To Venner

av Amalie Skram

XI

Vandfyldingen var besørget og Provianten kommen ombord. De vented blod paa Kaptejnen, som var oppe og udklarerte, for at hale væk fra Kajen og fortøje i en Bøje et Stykke udpaa, hvor de skulde bli liggende, til Strømmen vendte om et Par Timers Tid.

Da Kaptejnen kom, fik de Ordre til at vente med Forhalingen. I sidste Øjeblik havde Konsulen for høj Fragt faat ham overtalt til at skaffe Plads til to Franskmænd, en Botaniker og en Zoolog, der rejste for Jardin des Plantes og nu skulde vende hjem med sin erhvervede Forsyning. Andenstyrmanden fik Ordre til at flytte ind til Styrmanden om Bagbord, hvor der var en tom Overkøje, og Sivert skulde forud og bli Køjekammerat med en af Folkene. Kammeret om Styrbord skulde Franskmændene ha.

Kort efter indfandt Passagererne sig med to store Vognlæs Bagage foruden de Pakkenelliker, de bar i Hænderne. Kaptejnen var gaat ned i Kahytten for at skrive Afsejlingsbrev til Rederiet, og Styrmanden satte nogle af Folkene til at være behjælpelig med Indskibningen. Der var Bure med levende Fugle, aflange Kasser uden Laag, hvor der laa Skildpadder i grønt, slimet Vand, 6 i hver, Side om Side, høje, firkantede Kasser, oventil lukket med Staaltraadsnet; i nogle var der Slanger, store og smaa, i andre Krokodiller. Sivert, der hjalp til med at bære Sagerne ombord, betragted alt med store Øjne. To Kister, hvis Sidestykker bestod af Jernsprinkler, blev stillet hen paa Storlugen. Sivert luded sig ned for at kige ind i dem, men trak hurtig Ansigtet til sig, da nogle Tigerkatte hvæsende viste ham Tænder. I en Indretning, som ligned et Hundehus, holdt et Par sorte Pindsvin til. Saa var der en mængde aflange Zinkdaaser med Glasruder til Laag, fulde af de underligste Fiske og altslags stygt Kryb. Desforuden en vældig Bundt Cigarkasser med Æg og Larver i Bomuld, mandshøje Pakker indsvøbt i Matter, hvorfra der stak ud Spidser af Siv og visne Blade, og paa altsammen stod skrevet med store Bogstaver: Mrs. J. Beauvais & Pierre Bouvier, Voyageurs pour Jardin des Plantes. Paris.

Da Kaptejnen kom op paa Dækket og saa, hvor stor Franskmændenes Bagage var, fik han den største Lyst til at gjøre kort Proces og nægte at ta dem med; men i Betragtning af, at der ikke var Tid til at underrette Konsulen, der havde hans Løfte, nøjedes han med at skjælde og smælde paa Engelsk og Norsk, og rive en Masse Eder af sig op i Ansigtet paa Franskmændene, idet han trued med at hive dem og deres Skrammel paa Sjøen, saasnart de kom ud af Havnen. Franskmændene, der var optat af at faa deres Sager godt anbragt, gav sig ikke Tid til at tænke paa, hvad Kaptejnen mente med sin underlige Adfærd. Af og til udstødte de et kort «he»? og sendte Kaptejnen et hurtigt, studsende Øjekast, mens de selv tog Haand i med Kasserne og maalte Pladserne ud paa Dækket.

«Allright, plenty de place, capitaine,» sa den ene af dem, da de omsider havde faat alting ombord, idet han tog Straahatten af og tørred sit skaldede Hode med sit Lommetørklæde.

«Jou, Du synes vel de’ din franske Tordivel,Forfatternote: Kakelak.» svarte Kaptejnen opbragt. «Kom her aa ta’ et Tak i denne, Sølvfest!» raabte han derpaa og greb fat i en af Kasserne. «Hadde di kunnet spreje de’ enno mere utover, sa jamen hadde di gjort de’. Op me’ ‘an!» Og hjulpet af Sølvfest løfted han Kassen op for at stille den ovenpaa en af de høje med Staaltraadsnæt, hvori der laa to Krokodiller. Men saa sprang Franskmanden til og greb Kaptejnen i Armen, og med et Ansigt der lynte af Forskrækkelse og Harme, protesterte han ved de heftigste Bevægelser og en ustanselig Ordstrøm mod Kaptejnens Hensigt.

