Hvad betyder det, at du klæ’r dig herinde – Johanne?

Kjære! – jeg er klædt; jeg klædte mig om, mens du læste Aviserne; – det er bare Haaret, jeg sætter op.

Men hvorfor holder du til herinde i Stuen –?

Aa – det var rent tilfældigt; – her var lyst – og – og –

Du er tidligt færdig idag –

Jeg maa i Kjøkkenet; – siden Caroline var med os paa Isen i Formiddag, maa jeg selv hjælpe til.

Har du været inde hos Carl?

Nei – der er dog ikke noget iveien?

Jeg ved ikke. – Det tror jeg ikke.

Har du hellerikke været derinde? – du pleier dog ellers altid –

Aa – dersom han feilede noget, havde vi naturligvis hørt det.

Ja – naturligvis. (Hun følger ham med Øinene i Speilet).

Hør du Johanne! – igrunden er det frygteligt at vente Gjæster, naar man er saa lidet oplagt som jeg iaften.

Er du hellerikke oplagt? – og jeg stod just og tænkte paa det samme.

Jeg ved ikke; – jeg er ligesom saa træt; jeg vilde heller spise alene, – jeg mente naturligvis vi to – en famille, i al Stilhed; – jeg er virkelig for træt til at være elskværdig, jeg mener imod fremmede – som Vært – forstaar du.

O – ja! – Hvem der kunde faa Lov at sove en hel Time efter Middagen.

Vilde du sove – Johanne! – jeg tænkte, det kunde være morsommere at kjøre en Tur –

Du mener, fordi jeg kjørte med Friedemann igaar?

Nei – nei – nei! Kjære! du misforstaar mig; det skulde aldeles ikke være nogen 123Hentydning – jeg forsikrer dig; – jeg mente bare, saadant Vinterveir er saa sjeldent, – Og vi har jo Hest; (bag ved hende; ser i Speilet og prøver at knytte sit Halstørklæde) – er det virkelig – ikke længer end igaar – siden du kjørte –

Jeg synes ogsaa, det er saa uhyre længe siden; (vender sig og vil række Haanden op mod ham) Vil du, jeg skal hjælpe dig med Sløifen – Theodor?

Nei mange Tak –; du skal have Tak; men jeg maa tage et andet; dette er blevet krøllet, – jeg ved ikke hvorledes; men vi har jo Tiden for os. (Ser paa Uhret over Kaminen).

Det er igrunden en Skam at sige det; men du! – jeg gruer ligefrem for vore Gjæster.

Jeg ogsaa – du! af ganske Hjerte.

Der er ikke en, jeg i dette Øieblik kunde ønske at se.

Jeg savner hellerikke nogen. – Det var idetheletaget taabeligt af os – dette.

Dette Selskab? – mener du –?

Ja – saadanne Selskaber er altid farlige. Der var morsomt paa Isen – det er ganske vist; – der var friskt, rigtig oplivende var der. Men nu bagefter at ville samle de samme Mennesker, for ligesom at fortsætte, hvor man slap, det lykkes næsten aldrig. Du skal se, vi kommer alle til at være ligesom lidt –

– lidt trykkede – mener du?

– netop! Situationen og Stemningen hænger nøie sammen; Omgivelserne gjør saa uhyre meget; hvad der tager sig ud paa Isen, gaar slet ikke an i Salonen.

Det falder én ikke engang ind.

Nei – ikke sandt? man føler sig saa fri paa Isen, – man blir ligesom saa ung paa Skøiter; – det gaar saa glat, næsten uden Anstrængelse; Isen er saa flad og aaben, at alting uvilkaarligt synes lettere og mere ligetil.

Og har du lagt Mærke til, hvormeget man siger, – jeg mener, hvor Tungen ogsaa løber let paa Isen, – løber lige ud, og før man125sanser det, er man kommen did, man sletikke vilde.

Ja – har du ogsaa mærket det? – hvor morsomt, at vi har gjort akkurat den samme Erfaring.

Ja – ikke sandt – Theodor!

Der er nogen i Entreen; – det kan ikke være af Gjæsterne; Klokken er ikke engang halv fem; – men hys! – det er en Damestemme. (Trækker sig mod Soveværelset).

Ah – jeg ved! – det er Laura; hun sagde, hun vilde komme lidt tidligt. (Til Pigen, som viser sig i Døren). Det er Fru Friedemann! – ikke sandt? – bed hende gaa ind i Spisestuen –

Det er ikke Fru Friedemann; det er Frøken Svendsen.

Frøken Svendsen?

Hun ønsker at træffe Fruen.

– dig!

–mig? – det var da besynderligt; – hvad kan hun ville? – (til Pigen) lad Frøknen komme ind; men ophold hende et Øieblik, saa jeg faar ordnet mig (tager Peignoiren af, Sandberg hjælper). Tak – Theodor! – vil du være saa snil at tage den med dig; (hænger den over hans Arm) du Ser saa underlig ud? (rydder paa Kaminen, rækker ham Kam og Børste o. s. v). undskyld! – du maa ogsaa tage dette med dig; – kan du tænke dig, hvad Frøken Svendsen kan mene med at komme saa tidligt? – og forat søge mig? – havde det endda været dig?

– Hvorfor mig? – hvad skulde – hvad skulde Frøken Svendsen ville mig?

Men Gud! Theodor! I havde jo saa fuldt af Forretninger sammen; du husker dog Kaffen –?

Kaffen? – aa du mener! – det var en Spøg – ikke andet.

Var det Spøg? – det saa alvorligt nok ud.

– et Tilbud, et overilet Tilbud –

Hvis du nu itide havde lært mig lidt Kjøbmandskunst, saa kunde jeg kanske hjulpet dig ud af denne Klemme.

Johanne – du kan –; jeg beder dig –

Jeg beder Dem tilgive Fru Sandberg! jeg kommer næsten en Time for tidligt. Det er meget paatrængende af mig –

Aa – Frøken! – De er meget velkommen –

Men jeg vidste, at De Fru Sandberg vilde undskylde et Brud paa Konveniensen, naar det gjælder noget alvorligt?

Er det noget alvorligt?

