Vil De løse dem af, – de klemmer mig. – Jeg blev ganske varm af det siste Løb; De er jo en Helt – Hr. Friedemann, og De, som sagde, at De var en – en

– Klodrian –

Ja! – tværtimod! – De er virkelig for beskeden – i alt.

Men De er ifærd med at gjøre mig ubeskeden.

Au – De klemmer; – jeg vilde helst have, De skulde løse dem helt af –

Om Forladelse; – jeg huskede ikke –

Men – hvad var det, De sagde: gjør jeg Dem ubeskeden?

De viser mig mere Interesse, end jeg er vant til.

Men kjære Hr. Friedemann! vore Interesser ere fælles; der er jo ikke andre – i vor Kreds – end vi to, som beskjæftiger os med dette –

Fordærvelsen – som Laura siger.

Javist; – der er jo ikke nogen, jeg kan tale med om disse Ting, som det dog er saa paatrængende nødvendigt at vide Besked om – undtagen netop De; og De er saa elskværdig at tage tiltakke med mig –

O tal ikke saa! Der er dette herlige ved Dem – Fru Sandberg! – Deres Overbevisning har denne Freidighed, der skyller Indvendinger og Betænkeligheder langt tilside. – Og med mig er det ganske modsat; jeg gaar saa forsigtig og smaalig og lader mig skræmme af tusinde Hensyn, indtil De pludseligt tager mig med og bærer mig langt forbi alle Tvivl; og dette – det gjør Dem saa – saa dyrebar for mig.

Men ser De da ikke kjære Friedemann! at Deres smaalige Indvendinger – som De siger, – det er jo netop, hvad jeg trænger til, ellers farer min Tanke afsted – løbsk som en ustyrlig Hest, og jeg ved ikke selv, hvor jeg kommer hen. Saa er De der – med Deres nøiagtige Opsummeren af Modgrundene – som for Exempel nu med Skilsmisse; der er ganske vist mangt og meget som falder –

– forkert?

– ja – værre end det! – som gjør Spørgsmaalet baade vanskeligt og pinligt. Men jeg mener, at Hustruen først og fremmest maa 54holde paa sin Værdighed, stille Kravet skarpt, ikke lade sig formilde af tilsyneladende Anger, endmindre nedlade sig til at rivalisere med nogen; men kort og godt sige: rører du ved andre, saa rør ikke mig!

Saadan skulde det være! – o – hvor mange Mænd kunde ikke have godt af det! Men – men saa er der – ja undskyld! nu kommer allerede en af mine Smaaligheder! – Børnene? – Fru Sandberg!

Dem har jeg ogsaa tænkt paa–naturligvis! vi har jo begge Børn; De har et og jeg har et, altsaa har vi –

– to sammen –

Nei – nei – nei! – Friedemann! – altsaa har vi Begge Betingelser for at forstaa, hvad det gjælder; og jeg har tænkt meget over den Ting. Men er da – har jeg sagt til mig selv – er da disse Børn, som kommer i Ægteskabet, saadan halvt tilfældigvis –

– hm! –

Ja Kjære! nogle faar, andre faar ikke, – det er virkelig saa forskjelligt for de forskjellige, at derpaa kan ingen almen Regel bygges! – deraf kan ikke udledes nogen Livspligt for Kvinden – for alle Kvinder. Det væsentlige er Mandens og Kvindens gjensidige Forhold i det, vi kalder Kjærlighed.

Ægteskab.

Javist! – det er det, vi taler om. Dette Samliv skal være helligt, – ja De forstaar: jeg mener ikke noget religiøst –

– nei naturligvis –

Dette Samliv i Fællesskab og Forstaaelse –

Det er det – Forstaaelsen.

Ja ikke sandt? – alt, hvad der hører til Elskoven – ah! – vi ved, hvor skrøbeligt det er –

Men naar to Mennesker tilbunds kjender 56og forstaar hinanden, føler paa samme Maade og tænker paa samme Maade, – som –

– som for Exempel vi to?

Nei – nei – nei! – Friedemann! – De afbrød mig; jeg – jeg – (tager sig sammen og prøver at fortsætte utvungent) jeg vilde sagt, at Elskov er ikke saa sikker Grundvold for Ægteskabet som Forstaaelse – ikke sandt?

Jo ganske vist: Elskov ender ofte med Misforstaaelse; men Forstaaelse –

– ender altid med Elskov; (de ser paa hinanden og blir pludseligt forskrækkede). Nei – nei! hvad er det nu jeg siger igjen. Jeg – jeg kommer rent fra det, jeg vilde sige; De – De afbrød mig –

Ja, det var dumt af mig; men det er en Vane – en styg Vane – det siger ogsaa Deres Mand –

Hvor er Theodor? – ser De ham?

Han maa være bagom Lyngholmen; vil De – vil De, at jeg skal søge ham op?

Tak! – jeg maa se til Pigen, som koger Chocolade; (gaar opover Øen og vender sig halvt): De kommer vel tilbage og drikker en Kop?

Tak – naar jeg har fundet Theodor.

Omforladelse! – aa! – er det bare dig Ludvig! – jeg har mistet min Lorgnet; – hvor er Waage? – har du seet Frøken Svendsen? – hvor er alle de andre? – koger Johanne Chocolade? – hvor mange Gange er du faldet – Ludvig?

Ingen Gang.

Aa! – det er bare, fordi Johanne holder paa dig; nei – løb en Gang med mig, saa skal du se! Der kommer de – ikke sandt? er det ikke dem? – jeg synes, hun gaar? – hvorfor gaar hun? – hvorfor har hun ikke Skøiter paa? – han sagde jo, hun løb saa 58smukt! – jo – ved Gud! hun gaar paa sine Støvler, – de ækle med Pelsværk; men hvorfor? – hvorfor har hun ikke Skøiter paa? – Herregud – Ludvig! – hører du ikke; jeg spør dig? – hvorfor?

Kjære Laura! – det ved jeg virkelig ikke.

Du ved aldrig andet end det, som intet andet Menneske i Verden gider vide. Spænd Skøiterne af mig. (Hun har hele Tiden støttet sig til ham; han hjælper hende hen til en Siddeplads og knæler foran).

Aa – Hr. Friedemann! lad mig faa Lov; skal de spændes fastere?

Nei – de skal spændes af.

Slet ikke – Ludvig! – du misforstaar mig altid. Den venstre er saa løs – Hr. Waage! De maa stramme rigtig haardt.

Det er næsten Synd mod saadan en Fod.

Aa du Ludvig! – gaa op til Johanne og 59sig hende fra mig –, nei spørg hende fra mig – spørg hende, om hun koger Chocolade?

Det ved jeg, hun gjør.

Spørg hende alligevel; saa faar du en Anledning til at tale om Fordærvelsen –

Jeg har talt med Fru Sandberg, og jeg gaar, forat finde Theodor.

Han kommer sammen med Frøken Svendsen; de er bag Øen.

