I.

21Oppe i et leiet beboelsesrum paa venstre Seinebred, Rue de la Grande chaumière, Paris, sad en aften en maaned over jul «systemets» opfinder, Leif Erlandsen, ensom blandt sine papirer.

Han havde lagt nyt brænde i kaminen og reiste sig, noget langsomt, for at gaa til sit arbeide igen. Arbeidet havde han siddet over hele vinteren og havde endnu nogen ark igen, før han var færdig. Han gik næsten ikke ud. Nordboerne paa den skandinaviske kafé og andre kaldte ham «menneskesky». Og udtrykket kunde vel træffe.

Som han med sin eiendommelig tyste, glidende gang gik hen til bordet og med en lidt haard, tør hoste bøied sig over papirerne, ligned han ikke helt den mand, som for tre aar siden havde løbet storm mod hele «landsens stellet». Det havde været tre svære aar, aar, som han delvis maatte ha kunnet vente sig, ifølge den simpleste menneskelige lov. Ja vel, han kunde vide det. Men disse bladskriverier fra alle hold, ofte fra personligheder, som han inderst følte stod langt under ham i begavelse, og folks, som det syntes ham, merkelige mangel paa evne til at ta ham rigtig au sérieuxau sérieux] (fr.) på alvor 22havde trættet ham ganske ordentlig, og han saa mindst seks aar ældre ud. Det kunde vel gjøre sit til, at han ved den sterke kulde i Paris det aar havde hentet sig en haardnakket brystbetændelse og inflammation og for tiden altsaa var syg.

Han skrued lampen op og satte sig, nu ikke til arbeide, men til at se igennem paany et om formiddagen ankommet brev fra en dame. Han tænkte over, om der skulde svar, og kom til den slutning, at det ikke var nødvendigt. «Nu kommer hun jo altsaa kanske herned om en tid. Hm.»

En liden tid blev han siddende og tænke over denne korrespondence, hvordan den var begyndt.

Ved juletider ifjor havde han, foruden til flere andre, sendt sin sidst udkomne bog – den bog, som han, da han skrev den, saa usvigelig følte var et digterværk, men som man senere havde rakket saa ned for ham, at han ikke videre taalte at tænke paa den – til en dame af den litterære kreds i Kristiania, en frufru] rettet fra: Fru (trykkfeil) Sigrid Strøm, som han for et par aar siden havde mødt deroppe. Det var saadan en indskydelse. Han havde husket hende iblandt; et par-tre gange læst indlæg af hende, som var godt og raskt skrevne, i et eller andet blad. Nu vel. Han havde sendt hende bogen og ikke tænkt videre ved det efterpaa. Nogen takkeskrivelse, kort eller lang, var ikke indtruffet i løbet af vinteren; dette var kommet ham flygtig i tanke, og tanken drev bort igjen. Denne bog havde skaffet ham saa megen plage, at han stundom kunde føle sig som et tirret og jaget dyr. Det havde haglet med anonyme breve, voldsomme angreb i aviserne; den og den navngivne personlighed skulde ha været digterens model; det var en skam og skænsel, som den og den var blit behandlet. Naa, det var altsaa ikke noget at takke for, vel? Han 23likte ikke bogen mere, likte slet ikke at tænke paa den. Og alligevel havde han levet intenst med baade hjerne og hjerte i, hvad han dengang skildred, og værkets psykologiske side havde interesseret ham endog mere end vanligt. Nu vel, han var færdig med det, bogen var ødelagt for ham. I det hele, hvad er en bog for forfatteren, naar den vel er skreven, og publikum, det profane dyr, har faat tag i den? Selv om det blir til hyldest og beundring – hans bygning, hans indre hemmelige rigdom, som han bar frem, det, han kærest og inderst har tænkt og ment, forstaaes dog bare af enkelte faa.

Naa! Han reiste fra det hele og var sommeren efter dybt inde i skovensomhed og natur og endnu dybere inde i en ny skabelse, da han en skøn eftermiddag modtog et brev, sendt fra hans forlægger, til hvem det var adresseret: et brev, som i hans daværende sindsstemning faldt som en dugregn over ham. Et underligt og ganske mystisk brev, ret og lige paa, talt som fra det ene naturvæsen til det andet, ligesom sterkt kaldende paa hans egen høiere natur. Det var ord, som gjorde ham glad, uden at han vidste hvorfor, et bud fra en sjæl, som ligesom var halv løsgjort; hun var ikke ræd død eller undergang; der var en livets morgen, et pust af evig blivende aand over dette blad papir. Og denne kvinde havde for ikke et aar siden mistet sit barn. Det gik blødt gennem hans sind, han følte, der smelted en del is i ham. I skrivelsen var tak for den tilsendte bog udgangspunktet; den havde synlig grebet adressaten sterkt, om hun end ikke havde udtalt sin mening før nu, flere maaneder efter. Han blev siddende og drømme og tænkte saa efter en stund paa, at nu maatte han til at arbeide igen. For tiden 24var han meget sterkt optaget af sin bog og burde ikke lade for meget fremmedartet trænge ind.

Sommeren og høsten udover tænkte han mangen gang, at han vilde skrive til fru Strøm. Han tænkte paa hende, ønsked, at de engang kunde træffes, slog det hen igen, arbeidet optog ham paany. Da bogen var færdig, gjorde han alvor af det. Han skrev et langt brev, varmt interesseret, som hans følelse var. Han erindred hende saa godt, frisked op træk fra deres møde, talte om gutten. Bad hende skrive igen. Ikke længe efter reiste han igen til udlandet. Der modtog han en tid efter brev fra hende, egentlig mest en recension over hans sidste bog, kækt skrevet, og fik paany lyst til at svare, skønt han sjelden skrev breve. Han sendte hende saa en julehilsen. Efter den tid havde han modtaget hele to breve fra hende. De var holdt i en noget anden tone; der var noget tungt, nedtrykt og trist ved dem, næsten som hos en, der bærer paa en stor byrde og har trang til at lægge den over paa et andet menneske, fri sig fra noget, skrive, fordi det letter. Hun kendte ham jo ikke meget, sa hun; «men jeg skriver, saa gaar tiden»; hun skrev eiendommelig, om flere tunge, saare ting, hun havde gennemgaat meget, mistet sin mor, mistet sit barn, var for nogen maaneder siden staat op af en haard sygdom, hvis følger hun endnu led under. Nu skulde hun til udlandet, ogsaa til Paris. «Ja, vent Dem ikke stort af mig. Da vil De bli skuffet. Jeg er ikke glad, ikke videre ung, ikke videre pen mere, tror jeg; men vi kan jo være sammen for det. Vi vil ikke skuffe eller forstyrre hinanden.»

Nu; dette lød jo ikke netop morsomt. Han holdt mere af den kække, udfordrende tone. Hun var kommen 25til at staa i lidt usikker belysning for ham, hvad var hende og hvad ikke? Hun havde havt det ondt, stakkar, var ældet kanske; naa ja, tiden gaar. En intelligent dame, – de kunde jo ha en smule at tale om, «fælles interesser». Vel. Kommer hun, saa kommer hun.

Og han satte sig til at arbeide igen.

Leif Erlandsen havde kendt kvinder nok, men de havde kan hænde ikke været af meget kompliceret art. Og han kendte dem mest fra én side, den erotiske: vildtet, som jages og gør modstand eller gir sig. Det var hans fornøielse at jage – naar han gad. Men ofte gad han ikke, mindre nu, som tiden gik. Han udtrykte sig ofte: da jeg var ung, dengang jeg var en yngling. Og han var dog ikke mere end 35 aar. Hos kvinderne var hvad han saa paa og kendte: skønhed, sundhed – ungdom – helst lidt robuste naturer, modstand, som egger, spændingens stimulans, selve jagtens fornøielse. Det finere, mere komplicerte i den kvindelige natur, det moderlige f.eks., forstod han vel instinktmæssig, men regned lidet med det som faktor i livet. Han kendte hverken mor eller søster, kendte endog lidet til andres mor eller søstre. Paa hoteller og i «møblerede værelser» havde han tilbragt sit liv. Han, den ukendte, kun kendt af adskillige underlige, usikre sagn, som gik om ham, havde lidet adgang til familier, brød sig ganske vist ikke meget om det heller. Han var ensom og satte en slags stolthed, trods og tilfredsstillelse i at være netop dét. Men det gjorde ham stundom unødvendig sky og mistænksom, hvad der kunde ha slemme følger for ham selv og andre.

For tiden var han altsaa optaget af sit arbeide. Han drev paa, og arbeidet nærmed sig sin slutning.

26Henved tre uger efter hændte det, at Erlandsen blev stanset af sin vært en formiddag, da han kom tilbage til sit logis efter at ha været ude for at déjeunere i et «crémerie». déjeunere i et «crémerie»] spise lunsj i en melkebar

«Il y a été une dame ici, monsieur.»Il y a été une dame ici, monsieur] (fr.) det har vært en dame her, min herre

«Une dame? – Saa. En dame til mig? La hun ikke noget kort?»

«Non, monsieur. Elle vient retourner.»Non, monsieur. Elle vient retourner] (fr.) nei, min herre, hun vil komme tilbake

«Jeg kan ikke ta imod nogen dame nu, jeg arbeider. Er syg desuden. Hvis madame kommer igen, vil De saa give hende den besked.»

Leif Erlandsen gik ind i sit rum uden at tænke videre over, hvem damen kunde være. Der kom ingen damer til ham for tiden. Han arbeided med slutten og havde udbedt sig ro. Hans damebekendtskaber vidste det.

Om eftermiddagen samme dag kom værten ind til ham med en billet.

«Il y a été une autre dame, monsieur.»Il y a été une autre dame, monsieur] (fr.) det har vært en annen dame her, min herre

«Nu igen. Det var meget til kvindfolk. Attendez un peu, s’il vous plait.Attendez un peu, s’il vous plait] (fr.) vent litt, er De snill Skal der svar?»

«Non, monsieur. Madame est sortie.»Madame est sortie] (fr.) fruen er gått

Erlandsen havde aabnet billetten og saa den igennem. «En anden dame, siger De?»

«Oui certainement.»Oui certainement] (fr.) ja, bestemt

«Det er dog den første, som skriver. Hun, som var her i formiddag. Hun var her, siger hun. Hm. Var det da ikke den samme, som var her nu?»

«Non, pas du tout.»Non, pas du tout] (fr.) nei, slett ikke Værten gjorde en gestus og begyndte at beskrive de to damer, fornemmelig den sidste, som var ung og «jolie, très jolie».jolie, très jolie] (fr.) vakker, meget vakker Den sidste bar lorgnet.

Erlandsen gren af lorgnetten.

«Il ne fait rien,Il ne fait rien] (fr.) det gjør ikke noe monsieur. Elle est jolie pourtant.»Elle est jolie pourtant] (fr.) hun er likevel vakker

27«Vel, merci.» Værten gik.

«Saa, hun er altsaa kommen,» tænkte han. «Godt. Men jeg kan jo ikke træffe hende nu. Jeg maa først bli færdig. Nu kommer vaaren, saa kan man ta det roligere. Hm. Hun er vist en smule nervøs. Hvem var den anden, mon? En veninde, søster kanske?»

Han satte sig ned og skrev svar paa billetten. I en efterskrift kunde han ikke bare sig for at tilføie, skønt han følte, det var lidt maliciøst:maliciøst] ondskapsfullt «Hvad var det for en dame, som bragte Deres brev? Værten siger, at hun var saa vakker, og jeg maa faa se hende.»

To-tre dage efter kom der en billet fra fru Strøm, kort og lystig, dryssende af «confetti» fra micarême-dagen.micarême-dagen] Mi-carême: midtfaste-torsdag, tidligere tradisjonell karnevalsdag i Frankrike I en efterskrift var der tilføiet: «Da Deres vært sikkert har sagt Dem, at det var den samme dame, han modtog begge gange, vil jeg udtale min formodning, at hans udtalelse vist skyldes en tilfældig belysning. Hun er slet ikke netop vakker, efter min smag.»

Leif Erlandsen var lige ved at bande, baade over confetti’erne, som han fik dryssende ud over frak og benklær, og over den uventede mystifikation.

«Fan, det var jo ganske artigt. Hvem skal man nu tro, værten eller hende? Lorgnetten kan jeg ikke erindre. Nu, vi faar se.» Hans nysgerrighed var en del vakt. Han drev paa med bogen og bestemte sig til at se indom skandinavernes kafé en af dagene. Det var længe siden, han havde læst norske aviser nu.

II.

Fru Sigrid Strøm stod i sit rum i Rue de l’Abbé de l’Epée, lige ved Boulevard St. Michal. Det var om aftenen, micarême-dagen. Hun havde skrevet en billet, 28nu tændte hun lys paa kaminen og vilde lægge sig. Da hun hegted kjolen op, dryssed det med confetti i store hauger.

Hun lo. De havde været flere i følge ude og galne og lystige hele dagen. Især nu om aftenen. Men det var nu ogsaa rart. Hele Paris var som et eneste stort barnehjem, hvor børnene havde fri og slos paa moro og dængte hverandre af hjertens lyst. Sligt kunde aldrig gaa for sig i Norge. Der kunde ikke mennesker gi sig saa umiddelbart hen. Men nordboerne i Paris, det var en anden sag. Hvor alle blev elskværdige hernede, hvor de tøede op, disse høitidelige nordmænd. Misted al forbeholdenhed og alle de skæve sidetanker og hensyn, som en ligesom kan føle tvers igennem sig, naar man er sammen hjemme.

Og den lille danske billedhugger Kruse! Stod han ikke der og dansed foran den adstadige kusk som en anden hallingmand! Midt paa det asfalterede trottoir i Avenue de l’Opéra. Naa, asfalten mærked en jo ikke stort til. Hele gadelægningen var bedækket med confetti saa tykt som efter et rigtig sneveir i Norge. Ja, dér hjemme! der har de kanske sneveir nu, virkeligt sneveir. Ikke for det. Her er ikke for varmt netop. Men imorges solgtes dog friske viole paa gaden. Store dybe sort-violette, med en duft! Fru Sigrid saa paa en buket af dem, som hun havde sat i vand. Saa la hun et brændestykke paa kaminen, ti det var en smule koldt mod natten.

Ja. Her var hun, altsaa. Og det havde egentlig været et stort tiltag at komme saa langt. Ikke vidste hun, om Paris var det rette sted heller, ikke endnu. Hun havde bare følt, at noget maatte hun gøre. Det kunde ikke gaa længer, som det var.

