De syv Troldkjærringer i Styggedalsuren

Troldene var ude i Styggedalsuren og brød Sten til den store ny Laaven, de skulde bygge.

Og nu havde de seks Kjærringerne deres faat frem Kaffekjedlen og sad saa hyggeligt og pratede.

De roste hverandre flittig op i Øinene baade for Husstel og Unger; der skulde være slig Fred og Snilhed, saalænge den varme Kaffedraaben varede.

Og, medens de snakkede over Koppen, bøiede en Hodet undaf hid og vred en Kroppen did, og holdt de Hænderne bag Øret for at høre hverandre. For Ungerne deres skreg og tvinede borte i Bakken og morede sig med at slænge alskens Styghed af raadne Vedstubber og Grene ind imellem dem.

Da de vel havde faat hevet Haaret til hun Bølvi Myrsøkket fuldt af Møg, begyndte de at sigte efter Trynet til Siri Purkehaugen, saa hun alt i ét snøftede og ristede paa Hodet.

Men hun lod som ingenting og gav sig til at storrose Ungerne deres, en efter en, og rope op om alt det spillende Liv og alle de Streger og Pudser, der var i dem, og hvordan de tegnede til at bli saa akkurat lig enten Far eller Mor sin, helt til alle Kjærringerne gren og lo og gabte og slumpede af Kaffen deres opi til hende. For alle var de saa forkopendes glade i sine egne.

Saa saa de, Flaabergkjærringen – det var Konen til det syvende Troldet – kom skrævendes opefter fra Bygden med de lange Elgeskankerne sine og den vriede, skrigende Ungen, som hun altid drog med sig paa Ryggen.

«Nu lugter hun Kaffe,» sa Siri Purkehaugen, hun rodede og snusede med den lange Næsen ned i Gruggen, om der var mere paa Kjedlen, og lo, saa hun higstede, over, at der ingenting var igjen.

I det samme stak Haarbusten og den lange tynde ludende Ryggen paa Flaabergkjærringen ind af Døren.

Hun saa sig om og spurgte straks efter Kaffeskvætten.

Men de gjorde sig saa hellige allesammen. Det var da saa leit, at den just var gaat op til aller, allersidste Draaben.

Og den gode, fede Grisemelken ogsaa, der stod bare lidt Komelk igjen i en Kop.

«Lad mig faa den hid,» sa hun.

Og saa lod hun Ungen sin drikke Komelk.

De sa ingenting de andre Kjærringerne; men hver tænkte sit. Der var Maade paa daarligt Ungestel.

Bare Gumpe-Guri lettede sig af Krakken og vilde ha den Moro at se paa, hvordan Ungen spyttede det fra sig igjen.

Men den lille drak saa pent, at Guri ludede sig ned og saa paa, hvordan den tog det, og hvor lys og fin og hvid og rød og dagskjær den var i Huden.

Og saa god og varm.

Hun maatte prøve at lade dem ta med den lille Haanden om den store krogede Lillefingeren sin; det kjendtes saa lindt og fint.

Og lidt efter stod de alle, hun Siri Purkehaugen med den lange Hugtanden og Hornklova og Pesta og Ro Stindvommen og Gumpe-Guri og Bølvi Myrsøkket om Flaabergkjærringen og bukkede og bøiede sig over den lille Ungen og saa paa, hvorledes den pustede og drak og trak til sig.

De rettede sig først, da den slog op de blanke, blaa Øinene.

Og saa fortalte Flaabergkjærringen, hvordan hun om Natten havde faat lagt Troldungen sin i Vuggen hos en Skipperkone nede i Bygden, mens Manden var borte paa Reis, og byttet til sig hendes Barn istedet.

Da gløttede Kjærringerne snygt til hverandre.

Skulde Flaabergkjærringen nu fare om med en Unge, som var likere end deres, tænkte de.

Og saa ropte og gneldrede de hver paa sin Unge og begyndte at stelle og gjøre Moro og lade dem sprætte og hoppe op paa Knæerne deres, saa de ilskreg i Luften, og lod dem trille Kulbøtter bortover i Tuerne og Møgen. Og hvergang lo og skrattede de til hverandre over, hvor gjilde de syntes, Ungerne deres var.

