes mig saa urolig iaften,» sa han og saa igen paa hende med det forskende, rolige blik, noget af lærerens overfor discipelen. «Er der noget? noget særskilt, bestemt?»

«Nei, nei.» Hun fulgte sin egen tankegang og hørte lidet paa ham. «Jeg tror paa dette med mennesker,» sa hun med sært eftertryk, men dæmpet. «Personligheder, som en møder og møder igen, kanske i forskellige tilværelser; – fordi man ikke er færdig med hinanden, fordi modvægt skal opnaaes, retfærdighed øves … og til at supplere hinanden eller lægge hinanden øde, for en tid» …

Hun gjorde en bevægelse, som hun frøs, og begyndte at gaa hurtigere. Han talte et par gange, men det blev ikke mere end tilløb, hun var stadig tankefuld. Han forstod, at hun arbeided med noget, og da de kom længer op i vestkanten, hvor hun bode, sa han hende farvel udenfor porten og gik hjem.

*

Fru Sigrid Strøm stod og tog af sig inde i spisestuen, hvor der var dækket aftensbord til tre. Temaskinen surred borte paa buffeten blandt de skinnende sølvsager; der var lyst og hyggeligt. Hun gav pigen en besked og bar sit tøi ud i entreen.

«Hvor er mor» …

7«Fruen gik ud med Lillemand. De skulde paa bazaren. Men til kl. 9 kommer de.»

Hun blev staaende stille, da pigen var gaat ud. Ganske ubevægelig, rank stirred hun ind i lampelyset. Øinene blev blanke, mørkere, som duggede.

Hun havde mørkt rødgyldent haar og bløde, men fast skaarne, meget udtryksfulde træk. Figuren ligedan: fast bygget med bløde konturer og en ganske liden tone af yppighed. TeintenTeinten] hudfargen, ansiktsfargen hvid og frisk. Om munden laa i øieblikket et paa en gang bestemt og vemodigt drag. Hun stod stille et minut, saa hvisked hun:

«Drømmen, drømmen.»

Hun strøg haanden over øinene, flytted sig, satte sig i en gyngestol, som stod der, og tænkte.

«Jeg saa ham jo … For fire uger siden. Dér var dét, jeg ikke kunde huske. Et sekund husked jeg, i samme nu jeg vaagned. Men saa var det borte. Ja, jeg saa ham i drømmen, og dér … kendte jeg ham fra før! Men nu iaften, da han kom frem, steg op paa katedret, da kendte jeg ham bare fra drømmen? … nei, det var noget mere, det var noget nært, kendt, noget af mit eget, som slog mig imøde, da han kom frem.»

Hun saaham paany, som han kom fra sidedøren og gik over gulvet, rank, med det bydende og iagttagende blik og den høie pande. Han stod et øieblik og saa udover salen, ligesom paa en gang fremskuende og indadvendt, man kunde ikke se, hvad han saa paa – og begyndte saa med en stemme, hvis kraft og musik øieblikkelig tog tilhørerne fangen. Med korte bestemte sætninger, men med en eiendommelig subjektivitet i behandlingen af emnet, som kunde virke irriterende.

«Jo, jeg kendte ham.» Hun reiste sig af stolen og stod opret, rank hun ogsaa, som var der en trods i 8hende. Øinene fik et spottende udtryk, hun smilte hen for sig: «Hvad varsaa det hele? – Løst henkastede aforismer, tidens tanker sat i stil, udtalt med en mine, som det var nyt. Sandt, ganske sandt, god smag, kritik og samlende overblik – stor evne til at finde pointet ved en ting … og kanske mangel paa grundige kundskaber … Naa ja, det skal vi ikke tale for meget om.» Hun lo hen for sig, selv var hun noget nær autodidakt.autodidakt] selvlært

