XII

Sivert skjøv Døren op til Passagerernes Kammer, sagte og forsigtigt, som han plejed for ikke at vække dem, naar han om Morgenen satte de blankbørstede Sko ind til dem.

«Pst, pst, senakke me Deg.» Sivert havde trukket Haanden til sig og vilde lukke Døren, da disse Ord, udtalt af en søvnig Stemme og ledsaget af en lang Gispen stansed ham.

«Eg besoin af en bouton,» sa Mons. Jean, som laa i Overkøjen og pegte paa sin knappeløse Haandlinning, da Sivert stak Hodet indenfor Døraabningen.

«Knap, you mener, ja vel,» svarte Sivert.

«Kenap? he, that rikti?»

«Ja vel,» nikked Sivert og forsvandt.

Straks etter kom han tilbage med en Knap, som han havde sprættet af sin bedste Skjorte.

«Se her,» sa Sivert og holdt Knappen op mellem Tommelog Pegefingeren.

Mr. Jean laa og trak Traad paa en Synaal.

«Jovell, jovell,» sa han uden at flytte de plirende Øjne fra Naaleøjet og Traaden, hvis Ende han havde trilled ud i en lang Spids. «Ah c’est bien, mange Dak.» Han slog Knude paa Traaden og rakte den til Sivert, som stak Fingrene ind mellem Skjortelinningen og Mr. Jeans haarede Haandled, sydde Knappen i med langsomme, omhyggelige Sting og bed den dobbeltlagte Traad over med Tænderne.

«Merci, mange Dak, flinke Gu–ut, men ikkje user di Dænder,» Franskmanden rusked ham i Øreflippen. «Voila des ciseaux, you know!» Han pegte op i en Voxdugs Syæske, som hang paa Køjevæggen.

«Saks,» nikked Sivert.

«Sags,» gjentok Mr. Jean, «jovell, eg vite, he?»

Senere paa Dagen, mens Sivert gik og bar Middagsmaden ned, sad Franskmændene paa Skibskrakker med Ryggen op mod Rorhyttens Forkant og læste.

«Værs’ arti’ please kom og dinere,» sa Sivert og gik hen til dem med Huen i Haanden.

De rejste sig straks, slog Bøgerne sammen og stak dem i Lommen.

«Taarsdak, idag –, idag Stokkefiske, rikti?» spurgte Mr. Pierre paa Vejen til Kahytten.

«Ui, javel,» svarte Sivert.

«Og Plommesoppe, oui, jovell?» fortsatte Mr. Jean, «vi flinke Gu–ut, he?»

«Gutter,» retted Sivert.

«Jovell, Gu–uter, for vi are do!» raabte Mr. Jean straalende fornøjet. «Moi, eg vite!» Sivert lo, saa han var nærved at trille ud for Trappen.

Efter Middagsmaden bragte han dem Kaffen paa Dækket.

«Idag di Skillpadde must have Vann, you know,» sa Sivert og satte Brædtet fra sig paa et Vandfad.

«Si, si, si!» nikked Mr. Jean.

«Tre Dager ikkje have Vann, fjer’e Dagen have Vann, rikti’?» fortsatte Sivert.

«Précisément! Eg like Deg very møkke, Sivert.»

«Svært møkke,» retted Sivert, og da de begge gjentog det, lo Sivert igjen med Munden aaben fra Øre til Øre, mens han overgivent klasked Hænderne sammen.

Saaledes havde det gaat mellem dem paa hele Rejsen. «Di dingler etter Sivert saa en Høne etter Kylingene,» sa Kaptejnen undertiden til Styrmanden, «og la’ di bare de’, saa e’ vi andre kvit di.»