Fald nu ikke – Ludvig! og prøv, om du kan holde Sandberg og Frøken Svendsen borte en Stund; (til Waage) medmindre De allerede savner Bogholdersken?

Ser jeg ud, somom jeg savner nogen?

Hvorfor er hun ikke paa Skøiter? – De sagde jo, hun løb saa godt.

Hun havde lidt ondt i Foden –

Jeg tænkte nok, de Støvler vare for smaa.

Nei – det var Skøiterne igaar, som klemte –

Bah! – vil hun sletikke løbe idag?

Jeg ved ikke; – (usikkert) kanske lidt tilslut –

Forresten er jeg vred paa Dem – frygteligt vred. Ligefra igaar har De overøst, overfuset, overvældet – overstyrtet mig med Ondskab, Falskhed og Forsmædelse!

Guds Død! – alt det?

Alle Deres sorte Handlinger og skjændige Planer ere faldne som Skjæl fra mine Øine, – nei det var galt! Skjællene af Deres sorte Planer – nei! – ja De forstaar –

Det skal vist betyde, at jeg er en afklædt Forræder?

– nøgen – min Herre! hør nu: først 61søgte De Frøken Svendsen hos Sandbergs igaar?

Ja.

Saa vilde De aftale at møde hende her paa Isen idag?

Ja.

Saa løi De for mig; – græsseligt dumt – forresten! – og sagde, De viste ikke, hvem der var inde hos Sandberg i Kontoret, – ikke sandt: De løi?

Jo.

Saa vilde De lokke mig til at gaa hjem?

– Ja.

Og saa vover De endnu idag at lade somom De er her paa Isen for min Skyld?

Ja – men –

Og saa har De hængt i Bogholderskens Skjørter, fra vi kom her?

Ja – ja! alt det har De opdaget, men –

Men De! – har De ikke opdaget noget?

Jeg? – hvor? – hos hvem?

Hos mig! – noget nyt; – noget storartet; noget, ingen Pokker skulde anet hos mig.

De gjør mig saa dum – Frue! noget nyt ved Dem?

Sindsro, Koldblodighed, Selvbeherskelse – alle disse Egenskaber, som ellers pleier at gruppere sig om Dyden og Kjedsommeligheden; eller har jeg – enten igaar eller idag ved en Mine forraadt min retfærdige Vrede?

Nei – men jeg ved virkelig hellerikke nogen Grund til Vrede.

Min Gud! – han trodser! – han stabler Frækhed ovenpaa Troløshed!

Men Frue! – De husker dog Deres Befaling?

Har jeg nogensinde befalet Dem at gaa – at gaa i Bøgerne?

De har udtrykkelig sendt mig bort og befalet mig at komme igjen, naar jeg er gift.

De vil gifte Dem – med hende? nei! – det er ikke Deres Alvor?

De har jo selv befalet –

Ikke med hende – ikke med hende! – jeg skal heller finde Dem en anden. –

Tak – det er meget elskværdigt af Dem; men nu har Tilfældet valgt for mig.

Nei – nei – Alvor! – ikke med hende – Waage! – jeg beder Dem! – ikke med hende!

De er dog den mest fordringsfulde Dame, jeg har kjendt. Alt kræver De, og intet gi’r De. – Som ugift er jeg Dem altfor kompromitterende, – derfor skal jeg giftes – 64formodentlig med den ældste af Frøknerne Christoffersen! – og naar jeg saa er bleven Medlem af Sammensværgelsen – de Giftes, – og har et rigtig net lidet Helvede af Kjedsommelighed hjemme, saa skal jeg atter faa Lov til at kredse rundt omkring Dem, leve høit paa et Haandtryk, et Øiekast, et Smil, – eller naar De rigtig slaar Dem løs: et Kys bag en Dør; – Frue! – jeg tror, De maa søge en yngre til dette.

Hjælp mig op! – lad mig komme bort! De er afskyelig, – De piner mig; – hjælp mig!

De slipper ikke bort Frue! – før De har hørt –

Men jeg vil jo netop ikke høre! – disse afskyelige Ord! – hvorfor kan De ikke være elskværdig – og nøisom – som før? – hvorfor piner De mig?

Hvor længe har De ikke pinet mig? – holdt mig svævende i denne Spænding mellem Ingenting og Haab –

Hys – hys! – ak! – hvorfor vil De dog ødelægge alt mellem os? (raaber ud mod højre) Frøken Svendsen! – kom og hjælp mig! – dette skrækkelige Menneske lader mig sidde her, forat jeg skal høre noget, som jeg sletikke vil høre.

Tak Frøken, se saa! nu er jeg frelst. (Til Sandberg og Waage, som vil hjælpe). Nei Tak. mine Herrer! – vi Damer hjælper os selv –

– og hinanden.

Isen er saa fuld af Smaasten og Grus her lige ved Land; men lad mig bare komme ud paa rigtig glat Is, – der klarer jeg mig best. Men sig – Frøken! hvorledes kan De gaa saa sikkert? – og uden Galocher?

Jeg har skruet Isbrodder under mine Støvler, saa jeg gaar trygt, hvor det skal være.

De er en klog Dame. (Frøken Svendsen hjælper hende ud tilhøire; de afslaar fremdeles Herrernes Hjælp).

Sig mig – Jens! hvad er din Mening med dette?

Mener du med Fru Friedemann?

Nei – nei! – det kommer ikke mig ved; men med den anden?

Kommer det dig mere ved?

Overfor dig vil jeg ikke tale om mit Forhold som Principal; jeg kjender dig, du vilde maaske le –

Du kan være aldeles sikker.

Men jeg vil ærligt tilstaa dig, at denne Dame interesserer mig altfor meget til at jeg skulde staa uvirksom og se hende falde i dine Hænder; det vil jeg ikke taale!

Saa det vil du ikke taale?

Du tror kanske ikke, jeg kan forhindre 67det? – I bilder jer ind – I Pebersvende! ja, for du er igrunden ikke andet end en yngre Pebersvend! – I tror, at vi Ægtemænd ere helt ude af Spillet; men jeg kan Død og Pine forsikre dig – –

Men Theodor! – du er kommen langt siden igaar.

Svar mig paa et – kort og godt: vil du gifte dig med Frøken Svendsen?

Jeg skal svare dig med et Ord af den store Napoleon: dersom det bliver nødvendigt.

Han forklarede sig ikke nærmere – den store Napoleon?

Nei – ikke dengang.

Saa skal jeg være klarere – end Napoleon, jeg for min Part; og jeg siger dig: Vil du gifte dig med hende, – nuvel saa har jeg ingenting at sige, – hvis hun forresten vil have dig. Men gaar du og bilder dig ind, at du skal faa hende paa anden Maade, saa tar 68du feil min Ven! – før det skal ske, før vil – før vil –

– før vil du selv have hende! – hvorfor taler du ikke ud? Sagen er jo klar nok, og du har – det indrømmer jeg – ypperlige Chancer. Men jeg synes – rent ud sagt ikke, at det er videre nobelt handlet imod mig.

