To Venner

av Amalie Skram

XIV

Da Sivert vaagned næste Morgen, kunde han først ikke begribe, hvorfor han laa i sit forrige Kammer og ikke i Ruffet hos Sejlmageren. Han kjendte sig saa tung og ør i Hodet, og det strammed og pirked i hans Pandehud. Uvilkaarlig førte han Haanden derop og kjendte, at han havde et Bind om Hodet. Saa satte han sig op i Køjen og fik Øje paa de smaa gule Haandkufferter mærked med Franskmændenes Navne, nede paa Gulvet. I samme Nu husked han det hele, og blev greben af Modløshed og Skam. Ak, hvorfor havde de dog ikke ladet ham gaa overbord om Natten. Hans Liv var jo brudt istykker, og der var intet mere for ham her i Verden. Pludselig kom han i Tanker om, at han havde sovet over sig, at Kaptejnen maatte ha spurgt efter ham, og at han vidste alt. Nu blev han naturligvis tat i Forhør, blev skjældt ud for en Tyv, fik Tamp i alles Paasyn, kanske gav de ham Haandjern paa, og arresterte ham i Malerskabet for at overgi ham til Retten, naar de kom iland. Ja, ja, jo værre jo bedre, sa han til sig selv. Han følte sig villig til at lide, hvad det skulde være, og det var ham desuden ganske det samme, hvad de gjorde med ham, og hvad der blev af ham. Hurtig krøb han frem af Køjen, retted paa sine Klær og gik ud.

Paa Dækket gik Franskmændene og flytted paa en Krokodillekasse, som de skulde ha frem i Solskinnet. Fra om Morgenen af, da de var staat op, havde Mr. Pierre hvert Øjeblik været inde i Kammeret for at se, om Sivert var vaagen. Han brændte efter at sige ham, at det hele var en Misforstaaelse, og be ham glemme det. Ved nærmere Eftersyn havde han opdaget, at han alligevel havde alle sine Guldstykker i Behold. Det han havde tat op fra Dækket om Natten, maatte altsaa være det, han tidligere havde savnet. Det havde naturligvis ligget i Bukselommen, var glidd ud af Portemonaien, og saa var det faldet frem af Lommen, da Sivert trak Buksen til sig. Hvad han imidlertid havde villet gjøre med den, brød han sig ikke om at vide. Han var saa rystet af Optrinnet om Natten, saa fuld af Medlidenhed med Sivert og af Anger over sig selv. Han havde den dybeste Trang til at tro paa Siverts fuldkomne Uskyldighed, og havde derfor lavet noget om, at Sivert havde villet børste Buksen, eller kanske sy i nogle Knapper, som han havde talt om manglede. Mr. Jean havde bestyrket ham i denne Antagelse, og triumferende mindet om, at han havde været overbevist om, at Mr. Pierre havde Uret i sin Mistanke. At Sivert forøvrigt virkelig havde været i Besiddelse af de mærkede Smaapenge, skjøv de begge fra sig. Sivert havde ikke stjaalet, og ikke tænkt paa at stjæle. Han var Hæderligheden og Ærligheden selv, og han skulde nok faa Oprejsning.

Da Sivert kom ud paa Dækket, vendte Franskmændene Ryggen til. Han skyndte sig forover for at gaa ind i Ruffet og bytte sin Skjorte, der var plettet af Blod. Men idet han vilde gaa forbi dem, fik Mr. Pierre Øje paa ham, og tog fat i hans Arm med et venligt: «How do you do idak, Sivvert?»

Sivert drejed Hodet bort med en afværgende Bevægelse.

«Look here Sivvert, Mr. Pierre senakke me Deg.»

«Ui javel?» sa Mr. Jean efterabende Siverts Maade at sige disse Ord paa, og bøjed sit smilende Ansigt tæt ind til Sivert for at fange hans Blik.

«Du komme me meg,» Mr. Pierre gik agterover og drog Sivert med sig ind i Kammeret.

«Eg beg pardon, mille tusen pardon,» sa han til Sivert og greb hans Haand. «Do pardon meg, oui, javel?»