I disse Ord var baade Siverts og de øvriges Forhold til Franskmændene givet. Sivert var den eneste, som lige fra den første Dag af havde giddet ta sig af dem. Dette havde Franskmændene straks følt, og saa holdt de sig til ham som til deres Forsyn og Forsørger. Hellere end at henvende sig til en anden med et Ønske eller et Spørgsmaal gik de og vented paa Sivert saalænge det skulde være, mens de stilfærdig lusked om og søgte efter ham. Naar han saa uformodet dukked op fra Rummet med et Kjødstykke i Haanden, som drypped af Saltlage, eller fra Kahytten med Folkenes Smør- og Brødransoner i to Pøser baaret i en VasselForfatternote: Aag. over Skuldrene, da opklaredes Franskmændenes Ansigter, som om de pludselig havde faat Øje paa sin Hjærtenskjær, mens de skyndte sig imod ham. Naar Sivert vasked op efter Maaltiderne, sad de paa Storlugen ved Siden af ham for at «lære nors» og gjentog omhyggeligt de Gloser, Sivert lod dem øve sig paa, mens de af fuld Hals istemte hans Latter over deres Udtale. Naar Dyrene skulde fodres, og der skulde gjøres rent under Pindsvinene, maatte Sivert altid være med. Paa Slaget halvotte bragte han dem hver Aften varmt Vand og Sukker til Grog, som de laved af egne Drikkevarer, og aldrig nød uden at byde ham med. Hver Dag kom de og gjætted, hvad de skulde ha til Middag, og naar han redte deres Køjer, stod de hos og underholdt sig med ham.

«Du lever dine bedste Dager no, Du Sivert, Du har faat disse franske Iglene te spelle Deg me’,» sa Kaptejnen ofte godslig leende til ham, og Sivert smilte og tænkte, det var et sandt Ord, uagtet han havde mere at bestille end nogensinde før, nu han ogsaa havde Franskmændene at passe. Men det gik som en Dans for Sivert. En ustanselig Strøm af Morskab og Latter syntes at flyde mellem ham og de fremmede. Mr. Jean især var rent indtat i Sivert og spurgte ham ofte, om han vilde følge ham til Paris og bli Tjener hos ham, hvortil Sivert ufravigelig hver Gang gav til Svar: «Ui, javel Mossjø Sjang.»

Dette intime Kammeratskab med de fine franske Herrer hæved Siverts Anseelse ombord. Folkene saa med en vis misundelig Forundring paa denne Evne til at greje sig med saadanne vanskelige Folk, der ikke engang forstod Engelsk, og Kaptejnen maatte tilstaa for sig selv, at det var Siverts Fortjeneste, naar det gik saa godt med Passagererne. De skrev vel nok til Konsulen, og det vilde være bra at faa et godt Skudsmaal for en anden Gangs Skyld; disse Passagerpenger vare let fortjente og gode at ta med.

Sivert paa sin Side var saa opfyldt af Glæde, at end ikke Kokkens Skoser formaadde at bringe ham synderlig ud af Ligevægten mere. Det at hans Bedsteforældre drak, og hans Far bare var Bryggesjouer gjorde altsaa ingen Fortræd. Han havde lige godt Greb paa at te sig blandt fine Folk for det. Nu først vidste han, hvad der bodde i ham. Han dued til andet end at pudse Messing og skrubbe Dæk. Men det var nu ogsaa nogen aparte Mennesker disse to Franskmænd. Bare han engang kunde faa vise dem rigtig tilgavns for en Kjærlighed, ja just Kjærlighed, han nærede for dem. Men det blev der vel ingen Lejlighed til. Det skulde da være, hvis Slangen kom løs, den graaspættede, som de sa var den livsfarligste, saa kunde han styrte til og stille sig imellem og ta Stikket af for dem. Han kunde næsten faa Taarer i Øjnene af Rørelse over sin Offervillighed og af Bedrøvelse over, at Franskmændene ikke fik vide det.

I det hele tat stod det godt til indenborde paa denne Rejse. Der laa en Atmosphære af Tilfredshed og Omgjængelighed i Luften, som strakte sig fra for til agter. Elleve Dage i Træk havde de havt Medbør. Naar Kaptejnen havde regnet ud Bestikket efter Middagshøjden, kunde han for hvert Ætmaal sætte Passerspidsen i Kortet nogle Grademaal længere borte fra de vestindiske Øer end Dagen i Forvejen. Paa den blaa Himmel jog lette, hvidlige Skyer fra Sydvest imod Nordost med Løfter om vedvarende god Vind. Temperaturen var mild og behagelig, Nætterne lyse og friske. Hver Lørdagsaften trakterte Kaptejnen med Rumtoddy i Ruffet og Kahytten. Og saa bar det hjemover, rigtignok ikke direkte ad Norge til, men dog et godt Stykke paa Vejen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.