I

En Augusteftermiddag i Begyndelsen af Femtierne kom et bondeklædt Fruentimmer stavrende opover Ladegaardsbakken ved Bergen.

Hun var saa spinkel og bitteliden, at hun i Afstand saa ud som et Barn. Først naar man kom nærmere, opdaged man, at det var en gammel Kone. Ryggen var bøjet i Hofterne og stod forover i en skraa Linje. I det graagustne, flade Ansigt sad den røde Næse som en svullen Klump. Underlæben hang ned paa Hagen og syntes at være for tung til at kunne løftes op paa sin naturlige Plads. Midt i Undermunden stod to høje, smale Tænder, der var vokset skjævt ud til Siderne, med et tomt Rum imellem sig. Andre Tænder saaes ikke. De smaa Øjne uden Bryn lyste med en rødlig Blankhed, der minded om slidte Kobberskillinger.

Da hun naadde Toppen af Bakken, stod hun stille og strøg Sveddraaberne af Næsen med et Greb af Tommel- og Pegefingeren. Solen skinned hende lige i Synet. Hun kneb Øjnene til og drejed Hodet til Siderne.

Foran hende laa Sandvigsvejen, der førte indover til Byen, med de dybe, sandede Hjulspor og de mange hullede Ujevnheder. Tilhøjre skraaned den aabne Mark med den lange, tjærede Reberbane nedover mod Sjøboderne. Over deres røde Tagrygger saas hinsides den hvidblanke Sjøflade Nordnæspynten stikke frem med Fæstningen, hvis Flag af og til løftedes, naar de døsige Vindblaf tog fat i det. Tilvenstre strakte StenurenForfatternote: Skraanende Strækning opfyldt af store og smaa Stenblokke. med de mange BringebærbuskeForfatternote: Himbærbuske. og Straavækster sig opover mod Fjældet. Saa kom dybt nede et Elveleje med en smal Stribe Vand mellem de smaa og store Stenknauser.Forfatternote: Fremspringende Dele af Fjældet. Længere borte, nærmere Byen, skimtedes under et dampende, hvidligt Taagelag Frikirkegaardens graa Stengjærde og sorte og hvide Gravkors.

Efter et Øjebliks Ophold ruslet Konen videre. Hun var fuld og gik i Bugter fra den ene Vejkant til den anden. Undertiden snubled hun, men redded sig fra at falde ved at fægte med Armene og bevæge Overkroppen hid og did.

De enkelte, hun mødte, stod stille og saa efter hende. Der var temmelig mennesketomt paa denne Del af Vejen. Først da hun var kommen forbi Kirkegaarden, hvor Landevejen snevredes ind af Hytterne og Smaahusene, der klyngevis, med aabne Rum af Blegmark og Tørrepladser indimellem, strakte sig nedover mod Stølen,Forfatternote: En højtliggende Del af Bergen mod Nord, bygget paa Fjæld-skraaningen. begyndte det at bli mere folksomt omkring hende.

«Smaafylla! Kipelam,Forfatternote: Et Udraab for Glæde (bergensk Gadesprog). der e’ Smaafylla!» lød det pludselig fra nogle barfodede Børn, der legte «Munken gaar i Enge» udenfor den gule Arbejderbolig, som raged op med sine mange Smaavinduer tilvenstre, et Stykke bort fra de øvrige Huse paa Toppen af en Bakke. «Hurra for Smaafylla!» og jublende styrted de ivej efter Bondekonen.

Ved dette Raab var det, som Ungerne skjød op af Jorden. Paa et Øjeblik var de faa, som havde legt, bleven til en hel Horde. Fnisende og hujende fulgte de Konen i Hælene.

Smaafylla sjangled imidlertid videre, uden at forandre en Mine i sit sløve, stivnede Ansigt. Kun naar de trak hende i Kufteskjødet, eller dunked hende i Skoutet,Forfatternote: Hovedtøj. vendte hun sig pludselig om og fnøs som en Kat imod dem. Saa blev de ræd og skvat baglænds nogle Skridt, men saasnart de atter saa hendes Ryg, tog de paa at følge som før.