Mod dig? – mod dig! – har du da forpagtet alle smukke Fruentimmer? – du?

Nei, men det var mig, som bragte dig paa Sporet. Ligetil igaar – tænk dig om! – ligetil igaareftermiddag var du ganske uvidende om den Skat, du havde lige under Hænderne; jeg gjorde dig opmærksom, jeg viste dig hende i god Tro, og du lønner mig med selv at optræde –

Ikke vær sentimental – Jens! – det klær ikke saadanne halvgamle Udhalere. Men jeg ved ikke, om det ikke – strængt taget alligevel er min Pligt at beskytte denne unge –

For Fanden! – min Forretning er for respektabel –

Den vilde sikkert vinde, naar der var et Forhold mellem Principalen og Bogholdersken.

Sludder Jens! det er ikke derom, Talen er; men om jeg kan se roligt paa, at en ung – begavet – ja begavet! – det ved naturligvis du ingenting om; men jeg forsikrer dig: hun er et Geni – et merkantilt Geni! – hun er aldeles – aldeles som en Mand, – ja det vil sige i den Henseende.

Altsaa med andre Ord: du vil selv prøve?

Jeg vil vide, om du har til Hensigt at gifte dig med hende eller ikke?

Og jeg har svaret dig saa nøiagtigt som jeg i dette Øieblik formaar: det vil afhænge af den unge Dames Duelighed. (Flot). Men jeg vil jo ikke nægte, at jeg er bange for, der skal manøvreres meget fint, forat faa mig til at betale saa høi Pris.

Ja hør bare! – du vil altsaa virkelig prøve at vinde denne Dame! – men slippe for at gifte dig!

Ja – naturligvis! men Kjære! – har du allerede glemt det? – kun to Aar gift –

Nei du! – jeg har ikke glemt Cynismen – ja jeg siger Cynismen hos de unge (retter sig) jeg mener hos de ugifte Mandfolk, men saa ved jeg ogsaa, hvad jeg har at gjøre: jeg vil ikke være Medvider i en saadan Affære.

Hvad dine Bevæggrundes Renhed angaar, saa –

– saa bliver det min Sag.

Hør Theodor! – du er selv mere forelsket end du tror.

Nuvel – om saa var! du synes at bilde dig ind, at en gift Mand er etslags afkogt Kjød med Peberrod; men jeg skal vise dig –

Hør nu Theodor! – et Alvorsord! – det passer ikke for dig – dette; du gaar hen og gjør en Dumhed, – jeg forsikrer dig. En gift Mand – ser du! –

– en gift Mand! – en gift Mand – ved 71du vel – min Ven! en gift Mand, naar han først vil, saa har han utrolige Fordele. En Kvinde betror sig meget tryggere til ham fra Begyndelsen af; og Forholdet udvikler sig hurtigere og intimere end med en ugift, indtil hun kommer saa vidt, at Kjærligheden faar Magt med hende, og da – da ændser hun kun lidt, om han er gift eller ugift: og saa! ser du! – saa kommer den største Fordel tilslut: man resikerer ikke at blive hængende; – man er jo bunden, – man er i Sikkerhed.

Men Trosløsheden – Menneske! – først Forræderiet mod din Kone! –

Hys! – bland ikke Johannes Navn ind i dine smudsige Affærer.

– i mine? – nei du er virkelig ophøiet!

Netop i dine! – er det ikke din Skyld – det hele? er det ikke du, som har paatvunget mig denne latterlige Rolle som Dydens Beskytter? – Og nu! – (ta’r sig til Hovedet) nu er jeg aldeles besat af hende.

Der kommer hun tilbage.

Gaa nu Jens! – jeg raader dig!

Nei gu’ om jeg gjør; du har hængt over hende hele Formiddagen.

Jeg beder dig; – du er en daarlig Kammerat – Jens! – du har jo Fru Friedemann.

Du har jo din Kone.

For Fanden! – bland dog ikke Johannes Navn ind i dine smudsige Affærer.

Jeg skulde hilse Dem, Hr. Waage! fra Fru Friedemann, at hun vilde vædde, De kunde ikke indhente hende rundt om Lyngholmen med det Forspring, hun nu har. De kan se hende – dernede, tæt ved Pynten.

Jeg er fuldstændigt enig med Fru Friedemann, hun kan ikke indhentes.

Saa bliver der ikke noget Væddemaal.

Men du burde dog vide Indsatsen – Jens! maaske var der meget at vinde.

Fru Friedemann nævnte ikke noget; men siden hun har taget saa stort Forspring, kunde man jo tro, at der stod meget paa Spil. De skulde dog forsøge.

Dersom De ønsker det?

Mig er det ganske ligegyldigt.

Men jeg ønsker det; Frøken Svendsen og jeg skal tale om Forretninger. Jeg holder paa dig Jens!

Vil De ogsaa have mig afsted?

Konsulen nævnte Forretninger, – jeg ved ikke –

Jovist skal han løbe efter Fru Friedemann! – det skal han netop! – jeg holder paa dig – Jens! løb nu!

Ja saa holder jeg paa Fru Friedemann! – jeg ønsker, De maa tabe – Hr. Waage!

Saa skal De vinde – Frøken!

De maa være træt; sæt Dem, og lad os hvile. Jeg lod bringe nogle Plaids og Tæpper herud – som De ser –; jeg haaber, De skal ikke fryse. (Hun sætter sig; han breder over hende.)

Tak; jeg er næsten for varm; Solen skinner virkelig allerede saa lystigt i Middagstimerne, at Vintertøiet næsten er besværligt. – De vilde tale om Forretninger – Hr. Konsul!

Nei – ikke nu længer; det var bare, forsat blive af med Waage,

Hr. Waage forstaar sig ikke paa Forretninger.

Ikke paa vore.

Har jeg ikke hørt, at han er rig?

Han vil arve mange Penge; hans Navn er meget godt, – (spøger) han er idetheletaget et udmærket Parti – Frøken!

Ja.

De synes at tage ham under Overveielse?

Jeg ser mig just om efter en Mand.

De gjør Nar af min Ven; men jeg forsikrer Dem, han er igrunden ikke saa umulig: snil Gut, men frygtelig vigtig!

Men De misforstaar mig; jeg er fuldstændig alvorlig; jeg vil gifte mig, saasnart jeg finder et passende Parti, – er det saa besynderligt? – eller tror De, det vil holde haardt for mig at finde en, som vil?

Nei det ved Gud, jeg ikke tror. Men den overraskede mig – denne Frimodighed – et Øieblik, kun et Øieblik. Nu indser jeg, at De maatte tage disse Ting saa overlegent – netop 76De – ingen anden Dame, jeg kjender, kunde det –; men –

Jeg finder, at Hr. Waage er en Mand, som vil egne sig for Ægteskabet.

Paa ingen Maade – undskyld; men det maa jeg paa det bestemteste modsige. Det undrer mig ligefrem, at De med Deres skarpe Blik har kunnet se saa feil. Ægteskab er det, hvortil Jens Waage minst af alt i Verden egner sig; – en temmelig løs Karakter i den Retning.