Med ét fik de slig Hast paa sig. De havde siddet der saa forlænge, og Mændene deres kunde alt være hjemme, sa de.

Men i Døren snakkede de sig imellem høit, for at Flaabergkjærringen skulde høre det, om hvor rent svært galt det vilde bli for hende nu, hun ikke fik gjort andet hele den udslagne Dag og Natten med end at passe og gjete det fremmede Barnet. Hun kom nok snart til at lægge det tilbage igjen did, hvor hun havde tat det fra.

Vri’de hun Halsen om paa det og slog det ihjel, døde hendes egen Unge, saa det fik hun nok la være, ropte de.

Det var sørgeligt, hvordan hun havde sat sig selv Bét.

Og saa alt Maset og Strævet med at faa Ungen lurt op paa Bakken i Solen. Det blev vel Manden hendes, som fik slide med det, kjendte de hende ret.

Og paa Veien snakkede og skvaldrede de ikke om andet end om Flaabergkjærringen og spyttede Tvi til i Bakken alt i ét.

Nu, hun havde faat det dagskjære Menneskebarnet, kom hun til at holde sig for bedre end dem allesammen der i Haugene og rent at sprække af Vigtighed. Pas bare paa, sa de, vi andre Kjærringer skal holde os afveien med vore simple Unger og gi hende Plads.

Og, da de kom hjem, satte de Mændene sine op.

Hun Bølvi Myrsøkket gik og gren og harkede og slængte Speord til Manden sin, han Lurk. Hun slog Troldkryl paa Ryggen og æstimerede ikke at se did, hvor han var engang.

Nu fik han kræke pent efter og langt nede i Bakken, hvergang Flaabergen og Kjærringen hans kom anstigendes med den rare Ungen deres. Han Lurk fik vel komme ihug, at la være at sprike ud med Benene nu og gaa med Næverne stramt i Bukselommerne og sparke og spytte og være Førstemand.

Og, hvor skulde hun stakkars elendige Bølvi holde ud den Skam. Hun kunde ligesaa godt bli liggende der i Myrsøkket med det samme og aldrig komme frem igjen.

Saa gav hun sig til at sparke der, hun laa, saa Myrgørjen skvat som Regn i Veiret, og ynke sig og gaule paa, at hun havde faat Krampen og var saa syg og vilde dø, saa Manden ikke skulde faa se hende mere i Verden, helt til han Lurk fik de lange Armene sine ned om hende og trøstede og bad og lovede og svor, at han skulde knuse hvert Ben paa Flaabergen og Kjærringen hans med, om han prøvede nogetslags Baslemaner eller Vigtighed.

Bedre gik det ikke for sig hjemme hos de andre.

Og, mens Mændene stod langs Laavevæggen i Mørkningen med Hænderne i Buksesmekkerne og spyttede, blev de enige om, at, kræke bagefter Flaabergfolkene vilde ingen af dem. Det skulde være saa vist og sikkert, som at Styggedalsfjeldet stod der.

Men, hvordan det var, kom saa den ene og saa den anden af Kjærringerne stikkende indom Døren til Flaabergkonen paa et lidet Besøg. De kunde ikke dy sig, de var saa forpikkende nysgjerrige efter at se paa Menneskebarnet, som laa og legte saa snil og blid i Øinene, naar det havde faat byttet paa sig.

Men, naar de kom hjem igjen, snakkede de sig saa sinte og galne, at de fræste.

Den ene havde ikke set Syn til Næseskaft paa Barnet, den anden ikke det, som var ligt til Brand og Mod i Øinene eller Klo paa Neglerne, den tredie ikke Spor eller Mærke til Takker i Tænderne og ikke Bust i Haaret.

Det maatte være en ren Tomsing, Flaabergen havde faat i Huset. Og Manden deres kunde være glad, de ikke havde draget slig Elendighed paa ham.