«Hvorfor kommer han paa min vei? – Mit eventyr er jo forbi … siden han skuffed mig dengang, den anden. Naa, det er ikke netop det» … hun smilte. «Men jeg gaar ikke længer paa jagt efter mennesker, det lønner ikke umagen. Der er intet, som staar paa. Jeg har mor og Lillemand og fører et lykkeligt liv. Tak, jeg behøver ingen. Her er godt at være, og jeg arbeider i menneskehedens tjeneste. Har set mit liv rolig fremover lige til enden. Drømmen,» hvisked hun igen og gav efter for den sælsomme fornemmelse, som betog hende: «I drømmen … dér stod vi paa et høit sted. Himlen var over os, skyerne drev i rød belysning. Frit stod vi, i høi lys luft; men foran os, dybt nede, var der taaget mørke og en afgrund … og jeg skimted noget som dyb, ren, hvid sne. Vi stod imod hinanden, jeg saa paa ham, paa hans øine, og saaned i afgrunden. Han fanged mit blik, og hans eget var ubevægelig fæstet paa mig, et havmandsblik, uudgrundeligt. Jeg stirred paa ham; da løfted han sin høire haand og pegte ned i afgrunden, pegte bydende, som han vilde sige: Spring ned! Men jeg stod, jeg trodsed ham, som hans jevnbyrdige, indtil det svimled for mig, og jeg vaagned … vaagned ved, at jeg faldt fra en stor høide. Hvad var det, mon? aa, – drømme! Skulde han kunne gøre mig ondt? – Som han stod der paa katedret og tordned. 9Men de, som rumler værst, er ikke de slemmeste. Og hvad var det for noget vrøvl, han sa. Sandelig, man faar sende ham en udfordring! Vi følger da en smule med her paa bjerget ogsaa.»

Hun satte sig straks til skrivebordet og begyndte et temmelig skarpt angreb paa manden, mens hun vented paa sin mor og lille søn. Arbeidet faldt hende ikke vanskeligt; hun var vant til at skrive, sendte stundom ting til blade og tidsskrifter og fik dem næsten altid ind. Men hun skrev ikke til noget blad nu; det var et privat angreb, i brev.

Det ringte i entreen om lidt, og ind traadte den ældre frue, hendes mor, og en vakker lyshaaret 6 aars gut. Han gik lige bort til skrivebordet og fik fat i hendes arm:

«Mama, jeg har vundet en kage! En stor kage!»

Hun reiste sig smilende: «Nei, gutten min, har du?»

«Vi faar den til dessert. Budet kommer med den. Aa, men mama, jeg er saa sulten.»

«Ja, nu skal vi spise. Godaften, mor! Tag bedstemamas tøi, Eigil. Nei, du maa ikke slæbe sløret henover gulvet.»

«Har du ventet paa os, Sigrid?»

«Nei, ikke netop. Jeg har arbeidet lidt. Og kommer fra et foredrag. Bazaren var vel storartet?»

«Ja, der var mange deilige ting. Jeg gik nu for guttens skyld. Kanske jeg tar ham med en trip derhen imorgen ogsaa. Der er jonglører, som holder et herligt spektakel, og stor tombola og kostymer. Du skulde set hans fryd.»

Fru Sigrid smilte. Hun kendte sin mors morsomme smaa svagheder i bazarveien. Saa inderlig gerne maatte hun ha dem. Hun saa sig om, stuen var lun og hyggelig, hun følte sig glad som et barn. Nei, med disse to! Der 10kunde intet ondt naa hid. Let paa foden var hun ved køkkendøren.

«Nu faar vi teen ind. Nei, har du lavet salat, Jeannet. Den er bra. Kom, Eigil! Kom mor.»

Hun lyste over bordet som en ung pige, lo og talte. De to andre fortalte om bazaren, og kagen kom til dessert. Da saa Lillemand var vel i seng, tog hun fat paa brevet igen. Samme aften laa det i kassen med adresse: Hr. Leif Erlandsen.

*

Dagen efter, om formiddagen, stod fru Sigrid alene i dagligstuen og holdt paa at studere et mønster til en guttebluse, da det ringte i entreen. Uden at tænke over gik hun selv ud og lukked op og stod med ét ansigt til ansigt med en høi mand i lang graa reisefrak: gaarsaftenens «himmelstormer» i egen person.