Aa – saa forskrækkeligt alvorligt er det nu hellerikke; – men jeg vilde gjerne talt 128med Dem nu, inden de andre kommer, saa faar jeg kanske Lov til at hjælpe Dem lidt i Kjøkkenet eller med Anretningen, forat bøde paa den Tid, jeg stjæler fra Dem?

O – Frøken! jeg er ganske til Deres Tjeneste.

Jeg vilde bede Dem om Raad og Hjælp.

De gjør mig ganske forlegen; – jeg kjender Dem jo næsten bare af Omtale. Men jeg har faaet det Indtryk, at De er en Dame, som nok er Mand for at hjælpe Dem selv? – Men er der virkelig noget, hvormed jeg kan – kom sæt Dem! – se her foran Kaminen, – lad mig flytte Skjærmen – se saa! – (Dameme sætter sig).

Man har omtalt mig – kan jeg forstaa – som den uafhængige og selvhjulpne; men man lægger ikke Mærke til min store Ensomhed.

Jo – kjære Frøken! – det har jeg ialfald tænkt ofte paa; og nu, da Isen er brudt, nu kan jeg fortælle det: jeg har flere Gange sagt til Theodor – til min Mand: vil du ikke 129tage Frøken Svendsen med dig herud – for Exempel om Søndagene? – hun maa dog være meget ensom.

Jeg har hidtil med Vilje holdt mig meget tilbage –

– og Theodor har virkelig ikke været ivrig; men har han end hidtil ikke vist Dem nogen Opmærksomhed, saa har han da gjort det godt igjen idag – ikke sandt?

Jo – jovist –

Han var virkelig meget elskværdig mod Dem paa Isen – var han ikke?

Aa – ganske overordentligt – Frue!

Alligevel Frue! – kan De neppe forestille Dem en Ensomhed som min. Det er ikke blot, at jeg er uden Rod og Slægt her i130Byen; men min Stilling putter mig uvilkaarligt ind blandt Mandfolkene, og gjør mig saa underligt fremmed for mit eget Kjøn; – kan De ikke forstaa det – Frue?

Aa jo – tildels. Ellers tænkte jeg, en Dame som De maatte føle en vis Tilfredsstillelse ved at kunne fylde en Plads jevnsides med Mændene; det er ikke ofte, det lykkes en Kvinde.

Ganske vist; Arbeidet er jo Hovedsagen. Men alligevel kommer der Øieblikke, hvor jeg føler en Tomhed – en Længsel –.

De skulde gifte Dem – Frøken Svendsen.

Det vil jeg ogsaa. Men – er det da saa sikkert, at Ægteskabet udfylder ethvert Savn?

Det kommer virkelig an paa, hvilke Fordringer man stiller.

– til sig selv – ja, det mener jeg ogsaa. Men jeg har tænkt mig, at Ægteskabet mer end noget andet Makkerskab i Verden kunde131medføre, at man stillede for store Fordringer til den anden?

Den fordringsfulde vil vel føle Savn enten han er gift eller ikke.

Ja, men saa er der det ved Ægtefolk, at de ialmindelighed har lovet at elske hinanden saa overordentligt høit og saa overordentligt længe.

Ah – dersom De tror, at det bare er Elskoven, som binder Ægteskabet –

Nei. Gud fri mig! – Elskoven er vist en skrøbelig Gjenstand; – det synes alle Gifte at være enige om. Men jeg tror, at selv i et vellykket Ægteskab kan Forstaaelsen mangle paa et enkelt Punkt; og naar saa den, som føler Savnet, forlanger en Forstaaelse, som den anden paa Grund af sin Natur og Karakter umuligt kan yde, saa – saa –

– hvad saa? – hvad saa?

Ja – saa mener jeg, der ogsaa i Ægteskab kan opstaa Savn – en Længsel– en Tomhed –

Det kan hænde, – det vil sige: jeg kan tænke mig, at det kunde gaa saadan.

Men – forsaavidt har De Ret – er man gift, – saa er en saadan Tomhed lettere at udfylde.

En gift Person har mange Veie. Og hvad han ikke finder indenfor Døren, møder han næsten altid ude paa Trappen. Men saa er det igjen dette uheldige – dette med den altomfattende Kjærlighed, som man ikke blot har lovet, men som man ogsaa selv tror paa. For – naar først den ene føler et Savn, en Mangel, – føler at en anden end Ægtehalvdelen kan yde Forstaaelsen, Tilfredsstillelsen – ja, saa maa der jo være noget iveien med det hele, og saa bliver det næsten aldrig ved dette ene, men mer og mer følger med, – ganske som naar der gaar Hul paa Sækken: først hopper en Ert – en liden uskyldig gul en, saa tre, saa ti – ti – ti – – drysser de ud af det lillebitte Hul, indtil Sækken hænger tom og slap.

Man maa være stærk fra først af.

Ja – der er mange, som tror paa, at Sækken maa gjøres stærk. Jeg er nu af den Formening, at man ikke bør forvare alle sine Erter i en Sæk.

Forklar mig –

Aa – Frue! jeg ved ikke andet, end hvad jeg har ladet mig fortælle. Men jeg skal med Fornøielse fortælle, hvorledes jeg tænker mig det –: En Kvinde bliver en lille Smule kjed af sin Mand, uden at hun selv ved af det.

Men af hvilken Grund?

Jo! – fordi Manden er bleven en lille Smule kjed af sin Kone, uden at han selv ved af det.

Men man maa vide, hvem der begyndte, – hvis Skyld det var?

Jeg har ladet mig fortælle, at saalænge Verden har staaet, er det næsten aldrig lykkedes 134at paavise, hvem der begyndte. Det synes at opstaa paa en gaadefuld Maade – gjensidigt og samtidigt, – og derfor har jeg tænkt mig, om det paa en eller anden Maade kunde staa i Forbindelse med Elskoven, som er saa skjødesløs.