Men storagtige og hoffærdige af Ungen var de alligevel, saa det stod paa Maal. Naar Flaabergen gik paa Tunet og spyttede, havde Siri Purkehaugen tydelig set, at det var akkurat mod den Kant, hvor hun bode, og, aarkede Manden hendes at finde sig i det, var han mere end snil.

Siden tog de alle deres Mærke paa Flaabergen, naar han stod udenfor Døren.

Stindvomma røg straks første Dagen lige hjem til Ketil Dunder, Manden sin, for nu var det lige mod Bakken deres.

Og efter hende kom Purke Siri springende med de lave Fødderne og Hugtanden skummende og GumpeGuri humpende og vrikkende paa Bagen og Bølvi Myrsøkket hoppende og skrævende med de krogede Laarene og Pesta hinkende og farende lavhalt høit op paa det lange og dump ned paa det korte Benet, hver hjemover til sine Karer, for at berette om al den Foragt, der gik udover dem.

Alle havde de set, han spyttede tvi mod deres Bakke.

Og længere end til næste Morgen varede det ikke, før de kom ansættende til Flaaberget, den ene efter den anden, seks Trold høi med han Lurk i Spidsen, saa Kjærringen der fo’r bagom Laaven.

I det samme hev de Økserne i Væggen, og var de paa Døren og bankede og truede.

Og saa brød de ind til Ungen, han Lurk med Stauren først.

Men der laa Menneskebarnet saa lyst og skjært og smilte og legte og lallede og saa paa dem.

Det rakte saa fornøiet de smaa Armene op mod han Lurk, for at han skulde løfte det op, at Troldene gabte og énstirrede paa det.

Og slig blev de staaende og stikke Bustehoderne sammen og se paa, hvor vakkert og snilt og forstandigt det lille Guttebarnet lo til dem og hvor stærk og klar han var i Øinene, til de begyndte at lure sig sagte ud den ene efter den anden.

Ude paa Tunet mødte de Flaabergmanden, som ingenting vidste. Han var kommet hjem fra Marken og stod der betænkt og spyttede mod Husvæggen.

Da lo de og gabte.

For saameget skjønte de, at han ikke kunde spytte Foragten paa sit eget Hus, og at de havde faret efter Kjærringskvalder.

Men da de kom hjem, fik de høre nok om den Færd.

Flaabergen var den rette Lurifaksen til at narre dem op i Stry, skreg Bølvi og de andre Kjærringer. Den Storfulingen gik saa lunt og stilt med det, og vidste nok, hvordan han skulde faa sat Labben paa Nakken af dem allesammen, slige Godtomsinger, de var.

Men, alt det de snakkede, voksede Menneskegutten sig baade stor og vakker.

Han fo’r og legte med de andre Troldungerne der i Bakkerne baade Gutter og Jenter, og vidste ikke andet end, at han var som en af dem.

Da fik Kjærringerne rigtig deres Fryd og Fornøielse.

For nu kunde de vise Mændene, hvad Forskjel der var paa den fremmede Gutten og deres egne slig, som de kunde holde Styr og var fulde af Puds og Paafund.

Ret, som de ventede Troldgubberne sine hjem til Kvældsverden og fo’r paa Staburet for at hente Mad, stod Ungerne, han Bust og hun Sølvi og han Raud og hele Flokken indenfor Døren og havde vri’d om Laasen, saa de ikke kunde faa den op. De knisede og fnisede og huserede.

«Nei, se de søte Ungerne, naar de sætter sig paa noget,» ropte Kjærringerne alt i ét.

Og der stod de i en Time og to Timer og godsnakkede og prøvede paa at komme ind.

Saa blev Gumpe-Guri sint og snudde sig og vilde trykke op Døren.

Men, da havde de sat Storslaaen saa vel for, at hun bare fik Stakken skuret af sig. Og saa keg de ud og hujede og sparkede og hoppede Kraake derinde, saa det dundrede i Gulvet.

