XIII

Sivert kom med en Lanterne og stilled den hen paa en af Skildpaddekasserne, over hvis ene Ende der var lagt nogle Brædder til Bord. Saa gik han hen og varskode Franskmændene.

Kort efter kom de alle tre med tændte Cigaretter, en sammenslaat Krak under Armen og et Glas Grog i Haanden og satte sig tilrette omkring det improviserte Bord. Mr. Jean tog et Spil Kort op af Lommen og blanded dem, saa la han nogle Kobbermønter i et Tinkrus, de andre gjorde ligesaa, Sivert tog af, og Spillet var i Gang. Dette var de begyndt med et Par Dage efter Afrejsen, og siden havde det været deres stadige Aftenfornøjelse fra otte til ti. Først havde Sivert bare vært Tilskuer, men saa havde de lært ham Spillet og faat ham til Tredjemand.

Straks de kom tilsjøs havde Kaptejnen sagt, at Sivert ikke skulde gjøre Vagt, nu der var Passagerer ombord, og Sivert, der først havde følt det som en Krænkelse, var bleven mere og mere fornøjet over det, efterhvert som han fik Smag paa Kortspillet. Han havde afvekslende vundet og tabt, men saa kom en Aften, da han udbetalte sine sidste Skillinger. Da var han bleven ganske modfalden ved Tanken om, at han nu ikke mere havde noget at spille om, saa kunde han jo ikke bli med længer, og saa maatte han finde et Paaskud, for at sige Sandheden var altfor flout. Mr. Jean, som la Mærke til det lange Blik, hvormed Sivert fulgte hans Haand, da han strøg de smaa Mønter til sig den Aften, havde faat en Anelse om Sandheden og endelig villet dele Gevinsten med ham, Sivert havde protesteret paa det ivrigste og forsikret, at han havde «plenty of Pennier» i sin Kiste.

Men hvor skulde han nu faa Skillinger fra til næste Aften? Pludselig var den Forestilling opstaat hos ham, at han, mens Franskmændene sov, kunde ta tilbage de Penger, han havde tabt. Bare saavidt han fik noget at spille om. Jo mere han tænkte paa det, jo rimeligere forekom det ham. Hvad brød de sig om det Par Kobbermønter? Mr. Jean havde jo endelig villet gi ham dem, saa at stjæle kunde det paa ingen Maade kaldes. Han tog jo bare, hvad der kunde været hans, hvis han ikke havde været dum og sagt nej.

Samme Nat havde han udført sit Forsæt. Det var gaat saa let og hurtigt. Paa Hundevagten havde han listet sig ud af Køjen, havde ubemærket sneget sig agterover, havde aabnet Døren og famlet langs Væggren, stukket Haanden ned i en Bukselomme og faat fat paa en Portemonnaie, hvoraf han saa havde tat, hvad han trængte til. Dette havde gjentat sig flere Gange, for de sidste Aftener havde han stadig tabt. Men tilsidst var Mr. Pierre bleven opmærksom paa, at hans Smaapenger forsvandt. Det var nemlig hans Pung det stadig gik ud over, fordi hans Bukse hang nærmest. Saa en Nat, da han et Øjeblik var vaagen, havde han set et Glimt af Sivert i Døraabningen. Han havde været altfor søvnig til at tænke over det med det samme, men om Morgenen, da han ogsaa savned et Guldstykke, fik han Mistanke og var saa falden paa den Idé hemmelig at gjøre et lidet Kors i sine Kobbermønter med sin Pennekniv, for at se, om ikke Sivert betalte med de mærkede Penge.

Den omtalte Aften var de altsaa ved Spillet. Sivert sad med blanke Øjne og rødblussende Kinder og var livligere og mere lattermild end nogensinde. Den første halve Time vandt han, men saa fik han Uheld, tabte Indsatsen og mere til.

Da Mr. Pierre om Aftenen kom ind i Kammeret, holdt han de Penge, Sivert havde betalt med, hen til Lampen og fandt dem ganske rigtig mærket med det lille Kors. Saa fortalte han det hele til Mr. Jean, men denne paastod, at han tog fejl, og vendte sig om mod Væggen for at sove. Mr. Pierre besluttet imidlertid at ligge vaagen den Nat og passe paa.