Kjærligheden – er den skjødesløs? – aa ja! De kan have Ret. De mener, at naar to saaledes blive kjede af hinanden, saa kommer det af en Skjødesløshed hos den ene –

– eller rettere: det viser sig for den ene som en Skjødesløshed hos den anden og omvendt – gjensidigt – overkors (med Fingrene) – forstaar De. Og denne Skjødesløshed er meget krænkende – fremdeles overkors –, saa at begge kan trænge til den Trøst, som kaldes Afvexling.

A – Afvexling –

Og tænk Dem nu – Frue! Ægteskabet, som har lovet saa meget, – eller hvis De tillader mig at vende tilbage til mine Erter: tænk Dem denne Sæk, som har Ord for at være saa uhyre stærk og vel sammensyet, – 135hvilken Skræk for en brav Husmoder, naar hun hører den første Ert trille henad Gulvet.

De gjør mig ganske uhyggelig med Deres Erter.

Først tænker hun: hvilken Skuffelse! men et Øieblik efter tænker hun: hvor han har skuffet mig!

Og saa? – hvad saa? – dette morer mig.

Ja – fra det Øieblik bidrager alt til at forøge Skuffelsen; Manden, som ingenting ser, er oprørende skjødesløs, og lige ved Haanden staar Trøsten, – en Ven, som netop har den Interesse, Manden mangler – (ser paa hende) O – disse fælles Interesser – Frue! hvor ofte følger ikke en Kvinde i god Tro og fuldstændigt oprigtig en saadan fælles Interesse langt ind i Forviklinger og sammenfiltrede Følelser, af hvilke hun aldrig kommer klar.

Nuvel! – derfor siger jeg Dem, man maa være stærk og forsigtig fra først af, – aarvaagen og ængstelig –

Nei – tværtimod! man skal være sikker paa sig selv, og aldrig tænke paa, at man muligvis kommer for langt; naar man ikke er bange for at gaa over Stregen, saa er der ingen Streg.

Men dette hænger ikke sammen; for lidt siden sagde De –

Hvis nogen kom til mig og fortalte, han havde en sammenhængende Theori om disse Ting, vilde jeg le af ham.

Men – hvis De nu selv blev gift – Frøken Svendsen?

Hvis jeg gifter mig – med en Mand, som jeg synes om – som jeg holder af, saa vil jeg ikke derfor indbilde hverken ham eller mig selv, at jeg saaledes vil gaa op i ham, at andre Mandfolk blive mig giftige.

Men hvorledes skal jeg forstaa –?

Finder De det ikke selv modbydeligt 137altid at skulle være paa Post mod Dem selv? – og tror De virkelig, det er nødvendigt?

Jeg ved sandelig ikke. Mændene –

Ja med Mændene er det en anden Sag; de maa saamænd holdes stramt. Mændene er saa forfengelige og saa hensynsløse; – de løber Linen fuldt ud, styrter til med alt, hvad de har, kaster andres Lykke paa Kjøbet, skyr ingen Skam eller Løgn – og bagefter, naar de fortæller det, – for de fortæller alting –, saa kalder de det – en Erobring!

De er svært klog – og erfaren.

Aa nei – jeg har blot ladet mig fortælle et og andet.

Men – vil De ikke tage Plads? – De kom forat tale med mig, – dog vel ikke om disse Ting? – hvorledes er vi egentlig komne ind paa dette?

Ja – det maa De nok sige; – jeg tror, vi begyndte med min Plan om at gifte mig.

Nuvel, men (med et Blik paa uhret) Deres Planer – Frøken Svendsen! –

De husker uden Tvivl, at det var Dem selv, der foreslog, at jeg burde gifte mig?

Og De greb Anledningen til at udtale Deres Anskuelser om Ægtestanden, – jeg maa tilstaa: nogle underlige Meninger.

Det skulde gjøre mig ondt, om De fandt mig uskikket for Standen; jeg havde gjort Regning paa Dem. Men det hænder jo – har jeg ladet mig fortælle, at man skifter Tanker, naar man først selv er indenfor. Og jeg har faaet et Tilbud idag – et godt Tilbud.

Ah – et Tilbud.

Det var derfor, jeg kom til Dem. En Dame i min Stilling kan næsten ikke – selv om hun gjør sig den allerstørste Umage –, faa Mændene til at forstaa, at hun kjender dem, og at hun har isinde at tage sig en Mand – ikke at lade sig tage af en. De er saa usigeligt gjennemtrængte af deres Uimodstaaelighed, at de kommer seilende en for en med 139deres lille Tilbud, og de er yderst overraskede, naar man gjør Ophævelser.

Man maa vel ogsaa være meget varsom?

– hvorledes varsom?

– ikke fæste Lid til ethvert overilet Tilbud.

Naturligvis, – og jeg beder Dem være overbevist om, at jeg ikke vilde uleiliget Dem, hvis det ikke var Alvor. – Hvad jeg vilde bede Dem om, var dette –

Men dette Tilbud – er De nu ganske sikker paa –

– hvilket Tilbud mener De?

Gud! hvad ved jeg? – Det, De nævnte; jeg fik det Indtryk, at det var noget nyt, – – fra idag?

Det er fra idag.

– nogle Ord paa Isen –

For Pokker – havde jeg nær sagt. Man sorterer dem, – man faar dem i alle Grovheder – fra unge og gamle, fra ugifte saavelsom fra gifte –

– fra gifte! – det hænder ogsaa?

Ja – det ved Gud, det hænder.

Men det er naturligvis bare Spøg.

Det kommer ganske an paa, hvad man selv vil gjøre det til. Der er faa Mænd, som kan stanse paa Halvvejen – uden Hjælp.

Men hvorom taler vi nu igjen? – jeg begynder at blive ræd Dem; hvad vil De mig? – hvorfor ser De saadan paa mig? – hvem er det, De taler om? hvem er det, som har gjort Dem dette Tilbud?

Jens Waage.

Naa – Gudskelov!

Men – som De siger – saadanne Ord paa Isen! – hellerikke er jeg i den Alder, da man gaar ud en Formiddagsstund og forlover sig, – hellerikke har jeg nogen Mamma at løbe hjem til. Det var derfor, jeg følte mig saa ensom; – aa! man bliver saa træt og kjed af denne Kamp med Mandfolkene! saa kom jeg til Dem – Fru Sandberg! fordi jeg trængte til en Kvinde, et Bekjendtskab, i hvis Hus – under hvis Beskyttelse –

Aa – Frøken! – hvorfor sagde De ikke det strax! – det kan jeg saa godt forstaa – (lytter mod Entréen) der kommer nogen! – det er Laura Friedemann.