Men, da Mændene kom ansættende gnistrende sinte, fordi Kvældsverden ikke var færdig, undskyldte Kjærringerne sig med, at de ikke kunde komme ind paa Staburet for disse trolddeilige Ungerne, som var saa fulde af Spilopper og Moro.

Og vesle Sølvi Myrsøkket stak Hodet ud af Gluggen og satte Trut imod dem og jepede og rakte Tungen ud og spyttede.

Nei, aldrig havde Kjærringerne set noget saa sødt i Verden som det lille trodsige Jentefjæset. De slog rent Hænderne sammen. Mændene maatte da ha Øine i Hodet!

Og saa havde heller ikke de set noget saa vakkert i Verden og gav sig til at luske hen til Dørhellen for at se, naar hun stak Hodet frem igjen, helt til hun Sølvi blev lei af det og løb ud og lod Døren staa aaben efter sig.

Men Ungerne spændte og sparkede og bed og klorede og vilde endda ikke la nogen slippe ind.

Der var Fyr i Øinene og Marg og Spræt og Liv i de Ungerne!

Det var andet end Fremmedgutten, som kunde sidde og sipe og graate, fordi Sønnen til Hornklova borede Øinene ud af Katten med Fingeren. Han aarkede ikke engang at se paa, men la Hodet ned i Bakken.

Og da Ungerne havde sin Moro af at flaa Kalven levende og se, hvordan den sprang og bar sig, la Stakkaren til Skogs.

Og dengang Datter til Gumpe-Guri agede paa Bagen med Mikkel Ræv, helt til hun fik slidt Rumpen af den, og Mænd og Kjærringer lo oppe i Bakkerne, saa de stod krogede, løb han bent hjem til Mor sin, rarere Kar var han ikke.

Men, da Gutten blev større, vilde Troldgubberne gjerne ha ham med sig, naar de var ude i Skog og Mark. Hverken hev han Maden væk for at lette paa Nistesækken, han bar, eller aad han op det lækkreste, eller blev han borte i Bærmyrerne for dem, som de andre Troldungerne. Aldrig gjemte han heller bort Økserne deres eller gjorde dem opraad med Tværhed og Streger.

Men til Gavn og Hjælp vilde han gjerne være, saa med at snøre Vidieknude om Vedfanget, saa med at finde den fedeste Tyrien, saa med at læsse paa. Og altid raadede han saa forstandig, at de kom lige paa der, hvor de ellers vilde ha gjort Krog og Omvei og tat vrangt for ret, saa de syntes, der blev dobbelt udrettet om Dagen.

Men da fik Kjærringerne igjen fuldt op paa Snakkekværnen om, hvad for Blindkjukinger de var, som ikke saa, at Gutten gik der og daskede efter dem saa spag og tam som en Bjeldeko nede i Bygden. Det viste sig, at Komelken kom igjen, sa de. Det var det ægte, vilde Blodet og Spruten i Øinene og Sprætten i Kroppen, han manglede.

Sent og tidlig slog de paa, at Mændene deres gik der og ikke skjønte, at de blev oversete af Flaabergtroldene.

Siri Purkehaugen kom saa stilt indom Døren og gløttede i Øienkrogene og ymtede og drog paa og lod sig mærke med baade ét og andet, helt til der kom Kaffe.

Hun vidste nok, hvorfor Flaabergkallen gik saa betænkt og vallunderede og studerede deroppe i Styggedalsuren og skjøv saa én Sten og saa en anden indover til Tunet sit.

Der var ikke mindre i hans Tanker end at bygge et gjildt Slot for Gutten, til han blev voksen. Det skulde mures af svært Fjeld og Kampesten og bli jevnhøit med Styggedalsnuten, saa Røgen af dets Skorsten drev over Kammen, og alt, hvad Trold nogengang havde reist der i Marken, bare blev til Husmandsstuer og Smaakratel.

Men nu syntes Troldene, der kunde være Maade med Flaabergen.

Saa la de Hoderne sammen og luskede og hviskede bag Laavevæggen.

Ikke vilde de ud med, hvad de tænkte paa, for de kjendte Kjærringerne og vidste, at de maatte skravle, om det skulde være aldrig saa lønt.

