Theodor! – sover du?
Ja.
Men jeg ser det blinke i Cigaren.
Jeg røger i Søvne.
Der er noget, jeg har saadan Lyst til.
Behøver jeg at være med?
Ja – du maa være med.
Er det meget besværligt?
Nei – og saa er det saa morsomt; – ja du vil ogsaa more dig, – det er jeg vis paa.
Tak, jeg har det meget godt, saa for min Skyld behøver du ikke –
Men sig – Theodor! – synes du ikke, at vi har det lidt – lidt døsigt saadan om Eftermiddagen?
Jo – frygteligt!
Ja jeg for mit Vedkommende – jeg trænger til at friske mig op, lufte mig ud, – lidt Fart, – lidt Afvexling –
Du ogsaa! – det er netop min stadige Tanke; vi gaar tilgrunde beggeto – ja 9allesammen herhjemme af Mangel paa Liv – paa Afvexling –
Jeg tror, det er vor egen Skyld.
Det mener jeg ogsaa.
Vi har jo vor Frihed; – vi kan gjøre, hvad vi vil.
Men vi gjør det ikke.
Tænke sig, at vi – unge Mennesker – sidder her i Ovnskrogen og smaakoger; mens Maanen skinner og Kanebjælderne ringler, og Isen ligger fristende blank henover Vandet. Ved du – Theodor! ingenting er saa fristende for mig som Is!
– fristende? – til hvad?
– til – til Glæde – og
– og Forelskelse?
– nuvel! du gamle Uhyre! hvis du absolut 10skal kalde det for noget. (bøier sig over hans Stol.) Henover Isen, vel indpakket, tæt indtil hinanden, raske Heste, Bjældeklang – og saa Maaneskin! – aa!
Tal aldrig om det – Johanne! – det er fortvivlet at tænke paa.
– fortvivlet – hvorfor?
Fordi alt det der er langt tilbage blandt Minderne, – tabt bag den Vogn, som hedder Bryllupsvognen.
Snak Theodor! – det er vor egen Skyld; vi lever for ensformigt, – altfor skikkeligt.
Ja – det ved Gud, vi gjør.
Vi optages for meget af os selv – og af lille Carl; dette adstadige Familieliv afstænger os fra Verden; – det vi trænger til, er –
Jeg skal sige dig det, vi trænger til mere Frihed.
– eller til at bruge den, vi har. Kom 11lad Slæden spænde for, saa kjører du mig en Tur; – det var det, jeg vilde bede dig om.
– vi to? – sammen?
Javist – Theodor! – vel indpakket, tæt ind til hinanden – kom!
Men jeg synes, du talte om Afvexling?
Er det da ikke en Afvexling mod disse Kaminaftener?
– og Frihed?
O – der er ingen Følelse saa herligt frigjørende som at fare henover Sneen som klingrende Skygger.
– men vi to? – bestandigt vi to?
– naturligvis.
(Pigen bringer Lamperne.)Ah! jeg forstaar; – vi misforstaar hinanden.(hun ordner Gardinerne ved Vinduet, indtil Pigen er gaaet ud). Du 12tænker paa Afvexling i Selskabet, – mere Frihed i saa Henseende –
Det forekom mig nok lidt besynderligt, at vi var saa enige.
Og du kunde tro, at jeg –
Kjære! jeg saa dig jo ikke; – her var næsten mørkt; og fra først af halvsov jeg – – véd du!
– og saa var det formodentlig dine skjønne Drømme, du fortsatte – (hun ruller sit Sybord frem foran Kaminen, sætter Ovnskjærmen for og ordner sit Arbeide).
Hm! – Skal vi alt have Lamperne; (ser paa uhret over Kaminen) – snart syv! – saa har jeg alligevel maaske sovet ordentlig; – Frøken Svendsen kommer herud; jeg vil se hendes Bøger for disse Maaneder; det er endnu saa uvant med Damer i Forretningen. Vil du sende hende ind i Kontoret, naar hun kommer.
Og min Kanefart?
– vor Kanefart! – hør Johanne! vilde 13du ikke finde det latterligt, om vi to satte os i Slæden, bare forat kjøre sammen i Maaneskin?
Ikke det ringeste.
Men vilde du ikke heller kjøre med en anden?
Vilde du heller med en anden?
Nuvel – om saa var? – bliv ikke vred; men der er forskjellige Ting, jeg er begyndt at tænke over i det siste –
– efterat Waage kom hjem fra Paris.