Hun havde taget kjolen af, kasted om sig en rød 29silkesatins peignoirpeignoir] morgenkjole og satte sig en tid paa chaiselonguen. Stillingen var bekvem, og hun følte sig inderlig træt efter dagen. Træt, og det var ikke bare nu. Hun kunde ikke skønne det selv; men denne underlige træthed, den var over hende fra dag til dag og havde været det i lange tider nu, i maaneder. Og det var ikke en træthed, som var istand til at finde sin hvile og efter hvilen forsvinde og erstattes af kraft; denne besynderlige træthed, som hun især følte i hodet, den ytred sig netop i hvileløshed, i det mærkelige, at hun trods sin træthed eller paa grund af den ligesom altid maatte foretage sig noget. Ja, hun følte den kanske mindre da, hun kunde rent ud glemme den, til tider. Men blev hun alene, var den der igen, saa hun blev bange. Og den eiendommelige lidelsesfulde fornemmelse, som paa en gang var fysisk og psykisk smertelig, den jaged hende paa en egen maade bort fra sig selv. I de gladeste stunder, naar hun var interesseret og opspillet, følte hun alligevel, som hun ikke var paa høide med sig selv, – som hun, hvis hun varsig selv, ikke netop vilde sige og gjøre det, hun just nu sa og gjorde. Det var en ubegribelig pinagtig tilstand, ikke mindst, fordi hun var sig den saa klart bevidst; fordi hun inderst inde saa helt var sig selv og hendes tanker klare. Hun havde fuldt overblik over det hele. Hvorfor skulde hun da stundom tale og handle, næsten som var hun en anden – og saa gerne gaa og angre paa det bagefter?

En stund før hun reiste, havde hun gaat til sin læge med dette, den samme læge, som havde tilset baade hendes mor og hendes gut under deres sygdom. Da hun havde forklaret ham symptomerne, sa han rolig og ligefrem som overfor noget velkendt: «De er simpelthen overanstrengt, frue. Hvor kan De ogsaa tænke, 30at et menneske skal kunne staa ud et aar som det, De nylig har gjennemlevet, uden at faa en eller anden eftersmæk og mén af det for en tid? Dette er en naturlig reaktion og følge af Deres gennemvaagede nætter, Deres bekymringer, den angst og spænding, De har udstaat. Formodentlig ogsaa eftervirkninger af den haarde influenza, De laa syg af for tre maaneder siden.»

Hun spurgte ham, hvad hun skulde gøre, og han svarte, hvad hun ogsaa havde tænkt paa i længere tid, men der havt saa lidet tiltag, at hun endog grued for at pakke en kuffert. «Jeg vilde raade Dem til at komme bort fra vante forhold og omgivelser, til at reise, frue, hvis De kan. Og De er jo, saavidt jeg ved, nogenlunde istand til det. Se at komme til et par vakre og livlige steder. Reis ikke for meget og hurtig fra sted til sted, men slaa Dem til ro; se skønne ting, adspred Deres sind, mor Dem, om De vil; dét kan stundom være den bedste hvile. Tag tre-fire maaneder til det. Fyld Deres sind med nye indtryk, og De vil komme frisk og rask tilbage. Det er min overbevisning og mit raad.»

Fru Sigrid tænkte, at doktoren ganske vist kunde ha ret i en stor del af, hvad han sa. Men paa samme tid havde hun ligesom paa instinkt, at han kanske ikke tog sagen alvorlig nok. Han saa det hele overveiende psykisk, men hun følte, som roden let kunde ligge i noget andet, kanske i et eller andet legemligt onde. Men egentlig var hun lettet ved at slippe fra det, og naar han nu ikke sa noget om det eller syntes at tænke paa det, saa – –

Ja, saa fik hun reise. Hun havde sandelig intet, som holdt hende tilbage, hun stod temmelig alene i verden. Hun havde sin gifte søster, men søsteren havde sin mand og sine børn. Ja, fætter Erik og arkitekt 31Bratli, de vilde kanske bli lidt bedrøvede, men –. De havde begyndt at faa lidt glæde af hende igjen denne vinter, og selv var de bundne til hovedstaden. Men kære, tre-fire maaneder kunde jo ikke skille. Og hendes venner teosoferne, menneskevennerne? Ja, de fik greie sig selv saa længe.

Til Paris vilde hun først, hun havde ikke været der – kun i Tyskland. Hun vidste og skjulte det ikke for sig selv, der laa en del under, at han var der, det underlige menneske. De skulde jo træffes engang. Det slog ogsaa han paa i sine breve, og hun vidste det saa sikkert som skæbnen. Den ting, at de traf hinanden, behøved ellers ikke at betyde noget mere end et sammentræf mellem mennesker med samme interesser. Og ganske vist havde hun reist til Paris nu alligevel, selv om han ikke havde været der. Men naar hun tænkte paa ham, som hun var nu, var det altid paa samme maade som de gange, hun havde skrevet til ham. At han ikke var ganske som andre, at han var altomfattende, at han stod hende saa nær som en bror. Hun saa ham løsgjort fra jordiske baand og hensyn, fra lokale omgivelser. Fri stod han som naturvæsen, en oprindelig aand, som forstod, en sterk og god magt. Nu, det var kanske en slags kapricekaprice] innfall, grille af hende, at han skulde være det? Kanske dette ogsaa et udslag af denne delvise handlen udenfor sig selv, hvem ved? tænkte hun.

Fru Sigrid reiste sig og gik nogen gange frem og tilbage foran det store speilskab. Hun smilte lidt over billetten og confetti’erne, hun havde sendt for en stund siden. Saa stansed hun foran speilglasset og betragted sig selv. «Det var da pudsigt, at manden kunde ta feil og ta mig for to forskellige fremtoninger. Eller kanske ikke saa underligt endda. Hvor mange mennesker 32kan vi saadan rumme inde i os? Mon ikke flere end to? Jeg tænker, baade fem og syv, nogen af os. Det var vel ikke bare kaaben og lorgnetten, som voldte det.»

Saa klædte hun af sig og krøb ned i den store franske himmelseng.

*

«Hvor skal vi spise middag?»

«I ‘Guldakset’ Ikke?»

«Nei, netop ikke idag. Idag gaar vi i Montesquieu, jeg byr paa champagne. Idag er det søndag, og nu er vi saa prægtig samlede. Allons marche!»Allons marche] (fr.) la oss gå

«Det var fælt til hastværk.»

«Ja, men kære, klokken er halvsyv. Endnu er der ikke overfyldt i Duval’en. Vi tar et større bord ovenpaa. Kom!»

En del af den skandinaviske klik, som havde siddet med glas og drikkevarer udenfor Café de la Régence, reiste sig. Det begyndte at mørkne i den lette vaarluft. Damerne drog sine kaaber tættere om sig og laved sig til at gaa.

Der var tre norske og en dansk dame, den lille danske billedhugger Kruse, en høi lys, temmelig bekendt svensk forfatter og en ditto mørk norsk musiker. Desuden – last but not least – en af vore berømte landsmænd, en billedhugger, som for alvor havde slaat sig ned i Frankrig og bod der i flere aar. Det var han, som havde proponeretproponeret] foreslått champagnen.

Han tog fru Sigrid med sig og vandred foran over Théâtre Français-pladsen. Men om lidt gjorde de andre opstand og vilde endelig spise i «Guldakset». «Der faar 33man jo et rum for sig. «Et væ-ærelse, hører du, Will,» raabte lille Kruse og haled ind paa billedhuggeren.

«Saa, for fan. Naa, saa er der ikke anden raad.» «Will» gjorde helt om marsch med fru Sigrid og fortsatte sin konversation om Yvette Guilbert.Yvette Guilbert] Yvonne Guilbert (1865–1944), berømt fransk kabaretsangerinne og skuespiller

De andre snakked og lo; den lange musikeren havde taget en af damerne, en 18 aars forlovet pige fra Aalesund, under sin beskyttelse, d. v. s. sin tynde arm. Hans søster og en dansk distingveret dame gik med Kruse; den høie svenske forfatter Lundin gik alene og tænkte paa, at han helst burde dineret for sig selv. Han gik og grunded paa noget. Og nu havde Will G. taget fru Sigrid fra ham, netop som han var dybt inde i sin næste digtning med hende.

I restauranten oppe paa et hjørne i Avenue de l’ Opéra var der sterkt oplyst ovenpaa. Selskabet gik op og fik anvist sit rum.

Will G. hjalp fru Sigrid kaaben af. Hun bar en sort fløielskjole med halværmer og romerske perler. Han saa paa hende med sit kenderblik og sa: «Jeg skulde ha lyst til at modellere Dem som Kleopatra. Eller kanske det burde males. Med blodrødt draperi og armene fri; Deres arme er meislede. Jeg faar vel lov at sidde ved siden af Dem?»

Fru Sigrid smilte over hans komplimenter, hun var alt træt. Men som det næsten altid gik: de havde ikke siddet længe ved bordet, før den gode anretning, vinen, lysene og de andres udmærkede stemning virked stimulerende paa hende. Verden blev skøn igen, syntes hun.

Hun skaaled tvers over bordet med musikeren, hans mørke øine var som et sort dyb. Han skildred og fortalte livlig noget fra sin hjemstavn; han var ikke fri for at bande og blev hver gang knebet i armen af 34sin sidedame, den unge pige. Kruse sad nede for bordenden og var bajas, som sædvanlig, og Lundin og frk. Spenner, musikerens søster, havde for øieblikket helt fundet hinanden.

Tilsidst kom isen og champagnen, og til allersidst hændte det, at billedhuggeren nægted at betale den, «ikke han alene, nei, de andre herrer skulde værsgo’ være med, det var sammenskudslag.» Saa skete, under kraftig indignerte protester fra Kruse, som bandte og forsvor sig paa, at han ikke havde mere end 80 centimes i lommen.

«Kom med dem.»

Man brød op.

«Naa, fru Strøm. De har en farve! Er det ikke morsomt i Paris?» Den høie Viggo Spenner slynged kaaben om hende, hun knytted sit hvide slør, og de fulgtes nedover avenuen.

De otte mennesker naadde omtrent paa samme tid samlingsstedet, hvor der skulde drikkes kaffe. Hele kliken traadte ind i den oplyste hal med en del snak og støi.

*

I det øieblik, da Spenner og fru Sigrid viste sig i døren og blev staaende et øieblik paa gulvet for at finde en plads, reiste der sig en høi mand borte fra en krog af kaféen.

Han gik lige hen og stansed foran fru Sigrid.

«Godaften, fru Strøm.»

«Godaften …» fru Sigrid saa spørgende paa manden.

35«De kender mig ikke, kanske?»

«Nei, jeg maa virkelig tilstaa …» hun saa intenst og endnu mere spørgende ind i hans ansigt.

«Erlandsen,» sa han.

Hun var lige ved at sige høit: «Det er ikke sandt!» Saa aldeles fremmed syntes denne mands ansigt hende i første nu. «Er det virkelig? Jeg kjendte Dem aldeles ikke.» Hun rakte ham haanden.

«Nei, jeg er vist blevet gammel,» sa han i en resigneret tone.

«Nei, – men jeg kan endnu ikke rigtig forstaa …» Hun var saa meget mindre end han, at hun næsten maatte reise sig paa tærne for at se, og hun saa vedholdende op i hans ansigt. En tanke streifed hende: «Er det denne mand, jeg har skrevet til? Det er jo en fremmed mand.»

Hans ansigt havde noget træt og haardt, den ensommes træthed og stivhed over trækkene. Øinene var matte, og han var blevet noget førere. Hun stod der i sin oplivede selskabsstemning, hun følte sig saa ung og mest oplagt til at holde skøi.

«Kom! skal vi ikke sætte os?»

«Jo. Men kan De gaa fra Deres selskab?»

«Aa, for en liden stund.»

De fandt et bord for sig selv.

«Jeg synes, jeg begynder at dra kensel paa Dem,» sa hun om en stund. «Naar De taler, blir De saadan lidt efter lidt Dem selv, som jeg husker Dem.» Hun talte selv i ét væk, lidt springende fra det ene til det andet. Han saa stadig paa hende.

«De ser saa godt ud,» sa han. «Eller er det bare iaften, kanske?»

Hun lo. «Ja, De skal se, imorgen kender De mig ikke igen. Det vil gaa Dem ligesom Deres vært.»

36«Det er sandt,» lo han. «Hvordan pokker kunde det gaa for sig? Har man hørt magen!»

«Kære, jeg havde en anden dragt. Om formiddagen havde jeg denne, senere en kulørt «bohêmienne»-kaabe. Det var kanske den, han fandt saa deilig.»

De blev ved at le. «Jeg tror, De er lidt «glad» iaften, frue?»

«Hvordan?»

«Jeg mener saadan «lidt glad» bare. Nei se, de sidder og kiger paa os, de andre. Nu bør De kanske gaa?»

«Nei, det haster ikke endnu.»

«Har De været i selskab?»

«Ja da. Drukket vin ogsaa. Champagne. Og De? Sig nu lidt om Dem selv. Holder De Dem virkelig saa ganske borte fra alt?»

«Ja, i vinter har det faldt sig saa.»

«De har en haard tør hoste, De bør være forsigtig.»

«Ja. Jo, jeg har været ensom. Arbeidet svært, slidt. Men nu synger den paa det sidste – bogen. Nei, De kan tro, det er ikke greit mangen gang, frue,» gav han efter for en trang til at meddele sig til en. «Man slider sig igennem. Ved De, jeg har ligget der alene, paa min sofa, ja, paa mit gulv – ligget og grædt.»

Hun taug og saa betagen paa ham.

«Men De overdriver dette,» sa hun. «De ser det værre, end det er.»

«Hvilket? min upopularitet? nei langt fra. De skal faa se. Selv De kan komme til at lide for, at De sidder her og taler med mig.»

«Aa langt fra.»

«Mærk mine ord.»

37Hun kunde ikke tro paa det. «Ved De, jeg tror, det er Dem selv, som drar Dem tilbage. De skulde blande Dem mere med de andre.»

«Med kliker. Nei. Og mit navn, det du’r ikke længer. Det har de slaat lyden af.» Han reiste sig og stod rank, med trodsig selvfølelse. «Ja, nu faar man vel rusle,» sa han.

«Nei, ikke endnu.»

«Jo, frue, man venter Dem. Savner Dem. Se, nu kiger de paa os igen.» Han drog sig tilbage.

«Skal De nu gaa til Deres ensomme vraa?»

«Til min ensomme vraa, ja. Jo da. Farvel, frue. Au revoir.»

Han tog sin kappe og forlod kaféen paa sin tyste maade.

– Fru Sigrid gik hen til de andre. Der blev en spørgen og graven.