«How Du sige pardon i nors?» vedblev han, da Sivert intet svarte.

«Forladelse,» sa Sivert med nedslagne Øjne.

«Ah so! Forladelse, Du Forladelse meg, oui javel?»

«Ui, javel,» sa Sivert, og smilte sørgmodigt. «Thank you, mange Tak, Mossjø Pierre.»

«Du flinke, brave Guut,» vedblev Mr. Pierre. «Eg have alle Penger, ikkje Penger møst, ikkje Penger møst!» han rysted energisk paa Hodet. «You forstaa, oui, javel?»

«Ui, javel,» nikked Sivert.

«Allright, mange Dak, ikke senakke off di Penger, jamais, never, Du forstaa?»

«Aldri’ mere snakke om Pengene,» oversatte Sivert.

«Si, si, aldre mer senakke om di Penger, Capitaine ikkje vite naaget, Stirmann ikkje vite naaget, Ingen vite naaget.» Han strøg Haandfladerne mod hinanden paa en affejende Maade. «That is right, Mange Dak, Sivert.»

– «Ka i Donders Skjin og Bejn e’ de’ Du har tokke Deg te inat?» spurgte Kaptejnen, da Sivert en Timestid senere kom ned for at dække Middagsbordet.

Sivert stod lidt og hang med Hodet og vrikked med den ene Fod. Saa saa han op, og sa med lav Stemme og et forlegent Smil: «Eg gik i Søvne, Kaftejn.»

Lige til dette Øjeblik havde Sivert forgjæves brudt sin Hjærne med at udfinde, hvad han skulde svare Kaptejnen, naar han blev krævet til Regnskab for Nattens Bedrift. Han var overbevist om, at hverken Kaptejnen eller Styrmændene havde faat et Ord ud af Franskmændene, paa Folkene havde han kunnet mærke, at de intet ante om Anledningen til, at han havde villet springe paa Sjøen om Natten. Da han nu hørte sin egen Stemme sige dette om, at han havde gaat i Søvne, blev han selv næsten forskrækket derover. Indfaldet var kommet saa pludselig op i ham, at han ikke havde faat Tid til at overveje, om det kunde gaa. Det svirred gjennem hans Hjærne, at han kanske skulde sagt noget ganske andet, og han følte sig pinefuld uvis, der han stod og skotted til Kaptejnen.

«Ja saa,» sa Kaptejnen, idet han trak Øjenbrynene i Vejret, og la Hodet tilbage, «Saa Du brukar te gaa i Sømne, Du? Ka Ti’ e’ Du begyndt me’ det?»

Sivert skjønte, han var reddet.

«Eg har ‘kje gjort de’ no paa to tre Aar, Kaftejn,» sa han i en aabenhjertig Tone, «men daa eg va’ liten, va’ eg stygt plaget av de’.»

«Saa–aa, ja her ska vi ha’ os frabet saa ‘nne Galehusstreker, saa mykkje Du vet de’, Far. Gaar Du i Sømne engang te, faar Du Tamp.» –

Sivert følte sig usigelig lettet ved at ha klaret sig saa godt fra denne sørgelige Historie. Alt i alt var det løbet over Forventning heldigt af, naar det først skulde opdages.

Men glad var han alligevel ikke længer. Forholdet mellem ham og Franskmændene var fra den Dag ikke mere det gamle. Disse gjorde sig rigtignok al optænkelig Umage for at slaa den forrige Tone an, men alle deres Bestræbelser stranded paa Siverts Skyhed og Tilbageholdenhed. Han blev forsømmelig og efterladende ligeoverfor dem, undgik dem saa meget som muligt, holdt til i Ruffet paa sine Fritider, svarte kun det højst nødvendige, naar de tiltalte ham, og lod, som han ikke forstod, naar de snakte «nors». Til Folkene der mærked Forskjellen og vilde vide, hvad der var i Vejen, foregav han, at han var bleven træt af at gaa og være Barnetøs længer. Det var meget kjækkere at være med paa Matrosarbejdet. Uden at spørge Kaptejnen om Lov, gjorde han Vagt med for Resten af Rejsen, og havde det altid uhyre travl, naar Franskmændene kom i Nærheden af ham.