«Fru Strøm? Er det fruen? Ja, jeg saa Dem jo i salen igaar. Jeg kommer for at takke for Deres elskværdige brev,» sa han med lyst ansigt og stemmen fra igaar.

De stod et sekund, mens hun fik tid til at samle sig over hans hurtige tilsynekomst. De gik begge ind, og hun smilte:

«Elskværdig? Tænk, jeg trode, at jeg havde været saa grov,» sa hun, mens hun i hast fik ryddet lidt af veien, endnu noget betagen.betagen] overveldet

«Ja vel var De grov, men bare det, at De skrev, den interesse. Og saa varmt og velskrevet. Lur mig ikke, frue, der var lidt deltagelse paa bunden. Ikke sandt?»

«Jo, dét maa De vel forstaa,» lo hun.

«Men jeg kan jo ikke sætte mig, naar De staar. 11Skal vi ikke sætte os? Saa. Naa, saa det var Dem, i den røde kjole. Kære … har De børn?»

Han spurgte, da hun flytted paa en liden skammel.

«Ja, en gut.»

«Jeg er saa glad i børn.»

«Er De?» sa hun, satte sig nu rolig ned overfor ham og smilte.

«Ja vist. Kan ikke la dem være i fred, hvor jeg ser dem. Og Deres mand, frue?»

«Min mand er død, for fire aar siden.»

«Ah,» sa han langsomt, «skulde vist ikke spurgt. Graver om alt muligt» …

«Kære, det var saa naturligt. Jo, min mand var doktor, og han blev paa sjøen deroppe.»

«Hvor?»

«I Nordland.»

«Dr. Strøm? dr. Axel Strøm … Ja vel, jeg erindrer begivenheden. Den stod i bladene.»

«Ja. Vi bode fem aar i Nordland. Der var storartet og vildt … oppe ved Lofoten. Sjøen stod lige ind, det var paa en af øerne. Bare baadskyds, og farligt, ja, De kan tro! Naar jeg sad der alene og vented, mens sjøen skummed og sprøited og der lød nødskud fra skibene langt borte. Jeg satte altid min ensomme lampe i vinduet.»

«Som jeg ikke kender Nordland,» sa han smilende og strøg sin manke af haar fra panden. «Kære, jeg er nordlænding, hele min barndom har jeg levet i Nordland. Ja da. Men det er længe siden. Senere har jeg faret verden vide om.»

«Jeg ved det. Og prøvet alt. Jeg har læst om det.»

«Ja, jeg reiste hjemmefra tidlig, var ikke konfirmeret. Det var trangt og lavt hjemme, liden glæde. Det 12forstod de ikke. De læste i betragtningsbøgerbetragtningsbøger] sannsynligvis kristne, oppbyggelige bøker og drak kaffe. Og vi barn, vi fik grød og laa paa loftet. Ja, deroppe laa jeg og keg ned om aftenen paa min mor og kendingerne hendes. Engang havde jeg havt en stor næve salt i kaffeen til dem. Da blev det opstandelse!»

De lo begge, han rent gutagtig.

«Og saa reiste De Deres kos?»

«Ja, saa reiste jeg. Og hjemmet blev hjemme, har ikke set det siden. Men fik vel erfare det, som verre var senere, for déts skyld.» Hans ansigtsudtryk, som et øieblik havde havt saa meget af gutten, skifted med ét; der kom noget mildt og træt, næsten gammelt over det.

Hun saa paa ham og iagttog det.

«De har havt det meget ondt?» sa hun med lidt af en mors udtryk.

«Jeg?» Han saa glad op igen og lo: «Nei … men De kan tro, jeg er dreven i noget af hvert haandværk, frue; jo, arbeide var det da at faa. Jeg har dyrket jord herhjemme, pløiet og tilsaaet mangen ager. Har været plankekører og læsseskriver og hele tre aar ansat ved postvæsenet. I Boston var jeg i elleve maaneder sporvognskonduktør. Jeg arbeided i gruber og var ansat ved jernbanen og i snedkerlære og pukked sten. Og ude i prærien passed jeg farmen og kreaturerne. Naar saa manden og kærringen reiste bort, kunde jeg være alene menneske paa mange mils afstand. Noget ræd af mig har jeg altid været, og derude paa prærien hændte ikke sjelden overfald.»