Paa ingen Maade! – jeg lader mig ikke paavirke af nogen; – og desuden behøver jeg ikke at lære Paris af Jens Waage. Jeg har igrunden altid været opmærksom paa Manglerne ved den selskabelige Ordning herhjemme.
Det har jeg dog ikke mærket før.
Du skulde ikke le – min Ven! – det er sgu alvorligt nok! – og du føler det selv, 14uden at du ved af det. Denne Ledhed og Kjedhed, denne Trang til noget andet – alt dette kommer af noget forkert, som ligger – dybt nede i Samfundet – ligesom Dragen paa Bunden af Brønden; og denne Drage – den hedder –
– Dragen hedder?
Ægteskabet.
Jeg kunde næsten tænke det. Hvis du havde Tid til at læse lidt mere – Theodor! vilde du se, at denne moderne Snak om Ægteskabet kun er en ny Form for de gamle Uartigheder mod os Kvinder.
Jeg bryder mig ikke det ringeste om Literaturen, – det vil da sige: undtagen den franske; men jeg – ser du! jeg studerer Livet paa nært Hold; min Forretning aabner mig langt rigere Anledning til at kjende Menneskene, end de har – disse Forfattere, der leve kummerligen af at efterligne hverandre.
Det klæder dig ikke at tale ondt om Literaturen; – du ved, jeg har al Agtelse for din grundige Uddannelse somKjøbmand; men 15du maa dog indrømme, at i rent literære Spørgsmaal, om Bøger –
Undskyld, at jeg afbryder dig. Jeg ved, hvad der kommer, jeg hører ham allerede. Bare du nævner Bøger eller Lærdom, saa kommer han; – det er akkurat som i de nye Operaer: ikke før begynder Motivet at snøvle nede i Fagotterne, før du har den tilhørende Fyr oppe i Kulissen; – nu er det Friedemann, som skal frem, – den lærde Friedemann, den aandrige Friedemann, – din Friedemann.
Stakkels Friedemann – skal han nu frem igjen. Hvad du dog er for en Hykler – Theodor!
Jeg?
Ja just du! – naar Friedemann er her, skinner du saa blid som Solen; men er han borte, ved du ikke alt det onde, du skal lade regne over ham.
Jeg maa jo være elskværdig mod dine Venner, naar de besøger dig.
Nei – nei! – det skal ikke lykkes dig; – jeg mærker, hvor du vil hen; – du vil lade, somom han kommer for min Skyld; men Sagen er, at han trykker dig.
Fruens Ven øver næsten altid et vist Tryk paa Herren.
Nonsens Theodor! – du føler hans Overlegenhed.
Paa ingen Maade! – saadan en Smule Sproglærer, som er rig nok ved sin Kones Penge til at kaste sin Tid væk, skrive Bøger, intet Menneske læser – undtagen du. Bah! – Vers! det skrev vi alle i vor Ungdom.
Det begynder alle Mandfolk at sige, – har jeg lagt Mærke til; – du ogsaa? Theodor!
Ja – det vil sige, jeg prøvede naturligvis ogsaa.
Hvorledes blev de – du! – dine Vers – hvad?
Saadanne Vers ere alle lige slette; den, som brænder dem først, forstaar Kunsten best.
Dine gav vist et vældigt Baal – Theodor.
Aa – du overser mig kanske vel meget – Johanne!
Men Kjære! – det er jo Spøg. Du kan ikke sige, jeg overser dig, fordi jeg paastaar, at Ludvig Friedemann i visse Ting er dig overlegen.
– overlegen – overlegen – Friedemann! – bah! – nei jeg skal nævne dig en, som jeg begynder at finde overlegen i visse Ting –
Jens Waage.
Paa ingen Maade! paa ingensomhelst Maade! Det er ogsaa noget, du har lært af Friedemann: at komme stikkende midt inde i Samtalen med et Ord, som sletikke passer. Nei du! – den, som jeg begynder at finde overlegen, det er du selv – min Ven!
Jeg? – kom sæt dig, lad mig høre.
Før – i Mørkningen, da jeg misforstod dig –
– da du var saa afskyelig –
– da du blev saa fornærmet, fordi jeg kunde tro –
Ja ved du hvad! tænke, at jeg skulde have Lyst til at bytte –
– da var det just.
– hvilket?
– da var det just, du var overlegen.
Men Kjære! – vi er overlegne – vi Kvinder i det Stykke, fordi vi aldrig tænker saa – saa urent.