Hvad i herrens navn havde hun at tale med hr. Erlandsen om? Han, som ikke talte med nogen.

Fru Sigrid satte sig bort til Spenner, som saa en smule fornærmet ud. «Det var ogsaa en manér. Hvad vilde manden Dem?»

«Kære, jeg kender ham jo. Fra før.»

«Ja, det lod til det. Jeg kan ikke fordra den fyren, det siger jeg lige ud.»

«Ja, men lad nu være med det. Sig mig, omgaaes han virkelig ingen her?»

«Jo, et par handelsfyre, tror jeg. Ganske almindelige folk.»

«Omgaaes?» faldt Kruse ind, som hørte det. «Han omgaaes mig, ved jeg. Leif Erlandsen? Han er saa gemytlig som nogen, jeg kender ham godt. Men nu har han jo drevet paa med bogen, og da er der ingen hygge ved ham. Jeg skal sige Dem, hvordan Erlandsen er,» 38blev han ved. «Han er saadan, han siger: Den og den vil jeg ikke præsenteres for. Lad mig være i fred, hører De! Men om det alligevel engang kommer dertil! ja, saa blir Erlandsen og vedkommende fyr intime venner – fra den dag! som alleroftest! Det er dét, ser De: ingen kan modstaa ham i personlig omgang. Og saa er han godmodig, ja han er en ren godfjot. Og fornuftig, og morsom! Hille den sorte! Vi har oplevet nogen nætter! Folk trilled under bordet af latter.»

«Ja, men herregud, nar han nu gaar her, saa ser han saa stiv og hovmodig og utilgængelig ud, at Gud bevare mig.»

«Naa, men nu lar vi Erlandsen være for den han er,» sa fru Sigrid. «Uf, jeg begynder at bli saa træt. Er der ingen, som vil gaa? Her er ogsaa saa varmt inde.»

Jo, de vilde gaa. Lundin var alt gaat; de to billedhuggere stod og talte sig imellem om noget. Det var en aftale fra før. De skulde sin egen vei.

Hvorhen, om man tør spørge?

Jo, til et sted, hvor ikke damer godt kan følge. Ud i forbryderkvartererne, de allerværste. Teglstensværkerne.

Ja, saa siger vi tak. Herrerne gik, og Spenner blev alene med de fire damer. Nu skulde de fire damer hver sin vei, og musikeren foreslog sporvogn for de to, som bode længst borte. Han og Halfrid skulde samme vei som fru Sigrid.

Men det vilde de to damer ikke. De havde ikke lyst til at gaa hjem endnu. Nu kunde de jo først følge frk. Halfrid og fru Strøm, som var trætte, saa blev det vel en raad siden.

39Saa tog Spenner resolut fru Sigrid under armen og langed ud med hende foran de andre. Han fortalte hende om sine «eventyr», om underlige mennesker, som han havde truffet. Det unge begavede menneskes fantasi var i vibrerende stemning i den milde parisiske vaar- og natteluft. De gik over Louvre-pladserne, over Seine-broen, hvor tusen lys og lampetter blinked langs kaierne. Overalt havde han «oplevet» noget med blomster og farver og musik; hans tale strømmed ligesaa fort, som han gik.

Fru Sigrid følte sig underlig opspillet igen, og hendes indre uro drev hende til at gaa paa ligesaa fort som han.

«Men Viggo da! hvorfor flyr du slig? Vi kan jo umulig følge dere,» lød frk. Halfrids stemme bag dem halv leende og halv ynkelig. Hun og de to andre blev rent agterud. «Jeg har aldrig set sligt, som du farer afsted med fru Strøm!»

De stansed; Viggo glodde ud i luften, optagen af de billeder, hans egen fantasi maned frem. Situationen blev ham halv bevidst et øieblik, han lo; saa la han paany fru Sigrids arm i sin.

«Kom saa! Vi gaar. De er vel ikke træt, fru Strøm?»

«Nei!» fru Sigrid gik paa, hun begyndte at fortælle noget, og de glemte sig ganske bort.

Paa den maade gik det en tyve minuters gang gennem Rue des Saints-pères, Boulevard St. Germain og opigennem den uendelig lange Rue des Rennes.Rue des Rennes] gaten heter Rue de Rennes, ikke «des Rennes» Hvert femte minut lød der klageraab fra dem agterude.

«Nei, denne gaden er umulig. Kan vi ikke skraa gennem en sidevei? Vi kommer jo aldrig til Quartier latin.»

«Naa, Halfrid, er du træt. Nu skal vi følge dig først til hotellet. Saa gaar vi andre ud paa moro.»

40Han gik hen til sin søster, som han egentlig var meget øm for. Han regned ikke hende ganske lige med andre damer. De var gode nok til at gaa paa gøi. Hun maatte omsorgsfuldt forvares.

De naadde tilsidst hotellet paa Boulevard du Montparnasse og saa Halfrid vel og vakkert forsvinde gennem porten.

«Ja, nu skal dere gaa med mig,» sa fru Sigrid, og de fortsatte nedover Montparnasse til Saint Michel. Her bruste livet. Skarer af studenter og kunstnere med sine unge piger slentred syngende op og ned paa boulevarden. Fra de oplyste kaféer lød musik, hist og her et brusende orkester. Opvartere fløi frem og tilbage med brætter, folk sad i flokker om borde, inde og ude. Luften var fyldt med vaarbrus, mildt og let la den sig om en; de store trær gav en egen friskhed i det parisiske festlige halvmørke.

«En seidel øl, hvad? Jeg er sandelig saa tørst.» Spenner stansed foran en oplyst indgang og lod sit følge gaa foran ind i kafeen. Musik, damer, studenter, sang. Fru Sigrid følte sig helt fortumlet. Enkelte af disse damer saa ganske tvilsomme ud; de havde hele haver af roser paa hattene.

«Naa, er De fortvilet, fru Strøm. Ja, nu drikker vi vort øl, og saa gaar vi. Følger Dem lige hjem. Og ved dere hvad,» sa han til de andre, «nu faar dere ta sporvogn, for vi orker ikke at gaa til Place d’etoile iaften.»

«Nei, slig som De har langet ud med os. Jeg er dødsens træt.»

Den ene af de to var halv fornærmet over den voldsomme spasertur. «Dér har vi Germain de Près-vognen. Den «korresponderer». Op med dere, fort!» Spenner hjalp dem 41gemytlig og uden omstændigheder, den ene efter den anden.

«Adieu! adieu! au revoir!»

«Som herrerne er for tiden. Man kan skønne, dere er forvænte. Sjelden vare, fire om én.»

«Ja, men kan De nu begribe, hvad de damer skulde paa denne side, naar de bor paa den anden. Jeg har aldrig set noget saa utrætteligt som damer,» sa Spenner halv kjed. «Men kom og ta min arm igen. De er ligesom et barn, fru Strøm. Jo, De er underlig, ligesom et barn, man faar nok passe lidt paa Dem. Og nu har De gaat her og tænkt paa noget andet hele tiden, mens De har gaat her med mig. Er det ikke saa?»

«Aa langt fra. Jeg ved slet ikke, hvad jeg tænker paa. Det er sagen. Faar en tid til at tænke her, synes De?»

«De skal ikke bry Dem om Erlandsen. Vogt Dem for ham,» sa Spenner med en skælm i øiekrogen, da de var ved porten.

«Tøv, Spenner,» svarte fru Sigrid halv indigneret. «Jeg har aldrig hørt sligt.»

«Ja, vær ikke vond da.» Han ringte for hende. «Farvel, farvel! sov godt!» Han tog hendes haand, hilste og gik sin vei tilbage til Montparnasse, hvor han bode med sin søster.

– «Ja,» tænkte fru Sigrid, mens hun stod og tændte lys. «Jeg føler mig virkelig ofte saa barnagtig … som et barn, der ikke ved, hvad det vil. – Hvile? er det hvile her, i dette rastløse liv? Her blir jeg vist ikke bra. Og jeg skulde gerne lægge mig ned og sove ved et menneskes skulder. Et godt menneske. Den, som nu kunde faa sove inat.»

III.

42«Deux cafés.»

Frk. Halfrid og fru Sigrid slog sig ned ved et bord og fik sin café noir. Lundin kom straks efter og satte sig hos dem.

Han foreslog dem at gaa op paa Boulevard des Capucines; der var et sted, hvor man fik høre den skønneste musik. Men fru Sigrid havde ikke lyst – endnu. «Vi maa jo læse aviserne først.» Hun titted i det samme bort til et bord i nærheden, hvor Erlandsen sad og læste «Morgenbladet».

«Nei, jeg maa se at faa fat i «Morgenbladet». Jeg undres, hvor det er henne?» Hun gik bort til avisbordet og ledte.

«Var det «Morgenbladet», frue?» Erlandsen saa op fra sin fordybede læsning. Han saa altid ud, som han «slugte» aviserne, men hvem ved, om det altid var saa.

«Nei, læser De det. Kære, det var ikke meningen.» «Jo, jeg er færdig. Værsgo’.» Han kom bort til bordet og søgte mellem aviserne, mens han saa paa hende med sine eiendommelige øine, som ligesom paa en gang saaog ikke saa.

«Huf, det er varmt her!» sa fru Sigrid. «Varmt? Javist er det varmt!» sa han paa en gang med en musikalsk, leende røst, rent umiddelbart som en gut. Hans ansigt forandred i den grad udtryk i et nu, at hun vak.vak] ble forskrekket «Naar De sidder med den kaaben paa. Knap op, menneske! det er jo vaar.»

Han gjorde en vid gestus med hænderne som for at betegne en ubegrænset opknapping. Fru Sigrid fornam, som der udgik fra ham et pust af en længe tilbageholdt ulmende glæde. Hun saa op i hans ansigt, smittet og leende hun ogsaa:

«Hvad er det?»

43«Nu er jeg færdig med bogen,» sa han.

«Nei, er De?» sa hun glad. «Gratulerer. Men da kommer De vel og gaar med os. Vi skal paa rangel.»

«Nei, nei – hys! ikke iaften. Jeg skal renskrive.» Han listed bort til sin plads igen med en ny avis. Fru Sigrid satte sig til med «Morgenbladet». Om en stund mødtes de ved bordet igen. Da hun la bladet fra sig, tog han det.

«Nei, var De ikke færdig alligevel?»

Han smilte. «Hvad er det for en herre, som sidder henne hos dere?» spurgte han.

«Forfatteren Lundin. Kender De ham ikke?»

Han rysted paa hodet.

«Han tegner ogsaa.»

«Saa.»

Om lidt saa hun fra sin plads, at han laved sig til at gaa. «Nu gaar han igjen,» tænkte hun. «Han gaar bestandig.»

*

Dagen efter kom hun ind paa samlingsstedet et minut efter de andre, som var gaat ind i billardværelset. Hun saa sig om. Der sad Erlandsen lige ved hende med hodet i den evindelige avis. Dreven af en indskydelse satte hun sig ved samme bord.

«Godaften,» sa hun. Han saa op og hilste

Hun havde gaat hurtig, hendes bryst gik urolig. Hun saa paa ham og sa først ikke noget.

«Nu, frue! Har De nu været i selskab igen?»

«Nei, ikke nu.»

«Er De «lidt glad» iaften ogsaa? De straaler – og blusser som en pige.»

«Nei, jeg er ikke glad. Jeg straaler ikke.»

«Gør De ikke? Nei, De er saa sort. Hvorfor gaar De bestandig i sort?»

44«Jeg har jo sorg.»

Han bøied sig taus.

«Jeg er træt,» sa hun.

Han begyndte at fortælle noget morsomt, noget, som stod i avisen. Hun smilte og hørte halvt paa ham, hendes tanker var borte i noget andet. «Jeg er saa træt,» gentog hun, som uden at vide af det.

«Ja, De siger det. Men det maa De ikke være. De skal more Dem. De er jo i Paris.»

«Men hvad er morsomt? I formiddag gik vi omkring i magasinerne. For et mylder! Man blir ganske konfus.konfus] forvirret Og igaaraftes sad vi oppe i Grand café og hørte paa musiken. Lundin vilde endelig. Ja, musiken er jo aldeles berusende skøn. Og Lundin sad og tegned – tegned uafladelig – kvinder, som er omringet af orme, kvinder, som kommer i spindelvævnet.» Hun lo. «Skal De gaa?» spurgte hun pludselig.

«Nei. Hvad saa?»

«Ingenting. Jo, naar De gaar – ikke netop i dag – saa vil jeg følge Dem. Et stykke,» la hun til, da han blev siddende og se ganske underlig paa hende.

«Dér ud i mørket?»

«Ja. Nei, det behøver jo ikke at være mørkt. I eftermiddag gik jeg over Louvre-pladsen,» hun talte fort og med uro. «Solen gik aldeles rød ned bag om triumfbuen, langt dér borte … og jeg tænkte, at jeg kunde gaa, – gaa i det uendelige, ubegrænsede, derhen mod aftenrøden, mod det ubekendte. Gaa ved siden af et menneske, jeg holdt af. Og der borte ved den yderste rand, ved solnedgangen, der vilde jeg sætte mig ned og hvile mit hode mod det menneskes skulder og kanske sove der. Det er en drøm, jeg stundom har,» sa hun hen for sig.

«En vakker drøm.» Han saa paa hende med noget 45forskende, iagttagende i blikket. Hun mødte hans øine og mærked det.

«Nei, jeg mente ikke at fortælle det netop. Men der kommer somme tider saadan lede over mig, jeg keder mig saa, sammen med de andre. Synes De, det er underligt, hvad jeg siger?» spurgte hun med ét og saa usikkert, med pludselig svigtende blik op i hans ansigt. «Jeg er saa træt,» gentog hun og blev siddende og se frem for sig, som ved en tanke, hun ikke kunde komme fra.

«Underligt, nei. Men De er urolig tilsinds, tror jeg.»

Lundin kom med det samme fra billardværelset og blev staaende i døren.

«Der ser man efter Dem, vistnok. Ja, nu faar jeg rusle,» sa han som sædvanlig. Han rakte haanden ud. «Det er den renskrivningen, ved De.»

Han tog sin slængkappe og gik, lydløst som han pleied.

