To Venner

av Amalie Skram

III

Barken «To Venner» stod tilhavs med dobbeltrevede Merssejl. Det var midt i Februar. Med det samme de var stukket tilsjøs, havde Vejret været fint med sydlig Vind og taalelig smult Vande. Ud paa Aftenen var Vinden frisknet til og havde samtidig gaat sig vestligere. I Løbet af Natten var det blit stiv Kuling saagodtsom stik i Stævn. Kaptejnen havde maattet la gjøre fast det ene Sejl efter det andet. Nu, paa Formiddagen havde der rejst sig et iltert Hav med Næsesjø og Sidesjø, som brødes mod hinanden. Luften var tyk, og Kaptejnen havde bestemt sig til at sætte Kursen nordenom Shetlandsøerne.

Paa Kanten af Storlugen, med Armen om Stavnen af en Jolle, der stod afstøttet paa Lugen og var under Reparation, sad Sivert og blunded med aaben Mund, blaagul i Ansigtet. I den ene Haand, som hang slapt ned, holdt han en Støvle, i den anden en Børste. Paa begge Dele var der tydelige Mærker efter hans Sjøsyge.

Styrmanden kom gaaende forover Dækket og stansed ved Lugen, hvor Sivert sad.

«Nei, Gu’ bevare meg vel, d’e’ daa den utidigste Landkrabbe, eg har set i mine Levedager,» udbrød han og spytted.

«Han gjør ‘kje an’t enn saa sover og spyr,» sa Kokken, som kom ud fra Kabyssen med en Pøs Vand, han havde skyllet Poteter i. «D’e’ bedst te ta og døjveForfatternote: Overhale (egl. dunke). ‘an lidt.» Dermed tømte han Pøsen udover Hodet paa Sivert.

Sivert udstødte et Skrig og fo’r saa op med et forvildet Blik. I det samme slingred han over mod Læ, fulgt af Støvlen og Børsten, som han havde sluppet i Forskrækkelsen.

«Jo, Du har pyntet Støvlene mine pent te!» raabte Styrmanden. «No skaffer Du meg di tør og blank paa Øgeblikket, eller eg tar og tamper Deg, din Drivert!»

«Kaalissen ska’ eg bære meg at,» jamred Sivert, der, siddende paa Hug, af Skibets Bevægelse igjen var ført over til Storlugen og paany havde grebet Støvlen. «E’ der Raa’ te staa paa Bejnene i saa’n Slingring?»

«Dit Kræ» – sa Styrmanden og sparked ham bag. «Ka vilde Du tesjøs for? Va’ der nokken, saa sendte Bud etter Deg?»

«Ja, I maa saa seje, Styrmann» – udbrød Kokken. «Og slikt ska’ ha Kost og Hyre. En sku ha Betaling for te ta saa’nt Grisety ombord i Skutene sine.»

«Se bare og ha Deg afvejen,» sa Styrmanden til Sivert, der nu laa paa Knæ og kasted op, idet han omklamred Hjørnet af Storlugen. «Kom bare her me’ di!» Han rev Støvlen fra Sivert. «Du faar finne Deg nokke an’t te brække Deg paa, d’e’ Støvlene mine mykkje for go’ te.»

«Se her Kok,» fortsatte Styrmanden og kasted Støvlerne ind i Kabyssen, «la meg se, Du faar Støvler av di igjen.»

«No tar Du og spuler etter Deg, Dit Grisetryne,» befalte Kokken lidt efter, da Sivert sad paa Lugen og holdt sig om Hodet med begge Hænder.

«Eg e’ saa græsseli’ svimmel,» klaged Sivert.

«Saa Du e’ svimmel, Stakkar? De’ va’ Synn, Du glømte te hyre en Opvarter me’ Deg, ka?»

Sivert rejste sig, grøn i Ansigtet, og raved hen efter en Sejldugspøs, som hang ved Kabysdøren. Saa stak han en Line fast i den, krøb op paa Spiren nede i Læ, og hev Pøsen udenbords. I det han rakte sig over Finkenettet for at hale den op, blæste Huen af Hodet paa ham.