De vil altsaa hjælpe mig, være min Beskytter –

Jeg vil være Deres Veninde, det vil jeg. Men vor Samtale tog saadan underlig Vending 142– ikke sandt? – jeg forstod ikke rigtig – (ser hende i Ansigtet) nu, tror jeg, at jeg forstaar; og jeg takker Dem, fordi De kom til mig. – Godaften Laura!

Godaften! – Du ved, jeg vilde komme før de andre, forat faa tale med Dig; men jeg ser –

Tillad mig nu Fru Sandberg at gjøre lidt Nytte i Spisestuen til Tak for Deres –

Jeg skammer mig virkelig over, at De skal –

Aa – det er mig en Fornøielse (sagte til Fru Johanne) – jeg maa jo nu tænke paa at lære lidt! – (høit) Jeg vil ønske Dem – Fru Friedemann, at De maa have ligesaameget Udbytte af Deres Samtale som jeg. – (gaar ind tilhøire).

Aldrig i mit Liv har jeg seet en saa insinuant Skabning!

Men hys – Laura! – tænk om hun hørte det! –

Det er mig ligegyldigt. – Johanne! – jeg er kommen, forat betro mig til dig; – hør du, jeg har det saa ondt, – jeg er skinsyg.

Laura!

Kom ikke og fortæl mig, at det er latterligt, at jeg ingen Ret har – ogsaa videre; jeg har fortalt mig det altsammen selv; – jeg ved, at jeg har ikke nogen Ret –

Det glæder mig, at du ialfald erkjender det –

Men jeg kan ikke lade være; – at se paa, at han saaledes slipper mig ud af Hænderne –

Sig ikke det – Laura! du overdriver –

Ja naturligvis; – saadant forstaar du ikke; men nu maa jeg tale ud; – du ved, naar jeg bare faar snakke, – du maa høre paa mig – Johanne.

Maa – jeg? Laura!

For – ser du! – jeg har gransket mit Hjerte helt tilbunds, – mens jeg klædte mig; og rent ud sagt – saa tror jeg ikke, at jeg i Virkeligheden holder af ham.

Sig dog ikke det; det er kun, fordi du er vred i Øieblikket: en Mand som han –

Ja – det siger jeg ogsaa til mig selv. Det er saa foragteligt! – det er altfor galt at se en saadan tage mig ham væk lige for Næsen – med de plumpeste Kunster –

Nei – ved du hvad – Laura! nu er du uretfærdig.

Jeg kalder det plumpe Kunster, at holde godt Venskab med mig og paa samme Tid ved alverdens Koketteri søge at lokke fra mig en Mand, som hun ser –

Du siger ikke sandt – Laura! – det har jeg aldrig gjort.

Hvad siger du?

Jeg siger, det har jeg aldrig gjort.

Hvad har du aldrig gjort?

Aldrig lokket din Mand – som du siger –

Min Mand! – Friedemann? – er det ham, du taler om?

Men Gud! Laura! hvad er dette? – du sagde, du var skinsyg; –jeg troede, du kom til mig, forat –; men saa sig mig dog, hvad er dette? – hvem taler du om?

Jens Waage.

Og jeg som staar her og tror – det er forfærdeligt!

Saa forbauset er jeg aldrig blevet – i hele mit syndige Liv! Naar du tror, at jeg er skinsyg – saadan rigtigt – efter Loven146og du forsvarer dig, saa maa du jo have ond Samvittighed – sig Johanne! har du ond Samvittighed?

Nei – Laura! – du maa ikke tro – jeg forsikrer dig –

Hun har ond Samvittighed! – det er glimrende! og dette er min Friedemann! – min Ludvig!Ludvig] rettet fra: Ludevig (trykkfeil) – den – den – (slaar Hænderne sammen) den Klodrian! (halvhøit for sig selv) At Frøken Svendsen roste ham, det kan jeg forstaa, det var bare, forat faa mig til at slippe den anden; men Johanne! – den dybe, skikkelige Johanne! sig mig du! – er han virkelig saa bedaarende (ler) besynderligt! – det har aldrig faldt mig ind.

Hvor jeg skammer mig; – hvad maa du ikke tro Laura; men du maa ikke være vred –

Tænk vred! (pludseligt) Det kommer forresten an paa, hvor langt I ere komne! dersom Ludvig – men Gud! naar du har ond Samvittighed, saa maa jo han have endnu værre; – det har jeg ikke tænkt paa – (ser paa Fru Sandberg) det har han naturligvis! nu gaar det først op for mig: det er jeg, som er 147den bedragne, og saa gaar jeg omkring med ond Samvittighed! disse Mænd!

Men Laura, du overdriver; hør dog et Øieblik –

Her gaar jeg og tror, han er det skikkeligste Faar paa Marken, og saa er han maaske en farlig Gedebuk, som maa bindes – bindes –

Hys! der er nogen i Entreen – (raaber) Værsaagod! (Damerne vender sig mod Døren).

Undskyld Fru Sandberg; – godaften Fru Friedemann! – jeg ved, at jeg kommer for tidligt –

Aa – det gjør ikke noget; De er meget velkommen Hr. Waage!

Jeg ber. Det var min Tanke at faa tale et Par Ord med Theodor før Selskabet kom; – jeg finder ham maaske i Kontoret (vil tilhøire).

Nei – min Mand klær sig endnu; men jeg tænker snart, han maa være færdig; jeg skal se efter.

Aa ikke for min Skyld; – det var en Bagatel (Fru Sandberg ud til venstre).

De er ogsaa kommen tidligt Fru Laura!

Ja, jeg kom for en Stund siden –

De ved, vi talte paa Isen – halvt i Spøg – om – om noget, som De skulde betænke Dem paa –

Aa – tal ikke om det! – jeg har faaet saa meget andet at tænke paa siden den Tid.