Kaptejnen blev saa forbløffet over denne energiske Optræden, at han med et fortrædeligt «Fan ‘en te Igle!» lod Kassen falde ned igjen.

«Il leurs faut de soleil!» raabte Franskmanden, «Considerez donc, Capitaine!»

«Aa rejs te Donders!» udbrød Kaptejnen. «Slikt Pak, saa ikje engang kan snakke, saa kristeli’e Folk forstaar di.»

«Ils want de sun, sunshine, you know,» begyndte Franskmanden roligere, idet han anstrengte sin Hukommelse for at huske den Smule Engelsk, han kunde. «Sans, without I mean, sun, you know, ils,» han pegte paa Krokodillerne, «shall die you know.» Ordet «die» udtalte han med en langstrakt og dyb Betoning, idet han la Hodet bagover og lukked Øjnene.

«Yes, I understand, they must have sun for not to die,Forfatternote: Ja vel, jeg forstaar, de skal ha Sol for ikke at dø.» svarte Kaptejnen mere medgjørlig. Han var bleven overrasket ved at mærke, hvor let han havde for at forstaa Fransk.

«Précisément!» udbrør Franskmanden med straalende Mine. «Just so! Magnifique Capitaine.» Han lo muntert og betragted Kaptejnen med Henrykkelse.

«Aa yes allright!» vinked Kaptejnen, idet han sprang agterud op paa Hyttetaget, for at overse Arbejdet med Udhalingen, som nu var i fuld Gang.

De to Franskmænd, hvoraf den ene med sort Helskjæg, slunken Mave, og en lidt rund Ryg, saa ud til at være midaldrende, mens den anden var ung og slank, med en fin, blond Mustache og lyst, glat Haar, pusled om mellem sine Kasser og Pakkenelliker, som de ordned og flytted om paa, mens de uafladelig pludred og tog hinanden paa Raad.

De de ikke mere fandt noget at rette paa, gav de sig til at betragte Manøvreringen, som aabenbart interesserte dem meget. Paa Rorhytten stod Lodsen ved Siden af Kaptejnen og hylte paa sit Negerengelsk sine Ordrer ud over Mandskabet, der sprang fra for til agter brummende og bandende det ufremkommelige Dæk, og hvert Øjeblik skubbed Franskmændene, der gik og keg op i Riggen, hvor Sejlene blev sat det ene efter det andet. De flytted og flytted sig, men allevegne var de i Vejen. Tilsidst satte de sig ned paa Kanten af Storlugen, med Benene trukket tæt ind til sig, og røg Cigaretter, men efter en halv Times Forløb blev de træt af den tvungne Stilling og begyndte at se sig om efter Kahytten, hvis Nedgang var skjult af deres Fuglebure.

«La chambre en bas, he?» vendte den ene sig til Kokken, der nu var uden Næsehylster, og stod i Nærheden og banked Stokfisk.

«Ja, kom te meg, ska’ Du ble klok,» sa han halvhøjt uden at afbryde sin Gjerning eller i mindste Maade lade som han havde hørt.

Den blonde rejste sig op og gik tæt hen til ham.

«La chambre, you understand, la cabane, you know?»Forfatternote: Salonen, Kahytten, véd De? Franskmanden gjorde en Bevægelse, som om han gik gjennem en Dør, idet han med Knoen af Pegefingeren banked Kokken paa Skulderen.

Kokken retted sig op, og idet han nærmed sit Ansigt tæt til Spørgerens Øre, raabte han saa højt som til en døv: «Forstaar ‘kje Malebarisk her ombor’!»

«Lordaud,»Forfatternote: Tølper. brummed den blonde, idet han trak paa Skulderen, og satte sig hen igjen til sin Rejsefælle.

«Look here, Cabane en bas?» raabte straks derpaa han med Helskægget til en Matros, som sprang forbi.

Intet Svar.

Dette Optrin gjentog sig fire fem Gange. De saa mistrøstig paa hinanden, og saa sa den ene noget, hvorover de begge brast i Latter.

Kort efter kom Sivert forbi.

«Pst, pst, look here, good boy.»

Sivert stansed og tog til Huen.

«You tell me, ou est la cabane?» spurgte den ældste, idet han rejste sig op og la Haanden paa Siverts Skulder.

«Kaban, not understand that,» svarte Sivert.