«Huen min! Eg møste Huen min!» skreg han og saa efter Kokken med et fortvilet Blik.

«Koffer Fan’en jomper Du ikkje etter ‘an daa!» raabte Kokken fra Kabysdøren. «Skynt Deg, skynt Deg, før vi sejler fra ‘an!»

Sivert saa hjælpeløst ud over Sjøen. Han kunde ingen Hue opdage.

«Etter ‘an, etter ‘an!» vedblev Kokken, idet han sprang hen til Sivert, greb ham om Benene og løfted ham op.

Sivert klamred sig til Finkenettet, maalløs af Forskrækkelse.

Døren til Kahytskappen blev aabnet, og Kaptejnen kom ud paa Dækket. Det var en firskaaren, kortbenet Skikkelse med et rødt, vejrbidt Ansigt. Om den korte Stumpnæse med den fladtrykte Tip, sad Huden bristefærdig stram. De smaa brune Øjne med en Mængde Furer omkring laa dybt inde; baade de og Brynene havde noget spidsvinklet ved sig, som om de var trukket skjæve af at stirre mod Vejr og Vind. Haar og Skjæg var sort og busket, Panden fuld af posede Folder, og Munden ligned en Negers. Han var iført Sjøtrøje, knappet helt op, og havde et violet Uldsjale tullet flere Gange om Halsen. Paa Hodet sad en skyggeløs Hue af graat Dyffel, og Buksen var putted ned i de høje, foldede Støvleskafter. Han gik agterover for at se til Rormanden.

«Overbor’ me’ deg etter Huen din,» vedblev Kokken, der mored sig med at lade som om han vilde hive Sivert paa Sjøen.

«Hjælp! Hjælp!» skreg Sivert. «Pøsen! Der gik Pøsen!»

«Din Laamnæve!» udbrød Kokken og slap Taget i Siverts Ben. «Men har Du no aldri faat Juling før, saa ska Du faa de’ no.» Han greb en Tougende og slog løs paa Sivert, der skreg i vilden Sky.

«Ka Donderen e’ dette for nokke?» Kaptejnen kom ilsomt forover. «Eg trudde min Sæl, de’ va’ Grisen, saa ble’ slagtet.»

«Han har hivve Kabyspøsen paa Sjøen, Kaftejn, den bedste nymalte Pøsen.»

«Saa ska’ da Satan ossaa –! Eg ska’ gje Deg te hyle for, og eg ska lære Deg te hale Vann op i Læ, din Slubbert!» Kaptejnen rev Tougenden fra Kokken og tamped Sivert, indtil denne laa og vred sig paa Dækket.

«Væk fra Øgene mine,» kommanderte Kaptejnen, da han var færdig med at slaa, «og vis Deg ikkje for meg, før Du har lært Deg te staa paa Bejnene og te holle paa, ka Du æter og drikker.»

Sivert begav sig agterover. Han raved om, som han var drukken, paa det vaggende Dæk og tog for sig med Haanden i hvad han kunde faa fat paa. Han græd højt af Smerte.

Agterud paa Dækket var der en Hytte; Midten indtoges af et fortil aabent Rum, hvor Rattet var, med Plads til Rormanden. Paa hver Side af Aabningen, der minded om en Port paa et Korthus, var et Kammer, saa langt ud i Borde, at der kun var en Mandsbredde mellem Hyttevæggene og Skibssiderne. Her var Dørene anbragt. I Kamrenes Forkant ved Siden af Aabningen sad et lidet Vindu, indenfra dækket med et Stykke rynket Bomuldstøj.

«Du maa ‘kje være saa fæl te lække, din Tosk,» sa Baadsmanden, der stod tilrors under Hyttetaget, til Sivert, som nærmed sig. «Ikkje om di slaar Helsen av Deg to Ganger paa Dagen, maa Du grete Taarer, Gut. Te mere Du greter, te mere Juling faar Du.»