Oprigtigt talt! saa har jeg ogsaa faaet saa meget andet –

Har De seet Ludvig?

Jeg kjørte forbi ham inde ved Byen. Han var tilfods, og syntes at gaa i dybe Tanker.

– i dybe Tanker; – o disse Mænd!

Det var formodentlig et af disse vanskelige Problemer om Forholdet mellem Mand og Kvinde –?

Sandsynligvis var det saadant noget! – (sagte) og jeg, som ingenting har forstaaet!

Jeg begynder at forstaa, hvor Samlivet med saadan en dydig Mand som Deres –

Min Mand er sletikke dydig – Hr. Waage! det maa De ikke bilde Dem ind;– tvertimod.

Ah – ber om Forladelse! –

Her er Theodor.

Undskyld Fru Friedemann! – velkommen Jens! – det var et Halstørklæde –

O – De behøver ingen Undskyldninger at gjøre; jeg kom med Vilje saa tidligt forat tale med Johanne om – om Husholdningssager – ikke sandt?

Jo – jo vist – Laura! (Fru Laura ler over hendes Forvirring).

Men jeg du – jeg kom, forat –

Aa du, jeg forstaar; men jeg vil helst være udenfor. Du kom naturligvis efter Aftale med Fru Friedemann; men saa var heldigvis Johanne her. Hør Jens! – dine smudsige Affærer bliver tilslut –

Hør Theodor! – nu er jeg snart kjed af dette; jeg søgte dig, for at tale alvorligt en Gang for alle, forat prøve at faa dig til at indse, hvor urigtigt du handler og hvor dum du er, som –

Jeg troede, jeg kom for tidligt!

Det gjør du ogsaa; – meget for tidligt.

Velkommen Friedemann, – alle vore Gjæster ere saa elskværdige iaften. (Friedemann og Fru Sandberg hilser uden at se paa hinanden; Fru Laura passer paa sin Mand). Jeg er bange, vi sætter 151Johanne i Forlegenhed; (lægger – lidt ængstelig sin Haand paa hendes Skulder – hun smiler til ham). Men du er jo i din gode Ret; Klokken er ikke fem endnu. (Waage nærmer sig og de tre fortsætter, staaende foran Kaminen).

Du kom, forat tale med Johanne?

Ja, – det var noget, jeg vilde – vilde – hm!

Du ser ud, somom du kom lige fra – Sprogforeningen.

Sprogforeningen – Kjære? – der er jeg jo bare om Onsdagen.

– og Lørdagen.

Nei aldrig – om Lørdag; du tar ganske feil – min Ven!

Saa? – saa jeg tar feil – min Ven! – hvad sagde du igaar – Lørdag Aften, da du vilde ud og kjøre i Maaneskin med Johanne? –

Hys Laura! – det var – jeg skal siden forklare dig –

O – de Mænd!

Ja – nu er Selskabet samlet, men –

Undskyld Frue – men Frøken Svendsen –?

Hun kom først af alle; hun hjælper mig at dække Bordet.

Ah!

Hun er meget huslig – Frøken Svendsen. – Men jeg maa nok alligevel selv en Tur ud i Kjøkkenet, for – oprigtigt talt – saa havde jeg beregnet –

Og – jeg skal ogsaa hjælpe dig; – kom Johanne! (tager hende med sig).

Jeg er virkelig bange, at jeg ikke kan love Mad før om et Kvarter eller saa (ud tilhøire med Fru Friedemann – Herrerne bukke o. s. v).

Det lader formeligt, som hun bor hos dig nu – Frøken Svendsen.

Paa ingen Maade – Jens! hun kom saa tidligt, forat tale med Johanne.

Med din Kone? – hvad skulde det betyde?

Ja, viste jeg bare det! – du har kanske forplumret mere end du tror med dine smudsige Af–

Ah! – du trækker dig tilbage! – du har tabt – he?

Tabt? – aldeles ikke – min Ven!

Saa er du bleven bange – he?

Paa ingen Maade – paa ingen Maade, du maa ikke bilde dig ind –; men tag dig iagt: Friedemann hører os.

Bah! – vi er mellem Mandfolk. Desuden er jeg vis paa, han har seet det for længe siden; du opførte dig jo saadan paa Isen, at et blindfødt Barn maatte se; – ikke sandt? – Hr. Friedemann! – De har seet det?

Hvad behager? – jeg! – hvad har jeg seet?

Du har naturligvis seet, hvorledes Waage hænger efter Frøken Svendsen med den mest nærgaaende Kurtise; – det er forargeligt – ikke sandt? Ludvig.

Hør Sandberg! – dette er en temmelig dristig Spøg – selv mellem Mandfolk. Det forholder sig nemlig aldeles modsat – Hr. Friedemann! –

Det skulde altsaa være Frøken Svendsen som –

Nei vist ikke! men det er ham – ser De – denne Ægtemand og Familiefader, – Principal ovenikjøbet; – o – et gammelt Afskum – siger jeg Dem.

Tro ham ikke – Friedemann! – du kan selv begribe, at jeg maa beskytte en ung Dame i min Forretning –

Tror du, jeg var istand til sligt? – du Friedemann, som kjender mig?

Kjære Theodor! – i disse Ting kjender man neppe sig selv.

Han ogsaa!

Jeg mener bare, at jeg vil ikke – jeg kan ikke være Dommer i en saadan Sag.

Hvorfor kan du ikke det? – Friedemann!

Jeg troede netop, det var Deres Studium – saadanne Forviklinger?

Theoretisk – Hr. Waage! – eller snarere statistisk-moralsk.

Men dette er et herligt Exempel – i høi Grad umoralsk; det kan ikke være bedre. Nu skal De netop høre og dømme; kanske kan De endnu redde vor stakkels fælles Ven.

Aa – du skal ingen Sorg have for mig; det er ikke første Gang, jeg klarer Pynten.

Ja hør nu bare! – et gammelt Afskum,– som jeg siger.

Oprigtigt talt – Theodor! – saa var du svært optaget af hende idag – paa Isen – hm?

Ja – dengang var han modig nok; nu lader det til at være gaaet af ham; han er ræd – tror jeg.