Efter seks Ugers Rejse passerte de ind gjennem Gibraltarstrædet for strygende Vestenbris, men om Natten sprang Vinden om paa Nordost, saa de først syvende Dagen efter naadde op paa Marseilles Red. Her var de saa heldig straks at faa anvist Losseplads, saa de uden nogen Sinkning kunde hale ind til Kajen.

Da Franskmændene, efter at ha faat al sin Bagage vel iland, havde sagt Farvel til Kaptejnen og Styrmanden, spurgte de efter Sivert, men han var intetsteds at finde. Skuden blev gjennemsøgt fra for til agter, og hans Navn utallige Gange skraalt ud, men alt forgjæves. Saa maatte Franskmændene drage fraborde, uden at ta Afsked med Sivert. Bagagen var læsset paa Vognene, og de skulde skynde sig til Jernbanestationen. De bad Styrmanden bringe ham deres Hilsen og Tak og overgav ham to Femfrankstykker som Drikkepenger til Sivert.

Men forud, udenbords, siddende sammenkrøben, eller snarere hængende, med begge Hænder om Klyverbommen og Fødderne inde i Jageren, som de endnu ikke havde havt Tid til at gjøre fast, holdt Sivert sig skjult. Da det Øjeblik nærmed sig, hvor han vidste, Franskmændene vilde komme hen til ham, lægge Hænderne paa hans Skuldre og sige Farvel var han flygtet. En Følelse af Sorg, Anger, Kjærlighed og et ulideligt Savn suged ham om Hjærtet. Han vilde ikke kunne udholde at staa der foran dem, skulle kjæmpe mod Graaden og tvinge sig til at se ligeglad ud.

Nu saa han dem fra sit Skjul gi Bagagekuskene Besked paa Kajen. Han betragted Mr. Jeans velkjendte Skikkelse med de optrukne Skuldre, det indfaldne Bryst og det sorte Haar og Skjæg, der var blevet saa langt paa Rejsen. Han hørte tydelig Lyden af hans hurtige, hoppende Stemme, og saa ham slaa ud med Hænder og Arme, som han plejed, naar han talte. Sivert stirred paa ham, mens det svulmed i hans Bryst, og han atter og atter kneb Øjnene sammen for at forjage de Taarer, der blændede hans Blik. Mr. Pierre stod ved Siden af, blanded nu og da et Ord med i Snakket, og pegte flere Gange ivrig op efter en uendelig lang, smal Gade med høje Pakhusbygninger af lysegule Sten. Saa satte Bagagevognene sig langsomt i Bevægelse og Mr. Jean vinked paa en Drosche, der holdt i Nærheden. Inden de steg op i den, vendte de sig begge om, og kasted et spejdende Blik tilbage mod Skibet. Sivert vidste, det var ham de saa efter, og han syntes, han kunde kjende, at Hjærtet blødte i ham. Saa blotted begge sine Hoder, svang med Hattene hen imod Skibet, hvor Styrmændene og et Par af Folkene stod og saa efter dem, satte sig tilvogns og kjørte bort. Endnu et Øjeblik kunde Sivert se dem fra Siden. Saa drejed Droschen om Hjørnet op i den lange smale Gade, og han saa dem ikke mere.

Da sukked Sivert saa højt og lydeligt, at han blev bange, nogen skulde hørt det. Han dukked sig dybere ned og lyttet, men der var ingen i Nærheden. Som en Tyv listed han frem paa Bakken, sprang ned paa Dækket, og halte op en Pøs Vand til at gjøre rent i Kahytten med.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om To Venner

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

To Venner (1887) er andre roman i serien. Sivert Jensen skammer seg over sine forfyllede besteforeldre, Oline og Sjur Gabriel, og rømmer til sjøs med barken «To venner». Livet til sjøs er tøft, men reisen blir en dannelsesreise for Sivert.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.