Sivert hørte paa Tonefaldet, at Baadsmanden mente ham det vel. Det var det første Glimt af Velvilje, han havde mødt ombord. Han saa studsende hen paa ham og holdt øjeblikkelig op at græde.

«Ja d’e’ sannt saa eg sejer, Falemann.»Forfatternote: Kæleord, brugelig overfor Børn (Fadermand). nikked Baadsmanden. «Du e’ ossaa mykje for gammel te flebe. D’e’ nokke an’nt no enn te sitte heme bak din Mor sine Skjørter ska’ Du vite.»

«Koffor ska’ di mishandle meg saa daa?» udbrød Sivert og skar Tænder af Forbitrelse.

«Di e’kje værre me’ Deg, Far, enn me’ enkver, saa gjør sin første Rejse, især saa sjøsyk saa Du e’, Vent no te Du har brækket Deg færdi’, saa ska’ Du se, de’ bler be’re. Og saa maa Du lære Deg te slaast.»

«Te slaast, kem me’?»

«Me’ alle og enkver,» forklarte Baadsmanden. «Du bler aldri’ estemeret tesjøs, hvis ikkje Du kan slaast. De’ første Du maa gjøre naar Du kommer Deg, e’ te ta og pryle Kokken op.»

«Ka ligger Du an?» skreg Kaptejnen. Han havde været forud og kom nu agterover.

«Nor’vest te Nor’, Kaftejn!»

«Du gjør Fanen gjør Du, me’ di skjevrenesForfatternote: Klaprende. Sejlene.

Sivert var ved Lyden af Kaptejnens Stemme hurtig smuttet om Hjørnet af Rorhytten, som den kaldtes, og var flygtet ind i Kammeret om Styrbord, hvor han og Andenstyrmanden havde sine Køjepladser. I Kammeret om Bagbord holdt Førstestyrmanden til.

Sivert krøb over Kisten foran Underkøjen, hvor Andenstyrmanden laa og snorked, op i Overkøjen og strakte sine mørbankede Lemmer paa den stenhaarde Aalegræsmadras.

Aa, hvor han angred, at han var gaat tilsjøs. Det grov ham i Hjærteroden at tænke paa, hvor godt han havde havt det hjemme. Og det havde han frivillig og mod Forældrenes Lyst kastet fra sig, ene og alene for at faa det saa skrækkeligt, som han havde det nu. Kold og vaad og skidden var han og saa denne ulidelige Kvalme. Aa, aa, aa, – nu maatte han op igjen. Bare han vandt sig ud paa Dækket itide, saa der ikke kom noget paa Andenstyrmandens Kiste, saa blev det Tramping og Styr igjen. Han tumled frem af Køjen og ud paa Dækket, hængte Hodet over Rælingen og gav Hals. Aa, aa, aa, det slog aldrig Fejl, han kom til at gi fra sig baade Tarmer og Indvolder tilsidst. Den, som sad hjemme i Stuen hos Mor og fik Skiver med Smør og Gammelost paa – uf nej, Skiverne taalte han ikke at tænke paa, men sidde paa Sengebænken borte i Krogen i Ro og Fred, lægge sig om Kvælden og sove trygt og godt hele Natten igjennem. Aa, for en Elendighed han havde paaført sig selv.

Da han atter laa paa Madrassen med Ansigtet i Puden og Knæerne mod Køjekanten for Stødigheds Skyld, faldt han i Slummer og drømte, at han var i Kirke, og at Orgelet spilte en forfærdelig sørgelig Melodi. Saa begyndte Taarnklokken at ringe, og i det samme blev Døren til Prækestolen revet op, og Præsten stod i Aabningen og skreg noget, mens et iskoldt Pust strøg igjennem Kirken.

Sivert rev Øjnene op og rejste sig overende. Der stod Styrmanden i Lukafdøren og purred ud til Skaffing. Orgelet, han havde hørt, var Vindens Tuden, Ringningen Lyden af Skibsklokken, som slog otte Glas. Saa var det jo Middag, og han skulde været nede og sat paa Bordet i Kahytten.