Men borte i Bakkerne lo de, saa det dundrede.

Saa drog de ivei, seks Trold høi og han Lurk i Spidsen, med svære Jernstænger paa Skuldrene.

Og til at sætte dem i Bakken og brække og bryde lige indunder Styggedalsuren, saa Stenen rullede baade Dag og Nat.

Ikke gav de sig, før de havde holdt paa et Aar.

De havde gravet saa langt indunder, at, bare de slog væk Grundstenen, vilde Uren styrte ned og tordne som et Himmelskred og ta med sig hele det store Slottet, Flaabergen byggede paa, og dertil ham selv og Kjærringen med, saa var de kvit dem.

Og nu vilde de didop og se, hvor langt han var kommet og, om det var Tiden.

Saa steg de ivei, den ene efter den anden.

Men der oppe i Marken saa de ingenting, alt det de glante, uden Flaabergmanden, som gik og bar Sten til det gamle Gjærdet sit, som var ramlet ned ifjor.

Da snudde de sig med ét og fo’r hjemover alt det, de kunde skræve, seks Trold høi og han Lurk i Spidsen, i rykende, forgnistrende Sinne.

Jernstængerne hev de sammen ude paa Tunet slig, at Jorden sprøjtede, og Huset rystede, og Kjærring og Unger rendte og skreg.

Aldrig skulde de høre efter Kjærringsladder mere i Verden.

– Men, som Tiden gik, blev den søte Truten til hun Sølvi mere og mere til Tryne, og voksede der Buster og Rag ud af Ansigterne paa Troldungerne. Der kom Hængelæber og Griseøine og Svineører, og Benene blev vredne og Fødderne klumpede, og Knuder og Skakheder stak frem.

Og Deiligheden og Sødheden blev til Troldvillie og Arrigskab.

Alt det, Kjærringerne roste og priste dem og vanagtede og rev ned paa den, som var af Menneskeæt, kunde Mændene deres alligevel ikke andet end se efter ham og kope og glo.

Saa begyndte Kjærringerne igjen at ægge og ærte med Flaabergfolket, hvordan de hovmodede sig. Det var ikke for andet, de fra først af havde bosat sig øverst oppe i Uren, end for at gaa over Hoderne paa dem allesammen.

Og, at Flaabergen skulde opgit at bygge, var det likt! Det skulde bare være af Træ istedetfor af Sten.

Baade Bølvi Myrsøkket og Ro Stindvommen vidste om, at han gik saa lønt i Skogen og mærkede ud Tømmer.

Og, havde han gjort det i alle de Aarene, saa vilde Slottet hans bli baade en og to Gange saa høit som Styggedalsnuten.

Men aldrig vilde Troldene mere fæste Lid til Kjærringskvalder, det havde de lovet sig.

Og først da Ketil Dunder selv fik se Flaabergen drage nedover med Tømmerslæden sin, skjønte de, at Kjærringerne havde havt Ret.

Saa ilde havde de ikke trot om ham.

Da betænkte og grundede de og la op Raad.

Og, da de var kommet til Endskap, lo de, saa det sang i Bakkerne.

Tilskogs fo’r de ved Nattens Tide med Tømmerøkserne paa Nakken, seks Trold høi og han Lurk i Spidsen.

Og hug og fældte Træer gjorde de i et Aar, til hele Storskogen laa overende.

Nu skulde Flaabergtroldet slippe at ta Træer mere til det store Slottet sit.

Saa steg de ivei op over Styggedalsuren for at se, hvor høit det var kommet med Bygningen.

Men, alt det de glante om sig, saa de ingenting uden Flaabergen, som stod og strævede med at lægge nyt Tømmer ind i den raadne Fjøsvæggen sin.

Da blev de saa sprakende gale, som de aldrig havde været i Verden før.

Og nedover røg de, seks Trold høi og han Lurk i Spidsen, med saa lange Skridt, som Benene bare aarkede at række.