«Der har vi Tippe Tue ossaa! Aa jødes, aa jødes, her ska’ ble Grejer!» raabte en af de største Gutter med en gneldrende Fistelstemme, og pegte nedover mod Skudevigshjørnet.

Alles Øjne vendtes i den angivne Retning, og i næste Nu rystedes Luften af de mange Barnestemmers gjennemtrængende Glædesskrig.

Et Optog af mandlige og kvindelige Gadestrygere, smaa og store, kom imod dem. I Spidsen bevæged sig en drukken Drager med kaade Hop og Armbevægelser, som om han hugged sig gjennem en Menneskemasse. Af og til stod han stille og snakte til Flokken, der klapped i Hænderne, lo og ased.

Lidt efter var de to Tog kommet hinanden saa nær, at de om et Minut eller saa maatte støde sammen. Smaafylla, der slingred afsted som før, syntes hverken at høre eller se. Pludselig fik hun et Puf i Ryggen og fo’r lige i Fanget paa Drageren, der netop da vendte sig om for at gaa videre, efter at ha staat stille et Øjeblik og sagt noget til sine Følgesvende, der fremkaldte en Storm af Latter.

Tippe Tue slog Armene om Smaafylla og bøjed sig over hende med et bredt forundret Grin, idet han udbrød: «Nej kaslagForfatternote: Hva’ for no’et? – e’ de’ Deg, Olinemor!»

«Di kjøsses, Tippe Tue og Smaafylla kjøsses!» raabtes der fra Tilskuerne. «Ska’ vi bestille Lysning for Dokker?Forfatternote: Jer, I (østlandsk: Dere). Saan’t et staseligt Par!»

Tippe Tue slap Taget om Oline Ryg og famled efter hendes Haand.

«Ska’ vi ta os en Tur, Kaanemor,» sa han smiskende. «Du vet: Eg og Deg, Oline. Kaa har Du gjort av Næven din?»

Oline rakte Haanden frem med et hæst Grynt. Saa gik de afsted Haand i Haand med langstrakte Slæng til Siderne, snart frem, snart tilbage, undertiden rundt i en Cirkel.

Tippe Tues svære, oppustede Krop saa endnu større ud ved Siden av Olines spinkle lille Skikkelse. Paa den ene Side af hans store, bulede Hode sad en Rest af en Panamahat. Skyggen var næsten ganske slidt fra Pullen, som havde store, trapsedeForfatternote: Opplukket. Huller. Udenpaa den lasede Bukse med dens side, hængende Bagdel var trukket en graa Spittetrøje. Et Dragertoug dingled fra Skulderen ned over den skjæve, runde Ryg.

De tog Vejen indover den knudrede Stølegade med de lave, spidsgavlede Huse af forskjellig Form og Størrelse. Paa den ene Side laa Husrækken klemt kloss ind paa Fløjfjællet bagenfor, og var delvis bygget paa dettes Skraaning. Nogle af Husenes Forsider hvilte paa ti, tolv Fod høje Graastensmurer, med Trapper, der løb paa langs eller sprang frem i Gaden, medens andre laa lige paa Jorden. Fra Kjøkkenerne paa Bagsiden kunde man skridte ud paa de bittesmaa Gaardspladser, hvor det grønskeklædte Fjæld stod som en Væg midt imod.

Da de havde gaat lidt, stod Tippe Tue stille og stak to Fingerstumper ned i Vestelommen.

«Eg trur, eg ska ha fire Skjelling tebakes,» sa han. «Har Du nokke te splejse me’, Oline, saa ska vi faa os en gla’ Aftning?»

«Di slaar TøleneForfatternote: Pjalterne. sine sammen, di skifter Boe’ sit! Hurra for Tippe Tue og Smaafylla!» skreg de omkring dem, og i sin Glæde puffed de til Oline og trak i Tippe Tues Dragertoug.