*

Der gik nogen dage. Fru Sigrid gik i musæer, besaa Louvre-gallerierne og Luxembourg, var med Spenner og frk. Halfrid en aften og hørte «Lacm黫Lacmé»] opera i tre akter av Léo Delibes (1836–1891). Premiere på Opéra Comique våren 1883. i Opéra comique. De spaserte i Luxembourg-haven om formiddagen, drev og déjeunerte. I et af hotellerne var der en have med espalier og vinløv, som var ganske uimodstaaelig til déjeuner. Den røde og hvide vin perled, morgenluften var frisk, dæmpet mild og velgørende, de franske smaaretter saa morsomme. Hun var meget ude i luften, i Boulogneskoven, tog en tur nedover Seinen med en af de smaa baade. Lundin var med 46hende som oftest, naar han ikke arbeided. Hun begyndte at føle sig en god del bedre.

Et helt damekompani havde en eftermiddag bestemt sig til at gaa i Duval’en ved Montesquieu og spise middag. Der var den unge forlovede fra Aalesund, den danske distingverede, en engelsk miss, som bode i hotellet, frk. Halfrid og fru Sigrid og endnu en.

De sad ovenpaa i den kæmpestore oplyste Duval og saa ned paa de hundreder af mennesker, som dinerte nedenunder. De drak den røde og hvide vin, valgte retter à la carte og mored sig fortræffelig. «Det er fest hver dag her,» sa frk. Halfrid. «Hver aften indbyder Paris paany.»

Naturligvis skulde de drikke kaffe i den skandinaviske kafé. Did gik de i flok og følge og kom ind alle seks, den ene efter den anden.

I det samme fru Sigrid gik gennem forhallen, hilste hun paa Erlandsen. Han sad ved glasvæggen, midt mellem to meget elegante, og, saavidt hun skimted i farten, vakre damer. Hun gik forbi, bestilte sin kaffe med de andre, og de fik den baaret ud paa asfalten foran indgangen. Der sad de ved smaaborde og fortsatte sin konversation.

Om lidt hørtes en rungende latter indenfra. Erlandsen og hans følge havde reist sig, de blev en tid staaende ved indgangen, lige i nærheden af damerne. De raadslog, om de skulde gaa i operaen eller paa Café américain. Den ene af de to damer holdt sterkt paa operaen, og det syntes, som hun fik overtaget.

Leif Erlandsen stak sin arm ind under damens, og med en ny lattersalve, som genlød langt henover Théâtre Français-pladsen, fjerned de sig.

Fru Sigrid likte ikke optrinnet; hun sad og var ærgerlig og vidste ikke selv hvorfor. Jo, der var ligesom 47noget tilstelt og forceretforceret] anstrengt ved det hele. Hun blev taus og tænkte over.

«Hvorfor skulde han bære sig slig?» – De andre damer talte sagte sig imellem: Ja, han var jo egen, man kunde vist vente sig alt af ham. Forresten kendte de ham ikke, nogen af dem. Men kunde man ikke bli bange for det menneske?

Nei, han maatte gøre, som han vilde, det kom jo ikke hende ved, tænkte hun. Men alligevel. Jo, nu skønte hun, hvad det var, inderst inde. Hun var skinsyg.

Ikke skinsyg saadan, at hun mente eller sørged over, at han kunde være forelsket i nogen. Nei. Men var det ikke underligt ogsaa. Her havde hun været dag efter dag, og det havde ikke lykkedes hende at faa istand en ligefrem omgang mellem dem. Men andre! dem kunde han altsaa gaa med baade her og der, baade i operaen og andre steder.

Mens hun sad med dette, slog med ét den tanke ned i hende: Han skulde da vel aldrig tro, at … at jeg gaar her og er forelsket i ham? – Hvorfor er han ikke ligefrem? Og dette optrin nu. Det saa jo næsten ud som gjort med hensigt … som der var sport i det … denne sport med at gøre hinanden jaloux o. s. v.

«Det er stygt af ham, hvis det er saa,» tænkte hun. «Han maa da vide, at saadant ikke passer for mig nu. Saa meget ondt, som jeg har havt. Jeg trænger godhed, et menneske, som der er hvile ved. Kan ikke være med paa nogen jagt, nogen leg. Det skal han da sandelig faa høre.»

Næste dag var hun rolig tilsinds og gik løs paa sagen. Hun traf Erlandsen lige udenfor kaféen; de stansed begge paa en gang, og hun sa:

48«Hr. Erlandsen, har De tid iaften? Jeg vilde gerne tale lidt med Dem.»

«Vilde De tale lidt med mig? Nu, hvad er det? Kan De ikke sige det straks?» lo han.

«Det er ikke gjort med en gang,» sa hun lidt braat. Hun syntes, han talte altid, som hun skulde være mindst tyve aar yngre end han, skønt de var næsten lige gamle – og hun endog, i et sært indfald, havde sagt sig endda et par aar ældre, end hun var.

Han mærked øieblikkelig tonen og skyndte sig at gøre det godt igjen. Jo, der var intet iveien. De kunde jo f.eks. gaa ind et sted og ta en seidel. Eller vilde hun heller ude?

«Nei, lad os gaa ind et sted. Men nu kan De jo læse aviser først.»

Følgelig gik de ind og læste aviser en stund.

«Ja, skal vi saa gaa den turen da?» Han var henne hos hende. Det var meget mildt og passe mørkt, de gik over Théâtre Français-pladsen; han med kappen kastet over sig, hun i fløielskjolen, uden kaabe.

«Nu? er De træt iaften ogsaa?» spurgte han.

«Nei, jeg er ikke det,» sa hun og gik let og glad ved siden af ham.

«Ser De? De ser heller ikke træt ud nu. Er det koraller det dér – det, De har om halsen?» han saa paa hende halvt fra siden.

«Ja vist er det koraller.»

«Har De set slig en stor verdensby?» sa han, mens de gik. «Liker De Dem her?»

«Ja. Gør ikke De?»

«Nei, egentlig ikke. Jeg har tænkt svært paa at reise tilbage til prærien igen, eller til en eller anden ø, eller til Sydamerika. Til Venezuela. Ve-ne-zu-e-la. Er det ikke vakkert?»

49«Den bløde lyd? jo. Hvad vilde De gøre der?»

«Ja, f.eks. gifte mig med en indfødt. Og faa ormunger.»

«Uf,» hun ordentlig vak. «De er gal til at snakke. Og jeg har tænkt at reise til Indien.»

«Hvad vilde De gøre der?»

«Jo, jeg vilde f.eks. bli troldkvinde. Jeg vilde bo oppe paa bjergene i Tibet og studere naturlovene, til jeg lærte at gøre mirakler. Og saa vilde jeg stige ned i dalen og helbrede folk.»

«Jeg synes, De ogsaa er gal til at snakke.»

«Det er den hvide magi,» sa hun og smilte.

«Det vil sige, det er teosofi. Kom, her skal vi ind.»

Han lukked en dør op, og de kom ind paa et sted, som mest ligned en tysk kneipe eller ølkjelder, kun var det bedre udstyret. Det var lyst og ganske tomt for folk i øieblikket.

Erlandsen bestilte to seidler.

«Herhen, ved speilene, – se, nu kan jeg se Dem fra tre sider paa en gang.» De satte sig overfor hinanden.

«Skaal!» Han saa paa hende. «Ja, nu var det dette da, som De skulde tale med mig om. Jeg kan se, at De sidder og tænker paa det hele tiden, hvorledes De skal begynde,» sa han skøieragtig.

Fru Sigrid følte oprørsaand i sig. «Altid sidder han der og føler sig som situationens herre,» tænkte hun. Hun mødte rolig hans blik.

«Gætter De det ikke, forresten?»

«Nei, skam om jeg gør.»

«Det er – lad mig se.» Hun ledte efter ordene. «Det er noget, som har med det, vi nylig talte om.»

«Med hvad?»

«Med teosofi.»

50«Teosofi?» spurgte han forundret. «Jeg kender ikke teosofi. Max MüllerMax Müller] Max Müller (1823–1900), berømt tysk filosof og orientalist, som nærmest grunnla faget religionsvitenskap har jo bevist, at der er ikke noget. Disse folk existerer jo ikke.»

«Hvilke folk?»

«De, som kommer ned fra bjergene.»

«Hvad hjælper én mands beviser, som ikkehar set dem, naar tyve kommer hjem og beretter, som har set dem. Men det var ikke dét, egentlig.»

«Nei.»

«Det var noget med mit forhold til – ja, til Dem.»

«Noget med Deres forhold til mig, med vort«forhold», ser man det! – Fan! nu blir De vond ogsaa! kære fru Sigrid Strøm, naar De nu sidder der og er saa sød og ser ud som et barn. Jeg kunde ikke la være,» sa han afbedende.

«Hvis De ikke vil høre lidt alvorlig paa mig, saa kan jeg ikke snakke, det er vanskeligt nok,» sa hun, lidt bævende.

«Gud velsigne Dem! Jeg nidhører, jeg lytter!»

«Ganske kort: Jeg tror, De synes, jeg har været for ligefrem overfor Dem, helt fra først af, med breve og alt. Men det kommer noget af, at jeg tilhører dette «universelle broderskab», som gaar forbi saa mange hensyn; – noget af det, og ogsaa af noget andet.»

Han saa opmærksomt paa hende.

«Dengang De reiste for tre aar siden, efterlod De et fotografi hos mig. Kan De huske det? Et kabinetsfotografi.»

«Ja, jeg husker det.»

«Og paa det fotografi ser De ikke ud som almindelige mennesker. Der er noget «guddommeligt» ved det.»

«Ser man.»

51«De skal ikke smile af det,» sa hun bestemt. «Jeg tog ikke feil i det, at der er noget ved Dem, i Deres natur, som – som kanske er høiere, end De selv ved,» sa hun og saa lige paa ham. «Og naar jeg er sammen med Dem nu, da synes jeg det somme tider og somme tider ikke.»

«De kendte mig jo ikke, da De saa mig igen.»

«Nei, ikke med det samme. Og senere … senere har jeg været bange for, at De har misforstaat dette, – altsammen – min ligefremhed i det hele. At De tilsidst er kommet til at tro, at jeg er – at jeg er – –»

Hun stammed i det.

«At De er forelsket i mig?» spurgte han og saa pludselig lige paa hende.

Hun nikked. «Aa nei. Jeg har ikke saa altfor let for at gøre mig indbildninger,» sa han alvorlig, lidt tankefuld. Han sad stille og taus et minut og sa saa:

«Jeg er bare en «skit» fyr. Men De er sgu storartet, er De.»

– Og som med en gang noget trykkende var taget bort fra eller strøget af ham, blev han ligesom paany en anden: oprømt, stemnings-øm, forandret i sin holdning overfor hende; han fortalte, sa morsomme ting og gjorde sig særlig umage for at være underholdende.

Fru Sigrid følte forvandlingen og tænkte: «For et underligt menneske. Nu er han saa lettet ved at vide, at jeg ikke er forelsket i ham.»

Saa stødte de seidlerne sammen og var enige om, at de skulde være gode kamerater.

«Og saa reiser vi til Venezuela.»

«Nei, til Indien.»

«Nei, til Ve-ne-zu-e-la.»

52«Nei, til Indien. Og gifter os med hver vor indfødt.»

De sad en stund; han fortalte om Sydamerika, om underlige steder, hvor han havde været. Om en morgen, han laa nede i et urskogkrat ved sumpene ved Amazonfloden. Ja, om det var ham eller en anden, fik hun ikke ganske rede paa. «Men det er morgen, og jeg vaagner, og ikke alene jeg: nei, rundt om, i sumpen, i sivene, i buske og trær, der rører det sig, reiser paa sig … det er alligatorerne. Tænk Dem, hvorDe ser … graatt køtt allevegne, som rører sig, bugter og vrider og reiser paa sig …»

«Huf!» sa fru Sigrid uvilkaarlig og grøssed.

«Men nu synes jeg, vi skulde gaa paa et andet sted,» foreslog han.

Og saa gik de paa et andet sted. Et med palmer og springvand og speil-haller og musik.

En herre kom hen til dem; det var en af de handelsfolk, som Kruse havde talt om. De tre blev siddende og prate og høre paa musiken. Herrerne tog en seidel igen, og om en stund vilde den unge grosserer endelig bestille pølse. Erlandsen vilde ikke ha, men fru Sigrid spiste med en herlig appetit. Det var formodentlig lettelsen efter «opgøret». De var alle tre i brillant humør.

«Nei, disse melodier gaar rundt i hodet paa mig. Har De hørt noget saa bedaarende som denne ungarske musik?»

«En sherry-cobbler,sherry-cobbler] en cocktail frue? Til at slutte med?»

«Nei, nu maa jeg ikke ha mere til at gaa rundt i hodet paa mig. Vil dere ødelægge mig?» lo hun. «Og desuden maa jeg snart gaa hjem nu. Det er jo langt paa natten.»

«Vi følges,» sa Erlandsen. «Sid lidt til.»

53«Dér har vi parret,» sa han til grossereren og bøied hodet i retning af to, som kom ind i salen. «Hm. Hun vilde endog være meget vakker, hvis hun bare havde sine egne tænder. Men det er synd paa hende. Hun er jo desuden forlovet, derhjemme. Folk blir ødelagte i dette elendige Paris.»

«Galskaber,» sa han, da fru Sigrid saa spørgende ud. «En liden rask vaar i Paris – hys! Er der nogen, som ved det? Ingen. Kanske er det heller ikke saa. Men folk siger det.»

«Ja, nu maa vi gaa,» sa fru Sigrid.

Til Seine-broens ende havde de følge med grosserer Ricker, dér skulde han sin vei, og de to andre fulgtes langs Seine-bredden. Han gik lempelig, retted sine skridt efter hendes.

«Fryser De ikke?» spurgte han. «De er uforsigtig, at gaa der i bar kjole.»

«Nei da,» sa hun. Hun var glad. Glad over livet, over alting. Om lidt tog hun hans arm. De kom saa udmærket i takt. «Nu gaar jeg med Dem, som med Spenner.» Og hun fortalte, hvorledes Spenner havde trukket om med dem.

«Har De gaat fodtur?» spurgte hun. «Hjemme i Norge, der gik jeg en fjeldtur, for to aar siden. Oppe i Ronderne.»

«Alene?» spurgte han.

«Nei, vi var fire, to herrer og to damer. Men kan De tænke Dem noget herligere end saadan hver morgen at vaagne og ha en ny blank dag for sig, hvor en gaar ud i den vide verden til deilige steder, en aldrig har set?»

«Nei. Men jeg vilde heller gaa to end fire. Har De set, som vi passer til at gaa sammen. Som vi aldrig havde gjort andet.»

54Hun lo. «Ja, jeg er Deres pige, Deres kamerat,» sa hun. «Nu følger jeg Dem, ved De.»

«Ud i mørket, ja.»