«Chambre, salon,» vedblev Franskmanden, og bøjed sit Ansigt tæt ind til Sivert.

«Salongen, aa you mean Kajytten!» udbrød Sivert smilende.

«Si, si! la cajute, la cajute, clever boy, thank you!» raabte Franskmanden, og bredte Armene ud, som om han vilde slutte Sivert i dem.

«Very well, kom me’ meg,» sa Sivert, og gik agterover ned i Kahytten fulgt af de taknemmelige Franskmænd, som da de var kommet nedenunder, gjorde ham begribeligt, at de vilde ha noget at spise.

Da de senere kom op paa Dækket, var Lodsen gaat fra Borde, og Skibet stod for fulde Sejl og god Bris ud fra Øen, hvis høje Bjærge med de skarpe Konturer tegned sig blaasort mod den klare Himmel, hvor Stjernerne begyndte at bli synlig.

Efter nogen Tids Forløb fik de fat paa Sivert og forklarte ham ved Tegn og en Blanding af engelske og franske Enstavelsesord, at de vilde tilkøjs.

Sivert gik hen til sit forrige Kammer. «Vars-arti’ please,» sa han, og indbød dem med en Haandbevægelse til at træde indenfor. Saa tændte han Lampen og begyndte at rede Køjerne op. Franskmændene kom med to Bylter i Remmer, hvoraf de fremtog Plaid og Luftpuder og forskjellige Smaasager.

«Votre name, good boy, comment vous appelez vous?» spurgte den ældste, idet han trak en Nathue ned over sin Skaldepande.

«Not understand,» sa Sivert, som stod i Døraabningen. Kammeret var saa lidet, at der ikke var Plads for mere end to ad Gangen.

«Look here,» vedblev Franskmanden. «Name of this ship, Do Venner, he?»

«Yes,» nikked Sivert.

«And your name, he?» Han pikked ham paa Brystet.

«Sivert,» udbrød denne med et bredt Smil.

«Sivvert,» gjentog Franskmanden fornøjet. «My name,» Franskmanden berørte sin Pande, «Jean Beauvais, you call me monsieur Jean. Understand that?»

«Yes, I kalle you Mossjø Sjang,» sa Sivert.

«And that gentleman there,» han pegte paa den blonde, der sad paa Køjekanten og tog Tøfler paa, «his name Bouvier.»

«Monsieur Pierre,» afbrød denne, og saa venlig paa Sivert.

«You call him Monsieur Pierre, understand?» spurgte den anden.

«Allright, værsarti’ good night,» svarte Sivert muntert og trak sig tilbage.

«Nokken rare Fyrer,» sa Sivert til sig selv, mens han gik forover, «men snille og fornøjeli’e.» Han lo ved Tanken om deres Snak og Fagter. «De’ va’ daa bra’, vi fik di me’,» tænkte han videre. «No kan eg ha di te tutle me’ paa Rejsen, di slipper daa te sjikanere meg me’ Fameljen min. Ingenting vet di, og ingenting forstaar di, om nokken ville seje nokke, – saa vel e’.»

«Ja, som sagt va’, hon ba’ meg helse Deg under gretenes Taarer» – Sivert hørte Sølvfests Stemme, idet han drejed om Rufhjørnet og keg ind til Folkene. I det flimrende Halvlys, som den glasløse, osende Tranlampe, fra Loftet under en sodet Blikskjærm, spredte omkring sig, sad de paa sine Kister og røg sine Aftenpiber.

«Tell him, that his own Emmeline is going to die,»Forfatternote: Sig ham, at hans egen Emmeline dør. sa hun te meg,» fortsatte Sølvfest, og saa hen paa Sejlmageren.

«Ja hon,» sa Sejlmageren med et hovent Smil, «hon va’ jo snobt tussete. Hon bandte paa, at hon ville dræpe seg.»

«Ja, vi’kje Du tru ‘an,» sa Baadsmanden og spytted.

«Dekelen vet,» satte Sølvfest i. «Eg har daa kjendt en Tøs, saa droknet sig forde Kjæresten slo’ op me’ hinner.»

«Ja Kvinnfolkene e’kje go’ te ble klok paa,» mente Sejlmageren. Somme har de’ saa, og somme saa, men Mesteparten e’ liksaa letsindi’ saa vi Mannfolk, d’e’ no min Mening.»

«Hvis di bare torde sleppe seg løs,» sa Sølvfest med en dybsindig Mine.