Oline slog valent efter de nærmeste, og rakte sin unaturlig lange Tunge ud.

«Bry seg om slik Pøøbel – tvi!» Tippe Tue spytted ud i Flokken. «Ta meg under Armen Du, Olinemor, saa gaar vi støere!»

Oline gjorde som han sa. Hun gik som i en Døs med det stive Blik rettet lige ud, enten det saa bar i Øst eller Vest med dem.

«Du ser meg saa molefonkenForfatternote: Modfalden (bergensk Gadesprog). ut, Oline,» sa Tippe Tue i en kjærlig bebrejdende Tone. «Vi maa inn inkvenstessForfatternote: Et eller andet Steds. og faa os en Svaledrik.»

«Eg heve inkje Penga,» svarte Oline.

«E’ kje der, Dotter din bur?» spurgte saa Tippe Tue og stod stille midt i Rendestenen.

«Jou, dar.» Oline pegte tværs over Gaden paa et langstrakt, enetages, brunmalet Hus, med fire Vinduesfag, to paa hver Side af Gadedøren, og fremstaaende Kvistgavler i det røde Pandetag.

«Tippe, Tippe Tue,
Skjorten hænger ute,
Din Far var en Herremand!»

sang de omkring dem. Og Drageren skraalte i med:

«Tippe, Tippe Tue,
Min Kaane va’ en Frue.
Hon hadde en Særk i en Grue,
Og Kjæresten inne i en Stue!»

«Eg ska’ lære dokkes Svinepak!» – Et pludseligt Raseri bemægtiged sig ham. Han svang sit Dragertoug og fo’r med løftet Arm ind paa Hoben, der spredtes og tog Flugten for straks igjen at komme tilbage.

«Kom no, Kaanemor,» vendte Tippe Tue sig til Oline, «saa gaar vi begge to og gjør voreses Komplementer for Madam Tønnesen, – E’ kje de’ saa, hon heter, Dotter din?»

«Ventele da, Man’en hedna heite Tynnis.»Forfatternote: Ventelig det, hendes Mand hedder Tønnis.

Tippe Tue trak Oline med sig over Gaden, og saa klavred de op ad en stejl Trappe, med Rækværk af helt Træ, prydet med to Rækker S-formede Kighuller. De snublede ofte, og det saa flere Gange farligt ud for dem, men de naadde dog lykkeligt op og befandt sig saa paa en smal overbygget Sval, der løb langs Husets Forside og var omgit af et alenhøjt Rækværk, Magen til det paa Trappen.

«Het!» skreg Tippe Tue og vendte sig mod Flokken dernedenfor, idet han la sine blaa, labbeformede Næver paa Kanten af Rækværket. «No e’ Tippe Tue kommen paa Stolen, no ska’ Dokker faa høre, kaa pent han kan præjke.»

«Hurra for Tippe Tue paa Præjkestolen. Hurra, urra, urra!»

«Kjære medforløste,» begyndte Tippe Tue og blotted sit Hode, hvor det graa Haar danned en eneste sammenhængende VaseForfatternote: Fast Sammenfiltring. – «uden I bliver som Børn og Drukkenbolter kommer I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. Kanskje Dokker trur de’ ikkje, dokkes Aalehovver? Ser til Himmelens Fugle – og saalissen e’ de’ me’ meg ogsaa. Aldri saasnart e’ eg utsloppen av Tvangen,Forfatternote: Den populære Betegnelse for Arbejdsanstalten i Bergen. før di staar færdi me’ Sjou te meg. – Men di tør ‘kje an’t – di e’ rædde for Kjæften min, hi, hi, hi» – han kneb Øjnene sammen og lo hæst. «Denne fordømte nymodens Indretningen, dette Tvangenskaberake, som di har funne’ op te Kors og Plage for Guss Skapninger. – Men meg ska’ di ikkje faa Bogt me’. – ItemititForfatternote: Betegnelse for det vindende Kast i et Spil med Kotænder. sa Fanen, daa han sto’ paa Præjkestolen» – han slog i Rækværket, slang Overkroppen bagover og udstødte et Hyl af Latter.