«Et stykke. Dette har jeg drømt om. Det er saa morsomt at gaa med Dem. Jeg kan tale med Dem om saa meget. Om alt. Men det er ikke altid, jeg kan tale,» la hun til, ved at huske paa, at hun ikke altid var saa frisk som iaften.

«Hvorledes det?» spurgte han.

Et øieblik havde fru Sigrid lyst til at fortælle ham om den underlige svaghed og afmagt, som ofte var over hende. Men det var bare en tanke i et sekund; – nu som altid skød hun instinktmæssig dette tilside … uf, saa tungt! en naturlig selvopholdelsesdrift drev hende til at skjule, til at gøre alt for at være som andre. Og var det noget at underholde med? Sin sygdom?

Altsaa svarte hun hurtig: «Det var ingenting.» Og de begyndte at tale om andre ting. Han fortalte om en revolution i mindre stil, som havde været her, just her i Quartier latin – ifjor ved disse tider. Studenterne gjorde helt opstyr. «Og jeg var med.»

«Er De glad i revolutioner?»

«Aa ja. Alt sligt mod det vedtagne. Det frisker op. Men herregud, barn … De gaar jo fra mig, De danser!» sa han med ét og lo. De gik langs med Luxembourg-havens gitter. «Jeg har aldrig set saa galt.»

«Jeg er glad,» sa hun.

«Ja, jeg ogsaa. Det er vaar. Hører De fuglene … Er det ikke underligt, at de ikke kan holde sig i ro, De … nu klokken 12 om natten?» Hans røst havde den musikalske leende klang, hun kendte fra før. «Det er vaaren. Nei, vil De nu gaa skikkelig.»

Han tog om hendes liv for at faa hende til at gaa 55i takt, og de blev gaaende saadan, leende, næsten dansende begge to.

«Der er en rendesten! Vogt Dem!»

Før hun vidste det, havde han løftet hende over fordybningen i en rask, stor sving.

Overgivne gik de videre. Fra og til mødte de nogen, et og andet par.

«Der er en til! Husch!» gentog han experimentet.

«Nei, nu maa vi sandelig gaa ordentlig.»

De sagtned, gik roligere, han fremdeles med armen om hendes liv.

«De er ikke nogen frue,» sa han med ét, ganske braat. «De er et barn, en vild pige, en unge. Og saa bærer De ikke engang dette panser, som man kalder korset.»

Hun løsgjorde sig, en liden smule betænkelig. De gik skikkelig og talte om andre ting. Nu var de ved Rue de l’Abbé.

«Er det her, De bor?»

«Ja, det er her.»

«Skal De gaa ind nu? Herregud! Min arm skælver, fordi den har ligget om Deres liv. Jeg er varm af Dem. – Vil De, at jeg skal ringe?»

«Ja, tak.»

Han ringte. Hun rakte ham haanden. «Godnat. Og tak for iaften.»

«Kommer De ind? Jeg vil se Dem inde først.»

Hun saa ham staa paa hjørnet i sin sorte kappe, da hun forsvandt gennem porten.

IV.

56Dagen efter, som var langfredag, regned det. Fru Sigrid sad og syde om formiddagen; Halfrid Spenner kom op til hende. Viggo var syg, fortalte hun. Nei, det var ikke saa farligt, hodepine. Men han havde det altid saa græsseligt, mens det stod paa, og trode, han skulde dø.

Fru Sigrid lo: «Det ligner ham.»

«Ja, han er verdens sygeste mand. Det hjælper ikke at være hos ham heller. Han putter sig ind i et mørkt rum, der ligger han med sig selv og fantaserer akkurat et døgn over, saa er han lige god. – Men hvad vil De gøre idag?»

Fru Sigrid vidste ikke. Jo, kunde de ikke være hjemme i ro idag, hele dagen. Det vilde være skønt, for en gangs skyld. De skulde spise paa crêmeriet her overfor, og hun vilde lave te. Ha det rigtig koseligt, skulde de.

Saa laved de te og stelte sig. Om eftermiddagen kom Lundin. Han vilde ha dem med sig ud, men damerne bad ham bli, være en famille. Fru Sigrid vilde slet ikke ud, hun havde saa deilig ro paa sig. «Desuden regner det jo aldeles tæt.»

Saa blev de hjemme. Den høie lyse Lundin tegned og fortalte historier; de tændte lys og lamper og holdt kunstneraften, indtil Halfrid maatte hjem til Viggo. De blev enige om at spise sammen i Montesquieu paaskeaften.

*

Halfrid blev forhindret og kom ikke dagen efter. Viggo var bra igen. Han og Lundin skulde efter 57dinér paa en fest for en del herrer; de skulde feire en landsmands afreise. Lundin og fru Sigrid spiste alene sammen i Duval’en.

«Hvor vil nu De gøre af Dem?» spurgte forfatteren, da de kom ud fra Montesquieu. «Kan man slippe Dem ud saadan alene? Jeg har slet ikke lyst til denne fest, jeg gik heller med Dem.»

«Jo vist maa De gaa. Jeg greier mig saa deilig.»

«Ja, De er «sjelfsvåldig» nok, det har jeg vel set. Men netop derfor faar en lyst til at passe paa Dem. Sig mig nu, hvad De vil gøre?» spurgte han og saa paa hende med dette anstrøg af ældre eller beskytter, som mænd let fik overfor hende, endog de, som var yngre af aar.

«Gaa og læse aviser, naturligvis.»

«Og saa?»

«Ja, det ved jeg ikke,» lo fru Sigrid. «Bestemmer man sligt paa forhaand? Jeg tar dét, som kommer.»

«Jeg vil nu ialfald følge Dem ind.» Han saa paa sit ur. «Det haster ikke endnu.»

De gik ind i kaféen og bestilte sin café noir. Mens de sad der, kom grosserer Ricker og slog sig ned ved deres bord. Han hilste paa fru Sigrid: Tak for senest.»

«Det var bra, De kom,» sa Lundin. «Nu er jeg tryg og efterlader denne dame under Deres beskyttelse.»

Fru Sigrid var halv ærgerlig over hans omsorg; hun undredes i stilhed, om Erlandsen skulde paa festen. Men det skulde han vel ikke, tænkte hun. Han brød sig jo ikke om det og kendte ikke de andre. I dag havde hun endnu ikke set noget til ham. Inderst inde var hun en smule ærgerlig paa Lundin, fordi hun følte, 58at hans ivrige beskyttelse nærmest gik ud paa, at hun ikke skulde komme i lag med ham.

Lundin saa paa sit ur igen og saa, at tiden var inde. Han reiste sig og tog afsked med de to. Men i det samme han gik ud, traadte Erlandsen ind i for hallen.

«Hm,» tænkte forfatteren. Han havde lyst til at titte ind et øieblik gennem glasdøren og se efter, hvordan sagerne arted sig derinde.

Men han kunde sparet sin uro; Erlandsen gik ikke bort til fru Sigrids og Rickers bord. Han hilste bare ganske mildt derhen og satte sig for sig selv med sine aviser og sin kaffe.

Fru Sigrid var vant til ham nu og blev ved at tale ganske rolig med Ricker. «Han kommer vel om en stund.» tænkte hun.

Og det gjorde han ogsaa. Han reiste sig, da en tid var gaat, tog sin kappe over armen og gik hen til de to. Han tog fru Sigrid i haanden og talte nogen ord med dem, ganske blidt, stille, med den samme underlige mildhed i udtrykket, som havde paafaldt hende, da han hilste første gang.

Hun saa paa ham, lidt slagen af dette nye udtryk. Hvad var nu det? altid overrasked han hende. Og dette ansigt, det var forunderlig rigt. «Nu ligner han sig mere, som jeg erindrer ham – eller har tænkt mig ham – eller noget saadant,» gik det gennem hende.

Han stod lidt, sa saa: «Jeg tænker, jeg gaar en sving,» hilste paa samme stille maade og forlod stedet.

«Ja. Hvad skal vi nu ta os for?» spurgte fru Sigrid. «Hvad pleier folk at gøre her i Paris paaskeaften?»

«Ingenting andet end ellers, saavidt jeg ved. Jo, 59de gaar ud og spiser pølse om natten, somme. Og nogen gaar i messe.»

«Ja, hernede er kirker og butiker aabne bestandig. Det gør alle dage saa lige. Skærtorsdag gik jeg i Magasin du Louvre halve formiddagen. – Men hvad skal vi gøre nu?» spurgte hun igen.

«F.eks. gaa hen og spille domino et sted!» foreslog den unge købmand.

«Altsaa gør vi det.»

«Der er et sted paa Rue de Rivoli, en slags kunstnerkafé, kaldet saa, fordi malere har efterladt sine mesterstykker der istedenfor penge. Skal vi gaa did?»

«Gerne det.»

Mens de gik langs bazarboderne paa Rue de Rivoli, mødte de med ét Erlandsen. Han spaserte sammen med en liden underlig mand. Fru Sigrid syntes først, det var Kruse, men det var ikke ham.

Erlandsen hilste igen ganske blidt og gik dem forbi.

«Hvor skulde Erlandsen hen mon? Hvor han er lidet sammen med andre,» sa fru Sigrid, som ikke kunde modstaa lysten til at tale lidt om ham.

Da skete det, at den unge blonde købmand begyndte paa en hel storartet lovtale over Erlandsen. Han trængte sig nok ikke frem, han behøved ingen. Men han var den bedste af dem allesammen. De kunde gøre nar af ham, de andre, af hans særheder, kunde pege ham ud i aviserne. Men de kom dog til ham, naar de var i nød, og han hjalp, saa længe han kunde. De rakked ham ned og sendte ham tiggerbreve. Det havde hændt, at han havde sendt en af disse slyngler paa hodet nedover trapperne engang, fordi han var altfor durkdreven skamløs.

Grossereren var tydelig en af hans svorne.

60«Kære, har han noget at hjælpe med?» spurgte fru Sigrid.

«Nei, han eier vist mindre end ingenting. Og for tiden gaar verden ham imod. Men vent De bare!»

– I «kunstnerkaféen» var der ganske rigtig malerier allevegne, store og smaa, af meget forskelligt værd. Folk sad ved borde og spilte domino og kort. Der saa ganske hyggeligt ud.

De fik sig et bord og noget at drikke, desuden et dominospil.

«Hvad er det for folk, disse?» spurgte fru Sigrid. Flere af dem var temmelig høirøstede, de diskutertediskuterte] rettet fra: diskutterte (trykkfeil) fort og ivrig. HunHun] rettet fra: Han (trykkfeil) fandt moro i at betragte deres fysiognomier. Ellers var hun kommet til det, at alle franskmænd ligned hinanden. Smaa, sorte og koleriske, raceudtrykket var saa ligt.

«Ja, det er børs- og handelsfolk mange af dem, spekulanter. Enkelte politiserer, som De hører. Slige steder som her gaar de, Paris’s ungkarle og de ægtemænd, som keder sig hjemme.»

«Det ser ud, som pariserne driver svært. Men de skal jo være meget flittige, har jeg hørt.»

«Aa, det er flinke folk, praktiske folk. De forstaar at bruge tiden, selv mens de driver.»

«Men racen tiltaler mig ikke,» sa fru Sigrid. «Jeg føler mig saa ganske fremmed for den. De tænker og føler ikke paa samme maade som vi. Og saa er de beregnende i al sin færd og ikke ærlige. De bedrager en, hvor de kan. Det har jeg imod dem. Se her,» sa hun og tog op sin portemonnæ, «ikke mindre end fem falske mynter, som jeg fik af Lundin idag. Dem har de lurt paa ham i en uges tid. Han bad mig hevne ham og gi dem ud igen. Men det lykkes mig vist ikke. Jeg har ikke mod til sligt.»

61Der kom to meget elegant klædte damer ind, fulgt af en herre. Fru Sigrid syntes, det var de samme, hun havde set sammen med Erlandsen, og spurgte derfor, hvem det var.

Han nævnte deres navne, de var norske, var hernede for at more sig, trode han. Var Erlandsen sammen med dem? Jo, nu husked han. Han havde mødt dem den dag oppe i den amerikanske kafé, og Erlandsen havde endda sagt, at han keded sig. Han husked det, sa han, fordi det forundred ham at se Erlandsen i det selskab.

Fru Sigrid lo: «Var da ikke selskabet godt nok for Erlandsen?»

«Nei, var de damer noget for ham? Det er jo kokotter.kokotter] kokotte: lettlivet kvinne, kurtisane Han bryr sig ikke om den slags, Erlandsen.» Han brød sig i det hele ikke meget om damer, efter grossererens opfatning. Ikke nu længer, kanske før.

Fru Sigrid fandt i stilhed, at hendes ledsager var noget naiv; men ellers syntes hun godt om ham. Hans venner var ogsaa hendes. Saadanne uskyldige venner han havde. Forresten begyndte hun at kede sig ved det evindelige dominospil. Det blev ensformigt i længden, og hun var færdig med sin «citroyenne».citroyenne] ikke funnet i oppslagsbøker

«Nei, nu synes jeg, vi skulde gaa paa et andet sted,» sa hun og lo i det samme ved tanken paa denne farten om fra sted til sted.

De gjorde rede for sig og gik ud igen.

«Hvorhen nu?» spurgte grossereren.

Ja, det vidste hun ikke. De kunde jo drive lidt. Og de drev op og ned en tid langs Rue de Rivoli, denne gade med sin udstilling af boder med de millioner smaating, en aldrig blir færdig med.

Grosserer Ricker blev ved at tale om forskelligt, men fru Sigrid hørte bare halvt paa ham nu. Hun 62var adspredt, og der var igen kommet uro over hende. Halv bevidst følte hun, hvad der laa under, hvad der optog hende; men hun gav sig ikke tid til at tænke en tanke ud. Hun vidste ikke selv, hvad hun vilde og følte sig ganske hvileløs.

«Ved De, hvad klokken er?» spurgte hun om lidt.

Han saa paa sit ur. «Klokken er halv 11.»

«Skulde vi ikke gaa ind og se, om vi kunde træffe nogen af vore,» sa hun med ét. «Jeg kan kanske faa følge hjem med Spenner og Halfrid. De bor jo paa en ganske anden kant. Eller Lundin kanske?»

Fru Sigrid vidste godt, at Lundin og Spenner langtfra endnu kunde være kommet fra festen. Den tredje nævnte hun ikke, men under laa det med ubevidst stundende haab og ulmende dragelse: om nu han var der.

Ricker, som slet ikke erindred festen, gik villig med. Paa Théatre Français-pladsen var det stille, de fleste folk var formodentlig hjemme eller inden døre paaskeaften.

De aabned døren til den skandinaviske kafé. Der var ogsaa ganske faa; en og anden ensom sad hist og her.