Paa ingen Maade, – paa ingen Maade; du maa ikke bilde dig ind –

Men Theodor! – det kan dog umuligt være dit Alvor?

Alvor? – hvad mener du med det?

O Moses! – hør ham! – nu ved han ikke længer, hvad Alvor er!

Men nu De – Hr. Waage! – ja undskyld! jeg skal jo være Dommer, – Deres – Deres Hensigter –?

Tja! – De ved –, man er Ungkarl, – sin egen Herre –

Hører du – Friedemann! – en Libertiner! o du skulde bare vide!

Ja, jeg maatte virkelig vide lidt mere, forat være en retfærdig Dommer. Men – tillad mig et Spørgsmaal: foreligger der fra nogen af mine Herrer – et – et Tilbud – eller noget lignende, som binder; – du Theodor! – har naturligvis ikke? –

Nei, hvor kan du tro –

Jeg? – haha! – tror De jeg er saadan til at bære bort i en Sypose? – nei – nei!

Nuvel, saa vil jeg foreslaa en rimelig 158Løsning. Du Theodor! opgiver de Chancer, du maatte have; – og De Hr. Waage gifter Dem i al Anstændighed med Frøken Svendsen, hvis hun vil have Dem.

Ja det maa du nok sige; hun tar ham s’gu aldrig; men alligevel – det er haardt nok for mig at opgive –

Nei hør, ved du hvad – min Ven! hvad det angaar: at opgive, saa tror jeg – oprigtigt talt ikke, du behøver at klynke. Men forlange af mig – saadan uden videre sætte mig Ægteskabet paa Struben – det er haardt – Herre Dommer!

Her bliver hverken Formildelse eller Benaadning; slaa til, saa er den Sag iorden.

Saa tag hende da; – jeg trækker mig tilbage.

Va banque! – jeg gifter mig.

Se det var Ret!

Du er glad, at du faar ham anbragt.

Jeg? (forstaar piudselig) Men Theodor! – tror du virkelig –?

Det var en Fandens Historie! – at dette skulde hænde mig!

Ja jeg ærgrer mig igrunden over min Godmodighed; men du kan være glad Jens. Ægteskabet er ikke saa galt endda, – ikke sandt? – Friedemann!

Ja du, jeg har nu læst saa meget om disse Ting og seet adskilligt.

Naturligvis maa man passe paa; holde Panden klar og fri for – for –

– Forhøininger. (De ler).

Ah ja! – det er vist et smukt Kompagni, jeg skal ind i; (klør sig i Hovedet) naar jeg bare forstod –

Kvinden – kanske? – opgiv det heller strax; hun kan kun opfattes under Kategorien Overraskelse. Kvinden er Overraskelsen – indprent Dem dette, saa vil intet i Verden kunne overraske Dem.

Det var godt sagt – Friedemann!

Alligevel kan man styre dem; det er utroligt, hvad man kan udrette, naar man forstaar sig paa Fruentimmerne.

Ja du har Ret Jens! den, som har det rette Haandelag –

Men forstaa dem – saadan rationelt, det er en lang Kunst.

Bah! – naar man har prøvet lidt af hvert, saa –

Tja, jeg siger det samme; kjender man ti, kjender man Resten.

Det er nu alligevel et skjønt og interessant Studium.

Mener De nu ogsaa bare theoretisk – eller rettere statistisk-moralsk?

Ja – og alle de Historier, man hører –

– og oplever.

De har hørt om Apothekeren?

Oh! Oh! igaar! – hele Børsen var færdig til at revne.

Det minder mig forresten om en lignende Historie, som passerede mig i – i min Ungdom.

Naturligvis; saadant kan ofte hænde – ikke sandt? – jeg mindes selv –

Jeg kjendte engang – (de stikker Hovederne sammen, han hvisker) – aa hun var deilig; (smælder med Tungen) – men hun havde den Eiendommelighed (dæmper Stemmen: de andre lytter og gjør smaa Bemærkninger. Hvergang han hvisker ler de med øgende Munterhed. Friedemann ryster af og til paa Hovedet; men hører ivrigt efter).

Men – ser De – saa hænder det sig en Aften (hvisker)

– ho – ho!

– og i den Anledning maatte jo jeg – (hvisker).

– naturligvis! –

Men nu vilde Ulykken, at just samme Aften – (hvisker, de ler) og deraf blev jo Følgen – (hvisker).

Hvad behager – Knappenaal?

Neinei – (hvisker videre, mens de ler og gotter sig, indtil Damerne kommer ind fra høire).

Det glæder mig, at Herrerne morer sig.

Men spørg bare ikke, hvad de ler af; – – jeg kjender den Latter! – Det er vist nogle nydelige Historier – hvad? – Og du – Friedemann! – du er naturligvis midt oppe i det. – Du er bleven svært frivol i det siste – Ludvig!

Er jeg – Laura? – det var ellers din gode Ven Waage, som førte Ordet.

– min gode Ven! – han ved alt! –

Det er kun vi Arbeidsfolk – Hr. Konsul! som forstaar at nyde saadan en Søndag fuldtud. Og – alligevel føler jeg mig i dette Øieblik næsten mere træt end en Hverdag.

Det er efter Isen – Frøken! – den friske Luft og Motionen –

Og saa Fornøielsen; der er intet, som tar i den Grad paa Kræfterne som at more sig.

De morede Dem vist ikke meget – Hr. Waage! – De synes endnu at have gode Kræfter. (Til Sandberg, som vil trække sig tilbage) Deres Eiendom – Hr. Konsul! har dog en henrivende Beliggenhed – her ved Vandet, saa nær Byen og alligevel fjernt nok til, at Deres Hustru kan føle sit Kongeriges Uafhængighed (anviser de to Herrer en Lænestol til hver Side).

Jeg tror ikke, Johanne opfatter det paa den Maade –

Men det vilde jeg, hvis jeg var Deres Hustru (ser paa ham). Hvis jeg var Deres Hustru, vilde jeg sige: Du Theodor – (ler) – ja saaledes kom det til at lyde! altsaa: du Theodor! du har din Forretning inde i Byen, – der raader du; her er mit Departement, – her raader jeg! – ikke sandt? – Hr. Waage!

