To Venner

av Amalie Skram

IV

En Eftermiddag, en Ugestid senere, da Kaptejnen havde sovet Middag, blev Sivert sat til at gjøre rent i Kahytterne. Det var den første Dag siden de var kommen tilsjøs, at Vejret var nogenlunde mageligt. Vinden var fremdeles kontrari, men den havde efterhaanden løjet svært af, og Kaptejnen gik og haabed paa, at den ganske skulde lægge sig til Aften og saa springe om paa Nord.

Han var i et forfærdelig Humør. Nu var det 18 Dager siden Lodsen forlod ham i Skjærgaarden, og endnu havde han ikke vundet at klare Skotland fra sig, og hele den sidste Uge havde han ikke faat Middagshøjden, men havde maattet hjælpe sig med Log og Kompas og engang imellem en Lodding.

Sivert var færdig med at skrubbe Gulvene og tørre af i Kahytterne. Nu sad han paa Storlugen og pudset Lamperne, mens han nynned paa en Visestump. Paa Hodet havde han en Sejldugshue, som Baadsmanden havde sydd til ham, istedetfor den, der gik overbord.

Han havde nu ganske vundet Bugt med Sjøsygen og var begyndt at føle sig veltilfreds ombord. Han havde ogsaa lært at greje sig bedre, og kom ikke saa ofte i Fortræd som i Begyndelsen. Det han skulde gøre, udførte han punktligt og nøjagtigt, og kom løbende som en Vind med Huen i Haanden, naar Kaptejnen eller Styrmændene kaldte paa ham.

Da han var færdig med Lamperne, gik han ned i Kahytten og hængte den mindste ind i Kaptejnens Kammer. Med den anden klavred han op paa Bordet, efter at ha lagt et Stykke Sejldug paa det, og anbragte den paa sin Plads oppe i Skylightet, der stod paaklem. Saa hopped han ned, og saa sig om. Jo, nu var der rigtig fint og pent alle Steder, ikke en Flæk at opdage. Skilderiene over Sofaen med Kaptejnens Kone og Børn saa blanke, at de skinned. – Men det var sandt, Spejlet over Bænken i Bagskottet under Vinduerne havde han glemt. Han hented en Dug i Forkahytten og gav sig til at gnide paa Spejlet. Saa la han Hodet til Siderne for at se, om det var rent og blev staaende ganske stille for at betragte sig selv, mens han strøg sig om Munden og kjendte efter om Skjægspirerne var bleven større. Det var da grusomt, hvor skidden han var, sort i Ansigtet, Skjorten stiv af Smuds og Sjøvand, og Haaret saa stort og svært, at det kunde være nok til tre. Naar han kom til Jamaica, vilde han gaa i Land og klippe og barbere sig, han kunde jo følges med Baadsmanden. Saa vilde han ogsaa kjøbe sig et Stykke Sæbe og vaske sig i ferskt Vand. Monstro om han nogensinde fik DaamForfatternote: Ren Grund. i Hænderne mere? Han løfted dem op og betragted dem paa Ind- og Ydersiderne.

«En durabeli’ Lab,» sa han halvhøjt og knytted sin store, kraftige Haand med de brede Led og de tykke Fingre. «Den ska’ ble go’ te slaa Kokken i Skallen me’.» Han viste Tænder og udstødte en knurrende Lyd, mens han førte Haanden frem og tilbage foran Spejlet, saa dens Knoer rørte ved Glaset.

«Staar Du der og spegler Dig, din Dagdriver!» lød det pludselig oppe fra det halvaabne Skylight.

Sivert blev saa forfærdet over dette uventede Tilraab, at han hurtig sprang tilside, uden at lægge Mærke til, at Døren til Proviantkammeret i det samme blev stødt halvt op, og at noget gjennem Aabningen blev sat ind paa Gulvet. I næste nu havde han Foden oppe i en afskaaren KaggeForfatternote: Overskaaren Fjerding. hvori der var Smør.