«Jysses bevare meg, kaa kjephøj han e’ bleven paa det sidste,» udbrød en Tjenestepige med Kurv paa Armen nede blandt Tilskuerne. «Siden de’ sto’ i Adresseavisen, at Tippe Tue va’ Bergens vittigste Gatehovve, trur han, han kan grassere net saa han vil.»

«Ja, de’ e’ grusomt, ka han deroppe maa se paa,» læsped en gammel, tandløs Kone med et gulrandet Tørklæde som en Turban om Hodet, kort lappet Underskjørt og Fødderne i et Par opskaarne Mandfolkestøvler. Hun vendte sine glansløse Øjne opad og rokked med Hodet. «No har han turet frem paa samme Visen i tredive Aar, trur eg, og enddaa har Vorherre spart han i sin Langmodighet.»

Oline havde sat sig plat ned paa Svalen, trukket Knæerne op til Hagen, og slaat Armene om dem.

«Kaa e’ Smaafylla bleven af?» raabtes der nu af nogle, som strak sig og stod paa Tæerne for at kige efter hende. «Smaafylla ska være Klokkeren. Du glømmer te seje Amen, Smaafylla!»

I dette Øjeblik blev Døren bag Tippe Tue aabnet, og et mandhaftigt Fruentimmer med Smækkeforklæde, lange Ørendubber og silkebaandsbesat Tyllskappe over det brune, blanke Forhaar kom tilsyne.

«Maa eg spørre, ka dette ska bety?» spurgte hun med kraftig Stemme og rødblussende Kinder, som blev blege, da hun fik Øje paa Oline.

Tippe Tue vendte sig om.

«Tør eg spørre, om de’ ikkje e’ Madam Tønnesen, eg har den Æren at tale me’?» sa han og forsøgte at indta en ærbødig Holdning.

«Eg ska gje Deg Ære, dit fulle Drankersvin! Ve Du se te og ha Dig herifra, og de’ paa Øgeblikke’. – Spring ner paa Bryggen og hør, om ikkje Tønnesen kan komme hem saa snareste!» Den sidste Sætning raabte hun ind gjennem den halvaabne Gatedør.

«Atte I, saa e’ saa’n pykForfatternote: Pyntelig. Kaane, ve bruke saa’n grov Kjæft! I sku se te aa sanse Jer litt, Madam,» formaned Tippe Tue.

«Ner over Trappene mine me’ Deg, dit fordrokne Tvangslem, eller Du ska snart faa Føtter te gaa paa!» Madam Tønnesen greb ham i Skulderen med sin store, bredleddede Haand.

Tippe Tue sledTue sled] rettet fra: Tuesled (trykkfeil) sig løs.

«Ligger I Hann paa en Or’ets Forkynder!» skreg han. «Ja, for eg e blevven Præst, ska eg seje Jer. – Der staar Menigheten min,» han pegte ned i Gaden. «Ho, ho, Maddam! Spør ‘an, om eg ikkje e’ like go’ te præjke saa Prosten, di bar te Jor’en forgangen Vikke.»

«Jou daa, jou daa!» hylte Tilskuerne i Kor.

«Der kan I sjøl høre, Maddam.»

Madam Tønnesen stod raadvild. Næseborene rørte sig, og Læberne gled fra hinanden, skjønt hun hvert Øjeblik pressed dem sammen.

«E’ der ikkje inkven, saa ve hente Polletie?» raabte hun pludselig ud over Rækværket.

«Nej daa, nej daa!» hujed de op til hende.