– i hvilken Retning – mener De?

– i den – i den kvindelige Retning – temmeligt løs – jeg forsikrer Dem.

Man maatte jo binde ham; bindes maa I jo alle.

Men han vilde ikke være disse skjønne Lænker værd. – Dersom De viste –

De vil da ikke fortælle mig Historier om Hr. Waage?

Paa ingen Maade; han er jo desuden min – en Ven af mig. Men naar De specielt fremhæver hans Begavelse som Ægtemand, saa burde De dog idetminste vide, at Ægteskabet er det, han sist af alt tænker paa.

Men pleier det ikke at være det, man tænker paa tilsist, – en Mand i Hr. Waages Stilling?

En Mand, som ligefrem er bange for Ægteskabet.

Det forekommer mig, at jeg har læst etsteds, at det heller ikke skal være nogen sikker Himmel – Ægteskabet?

Det er muligt! – Men det vil De vistnok give mig Ret i: det er hverken smukt i og for sig, og det taler heller ikke for nogen særlig Disposition i Retning af monogame Dyder, at en Mand ligefrem vedkjender sig, at hans Maal er at opnaa alt hos Kvinden, men aldrig forpligte sig ved Ægteskab? – det maa De dog indrømme?

De mener, Ægteskabet bør eftertragtes for dets egen Skyld?

Men Frøken! – Ægteskabet er dog den eneste Form, en Gentleman kan byde, – den eneste Pris – forat tale forretningsmæssigt –

Prisen retter sig efter Varen – Hr. Principal! – men deri er jeg enig med Dem: det er dumt at prale; vi kjender dem fra Forretningen – ikke sandt? disse durkdrevne Fyre, der kan alle Kneb udenad og som ikke Pokker selv kan narre, – altid saa ender det med, at netop slige maa betale høieste Pris fuldt ud med Provision og Commission, Courtage, Gebyr og alle Omkostninger.

Ja det ved Gud, de gjør; –især den, som falder i Deres Hænder.

Det gjør han neppe –?

Det gjør han netop.

De ser saa hemmelighedsfuld ud; – kom, sæt Dem dog.

Tak – er her Plads til to?

Vi faar være nøisomme.

Men – men – ja undskyld Frøken! men saa maa jeg sætte mig lige ind til Dem?

Værsaagod!

Jeg viste ikke, – hvis nogen saa os, – det kunde –

Men Gud! – man kan jo se os fra hele Isen. – Lad os saa tale om Forretninger – om mine Forretninger. Det synes at tage lang Tid – Fru Friedemanns og Hr. Waages Væddeløb.

Gid det vilde! – jeg ved ikke, at jeg nogensinde i mit Liv har truffet en Dame, med hvem det har været mig saa kjært og saa lærerigt at underholde mig.

Det er saa rimeligt; vi er ikke mange 80endnu hertillands – af Damer, som har gjennemgaaet en fuldstændig merkantil Uddannelse.

Aa nei! det er ikke alene det; det er noget andet – noget uforklarligt –

Saa har det maaske ogsaa en vis Tiltrækning, noget nyt og uvant at kunne forhandle disse priviligerede Mandfolkesager med en Dame, som ovenikjøbet er ung og – og saa videre.

Og naar jeg saa tænker mig, hvilken Forøgelse i Arbeidskraften, om man paa den Maade kunde faa Hjælp hos Kvinden; – hvilken Forretning man skulde skabe! (varmere) hvilken Lyst i Arbeidet! – hvilket Fællesskab i alt! – hvilken – o hvilken Lykke!

Billigt vilde det ogsaa blive, eftersom Kompagnonerne ofte vilde udgjøre kun én Husholdning.

Det ogsaa – ja! hvor De er praktisk – Frøken! – og henrivende paa samme Tid! Siden igaar efter vor Samtale i Kontoret 81hjemme, har jeg ikke tænkt paa andet end Dem. Og jeg kan ikke begribe, at De har været flere Maaneder i min Forretning, uden at jeg har vist andet om Dem end at De saa godt ud og syntes at passe Deres Bøger. Jeg begriber ikke, hvor jeg har været henne, – hvorledes det er gaaet til!

Da forstaar jeg det saa godt. Det kommer altsammen af Forstyrrelsen igaar: jeg kom ud af min Stilling – ja, naar jeg skal være ærlig: jeg gjorde det med Vilje; og deraf denne – denne Opdagelse.

Kom De ud af Deres Stilling – igaar? – hvad mener De?

Saalænge De kun saa mig i Byen i Forretningen, gik alt godt. Men ude i Deres Hjem, – hvor til og med Hr. Waage gjorde Dem opmærksom – der opdagede De det forstyrrende ved mig: at jeg ogsaa var en ung Dame.

Men det viste jeg jo før! – og i den Kombination: en ung smuk Dame og en dygtig Dame, – deri skulde dog ikke være noget 82forstyrrende. Det er jo Tidens Løsen, – Fremtiden!

Ganske vist; men det vil kanske vare en Tid, inden Mændene kan vænne sig til det.

O tal mig ikke om Dem som om noget, man kan vænne sig til! Dette er jo heller ikke dette almindelige, man kalder Elskov, – vi ved jo alle, hvor den er skrøbelig! men Deres eminente Dygtighed, Deres hele Væsen – alt tiltrækker og imponerer mig; og paa samme Tid føler jeg, at mit Liv indtil idag er gaaet ligesom med halv Damp; (reiser sig) – jeg føler, at sammen med Dem skulde jeg udvikle den dobbelte Energi.

Det er maaske Skade, at vi først mødtes igaar?

Men er det da for sent? – naar nu et lykkeligt Tilfælde har aabnet mine Øine, –

Det var ikke en ublandet Tilfældighed; jeg havde min Mening med at indfinde mig i Deres Hjem.

Jeg havde anmodet Dem, (hun ser op) naturligvis! – De kunde have undslaaet Dem; men hvad vilde De? hvad søgte De?

Jeg har jo sagt Dem det: jeg søger en Mand.

De ler! – Gudskelov! – det er ikke Alvor; De tænker ikke paa Waage –?

Men Hr. Konsul! – her er ingen anden.

Gudsdød! – Frøken! De gjør mig gal med dette Menneske.

Det er rigtig uheldigt, at De synes at have saa meget imod Hr. Waage; jeg havde haabet paa Dem og Deres Frue; jeg er saa alene, ingen Familie –

Men ikke ham, – ikke ham! – jeg forsikrer Dem: han er Dem ikke værd. Nei – Deres Plads er i Forretningen – i den store Forretningsverden; med mig, vi to sammen, – hvad skulde vi ikke kunne udrette. (Foran hende). 84Frøken! har De da ingen Tanke tilovers for mig?

Jo! – men De er jo gift.