«Overfald?»

«Ja, en maatte stænge og forskanse sig vel for at berge sig. Det hændte et par gange, at de brød ind til mig. Men, frue … De ser ud som en «Venus consolatrice»,»Venus consolatrice] trøstende Venus afbrød han sig. «Hvor De er ungdommelig. 13Og saa har De noget, saa en kunde sige alt til Dem. Nei, jeg snakker saa meget,» blev han ved. «Det er det, at jeg ved bare halvt, hvad jeg siger. Jeg er nemlig saa for alvor – ja, saa aldeles alvorlig ulykkelig forelsket, frue, det er sagen.» Han reiste sig hurtig, da han sa dette, og fra det djerve, ligefremme, som nylig laa i hans væsen og stemme, skifted udtrykket igen braat om til noget mildt, fint, næsten raadvildt.

«Er De forelsket? det var da – morsomt, havde jeg nær sagt.»

«Ja, er det dét? Jo. Det var i den by, jeg sidst kom fra. Jeg blev der længer, end jeg skulde. En dag, da jeg gik ud, mødte jeg paa min vei en dame, som var saa vakker, at jeg simpelthen – ja simpelthen tiltalte hende paa gaden. Hun virked slig paa mig; jeg kunde ikke la det være. Men hun, naturligvis, hun blev ræd og løb sin vei. Man kan ikke fortænke hende i det. Nei. Men jeg gik hjem og fik ikke ro i syv dage. Kunde ikke arbeide. Byen er ikke større, end at jeg snart kom efter, hvem hun var. Og skønt hun var af «god familie», som man siger, voved jeg at skrive til hende.»

«Ja … nu, hvorfor ikke? Ligesaa vel da, som om hun ikke havde været det.»

«De har ret. Jeg voved at skrive, jeg bad hende møde mig en bestemt eftermiddag paa et aftalt sted. Ved en kirke.»

«Og kom hun saa?»

«Ja, det var det vidunderlige, frue. Det var det ubegribelige, altfor ufattelig lykkelige, at hun kom. Ler De –?»

«Nei, slet ikke … og saa? Men De ser jo ganske bedrøvet ud.»

«Ja; for det utrolige hændte, at da jeg saa hende 14komme, blev jeg saa betagen, at jeg ikke var istand til at sige et eneste fornuftigt ord.»

Nu lo fru Sigrid.

«Ikke gøre rede for mig. Ingenting. Gik der som en tomsing, saa at sige. Ja, De ler. Men De kan ikke tænke Dem, hvor det var pinagtigt.»

«Jo! jeg kan godt forstaa det.»

«Ja, kan De? Gud velsigne Dem.»

«Men hvordan gik det saa?»

«Jo, historien er ikke slut endnu. Men nu vil vi ikke tænke paa det.» Han begyndte at tale om hendes brev fra igaar, og de kom ind paa «tiden» og andre spørsmaal. «Det er skævt altsammen, verden er af lave,» drev han paa. «De siger: nu venter jeg paa Deres næste bog. Ja, det er kniben, det rigtig forløsende ord, gaadens løsning! Nei, herregud! er det Deres, den?»

Lillemand stod i døren med røde kinder og blanke øine, med ransel og penal og alt tilbehør.

Leif Erlandsen tog og løfted ham op paa sine stærke arme.

«Nei, slig en!» Han krysted ham, løfted ham flere gange mod taget i gutagtig, vild henrykkelse. Gutten saa forundret og smilende paa ham.

«Ikke ræd, nei. Vi kender hinanden, vi. Alle børn kender mig,» sa han og satte ham varlig ned igen. «Saa du gaar paa skole? Det er mere, end jeg har gjort, tør jeg sige. Du lille, kom hid igen. Nei, jeg maa se alt det, du har der i penalet.»