«Kaslag, Polletie sejer I, Madam!» Tippe Tue satte Hænderne i Siden og rysted hen imod hende. «De’ kan daa aldri være Meningen Jeres, atte I ve være saa unatuli Dotter aa bringe …»

«Se her, holl no Mun ‘en Jeres te, Tippe Tue, og gaa saa me Jer.»

Madam Tønnesen havde, skjælvende paa begge Arme, stukket Haanden ned i Lommen og tat op et Pengestykke, som hun la i Dragerens Haandflade og lukked hans Fingre sammen om.

«De’ va’ de’, eg vidste, at I kom te Fornuft, naar i bare ble tokken paa den rette Maaten,» sa Tippe Tue triumferende.

«Men saa gaar I Jeres Vej,» godsnakked Madam Tønnesen. «De’ e’ saa leit me’ saan’t et SollForfatternote: Hurlumhej. utenfore Vindøgene sine.»

«Jysses ja, no gaar eg. – Ajøs Madam, ajøs,» han bukked flere Gange, og Stemmen formelig smelted i Blidhed. «Tak for meg, og kom snart igjen. – Mange Tak, mange Tak, de ska’ eg.» Han vendte sig og sjangled ned over Trapperne uden at ændse Oline, som var bleven siddende i samme Stilling og øjensynlig ikke havde git Agt paa, hvad der foregik. Hendes sløve BlikBlik] rettet fra: Blk fæsted sig ikke ved noget i Særdeleshed, og Kjæverne gik op og ned, som om hun tygged eller talte med sig selv.

«Aste’ me’ Deg Du og, teliks me’ Drabanten din,» sa nu Madam Tønnesen dæmpet gjennem de sammenbidte Tænder, idet hun bukked sig og bagfra tog fat i begge Morens Skuldre. Saa satte hun Knæet mod hendes Ryg og skjød hende hen mod Trappekanten, mens Oline løsned Armene fra de optrukne Knæer og slog om sig som i Vildelse. Hun bevæged Hodet op og ned, frem og tilbage, for at komme efter, hvad det var, som førte hende afsted. Pludselig gjorde hun et Sidekast med Hodet og hugged de to lange Tænder ind i Haanden paa hendes Skulder.

Madam Tønnesen rev Haanden til sig med et Sæt og rysted den op og ned. Saa gav hun Oline et sidste Puf med Knæet, hvorved denne gled ud over Trappen. Paa Midten slog hun en Koldbøtte, og kom ned paa Gaden i en siddende Stilling.

«Halloj! Smaafylla stomper Gompen! Hon gaar paa Hovve!» skreg de ellevilde Tilskuere.

«Kaslag, hiver I Jeres egen kjødelige Mor utfor Trappene?» raabte Tippe Tue – «I sku skamme Jer, Jeres forlorne Strilemadam. Enn seje meg a’ de’Forfatternote: Har man hørt saa galt! – utfor Trappene!»

Madam Tønnesen havde betragtet Morens Nedfart med optrukne Skuldre og Hænderne slaat sammen i Forskrækkelse. Da hun imidlertid straks efter saa hende klavre omkring paa alle Fire for at rejse sig op, forstod hun, at hun var sluppen godt fra det. Hun gik hurtig ind og stængte Gadedøren efter sig.

Da Oline var kommen op paa Benene, bukked hun sig, tog op fra Gaden en spids Sten, og slynged den mod et af Vinduerne i Datterens Hus. Den gik tværs gjennem Ruden.

«Kom la’ os op igjen – hon ska’ næggu ikkje sleppe me’ dette,» udbrød Tippe Tue, idet han tog Olines Haand og satte Foden paa det nederste Trappetrin.

I dette Øjeblik banede en undersætsig Mand i hvide Arbejdsbukser, blank Hat og blaalærreds Busserul med opsmøgede Ærmer sig Vej gjennem Klyngen. Han lugted af Stokfisk; Hænderne var røde og fugtige af Sildelage, og der var store Flækker af Væde paa hans Klær.