Nei nu er Turen til dig at misforstaa: du er mig overlegen, fordi du er gaaet langt forbi 19mig. Saaledes som jeg ønskede og drømte det, saaledes har du allerede for længe siden indrettet dig. Og saa dertil denne krænkede Mine: at jeg kunde tro om dig …! jo du er virkelig overlegen – Johanne! – just du!
Hvad er det for utaalelige Ord, du bruger: indrettet mig –? – hvad mener du?
Hør nu: naar jeg i min store Troskyldighed –
i din – hvilket?
– i min overordentlig store Troskyldighed sidder og drømmer om lidt mere Frihed, lidt mere Afvexling, saa har du allerede realiseret Drømmen for dit Vedkommende: du har Frihed, og du bruger den; du har Afvexling, – du har din Friedemann.
Er han nu der igjen; – du er da vel ikke –?
Haha! paa Friedemann! nei – min Pige! – og jeg er desuden saa fuldstændig enig 20med dig, – ikke netop i Valget af Personen, –hver sin Smag; men i Principet –
Du er bleven saa frivol – synes jeg –
Sagen er, – som du selv sagde, før Lamperne kom, vi lever for skikkeligt – især vi unge Ægtemænd; – paa den ene Side passer Konerne paa os som sande Natvægtere; og saa er de unge Piger saa bange, at de skriger bare man ser stivt paa dem.
Det har jeg dog aldrig hørt – Theodor!
Nei – jeg har været dum hidtil, Man bør indrette sig som du med Friedemann.
Der er – det kan jeg forsikre dig – fra min Side intet iveien for, at du indretter dig – som du kalder det – med Laura –
Fordi du ved, jeg kan ikke lide Fru Friedemann! – men sæt, det var en anden – en, som jeg syntes godt – meget godt om, hvad vilde du sige til det?
Hvis Forholdet var som mellem Ludvig 21Friedemann og mig, vilde jeg visselig ingenting sige. Men jeg kjender dig; du vilde ikke nøies med det; du vilde bestandigt gaa videre og videre, – jo du vilde; for saadan er I Mandfolk.
Undskyld – hvad Kjøn er Friedemann?
Han er Intetkjøn – det vil sige for mig; og derfor er han behagelig; men du har faaet nogle væmmelige Ideer hjemført fra Boulevarderne.
Du blir vred bare ved Tanken.
Det er ikke det; men du ærter mig; du taler, somom vi allerede vare kjede af hinanden.
Du siger allerede; altsaa mener du selv, det maa komme engang. Men det er just det, jeg vil forebygge. Ser du: vi lever for intimt – vi Ægtefolk hertillands, vi slider ligesom for meget paa hinanden; – et Ægteskab – lad mig forklare dig, hvorledes et Ægteskab bør være; – der er Kanebjælder! – de kjører op for Døren; – det maa være Friedemann; jeg kjender Klokkespillet. Se nu, hvor heldig du er: saasnart du er lidt 22utilfreds med mig, strax er den anden ved Haanden.
Laura er naturligvis med; men – (lidt usikker) – skulde det nu være bare Friedemann, saa vil jeg bede dig være forsigtig og artig.
Jeg! – jeg skal ikke aabne min Mund.
Jo vist skal du saa; men ingen Hentydninger eller –
Jeg er jo ikke andet end et Skjærmbræt; hvad skal jeg sige?
Theodor! – der kommer han! – det er stygt af dig, – du skal ikke lokke mig til at le.
(Friedemann banker og kommer ind.)Godaften Friedemann! er du ude at kjøre?
– og alene! – hvor er Laura?
Jeg ved ikke – det vil sige, hun vilde ikke være med – tror jeg –
Du har vist ikke spurgt hende?
Nei du! – oprigtigt talt –
Fy Hr. Friedemann! det skal jeg fortælle Laura.
Aa nei! Frue! det maa De ikke; – det er Deres Skyld. Ja – De husker, De sagde igaar, at De holdt saa meget af at kjøre i Maaneskin.
Det gjør hun ogsaa; tag dit Tøi paa Johanne! (sagte til hende) – hvor du er heldig!
Jeg er bange, her er for koldt.
For et Øieblik siden vilde du jo paa Død og Liv –
Tak – Hr. Friedemann! – det var meget venligt af Dem at tænke paa mig. Min Mand er saa doven om Eftermiddagen.
Ja – Sandberg! – der er jo Plads, hvis du vil være med; jeg kan jo saa godt staa bagpaa.
