Trold I

av Jonas Lie

I Borge Syssel og Skyld Herred

Etsteds laa en By, som var kommet til stor Velstand, dengang Fisken stod under Kysten der.

Saa blev den Velsignelse væk, og Aarene gik.

Men endda slog Folket lige stort paa. Fisken maatte jo komme igjen, tænkte de.

Den ene byggede gjildere og finere end den anden, og der var en Gasterering, som de var Herremænd allesammen.

Sønnerne, som arvede Kontorkrakkene og Bøgerne og Skiltene og Husene, syntes, de intet bedre kunde foretage sig end at gjøre som deres Far og Bedstefar før dem, bukke og være fornemme og hilse stort og ærbødigt paa hinanden og vente paa Fisken.

Saa turede de og trakterede og titulerede hverandre og vilde for al Ting ikke, det skulde vises, at Midlerne var sluppet op.

Men, jo mere Beholdningen sank i Jernskabene, des større og forsvarligere Laase og Slaaer skaffede de sig, og des mere skrød og basunerede de ud til fremmede Skippere og Kjøbmænd om Byens Rigdomme.

Saa forskrev de sine Lagre og Paklofter fulde af herlige Vine og Silketøier og allehaande dyre Varer fra Ind- og Udlandet og indrettede prægtige Butiker med Forgyldning og Speilglas, saa det lyste og skinnede i Gaderne.

Og den ene kjøbte af den anden og gjorde Selskab for ham for at slippe at bli krævet. Og den anden borgede igjen og gjorde endda større Kalas.

Naar nogen af de fremmede Kjøbmænd blev ængstelige for Betalingen og kom og forhørte sig i Byen, rystede de bedste Borgere bare paa Hodet, kneb Øinene lunt sammen og tilbød at indestaa, om det saa var for en hel Tønde Guld.

Og de gjorde store Selskaber for ham med gammeldags Sølvtøi paa Bordet og Taler og Skaaler og lod ham vederfares slig Ære og Berømmelse, at han heller laante dem flere Penge end krævede. Han forstod, at de maatte være meget rige, og reiste gladere, end han kom.

De mindre Borgere sa aldrig noget om, hvad de mente, til udenbys Folk, for, naar Rigdommen flød over de store, dryppede den ogsaa ned paa de smaa.

Saalunde gik det ene Aar efter det andet i stor Velstand og Glæde. Gjæstebud og Fornøielighed var der hver Dag, og drukket blev der paa Byens Velstand baade sent og tidlig.

I den Stad taalte ingen at staa i Skyld for Gjæstfrihed, saa, naar en havde holdt et Middagsselskab, svarte den anden med et endda gjildere.

Og hver, som havde lidt Forstand og Tanke, begreb, at man maatte følge med Tiden, skulde Byen ikke komme til at regnes blandt de agterudseilede og gammelmodige og synke og dale ned til en Ravnekrog.

Saa kappedes Husmødrene om at lade deres Mænd forskrive Damaskes Duge af nyeste Mønstre, jo finere des bedre, for at Middagsbordene kunde skinne festligt. Og dertil høie Vaser og Glas og alskens Karafler af slebet Krystal og tindrende, spillende Lysekroner hængende to og tre i Loftet over Bordet, saa Gjæsterne ret kunde frydes og skue, hvorledes alt var af allersidste og fineste Sort.

Delikate og sjeldne Krydderier til at opfriske Smagen og tillave udsøgte Madretter duftede op af Kister og Kasser baade i Butik og Pakbod. Mærkværdige nedlagte Frugter og Soyaer forskreves to Gange om Aaret, saa der altid var en Herrens Overflødighed at ta til saavel af det som overhovedet af alt, hvad en Husmor, der skal føre et stort Hus med megen Gjæstfrihed og mange Tjenere, kunde tiltrænge.

Og allehaande Slagt og fedede Gjæs og Høns og Grønt og Rødder, som Bønderne kom kjørende med, aflæssede de inde i de rummelige Kjøbmandsgaarde og fik derfor gode Varer tilbage paa Læsset.

Penge brugtes ikke i den Handel. De var saa sjeldne at se, at en Otteskilling af Sølv med Kongens Billede ude paa Landet blandt Bønderne hængtes i Glas og Ramme og mentes at maatte opbevares som en Lykkepenge.

Paa det Vis opstod der Liv og Rørelse og en stor Trafik, og det var som et Vidunder, hvorledes denne Stad florerede og gik frem i Trivsel og Velstand.

Herskabsvogne og Jagtvogne, Kjøkkenvogne og Bondelæs rullede gjennem Gaderne. Man havde ondt for at faa banet sig Vei gjennem den Stimmel af Folk, som var ude for at gjøre Indkjøb i Butikerne og faa indskrevet deres Debet i Kontrabøgerne. Og om Eftermiddagene var Fortogene sorte af Mennesker, som spadserede og hilste og keg paa hverandre og viste sine ny Kostumer.