Den, som ogsaa laa vaagen, var Sivert. En ubestemt Frygt var falden over ham. Mr. Pierre havde set saa underlig ud, idetsamme han tog imod Pengene, og saa havde han stukket dem ned i Vestelommen istedetfor i sin Portemonnaie. Hvorfor havde han det? Sivert grunded og grued det ene Øjeblik, og tænkte det næste, at det naturligvis var tilfældigt. Saa brændte det ham ogsaa paa Sindet, at han den foregaaende Nat var kommen til at ta et Guldstykke. Han havde holdt det for en Halvpenny, og først om Morgenen opdaget sin Fejtagelse. Det vilde han ikke beholde for nogen Pris i Verden. Hvordan det gik eller ej, maatte han lægge det tilbage, og saa vilde han ikke røre en Penny mere af deres.

Da det led paa Natten, stod han op, og kasted nogle Klædningsstykker paa sig. Saa lusked han ud af Ruffet og sneg sig langsomt agter over med Guldstykket klemt fast mellem Tommel- og Pegefingeren nede i Bukselommen. Udkigsmanden paa Bakken vendte Ryggen til. Paa Spiren oppe til Luvart sad Vagten og halvsov. Styrmanden drev frem og tilbage paa det lille Rum midtskibs, der var frit for Kasser og Bagage. Gudskelov, at det ikke var dette fæle, gneldrende Maaneskin, som gjorde Nat til Dag, tænkte Sivert og trak Huen ned i Øjnene. Nu vilde baade Styrmanden og Rorgjængeren ta ham for en af Vagten. Forsigtig gled han fremover. Hvergang Styrmanden paa sin Marsch havde Ansigtet mod ham, stod han stille eller dukked sig ned bag en af Kasserne, for saa, naar han snudde, at ta et Par lange Skridt.

Paa denne Maade naadde han Hyttedøren. Før havde den ikke været ganske lukket om Nætterne, men nu var det med ét blevet kjøligere i Vejret; det var vel Grunden til, at den inat var skudt helt ind.

Med bankende Hjærte la han Haanden paa det runde Messinggreb og efter at ha lyttet lidt, skjød han den tilside. Straks efter stak han Haanden ind og fik fat i en Bukse, som han lempelig løfted op fra Knagen og drog ud gjennem Sprækken. I samme Øjeblik lød der et dæmped Raab inde fra Kammeret, Døren blev skjøvet helt ind i Væggen og Mr. Pierre stod for ham i bar Skjorte og rev Buksen fra ham. Sivert tumled bagover med skjælvende Knæer og Hænder og tabte idetsamme Pengestykket, der faldt klingrende paa Dækket. Mr. Pierre bukked sig efter Lyden og fandt straks Guldstykket, der glimted fra det mørke Dæk op mod det blege Stjerneskin.

Hvad der saa skete, gik for sig i rivende Fart. Mr. Pierre raabte nogle uforstaaelige Ord, Mr. Jean, ligeledes i bar Skjorte, trængte sig frem i Døraabningen og tyssed og vinked med Haanden, Styrmanden kom til og spurgte om, hvad der var paa Færde.

Det forekom Sivert, at han baglængs styrted ned i en bælgmørk Dybde, og at noget koldt med Sus og Brus slog sammen over hans Hode. Han hæved Armene og planted de krummede Fingre med et hæftigt Greb ned i sit Haar. Saa seg han halvt i Knæ, og idet han med sammenbidte Tænder udstedte et halvkvalt Støn, satte han pludselig paa Løb med fremstrakt Overkrop, hopped op paa Spiren i Læ, tog for sig i Finkenettet, løfted sig op med et Spark i Spiren og hev sig ud over Rælingen.

«Sivvert! Sivvert! mon Dieu, qu’est ce que vous faites?» skreg Mr. Jean, som, fulgt af de to andre, var sprungen efter ham og akkurat var kommen tidsnok til med begge Hænder at faa gribe om Siverts Ankel, idet han samtidig faldt forover og blev liggende paa Knæ paa Spiren med Ansigtet op imod Skibssiden.

I det Par Sekunder, som hengik, inden de fik halet ham indenbords, gav Sivert ikke en Lyd fra sig, men sled og sparked af al Magt for at faa Foden løs. Da han atter stod paa Dækket, vakled han, hans Lemmer gav efter i Ledene, og som en Byldt sank han sammen paa Spiren mellem de to Franskmænd, der holdt ham, en i hver Arm.

«Ka i Jesu Namn e’, saa fejler Deg, Gut?» spurgte Styrmanden, der ikke havde forstaat et Muk af det hele.