Nei Kjære! – hvad skulde I med mig? – jeg bliver hjemme med de andre Møbler. God Fornøielse og vælt ikke. (ser paa uhret). Skulde du møde Frøken Svendsen – Johanne! Saa sig, jeg venter. (gaar ind tilhøire).
Tror De – Fru Sandberg! – at Theodor – (stanser); men De tar ikke Deres Tøi; De vil ikke kjøre med mig?
Jeg ved ikke – De vilde spurgt om noget, men De stansede?
Fordi jeg ikke behøvede noget Svar. Det var en Dumhed af mig – dette.
– hvilket?
– at komme herud. Men saaledes gaar det mig saa ofte. Jeg tror, man bliver lidt barnagtig af at informere unge Mennesker. Gik jeg ikke hele Formiddagen og glædede mig til denne Tur i Maaneskin, – til at tale uforstyrret med Dem om det, som mest interesserer mig, og som jeg ellers har saa liden Anledning til at tale om.
Nuvel! – det vil vi ogsaa; – nu tar jeg Kaaben (henter sit Tøi ind fra Entréen og klær sig i Vinterdragt).
Nei – nei – nu gjør De det bare af Elskværdighed.
Fy – Hr. Friedemann! – begynder De nu ogsaa at blive mistroisk.
Oh! – jeg begynder ikke; jeg har længe vist, at jeg ikke er morsom; – Laura fortæller mig det en og anden Gang; – og jeg føler godt Deres Mands Overlegenhed.
Theodors Overlegenhed! – nei hør Hr. Friedemann! min Mand har mange gode Sider; men netop nogen Overlegenhed – specielt over Dem – nei –
Da har dog Theodor Sandberg bestandig fordunklet mig og andre i alt det, som Damer pleier at sætte Pris paa; og derfor var det dumt af mig –
Hold dog op; – nu er jeg færdig; – afsted.
Bare De nu ikke gjør dette af Godmodighed, for ikke –
Men Gud! – det er jo det morsomste, jeg ved, at kjøre i Kane.
Men De vilde ganske vist heller kjøre med en anden – hvad?
De har saa mange Uvaner fra Skolen – Friedemann! De spørger for meget. Se saa! – der hører jeg nogen i Entréen; – kom nu, før nogen forhindrer os.
Jeg vilde saa gjerne være sikker paa – at –
Jeg vil heller kjøre med Dem end med nogen anden – er De nu fornøiet?
(Hun tager hans Arm; i Døren møder de Frøken Svendsen)
Godaften Frøken Svendsen! – min Mand venter Dem. (raaber ind tiihøire) Theodor! Frøken Svendsen er her. De kjender jo Hr. Ludvig Friedemann! – men De maa undskylde os; Hestene venter, vi skal en Tur i Maaneskin.
Lad Dem ikke opholde Frue; jeg søger blot Hr. Konsulen i Forretninger.
(Fru Johanne og Friedemann gaar. Sandberg kommer ind fra Kontoret.)Godaften Frøken! – jeg har ventet.
Klokken er præcis syv.
Hm! – jeg har alligevel ventet.
Saa har Hr. Konsulen begyndt for tidligt.
Deres Bøger –?
Jeg tænkte ikke, det var Konsulens Mening at føre de store Bøger herud.
Det blev vel for stor Byrde for en Dame?
Aa – en Mand kunde saamænd hellerikke bære dem alle. Derfor har jeg kun Journalen og desuden en Extrakt af Kassen samt disse her – (viser Bøger og Papirer). Jeg mente, 28Hovedsagen var, at Hr. Konsulen fik en Ide om, hvorvidt jeg forstod Tingen – –
Ganske vist – Frøken! det var Meningen. Vil De følge ind i Kontoret. (Jens Waage banker og kommer fra Entréen). Godaften Jens! – velkommen! – vil du slaa dig ned hos os iaften?
Nei Tak du! – jeg er paa Jagt –
Saa –?
– – efter Dem – Frøken Svendsen.
Jeg er for Øieblikket i Arbeide – Hr. Waage.
Nei vent dog og hør. Jeg gik udad Alléen langsmed Søen og saa udover Isen. – Langt ude ved Lyngholmen var der nogle Damer og Herrer, ellers kun en enkelt Skøiteløber hist og her paa den store Flade. Da løb der med et en Dame forbi mig –
Det var mig.
Det tænkte jeg; men ved De, hvad jeg kjendte Dem paa? Idetsamme De strøg forbi – temmeligt nær Land, hvor jeg stod, gjorde De et Kast, saa det blanke Skøitejern kom til at blinke i Maaneskinnet, og idetsamme sagde jeg til mig selv: Frøken Svendsens Støvler! – og bagefter gjenkjendte jeg baade Kaaben og Hatten.