«De’ e’ Tønnesen sjøl –! Gu bære no Tippe Tuesen! Fløt os bare, han e’ saa grusom stærk,» lød det fra Tilskuerne, som veg tilside for den kommende.

«Kaa’ e’ de’ Du har ætletForfatternote: Agtet. (Ellers: at ætle, æsle: levne). Deg hen, din fordømte Spiritussæk.» sa Tønnesen, idet han tog Tippe Tue i Nakken, rev ham ned af Trappen og gav ham et saa vældigt Stød, at han tumled midt ud i Gaden og trak Oline med sig.

«Om Forla’els, Hr. Gjesel,» begyndte Tippe Tue, da han havde summet sig lidt. «De’ va’ bare Jereses Svigermor eg sku leje op te Dotteren sin.»

«Ve Du holle din skidne Kjæft og se at ha Deg herifra, elles ska’ Du snart faa Hus et an’t Ste’, din Fyllegast!» Han gik hen mod Tippe Tue og holdt sin knyttede Næve under hans Næse.

«Jou d’e’ en pen Maate te ta imot sin næreste Slægt paa! E’ I an’t enn saa en Bryggesjouer, maa eg spørre, Hr. Gjesel?»

«Pak Deg no!» Tønnesen skreg op. «Faar Du meg skikkeli sint, slaar eg Deg flat saa en Halleskjelling! – Forstaar Du de’, din Drankertamp!» Dermed la han begge Haandflader paa Tippe Tues Ryg og skubbed ham ned ad Gaden, der paa dette Sted danned et stejlt Bakkefald.

«I kan daa gje Taal, gje Taal, Hr. Gjesel, Far, no gaar eg jou. – E’ de’ en kristen Me’fart,» gneldred Tippe Tue, mens han i ufrivillig Løb rusled ned over, stadig holdende Oline ved Haanden.

Tønnesen blev staaende paa Toppen af Bakken og holdt Øje med dem, indtil de bøjed om Hjørnet af Stølen ved Smedesmugalmindingen. Der var i et Nu blevet ganske mennesketomt omkring ham. Hele Sværmen var i Hælene paa Tippe Tue og Oline.

Nede paa Almindingen ved Hjørnet af Øvregaden stod Tippe Tue pludselig stille og la Fingeren paa Næsen med en dybsindig Mine. «Kaa mange Skjørter har Du paa Deg, Olinemor?»

«To,» svarte Oline og saa ud som om hun talte i Søvne.

«I skulle ikke have Sølv eller Guld i eders Bælte, og ej heller mere end én Kjortel, det er udlagt Skjørt,» sa Tippe Tue i Præketone. «Ta’ a’ Deg de’ underste Skjørte’, Kaanemor,» han la Haanden paa hendes Skulder og bøjed sig ned for at se hende ind i Ansigtet, «saa gaar vi ner aa sæller de’ te Madam Davisen i Paatholle’, saa mykje Du kan ligge te et Par Skjellinger, Du ossaa.»

Oline syntes ikke at forstaa. Hun stod og vagged paa de usikre Ben, og stirred hjælpeløst frem for sig.

«De’ slaar ‘kje te’ elles, din Tosk,» vedblev Tippe Tue og rysted hende arrigt. «Kanskje Du mente, at eg sku bekoste Fortæringen alejne? Va de’ de’, du ville?»

«Nej, va’ da likt,» mumled Oline idiotisk.

«Ja saa ta a’ Deg Underskjørte’ straks paa Timen,» befalte han barsk. «Ve Du kanskje trosse, din fordrokne Odder?» Han greb hende med begge Hænder om hendes sorte Vadmels Yderskjørt og vrængte det op over hende.

«Het ve Dokker gaa! No ska vi se paa Spel, Tippe Tue klær av hinner!» jubled de omkring dem.

«Se saa, løs no Underskjørte’ a’ Deg, elles ska Du faa me’ meg at bestelle,» trued Tippe Tue hende.