«Begynner Du no me’ TussetokteneForfatternote: Tossestreger. dine igjen,» vedblev Stemmen. «No har Du vorre bra nokken Dager, – de’ synes Du vel e’ for møkke de’!»

Sivert saa op, og fik Øje paa Kaptejnen, der stod sammenbukket og keg ned gjennem Aabningen i Skylightet.

«Eg bare torket Spegle’, Kaftejn,» raabte han frejdigt og rakte sig fremover, for at Kaptejnen ikke skulde se, hvor han havde sin ene Fod. «I ska bare se, kaa pent og rejnt her e’ blevet, Kaftejn.»

«Ja, Svar staar Du ikkje forlegen for!» sa Kaptejnen og blev borte fra Skylightet.

Sivert stod og hinked paa en Fod, mens han trak den smørrede Støvle af sig og med Pegefingeren fjerned saa meget som muligt af Smørklatterne, og drev dem med et Slæng ned i Kaggen.

Mens han holdt paa med dette, gik Døren til Proviantkammeret atter op, og Andenstyrmanden skjøv med Hænder og Fødder en Sæk Biskøjter ud gjennem Aabningen.

«Dekerten garve din syndi’e Ryg!» udbrød han forfærdet. «Ka e’ de’, Du tar Deg te me Smørre, din Svinepels?»

«De’ va’ nokke, saa skræmte meg saa grusomt, at der danset EllForfatternote: Ild. for Øgene mine, Anenstyremann –, og saa va’ de’ net saa eg ble’ blinn.»

«Du ska faa blinn, retno!»

«Sannfærdi,» forsikred Sivert. «Eg sto’ og torket paa Spegle’ og saa kom de’, og saa sku’ eg bøkse te Si’e, og saa va’ de’ eg kom te trø opi Smørre’.»

«Kafornokke kom, din Fantegut?»

«Et Spøkelse,» sa Sivert energisk. «De’ kom sigenesForfatternote: Dalende. ner fra Skylighte’ eller kaa de’ no’ va’, eg saag de’ saa tydelikt i Spegle’, og daa eg sku’ snuForfatternote: Vende. meg, va’ de’ vække.»

«Jou, no dikter Du godt,» sa Andenstyrmanden med paatat Ligegyldighed.

«Dikter!» Sivert stak Pegefingeren i Munden, bøjed Hodet bagover og tegned højtidelig et Kors paa sin Strube. «Ve’ I no tru meg daa?»

«Kaalissen saag de’ ut?» spurgte Andenstyrmanden.

«De’ hadde graa Klær,» begyndte Sivert tungerapt, «og Vest me’ blanke Knapper helt op i Halsen, og kvitt Skjæg helt ner paa Brøste’ og baade Haare’ og Hænderne va’ drivenes vaate, og i den ene Tinningen va’ der en blodig Stripe.»

«Du staar og lyger!» afbrød Andenstyrmanden, der havde faat et spændt Udtryk.

«Lyger eg? ja, ja, daa e’kje de’ værdt, eg fortæller Jer mere,» sa Sivert stødt.

«Jou fortæl no, ka daa?»

«De’ saag saa tongsindikt ut,» vedblev Sivert, «liksom de’ ikkje hadde Fre’, og saa tok de’ Han’en op te Pan’en, saalissen’.» Sivert løfted langsomt Armen, «liksom de’ ville klage seg, og saa vrængte de’ Øgene, saa Kviten kom ut, og sokket, og derme’ forsvanns de’.»

«Saag Du ikkje mere te’ de’?»

«Ikkje de’ Støv.»

«Ikkje hørte heller?»

«Ikkje an’t enn at de’ sokket.»

«Dette betyr vist nokke,» udbrød Andenstyrmanden med en Gysen. «Hutituh.»

«Ja, de’ trur eg ossaa paa,» bemærked Sivert med en Lyd i Stemmen, som om han frøs.

«Men kaa ska’ eg bære meg at me’ Smørre?» Andenstyrmanden bukked sig ned over Kaggen. «Jou, Du kan belave Deg paa, hos Kaftejnen.»