Men da Kjærringerne saa dem komme anstigende slig oppe i Fjeldet, skjønte de, hvordan det var fat og hvad der kunde vanke.

Og saa i Hui og Hast til at koge og base og sætte frem Skinker og Smørstykker og Mølje og Mysost og Lefser og alt det, Staburet eiede, saa da Troldene naade ind paa Tunet, var der dækket op som til Bryllups.

De var forhakkende gale og stampede og dundrede og hev Økserne foran sig langveis fra, saa de stod i Væggen og føg om Ørene paa Kjærringerne.

Men der saa de alle Slags gjild Mad og Godbiter staa i Hauger for sig.

Han Lurk var endnu saa dansende gal, at han tog Syltegrisen ved Labben og vilde slænge den i Væggen. Men da summede han sig.

Og, da Sinnet saa randt af dem, kom Kjærringerne og mente, de maatte være bra sultne, og fik dem tilbords, hver foran det, de bedst likte.

Da Troldene saa havde spist og drukket og begyndte at bli godlynte, snakkede og pratede Kjærringerne om, hvad for en god Reise, de havde gjort. Det var vel et Svedetag værd, mente de, at komme til sand Kundskab om, hvor gode og beskedne Naboer de havde i Flaabergtroldene.

Siden nappede hver Kjærring sagte og listig i sin Gubbe og fik ham hen i en Krog.

Der hviskede de og sa, at de længe havde gaat og tænkt paa, hvor godt denne pene, vakkre, lyse Fremmedgutten kunde høve som Mand for Datter deres.

Men om det maatte han ikke nævne saameget som et Ord, for ellers vilde de andre Kjærringerne, hun Gumpe-Guri og Purke-Siri og Pesta og Stindvommen og Hornklova trække ham til sine Døttre.

De havde længe mærket, hvorledes de gik og sigtede og lurte efter ham. Og, naar de havde saa travelt med at snakke ilde om ham og bringe ham i Vanagt, saa var det bare for at faa beholde ham for sig selv.

Efter den Dag vidste Kjærringerne ikke, hvad godt de i Løn skulde sige om ham til Manden sin, eller hvor stort de skulde rose ham.

De passede at sætte al den Stas, de eiede, paa Døttrene, for at de skulde te sig frem som finest for Gutten. Og de bad ham ind og puttede til ham alt det, som godt var.

Men Gutten likte sig ikke. Han kunde ikke gaa i Marken uden at alle de bustede og raggede og trynede Troldjenterne hængte efter ham.

Saa var det en Dag, han drev gjennem Storskogen. Og efter ham hang de helt, til de kom did, hvor Kallene havde hugget ned alle Træerne, og Solen skinnede og lyste.

Længere kunde Troldene ikke følge.

Men, da Gutten kjendte den varme Sol, blev det saa underligt for ham.

Han syntes, at Verden med ét blev saa vakker og mangfoldig deilig farvet, og at han hørte til derude i Dagen.

Videre og videre gik han.

– Men hjemme i Styggedalsuren ledte Flaabergfolkene og de andre Troldene efter ham baade høit og lavt.

Borte var og blev han.

Saa paa tredie Dagen kom der en ung Sprætjunker med Uhrkjæde dinglende udenpaa Vesten og Sølvknap paa Stokken og spurgte sig fore i Styggedalsfjeldene efter Veien.

Han havde kroget Næse og Elgeskanker akkurat som Flaabergkjærringen.

Da drog de Mistanke.

Og en efter en var de henne og luskede og saa paa ham.

Men da de fandt Klippet i det venstre Øret, som var Troldmærket hans, skjønte de, at dette var den, Flaabergkjærringen havde byttet bort nede hos Skipperkonen for Menneskebarnet.

Og alle Troldjenterne spilte Øinene op og glante, for slig Sprade havde der aldrig været i Fjeldet før.

Men hun Sølvi Myrsøkket blev den, som fik ham.

Og Bryllup stod der med Herlighed og Glæde, saa det rapede og rullede og dundrede i tre samfulde Dage i Styggedalsuren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.