Bah! – jeg havde ikke ventet det Svar af Dem. En Dame med Deres Udvikling, paa Høide med Tidens mest fremskredne Ideer! – Hvis der saasandt imellem os to er dette hemmelighedsfulde Baand, denne Væsenlighed, denne den stærkeste og myndigste Dragning mellem to Mennesker, saa ved De – Frøken! at alle de Forhold, som er skabt af Konveniensen, Religionen eller Samfundets saakaldte Orden – de svinde og blegne som Skygger for Livets sunde Solskin. Og De vilde ikke – derom er jeg overbevist! – De vilde ikke vige tilbage, naar De først følte –

Paa en vis Maade bryder jeg mig kun lidt om Konveniensen – det er sandt nok. Men jeg holder af at bevare mit Hoved klart; og jeg har en svag Tro til de stærke Følelser.

Ganske som jeg selv. Det er det herlige ved Dem, at man kan tale – selv om disse 85Ting med Ro og Overlæg, – uden Ængstelse og uden Overdrivelse. De ser altsaa – thi jeg føler, at De kan se tvært igjennem mig, hvis De vil! De ved, i hvor høi Grad jeg allerede tilhører Dem; om De valgte mig – sig Frøken! tror De, at det var aldeles umuligt?

De ved: umuligt er det ikke.

O – De giver mig Haab! – jeg vil gjøre alt for at vinde Dem og beholde Dem; hvor jeg er lykkelig! – det viste jeg nok! – (Frøken Svendsen har reist sig og gaar fremover; Sandberg nærmer sig glad).

Hvor gammel er han – Deres Søn? – er det ikke Carl, han heder?

Lille Carl! – jo han heder Carl. Hvorledes kommer De til at tænke paa ham – – just nu? –

Jeg tænker paa de nærmeste Følger. Børnene følger ialmindelighed Moderen, naar det er Manden, som –

De tænker – De tænker langt frem – Frøken Svendsen.

Tværtimod! – jeg tænker paa det første Skridt – ikke sandt?

Na- naturligvis.

Der kommer Væddeløbet! – De ser saa underlig ud Hr. Konsul! vi har dog ikke misforstaaet hinanden? den eneste Form, en Gentleman kan byde –

Vi maa tale mere om dette –

Han vilde ikke tage hende.

Jeg kom først – ikke sandt? Frøken Svendsen! – han naaede mig ikke! – gjorde han vel? – aa, – jeg følte, han var lige bagefter! – jeg er saa glad! – tænk om han havde naaet mig!

Ser du Jens! Fruens Indsats har været betydelig.

O tal ikke om Indsatsen; det var ingenting!

Ah! – Fru Friedemann! – havde jeg vist det!

Jeg sagde Dem det paa Forhaand – Hr. Waage.

Hvorledes kunde De vide det? – det har De selv fundet paa Frøken Svendsen! Jeg nævnte intet om Indsatsen, det er jeg vis paa, jeg kunde ikke – ah! (stanser pludseligt med et lidet Udraab).

Hvad det var, som stod paa Spil, kunde jeg jo ikke vide; jeg saa blot, at det var af megen Vigtighed at bringe – Indsatsen i Sikkerhed.

Kom Theodor og hjælp mig; vi laver varm Punch til Herrerne.

Strax Johanne! – kom Jens! – lad os prøve Punchen.

Jeg vilde ikke vinde, – for Deres Skyld.

Mig var det ligegyldigt, – det sagde jeg.

Kom nu – Jens!

Vinder jeg Intet hos Dem?

Jeg sætter aldrig noget paa Spil.

Nei nu skal du Død og Pine have Punch – Jens! – det kan du trænge til efter alle dine Nederlag (han ler; de gaar sammen opover mod Hytten og forsvinder).

Gik han? – gaar han virkelig uden at hjælpe mig!

Tillad mig – Frue!

Nei Tak! – jeg kan saa godt hjælpe mig Selv (begynder at rive i Skøiterne).

Nei – lad mig! – se saa! det maa smage godt at faa Fødderne løse efter det store Væddeløb.

Hvad mente De med at bringe Indsatsen i Sikkerhed?

Ingenting – Frue! – Ordene faldt saadan – jeg ved ikke –

Ah – jeg kjender Dem; De er en klog Dame!

Undskyld Frue! – saa smigrende som det er: men De kjender mig virkelig ikke.

Desuden har Ludvig sagt, at De er en klog Dame.

Har Deres Mand sagt det?

Ja – han har det naturligvis fra Fru Sandberg.

Da antager jeg, en Mand som Ludvig Friedemann maa kunne danne sig en Mening paa egen Haand.

Men det tar De feil i; det kan min Mand sletikke.

Ja Frue! – De maa ikke tage mig det ilde op; – men Deres Mand tilhører en Smule os andre.

Som Forfatter? mener De; (undseelig) disse Ungdomsvers –

Nei mest som Forkjæmper for vor Sag

– vor Sag?

Ja – Kvindens.

Ih! men Gud! – det er jo ikke Kvinder som vi; det er disse – De ved – disse faldne –

Ja – ja; jeg ved godt; men Livet er en glat Is – Fru Friedemann! man kan saamænd aldrig være sikker.

Nei! – De har Ret! – og De er ugift; De maa være meget klog; dengang havde Ludvig Ret. – Der kommer han; (Friedemann kommer tankefuld ind fra høire med Skøiterne paa Armen). Har du hilset paa Frøken Svendsen – Ludvig?

Tak – jeg har havt den Fornøielse. Ved du, hvor Fru Sandberg er henne?

Hun er ganske stolt over, at du har kaldt hende en klog Dame.

Klog! – oh! fremragende!

Nei Hr. Friedemann! De overdriver –

Aa – det var Dem! – om Forladelse! – ja De ogsaa! – Gudbevares! – men du Laura! ved du ikke, hvor Fru Sandberg er henne?

Ja saadan er han! – han ved ikke af, at han er uartig; Johanne koger endnu Chocolade; gaa og bed hende bringe os en Kop; men fald nu ikke op i Fordærvelsen, for saa kommer I aldrig tilbage.

Har jeg været uartig – Frøken Svendsen! saa beder jeg –

O – Hr. Friedemann! – der er ikke noget at undskylde, – undtagen at jeg ler; De maa ikke blive vred: men Fruen er saa vittig.

Hvem – hvem er det nu, som er vittig?

Deres Frue! – Hr. Friedemann, – kan De spørge?

Laura – vittig? – hm!

Se det kan han ikke forstaa; men gaa nu og skaf os Chocolade; vi maa snart tænke paa Hjemturen.

Jeg kunde næsten misunde Fru Sandberg den Interesse, hvormed Deres Mand –

Aa – De interesserer sig for en Mængde afskyelige Ting sammen.