«I maa skynne Jer, Andenstyrmann og faa Maten paa Bor’et. Kadavere’ der kan jo ikke røre seg. – Kaftejnen banner og turnerer,» – i det samme slog Styrmanden Døren til og forsvandt.

Andenstyrmanden rulled sig fra Underkøjen frem paa Kisten og trak Buksen paa, mens han gispedForfatternote: Gabe. som om Kæverne skulde gaa af Led.

«Tvi vorre slikt Aassel,» sa han, da han straks efter stod oprejst og trak en Busserul udenpaa sin Uldtrøje. «Ka Ti’ ve Du skjemmest og begynde te gjøre like for Deg, dit Dovendyr?»

Sivert laa med lukkede Øjne og lod, som han sov.

En halv Timestid senere blev Døren atter aabnet, og Baadsmanden stak en Biskøjt og en Skaal dampende Ærter, hvori der flød et Kjødstykke, bort i Køjen til ham.

«Se her, lemp i Deg, Gut.»

«Eg ve’kje ha,» svarte Sivert med en Grimase.

«Ikkje nokke Prat, Gut! D’e’ den eneste Maaten Du kan kureres paa.»

Sivert satte sig op og tog motstræbende Skaalen.

«Du ska’ ha i Deg kver eneste Droppe, hvis ikkje faar Du Juling.» Baadsmanden trued ham med sin tjærede Næve.

Da Sivert først begyndte at spise, gik det lettere ned, end han havde tænkt. Da Skaalen var tømt, stuved han den af mellem Hovedputen og Væggen og gav sig saa til at gnaske Biskøjten. Under dette sovnede han.

Da han vaagned, var det mørkt. Han følte sig bedre, end han havde gjort, siden han kom tilsjøs, og han laa og tænkte paa, hvor langt Kvælden vel kunde være leden. Saa luded han sig frem og keg ned i Underkøjen for at undersøge, om Andenstyrmanden var der. Men det var altfor mørkt. Han krøb frem paa Kisten, strakte Haanden ind i Køjen og kjendte efter. Nej, den var tom. Saa var Klokken altsaa ikke otte Glas endnu, for Andenstyrmanden skulde jo ha Frivagt tilkøjs fra otte til tolv. I det samme blev der slaat seks Glas, og straks derpaa naadde Udpurringshylet ind til ham.

Saa var det vel bedst, han tørnet ud og gik ned og gjorde klar til at skaffe, tænkte Sivert.

Da han kom ud paa Dækket, var det et Øjeblik, som om Vinden tog Pusten fra ham. Der var Graalysning i Luften og store, sorte Skydoter strøg forbi oppe ved Mastetoppene. Det drev smaat med Regn, og Sjøen ligned et Mylder af bevægelige Bakker, der kom rullende fra alle Kanter. Skuden krænged saa stærkt over, at læ Skandseklædning næsten slæbte i Vandet.

«Klar te venne,» brølte Kaptejnen, der stod midtskibs til Luvart og plirte op i den drivende Stormluft.

«Klar te venne ska være, ja!» svartes der forud fra.

«Hart op me’ Rore’!» skreg han derpaa og vendte sig agterover.

Sivert tumled hen til Kahytskappen, der var trukken helt over Nedgangstrappen til Kahytten, og aabned Døren, som han maatte kjæmpe med paa Liv og Død, for at den ikke skulde ta Magten fra ham. Saa bukked han sig sammen, men rendte alligevel Panden mod Kappekanten og krøb baglængs ned over Trappen efter med stort Besvær at ha faat Døren lukket igjen.

«Alle Mann paa Po-ost!» hørte han Kaptejnen tordne med en Betoning der skar det sidste Ord over i to.

I den lille, aflange Forkahyt, hvor Masten gik tværs gjennem det voksdugsbeklædte Bord, hang en osende Bliklampe og dingled. Sivert tog en Tinkande ud af et Skab og dryssed Te paa den af en Bliktrunk. Døren til den indre Kahyt var aaben, og Sivert keg derind. Paa den lille skindbetrukne Sofa laa nogle sammenrullede Sjøkort. Gulvet flød af Væde, som syntes at sive ud nede ved Gulvet fra Proviantkammeret om Bagbord. I Lukafet om Styrbord var Kaptejnens Køje uopredt.

