Andværs-Skarven

Udenfor Andvær ligger der en Fugleholme, som ingen kan komme iland paa, om Havet er aldrig saa roligt. Dønningen sætter slig Dragsug og Braat om den.

Paa en vakker Sommerdag glinser det gjennem Sjørøgen, som der laa en stor Guldring. Og Folk har fra gamle Dage ment, at der var en Skat der efter nogetslags Sjørøverskib.

I Solnedgangen hildrer der sig undertiden frem et Fartøi med Agterkastel og blinker i et gammeldags høit Galleri. Det ligger som i svært Veir og graver sig ned mellem tunge, hvide Braat.

Langs Skjæret sidder Skarven svart paa Rad og kiger efter Seien.

Men der var en Tid, da en akkurat havde Tal paa dem. Der blev aldrig hverken flere eller færre end tolv, og paa en Sten ude i Sjørøgen sad den trettende, saa en ikke saa den uden hver Gang den lettede sig og fløi udover.

De eneste, som bode paa Været udenfor Fisketiden om Vinteren, var et Kvindfolk og en Fremslængning af et Pigebarn.

Deres Fortjeneste havde de af at passe Hjeldstængerne for Rovfugl og Ravn, som var saa slem til at hakke op Hjeldbaandene.

Jentungen havde tykt, kulsvart Haar og et Par Øine, som keg saa underlig paa Folk, næsten saa en skulde sagt, hun lignede paa Skarvene derude.

Og stort andet havde hun ikke set for sig. For, hvem der var Far hendes, vidste ingen.

Slig levede de, til Jenten blev voksen.

Da hændte det, naar Jægterne paa Sommertiden skulde ud til Været og hente Tørfisken, at Unggutterne begyndte at underbyde hverandre for at fare didud.

Somme gav efter baade paa Part og Hyre, og Opslag paa Trolovelser blev der klaget over inde i Bygderne.

Men den, som voldte det, var Jenten derude med de rare Øinene.

Saa ilde stelt og fjelgt, hun gik der, havde hun et Lag, saa de, hun snakkede med, kom ind i en Ørsk og syntes, de ikke kunde leve hende foruden.

Den første Vinter fride en Gut, som hadde baade Gaar og Sjøbod.

«Om Du kommer igjen ved Sommerleite og gir mig den rette Guldringen, jeg vil fæstes med,» sa hun, «kan det nok bli.»

Og den, som kom igjen til Sommeren, var Gutten.

Han havde meget Fisk at hente. Og Guldring kunde hun faa saa tung og gjild, hun bare vilde ha den.

Den, jeg maa ha, ligger under Hanken paa Jernskrinet derude paa Holmen,» sa hun. «Det er, om Du holder af mig slig, at Du tør hente den.»

Men da blev Gutten bleg.

Han saa, Havboren sank og steg som en hvid Skumvæg derude i den blanke, varme Sommerdag. Og paa Holmene sad Skarvene og sov i Solen.

Meget holder jeg af Dig,» sa han. «Men dette blir til Ligfærds og ikke til Bryllups.»

I det samme lettede den trettende Skarven sig fra Stenen i Skumrøgen og fløi udover.

Den næste Vinter fride Styrmanden paa en Jægt. Han havde gaat ulykkelig i to Aar for hendes Skyld.

Og samme Besked fik han.

«Kommer Du igjen ved Sommerleite og gir meg den rette Guldringen, jeg vil fæstes med, så kan det bli.»

Ud til Været kom han igjen ved Sankthanstid.

Men, da han hørte, hvor Guldringen laa, sad han og græd hele Dagen og Kvælden, til Solen begynte at danse nordvest i Havet.

Da lettede Skarven sig og fløi udover.

Den tredie Vinteren var der stygge Uveir.

Der kuldseilede mangfoldige. Og paa et Baadhvælv, som kom drivende ind, hang der en afsvimet Unggut efter Knivbeltet.

Men Liv var de ikke istand til at faa i ham, alt det, de stellede med ham og rullede ham inde i Nøstet.

Da kom Jenten til.

«Der er min Brudgom,» sa hun.

Og hun la ham i Fanget sit og sad hele Natten og varmede Hjertet paa ham.

Da Morgenen kom, slog det.

«Jeg syntes, jeg sad mellem Vingerne paa en Skarv og holdt Hodet mod Dunbrystet,» sa han.

Gutten var lys og vakker med krøllet Haar, og Øinene kunde han ikke faa fra Jenten.

Han tog Arbeide paa Været.

Men hen maatte han og snakke med hende om aldrig saa tidlig og aldrig saa sent.

Saa gik det ham som de andre.

Han syntes ikke, han kunde leve hende foruden. Og samme Dag, han skulde fare, fride han.

«Dig vil jeg ikke narre,» sa hun. «Du har ligget ved mit Bryst, og, kunde jeg spare Dig for Sorgen, gav jeg gjerne Livet.

Faa mig kan du, om Du sætter Trolovelsesringen paa min Finger. Men beholde mig, faar Du ikke længere end Dagen varer.

Og vente vil jeg nu og længes efter Dig med Gru, til Sommeren kommer.»

Ved Sankthansleite kom Gutten didud alene i Baaden sin.

Og saa fortalte hun om Ringen, han maatte hente ude paa Skjæret.

«Har Du tat mig af Baadhvælvet, kan Du lægge mig didud igjen,» sa Gutten. «Uden Dig kan jeg ikke leve.»

Men, som han tog til Aarerne for at ro udover, steg hun op i Baaden til ham og satte sig paa Agtertoften. Hun var saa hvid og underlig.

Det var vakkert Sommerveir, og Havet gik med lange, blanke Dønninger.

Gutten sad bare og saa paa hende og rode helt, til Dragsuget tordnede og bragede om Skjæret, og Grundbraattene og Skumfraaden sprøitede som Taarn.

«Har Du Livet kjært, saa vender Du nu,» sa hun.

«Dig har jeg kjærere end Livet,» svarte han.

Men, som Gutten syntes, Forstevnen grov sig under, og Døden gabte, blev det med ét blikkende stille, saa Baaden kunde lægge til uden at der løftede sig en Baare.

Der paa Holmen laa et gammelt rustet Skibsanker halvt op af Sjøen.

«I Jernskrinet, som ligger under Ankeret, er min Medgift,» sa hun. «Bær det op i Baaden din.

Og sæt Ringen, Du ser, paa min Finger. Med den trolover Du mig.

Saa er jeg din, til Solen danser inat nordvest ude i Havet.»

Det var en Guldring med en rød Sten i, og den satte han paa hendes Finger og kyssede hende.

Paa Skjæret i en Revne var der en grøn Græsflek.

Der satte de sig. Og opvartet blev de paa noget Vis, som han ikke skjønte og ikke brød sig om at tænke paa for sin store Glæde.

«Sankthansdagen er vakker,» sa hun, «og jeg er ung, og Du er min Brudgom. Og nu gaar vi til vor Brudeseng.»

Hun var saa fin, at han ikke vidste af sig for Kjærlighed.

Men, da Solen begyndte at danse derude i Havet for Natten, kyssede hun ham og fældte Taarer.

«Sommerdagen er vakker,» sa hun; «og Kvælden er endnu vakkrere. Men nu skumrer det.»

Han syntes med ét, hun blev ældre og ældre og ligesom svandt hen.

Da Solen gik under i Havranden, laa der kun noget smuldret Lintøi foran ham paa Skjæret.

Stille var Sjøen, og i den lyse Sankthansnat fløi der tolv Skarver udover Havet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.