«Sleppe seg løs! Aa no saa Skaal igjen!» lo Sejlmageren, og lod sin knyttede Haand falde ned paa Kisten.

«Ja, di, saa hører te Han’teringen, kem snakker om di!»

«Di andre ogsaa,» sa Sejlmageren og nikked, «mangen Gang di, en mindst sku’ tru de’ te. Bra’ Manns Barn, ja, eg kan gjerne seje di fineste e’ di værste.»

«Ja, Du kjenner vel te de’ Du,» haante Baadsmanden.

«Mere enn saa nokken trur,» svarte Sejlmageren, og nikked hemmelighedsfuldt.

«Du ve kanskje fortælle, Du har spelt Kjæreste me’ en fin Dame?» spurgte Baadsmanden og saa paa ham med sammenknebne Øjne.

«Ja rikti’ rejarli’ ossaa,» sa Sejlmageren og slog Haandfladerne sammen med et Klask.

«Fortæl!» udbrød Sivert, som havde tændt sin Snadde og nu sad paa den høje Dørstok.

«No vaaknet Næseeteren!» lo Sølvfest. «Se kaa glubsk han ble’, net saa han ville te og bite i de’. Din Tosk,» han vendte sig mod Sivert. «Du kan daa vel begribe, at han bare lvger!»

«Lyger! Nej saa Pine bitter Dø’, om eg de’ gjør, no bannte eg,» sa Sejlmageren, «og no ska’ eg fortælle de’ paa Tross.»

«De’ va’ for tre Aar siden,» begyndte han, «den Vinteren eg va’ mønstret av me’ «Haape», Dokker vet Briggen, saa Tønnesen fører, daa, naar eg va’ utlært paa Lofte’ gik eg sommeti’er Ærener for Konsel Hoff sine, for min Mor va’ Gangkaane der, og saalissen kom de’ seg. Daa hadde Datteren, hon heter endaa Thora og e’ no gift me’ nokke militært fra Kristiania, alti’ saa møkke Maskepi’ me’ meg. Saa sku’ eg op paa Værelse’ hinnes og fløtte paa Komoden og saa sku’ eg ta’ en Plyg ut av Støvvelen hinnes, saa stak hinner i Hælen. Og bestandi’ ga’ hon seg saa’n go’ Ti’ me’ meg og kom ani Hænderne mine og sto’ klint op etter meg, og mange Ganger bokket hon seg saa tæt hen te meg, at hon kjitlet meg me’ Haare’ sit paa Næsen min, og eg kjennte tydeligt den fine Lokten av hinner. Men kem kunde tænke paa slikt? Hvi kunde jeg have saa syndefulde Tanker, som skrevet staar.» Sejlmageren lo klukkende og tændte saa sin Pibe, før han fortsatte: «Hos meg va’ de’ aldri’ opkommet, for hon gik jo baade i Silke og an’t og va’ en af Byens fineste Frøkener. Saa va’ de en Ettermedag hon sa te meg, om eg ville komme og hente hinner om Kvællen oppe hos Røjs sine paa Kalfare’. Ka Ti’ ska eg være der, sejer eg saa. Omtrent Kl. 11, svarte hon, og eg sejer: Godt Frøken, eg ska’ være paa Flækken. Som sagt, saa gjort. Vi gik a’ste’, hon forre, eg baketter. Men daa vi kom forbi Stasporten, der me’ Kjerregaar’en, ville hon gaa paa Siden av meg. Saa Du ikkje nokke derinne mellem Gravene, Anton, sa hon ganske sagte og me’ de’ samme grep hon meg under Armen og klemte saa fast, at eg va’ færdi’ te skrike. Kaa henne? sejer eg, og ve’ staa stille, men hon tok meg me’ Makt og skalv over hele Kroppen. Eg blev ganske fælen, for eg syntes, eg skimtet nokke kvitt inne mellem Træene i Maaneskjinne’. Saa me’ én Gang ga’ vi os te løpe i ét Renn like te di Sjøfarenes Fattighus. Daa va’ hon saa anpusten, at hon maatte stanse, og saa lutet hon seg hen te meg, saa Hovve kom ner paa Skulderen min. Best saa de’ va’ begyndte hon te le. Jysses kaa hon lo; eg visste ikkje an’t enn te le me’, og de’ gjore eg saa de’ hadde Skik. Kaa dom vi kan være, Anton, sa hon saa, kom la os gaa orntlig. I det samme saa vi en Vaktmann i et Skilderhus staa op og glo paa os, og saa ble hon saa flou, at hon løp igjen me’ meg i Han’en. Saalissen gik de’ hele Vejen, intel vi kom te Torgehjørne’, kaa hon budde. De’ va’ den rareste Tur, eg nokkensinde ha vorre me’ te, men de’ bedste e’ tebake, for daa eg hadde faat Nøklen op af Lommen og lokket op for hinner, og tokke Huen av for te seje pent Go’nat, saa rimeligt va’, daa grep hon meg igjen under Armen og sa likesaa sagte saa oppe me’ Kjerregaar’en: Eg e’ saa bange, Anton, te gaa inn aleine, Du ma følle meg op. Natorli’vis, eg saa gjor’e like ovene paa te hinnes Kammers. Uf her e’ saa mørkt, sejer hon saa, Du maa ‘kje gaa, før eg faar tændt Lys, kom inn me’, og saa trækker hon meg inn og lokker Døren. Saa sto’ hon lidt og putlet me’ Fyrstikkene og møste di paa Golve’, og saa, før eg visste Or’ av de’, kastet hon seg bejnt om Halsen paa meg og begyndte te grete og te prate nokke om, at eg ikkje maatte tru, hon va’ saa’n, eller tænke ondt om hinner. Gu’ Fader maa vite, ka’ hon sa, for saa begyndte eg te svette og puste, og Gu’ gje, eg ikkje graat eg ossaa. Ret saa de’ va’ kysset hon meg midt paa Mun’en og sa Go’nat, at no maatte eg gaa, men daa va’ eg bleven spellenes galen, og saa tok eg hinner om Live’ og trøkket og kysset hinner, saa hon ropte hon møste Pusten. Eg brydde meg ikkje om nokken Ting mere, og saa kan Dokker banne paa de’ gik for seg.» Sejlmageren smilte og klødde sig i Hodet og syntes rent at bli borte i Erindringen.