Der er ogsaa noget fængslende ved Fru Sandberg –

Det behøves ikke for Ludvig, – kun Fordærvelse, – han forlanger ikke andet, – jeg mener Interesse for dette nye, de kalder Promix – Promisc – nei –

Men tror De ikke, at det forhøier Interessen ved disse fælles Interesser, at det er en ung og indtagende Dame – (bøier af) – jeg mener, Deres Mand er vist plaget med saa mangeslags Bekjendtskaber, saa at det –

Ja De kan tro, han faar undertiden Besøg. At se Ludvig, – jeg ser ham naturligvis i Dørsprækken; – at se ham saa høflig og skikkelig følge disse angerfulde Damer til Døren, og saa stikker de Tungen ud, naar han vender sig og 94er næsten kvalt af Latter i Entréen, – saa tror han, de hulker.

Det er igrunden ondt at tænke paa, at en Mand som Deres skal være udsat for sligt.

Ja – det har De virkelig ogsaa Ret i.

Men alligevel! – det gjør ikke noget; han er for stor til at skades af Smaating.

– stor! Ludvig? – (ler strax igjen) – behændig er han ialfald ikke; – se bare, hvorledes han bærer Johannes Pelskaabe! – og hvor tydeligt man kan se, at han brænder efter at komme til at tale med hende.

Han gjør sig ialfald ingen Uleilighed med at skjule det.

O – han kunde ikke, selv om han vilde. Har du Chocolade – Johanne? det kan jeg behøve; – ved du: jeg har løbet omkap med Hr. Waage og han tabte.

Tag heller et Glas Punch hos mig – Fru Friedemann.

Jeg saa Væddeløbet oppe fra Hytten; men jeg fik det Indtryk, at Waage vilde tabe.

Nei – nei! Fru Sandberg! – jeg kan forsikre, at Hr. Waage anstrængte sig – i Opløbet – ialfald, for det saa jeg. Derimod gik der det Rygte paa Sadelpladsen, at man var uenig eller uvidende om Indsatsen.

Jeg havde ingen Anelse om, hvad det gjalt.

– Ellers skulde De nok –; det var altsaa noget betydeligt, du havde sat paa Spil – Laura?

Det Indtryk fik jeg.

Men Gud! – denne Indsats! Det er noget, Frøken Svendsen har fundet paa. Der var ikke Tale om nogen Gevinst; jeg havde aldeles ikke sagt, hvad det gjalt; jeg kunde jo ikke 96sige det til nogen, fordi (forvirret) fordi, – fordi det var ikke noget.

Jeg holder med Frøken Svendsen; jeg er bange – Waage! – at De er gaaet glip af noget stort.

Det er ikke saa farligt, om Waage taber lidt paa én Kant; han har saa mange Jern i Ilden – han!

Jeg vilde saa gjerne tale med Dem – Frue!

Jeg ogsaa; men ikke nu – ikke her; senere idag – hør lidt! (han bøier sig) tag mig tilbords? (han samtykker).

O – nægt ikke! jeg gjennemskuer Dem. De er aldeles forelsket i hende – forsvar Dem kke. Hvorfor skulde De ellers paa en Gang være bleven saa fordringsfuld – saa – saa – rædsomt fordringsfuld, undtagen for at faa et Paaskud –

– eller for at tvinge Dem til en Afgjørelse.

Nu – nei? – o hvor De plager mig!

Nuvel – saa gaar jeg.

Nei – gaa ikke; vent, – vi sees senere idag, – hos Sandbergs.

Til den Tid vil De have bestemt Dem, – Fru Laura! – jeg beder –

Men Gud! – det er da ikke som at gaa til Tandlægen; man kan ikke saaledes bestemme sig; – De er saa klodset!

– giv mig dog et Haab, – et Tegn – et Vink –

De forstaar jo hverken Tegn eller Vink; – Væddeløbet forstod De ikke, men hun (mod Frøken Svendsen) hun forstaar det. Nu kan De jo prøve idag – ved Middagsbordet, om De kan opdage noget.

Maa jeg tage Dem tilbords?

Du gjør Fremskridt– Jens! – he?

Aa Fanden! hvad kan det blive til her paa den kolde Is; – nei giv mig en lang Balnat med Dans og Champagne. Natten er lang og Dyden kort – siger Salomo.

Det har jeg aldrig hørt.

Kom Ludvig! – jeg vil gaa hjem. Du maa bære mine Skøiter; jeg vil løbe og trampe i Isen; mine Fødder er ganske stive; er du virkelig ikke faldet en eneste Gang – Ludvig? (Friedemann hen til Damerne, som gjør sig færdige til at bryde op. Pigen samler Kopper og Glas og gaar op til Hytten).

Det glæder mig forresten, at du endelig har opgivet Frøken Svendsen og slaaet dig tilro hos Fru Friedemann; det er en sød liden Kone.

Det gjør mig ondt – Theodor! at du tager feil; – jeg venter.

Hvad venter du paa?

– paa Belønningen.

Hvori bestaar den? om jeg maa spørge –

Ja, jeg maa le selv: meget er det ikke; men i Betragtning af, at det er det første Skridt – saa –; Frøken Svendsen og jeg har aftalt at følges ad ind til Byen.

Det har hun lovet dig? – det er ikke sandt?

Tror du ellers, jeg havde overladt dig hele Formiddagen? – men hør – Theodor! du skulde tage dig ivare; det kan blive Alvor – dette.

Det er alvorligt – min Ven! mere end du tror; – men jeg skal vise dig –

Kom Theodor! – vi maa skynde os hjem; husk! vi venter Gjæster.

Hvad Tid skal der spises?

Jeg tænker fem, – eller som I vil; skal vi sige fem? (de samtykker) – altsaa velkommen.

Jeg maa desværre ind til Byen – Johanne! – men jeg skal nok passe Tiden.

Aa nei! følg nu lige hjem med mig; kommer du først ind til Byen, saa véd jeg, hvorledes det gaar.

Men det er umuligt; jeg har Forretninger – vigtige, som ikke kan opsættes – (pludseligt) ikke sandt?–Frøken Svendsen! det er absolut nødvendigt, (gjør Miner til hende) at vi to gaar ind til Kontoret i Byen; vi har en uafgjort Forretning, som haster.

Mener De det, vi talte om for lidt siden – Hr. Konsul?

Netop, De ved, det var noget, som jeg –

– noget, som De gjerne vilde kjøbe – ja; men for den Sags Skyld behøver De virkelig ikke at gjøre nogen Omvei; det kan vi aftale her med to Ord.

Men Frøken! – De maa misforstaa mig; De vilde dog vel ikke – her –?

0 – vær ikke bange; her er ingen Konkurrenter.

Jo – tvertimod.

Spekulerer De? – Hr. Friedemann!

Ja!

Nei vist gjør du ikke – Ludvig! – ikke paa sligt; – han tror nu, alle taler om Fordærvelsen.

Men De glemmer Waage.

Ah – Hr. Waage havde jeg glemt; saa vil vi være forsigtige. Sagen er altsaa –

Men Frøken! – hvad tænker De paa!

Jo det er Ret – Frøken Svendsen! Lad 102disse afskyelige Forretninger blive færdige her, saa har vi Dagen i Fred.