Jeg er vis paa, De vilde tale akkurat saaledes.

Men det vilde ingenlunde være vel talt. Ægteskabet skal vel tvertimod bestaa i Ligheden og Fælleskab –

Bah! – Talemaader, som ingen af os ugifte tror paa – vel? Hr. Waage!

Jeg tror ikke paa nogen Ting!

Nei du! vi ved, hvad du tænker om Ægteskabet; men at De – Frøken –

Jeg tror akkurat som Hr. Waage.

Ja, saa maa jeg rigtignok sige (stanser) –

Tal kun ud; Klokken er ikke mere end fem.

Hvad behager? – hvorfor siger De –?

Er Klokken fem? – Klokken fem (reiser sig) men Johanne! Klokken er fem! tror du ikke snart, vi faar Mad! de er vist sultne, vore Gjæster.

Ja – det gjør mig ondt; men jeg er virkelig blevet et Kvarter forsinket –

Og det var først og fremmest min Skyld Frue! Men nu skal jeg prøve at underholde disse utaalmodige Herrer. Sæt Dem igjen – Hr. Konsul! saa skal jeg udvikle mine Anskuelser; – men det er ikke værdt, at de andre Damer hører det – (De rykker nærmere og Samtalen ved Kaminen fortsættes dæmpet, men livligt. Imidlertid har Fru Johanne ordnet et og andet i Stuen; Fru Laura hjælper; de retter paa Gardinerne og Blomsterne ved det store Vindue i Baggrunden. Fru Johanne flytter en Bladplante frem til Blomsterbordet bag Sofaen tilvenstre. Friedemann, som har luret, benytter Anledningen til at nærme sig).

Jeg er meget ulykkelig over den Vending, vor Samtale tog imorges. Jeg kom saa tidligt, for at faa et Øiebliks –

Kom – sæt Dem; her er vi for os selv. Jeg har ogsaa tænkt meget paa det; først blev jeg saa forskrækket og –

– ulykkelig?

Ja – det var mig virkeligt meget pinligt –

Og nu vil De af bryde – vort – Forhold?

Det tænkte jeg først, men senere –

– senere?

– har jeg tænkt, at vi to – Friedemann er for samvittighedsfulde – eller rettere, vi er samvittighedsfulde nok; dersom alle (holder øie med sin Mand) – alle var saa – saa –

Aa – det behøver De ikke mere at bryde Dem om; det er iorden; Theodor er bleven fornuftig –; jeg har –

Har De? saa vil ogsaa jeg prøve – til Gjengjæld –

Undskyld! – optager Fordærvelsen hele Sofaen? – eller er der en liden Plads for Dyden i Midten?

Sidder du godt – Friedemann – du maa gjerne komme nærmere. Jeg synes, du ser saadan efter din Mand – Johanne! han er vel ikke ogsaa bleven vidtløftig? (Friedemann gjør en lille Mine til hende). Han ogsaa! – o de Mænd! 168men nu gaar det snart rundt for mig! – her er jo et helt Væv af hemmelige Traade; det blir snart som det, du læser om – Friedemann! – dette nye Roderi paa x –

Opoponax.

Snak Ludvig! –du ved godt, det er ikke noget vellugtende; du vil bare ikke have, at jeg skal finde Ordet; men vent (prøver) Promix – Promix – Promisc – –

Men jeg tror formeligt, at jeg skræmmer Konsulen!

Dersom jeg troede, det var Alvor, saa –

De hører jo selv, hvor enig Hr. Waage er!

Bah – han!

Har jeg ikke sagt dig mange Gange, vi gaar tilgrunde af bare Dyd.

Dyd! – hvem taler om mig? – I ved kanske ikke – I derhenne ved Kaminen! at her sidder Dyden – rigtignok midt i 169Fordærvelsen; men (ser fra sin Mand til Fru Sandberg) – alligevel paa sin rette Plads.

Synes Frøken Svendsen, at Dyden tar overhaand?

Nei desværre! – selve Dyden sygner hen – som alt, hvad der overvurderes.

Kan man overvurdere Dyden? – hun er modig – hvad?

Mændene kan i alfald ikke klage over, at der stilles for store Fordringer til dem?

Nei – det ved Gud! o – de Mænd!

Men mod Kvinden er man desto strengere. Det burde være ens – synes jeg –

Ja naturligvis!– –ens for begge Parter – ikke sandt – Ludvig?

Det skal blive ens – med Tiden; men det maa begynde med at blive mindre strengt for Kvinden.

Oh! – hun er virkelig freidig!

Men De vil dog indrømme – Frøken! – at en Kvinde, som – som – ja det er virkelig ikke saa let at tale om disse Ting.

Hvorfor ikke? De mener, at en Kvinde, som ikke passer paa sig selv, mister sin Agtelse –

– og fortjener at miste den.

Men se Manden! – han mister ingenting.

Fordi vi ikke er strenge nok; fordi Mændene har forskaffet sig et Fribrev; de skulde brændemærkes – ligesom Kvinderne!

O! – denne kollossale Brændemærkning! – skulde der ikke være kjøligere Midler?

Men Frøken! – Konsekventserne af dette –

Min Mand mener Børnene –

Nei – nei – Laura! – jeg mente theoretisk –

Aa hvad hjælper det, at du mener theoretisk; du ved meget godt selv (han stanser hende; de hvisker sammen og ler).

De mener altsaa – Frøken! at Ligheden skal komme derved –?

Jeg mener Ligheden fremfor alt; det er hverken Strengheden eller Slapheden, men udelukkende Uligheden, som gjør, at dette evindelige ren eller uren, – tro eller utro spiller en saa modbydeligt stor Rolle i Livet.

Men der er dog en stor Forskjel mellem Manden og Kvinden; Kvinden ligner mere –

Kvinden ligner mest af alt Manden – Hr. Konsul! – og hun vil komme til at ligne ham endnu mere med Tiden.

Ih! det blir jo nydeligt! (der lees)

Jeg mener: dette med Elskoven vil komme til at blive mindre væsentligt for os alle.