De to var snart i travl prat.

Fru Sigrid gik ud og ind, gutten skulde ha mad, naar han kom fra skolen. Erlandsen reiste sit løvehode og saa efter hende fra og til; saa tog han fat paa gutten igen og var bare stemning.

15«Her er saa lyst og hyggeligt. Kan jeg bli en stund til? Eller skal vi gaa ud? Det var ikke saa galt, i dette skønne høstveir. Hvad, frue?»

«Ja, saa gerne. Se her, Eigil, nu maa du spise din mad. Nei, tænk, han vil ikke fra Dem. Du, som pleier at være saa sulten.»

«Jo, nu gaar vi begge to. Tag bare paa Dem, frue. Vi skal nok greie os.»

Straks efter var han hos hende og hjalp hende med kaaben. Hun satte paa sig den lille runde skindbaret,skindbaret] liten lue og han sa:

«For et vakkert hode De har.»

De gik i parken og henimod spaserveiene. Han fryded sig over hver smaating, fugle og børn. Hun følte sig vel; dette menneske lod ikke til at være saa vanskeligt. Hende vilde han ikke tillivs, og hun var selv ganske rolig. «Consolatrice» havde han kaldt hende; ja, netop raadgiverske, veninde, dét kunde man være for saadan en som han. Der gik han som et barn og nynned; hun saa paa ham fra siden, var det virkelig den samme, som igaar stod der med herskerblik og tordned fra katedret? Der var i disse ansigtstræk noget rørende, intelligent yndefuldt, næsten kvindelig fint – for øieblikket. «Hvor den mand har mange sider,» tænkte hun. «Men jeg skal nok greie ham.»

Hun lo ved tanken, overgivent, uden at vide af det.

«Nei, hvad ler De af? De er jo som et barn.»

«Nei, det er Dem, som er det.»

«Er det mig? Nu, saa er det begge to. Hvad heder De? Til fornavn, mener jeg?»

«Sigrid.»

«Sigrid. Det er vakkert. Men hvorfor heder De ikke Sigrun?» spurgte han med ét og saa paa hende, som var alvorlig igen.

16«Hvorfor skulde jeg hede Sigrun?»

«Jo, Sigrun, det er Dem. Naar man ser paa Dem siger man Sigrun. Det er gaadefuldt … Heldbringende eller uheldvarslende som De selv, hvor De gaar frem,» sa han og udtalte ordene som halv ufrivillig, ud af en indskydelse fattet i et nu. «Og Deres blik er sort, skønt Deres øine ikke er det. Jeg tror, De er en gaade. Den, som nu havde tid til at gætte Dem.»

«Men imorgen reiser De jo?»

«Ja, det var meningen. Til næste by, som den «farende svend» jeg er. Det er ikke morsomt, netop. Men jeg kommer til at huske Dem. De virker ikke «norsk»,» blev han ved. «Deres hode og ansigtsform er romersk, aldeles romersk. De mangler bare den antike ring om hodet.»

«Ja, og Deres næse er aldeles græsk.»

De lo af dette.

«Nei, skal vi gaa ind et sted? Der sidder vi i ro og prater.»

Hun nikked.

«Mindre end champagne kan det ikke være,» sa han, og de gik til nærmeste konditori.

Mens de sad der, talte de om den bog af ham, som først havde gjort ham kendt. «Hvor jeg fik sympati for Dem,» sa hun.

«Aa, jeg havde nu staset mig til,» svarte han øieblikkelig, som for at betage hende illusionen.

«Det var en vakker brystnaal,» hun pegte paa hans slipsnaal. «En krans af perler om en diamant.»

«Jeg har gaat med den et par aar. Jeg fik den af en dame i Amerika. Hun var rig og vilde gifte sig med mig.»

Han var med ét blevet aandsfraværende. Med det cigarfutteral, som han tog op af lommen, fulgte der en 17konvolut, han saa paa den og sukked: «Ak, Gud hjælpe os! nu havde jeg glemt det.

