Isak og Brønøpræsten

Paa Helgeland var der en Fisker, som hed Isak.

Engang han var ude paa Kveitefangst, kjendte han noget tungt paa Krogen. Han drog op, og saa kom der en Sjøstøvle.

«Det var en underlig en,» sa han. Han sad længe og saa paa den.

Den saa ligt ud til, at det kunde være hans Brors, som havde seilt sig under i det store Uveiret forrige Vinter, da han fo’r hjem fra Fisket.

Der sad ligesom endnu noget inderst inde i den; men han turde ikke se efter.

Og ikke rigtig vidste han heller, hvad han skulde gjøre med den Sjøstøvlen.

Ta den hjem med sig og forskrække Mor sin vilde han ikke, og ud i Sjøen igjen havde han heller ikke Sind til at kaste den.

Saa fandt han ud, at han vilde reise indom til BrønøPræsten og be ham begrave den paa kristelig Vis.

«Kan da ikke begrave en Sjøstøvle,» sa Præsten.

«Nei, nei,» mente Gutten.

Men saa vilde han dog gjerne spørge, hvor meget der skulde til af et Menneske, for at det kunde nyde kristsømmelig Begravelse.

«Det kan jeg ikke rigtig svare Dig paa,» sa Præsten. «En lyser hverken over en Tand eller en Finger eller afklippet Haar. Der faar ialfald være saa meget til Rest, at en kan skjønne, Sjælen har været i det.

Og ikke gaar det an at bruge den hellige Læst over Taaen i en Sjøstøvle.»

Men saa listede Isak sig til at faa den i Jorden inde paa Kirkegaarden alligevel.

Og hjem fo’r han.

Han syntes, han havde gjort det bedste, han kunde. Det var dog likere, at noget af Broren laa der saa nær ved Guds Hus end, om han havde hevet Støvlen i svarte Havet igjen.

Men saa hændte det udpaa Høsten, mens han laa derude ved Holmene efter Kobben, og Strømmen drev med Tangvaser i Smaasundene, at han fiskede op et Knivbelte og en tom Slire med Aarebladet.

Han kjendte straks, at det var Brorens.

Begsømtraaden var raknet op og vasket hvid i Sjøen. Og han huskede nok, da Broren sad og skomagererede paa den Sliren, hvordan han havde snakket og raadført sig med ham om Læderet til Beltet, som han tog af den gamle Hesten, de slog ihjel.

Spænden havde de kjøbt sammen over hos Landhandleren den Lørdagen, Moderen solgte Multebærrene og Storfuglen og de tre Pund Uld. De var blet lidt fulde og havde slig Moro med Kjærringen over paa Næsset, som fo’r med Bastematten til Seil.

Knivbeltet tog han med sig og nævnte ikke noget om det.

Det var ikke værd at volde Sorg hen i Unytten, mente han.

Men, jo længere det led udpaa Vinteren, desmere kom han i underlige Funderinger over det, Brønøpræsten havde sagt.

Og ikke vidste han, hvad han skulde gjøre, om der kom nok en Støvle eller noget, Akkeren eller Fisken eller Krabben havde faret med, eller det, Haakjærringen havde bidt tvært af.

Han begyndte rent at bli ræd for at ro Sjøen derude ved Holmene.

Og alligevel var det, som det bestandig drog ham didud, om han kanske kunde komme over noget, saa der blev saameget til Rest, at Præsten skjønte, Sjælen havde været i det og vilde gi en kristelig Begravelse.

Han gik for sig selv med det i tungsomme Tanker.

Og dertil fik han saa stygge Drømme.

Døren gik op midt om Natten for kolde Sjøgufs, og han syntes, Broren gik om i Stuen og hinkede og skreg paa, at han maatte ha Foden sin, Draugene drog og sled ham saa.

Han stod i lange Stunder over Arbeidet uden at røre en Haand og glante bare i femte Væggen.

Tilslut kjendte han, at han rent holdt paa at gaa fra Vettet for det store Ansvar, han havde tat paa sig, da han grov Foden ned ved Kirkegaardsgrunden.

Ikke vilde han slippe den ud i Sjøen igjen, ikke kunde den ligge der.

Det bares ham saa vist for, at Broren ikke kunde bli salig, og han gik og tænkte paa alt det, som kunde ligge og drive og ræke derude mellem Holmene.

Saa tog han sig for at sokne og laa derude ved Havkanten med Taug og Hager. Men det, han fik op i Baaden, blev bare Tang og Tarre og Korskrabber og anden Uhumskhed.

Som han engang sad derude ved Skjærene om Kvælden og prøvede Fiskelykken, og Stenen og Linen fo’r ud med alle Krogene i, hagede den sidste af Anglerne fat i det ene Øiet hans.

Og tilbunds gik Øiet.

Det var ikke noget at se efter; han fik ro hjem uden det.

Om Natten laa han med Bind for Øiet vaagen af Pinen og tænkte, til det rent blev svart for ham. Der var nok ingen i Verden stedt som han.

Med ét blev det saa underligt.

Han syntes, han saa om sig dybt nede i Sjøen, hvorledes Fiskene strøg og smat der i Mørket mellem Tarren og Tangen rundt om Linesnøret. De bed over Agnet og vred og vilde slide sig af, saa en Torsk, saa en Lange, saa en Sei. Saa stod der en Hyse stille og Smaatyggede Vandet, som den studerede, før den slugte.

Og han saa det, han ikke fik Øinene fra, ligesom Ryggen af en Mand i Skindklæder, med det ene Ærmeflaget indunder en Fembøringsdræg.

Saa kom der en svær hvid Kveite og slugte over Angelen, og det blev stum mørkt.