«Vi kan skrape Støvleruske’Forfatternote: Støvlesnavs. av me’ en Kniv,» foreslog Sivert, «og saa stamper vi nokke KvejtemjølForfatternote: Hvedemel. i eller menger de’ me’ Kjøttfett, saa Vækten blir rikti. Folkene mærker ikkje nokke.»

«Jou, Du e’kje raadløs Du,» svarte Andenstyrmanden, idet han tog Kaggen og bar den ind igjen i Proviantkammeret.

En Stund efter spurgte Sivert Kaptejnen om Lov til at vaske noget Tøj for sig.

«Vask te Helvete,» svarte Kaptejnen.

Sivert hented sit smudsige Tøj, fyldte en Pøs med Sjøvand, som han havde varmet i Kabyssen, og satte sig til at vaske paa Storlugen med Pøsen mellem Benene.

Lidt efter kom Kokken med en Balje varmt Vand, som han stilled ved Siden af Sivert.

«Stel no ikkje av Vanne’ mit, mens eg gaar ner etter Saapen,» sa han og stak en Bylt med Skjorter og Strømper ned i Baljen, «ellers ska’ Fan’en ta Deg.»

Kaptejnen gik frem og tilbage paa Dækket, bandende og spyttende. Det var begyndt at blæse igjen, og Vinden var imod hans Forventning ikke gaat om paa Nord. Af og til fnøs han højt, sparked med Fødderne, rev Huen af Hodet og slang den i Dækket. Naar han saa satte den paa sig igjen, knytted han Haanden og trued op mod Himlen. Pludselig kom han farende hen til Sivert.

«Ka e’ dette for nokke’! Bruker Dokker Kjøttbaljen te vaske Dokkes skitne Skjorteboler i?» raabte han med en Stemme, der skalv av Sinne.

Sivert, som sad med Pøsen, tænkte, at dette ikke vedkom ham og vasked uforstyrret videre.

«Aa ka e’ de’ for Slags Vann, Dokker bruker?» vedblev Kaptejnen. «Stik Fingen opi og smak paa de’, Sejlemaker.»

En ung lyskrøllet Fyr med en Lærredsbusserul udenpaa Vadmelstrøjen, der sad paa den anden Side af Storlugen og lapte paa et Sejl, hev sig paa Maven hen over Lugen, strakte Armen ud over Kanten, stak Langfingeren ned i Vandet og førte den til Munden.

«D’e’ ferskt Vann, Kaftejn,» sa han.

«Ja forsto’ eg de’ ikkje! Gu’ bevare meg vel for nokke Kjuapak.»Forfatternote: Tyvepak. Sivert fik et vældigt Slag over Øret. «Du ska’ Pinedø’ ikkje faa an’t enn Sjøvann te drikke heretterdags, siden Du vasker i ferskt.»

«De’e’kje mit Vann, Kaftejn!» hylte Sivert. «D’e’ Kokken sit – eg vasker i Sjøvann, la Sejlemakeren smake paa de’!»

I det samme kom Kokken. Han nægted, at Vandet var hans, og Sivert fik sine Tamp.

«I faar de’ nok igjen, Kaftejn, bi no bare, bi no bare, der e’ Straf for te slaa uretfærdi’» skreg Sivert rasende, mens Kaptejnen slog. Pludselig slog han sig løs med et Vrid, sprang hen til Storevantet og fo’r som en Kat op over Vevlingerne lige til Merset.

Kaptejnen gik forbløffet agterover, men vendte straks om og løb tilbage, løfted Baljen i Vejret, sprang op paa Spiren om Bagbord og hev baade Vandet og Klærene paa Sjøen. «Det ska han faa for Løgnen sin,» sa han triumferende.

Det gav et Sæt i Kokken i det samme han saa Kaptejnen vende Bunden af Baljen i Vejret, og uvilkaarlig løfted han Armene, men saa tog han sig i det og lo tvungent: «De’ har han jaggu godt av, Knebelen.»