«No har eg aldri’ i mit syndi’e Liv hørt saa galt!»

«Daa likte Du Deg daa, din skjægløse Kjuagut!» sa Sølvfest og Baadsmanden i Munden paa hinanden.

«Ka mer, ka mer!» raabte Sivert med opspilte Øjne og en Lyd i Stemmen, som om han havde hørt en Spøgelseshistorie.

«Mer,» gjepte Sejlmageren. «Synes Du ikkje, de va vel blaast me’ de’ saa va’?»

«Men ka sa hon baketter?» vilde Sølvfest vide.

«Ikkje de’ værdi’e Grann,» svarte Sejlmageren. «Mens eg gjor’e meg istann te gaa, laag hon borte i Sengen, saa lyste kvit i Maaneskjinne’, me’ Hovve gjømt i Puten saa stille saa et Lik, og daa eg tok hinner i Han’en te Farvel, va’ hon kall og net saa valen. Eg tutlet meg a’ste’ de’ forteste skje kunde. Eg maa seje saa sannt va’, at eg visste ikkje, enten eg sku’ være gla’ eller ej.»

«Men kaalissen va’ hon sejnere hen?» spurgte Sølvfest.

«Eg snakte ikkje me’ hinner mere enn saa én Gang baketter. De’ va’ forbi me’ alle baade Budsenninger og Maskepier siden den Dag, og eg va’ like sæl, naar eg betænkte, kem sin Dotter hon va’.»

«En Gang siden, sejer Du, kaa gik de’ te?»