Fru Sigrids blik gik søgende om i rummet.

«Nei, her findes nok ingen af vore,» sa hun med et halvt suk.

Grossereren gik lidt længer frem for at se, om der kunde være nogen i billardværelset eller de indre rum, og med ét sa han:

«Der sidder jo Erlandsen og spiller kort.»

«Hvor?»

«Her. Inde i billardværelset.»

Før hun vidste af det, var hun paa tærskelen, 63Ricker fulgte hende. Og ganske rigtig, dér sad Erlandsen henne i den aller inderste og skjulteste krog og spilte tomandswhist med den samme lille underlige mand, hun havde set ham i følge med.

«Nei!» brød det ud af hende. Hun kunde ikke la være, hun straalte.

Han saa op, paa de to, som kom. Han sad med ansigtet lige imod dem og blev siddende; han smilte, nikked og sa, ligesom en smule mildt resigneret: «Ja! er dere kommet, saa faar dere vel sidde indpaa.» Han gjorde plads for hende ved siden af sig.

«Men vi blir ved at spille,» sa han, slog om og begyndte rask at gi kort ud. De saa ud til at være lige øvede spillere begge to.

«Hvad vil De ha: En vermouth kanske? Garçon! un vermouth pour madame ici.»

– Der sad fru Sigrid. Og det var med ét, som alt ondt var strøget bort. Der sad hun og saa paa ham spille, i taushed, ganske stille og glad. Hun drog et langt, langt aandedrag; hun hvilte. Og hun sad der og følte sig saa tryg ved siden af dette store kæmpesterke, milde menneske, som et barn, der endelig har fundet sin havn.

Mens han spilte, saa hun paa ham fra siden. Hun saa, at han havde det samme udtryk nu som hele dagen før. At hans træk, som kunde være haarde og matte, men af naturen var saa rigtig, saa harmonisk modellerte som paa en antik gudestatue, i øieblikket havde en rigdom og klarhed i udtrykket, en beaandelse, som ligesom kasted milde og fine straaler. Og hun kunde ikke lade være gang paa gang at se ind i dette ansigt og paany lade sig betage af det aandfuldt-intelligente, den lyse ømhed i hans udtryk og blik. At 64et menneskes ydre kan sige saa meget, havde aldrig i den grad paafaldt hende.

Han blev ved at spille og talte undertiden om spillet. Stundom skotted han til hende med et sideblik, som var eget for ham, Ricker sad overfor hende og saa i modspillerens kort. Fru Sigrid saa paa de to og paa ham igen og smilte.

Hun havde en sort mønstret silkekaabe med, den laa over hendes fang. Han saa paa den og paa hende og paa spillet igen.

Med en gang begyndte han at tale ganske dæmpet til hende, mens han spilte.

«Jeg skal sige Dem noget,» sa han. «De bør ikke være sammen med mig. Det er alvorligt; jeg siger Dem det bare. Hm. Hjerter 4, ja, jeg tænker, vi tar en «hjertert».» Hvad enten han talte om kortene eller til hende, havde hans stemme nu en lige uendelig blød klang.

«Ikke være sammen med Dem? Hvad mener De?» spurgte fru Sigrid dæmpet som han, forundret.

«Nei, De skal ikke det. Nu har jeg advaret Dem.»

Hun saa saa langt og forbauset ind i hans øine, at han tog sine væk. «Det er saa sandt, som det er sagt,» sa han med øinene i kortene. «Jeg siger Dem, det gaar Dem galt, hvis De gør det. Kløver es, se saa. Der tog jeg Dem, Norblom. Ja, vi prøver med en «hjertert» igen, ser De, det gaar.»

Fru Sigrid sad der og syntes, at hun havde aarsag til at være meget krænket, men fik det ikke rigtig til. Hvorfor talte han paa denne underlige alvorlige, milde maade? det han sa, var jo noget stort vrøvl.

Hun sa det til ham.

«De kan sige, hvad De vil, det gaar ikke,» sa han.

Hun forstod, hvad han mente: Det var et mistillidsvotum 65baade til ham selv og – hende. Hun burde være krænket, men kunde fremdeles ikke, endda hun i sagens kerne var ganske sikker paa sig selv. Trode han dét, tog han feil – med hensyn til hende.

Han blev ved at smaasnakke, ligesom legende, halv til kortene, halv til de andre. Hun saa igen paa dem alle tre, og det slog hende, at han ligned et stort kongeligt dyr, som har fundet paa at sidde og lege sig i al gemytlighed med et par mus.

Men hvorfor skulde han sige dette nu? netop nu iaften, da hendes hjerte var saa fuldt, da hun havde alverdens ting at snakke med ham om, naar de gik hjem.

Med det samme sa han, med et blink i øinene: «Jeg blir siddende her til imorgen, jeg. Til det blir lys dag.» Og derefter, uden overgang, gav han sig til at fantasere om «den store kærlighed, som kun er de udvalgte beskikket».

Der var nu næsten ingen i værelset udenfor, klokken nærmed sig 12. Fru Sigrid begyndte at bli urolig, hun maatte snart gaa hjem. Hvordan blev det med følge? mente han virkelig, hvad han sa, at han vilde bli siddende til den lyse morgen?

I det samme foreslog grossereren, at de alle fire skulde gaa hen i en restauration og spise pølse, ja, rent ud sagt ikke gaa hjem og lægge sig for det første og ikke for det andet heller. Det var jo festaften og vaar.

Men Erlandsen havde som sædvanlig ikke lyst til pølse, heller ikke til at rangle. «Skal vi gaa hjem alligevel, kanske?» Han saa paa fru Sigrid med et lidt usikkert blik.

I det samme kom en garçon og skulde slukke i lokalet, saa nu var de nødt til at gaa.

66Norblom skulde hjælpe fru Sigrid med kaaben, men kunde slet ikke faa ærmerne i. Det blev en del latter over det; de lo, da de traadte ud paa gaden, og herrerne nynned.

Derude blev det paany raadslagning; de stod der og tulled frem og tilbage en stund. Paa pladsen fandtes i øieblikket ikke et menneske foruden de fire.

«Ja, nu gaar jeg alene, jeg,» sa fru Sigrid.

Pludselig følte hun sig løftet høit, høit paa en arm og baaret afsted et langt stykke.

«Nei, men Erlandsen, er De gal!»

Han gik rundt som i en slags seiersdans med hende paa den stille plads. De andre to saa forbausede og leende efter dem. Saa satte han hende ned.

«Se her, fru Strøm … sætter jeg Dem ned paa samme sted, hvor jeg tog Dem, og jeg har ikke gjort Dem noget.»

I det samme kom en tom karet kørende. Han vinked, tog og løfted hende op i vognen, sa kusken adressen og betalte. Lukked saa vogndøren i. Der sad fru Sigrid i den lukkede karet, og de andre stod udenfor. Hun stak hodet ud af vognvinduet:

«Har dere set mage til menneske?»

De lo allesammen. «Jeg løber efter vognen,» sa Norblom. Hun nikked «Farvel!» og drosken kørte.

*

I nattens stilhed gik Sigrid Strøm frem og tilbage paa gulvet i sit værelse i Rue de l’Abbé. Hun var i bevægelse; mens hun sad og rumled hjem i drosken, havde hun leet og grædt paa en gang. Det bølged og stormed i hendes sind, og hun var ikke i øieblikket istand til at tænke ganske klart.

Men der gik en understrøm i hende af skræk 67blandet med jubel, hvergang hun tænkte paa dette menneske, denne vildmand, hun havde mødt paa sin vei.

Hun stansed paa gulvet, løfted armene op over hodet, bøied det tilbage og saa lige op. Skræk? Aa ja, noget. Men var det ikke, trods alt det modstridende, trods den vanskelige situation og hvileløsheden og sygdommen og altsammen, sterkest en følelse af glæde, hun nu følte gennemstrømme sig fra hode til fod? Og denne glæde, den lyse varme, som hun følte bunde dybt i sit væsen … ja, hun fornam den i denne stund som det lykkeligste, der kunde hænde hende, som en modvægt mod al svaghed. Den kunde kanske redde, bære hende over, ud af det tunge, som var over hende, og som hun ikke vidste, hvad var. Hun saa der en glemsel og redning fra denne anden hvileløshed, den mystiske lidelse, som stundom kunde gøre hende saa angst og bange.

I denne første stund i al fald. Hun satte sig ned og tænkte over situationerne, som de havde mødt hende hernede og især nu iaften. Mere og mere faldt det over hende som en sorg og bekymring dette, at han syntes at mene i alvor: at de helst ikke burde være sammen. Burde «undgaa» hinanden.

«Herregud,» tænkte hun; «hvad skal det bli til? Hvor er jeg henne?» hun reiste sig igen og begyndte at gaa. «Hvad ved jeg om ham? Han bryr sig vist ikke om mig, for alvor. Og selv om han gjorde, kunde det da bli til alvor? Nei, men det tænker jeg jo heller ikke paa. Véd jeg, om jeg bryr mig om ham paa den maade. Nei, det ved jeg ikke. Bare, at jeg er glad i ham, glad i at være, hvor han er. At jeg keder mig med de andre! Det blir ikke det gran moro mere, hvis vi skal til at «undgaa» hinanden. Vidste han, hvor tryg han kunde være – dér!» Hun retted sig i 68veiret. «Dér er jeg frit menneske! Hvordan er det, der staar: Alt er tilladt, men man skal ikke lade sig beherske af noget! Ikke lade sig beherske, nei. Netop dér staar jeg.»

Hun satte sig, træt, men paa samme tid i en levende, feberagtig og af stridende stemninger opfyldt tilstand. «Vidste han det,» tænkte hun. «Han kan jo hjælpe mig, hjælpe mig kan han, det velsignede menneske. Aldrig har jeg forstaat, aldrig vidst før, hvad det ene menneske kan gi det andet. Og netop nu! Nu behøver jeg ham; ja, han skal være sammen med mig, gi mig af sin rigdom og glæde! Aa, hvor jeg har været fattig en stund!» Hun sad stille; saa gik det igen som en iling, med intens inderlighed gennem hendes sind, hans væsen denne aften.

«Herregud,» hun smilte og kasted hodet tilbage, «hvad er det, han snakker om. Det er en stolt, en frivillig – jeg havde nær sagt, en uvæsentlig sag! – Nei, jeg kan ikke dette mere. Aldrig set magen! Nu iaften, – alt det, jeg skulde sagt ham! tro, om jeg ikke ogsaa kan gi ham noget. Lidt mystik i natten, en modvægt mod sansernes anfegtelser … det kunde han ha godt af. Tænk, være saa grænseløs feig!» Hun lo og pegte fingre ad ham i tanken, mens hun holdt paa at dø af rørelse over ham.

«Undgaa hinanden? Nei, den unaturlighed skal vi ikke ha noget af.»

Fru Sigrid satte sig til at skrive i nattens stilhed. Det blev ord, født af øieblikkets stemning, af den sene nattetime … lidt febertrætte, varme, umiddelbare ord … for varme. Da hun havde skrevet, forsegled hun med det samme, skrev rask adressen – og morgenen efter sendte hun brevet.

*

Det var dagen efter. Paaskesøndags eftermiddag.

De samledes lidt efter lidt, de som ofte pleied at spise middag sammen. Lundin stod der, Kruse og Ricker ligesaa, de var i en varm disput om et eller andet. Den «distingverede» spurgte efter de andre. Der kom de netop, Spenner og frk. Halfrid og fru Sigrid.

De blev staaende paa pladsen og le og diskuttere allesammen «i det uendelige», syntes fru Sigrid.

«Nei, skal vi ikke gaa engang!» I det samme saa hun Erlandsen komme over pladsen; han gik rank, med en holdning som en konge, og tog med det samme hatten af for en eller anden.

Da hun saa det lyse formskønne hode med den høie pande, gik det paany som en iling og en jubel i hende; men hun gemte sig i halv skræk mellem de andre og skyndte paa, at de skulde gaa. Brevet var hun alt ked og temmelig urolig over.

Da de efter en times forløb kom tilbage, tog de et af de store borde ude i forhallen; om det satte de sig allesammen. Fru Sigrid sad paa det yderste hjørne; hun havde bedt om blæk og papir, da hun skulde skrive svar paa en indbydelse.

Mens hun sad med det, og de andre konverserte omkring hende, kom Erlandsen ud fra de indre rum; han havde sin kappe og saa ud, som han var parat til at gaa.

Men han gik ikke forbi, han gik hen til fru Sigrids hjørne; der blev han staaende og læne sig til bordkanten, imod hende, med ryggen halv mod de andre.

«Skriver De nu?» sa han.

«Ja,» svarte hun og saa op paa ham, lidt forvirret. «De burde vist ikke skrive saa meget.»

70Hun kendte hede i hele kroppen og følte, at hun blev brændende rød.

«Hvem er det til?» spurgte han og pegte paa papiret.

«Det er ikke til Dem,» sa fru Sigrid og bed sig uvilkaarlig i læben.

«Ikke det. Saa.» Han begyndte at le, men holdt op straks. Pause.

Hun fandt det bedst at gaa lige paa.

«De har vel faat mit brev?» sa hun.

«Jo. Jo da. Jeg har faat Deres brev. Nei … men der satte De en stor blækklad paa papiret. Og nu fik De blæk paa fingrene ogsaa. Nei, fy da, hvor De griser Dem til.»

Han lo, med blink i øinene, hel overgivent. Hun maatte ogsaa til og prøved at faa bort blæksporene.

«Saa … slikke op, ja. Men hør, frue, hvorfor skrev De det brev? Eller rettere, hvorfor sendte De det?»

«Hvorfor?» gentog hun og følte sig mest lig en skolepige, som faar en reprimande.

«Ja. Ser De … saadanne breve, dem kan man saa godt skrive. Man sender dem bare ikke. Helst ikke.»

«Uf, De» … begyndte hun, men vidste ikke, hvad hun mere skulde sige.

«Ja. Har De set sligt. At De nu skulde gøre det. Nei … De maa ikke være saa umiddelbar! Det gaar ikke an at udlevere sig slig.»

«Udlevere sig» … fru Sigrid blev ganske fortvilet, og vond paa samme tid. Og saa talte han til og med saa vidt høit, at de andre godt kunde høre det, hvis de vilde, syntes hun.

«Hys,» sa hun indigneret, «kan De ikke tale lidt sagtere. Tænk, om de hørte, hvad De sa, allesammen.»

«Ja, tænk!» han tog i et hjertelig overgivent «ha 71ha!» med et sideblink over til de andre. Hans latter var høist godmodig, men i øieblikket irriterte den hende storligen.