Den fornemste af Borgerne, som gik med Guldknap paa Stokken og eiede det største Hus og skyldte mest, mente, at det stærkeste Bevis paa Byens stedse stigende Velmagt og Velstand var den store Luksus, den udfoldede.

Men hvis skulde Æren være uden de driftige og foretagsomme gjæve Mænd, som vidste at drage Kapital og Kredit til Stedet.

Derfor holdtes der Æresmiddage og Jubilæer og Fødselsdagsfester og Opvartninger med Faner og Fakkeltog paa Sølv- og Guldbryllupper. Og for Fem og sytti og Hundredeaarsdagene fra deres Farfar eller Oldefar steg iland paa Byens Brygge, eller Grundstenen blev lagt til deres Hus, som gjennem Slægtled var blevet saa tilbygget, udvidet og forstørret, at man aldrig skulde kunnet tænke sig, af hvor ringe en Begyndelse det hele var fremgaat.

Og, naar en af Byens Fædre afgik ved Døden holdtes der Sørgehøitid uden Lige. Hele Staden flagede paa halv Stang, saavelsom Lystjagterne og Seilbaaderne paa Havnen, og alle Butikerne lukkedes. Sort dyrebart Klæde forskreves til at dække Gaderne, Sangforeninger og alle Societeter rykkede frem saa at sige i et endeløst Tog under dump Hornmusik, og paa Kisten, som ikke kunde ses for Blomster, laa Palmer og Egekranse. Ved Graven blev der sunget i Kor og kaldte Præsten alle tilstedeværende til Vidne paa, hvilken ædel Vært og gjæstfri Mand, den hedengangne havde været.

Men en og anden Særling – af dem, der gaar for sig selv og aldrig tænker som andre, og som ingen By er fri for, – undrede sig over, hvoraf Staden egentlig kunde leve.

Ikke laa der andre Skibe paa Havnen end Seilbaade og Lystjagter, ikke var der Fiskeri, og til Landsiden laa hverken Skove, som gav Tømmer, eller Bjergværker, som kunde skaffe Fortjeneste. Hellerikke var der Fabriker, eller forarbeidede Haandværkerne Gjenstande af nogensomhelst Art, som kunde kjøbes af fremmede.

Men Stadens Folk ærgrede sig over, at der skulde herske nogensomhelst Tvil i en Sag, som saa væsentlig berørte Byens Eksistentse.

Det var dem en Mislyd.

Og omsider fik de Spørgsmaalet bragt ind for det høie Universitet.

Fakultetets alle tre Lærde strøg sig om Hagen og gav sig til at gruble for at gjennemskue Sagen.

I ét Punkt udtalte alle tre Herrer Doktores sig fuldt enige, nemlig, at ingen By kunde tænkes at eksistere uden Næringskilder.

Men saa kom Spørgsmaalets egentlige Knude.

For den omhandlede Stad kunde der ikke, uagtet de nøiagtigste og mest indgaaende Undersøgelser, paavises end en eneste saadan.

Og alligevel eksisterede den bevislig.

Og her stod deres Tanker stille, og maatte de tumle sig paa et Gebet af kun løse Formodninger.

Den ældste og mest berømte af Professorerne, som havde udgivet et Skrift om Statsgjælden og vist, at jo større Gjæld des lykkeligere Folk, formodede, at noget lignende ogsaa kunde være Tilfældet her; men forbeholdt alt og vilde for Tiden ikke udtale sig.

Den anden af Professorerne paapegede, at store Have, som eksempelvis det kaspiske, vitterlig eksisterede uden, at man havde opdaget nogetsomhelst synligt Afløb, og at et saadant Naturens Spil ogsaa kunde tænkes at finde Sted her.

Men det gjendrev den tredie i et skarpt og bittert Skrift med, at her spurgtes ikke om Afløb, men om Tilløb, – akkurat det polvendt modsatte.

Striden mellem de to fortsattes yderst voldsomt i forskjellige Tidsskrifter.

Den vilde være holdt gaaende endnu, om det ikke pludselig var lykkedes hin nævnte første og største af Professorerne uigjendrivelig og til Evidents at bringe den Sandhed for Dagen, at Borgerne i omspurgte By ene og udelukkende levede af hverandre indbyrdes.

Og han beviste i et Værk paa seks Bind, at det samme var Tilfældet med mange andre Byer i Verden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Trold I

Samlingen Trold ble først utgitt i 1891 og inneholder 16 fortellinger, bl.a. «Jo i Sjøholmene» og «Andværs-Skarven».

I fortellingene møter vi lyriske skildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.