De er kommen herud over Isen – Frøken! – var den god?
Deilig! – og hvis jeg virkelig kom lidt for sent, saa var det –
De kom ikke for sent; Klokken er ikke mere end syv.
Men siden forsvandt De for mig, indtil jeg syntes, De gik iland nede ved Sandbergs Haveport, og saa gik jeg herop, forat se –
Frøken Svendsen og jeg har Regnskaber at gjennemgaa.
Nei vent dog et Øieblik; jeg vilde spørge Dem – Frøken! om vi ikke skulde løbe en Tur sammen imorgen Middag – udover til Lyngholmen?
Hr. Waage synes ikke at forstaa, at vi Forretningsfolk har andet at tænke paa end at løbe paa Skøiter. Jeg er til Deres Tjeneste – Hr. Konsul!
Jeg kommer strax; – De er jo kjendt i Kontoret?
Jo – jeg har været her en Gang før.
(gaar ind tilhøire.)Har du hende derinde hos dig – alene?
Naturligvis; hun er ny i Forretningen; jeg vil se hendes Bøger.
– hendes Bøger?
Ja – for Fanden! hun fører jo Bøgerne i Kontoret.
Hun fører dem vist nydeligt – gamle Afskum!
Men jeg forsikrer dig –
Jeg tror dig, – jeg tror alt i den Retning herhjemme. Men – undskyld! – naar man har været ude en Tid, saa blir man lidt underlig ved al denne Dyd.
Dyden er sund – Jens.
Dyden er kjedelig – Theodor! Det er jo aldeles latterligt, hvorledes Mandfolkene gaa her og tosser. Her er en embarras af Kvinder, – Pragtfruentimmer for Kjendere! og dertil saa fuldtpakket af Dyd, at Ingen passer paa; og Livets Kjedsommelighed levner ingen anden Tilflugt end, hvad der kan udvindes af Elskovens hemmelige Gruber. Men ingen strækker Haanden ud; – og dog møder jeg hver Dag Kvinder – gifte og ugifte – med dette tomme Blik af Forventning, og denne spodske Sikkerhed, som de alle lægger sig til, fordi Mændene er nogle Fæ – feige – dumme og kolde!
Det høres, du har været længe borte, naar du tror, Dyden tar overhaand. Jeg kan forsikre dig, her er dem iblandt os, som vel forstaar at benytte – –
Ja hvem er saa det? nogle gamle Kanaljer, som ikke har andet tilbage end Frækhedens Naadegave, – som griber i Flokken – hensynsløst og brutalt; og de – de opnaar mere end vi, som er unge og – bedaarende – ikke sandt?
Oprigtigt talt du! – det er mangen Gang ærgerligt nok.
Og du selv! – ja undskyld; men jeg tilstaar, du overrasker mig. Gudbevares! du har en fortryllende Kone, og jeg skulde vist ikke være den siste til at kaste den første Sten om du negligerede hende eller opførte dig hensynsløst. Men alligevel, er du ikke bange – bange for –
Hvad skulde jeg være bange for?
– forat blive dum – undskyld! – jeg er jo lidt yngre, og har ikke prøvet dette. 33Men det forekommer mig, somom der kunde være noget fordummende i at leve Ansigt til Ansigt med det samme Menneske Dag og Nat – uden nogensomhelst Afvexling.
Hør Jens! der er meget i det, du der siger; du maa bare ikke bilde dig ind, at det er noget nyt for mig. Jeg har saamænd for længe siden seet Feilen ved disse altfor intime – altfor lykkelige Ægteskaber; og saa maa du nu hellerikke tro, at jeg forgjæves har levet halvandet Aar i Paris.
Men saa forklar mig – forklar mig kjære Ven! hvorledes du formaar – ja jeg siger ligefrem formaar at omgaaes kold og uforstyrret med denne Frøken Svendsen?
Det er s’gu sandt, jeg havde nær glemt hende.
Ja – se nu selv! – han har hende under Laas og Lukke, og saa glemmer han hende!
Synes du virkelig, der er saa meget ved hende?
Oh! une femme superbe! – Kong Salomo vilde sagt: epatante!
Du er jo selv helt greben!
Ja, det ved Gud, jeg er; og du kan forlade dig paa, jeg skulde ikke glemme hende, om jeg var den, hun ventede med aabne – Bøger.
Det er kanske derfor, at du besøger mig saa venligt i Kontoret?