Men nu maatte Kokken holde for. Kaptejnen opdaged, at han havde tat en ny kostbar Kobberkjedel i Brug.

Der blev et forfærdeligt Spektakel. Kaptejnen forlangte at efterse alle Kogekarrene, og modstræbende og pukkende maatte Kokken finde sig i at udlevere dem til Eftersyn. Efterhvert som Undersøgelsen skred frem, steg Kaptejnens Raseri. Der var noge ti Vejen med dem allesaommen. Paa et af Karrene var det ene Øre borte, et andet havde en dyb Bule i Siden, paa et tredje var Bunden saa godt som opbrændt, og alle var de utilstrækkeligt rensede og tildels irrede ved Kanterne.

Kaptejnen brølte og bandte og skreg op, saa Aaren i hans Pande blev svulmende rund.

«E’ Du utgaat paa at forgje hele Besætningen?» raabte han tilsidst. «Vet Du ikkje, at Irr e’ den pureste, skjæreste Forgift, din Forbryder?»

«Ja, eg undres ikkje paa, at han skamferer Kasserullerne,» sa nu en Matros, som sad paa en omvendt Pøs et Stykke borte og splejste en Trosse. «Der gaar’kje nokken Dag hen, uten at vi faar svidd og opbrændt Mat, Kaftejn, og Saadde’Forfatternote: Grynsuppe kogt paa salt Kjød. e’ saa salt, at vi svetter av det.»

«Koffer slaar Dokker ikkje Helsen av ‘an daa?» fnøs Kaptejnen. «Eg sku’ være Mannskap, og ikkje sku’ kunne raa’ me slikt SlafatForfatternote: Pjalt. av en Kok. Mit Lov har Dokker.»

«Og de’ va’kje Sivert sit, de’ ferske Vanne’, Kaftejn,» bemærked Sejlmageren. «De’ va ganske rikti’ Kokken sit, saa Gutten sa.»

«Vet Du ka, Du Kok,» Kaptejnen fo’r tæt ind paa ham og stod og snakte ham op i Ansigtet med sin tykke, røde Mund, «de’ bler Deg en dyr Spas dette her, naar Du no ska’ te og betale, ka Du har ødelagt.»

«Ja, ka Fan’en ve’ I gjøre meg daa, naar eg ska’ betale for de’?» sa Kokken trodsig.

Kaptejnen saa ud, som han var revnefærdig af Forbitrelse. Han udstødte en knæggende Lyd, mens Blikket for om til alle Sider. Pludselig hopped han ind i Kabyssen, rev Komfurdøren op, snapped et Stykke Ved, hvis ene Ende stod i Brand, og idet han svang det op i Højde med sit Hode, satte han paa Løb efter Kokken, der flygted agterover.

Det blev en Jagt Skuden rundt.

«Hjælp, hjælp! Kaftejnen e’ bleven avsindi’, hollt ‘an!» skreg Kokken, mens han løb om paa Dækket og med et Sprang satte over enhversomhelst Forhindring.

Folkene slap sit Arbejde og fulgte med. Nogle lo og hujed, en af dem rysted betænkelig Hodet.

«No faar Kokken Traktementet sit! Kipelam! Kipelam!» raabte Sivert oppe fra Merset.

Tilsidst jomped Kokken op paa Bakken og klatred paa alle fire ud paa Klyverbommen, hvor han søgte at skjule sig bag Jageren.

Kaptejnen stod stille nedenfor Bakken og kasted det glødende og rygende Træstykke efter ham. Det for tæt forbi Kokkens Øre, og faldt i Vandet med en Hvislen. Saa vendte Kaptejnen sig og gik hurtig ned i Kahytten. Han drog Pusten med Besvær, og Knæerne skalv.

Gu’ bevare meg vel for et Syndaleven,» udbrød Rormanden, en graaskjægget Matros med Hænderne fulde af Tattoveringer, da Andenstyrmanden kom hen og keg i Kompasset. «No har eg forre i snart tredeve Aar, men aldri’ har eg daa set nokken Kaftejn løpe etter Folkene me’ gloenes Branner.»