Sivert gav intet Svar. Hodet faldt bagover, og Armene hang slapt ned.

«Apportez le lampion,» sa Mr. Jean, hvorpaa Mr. Pierre i sin luftige Paaklædning sprang paa de bare Fødder efter Lampen, kom tilbage og lyste med den over Siverts Ansigt, der var gulhvidt med nogle mørke Skrammer i Panden og over Tindingerne, mens Blodet flød ud af Næsen. Hans Øjne var lukkede, og han saa ud til at være besvimet.

«D’e’ bedst eg gaar og vækker Kaftejnen,» sa Styrmanden.

«No no, non!» udbrød Mr. Jean ivrigt, og stansed Styrmanden ved at gribe ham i Armen. «Ikke le capitaine.» Derpaa henvendte han nogle Ord til Mr. Pierre, hvorefter denne gav Lampen til Styrmanden, og i Forening bar saa de to Franskmænd Sivert ind i deres Kammer, hvor de la ham i Overkøjen. Saa gik Mr. Pierre efter Vand; Mr. Jean vasked hans Ansigt, fik Næseblodet stanset og la Plaster paa Skrammerne. Derefter stak han sin Arm under hans Nakke, letted Hodet op og hældte i ham et Glas Cognak, og hele Tiden mumled han mellem Tænderne: «Pauvre garcon, ah mon pauvre, petit garcon» og strøg ham af og til kjærtegnende over Haaret.

Sivert, der bestandig holdt Øjnene lukket, lod sig behandle som et hjælpeløst Barn. Bevidstheden om det forefaldne fyldte ham med en dump, lammende Smærte. Han var stemplet som Tyv, og det af disse Mennesker, – af Mossjø Sjang og Mossjø Pjerre, der havde øst og øst bare Godhed og Glæde ud over ham. Aa, at udholde dette, som ikke var til at udholde. Pludselig satte hans Tanke med et Spring ind i den Forestilling, at han virkelig var druknet, og at det blot var hans Lig, de havde trukket ombord igjen. Sivert Gabriel Jensen, Kahytsgut sprunget overbord fra Barken «To Venner», Kaptejn H. J. Hansen, i Atlanterhavet, paa Rejse fra Kingston til Marseille, 16½ Aar gammel. Taarerne begyndte ganske sagte at pible frem under Øjenlaagene. Stakkels prøvede Gut, gik han videre i sine Tanker. Kort blev hans Vandring hernede, og brat blev hans unge Liv slukt i de troløse Bølger. Han havde ikke havt det godt her i Verden, ak nej, Torne og Tidsler havde vokset paa hans Vejer, hjemme led han Uret, og ombord blev han mishandlet, indtil han traf to Franskmænd – nu strømmed Taarene ned over hans Kinder, og Brystet gik op og ned under hans krampagtig hikkende Aandedræt. De tog sig af ham, de var hans Velgjørere, hans eneste og bedste Venner. Han elsked og æred dem og tragted kun efter at lade sit Liv for dem. Men saa hændte det en Nat, han gik ind i deres Kammer for at lægge fra sig en Guldskilling, som tilhørte dem. Da gjorde de Anskrig, fordi de trodde, han vilde stjæle. Det kunde han ikke overleve, og saa var det han sprang paa Havet. Hans Graad blev her saa heftig, at det brød og braged i Brystet.

Mr. Jean og Mr. Pierre, der begge stod bøjet over ham, tyssed kjærlig paa ham og talte beroligende til ham. Tilsidst hældte de mere Cognak i ham.

Efter dette stilned Graaden noget. Pludselig rejste han sig overende, greb først Mr. Jeans Haand og saa Mr. Pierres og trykked sine Læber paa dem med lidenskabelig Heftighed. Saa la han sig tilbake paa Puden, lukked atter Øjnene, blev lidt efter lidt roligere og faldt saa i Søvn.

Franskmændene, der fremdeles iagttog ham, betragted ham med Bekymring. Omkring de tæt sammenpreste Læber laa et Træk af bitter Lidelse, der rørte dem dybt. Om lidt bredte Mr. Jean et Plaid over ham og sa til Mr. Pierre, at han maatte faa Plads hos ham. Denne nikked og saa krøb de begge ind i den smale Underkøje og la sig paa Side, Ryg mod Ryg, klemt tæt op til hinanden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.