«Den store Kveiten maa Du slippe ud igjen, naar Du trækker den imorgen,» sa det; «Angelen slider mig saa saart i Munden. Det nytter ikke at sokne uden om Kvælden, naar Strømmen vender sig i Sundet.»

Næste Dag reiste han hen og tog et Stykke af en Ligsten paa Kirkegaarden til Bundsøk paa Tauget, og om Kvælden, som Strømmen vendte sig, laa han igjen ude i Sundet og soknede.

Straks halte han op en Fembøringsdræg, som havde Kløerne haget i en Skindhyre med Resterne af en Arm i.

Fiskene havde faret med den saa langt, de kunde, inde i Klæderne.

Og til Præsten blev det rod.

«Vil Du nu, jeg skal læse over en gammel vastrukken Skindhyre?» sa Brønøpræsten.

«Jeg skjøder paa med Sjøstøvlen,» svarte Isak.

«Fundne Klæder og af Havet hittet Gods lyser man op paa Kirkebakken,» tordnede Præsten.

Men da saa Isak Brønøpræsten stivt ind i Øinene:

«Sjøstøvlen har været tung nok, om jeg ikke skal faa Skindhyren ogsaa at drages med,» mente han.

«Ikke kaster jeg Kirkens viede Jord fra mig i Vinden,» sa Præsten; han blev arg.

«Nei nei,» mente Isak.

Og med den Besked maatte han fare hjem.

Men Isak fik hverken Rist eller Ro. Der laa slig en svar Tyngsel paa ham.

Om Nætterne saa han igjen den store, hvide Kveiten. Den gik saa sørgmodig og langsomt i samme runde Ringen der dybt under i Sjøen.

Det var, som der stod nogetslags usynligt Garn omkring den, og den hele Tiden ledte i Maskerne for at slippe ud.

Han laa og saa og saa, til det værkede i det blinde Øiet.

Saa tit, han var ude og soknede og slap Tauget ud, kom der en styg, svær Akker og sprutede Sjøen svart for ham.

Men en Kvæld lod han Baaden drive, som Strømmen bar den, udenom Skjærene og indenom Holmene.

Tilslut laa den paa én Plet som for Ile, og det blev saa underlig stilt, ikke Fugl i Luften, ikke Liv i Sjøen.

Med ét steg der op en stor Blære lige ud for Kjeipen, og han hørte et tungt, svært Suk, da den brast.

Men Isak saa det, han saa.

«Og nu skal det bli Brønøpræsten, som skal faa sørge for Ligfærden,» sa han.

Siden den Dag spurgtes og rygtedes det, at han var blet synen, og saa mangt om sig, som var dulgt for andre.

Han kunde sandsige, hvor Fisken stod i Sjøen ude paa Bankerne og, hvor den blev væk. Og naar de spurgte ham, sa han:

«Ved ikke jeg det, saa ved Bror min det.»

Saa var det engang, Brønøpræsten maatte ud til Havkanten i Sjælesorg, og Isak var med at ro Skydsen.

Afsted bar det for strygende Bør.

Vel kom Præsten frem, og snar var han til at røgte sine Ærinder, for næste Dag var det Kirketjeneste.

«Fjorden ser mig ud til at bli tung, og det lider mod Kvælden,» sa han; «men, har vi faret frem, faar vi ogsaa fare tilbage.»

De var heller ikke langt paa Hjemveien, før der suste og hven op et Uveir, saa det bare var at faa de fire Klør sat.

Og afsted fo’r de, mens Roket og Snefoget røg om Ørene paa dem, og Sjøskavlen voksede og steg som Hus.

Sligt Veir havde Brønøpræsten aldrig været ude i før. De seilte Sjøen ind og de seilte den ud.

Det blev svarte Natten.

Havet lyste som Snefonner, og Ilingerne la heller paa end tog af.

Isak havde just sat ogsaa femte Kloen, da et af Midtrumsbordene røg, saa Sjøen fossede ind, og Brønøpræsten og Mandskabet sprang op i Baadripen og skreg paa, at det bar under.

«Jeg tænker, det nauer ikke,» sa Isak; han blev siddende der, han sad, ved Styrvollen.

Men, som Maanen gløttede frem under Haglbygen, saa de, der stod en fremmed Halskar i Øserummet og lænsede Austern ud af Baaden saa fort, som den væltede ind.

«Ikke ved jeg, at jeg har leiet den Mand i Skydsfærd,» sa Brønøpræsten; «han synes mig at øse med en Sjøstøvle. Heller ikke synes han mig at ha hverken Bukser eller Skind paa Benene, og oventil er der bare en tom, flagsende Skindhyre.»

«Præsten har nok set ham før,» sa Isak.

Da blev Brønøpræsten sint.

«Jeg reiser mig i mit hellige Embede,» sa han, «og maner ham bort fra Toften.»

«Ja ja,» svarte Isak; «kan Præsten ogsaa stemme for Planken, som er sprunget?»

Da betænkte Brønøpræsten sig i den yderste Havsnød.

«Manden synes mig dødstærk, og megen Brug har vi for ham,» sa han. «Hellerikke er det Synd at hjælpe en Guds Tjener over Sjøen. Men vide vil jeg, hvad han forlanger i Leie,» raabte han.

Braattene bruste og Vinden suste om ham.

«Det er bare tre Skuffer Jord det paa en raadden Sjøstøvle og en morsken Skindhyre,» sa Isak.

«Kan Du vandre igjen, kan Du ogsaa indgaa til Salighed,» raabte Brønøpræsten. «Og din Jordpaakastelse skal Du faa.»

Just, som han havde sagt det, blev det med ét smult Vand indom Skjærene, og seilte Præstebaaden sig tør op i Sandfjæren, saa Masten knak.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.