Oline famled med de krogede Fingre oppe ved Livet, fik Hægten løsnet og lod det slidte, grønne Bajsskjørt glide ned over Benene.

En femtenaars Gut i graa Bukser, som hang i Seler over Skuldrene udenpaa en blaa ulden Skjorte, kom gaaende udover Øvregaden. Han nynned paa en Gadesang, som han slog Takten til ved at trampe med Træskoene paa den spidse Brolægning; naar Melodien kræved det, gjorde han nogle Dansetrin. Paa Hodet sad en Kasket med stiv fremstaaende Skygge, og under Armen bar han en Byldt.

Da han fik Øje paa Forsamlingen ved Smedesmugsalmindingen, gav han sig med fremstrakt Hals og vidtaabne, nysgjerrige Øjne i Fart, for at løbe derhen.

I det samme begyndte Menneskeklumpen at bevæge sig, Rundingen aabnedes, og han saa Tippe Tue med noget i Haanden, som han slæbte langs Gaden, og med Oline under Armen komme ravende henimod sig. Med et pludseligt Sæt stod Gutten stille. Hodet sank forover, som om Halsen var blevet knækket. Raadvild famled Fingrene langs Buksen, og langsomt drejed han sig om. Han blev med et saa underlig smal i Ryggen, hele Gutten liksom skrumped ind. Det saa ud, som om han vilde væk, men ikke kunde røre sig. Som lamslaat stirred han ned i Gaden paa den ene Træsko, der var falden af hans Fod. Han hørte Sværmen nærme sig. Om et Øjeblik vilde den rive ham overende, hvis han ikke flytted sig. Stjaalent saa han til Siderne. Lige ved sig tilvenstre havde han Bødkersmuget. Med ét bukked han sig ned, snapped Træskoen, tog et Par lange haltende Skridt over Rendestenen og det smale Fortoug og naadde Smuget, hvis stejle Stentrappetrin han begyndte at stige op af.

«Kom og føll me’, Sivert! Tippe Tue og Smaafylla ska’ i Paatholle’ og sælle Skjørte’ hinnes for Brænnevin!» raabte en Guttestemme op efter ham.

Han lod som han ikke hørte det.

«D’e’ hans Farmor – jagu e’ de’ Farmoren hannes,» lød det straks efter. Og derpaa: «Han e’ flou, han ve’kje nokken ska se seg.»

Da Sivert kunde skjønne, at de alle var kommen forbi, satte han sig ned midt i Smuget paa et af Stentrinnene og gjemte Ansigtet i sine Hænder. Det skreg af Had og Smerte inde i ham. Skammen suged ham om Hjærtet og brændte ham i Tindingerne. Gudfader i Himlen! Skulle udholde sligt Gang efter Gang, Gang efter Gang. Der fandtes i hele Verden ikke en Gut, som havde det værre end han. Og hvor kunde han vente at komme sig frem i Verden –, Folk vilde være ræd for at med slikt Pak at gjøre. Med ét mærked han, at der kom nogen i Trappen bag ham. Hurtig satte han Haanden mod StenhellenForfatternote: Stenflise. (Helle: Stenflade). og lod sig siddende glide nedover alle Trinene. Da han havde naadd det nederste, rejste han sig op, smøg sig om Hjørnet af Smuget og løb som en Tyv udover Øvregaden. I Svinget ved Tyskekirken stod han stille og saa sig tilbage. Nej, der var ingen at se, Gaden var saa bugtet, men han syntes, han hørte Dønet af dem. Aa, om det ikke havde været Synd at dræbe! Ta og søkke hende ned ude paa KvarvenForfatternote: Indsejlingen til Havnen. eller sparke hende udfor et Steds bortpaa Sandvigsfjældet, hvor hun havde sin Gang, naar hun gik til og fra Byen. Farfaren ogsaa, skjønt han kunde det nu endda gaa an med. Han gik da ikke om og gjorde Gadeallarm ialfald.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.