Det maa være afgjort, før Sol gaar ned; – som det pleier mellem Forretningsmænd.

Hvad Tid gaar Solen ned?

Klokken fem, – femten Minutter.

Jeg finder rent ud sagt, at dette ikke er nogen Tone for en alvorlig Forretning.

Men Sagen er virkelig ikke indviklet. De kjender jo Betingelserne; og jeg giver Dem Betænkningstid, til Sol gaar ned – Klokken fem, femten.

Det bliver ved Suppen.

Undskyld, at jeg blander mig i, hvad der ikke vedkommer mig; men det synes mig et noget aparte Forhold, at Bogholderen byder Principalen en Forretning.

Hr. Waage har Ret; det er igrunden en 103slem Ting. Skulde vi kanske heller lade det hele fare – Hr. Konsul?

Paa ingen Maade! – pas dig selv – Jens! jeg har altsaa Forretningen paa Haanden, indtil Sol gaar ned?

Men selv om De gaar ind paa Betingelserne – Hr. Konsul! saa er det alligevel ikke sikkert, at den anden Part accepterer.

De kjender den anden Part, Frøken?

Jeg er hans Commissionær. Vedkommende har paalagt mig at søge fast Bud; men forbeholder sig alligevel Ret til at sælge eller lade være.

Men det er imod al Coutume! hvis jeg byder det forlangte, saa skal der sælges.

Vedkommende stiller Vilkaarene saaledes og ikke anderledes.

Det er Ret – Frøken Svendsen! giv ikke 104efter! vil han have det, saa lad ham betale fuldt ud.

Altsaa til Sol gaar ned.

Klokken fem, femten.

De er flink – Frøken Svendsen! – hvor snurrigt igrunden – du Johanne! at høre en Dame tumle saa ugenert med disse Mandfolkeord, – kjøbe og sælge – Gud ved hvad! – kanske Kaffe? (de ler).

Altsaa til vi sees – Hr. Konsul! – jeg har lovet Hr. Waage et Løb ind til Byen; vil De hjælpe mig med Skøiterne. (Sætter sig paa en Sten. Waage hjælper hende).

Ja – nu gaar du altsaa med os – Theodor! Velkommen Frøken Svendsen! – velkommen Waage! – altsaa Klokken fem!

Jeg vil komme lidt tidligt – Johanne! jeg vil tale med dig.

Kan vi ikke tale sammen mens vi gaar over Isen; – er det saa vigtigt? –

O – ja; vi maa være alene, i en Krog, – i din Stue –

Er du min Ven – Friedemann?

Tro mig! – Theodor! først idag er det faldet mig ind, at –

Hvad? – først idag! – men det er det samme; du har kanske selv mærket noget?

Ved et tilfældigt Ord kom jeg med et til at tænke: mon dette skulde være noget andet og mere end det burde være? – og du kan vel tænke dig – Theodor! –

Naturligvis; saaledes maa du se Tingen; men prøv nu et Øieblik at sætte Moralen ud af Betragtuing –

Nei, men Theodor!

Hys – for Fanden! vil du hjælpe mig? eller vil du ikke?

Skal jeg hjælpe dig? – Theodor!

Du ser derhenne; det maa forpurres! Se nu ikke saa dum ud – Friedemann! for Fanden – ja! jeg er forelsket; jeg gjør muligvis en Dumhed; men jeg spør dig: er du min Ven?

Jeg sveder Theodor! – jeg havde nær forløbet mig.

Herregud! – vær nu ikke en Høne – Friedemann! du maa dog kunne sætte dig ind i, at saadant Noget kan hænde: at man er forelsket i en anden end sin Kone,– kan du ikke det?

Jo – jo! – det kan jeg nok, men –

Nu det kan være nok; mer behøver du 107ikke at vide. Du maa hjælpe mig at forpurre Samtalen mellem de to der. Hør nu: vi følger vore Damer indover Isen; men pludseligt lader vi, somom vi har glemt noget – eller et lignende Paaskud og vender tilbage – forstaar du?

– tildels.

Og forat de ikke skal undgaa os, gaar jeg paa østre Side af Lyngholmen og du paa vestre. Og den, som møder dem, han –

– raaber –

Nei gu raaber han ikke! men han taler til dem, slaar Følge, hænger sig fast i dem og slipper dem ikke, – forstaar du?

Men tror du, jeg kan det?

Naturligvis; det er ligegyldigt, hvad du siger, bare ikke slippe dem; kom nu. (hilser, idet han med Friedemann gaar ud tilhøire) altsaa Velkommen, Og Farvel saalænge (de to hilser).

Jeg har forundret mig meget over Dem 108idag – Frøken! – tillader De, at jeg sætter mig et Øieblik ved Siden af Dem

Jeg tror ikke, her er Plads.

Da var her dog Plads til Sandberg, det saa vi allesammen; og nu er her næsten ikke et Menneske paa denne Kant.

Netop derfor.

Hør Frøken Svendsen! tillad mig et aabent og ærligt Ord: De er ikke konsekvent! Det tilkommer ikke mig, – jeg har desværre ingen Ret til at tale – om det – mildest talt – stærke Koketteri, hvormed De i faa Timer har gjort Sandberg vild – besat – utilregnelig –

Maa jeg spørge, hvad det vedkommer Dem?

Jeg har ingen Ret, – jeg siger det jo selv, jeg har ikke Spor af Ret til at bebreide Dem, at De driver det vidt, meget vidt –

Men saa hold da ialfald op! – jeg ved, hvad jeg gjør.

Men De ved ikke, hvad jeg gjør.

Jeg tilstaar, det interesserer mig mindre.

Hvorledes er De dog idag! – jeg forstaar Dem ikke.

Beste Hr. Waage! De tror ikke, jeg er konsekvent? – siden De paa en vis Maade er med i mine Planer, vil jeg lægge Kortene paa Bordet, saaledes spiller jeg helst; det er igrunden det fineste Spil – ikke sandt?

Jeg foretrækker at beholde mine Kort paa Haanden.

Vinder De ofte?

Aa ja! – gudskelov!

Det glæder mig for Dem. Jeg har imidlertid denne Gang vundet ved aabent Spil.

De har allerede vundet? – og hvad?

Det, jeg vilde vinde. – Skal vi saa løbe indover mod Byen?

Nei – nei! – ikke endnu! De gjør mig bange Det er ikke Deres Alvor – Frøken! dette med Sandberg. De – Frøken Svendsen! saa paapasselig, saa nøiagtig indtil Gjærrighed med den mindste Fingerspids, der kunde forraade en Gunst, De skulde paa en Gang overlevere ham alt! De – Frøken! – i et Forhold til Deres Principal! – umuligt, – aldeles utænkeligt!

Det glæder mig, at De ikke kan tænke Dem dette Tilfælde, – som De forresten synes at tænke Dem temmeligt levende, – for det viser mig, at jeg havde Ret, naar jeg ikke har taget alle Deres Tilnærmelser for andet end Spøg – saadan plump Spøg, som man endnu tillader sig mod enlige Damer.