O – jeg maa benytte enhver Anledning; det er nemlig et Fandens Fruentimmer – skal jeg sige dig.
Men fortalte du mig ikke i Søndags, at du allerede var begyndt at interessere dig for Laura Friedemann?
Jovist – den lille Fru Friedemann, – hun er sød; men – hun er mig for dum.
Er hun nu ogsaa dum?
Ikke egentlig dum, men farlig; hun har en Eiendommelighed: er der saasandt et Ord, som ikke maa nævnes, kan man være sikker paa, at den lille Fru Friedemann finder det paa Spidsen af sin Tunge, – og det er farligt; desuden er hun dydig.
Men hun kan dog ikke være uovervindelig for dig.
Aa nei! vist ikke; men jeg maatte have mere Tid – ser du – og saa videre –
Og saa opgiver du hende og begynder med den næste! – ved du hvad – Jens! – det er igrunden en temmelig uskyldig Sport.
(mod Kontoret.)– opgiver – aa langtfra –
Godaften – er Johanne ikke hjemme?
Nei Frue! – Johanne er ude og kjører en Tur med Deres Mand; men de kommer vist snart tilbage. Jeg maa imidlertid overlade 36Dem til Jens Waage; der er en, som venter paa mig i Kontoret. Og hør – Fru Friedemann – tag Dem rigtig alvorligt af ham; han er saa græsseligt vigtig. (ind tilhøire).
Aa – det var godt, jeg fandt Dem – Waage.
Tør jeg tro, at De søgte mig?
Nei! – Nei – det var rent tilfældigvis; jeg gik mig en Tur –
– Saa sent –?
Jeg gik, forat møde min Mand.
De viste, han kjørte med Fru Sandberg?
Naturligvis! – og da jeg saa kom forbi Sandbergs Have, fik jeg Lyst til at gaa ind –
Det var altsaa dog noget som en Anelse –
Nei – det var en Hund.
Ah! – Coco stod udenfor.
Den sad og gjøede ved Haveporten –
Altsaa var det alligevel Deres Hensigt –
Herregud–ja! – hvor De dog er klodset! havde De nu ladet, somom De ikke forstod, saa havde vi begge havt Fornøielse af det; – men De er igrunden ikke et Haar bedre end de andre, og jeg maa tilstaa, at ved nærmere Bekjendtskab skuffer De mine Forventninger – paa det grusomste.
Tilgiv – jeg skal forbedre mig; men kan De undres over, at jeg griber efter det minste Tegn – jeg, som maa nøies med saa lidet?
Tal ikke om det; De har forspildt mit gode Humør; nu har jeg slet ikke Lyst til at løbe med Dem.
– løbe?
Ja – (ser paa ham). Gud! – han tror, jeg vil løbe bort! – (ler). nei, han er gal! – løbe paa Skøiter – naturligvis – imorgen, har jeg ikke sagt det? Det var derfor, jeg søgte 38Dem, men nu – som sagt – nu vil jeg ikke. (sætter sig). Nei – Hr. Waage! kom igjen, naar De er gift.
Er jeg for dum?
Ja.
Det skjærper Intelligencen hos Mændene – at være gift – hvad? Deres Erfaring – Frue!
Lad Ludvig være i Fred; – han har sine gode Sider; men de vender ikke netop til Gaden. De har derimod Facade – og ikke mere.
Tro mig! – Frue! man kjender alligevel mange Smuthuller og Krogveie, selv om man gaar udenfor som en uindviet – omkring Ægteskabet og indimellem –
Men De lærer ikke at behandle Kvinden – den gifte – den honnette; – nei – nei! sig mig ikke imod. Ægteskabet kan være slemt nok – især for os Kvinder; men Mændene – de kan nu aldeles ikke undvære det; – den Erfaring – den Udvikling – ser De –
Vi, som staar udenfor, – vi faar ingenting at vide, mener De?
Aa – de kan nok faa vide adskilligt men der er alligevel noget, de ikke lærer.
Tror De virkelig ikke, man kan lære af en Kvinde, uden at være –
– uden at være gift med hende? – jo det ved Gud, jeg tror; De kan vist lære meget – mange nydelige Ting, det tvivler jeg ikke om. Men alligevel er der noget ved Ægteskabet – noget uforklarligt, som jeg ikke kan forklare, – et Frimureri, – som en fælles Hemmelighed, som alligevel ikke er nogen Hemmelighed, – kort sagt: noget man ikke forstaar, uden man træder indenfor.
Men saa forstaar man strax?