«Nei, hør,» sa hun, reiste sig og gik et par skridt bortover gulvet. Han fulgte, og de blev ved at staa og tale halvsagte.

Fru Sigrid var fortvilet; hun trode, at hun havde ødelagt alting. Hvordan skulde det nu bli. Det værste var, at hun slet ikke vidste, hvad hun skulde sige for at forklare sig; hun stod tilslut ganske raadvild og stammed i det:

«De misforstaar mig,» sa hun. «Jeg mente … ja, det er saa meget … det er alvorligere, end De tænker …»

«Er det alvorligere, end jeg tænker –?»

«Nei, nei, ikke det!» Hun satte foden mod gulvet.

«Nei, vist.» Han stod lidt. «Men jeg vil fremdeles undgaa Dem,» sa han.

«Det er noget stort vrøvl,» sa hun og saa ærgerlig op i hans ansigt. «Jeg kan saa godt undvære» …

«Ja, men det kan ikke jeg. Punktum.» Han tog til hatten og vilde til at gaa.

«Nei, gaa ikke, De skal ikke gaa … uf, De piner mig.» Hun trykked igen foden haardt mod gulvet og var paa graaten; hele hendes sjæls beherskelse forlod hende ved den tanke, at nu havde hun ødelagt altsammen

Han stod og vented lidt, ligesom vented paa, at hun skulde komme paa høide med situationen og sig selv igen.

«Hør,» sa han. «Jeg har aldrig set saa galt. De hænger med hodet, det skal De ikke gøre. De skal være kaut, De skal være dronning! Kan De ikke spytte efter mig? Kære, gør det! Hvad?»

72Men fru Sigrid orked slet ikke at spytte efter nogen eller være kaut eller dronning i det øieblik. Hendes aand var ligesom nede eller borte. I det samme traadte et følge af to damer og en herre ind til dem udenfra.

«Goddag! goddag, Erlandsen.»

«Goddag, doktor! godaften, frue! – nei se, frk. Bang. Er De nylig kommet?» Han tog en høi og lys, fornemt udseende dame i haanden, de blev staaende og tale livlig alle fire, og fru Sigrid skyndte sig hen til de andre, lettet ved at slippe for dette opgør, men med den tunge byrde paa sig af at ha «ødelagt altsammen».

«Hvad i alle evigheder er det, dere to bestandig har at hviske og tiske om?» spurgte Halfrid Spenner, da fru Sigrid kom hen og satte sig ved siden af hende.

«Aa.»

«Han er pen,» blev Halfrid ved at snakke. «Jeg har saa ofte bedt Viggo præsentere mig for ham, men han vil slet ikke.»

V.

Fru Sigrid kunde ikke faa sit humør op igen, skønt de nu havde det muntrere end nogensinde.

Der var blit mere sammenhold; doktor Ekman, som kendte alle mennesker og ligesom var et bindeled, havde endog, trods alt «undflyelsessystem», faat Erlandsen til at slutte sig mere til de andre.

Men hvordan det var eller ikke – hvis skyld det 73nu var – forholdet mellem ham og fru Strøm vilde ikke rigtig klare sig siden paaskesøndag.

Hanvar i et, som hun syntes, aldeles umuligt tøve- og turehjørne, og hun selv – ja, hun var langt fra situationens herre. Den tanke, at hun med det ulyksalige brev havde «ødelagt alting», vilde ikke vige fra hende, det var den første aarsag til, at hun ikke var istand til at ta sagerne overlegent. Den anden var, at hun følte sig stadig mindre frisk.

Han forstod, at der var noget iveien, men vogted sig for at tænke videre over, hvad det var. Han holdt et lurveleven, gøned og styrte med de unge damer, sa de rareste, mest uventede ting. Kom hun ham imøde, drog han sig tilbage, viste han sig træt og ligegyldig, gik han paa. Hun begyndte at kalde ham for «havmanden». Men hun var ikke som andre, hun var underlig, besynderlig, tænkte han. Og altid laa der ligesom noget under, noget tungt, gaadefuldt – og denne uro, – han grunded paa det, slog det hen og grunded paany.

Da der var gaat nogen dage, kunde ikke fru Sigrid holde tilstanden ud længer. Det var hende pinagtig at gaa hen og tale med ham personlig om disse ting en gang til; desuden var hun rent ud bange for, at naar hun skulde til, vilde det gaa som forrige gang, at selve evnen til at tale eller «klargøre» noget vilde svigte hende. Enden paa det blev, at hun en eftermiddag gik hjem og skrev et nyt brev, som skulde forklare eller gøre godt igen det forrige … en skrivelse, som paa grund af den nedtrykte sindstilstand, det var skrevet i, end ikke indeholdt et eneste støvgran af «guddommelig humor».

Men dagen efter var Erlandsen i den grad umulig, at hun ikke vidste, enten hun skulde le eller graate. 74I det lystige selskab sad han taus, utilgængelig, med et ansigt af sten. Det var, som det trak op til uveir over den mægtige pande. Han blev ikke længe; en stund efter kaffe gik han med et par andre ud til et whistparti.

«Nei!» tænkte fru Sigrid. «Hvordan skal jeg faa ende paa det? Kunde jeg faa talt rigtig godt, indgaaende med ham en eneste gang, vilde det gaa over. Han misforstaar mig … eller vi er for forskellige, eller jeg er syg og han fri, – eller hvad det nu er. Det kunde være harmoni, og saa blir det bare disharmoni. Jeg undres, hvad det egentlig stikker i. Ja, vi har saa forskelligt syn paa meget.»

Hun fik ikke ro. Halve natten laa hun vaagen. Hvileløsheden drev hende til at foretage noget; hendes tanker kredsed om det samme. Stundom var hendes tænkeevne ofte saa træt, at hun, baade ude og naar hun var alene, kunde gribe sig selv i at sidde og maatte tænke paa de urimeligste, aller ubetydeligste ting, et tal, et ord, hun tilfældigvis ikke forstod meningen af o.s.v. Hun følte sin mangel paa spænstighed, reflekterte dunkelt over den, begreb ikke videre af det hele, slog det hen og var lystig, til det meldte sig igen. Hun stred imod, saa godt hun kunde. Men denne spænding gjorde det bare værre, og hun ønsked meget at komme ud af den.

«Jeg vil tale med ham,» tænkte hun morgenen efter. «Tale med ham i uforstyrret ro. Ja, det er det ene rigtige, jeg gaar op til ham i formiddag. Naar vi er med de andre, er det jo aldeles umuligt. Slig som han har baaret sig de sidste dage.»

Hun gjorde sig rolig færdig, og kl. 11½ gik hun ud fra Rue de l’Abbé den korte vei til hans logis i Grande chaumière. Det var kanske vel tidlig, men hun 75havde lovet at møde Halfrid kl. 1 og raade hende med den vigtige ting at købe en hat.

Med lidt bankende hjerte gik hun op trappen. Værten kom tilstede, og hun leverte sit kort, spurgte, om monsieur Erlandsen var hjemme, om hun kunde komme ind.

Værten kom tilbage

«Oui, madame, entrez, s’il vous plait. Mais monsieur est souffrent.»Oui, madame, entrez, s’il vous plait. Mais monsieur est souffrent] (fr.) Ja, frue, gå inn hvis De vil. Men herren er ikke frisk.

Hun la ikke videre mærke til, hvad han sa; døren var aaben, og hun gik ind.

Hun opfatted i farten et ganske lyst, firkantet værelse med to store vinduer. Papir og manuskript laa udover midtbordet og ogsaa paa skrivebordet henne i hjørnet. Men hun saa ikke noget menneske derinde.

«Nu, frue? hvad staar paa?» hørte hun en stemme et sted fra. Hun vendte sig om efter lyden og saa et aabent siderum, halv nische, halv alkove og ham selv liggende i sin seng eller siddende, halv opreist, med sit løvehode ret imod hende.

Han ligger! tænkte hun, ganske raadvild med det samme, men tvang sig til at være rolig.

«Ja, jeg ligger, jeg,» sa han. «Vi var ude længe inat. Spilte whist til kl. 4. Og saa er jeg forkølet. Nu? kommer De paa visit til mig? Er det noget, som staar paa?» spurgte han retfrem.

«Aa ja,» sa hun. Situationen var uventet, hun vidste ikke, hvordan hun skulde fortsætte og blev staaende.

«Ja. Jeg faar vel bede Dem komme lidt nærmere. Kanske De vil sætte Dem ved indgangen der. For De vil vel ikke komme helt ind?»

Hun blev staaende ved aabningen, forknyt, det var 76hende umuligt at samle sig i begyndelsen. Hans væsen var ikke frit for at skræmme hende; det var vistnok mere kort end barskt, men i stemmen laa der, ved siden af det vanlige anstrøg af humor, ligesom noget under, som halv bad og halv truede.

Hun følte, at han vented, – at hun maatte sige noget, og det blev til et noget beklemt: «Er det brevet – De er vond for?»

«Brevet? Ja, her er det. – Jeg har ikke læst det. – Det har ligget her siden igaar, ved sengen her,» sa han og talte hele tiden med samme korte, halv krænkede, halv klagende stemme. «Men hør, frue! Kan De nu ikke holde op med dette? Hvad? Kan De ikke det?»

Fru Sigrid følte, som der slog bølger sammen om hende. Han havde ikke læst det. Trode kanske, det var en ny «erklæring».

Hun trykked hænderne sammen i vaande.

«Har De ikke læst det? Det er sandelig ingen kærlighedserklæring,» fik hun frem.

«Nei. Kanske det. Men hvad er det, De vil mig?» bruste han ud. «Igaar var jeg rasende paa Dem, jeg kaldte Dem noget. Ja, vær ikke sint for det. De forvirrer mig … Jeg ligger og drømmer om Dem her. Om Dem og disse greierne. Nei, hør her,» sa han og la brevet om paa den anden side af bordet, «kan De ikke begynde at skrive til Kruse nu? til lille Kruse? – Kære, gør det!»

Hans stemme slutted i komik, og han lo ved sin egen tanke. Fru Sigrid maatte ogsaa le i sin elendighed. «Men Erlandsen,» sa hun, fremdeles trykket og forknyt, med noget bedende i stemmen, «hvorfor kan De ikke være manerlig? De er jo saa umulig. Kan De ikke være 77jevn og god og hyggelig. Hvorfor er der ikke hvile ved Dem? Nei, der er aldrig, aldrig hvile ved Dem,» gentog hun halv for sig selv.

«De mener, jeg skulde gaa der som Spenner og de andre … gaa og dulle med en dame under hver arm, gade op og gade ned. Ha dem om mig, op ad siderne paa mig. Men jeg skal sige Dem, at slig er ikke jeg, ikke.»

«Ja, men nu var vi jo enige om, at vi skulde være gode venner og kamerater,» sa hun.

«Kamerater?» blaaste han. «Jo, vi kunde dumpet vakkert op i det. De saa jo, hvordan det gik, da vi to skulde være kamerater. Kamerat med Dem!» Hans blik streifed hende. «Og hvordan tror De saa, De vilde baaret det … om der nu var indtruffet noget?»

Hun sad der og vidste ikke, hvad hun skulde svare.

«De er fin, ser De,» blev han ved, med blødere tonefald. «De er dyb og fin; Dem maa man ikke røre. Med Dem kan man ikke ta det let; De binder en eller gaar til grunde ved det, fortviler. Binder ja. Og stundom har jeg lyst til at gaa lige til byfogden med Dem, men det vilde De vel ikke? Hvad? Og det kunde vi jo heller ikke nu. De virker slig paa mig … men jeg er ræd for Dem, De har en eiendommelig karakter. Eller ogsaa» … han la haanden paa panden, «der skulde vel ikke være noget iveien – her? Se, nu tænker De, nu tænker De igen. Det er, ligesom De tænker saa haardt paa noget.»

Hun rysted paa hodet. Trode han nu det ogsaa?

«Nei, nei. Vi er jo lidt gale, lidt umulige, alle vi, som skriver. Men De er ligesom endnu lidt galere end vi andre,» lo han.

Hun maatte smile; men det kogte i hende af en slags afmægtig vrede og indignation baade mod sig 78selv og mod ham. Nei, hvor hun var nede. Hvor lidet hun kunde hævde sig. Hun tog al sin kraft og «stolthed» tilhjælp og sa i en saa kølig og rolig tone, som hun kunde:

«Jeg kan ikke begribe, hvad De mente med det, De sa før. Paa den maade blir jo tilsidst al menneskelig omgang umulig. Det er jo ikke altid bare én, man synes om; man kan jo like mange. Skulde en «gifte sig» med alle dem, en syntes godt om» …

«Nei, nei. Det kan De ha ret i. Forresten pleier det helst være «en ad gangen». Eller kanske De er en slig, De ogsaa, som er glad i alle og ingen?»

«Ja, heller, det,» sa hun fast. Nu lo hun.

«Vel, saa lad os prøve. Jeg skal rette mig efter det.» Han reiste sig lidt høiere i sengen. «Jeg er bare en daarlig fyr, De skal ikke bry Dem om, hvad jeg siger. Men forresten mente jeg ikke at fornærme Dem ved at gaa ud fra, at De var et kønsmenneske. De er altsaa ikke det da?» spurgte han og saa spørgende og, som hun syntes, lidt ærtende paa hende.

Det irriterte hende, og hun svarte i afmaalt rolig dametone:

«Det har jeg aldrig tænkt over. Men De kan i al fald være tryg.»

Han svarte spagfærdig: «Nei, det vidste jeg nok. Detvidste jeg saa inderlig vel, at De ikke brød Dem om mig, for alvor.»

Da hun følte en farlig rørelse komme over sig igen, reiste hun sig fort og sa med et let og lystigt udtryk: «Ja, saa er vi altsaa enige om det da, at vi omgaaes som andre.»

«Prater og vrøvler. Ja da. Uden blod og nerver. Vi har jo fiskeblod, vi deroppe fra polarcirkelen,» sa han spottende.

Hun lod det gaa. «Og kanske jeg kan ta det brevet med?» hun pegte did, hvor det laa.

79«Ja, værsgo. Jeg blir vist ikke klogere, om jeg læser det.» Han rakte hende brevet. «Skal De gaa nu?»

«Ja. Farvel da, til senere.»

«Farvel. De vil ikke række mig haanden? De tør kanske ikke komme hid? Nei, nei.»