Jeg vil just ikke kalde det Spøg –

Jo – ellers vilde jeg have ærgret mig –

– hvorover vilde De –?

– ærgret mig over, at jeg saa taalmodig har taalt Deres Visitter i Kontoret, Deres tilfeldige Møder paa Hjørnerne, – alle de mange Opmærksomheder, De har tilladt Dem.

Hvad Deres Taalmodigheder angaar, saa har De ikke meget at angre, det forsikkrer jeg Dem – Frøken! – men siden De prøver at trykke det hele ned til en dum Spøg, saa maa jeg dog faa Lov til at sige Dem –

Nei! nei! lad os blive ved Spøgen. Dersom De bringer mig til at tro, at De for Alvor har indbildt Dem, at De kunde opnaa noget ved Deres elskværdige Forfølgelse, saa vilde det aldeles fordærve Forholdet mellem os; og det vilde dog –

– det vilde dog gjøre Dem ondt – ikke sandt?

Det ligger iethvertfald ikke i min Plan.

De følger altsaa en forud lagt Plan, – baade naar De støder mig tilbage, og naar De trækker Sandberg frem?

Ja.

Men tillad mig en liden Bemærkning: naar De vilde blive saa vred paa mig, om De fik den Tro ihænde, at jeg havde haabet at opnaa noget, hvorledes skal jeg da forklare mig, at Sandberg aabenbart i dette Øieblik har saa gode Chancer, for – ikke sandt! – det har han?

Jo.

Men han er jo gift.

Nuvel! – jeg kan forstaa, at en Kvinde kan sætte sig ud over det; – og at De foretrækker Sandberg, – det kan jeg ogsaa forstaa; men hvorfor De bliver vred over den blotte Mulighed af, at jeg skulde haabet, hvad han nu synes at opnaa med den største Lethed,113– se det kan jeg ikke fatte. Er da Forskjellen mellem ham og mig saa himmelvid? – og er det først idag, at De opdager det?

Jeg vil gjerne tilstaa, at fra først af begyndte jeg, hvad De kalder, min Forfølgelse som vi Mandfolk pleier og med de sædvanlige Hensigter. Men jeg skylder Dem – og tildels mig selv ogsaa at tilføie: det varede ikke længe, inden jeg indsaa min Vildfarelse.

Og hvorfor lod De mig saa ikke have Fred, da De saa, det ikke nyttede?

Fordi jeg ikke kunde; fordi De var stærkere end jeg; fordi jeg bøier mig, beder Dem tilgive den daarlige Begyndelse og tage mig som jeg er; – kan nogen gjøre en Ægtemand af mig, saa maatte det være Dem.

De forhøier Budet paa Grund af Konkurrencen.

Jeg byder, hvad jeg har, – ikke fordi det er saa meget, men fordi det er alt. – Og 114Konkurrencen – den tror jeg – oprigtigt talt ikke meget paa.

Hvorfor ikke?

Fordi De aldrig – selv om De var forelsket i ham – vilde leve i vore snevre og gjennemsigtige Forhold som en gift Mands –

Hustru – om andet kan der ikke være Tale.

Sandberg skulde ville –, De skulde paa en Dag have gjort ham saa gal, at han vil ofre alt – sin Hustru, Sønnen – alt!

Begynder De nu at tro paa Konkurrencen?

Nei.

Nuvel! – før Sol gaar ned, skal jeg vise Dem –

– at De kan, – det tvivler jeg ikke om; men – De vil ikke! – nei Frøken! – hvad 115det er for en Aand, som er faret i Dem idag,–det forstaar jeg ikke; men saa meget kjender jeg Dem, at selv om De troede, Deres Lykke var paa den Vei, saa vilde De aldrig gaa at hente den til Ulykke og Fordærv for en anden – misforstaa mig ikke, jeg mener ikke mig selv, men for en anden Kvinde.

Bah! – Fru Sandberg har Trøsten lige ved Haanden, – ligesom De selv; – det er igrunden den beste Løsning for alle!

De ser meget godt, at jeg trækker mig tilbage fra Fru Friedemann.

O – jeg er saa kjed af Jer alle – af disse Mandfolk saa indbildske og forhyklede. Gid I dog engang fik Mod til at nævne Tingen ved sit rette Navn, saaat vi kunde blive fri for denne malpropre Blanding. Se nu Dem selv: hvorledes har De vimset omkring mig som en Nar, fra jeg kom til Byen; hvortil alle disse Omsvøb, vi viste jo begge, hvad det gjaldt! Og nu dette med Fru Friedemann, – som er og som ikke er, som De slipper med en Haand og holder igjen med den anden, – alt dette 116kluntede Mandfolkekoketteri – oh! hvor jeg er kjed af det. Og dersom De endda duede til det! (ivrigere og ivrigere) men det gjør De sletikke; det er bare, fordi det hører til, fordi det skal saa være! men i Virkeligheden er det langt mere gedigne Egenskaber som gjør Dem saa indtagende – (standser pludseligt) som gjør, at – at –

De sagde – saa indtagende.

Jeg kan ikke tro, at jeg sagde det! –

Jeg forsikrer Dem, det er ingen Feiltagelse.

Saa er det ialfald en uhyre stor Overdrivelse. Vil De hjælpe mig ud paa Isen.

Men Frøken! – hør mig dog, – tro mig dog –

Hr. Waage! – De fortsætter med den smagløse Forfølgelse af en enlig Dame!

Men Gudsdød! skal jeg da frie til Dem paa Torvet?

Ja. – Hjælp mig op; – der kommer Friedemann tilbage.

Friedemann! – jeg kvæler ham.

Forat gifte Dem med Enken? – kom tag Deres Skøiter, saa løber vi forbi ham. (Waage fører hende ud tilhøire. Scenen staar et Øieblik tom).

Naa Friedemann! – de var ikke paa min Side; du maa have truffet dem?

Ja, jeg traf dem.

Men – for Pokker! – Du skulde jo tale til dem.

Det gjorde jeg ogsaa; jeg sagde som vi havde aftalt.

– Du sagde?

Jeg sagde: Sandberg og jeg har glemt noget.

Nuvel! men de to! – svarede de ikke?

Det forekom mig, at de lo.

Men du da – Friedemann! – hvad gjorde du saa?

Jeg – du Kjære! jeg faldt –, ja var det ikke uheldigt? tænk! pladask paa Halen! og da jeg kom paa Benene igjen, var de som sunkne i Isen – borte; jeg forsikrer dig; – de maa have løbet forfærdeligt hurtigt, mens jeg laa.

Det var dog forbandet. De har altsaa talt sammen; han har naturligvis spurgt og hun! – (pludseligt) tænk om hun ler af mig sammen med ham! – o en saadan Falskhed!

Du Theodor! – din Kone vinker.

Hvem vinker min Kone paa?

– Paa dig – paa dig – naturligvis! – hvem ellers?

Er du vis paa det? – kom Friedemann. (ud tilhøire).