«Jysses, kaa her ser ut,» mumled Sivert, «og Kaftejnen, saa skrøt av, at Kahytten alti’ maatte være blaast saa en Dokkestovve. D’e’ godt te merke, at Kajytsgutten har vore sengeliggenes.»

Han stavred op paa Dækket med Tinkanden i Haanden. Til sin Forundring syntes han, det liksom var blevet lysere. Han skotted til Himlen for at se, om det skulde være Maaneskin.

«La gaa for!» skreg Kaptejnen, idet han satte Hænderne for Munden som en Raabert og vred Ordene fra sig med bugtet Stemme.

«At han ikkje revner, saa saa han brøler,» tænkte Sivert, mens han med Besvær kom ind i Kabyssen og fik hældt Vand paa Tekanden fra en Kjedel, der stod og kogte, hvorpaa han stilled Kanden til Træk paa Komfuren.

«Kaslag, e’ de’ Ste’ te sitte Kan’en fra seg,» skjændte Kokken, som kom ind i Kabyssen. «Saa møkke han ska’ slingre utfor og slaa Holl paa seg.» Han gav Sivert et Knubs og flytted Kanden, saa den stod afstøtet.

«Eg synes ikkje, hon hiver saa møkke paa seg no,» sa Sivert imødekommende. «Ve’re maa ha forbe’ret seg.»

«Toskehovve,» spytted Kokken. «Vi venner jo. Bi no bare, saa tænker eg nok, Du ska’ faa spy igjen.»

Sivert keg ud paa Dækket.

«Hoi, aahoi, falderoi, mei boi!» sang Baadsmanden, han stod selv tredje og halte i Fokkebrasen, som han derpaa gjorde fast om en Koffernagle.

«No, kaa e’ de’ me’ Deg?» spurgte han, da han lidt efter fik Øje paa Sivert.

«Eg e’kje de’ Slage sjøsyk mere, ikkje svimmel heller,» svarte Sivert.

«Lemp Kaffikje’len ut te meg der,» sa en Joungmand, som kom hen til Kahytsdøren.

«D’ e’ vel Tekje’len, Du mener,» bemærked Sivert.

«Drikker Dokker Tevannssuttel om Morningen ossaa i Kajytten?» gav Joungmanden til Svar, idet han gik med Kjedlen.

«Han ska’ nok være fornøjeli’, han,» sa Sivert til Kokken. «Han sejer d’ e’ Morning.»

«E’ Du rikti’ i Hovve Du, eller kaalissen har Du det?» spurgte Kokken og satte Hænderne i Siden.

«Staar ‘kje Stokfisken der i Vann te imor’en kanskje, og e’kje de’ om Fredagen vi har Fisk, daa?»

«Eg trur min Sæl, Du har brækket den litne Forstan’en, Du hadde, ut av Deg, eller kanskje Du staar og gjør Nar av Folk!»

Sivert sprang forud. «Sej meg ka Dag d’e’ idag?» sa han til Baadsmanden.

«D’ e’ jo Fredag, Gut, ka sku’ de’ elles være?»

«E’ de’ Morning no daa?»

«Javist e’ de’ Morning. – – Du har jo sovet hele Etmaale’ rundt.»

Sivert var alt borte. «Aa jødes, aa jødes,» mumled han, «her e’ de’ Morning, og eg har lavet Tevand istede’ for Kaffi. Gu’ trøste og bære meg.»

I en Fart fik han Teen hældt paa Sjøen og fyldt Kanden med Kahytskaffen som han bar agterud, hvor Styrmanden og Kaptejnen alt vented.

«Saa Du vilde daa unne oss en Kaffitaar likevæl,» brummed Styrmanden.