«De’ e’ de’ kontrarie Ve’re’, saa e’ Skyld i de’,» svarte Andenstyrmanden. «Kaftejnen e’ snobt disperat galen i Motvinn. Saa va’ de’ paa forri’e Rejsen ossaa.»

«Ja, før eg gaar ut igjen me’ denne Skuten, før ska’ eg ta meg Hyre paa en Slavegallias,» mumled Rormanden.

«Nej, hadde eg vist ka no eg vet,» sa Andenstyrmanden, og nikked hemmelighedsfuldt, «saa hadde eg ikkje sat mine Føtter ombord i «To Venner». Suten e’ fejg,Forfatternote: Bestemt til at gaa under. hon.»

Lidt efter krøb Sivert ned fra Merset og satte sig til at vaske igjen.

«Kaa mange Skjorter har Du fortjent te’ idag, Kok?»spurgte han, da Kokken viste sig ved Kabyssen.

«Skjortene ska Du faa betale meg, de’ kan Du ligge Fingen paa Øge, og be Fanen slaa te paa!» skreg Kokken.

Pludselig begyndte Kokken at gaa Berserkergang. Han udstødte et Hyl, sparked til Kasserollerne, svang Stegepanden over Hodet paa sig, løfted Huggeblokken højt i Vejret og satte den af al Magt i Dækket igjen. Saa greb han en Tougende og slog løs paa Storlugen med den som en rasende, mens Eder og Skjældsord formelig strømmed ud af ham, blandet med en Lyd af kvaldt Hulken. Han forbandte Kaptejnens og Mandskabets baade Indvolde og Lemmer, Riggen og Kabyssen, Kogekarrene og Provianten, hele Skibet, og hvert et Søm og hver en Nagle, som fandtes i det. Om lidt slap han Tougenden, rev løs en Koffernagle og gav sig til at dunke paa et Vandfad med den, mens han blev ved at skjælde og smælde. Sivert saa til og vidste ikke, enten han skulde le eller græde. Folkene mored sig, mens de lod som de søgte at tale ham til rette. Rormanden strakte Hals og fik skjevrende Sejl. Saa kom Andenstyrmanden springende, og spurgte Kokken, hvad han tænkte paa. Kokken bare raste værre og værre.

«No gaar eg etter Kaftejnen,» sa saa Andenstyrmanden og gik agterover.

Ved denne Trudsel slap Kokken Koffernaglen, stak Hænderne i Bukselommerne og drev forover, mens han blev ved at forbande, idet han dog dæmped Stemmen noget. Med ét syntes Raseriet paany at bemægtige sig ham. Han bøjed sig i Knæerne, saa han næsten sad paa Huk, hopped derpaa i Vejret, og idet han gav et langt Brøl fra sig, faldt han ned igjen med et smældende Støvletramp.

Da Andenstyrmanden kom med Kaptejnen, befalte denne, at Kokken skulde bindes, og efter adskilligt Rabalder og Besvær lykkedes det at overmande ham. Imens dansed Sivert omkring dem med en frydefuld Mine og ellevilde Fagter. Hvergang han saa sit Snit til det, luggedForfatternote: Trække i Haaret. han Kokken og kneb ham i Ørene. Da de havde faat ham bundet, lemped de ham ind i Malerskabet ved Siden af Kabyssen og stængte Døren.

Det var imidlertid begyndt at kule paa mere og mere. Himlen var pakkende fuld af en stiv lysegraa Skodde, her og der gjennemskaaret af skiddengule, metalagtige Striber, der gjorde Luften styg og uvejrsagtig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om To Venner

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

To Venner (1887) er andre roman i serien. Sivert Jensen skammer seg over sine forfyllede besteforeldre, Oline og Sjur Gabriel, og rømmer til sjøs med barken «To venner». Livet til sjøs er tøft, men reisen blir en dannelsesreise for Sivert.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.