«Jo, jeg tør.» Fru Sigrid gik hen til sengen og rakte ham sin haand til farvel, mens det gik som et tankelyn af længsel gennem hende: Den som turde lægge sit hode ned her paa sengekanten og graate, – graate. Saa vilde han stryge mig over haaret, og jeg vilde reise mig og gaa.»

«Han ved ikke, hvor syg jeg er,» tænkte hun paa veien. «Og om han vidste det, vilde han ikke forstaa det. Aldrig, aldrig. Mand og kvinde forstaar ikke hinanden. Og enten vi prater og vrøvler, eller vi «undgaar hinanden», saa blir det lige galt, med os to. Jeg forstaar ikke mig selv mere.»

*

Sigrid Strøm tænkte paa at reise. Hun havde holdt sig godt oppe nogen dage; men hun følte paa sig, at dette ophold hernede, trods den sunde luft og deilige aarstid, snarere skaded end gavned. Ja, hvis det endda gik an at holde sig lidt for sig selv. Men det gik slet ikke, hvad det nu kom af. De andre drog hende med, og var man først her, ja, saa blev en med i livet og hvirvlen, det kunde ikke være anderledes, hvis en da ikke vilde gøre sig til eremit. Og det var hun ligesaa bange for som andet.

Lundin skulde reise; den «distingverede» skulde ogsaa nordover. De gik og overtalte hende til at bli med. Damen for at faa følge; men Lundin var lidt bekymret 80for fru Sigrid; han skønte, at hun ikke havde det godt. Hun havde ogsaa talt til ham om sin hvileløshed og andet; endel gætted han sig til. Han var ikke jaloux paa Erlandsen længer, eller om han i stilhed kunde føle noget, var han paa samme tid nu hans svorne ven. Den svenske forfatter var blit ganske charmeret i ham i disse sidste dage, da de var sammen hver aften.

Den 29-aarige, alt temmelig bekendte mand med de freidige og dybsindige, de «kära ögon», som en havde kaldt dem, var paa samme tid fru Sigrids svorne ven og beskytter. Var hun modløs og træt, vidste hun, hvor hun skulde gaa, han blev aldrig utaalmodig. «Kära barn,» sa han og hørte paa hende, enten hun var bedrøvet eller glad, med samme aldrig svigtende interesse. Og fru Sigrid hørte paa ham, det forstod hun. Sammen med hende fik han ofte ideer til nye digtninger; han la dem ud for hende; de vandred arm i arm paa boulevarden og lod de andre skøtte sig.

I det sidste talte han hver dag om at reise og raaded hende til at gøre det samme. Men fru Sigrid havde ikke bestemt sig; hun vidste ikke ganske, hvad hun vilde.

*

De sad i en krans i speilhallen mellem palmer og springvand; den ungarske musik var nys sluttet. Der var Lundin, Kruse, Erlandsen, Norblom, frk. Halfrid og Sigrid Strøm; desuden doktoren og hans damer. «Nu synes jeg, vi skulde fortælle noget,» sa fru Sigrid. Hun sad høit paa et bord og gynged fødderne frem og tilbage. Hele speilvæggen var ret overfor hende, og hun havde udsigt over selskabet.

«Maa jeg spørge, hvilke «vi» De mener?» sa billedhugger Kruse. «Der er det ved Dem, at De altid faar 81de andre til at fortælle, men De fortæller aldrig noget selv.»

«Naar jeg ikke ved noget,» lo hun. «Jeg oplever ingenting.»

Lundin fortalte noget. Det var om solen og en havfrue og et stort underligt dyr. Det var symbolisme; men der var ligesom ingen slut paa det. Han saa hele tiden paa fru Sigrid.

«Nei, det dér var underligt,» sa hun. «Det endte ligesom ud i en taage.»

«Tak til det ikke gik værre, De.»

«Men har ingen set noget til unge Hallager iaar?» spurgte Erlandsen. «Den glade maleren vor?»

«Husch, han har vist ikke raad til at reise ud igjen iaar. Saa blank og bar som han var bestandig.»

«Ja, blank og bar var han,» lo Erlandsen. «Men bestandig var han lige blid, og bestandig vilde han laane penge. Aldrig set mage til fræk fyr til at lure penge ud af lommerne paa en, enten man havde dem eller ei … havde jeg nær sagt. Ja. Men har dere hørt om den gang, da unge Hallager og jeg var ude for at stampe pelsen? Det var saadan: Jeg havde en dyr, fin pels; ja, jeg har den forresten endnu. Der er baade krave og opslag paa den, og skindet, det kunde mindst gælde for oter og maar, skal jeg tro. Naa. Men vi skulde flytte fra vort logis, unge Hallager og jeg, og det var smaat med penge for os. Og saa var det pelsen! Hvad skulde vi gøre med den, midt paa sommeren? «Vi skal stampe den vel,» sa unge Hallager. Jo. Det var en god ide. Vi leied en droske og kørte ud for at stampe pelsen. Men tror dere, der fandtes nogen eneste «onkel» i hele Paris, som vilde eie pelsen min? Nei da. De havde ikke brug for pelsværk, allermindst om sommeren, ikke. Og tilsidst maatte vi betale 3 francs for at faa 82lov til at hænge pelsen ind paa «Régence», og syv francs til vognmanden, som havde kørt rundt til alle onklerne med os. Saa det blev en dyr pels.»

De lo af Erlandsen og pelsen.

«Naa; han var lige kry for det, unge Hallager. Han var vant til at sidde i det. Men én gang blev han mig for drøi. Han havde plyndret mig to dage i forveien, og saa kommer han stigende ind til mig tidlig en morgen, mens jeg stod og vasked mig – jeg holdt paa med ørene – og var saa svært blid. «Hvad er det, du vil?» sa jeg barsk og vendte ham ryg med hodet ned i vaskefadet, for jeg aned uraad. «Jo,» sa han med den gladeste mine og begyndte paa den gamle vise. Han formelig straalte. Men da blev jeg sint og drev efter ham med det pjaskvaade haandklæde: «Jeg har ingen penge, og selv om jeg havde, saa fik du ingen, din lurifaks du er! Se og ha dig ud lidt fortere end sedvanlig» …

«Ha, ha! ja, og saa flot han kunde være, naar han havde lidt.»

«Ja, de sad ikke videre fast hos ham, pengene, nogen mammons træl var han ikke. Engang – det var i begyndelsen, han kom hid, og da var det vel ikke saa daarligt med ham – lod han sig køre rundt i byen, han vilde «besé staden». Han kørte og kørte, indtil kusken tilslut stansed og spurgte, hvor de nu skulde køre hen. Unge Hallager stak hodet ud af vognen; de var udenfor et apotek, og der stod en løve over. Han fik se løven. «Jo, kør mig nu til en anden løve,» sa unge Hallager. «Kør til en anden løve.»

De andre lo. Med det samme kom Viggo Spenner udenfra. Han kom lige fra et bal; den høie unge mand var i festskrud med blomst i knaphullet og snehvidt kruset skjortebryst. De dybsvarte øinene udstraalte i 83øieblikket en saadan ildfuldhed, at fru Sigrid ikke kunde la være at sige:

«Nei, for en sød gut!»

«Hallo! hvad har du oplevet?» spurgte Kruse.

«Jeg kommer fra bal, altsaa.» Viggo satte sig, han var i feststemning og fortalte ét og andet.

«Jo, jeg har danset tre – siger og skriver tre – danse med en dame, som er 20 aar, har søde brune øine – og eier to millioner. Hvad siger dere til det?»

«Fan! er det derfor, du ser saa spillevende ud?»

«Nei … men mens jeg gaar deroppe paa Boulevard du Capucines, hører jeg en melodi, som … jeg tror, jeg blir gal.» Hans øine lued. «Jeg opleved et eventyrifjor, til den melodi, netop til den melodi … vil dere høre det? men det faar dere ikke.»

«Nei, da vil jeg heller høre om hende med de to millionerne,» sa Kruse.

«O jord, du er troldbindende, ubegribelig skøn,» fantaserte Viggo. «Hvis jeg nogen gang kommer til at skrive en bog, da skal den hede: «Jordbundet»!»

«Og jeg har lyst til at danse,» sa frk. Bang, som sad og talte med Erlandsen.

«Ja, ved De hvad,» sa doktoren. «Vi feirer Lundins afreise med en svingom her omme i «kælderen». Lundin skal reise, ved De. Jeg byr paa champagne. Kom!»

«Er der piano?» spurgte fru Sigrid.

«Ja vel er der piano.»

«Saa skal jeg spille.»

«Vi gaar indom paa «vor» kafé og ser at faa nogen flere med. Gaar De med, Spenner?»

Men Viggo vilde gaa hjem. Han var i den stemning og havde danset nok for iaften.

«Aa, det blir ikke videre dans. Et afskedsbæger kun. Husk paa Lundin.»

84«Lad gaa da.»

Fru Sigrid gik foran med Spenner; Erlandsen lidt efter, arm i arm med frk. Bang. Hun hørte, at han underholdt sin dame om dronning Natalie af Serbien.

*

I «kælderen» var piano og malerier; det var en rummelig hvælvet hal.

Fru Sigrid spilte; hun havde spillet den sidste halve time. De dansed og drak champagne. Afskedsskaalen for Lundin blev drukket, og doktoren holdt tale for de «käre ögon». Tilsidst sang de svenske og norske fædrelandssange til akkompagnement.

Lundin kom med sit glas og stødte det mod hendes, som stod paa pianoet.

«Reiser De med?» spurgte han.

«Jeg ved ikke,» svarte hun.

«Vil De ikke danse?»

«Nei tak. Jeg har det saa bra her. – Nu skal De faa en af de vakreste af Deres egne,» sa hun og begyndte paa «Vort land, vort fosterland». Men den gjorde hende vemodig og bevæget, og hun holdt op igen.

Fru Sigrid havde, saa vidt det faldt naturlig, undgaat at tale med Erlandsen iaften og de sidste dage. Hun fandt det roligere saa. Men, underligt nok, det var ikke ganske frit for at ærgre eller irritere hende dette, at hun saa, han trode eller ialfald lod, som han trode paa hendes forsikring fra senest, at han ikke var mere for hende end andre. Nu kom han med sit glas, og de drak sammen i taushed. Han blev staaende, som han vilde sige noget; men da en af de andre i samme nu bad om en vals, og hun begyndte at spille, gik han 85igen. Han dansed ikke stort, men var livlig og «oppe», en smule urolig eller forceret, syntes hun.

Hun blev siddende ved pianoet under pauserne, og i en af dem kom han tilbage.

«De spiller til dans,» sa han.

Hun svarte ikke videre, saa bare paa ham. Sangene, de havde sunget, champagnen, den mulige afreise og hendes egen dansemusik, alt havde sat hendes modtagelige sind i en eiendommelig, lidt febertræt, halv vild-vemodig bevægelse.

Han sa nogen ord, i den godmodig sarkastiske tone, han pleied at tale til hende i efter hin gang.

«De spiller for de andre,» blev han ved. «Det gør De ret i. Men synes De egentlig om det?»

«Hvorfor skulde jeg ikke synes om det?» svarte hun i en træt tone.

«Jo, jo. Det er kanske Dem, mere end det andet. Nu ser De saa rolig ud.»

«Hvorfor skulde jeg ikke være rolig?» gentog hun sig og lo.

«Jeg tror, det er Deres natur,» sa han «Ja, jeg ved ikke. Jeg ved snart ikke, hvad der er Dem og hvad ikke.»

Han stod der, og hun syntes, han saa ganske mild og trist ud.

«Et ydre kan lyve,» sa han langsomt, halv hen for sig. «Og vi er jo der oppe fra, vi –De er norsk, nordisk. Deroppe er de anderledes; det er tanker, følsomhed, refleksioner, – megen aandelighed. Det er ikke blod og galskab.»

«Nei, nei,» sa hun og smaalo lidt inde i sig. Hvorfor sa han nu dette igen? Var det ikke ham selv, som –

«Men De er øm,» sa han, som grundende. «De har megen ømhed.»

86«De skal ikke foragte det.» Hun sa det kort, hun syntes, der var ligesom spot i hans tone: «En kan forstaa, at De aldrig har kendt nogen mor,» sa hun.

«Ja. Kanske det. Men De er i al fald for ung til at være det. – Skaal! De maa drikke!»

Og de drak.

Hun saa paa ham igen. Det brød i hende; hun smilte i sit indre, han stod der saa uvis … hvor inkonsekvent! gik det gennem hende. Hun fik med ét lyst til at haane ham.

«Erlandsen,» sa hun med blikket fast i hans. «Hvem tror De er den ræddeste af os to? Om jeg nu kom til Dem en gang … om jeg kom til Dem en aften, stolt og fri –?» Hun truede med blikket og smilte … «De skal ikke være sikker paa, at jeg ikke gør det» …

Han stirred paa hende. I hendes blik og ansigt laa i sekundet en slags høi energi, noget lige paa, ret igennem som selve skæbnen.

Men med det samme satte hun hænderne paa tangenterne og begyndte paa en brusende marsch.

«Française,» lød det fra de andre. «Lad os faa en française tilslut.» «Men De maa være med, fru Strøm,» sa Kruse og vilde engagere hende.

«Nei, lad mig spille, bad hun. Og hun spilte françaisen til ende.

*

Men dagen efter pakked fru Sigrid sin kuffert. «Det er paatide, jeg kommer herfra,» tænkte hun. Man var nu i begyndelsen af mai; «Salonen» var aabnet, kastanjetrærne stod i blomster. Men hun vilde reise. Hun formelig stunded efter Norge, efter hjemlandsluft, fjeldes friskhed. «Der vil jeg bli bedre,» tænkte hun. «Luften er slet ikke bra for mig her.»

87Hun gik ikke ud hele dagen; bare et øieblik ved lunch-tid bort for at sige farvel til Spenners.

Erlandsen stod færdig til at gaa ud dagen efter, da hans franske værtinde rakte ham en sammenlagt, men uforseglet kuvert. Det var et visitkort med et par ord:

«Jeg reiser med aftentoget, sammen med Lundin og frk. Günther. Ønsker af hjertet: Gud velsigne Dem! Farvel! S. S.»

Han stod og saa paa kortet. «Altsaa alligevel,» tænkte han. «Med aftentoget.» Han saa paa sit ur; det var for sent at naa stationen. Han læste ordene paany, og hans ansigt blev mildt.

Han var ikke sammen med de andre den kveld, men holdt sig for sig selv. Han blev gaaende og spasere op og ned paa Avenue de l’Opéra.

Om To mennesker

Anna Munchs roman To mennesker kom ut i 1897 og kan leses som en utvidet versjon av Munchs lille skuespill Dobbeltgængere fra 1893.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1897 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook