Trold I

av Jonas Lie

Jo i Sjøholmene

I Forfædrenes Dage, da der bare var daarlige Baade i Nordland, og de maatte hjælpe sig med at kjøbe Bør af Ganfinnen i sækkevis, var det ikke greit at klare Havsjøen i Vinterveiret. Fiskermanden blev ikke gammel da. Det var mest bare Kvindfolk og Børn og vanføre, som fik Begravelse paa Landjorden.

Saa var der et Baadlag fra Thjøttø paa Helgeland, som var ude og prøvede sig helt op i Østlofoten.

Men den Vinter slog Fisket ikke til.

De laa og biede og ventede den ene Uge efter den anden og Maaneden med, og tilslut saa de ingen anden Raad end at vende hjem med Børnskapen og tomme Baaden.

Men han Jo i Sjøholmene bare flirte og sa, at, stod ikke Fisken der, saa fandtes den vel længere nordpaa. De var ikke rod ud bare for at faa ædt op Nisten.

Han var bare Unggutten og havde aldrig været paa Fiske før. Men det var ikke saa ulig Tale det, syntes Høvedsmanden.

Og saa satte de Seil nordover.

Paa næste Fiskepladsen slog det ikke likere til. De drog bare, saavidt de havde til Livs Næring for Dagen.

Og nu vilde de alle spændt og plent snu.

Er det ikke her, saa er det vel længere nordpaa, mente Jo.

Og, havde de faret saa langt, fik de lige saa godt forsøge sig videre.

Slig fristede de Lykken fra Fiskevær til Fiskevær, til de havde vaaget sig helt op til Finmarken.

Men der fik de Uveir, og, alt det de søgte Berging under Næssene, maatte de tilslut sætte ud tilhavs.

Bedre gik det ikke end, at den Baadbryen, de efter de Tider havde, satte Stevnen under Sjøen istedetfor over den og fyldtes udpaa Dagen.

Der sad de raadløse paa Kjølen ude i vilde Havet.

Og alle reiste de Klager mod han Jo, som havde fristet og ført dem hen i Ulykken.

Da det blev mørkt, begyndte de at rakne i Hænderne og tages ud af Sjøen, én efter én.

Men, alt det Jo hørte, helt til den sidste skreg og blev væk, saa var det bare den Jammeren over, at han havde sat dem ud i Elendigheden og for Kjærring og Barn, som skulde svælte og miste Forsørgeren.

Han fik sidde for det, mente Jo. Det blev ikke bedre, om han ogsaa slap sig i Sjøen.

Og saa klemte han Knæerne om Kjøltræet og holdt sig fast, saa han hverken kjendte til Haand eller Fod.

I den kulsvarte blaasendes Natten syntes han, han hørte baade det ene og det andet Baadlag, som skreg.

De har Kjærring og Unger de ogsaa, tænkte han, havde de saavist en Jo at skylde paa.

Medens han laa og drev og drev og syntes, det skulde lakke mod Dagen, kjendte han med ét, Baaden huggede i Dragsuget ved Land.

Og den, som kom sig op, det var Jo.

Men han saa ikke andet end svarte Sjøen og hvide Sneen, hvor han snude sig.

Som han stod og speidede og ledte, røg det langt henne i en Finnegamme under en Bakke, og did fik han kravlet sig hen.

Finnen var saa gammel, at han knap kunde røre sig. Han sad bare inde i varme Asken og murrede i Pæsken og hverken svarte eller snakkede. Store gule Humler surrede ind og ud over Sneen som om det var Midsommer, og der var bare en ung Jente til at tænde op Varmen og gi ham Mad. Sønnesønnerne og Sønnedøttrene hans var med Renen langt inde paa Fjeldet.

Her fik han baade Klædetørk og Hvil. Hun Seimke vidste ikke, hvor godt hun skulde stelle for ham; hun madede ham baade med Renmælk og Marveben, og han fik ligge paa Sølvræveskind.

Lunt og godt var det derinde i Røgen.

Men, som han laa og ikke vidste, enten han var vaagen eller drømte, gik mangt og underligt for sig, syntes han.

Der stod Finnen i Døren og tællede Renene sine, endda de var langt inde i Fjeldmarken. Han stængte for Ulv og truede Bjørn. Han aabned for Skindsækken sin, saa Veiret ulte og peb, og Asken føg inde i Gammen. Og, da det blev stilt, kom der tæt med gule Humler og satte sig i Pæsken hans, medens han mjølkede og murrede, og Finneskallen nikkede.

Men Jo havde andet for Tanken end at undres paa Finnen.

Ikke før gik Søvnen ud af Øinene paa ham, før han strøg nedover til Baaden sin.

Der laa den hvælvet som et Traug og stangede i Fjæren, og Sjøen slibede langs Kjølbordet.

Og saavidt fik han berget den op paa Land, at den gik fri af Sjødraget.

Men saalænge gik han der om Dagen og saa paa den, til han syntes, at Folk lagede Baadene, som de heller vilde ha Havet ind i dem end udenfor dem. Forenden var ikke andet end et Svinetryne til at bore sig under med, og Bordlægningen ved Kjøltræet saa flad som Bunden paa en Kiste.

Der maatte komme anderledes Skik og Lag paa alting, skulde de høve sig til Sjøbrug. Stevnen fik løftes baade med ét og to Bord, baade være kvas og gjøre sig mjuk, saa den paa engang bøied af og skar igjennem, og Baaden le’ede sig fint i Sjøen.

Paa det tænkte han Nat og Dag. Det var bare saavidt en Afladelse, naar han snakkede og pratede om det med Finnejenten om Kvældene.

Han mærkede godt, at hun Seimke var blet kjær i ham. Hun drog sig efter ham, hvor han gik, og blev altid saa bedrøvet i Øinene, naar hun saa, han gik nedover til Sjøen; hun skjønte nok, han bare stundede efter at fare.

Finnen sad og malte i Asken, saa det dampede og røg af Pæsken.

Men Seimke bare slikkede og lokkede Jo med de brune Øinene sine og gav ham Sødord saa rapt, som Tungen kunde gaa bag den gamle Finneryggen, til hun fik ham saa langt ind i Røgen, at Finnen ikke hørte.

Ganfinnen vendte Synet bag i Nakken.

«Mine Øine er dumme og rinder for Røgen,» sa han. «Hvad er det, han Jo holder i Fanget?»

«Sig, det er den hvide Rypen, Du har fanget i Snaren,» hviskede hun.

Og Jo kjendte, hun smøg sig op til ham og skalv.

Saa fortalte hun saa tyst som Tanken ligger i Brystet, at Finnen var ond og malte Vrangsyn og jøikede imod Baaden, som Jo vilde bygge. Kom den istand, fik Ganfinnen ikke mere Salg paa Bør over hele Nordland.

Og hun varede ham, at han maatte passe paa og aldrig gaa mellem Finnen og Ganfluerne.

Da skjønte Jo, at det kunde bli Uraad nok for ham med den Baaden. Men jo værre det vendte sig, desmere værkede han efter at faa den rigtig udgrundet.

Og nedover til Fjæren fo’r han, før Finnen endnu fik reist sig i Graalysningen om Morgenen.

Men underligt gik det i Snebakkerne. De blev saa mange og saa lange, og der fo’r han og trødde i dybe Sneen, og aldrig naadde han Fjæren. Aldrig havde han set Nordlyset te sig slig saa langt ud paa Dagen. Det gnistrede og brændte, og lange Ildtunger slikkede og fræste efter ham.

Ikke var han istand til at finde hverken Fjære eller Baad, og heller ikke til at ta nogetslags Kjendsel paa Landet.

Tilslut skjønte han, at han havde faret rent i Ørsken indover Fjeldet istedetfor ned til Sjøen.

Men da han nu vendte om, kom Havskodden saa tæt og graa imod ham, at han ikke saa Haand eller Fod for sig.

I Kvældingen var han næsten opgit af Træthed. Lige raadløst var og blev det.

Natten faldt paa og Snedriverne voksede.

Som han havde sat sig ned paa en Sten og bare grundede og tænkte paa, hvordan han skulde klare det med Livet, kom der et Par Ski glidende saa fint ud af Skodden og stansede lige ved Fødderne hans.

«Er I kommet, faar I ogsaa vise Vei,» sa han.

Og saa lod han det staa til, som Skierne bare vilde, udfor alle Hamrer og Bakker.

Ikke saa han for sig, ikke tog han for sig, og, jo fortere han fo’r, des tættere kom Snefoget og Rokket imod ham, saa Vinden holdt paa at ta ham af Skierne.

Nedover og udfor bar det der, hvor han havde faret om Dagen, og sommetider syntes han, det rent gik i Luften.

Med ét stansede Skierne, og han var lige udenfor Indgangen til Finnegammen.

Der stod Seimke og saa efter ham.

«Jeg sendte Skierne mine efter Dig,» sa hun, «for jeg skjønte, Finnen havde forgjort Landet, saa Du ikke skulde finde til Baaden. For Livet er Du tryg, fordi han har git Dig Hus. Men det er ikke raadeligt, at han faar se Dig ikvæld.»

Saa listede hun ham indenfor, saa Finnen ikke mærkede det i den tykke Røg, og gav ham Mad og fik ham til Hvile.

Men, da han vaagnede udpaa Natten, hørte han en underlig Lyd, og det summede og sang langt borte i Luften:

Finmand kan ikke Baaden binde Fluen kan ikke Faret finde,
surrer sig vilse i Ring herinde.

I Asken sad Finnen og jøikede og malte, saa det durede i Grunden.

Og hun Seimke laa forover med Panden i Gulve gørjen og Hænderne kneppet om Nakken og bad imod til Finneguden.

Da forstod Jo, at Finnen endnu ledte efter ham langt ude i Skodden og Snefoget, og at det spøgte for Livet.

Saa klædte han sig paa, før det blev lyst, og kom trampendes ind med Sneen paa sig og sa, han havde været ude og ledt efter Bjørn i Hi. Men aldrig havde han været i slig Skodde; han havde vanket baade vidt og langt, før han fandt hjem til Hus igjen.

Finnen sad med Pæsken fuld af gule Fluer som et Humlebol. Han havde sendt dem ud til alle Kanter for at søge; men tilbage kom de og surrede og summede rundt om ham.

Da han saa Jo i Døren og skjønte, de viste ret, gav Sinnet sig, og han lo, saa det ristede inde i Finmudden og mumlede:

«Bjørnen binder vi her under Grydesøkket, for Baaden hans har jeg kværvet Syn, og Søvnpinden sætter jeg for ham til Vaaren.»

Men samme Dag stod Finnen i Døren og havde travlt med at gjøre Troldtegn og underlige Streger i Luften.

Han sendte ud to stygge Ganfluer, som strøg hver sit Ærinde over Sneen og sved en Solstribe under sig, hvor de fo’r. De skulde sætte Værk og Syge paa en Stue nede i Salten og virke Finskud, som ramte med svindende Sot en ung Brud paa Bodø.

Men Jo tænkte ikke paa andet Nat og Dag end, hvorledes han skulde faa lurt Ganfinnen.

Hun Seimke lokkede og graad og bad ham for sit Livs Skyld ikke mere prøve sig ned til Baaden.

Tilslut saa hun ingen Raad mere, ivei vilde han.

Da kyssede hun paa Hænderne hans og storgraad. Han maatte bare love at vente, til Ganfinnen reiste ind til Jokmok i Sverige.

Men Afreisens Dag gik Finnen i Ring om Gammen med en Brand og beskikkede sit Hus.

Da stod Fjeldmarken med Rener og Hunde og Folk rykket nær. Finnen holdt Tælling paa Dyrene og paalagde Sønnesønnerne ikke at slippe Renen for langt, mens han var borte og ikke kunde passe dem for Ulv og Bjørn.

Saa tog han en Søvndrik og begyndte at dreie sig rundt og danse, til Pusten rent forgik ham, og han svimede af. Der var bare Finmudden igjen efter ham. Aanden blev borte og fo’r ud til Jokmok.

Der sad Troldkarene sammen i Mørkeskodden under Fjeldet og hviskede om alt, som lønt og dulgt var, og blaaste Aanden i dem, som gik i Læren.

Men Ganfluerne surrede og summede som en gul Ring om Mudden og holdt Vagt.

Om Natten vaagnede Jo af, at det drog og drog ham som nogetsteds langt borte ifra. Det blev som et Sug i Luften, og ud fra Snefoget truede og ropte det:

Før Du svømmer som Ær’ eller Steg,
aldrig skal Du faa ruget dit Æg,
vrænge for Vind og stænge for Bør,
Finmand slipper Dig aldrig sør.

Tilslut stod Ganfinnen ludende nær over ham. Ansigtet hang sidt og løst i Huden og fuldt af Skrukker som et gammelt Renskind, og i Øinene var der svimmel Røg.

Da begyndte det at ise og dovne af i Lemmerne, og han kjendte, at Finnen holdt paa at forgjøre ham.

Saa satte han Synet kvast imod, saa Troldskaben ikke bed paa, og slig stridde de, til Finnen blev grøn i Ansigtet og holdt paa at strypes.

Men borte fra Jokmok satte de Skud paa ham og Skodde for Hugen hans.

Og saa underlig blev det, at, naar Jo grundede paa Baaden og rettede paa ét, blev bestandig noget andet galt, saa den rent gik i Smaaspik i Hodet paa ham.

Da sørgede han meget. Ikke kunde han sanse at faa Baaden sammen, og det saa ligt ud til, at han heller aldrig skulde faa slippe sørover igjen.

Men ud paa Sommeren sad Jo og Seimke sammen paa Næsset i den varme Kvælden, og Myggen summede, og Fisken sprat udenfor Landet i Stillen, og Ærsteggen svømmede.

«Den, som kunde bygge en Baad, som var saa snar og hændig som Fisken og bar sig oppe i Baarerne som Sjøfuglen,» klagede og sukkede han, «saa kunde jeg fare!»

«Vil Du, jeg skal skydse Dig til Thjøttø?» sa det op fra Fjæren.

Der stod en Fyr i en flad nedklemt Skindhat, som de ikke saa Ansigtet paa.

Og lige udfor Fjærestenene der, hvor de havde set Ærsteggen, laa der en Baad, lang og smal med høi For- og Agterstevn og speilte Tjærebordene ned i klare Sjøen under sig uden saameget som en Knast i Veden.

«Jeg faar takke for den Skyds, jeg kan faa,» svarte Jo.

Da hun Seimke hørte det, begyndte hun at jamre og bære sig.

Hun faldt ham om Halsen og vilde ikke slippe, og snakkede over sig og kreg. Hun lovte ham Skierne sine, som bar gjennem alle Hildringer, og hun skulde stjæle Benteinen fra Ganfinnen, saa han kunde finde alle de gamle Beivisdalerne, som var nedgravede, og lære ham at slaa Garnknuder for Laksen og lokke Renen langt ud i Marken.

Han skulde bli saa rig som Ganfinnen, om han vilde blive og ikke forlade hende.

Men Jo havde bare Øinene ned imod Baaden.

Saa hev hun sig i Marken og rev op det svarte Haaret sit og bandt det om Foden hans, saa nu fik han slide det af først.

«Skal jeg bli her og lege med Dig og Renkalvene, da kommer mangen Kar til at sidde med sprukne Negler paa Baadhvælvet,» sa han. «Du faar gjøre op, om Du vil gi mig Favntaget til Farvel, eller jeg skal fare uden.»

Saa kasted hun sig op i Armene hans som en Kattekilling og saa gjennem Graaden ind i Øinene paa ham og skalv og lo og var rent fra sig.

Men, da hun saa, der ingen Raad var, fo’r hun og veivede med Armene over Hodet op til Gammen.

Da forstod Jo, at nu vilde hun ta Raad hos Ganfinnen, og at han fik se til at berge sig ud i Baaden, skulde det ikke bli stængt for ham.

Og slig havde Baaden lagt sig til oppe i Fjærestenene, at han bare behøvede at træde ned paa Toften. Styrvollen gled ind i Haanden, og paa skjøns bag Masten sad nogen ved Halsen og heiste og strækkede Seilet; men Ansigtet kunde han ikke se.

Afsted strøg de.

Og slig Baad til at rende for Seilet havde Jo aldrig set. Sjøen stod om den som en dyb Skavl, endda det næsten var stille.

Men langt udover var de ikke kommet, før det begyndte at pibe stygt i Luften. Fuglene skreg og søgte tilland, og Sjøen løftede sig som en svart Væg bag dem.

Det var Ganfinnen, som havde løst op Vindsækken og sendt Veir efter dem.

«En faar gaa for høit Seil her i Finneknipa,» sa det bag Masten.

Karen, som raadede for Baaden, tog ikke saameget Ænds af det som at ta en Klo ind.

Da sendte Ganfinnen Tvindeknuder efter dem.

De fo’r i vild Dans udover Fjorden, og Sjøen hvirvlede sig i hvide Røgstøtter, til de naade helt op i Skyen.

Fløi ikke Baaden nu som Fuglen og fortere end den, var de forlorne.

Da lo det fælt oppe i luv Bord:

Han Anfin Ganfin gjør Bør og blaaser os sør,
den Sprækken i Sækken gir passe tre Klør!

Og krængende for tre Klør og den svære Halskaren overskrævs paa Ripen med Sjøstøvlen strikende ned i Skumfossen bar det saa gjennem blinde Rokket ud i Storhavet i Vindulen og Suset.

Bølgevæggene gik saa svære, at Jo saavidt kunde se Lysningen af Dag over Raaen, og ikke tog han Greie paa, enten de fo’r over eller under Havskavlerne.

Baaden slap Sjøen saa let og net og sleipt, som det kunde være Spolen paa en Fisk, og den var saa fint lagt i Bordene som Skallet paa et Terneæg. Men aldrig kunde han se et af dem helt til Ende; de blev ligesom halve allesammen, og tilslut syntes han, hele Forenden kom væk i Sjørokket, som om de fo’r i halv Baad under Seilet.

Da Natten faldt paa, gik det gjennem Morilden som i en Ildmørje, og oppe i Luv ulte det langt og fælt i Vinden.

Det svarte med Nødraab og Dødshyl fra alle Baadhvælvene, de strøg forbi, og toges meget stygt blegt Folk ind paa Tofterne. Skjæret af Morilden lyste blaat i Ansigterne paa dem, og de sad og glode og gapte og ulte mod Veiret.

Med ét vak han op af, at det raabte:

«Nu er Du hjemme paa Thjøttø, Jo!»

Og længe havde han ikke sundet sig, før han kjendte sig igjen ovenfor Fjærestenene hjemme ved Nøstvæggen sin. Dragsuget gik saa langt paa Land, at Skumranden lyste helt op i Potetesageren, og han kunde knapt staa paa Benene for Blaasten.

Derinde i Nøstet satte han sig til i svarte Mørke at ripe og mærke af Draugebaaden paa Bordvæggen, til Søvnen tog ham.

Da det blev lyst om Morgenen, kom Søsteren ned til ham med et Madspand. Hun hilsede ikke videre og bar sig ad, som om hun var vant til at komme slig hver Morgen.

Men, da han saa fortalte hende om Finmarksreisen og Ganfinnen og Draugebaaden, han fo’r hjem med inat, mærkede han, at hun bare flirede og lod ham snakke.

Og saalænge prøvede han sig udover Dagen baade med Søsteren og Brødrene og Moderen oppe i Stuen, til han blev klog paa, at de mente, han ikke var rigtig ved Vettet. Nævnte han Draugebaaden, smaalo de bare mellem sig og snakkede ham vart og fint og snilt efter Munden.

Men saa fik de tro, som de vilde, naar han bare fik stelle, som han vilde, og være i Fred i det bortre gamle Nøstet.

En maatte sætte Seilet efter Vinden, mente han Jo.

Og skulde han være gal og forrykket fra Forstanden, saa var det bedst, han gjorde sligt Spil, at de varede sig for at komme op i Hænderne paa ham og forstyrre Arbeidet hans.

Saa tog han Skindfælden ned i Nøstet og sov der om Nætterne. Men om Dagen satte han den op paa Taget paa en Stang og skreg, at nu seilte han!

Stundimellem red han overskrævs paa Mønningen og huggede Tæljekniven i Tagstokken, saa de mente, han indbildte sig, at han endnu sad ude i Sjøen og holdt sig fast paa Hvælvet.

Saa tit, Folk gik forbi, var han fremme i Nøstdøren og vrængte det hvide i Øinene saa fælt, at de blev rent utrygge. Det var knapt, de hjemme turde stikke Madspandet ind til ham.

Men saa skikkede de det med den mindste lille Søsteren.

Hun vesle Malfri fik sidde og prate med ham paa Plankehaugen og syntes, det var slig Moro, naar han lagede Spil og Leker til hende og fortalte om Baaden, som skulde fare som Fuglen og seile som ingen anden Baad i Verden.

Traf det sig saa, at nogen kom uforvarende over ham og vilde kige efter, hvad han havde fore derinde i Nøstet, krøb han op paa Bordstabelen og hev og slængte Plankeender og Emnetræer rundt om sig, saa ingen vidste, hvor han kunde træffe, og de var glade, de kom sig afsted.

Men nogen og hver maatte de vende sig oppe i Bakken, naar de hørte, han lo efter dem, saa han laa langflad.

Slig skaffede Jo sig Fred for Folk.

Arbeidet gik som bedst om Natten, naar Veiret rev og ruggede i Stenen og Næveren paa Tørvtaget og Sjødrevet gik lige op til Nøstdøren.

Naar det hven og peb gjennem den utætte Bordvæg, og Snefoget lagde sig saa fint ind igjennem Sprækkerne, stod Skabelonen paa Draugebaaden tydeligst for ham.

Vinterdagene var korte, og Vægen i Tranlampen hang over Arbeidet, fra det mørknede tidligdags til langt ud paa Morgenen, naar han søgte Søvnen i Skindfælden og lagde sig op i al Høvlflisen.

Ikke sparede han hverken Møien eller Umagen. Var der et Bord, som ikke løb ind med i den rette Sveien, om aldrig saa lidt, slog han af baade et og to Omfar og gjorde om igjen og om igjen.

Saa var det en Nat før Jul, han havde ikke mere end øverste Bordlaget og Kjeiperne igjen. Han drev paa saa haardt nu, at han ikke sansede paa Tiden.

Høvljernet tog just som bedst i Flisen, da han braastansede for noget svart, som rørte sig langs Bordplanken.

Det var en stor, styg Flue, som krøb omkring og ledte og naglfo’r Baaden i alle Bordlagene.

Ved det nederste Kjølbord virrede den med Vingerne og summede. Saa lettede den sig og blev svævende i Luften over det, indtil den med ét svirrede afsted ind i Mørket.

Hjertet sak i Livet paa Jo.

Der paakom ham slig Tvivl og Angst. Han vidste nok, det var ikke for det gode, at Ganfluen surrede over Kjølbordet.

Saa tog han Tranvægen og Træklubben og begyndte at sigte i Stevnen og lyse og banke henover Bordlægningen og gjennemgik Plankerne, én for én.

Og slig fo’r han Baaden over og prøvede den fra Forskotten til agter, baade over og under. Der var ikke en Nagle eller Sammenskjødning, han længere syntes, var rigtig troendes.

Men hverken Maalene eller Façonen vilde nu mere slaa til.

Stevnen var for stor, og Løbet langs Bordene under havde tat et Sving og en Vrid og en Drei, saa det saa ud som to forskjellige halve Baade, og Forenden passede ikke til Agterenden.

Som han holdt paa at forfare med Koldsveden sprækkende ud af Haarrødderne, gik Tranen i Lampen op for ham, saa han stod i stummende Mørket.

Da vidste han ikke mere af sig.

Han hev Klubben og rev op Nøstdøren, og begyndte at svinge og ringe og kime ud i svarte Natten med den store Kobjelden, han havde faat i Haanden.

«Kimer Du paa mig, Jo?» spurgte det. Det æsede som et Dragsug bag ham, og en kold Pust blaaste i Nøstet.

Paa Kjølstokken sad der én i sid graa Sjøtrøie og Toplue ned om Ørene, saa Skallen var bare som en lav Dusk.

Der fo’r et Sæt gjennem Jo. Det var saa nær just den, han i Vildørsken havde tænkt paa.

Da tog han det store Øsekarret og slængte i ham.

Men tvert igjennem Draugen gik det, saa det skraldede i Væggen, og igjen kom det om Ørene paa Jo, saa han vilde ligget der, havde det truffet.

Gamlingen plirede bare hvidt gridsk i Øinene.

«Tvi!» skreg Jo og spyttede imod Utysket.

Og tilbage lige i Synet fik han en sviende svær blød Manet.

«Der har Du Klysen din igjen!» lo det.

Men med det samme, Jo fik op Øinene, saa han et helt Baadbyggeri i Stranden.

Og færdig og rigget ude paa blankt Vand laa der en Ottring saa fin og lang og speilendes, at han rent mistede sig i Synet.

Den gamle blinkede godkyndt. Øinene lyste mere og mere gloende.

«Har jeg skydset Dig til Helgeland, saa faar jeg ogsaa skaffe Dig Levebrød,» mente han.

«Men lidt Afgift faar Du betale. I hver syvende Baad, Du bygger, er det mig, som sætter ind det underste Kjølbordet med Bresten og Svigten i.»

Da fik Jo Pusten i Vrangstruben. Han forstod, den Baaden drog ham lige i Gabet paa Styggen.

«Eller mente Du, Du rent skulde lure af mig Façonen for ingenting?» gren og gabte det.

Saa skurede det, som om noget svært lettede og reiste sig i Nøstet, og det lo:

«Vil Du ha Sjøbaat, faar Du ta Dødbaat!

Banker Du inat tre Gange med Klubben paa Kjøltræet, saa skal Du faa slig Hjælp til at bygge, at der aldrig er set Mage til Baader i Nordland.»

To Gange løftede Jo Klubben den Nat og vilde banke i Kjøltræet, og to Gange la han den bort igjen.

Men Ottringen laa og legte og speilede sig i Sjøen for Øinene hans slig, som han havde set den, ny og lys af Tjæren med netop indlagt Taug og Redskab.

Han prøvede og dissede med Foden i den fine slanke Baaden for at se, hvor let og høit den bar sig, og hvor lækkert den løb i Vandlinien.

Og Klubben smald en Gang og to Gange og tre Gange i Kjøltræet.

Saa blev første Baaden bygget i Sjøholmene.

Tykt som Fugl stod Folk i Utallighed paa Næsset om Høsten og saa paa, at han Jo og Brødrene hans la ud med den ny Ottringen.

Den fo’r gjennem Strømsjøen, saa Skummet vaskede om den.

Væk var den, og op dukkede den igjen som Sjøfuglen, og forbi Odder og Skjær strøg den som Pilen.

Ude i Fiskeværene laa Folk paa Aarerne og glante. Slig Baad havde de aldrig set.

Men var det i det første Aar en lang Ottring, saa blev det i det næste en svær, bred Fembøring, Folk ude paa Vinterfisket fik at spile Øinene op paa.

Og lettere under Aarene og bedre seilendes og finere at se til blev den ene Baad end den anden.

Men gjildest og størst var den sidste, som stod paa Stiverne i Stranden.

Det var den syvende.

Jo gik til og fra; men, naar han kom ned til den om Morgenen, var det saa underligt, at den altid var vokset om Natten. Den blev dertil saa urimelig vakker, at han rent maatte falde i Staver.

Tilslut laa den der færdig.

Og nok af Folk var der, som gjorde Bud paa den.

Men over al Helgeland raadede dengang en Fut, som tog Skatten ud efter dobbelt Vægt og Tal baade af Fisk og Dun, og billigere var han ikke hverken med Tiende eller Offerskjæppe.

Der hans Karer fo’r, blev der baade rensket og ribbet.

Aldrig saasnart hørte han Rygte om de nye Baadene, før han sendte Folk ud for at forfare hvad Sandhed der var i det. Han drev selv Fiske med stort Mandskab ude i Værene.

Men, da de kom hjem og fortalte det, de havde set, blev Futen saa forhippen, at han straks paa Sommeren fo’r langveis udover til Sjøholmene.

Og der kom han en Dag som en Hauk over han Jo:

Hverken Skat eller Tiende havde han betalt af Næringen, og nu skulde han bøde saa mange halve Mærker Sølv, som han havde gjort Baader.

Han skreg altid bedskere og harskere, at Jo skulde lægges i Bolt og Jern og transporteres nord i Skraaven og komme i slig Klemme, at han hverken saa Sol eller Maane mere.

Men, medens Futen rode rundt omkring Fembøringen og glisede i Øinene af, hvor fin og lækker den var, blev det tilslut saa, at han vilde lade Naade gaa for Ret og nøie sig med at ta Fembøringen for Bod.

Da tog Jo Huen af og sa, at var der nogen, han undte en slig Baad, saa var det Futen.

Saa seilte Øvrigheden afsted.

Moderen og Søsteren og Brødrene graad omkaps for den vakkre Fembøringen.

Men Jo stod oppe paa Nøsttaget og lo, saa han holdt paa at revne.

Og ud paa Høsten spurgtes det, at Futen med alle otte Mand i Skyds var kommet bort med Fembøringen ude paa Vestfjorden.

Men i de Dage blev der som et Baadskifte over hele Nordland, og Jo rak ikke at bygge Tiendeparten af de Baade, som begjærtes.

Folk baade nær og langveis fra hang op ved Nøstvæggen hans, og det var rent som en Naade, om nogen kunde faa kjøbt eller bestilt.

Over Sneset stod de under Skur nedover Stranden.

Ikke tog han længere Greie paa, hvad der skulde regnes for syvende Baaden. Ikke brød han sig om det heller. Fik nogen Vand i Vrangstruben af den ene, saa blev der saa mangfoldig flere berget og kom sig til Velstand i de andre, og saa fik Regningen gaa flust over det hele. Folk kunde selv se efter og ta ud den, de likte.

Men Jo blev saare stor og mægtig, og det var ikke raadeligt for nogen at lægge sig tvært for der, hvor han styrede og regjerte.

Sølvpengene stod i Rad i Skjæpper paa Loftet, og Baadbyggeriet rak udover alle Sjøholmene.

Saa var det en Søndag, Brødrene hans og vesle Malfri var reist til Kirke i den ny Fembøringen.

Da de ikke kom hjem udpaa Kvældingen, gik Baadsvenden ind og mente, det kunde være bedst, om nogen seilte ud og saa efter dem; Veiret la paa.

Jo sad ved Lodsnøret og Maalene til den ny Baad, som skulde bli endda større og gjildere end nogen af de andre, og var ikke god at komme nær.

«Tror Du, de farer med de gamle væltne Traugene!» skreg han.

Og ud blev Baadsvenden kjørt saa fort, som han var kommen ind.

Men udover Natten laa Jo og hørte, Vinden tog med Hvin i Væggene, og lange Raab ude fra Sjøen.

Ret som det var, bankede det og ropte paa ham.

Gaa did, hvor I kom fra, mente han, og snudde sig bare i Sengen.

Lidt efter kom der nogle smaa Fingre og kramsede og bankede paa Døren.

Nattefred vilde han ha, tordnede han, om han saa skulde tømre sig en ny Stue.

Men udenfor holdt det ved at række sig og ta efter Klinken og sope over Døren, som det var nogen, der ikke kunde naa op.

Og høiere og høiere imod Klinken strøg det.

Men den, som lo, var Jo. Fembøringerne fra Sjøholmene seilte sig ikke fulde, om det blaaste, spottede han.

Da hakkede og hoppede Klinken, til den sprang op.

Og i Døraabningen stod vesle Malfri og Moderen og Brødrene. Morilden lyste om dem, og Vandet randt.

De var blege og graa i Ansigterne og forbidte i Mundvigerne, som de netop var gaat over Dødskrampen. Malfri havde en opreven stiv Arm om Nakken paa Moderen efter sidste Grebet. Hun jamrede og klagede og krævede ham for sit unge Liv.

Saa skjønte han, hvor de var blet af.

Og ud bar det i svarte Natten og Veiret at søge med Baade og Folk, saamange der fandtes.

Seilte og ledte gjorde de, og omsonst var det.

Men ud paa Dagen kom Fembøringen drivende ind med Bunden iveiret og et gabende tomt Rum efter Kjølbordet.

Da vidste han ogsaa, hvem som havde voldt det.

Men siden den Nat, da hele Slægten hans Jo kom bort, blev det anderledes i Sjøholmene.

Om Dagen, saalænge Hamringen og Bankningen og Høvlingen og Klinkingen sang om Ørene paa ham, gik det skurendes, og Spant ved Spant reiste Baadene sig saa tæt som Fugl paa et Æggevær.

Men aldrig saa snart blev der stilt om kvælden, før han fik Selskab. Mor hans tuslede og stullede om i Huset og trak og lukkede paa Skuffer og Skabe, og det knagede af tunge Trin i Trappen, som Brødrene søgte op til Soverummene sine.

Om Nætterne fik han ikke Søvn paa Øinene.

Ret som det var, kom hun vesle Malfri paa Døren og sukkede og stønnede.

Saa tog han paa at ligge og grunde og tælle efter, hvormange Baade med falske Kjølbord, han kunde ha ude i sjøen.

Og jo længere han regnede, des flere Draugebord blev det.