Saa begynder man at forstaa; og de, som er indenfor, de forstaar hinanden ganske anderledes – end for Exempel vi to.
En Hemmelighed – sa’ De, som dog40ikke er nogen Hemmelighed, – hm! det skulde vel aldrig være Kjedsommeligheden?
Hys – Gudskelov! vi er alene! – han kjender Hemmeligheden! forraad os ikke, og bliv en af vore, – skynd Dem!
Men hvis jeg nu ikke kan faa den, jeg vil have –?
Det skulde vel ikke være mig?
Sæt, at det var.
Saa er De vel ulykkelig – over al Beskrivelse.
Jeg vil ikke skabe mig – Frue; men De ved selv – det Indtryk, De gjorde paa mig allerede første Gang –
Nei – lad os ikke tale mere om det; – hvorledes kom vi dog ind paa det Kapitel? – det var naturligvis min Skyld. Der er visse Ting, man bør gaa udenom – lad os gaa udenom – ikke sandt? – jeg er altfor glad ved Deres – Deres – Deres Bekjendtskab.
Det var ikke meget. Har De ikke et Ord – lidt varmere?
Nei nei! – det er Ordene, som fordærver alt, – det maa jeg vide, som alle Dage har havt en Tunge til at græde over. Man kan gjøre utroligt mange Ting, som hver for sig ikke har ringeste Betydning; men er saa nogen ubehændig eller ondskabsfuld nok til at samle alle disse Smaatterier i et enkelt Ord, – oh! saa er med et alle de smaa spredte uskyldige Smaating løbne sammen til en haard afskyelig Klump, og det hele Forhold ødelagt; – Forhold! – hørte De? der var strax et af de afskyelige Ord – et af de værste! – der behøver aldeles ikke at være noget Forhold, saalænge ingen nævner Ordet.
Men noget maa man have at holde sig til, – bare et Ord, giv mig et Ord, at jeg kan vide –
Snik-snak! skal vi saa gaa paa Isen sammen – imorgen Formiddag? – svar! – skynd Dem! – jeg synes allerede, Sandberg kommer tilbage; hvem er hos ham?
Jeg – jeg ved ikke.
Det er en Damestemme? – altsaa er det en Aftale?
Skulde de alt være færdige derinde?
Ja det er ogsaa sandt, og jeg, som er her endnu; bare ikke Sandberg synes –
Det kunde kanske være noget paafaldende.
Kom – saa gaar vi; men skynd Dem –
Jeg – jeg skulde desværre absolut tale et Par Ord med Theodor.
(Frøken Svendsen fra høire fulgt af Sandberg, som nu er meget optaget af hende.)Ah – Fru Friedemann! – De gaar? – jeg vil dog haabe, at Jens har været artig? – De kjender Fru Friedemann – ikke sandt Frøken?
Jeg kjender Fruen, men jeg har ikke havt den Ære at blive førestillet –
Ih! – det faldt mig ikke ind! – jeg be’r – mine Damer! – (forestiller).
Jeg har seet Dem flere Gange – Frøken Svendsen – paa Gaden og i Forretningen; – og Byen er jo ikke større – ikke sandt? man kjender hinanden –
En Dame med Frøken Svendsens Ydre kan man ikke undgaa at lægge Mærke til; men jeg har først idag opdaget hvad Frøkenen er som Forretningsmand, – jeg maa endnu le, naar jeg tænker paa, at jeg behandlede Dem som en Begynder, undersøgte Deres Bøger – haha!
Aa – Hr. Konsul! De overdriver! (til Fru Friedemann) Mændene har saalænge vænnet sig til at tro, at vi ikke kan tælle længer end til fem, saa de er færdige til at falde bagover, naar de møder en, som gaar til syv.
Aa – De gaar meget længer; og hvis det viser sig imorgen, at De er saa flink paa Skøiter som Waage siger, – (til ham) ja det er sandt! – vi har aftalt – Frøken Svendsen og jeg at gaa sammen imorgen.
Jeg haaber, De kommer med – Hr. Waage! – det var jo oprindeligt Deres Forslag.
Deres?
(Frøken Svendsen lægger Mærke til hendes Overraskelse)Jeg er kanske ikke fuldt saa let tilbens som Waage; men jeg haaber Frøken! – De vil sætte Pris paa min solide Holdning som – som
– som Principal – ganske vist.
– og som gammel Ægtemand –
Aa – hvad Alderen angaar – min Ven! –
Jeg faar nok leie mig et Bybud imorgen – ser jeg.