– mindre væsentlig? – nu forstaar jeg ikke –?

Har De ikke lagt Mærke til, hvor enige de Gifte er om, at i Ægteskabet er det ikke Elskoven, som er det væsentlige.

Det er det hellerikke; det er noget ganske andet og noget mere, som forbinder to – to rigtige Ægtefolk end den skrøbelige Elskov.

Men hvorfor blir der da et saadant Skrig, naar Utroskaben kommer for en Dag; hvis Elskoven er saa skrøbelig, – hvorfor da skrige?

Der er to – der er to Slags –

Jeg er bange, der er mange Slags – eller med andre Ord: her er en Forblanding. Elskoven fiffes op til en Religion med en hel Kultus af Dyd, Afholdenhed og gjensidige Brændemærker, og saa skal Guden til Gjengjæld sikre sine rene Børn en varig og uforstyrret Lyksalighed! – Ak! føler vi ikke alle, 173at det er formeget forlangt af den bekjendte lille Snottede, som skyder Folk med Pile?

Hun holder Tale.

En god Tale.

Det synes jeg dog ikke –

Jo Theodor! – der er noget modigt ved det, Frøken Svendsen siger; vi ere for ængstelige og mistænksomme.

Det kommer saamænd an paa, hvad Slags Mand man har.

Men vi ere altfor mistænksomme mod os selv; vi forestiller os, at vi gaar paa Randen af en Afgrund, hvor der slet ingen er; naar vi havde mere Tillid til os selv, fik vi mere Tillid til andre. Jo – jeg begynder at forstaa Frøken Svendsen!

Jeg forstaar ogsaa – saa godt –

Du? – tror du, dine Begreber om dette er de samme som Frøken Svendsens?

Nei, men jeg vil forbedre mine efter Frøknens Metode; men saa maa De tage mig under Behandling; – De maa – De maa tage mig – ja kort sagt: De maa tage mig!

Gud! – jeg tror, han frier! – (halvhøit) saa vidt har hun bragt ham! – det intrigante–

Vent lidt! (med et Blik paa Uhret) Hr. Konsul! vi maa ikke glemme vor Forretning.

Nei – det er sandt! – fem, femten – før Sol gaar ned; Klokken er ti Minutter over fem.

Frøken – jeg – jeg – har – som De ved – hele Tiden fundet, at denne Maade –

Vi lader den Forretning falde – Hr. Konsul! – ikke sandt? – det passede igrunden ikke for nogen af os?

Oprigtigt talt! – det var kanske noget overilet (Fru Johanne gjør en Bevægelse) –

Men vi vil være lige gode Venner for det – ikke?

Jo, ganske vist, – ganske vist – (lusker af mod Baggrunden).

Det var vist en underlig Kaffe – du Ludvig?

Ja det var en Sort, som sjeldent forekommer herhjemme.

Se saa – Hr. Waage! nu er jeg til Tjeneste; De vilde sige?

De ved godt, hvad jeg vilde sige; – men De afbrød mig, for De vil ikke høre –

Jeg kan kanske hjælpe Dem – Waage!

Jeg har talt med Frøken Svendsen om Deres Tilbud –

Tilbud! – haha – altsaa –?

Det tænkte jeg.

– og vi blev enige om, at De ikke var saa slem som De lader; – at De nok kan blive en taalelig Ægtemand – i gode Hænder.

Tak – Frue! (til Herrerne) – ja mine Venner! – jeg vil ærligt tilstaa: jeg har gjort mange Tilbud –, og tigget længe; og hvis De nu vil have mig Frøken –

Jeg har jo desværre allerede forraadt min Hemmelighed – men ikke sandt? – Fru Sandberg! – han er indtagende – trods alt.

Du viste det! – men hvorfor sa’ du det ikke dengang –

Dengang troede jeg jo, du kom forat –

Ja, det er jo sandt; lad os glemme det. Hun maa saamænd gjerne have ham! – har 177du i dit Liv seet et Frieri – saa tørt, uden Duft af Poesi! Nei! – da var Ludvigs noget andet!

Friedemann! ved du hvad hun er? – hun er –

– et Satans Fruentimmer?

Nei! – hun er Fremtidens Fruentimmer.

Gud naade vore Sønner!

Ja du, jeg siger det samme. Nei – da langt heller som vi har det med den gamle Kjærlighed; det er s’gu den, som bærer vore smaa – smaa –

– Horn?

Paa ingen Maade – paa ingen Maade! – du skulde virkelig vænne dig af med det der! – Friedemann!

Men hvorfor har De saa længe holdt mig 178for Nar? – og nu tilslut tvunget mig til at frie midt paa Torvet?

Husk, De begyndte saa slet; – dette var Hævnen!

Hævnen er sød, – siger Salomo.

Du Ludvig! – hun er mig for klog – den Frøken! – mon hun ikke er en Smule -– en Smule –

– Enke?

Aa – du er glimrende – Ludvig! – tag mig tilbords; – vil du?

Ja – men –

Du Johanne – jeg ved ikke, hvorledes jeg skal forklare dig; – vi maa tale siden –

Vi vil slet ikke tale mere om det –

Frue! – der er serveret! (trækker sig tilbage igjen).

Endelig! – tilbords mine Venner!

Tag mig – Johanne! – jeg vil saa nødig have den anden –

Vi spiser jo sammen hver Dag; – lidt Afvexling – ved du; desuden maa du have mere Tillid til dig selv – Theodor! (høit) Frøken Svendsen! vil De følge min Mand; – jeg tager Friedemann! (Friedemann kommer hurtigt). Nu tror jeg, vi kan gaa tilbords med god –

Appetit?

– jeg vilde sagt: med god Samvittighed.

De har givet mig en drøi Lektion –

Tilgiv! – det laa i min Plan!

Denne Plan, De nævner saa ofte; hvad var Deres Plan?

Min Plan? – den var at ordne disse tre Par.

Tro ikke, det er noget Tegn – Hr. Waage! – det betyder ikke noget.

– Friedemann

De havde Ret – Frøken Svendsen! – – hun er s’gu vittig.