Undskylder De, frue? Det er bare et brev, jeg ikke har faat set ordentlig.» Og han gav sig til at læse, mens hans udtryk fik noget usikkert, næsten som en skolegut, der er grebet i fusk.

Han putted brevet i lommen og sukked igen.

Fru Sigrid la sin gaffel ned og stansed midt i en kage: «Er det noget sørgeligt?»

«Aa ja, det er det. D. v. s. brevet er fra en pige. Vil De se, hun kan ikke engang skrive ordentlig. Aa nei, det er ikke værdt.» Han gemte igen skrivelsen. «Ja, Gud hjælpe os! jeg er en slyngel.»

«Hr. Erlandsen, det vil jeg ikke haabe,» sa fru Sigrid meget strengt.

«Nei, De faar ikke misforstaa. Det er ikke noget saadant. Men jeg er altid uheldig. En pige, jeg engang holdt ubegribelig meget af, hun sveg mig for en vognmand. Denne foretrækker mig for sin lovlige kæreste og med en vis ret, formodentlig.» Han sukked endnu en gang og mumled noget om, at han vilde reise til England.

Fru Sigrid var en smule indigneret og syntes paa samme tid synd i manden. Hun maatte smile af hans sært skyldbetyngede udtryk og eiendommelige aabenhed. Men en stund efter talte de om andre ting igen.

Da de tog afsked, som mulig kunde bli for lang tid, sa han: «Jeg vilde gerne eie Deres fotografi, Deres og Eigils. Hvis jeg sender Dem et af mig, har jeg saa haab om at faa Deres og kanske et par ord tilbage?»

Fru Sigrid loved det.

*

En uges tid efter sendte han sit fotografi i kabinetsformat.fotografi i kabinetsformat] fotografisk portrett, format 12 x 16,5 cm, passe stort til å henge i et mindre rom (kabinett), derav navnet. Vanlig sist på 1800-tallet. Ved det første blik paa det vak hun paany 18som den gang, han kom frem paa katedret. Ti dér var det igen, dette eiendommelige fysiognomi: seerblikket, det indadvendte og dog fremskuende, som hun kendte, som fra et livfra før – meget sterkere fremtrædende end hin gang, hun talte med ham. Et blik i et ansigt, som bar i sig alt, himmel og helved, sært, ubeskriveligt, rettet paa hende, ikke med «havmandsblikket», som i drømmen, men guddommeligt nu, skønnere, end han havde forekommet hende i virkeligheden. Det var formodentlig taget i et lykkeligt øieblik.

Fru Sigrid blev siddende og se paa det; men hendes skræk fortog sig lidt efter lidt og gav plads for en glad fornemmelse af lykkeligt velvære. Hun la billedet ned i sin skrivebordskuffe og kasted hodet kækt tilbage.

«Jeg holder af ham,» tænkte hun. «Han er min kamerat, og jeg er hans «Venus consolatrice». Vi kan kanske faa brug for hinanden engang. Men det haster ikke. Jeg er sund og sterk og fri. Ikke afhængig af noget menneske i verden.»

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om To mennesker

Anna Munchs roman To mennesker kom ut i 1897 og kan leses som en utvidet versjon av Munchs lille skuespill Dobbeltgængere fra 1893.

Problemstillingen i romanen er at menn og kvinner er så ulike av natur og gemytt at de egentlig aldri kan forstå hverandre eller møtes på like fot. Menn er styrt av sitt driftsliv på et helt annet vis enn kvinner. Dette er også et gjennomgangstema i Anna Munchs forfatterskap.

Les mer i Jorunn Hareides innledning til verket.

Les mer..

Om Anna Munch

Anna Munch er i dag kanskje mest kjent som romanfigur i Selma Lønning Aarøs roman Hennes løgnaktige ytre fra 2016, som handler om forholdet, eller kanskje rettere sagt ikke-forholdet, mellom Munch og Knut Hamsun. Men Anna Munch var en ganske godt kjent og produktiv forfatter i sin tid.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.