Undskyld Fru Friedemann! men jeg har lovet mig selv, at hvis jeg var saa heldig at gjøre Deres Bekjendtskab, –
Aa – jeg ber – Frøken Svendsen!
– saa skulde jeg bede om at faa Lov til at se paa Deres Hat –
– min Hat?
Den er naturligvis fra Paris.
Nei – jeg har saamænd sat den sammen selv.
Men Gud! – er det muligt?
Ja – Ponponnerne har jeg kjøbt –
Ja – ja! –
– og Fjerene – ja hele Pynten –
Det kan jeg tænke – ja!
– og Formen.
– naturligvis! –
(Damerne betragter Hatten foran Speilet.)De interesserede dig nok – de Bøger – he?
Hvorfor Fanden tar du dig ikke af Fru Friedemann? – hun var jo ganske vred.
Pas dig selv du! – hvad vil du med min Bogholderske.
Det er min Bogholderske; – det skal du faa se! – (til Damerne) Der kommer Slæden; – Fru Friedemann! – Deres Mands Bjælder.
Saa kjører jeg til Byen med ham. Vil De kjøre med Frøken Svendsen? – saa kan Ludvig staa bagpaa med Kusken; – det kan han saa godt.
Tak Frue; – men Konsulen har været saa elskværdig –
Ja – jeg har ladet spænde for; Frøknen kan være træt efter Isen.
(Fru Johanne og Friedemann kommer fra Entréen.)Nei – godaften Laura! – og Frøken Svendsen og De ogsaa Waage! – godaften allesammen og velkommen; men hvorfor ser I alle saa reisefærdige ud? – I vil dog blive her? – ikke sandt?
Tak du! men jeg maa hjem; jeg har bare ventet, forat faa min Mand igjen. Men Gud! Ludvig! nu gaar det op for mig! – du sagde jo, du skulde i Sprogforeningen?
Friedemann staar og stammer i Forvirring. Sandberg blinker til sin Kone.Han har glemt det! – ja er det ikke forfærdeligt med disse lærde Mænd; man tør slet ikke lade dem gaa alene, (til Fru Sandberg) Jeg er vis paa, han har ikke engang nævnt Sprogforeningen hele Tiden?
Nei – det tror jeg ikke. Det var en deilig Tur.
Ja saa ved jeg, hvad I har talt om. (til de andre) Tænk dem, naar de to er sammen, saa taler de ikke om andet end Fordærvelsen, om Sædernes Fordærvelse og alverdens Uhumskheder – og det er en deilig Tur – i Maaneskin! – men kom nu Ludvig! – vi maa hjem!
Nei bliv nu Laura! – du lader til at være rigtig i Humør iaften.
Tak du – ikke iaften! – heller en anden Dag; – for Exempel imorgen?
Ja! det vil netop passe udmærket! Vi har nemlig aftalt at gaa sammen paa Isen imorgen Formiddag, (nærmere sin Kone) Frøken Svendsen er ogsaa med.
Ah!
Ser du, hvor lidet du taaler!
Du misforstaar; det overraskede mig, fordi – fordi Friedemann og jeg – vi har ogsaa aftalt –
Det er jo brillant! saa mødes vi alle paa Isen – ude ved Lyngholmen; og bagefter spiser vi til Middag her – ikke sandt? – Frøken Svendsen? – Fru Friedemann?
(Der takkes og snakkes; Pigen har under de siste Repliker bragt Frøken Svendsens Tøi ind fra Entréen. Waage varmer hendes Kaabe foran Kaminen og hjælper hende, mens han hvisker; Fru Laura holder Øie med dem.)Har du ingen Timer imorgen – Ludvig?
Nei – det er Søndag.
Hvor jeg glæder mig! – du kommer bestemt til at falde – Ludvig!
(Der tages Afsked)Men du – Jens! du kan dog gjerne blive her iaften?
Tak du! – men jeg kjører med Frøken Svendsen!
– Ih Død og Pine! – hvorfor sagde du ikke det før? – nu gav jeg Ordre til Spidsslæden! – Men hør – Jens! du kan vist staa bagpaa ved Siden af Kusken – he? – naar du holder dig godt fast – he?
Afskum!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Alexander L. Kiellands lystspill Tre Par fra 1886 handler om samliv, erotikk og seksualmoral og kan leses som et innlegg i samtidens sedelighetsdebatt.
Stykket regnes ofte som Kiellands beste skuespill.
Se faksimiler av 1. utgave, 1886 (nb.no).
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.