«Jou, de’ va fjorten Dager baketter, daa passet hon meg op nere i Gangen en Kvæll eg sku hem. Der brændte et Lys i en Løkt oppe i Take’, saa eg kunde godt se hinnes Ansigt, endaa hon klinte seg op te Væggen borti Skyggen, hon va’ saa blejk saa et Laken og Haare’ hang ner i Øgene paa hinner, net saa de’ va’ dødt. Daa eg kom forbi, rakte hon Han’en ut, men trak ‘an straks te seg igjen, liksaa nokke hadde stokke hinner. Eg stanset og sa: Go’ Aftning, Frøken. «Jeg vilde gjerne be Dem,» hon sa Di te meg daa, «at Di,» saa tidde hon og tok Han’en for Øgene. Ka va’ de’ Frøken, sa eg høflikt og pent, an’t ska’ hon ikkje kunne seje meg paa. Saa skjalv hon i Knæene og seg nerover, net so hon ville falle, og eg gik hen og ville støtte hinner, men daa rettet hon seg, og ble dobbelt saa lang saa elles. «Jeg vilde bare be Dem om, at Di tier stille me’ de’, ja me’ de’ andre,» sejer hon saa, og saa slog hun med Nakken. Ka saa de’ anbelanger, saa kan Frøken være rolig, svarte eg saa. Me’ ét fo’r hon hen te meg, grep meg i Skulderen og rystet meg, saa de’ knakte i ‘an. «E’ de’ vist, lover Di meg de’?» sa hon og skar Tænderne sammen. Ska’ eg banne, Frøken? sporte eg. «Jeg dræper mig, hvis Di sier noget,» sa hon saa og vrængte Øgene, saa eg bare saag Kviten. Eg ska’ tie saa en Mus, svarte eg. «Godt,» sa hon og stak meg en Femdalerseddel i Han’en, «jeg stoler paa Dem.» Der’me gik hon, og siden e’ hon aldri’ kommen meg for Øge mere.»

«Den Utgjivten kunde hon no gjerne ha spart seg for,» bemærked Baadsmanden tørt.

«Eg har holdt mit Løfte like te i Kvæll,» sa Sejlmageren, «og eg ve be Dokker om at ikkje fortælle de’ te nokken.»

Før Sejlmageren endnu havde udtalt, fik Sivert et Spark i Ryggen, og Kokken skræved ind over Dørstokken ved Siden af ham, idet han skreg: «Avvejen Smaafyllert!»

Sivert greb fat i Kanten af Døraabningen og blev siddende, hvor han sad. Han var saa optat af Sejlmagerens Fortælling, at han knapt la Mærke til Kokkens Fjendtligheder. Hans tætte, stærke Haar stod rejst som paa en elektrisk Børste, og skjønt det var 25 Grader Reaumur, havde han en Fornemmelse af Kulde i Kroppen, og Huden knopped sig som paa Hønsekjød.

«Du sku sittes inn paa et Moseum, Du, Sejlemaker,» sa Sølvfest og stopte sin anden Pibe. «Der e’ vist ikkje mange, saa har oplevet, ka Du kan skryte av.»

«Kaa gammel va’ Du dengang, Sejlemaker?» spurgte Sivert.

«Han rekner ut, om han har Alderen,» lo Baadsmanden.

«Alder te ka?» faldt Kokken ind, og sendte Sivert et hadefuldt Blik. «Ve han rejse te Nyseeland og gje seg te Menneskeeter? Saa sku’ Du rikti’ ta din Farmor, Smaafylla, me’ Deg og faa di Ville te slakte hinner, eg e’ vis om, di fik seg en durabel’ Finkelrus, di, saa att av hinner.» Kokken slog en skraldende Latter op og saa fra den ene til den anden efter Bifald, mens han med Fingerspidsene befølte Arret paa sin Næse.

«Du har nok Løst te gjøre Prøve paa Slagsmaal for tredje Gangen,» raabte Sivert og sprang op. «Eg trudde, Du hadde faat nok hinn Dagen, daa Du kastet Tryne dit!»

«Ikkje i Kvæll,» sa Kokken, som sad paa Kisten og trak Buksen af sig, «for no vil eg gaa tekøjs. Kem ska’ Smaafyllerten ligge me’?» spurgte han derpaa.

«Me’ meg,» svarte Sejlmageren.

«Du sku smøre Bek paa Næsen din! saa e’ ‘an ikkje saa go’ te bite i,» snerred Kokken og vælted sig ind i sin Køje.

Sivert fo’r hen imod Kokkens Køje med udstrakte Arme, men blev stoppet i Farten af Baadsmanden, som sa: «De’ va’ daa Fan’en te Leven paa Dokker to.»

«Koffor kan han ikkje holle Fre’ daa,» raabte Sivert fnysende. «E’ de’ min Skyll, at min Farmor drikker?»

«Traktér igjen me’ same Mønt, Du bare,» sa Baadsmanden, «kem kan vite, om ikkje hans Farmor ossaa har drokke?»

«Nej, vet Dokker ka? ha, ha, ha,» lo Kokken fra Køjen.