«Nej, men se meg til den Slubberten!» buste Kaptejnen imod ham. «Vet Du ikkje an’t no te finne paa’ enn te skjæmme Tekan’en ut me’ Kaffi?»

«Eg kom te ta fejlt, Kaftejn, han va’ saa mørk, eg kun’kje se Hann fore meg.»

«Eg ska mørke Deg,» svarte Kaptejnen og gav ham en Lussing.

Med det samme tog Skibet en voldsom Overhaling. Inde i Skabet begyndte Stentøjet at røre paa sig, Døren for op, og en Tallerken slingred ud paa Gulvet og knustes, fulgt af en Blikkande.

«Saa ska’ daa Fan’en ta Deg, at Du har slængt Skapdøren aapen etter Deg,» skreg Kaptejnen og sprang op, greb Sivert bag i Skjortekraven og rysted ham saa stærkt, at Hodet dingled op og ned, mens Ansigtet blev rødsprængt.

«I struper meg, Kaftejn!» skreg Sivert rallende.

Kaptejnen slap Taget i Skjortekraven, tog ham om Nakken og bøjed hans Ansigt tæt ned til Gulvet, hvor der var flydt Sirup ud af Blikkanden.

«No slikker Du op Siroppen etter Deg,» sa han og gned hans Næse mod Gulvet, hvorpaa han gav ham et Puf med Knæet, der vælted ham om.

Da Sivert rejste sig op og viste sit tilsmurte Ansigt, brast Kaptejnen og Styrmanden i Later. Sivert tørred sig med Skjorteærmet, satte Sirupskanden paa sin Plads og lukked Skabsdøren. Saa samled han op Levningerne af den ituslaatte Tallerken.

«Kaa mykkje’ har Du knust, siden Du kom ombord i Skuten?» spurgte Kaptejnen.

«To Krus,» svarte Sivert.

«Ikkje mer! Du lyger ikkje domt, den Gangen,» haante Kaptejnen.

«Enn di to Asjettene daa?» sa Styrmanden.

«De va’kje meg. Di fallt av Bor’e i Slingringen,» forsvarte Sivert sig.

«Ja, naar Du inkje istForfatternote: Gider. sitte Slingrebrættene paa, din Raatapejs.»Forfatternote: Dovendidrik.

«De’ va’ me’ de’ same vi kom tesjøs, eg viste jo ikkje, ka Slingrebrætter va’ engang.»

«Alt, kasaa bler knust her agter, har Du knust,» sa Kaptejnen barsk. «Forstaar Du?»

«Forstaar Du!» skreg han højere, da Sivert intet sa.

«Javel, Kaftejn,» mumled Sivert.

«Kver Smittel og Smul,» vedblev Kaptejnen. «D’ e’ alti din Skyld. To Krus, to Asjetter og en Tallerken te Dato altsaa. De’ bler ‘kje stort Du faar te go’e paa Hyren din. I Kingstun kjøper vi nyt, og der koster Krusene en hall Speciedaler støkke og Asjettene to Ort, saa møkke Du vet de’. D’ e’ de’ same for meg, ka Du bruker Pengene te.»

Sivert stod og stirred paa Tallerkenskaarene med en fortabt Mine.

«Kaa mange Par Kniver og Skejer har Du hivve overbor’ med Spulevanne?» fortsatte Kaptejnen.

«Ingen,» svarte Sivert mørk.

«Nej, eg ska love for de’! Jaja Far, hversin Løst.»

Kaptejnen rejste sig. «Saa snart vi faar Go’ve’r en Dag, ska’ vi ha’ en Optælling paa Inventarie i Ster’sen.Forfatternote: Spisekammer. Saa faar vi se, ka der mangler.» Dermed gik Kaptejnen ind i den indre Kahyt og stopped sin Pibe.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om To Venner

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

To Venner (1887) er andre roman i serien. Sivert Jensen skammer seg over sine forfyllede besteforeldre, Oline og Sjur Gabriel, og rømmer til sjøs med barken «To venner». Livet til sjøs er tøft, men reisen blir en dannelsesreise for Sivert.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.