«Hon kan jo ha vorre den argeste Splinterkjærring for de’ vi vet,» fortsatte Baadsmanden. «Sjikanerer han din Farmor, saa sjikaner Du hannes igjen, og derme’ Basta. No slaar ‘an otte Glas, og no har eg for min Del an’t at tænke paa, for eg ska paa styrbor’s Vakten.» –

«Ska tru, Baasman’en verkeli’ sku’ ha hørt nokke,» tænkte Kokken før han sovned. «Umulikt – d’ e’ jo 16 Aar siden hon slap ut af Tokthuse’, og saa dødde hon jo straks baketter.» –

Det varte længe før Sivert faldt i Søvn den Aften. Han kunde ikke finde Hvile, og han var færdig at kvæles af Varme i Underkøjen, hvor han laa bag den snorkende Sejlmager, og det uagtet han intet havde over sig, og den friske Agterbris hvert Øjeblik slog om Hjørnet af Rufhytten og lufted ind gjennem den aabne Dør.

«At sligt kunde hænde, at saa’nne fine Damer kunde være saaledes. Tænk, om han havde været i Sejlmagerens Sted, om han var kommen til at gaa Ærinder i et fint Hus, hvor der havde været en Datter. Han var vakker nok til det, det havde han mærket paa Pigerne oppe i Land, og paa andre ogsaa. «Fine cabinboy you have there, Captain,»Forfatternote: Vakker Kahytsgut, De der har, Kaptejn. havde Skibshandleren sagt, da han engang var oppe med Kaptejnen for at hente nogle Madvarer. «Here is the pretty boy I spoke of,»Forfatternote: Her er den smukke Gut, jeg talte om. havde Konsulen sagt ud paa Verandaen, da han sidste Gang var deroppe med en Seddel fra Kaptejnen, og saa var der kommen en fin Dame ind og havde git sig i Snak med ham.

Bare han gik opover Gaden, kunde han mærke, hvorledes baade Negertøsene og de hvide Damer paa Verandaerne snudde sig efter ham. Han havde aldrig før anet, hvordan han saa ud, men nu var han kommen efter, at han var det, Folk kaldte vakker, liksom Sejlmageren, skjøndt de var saa forskjellige som Nat og Dag.

Tænk, om han havde været født blandt de store, Søn af en rig Kjøbmand f. Eks. Han kunde jo likegodt været det som det, han var, for ingen kunde jo gjøre noget til eller fra med de Dele. Men hvem kunde vide, hvad Lykke han vilde faa i Verden. Han havde engang hørt fortælle om en, som hed Askeladden, en simpel Fyr, vist en Bondegut til og med, som gik hen og fik Prinsessen og det halve Riget. – Om det nu ikke netop blev en Prinsesse, for dem var der ikke saa mange af nuomstunder, saa kunde det bli en fin, rig Dame, for alt det, at han bare hed Sivert Gabriel Jensen, han kunde jo kaste Jensen væk og kalde sig for Hellemyren, eller Myren, nej bare Myre, det hørtes finere; Sivert Gabriel Myre. Det var vist dumt, at han var gaat tilsjøs alligevel, for det meste han kunde bli paa den Maaden, var jo Kaptejn. Havde han holdt sig paa Landjorden og kanske kommen sig til Handelen, saa vilde han naad højere op. Ja, han angred paa det, især nu da det viste sig, at det om Farmoren var fulgt efter ham. Og det vilde det altid gjøre! Ikke om han saa drog til Verdens Ende, vilde han slippe for det, det var han nu begyndt at forstaa.

Men godt var det, at han havde vundet over Kokken i det andet Slagsmaal ogsaa. Nu kunde Kokken ikke længer sige, han havde ligget under, fordi han var fuld, for sidste Gang var det gaat til efter Kokkens egne Regler og Forskrifter, og Mandskabet havde været Vidner og enstemmig sagt, at Sivert var den stærkeste. «Her e’ Gut saa har Marg og Knokler,» sa han halvhøjt, og rakte de knyttede Hænder op i Mørket, «hvis ikkje de’ hadde vorre, ville Kokken ha forre saa me’ meg, at eg ikkje kunde bestaat. No e’ han daa nødt te holle sig litevette i Skjinne’, Gu’skjelov.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om To Venner

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

To Venner (1887) er andre roman i serien. Sivert Jensen skammer seg over sine forfyllede besteforeldre, Oline og Sjur Gabriel, og rømmer til sjøs med barken «To venner». Livet til sjøs er tøft, men reisen blir en dannelsesreise for Sivert.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.