Da skvat han til og listede sig i svarte Mørket nedover til Skurene og Nøstene.

Der lyste han under Baadene og bankede og forfo’r Kjølbordene med Klubben, om han kunde finde det syvende.

Men ikke hørte han, og ikke kjendte han, at det ene Bord smald eller gav sig anderledes end det andet. Fine og faste var de alle og hvide og friske i Veden, hvor han skavede under Tjæren.

En Nat kom der slig Uro paa ham for den ny Sekstringen, som laa udenfor Bryggen færdig til at fare om Morgenen. Han fik ikke Fred, han maatte ned og prøve den i Kjølbordet.

Men, medens han sad i Baaden og ludede sig over Toften med Lygten, gulpede det ude i Sjøen, og der kom en slig lei, raadden Lugt.

Idetsamme hørte han, det vassede i Fjæren som af mange Folk, der lagde tillands.

Og opover mod Nøstene saa han, der drog et Baadlag.

Alle var de kantede i Skikkelsen, og alle ludede de forover og strakte Armene ud for sig. Alt hvad de mødte, baade Sten og Staur, gik tvertigjennem dem, og der var ikke en Lyd af Skridt.

Bag dem kom et nyt Baadfølge, store og smaa, voksne og Barn knirkende og skranglende.

Og Baadlag efter Baadlag landede i Fjæren og steg opefter Nøstveien.

Naar Maanen gløttede, saa han lige ind i Bengrin derne, og i Ansigterne lyste og gliste Tænderne gapendes aabne, som de havde svælget Vand.

De kom i Hauger og Hobe, det ene Følge efter det andet, saa det myldrede.

Da skjønte Jo, at her var de, alle de, han laa og tællede og regnede efter, og der paakom ham et Raseri.

Han reiste sig i Baaden og slog sig bag paa Skindbukserne til dem og ropte:

«I var blet endda flere, end I er, havde han Jo ikke bygget Baadene sine!»

Men som et stille, isnende Sus kom de nu alle nedover imod ham med de hule Øine.

Tænderne gnissede, og de sukkede og stønnede hver for Sit Liv.

Da la Jo i forfærdelse ud fra Sjøholmene.

Men Seilet slaknede, og han gled ind i Dødvande.

Der, midt i Stillen, flød fuldt af raadne, vastrukne Baadplanker.

Alle var de ens skabt og tilbøiede, og alle var de sprukne og brudte, og Slim og Grønske og Gørje og Styghed hang der ved dem.

Døde Hænder krabbede med de hvide Knoger op om Kanterne og kunde ikke gribe fat. De strakte sig op over Vandet og sank i igjen.

Da stak Jo alle Kløer ud og seilte og seilte og lod staa til slig, som Vinden blaaste.

Han gløttede bag sig i Braattene, om de var efter ham.

Under i Sjøen kravlede alle de døde Hænderne, og ud ifra Skodden vilde de hugge Kleppen i ham.

Saa kom en Rosse med Sus og Hvin, og Baaden fo’r mellem hvide, kogende Skumskavler.

Veiret tyknede, tætte Skumfnokker fyldte Luften, og Braattene blev grønnere.

Om Dagen tog han Skarven langt inde i Graaveiret til Med, om Natten skreg de om Ørene paa ham.

Og bestandig flyttede Fuglen sig.

Men Jo sad bare og saa ud paa al den stygge Skarven.

Saa lettede endelig Skodden, og det begyndte at summe med blanke, svarte Fluer i Luften.

Solen stak, og det blinkede over al den hvide Snevidden paa Landet indenfor.

Han skulde vel kjende det Næsset og Stranden, hvor han kunde lægge til.

Der røg det af Gammen oppe i Snebakken.

I Døren saa han Ganfinnen. Han fo’r med den spidse Huen op og ned og ned og op paa en Senetraad, som gik tvertigjennem ham, saa Pæsken slang.

Og deroppe var hun Seimke.

Hun saa gammel og kroget ud, mens hun bøiede sig over Renfælden, som hun la ud i Solveiret.

Men saa keg hun under Armen saa snygt og vevert som Røskatten, og Solen skinte og lyste i Ansigtet og over det begsvarte Haaret.

Hun sprat op saa levende og skyggede med Haanden og saa nedover til ham.

Hunden gjøede, og hun hyttede til den, for at Finnen ikke skulde mærke noget.

Da tog der ham slig svar Længsel, og tillands la han.

Han stod hos hende, og hun slog Armene over Hodet og lo og skalv og smøg sig ind til ham og graad og bad og snakkede og vidste ikke af sig og dukkede ind i Brystet paa ham og fo’r om Halsen og kyssede og kjælede ham og vilde aldrig slippe.

Men Ganfinnen havde mærket Uraad og sad alt i Mudden og malte og mante Ganfluerne til sig, saa Jo ikke turde gaa ind mellem ham og Døren.

Finnen var ond.

Siden det var blet Baadskifte over hele Nordland, og han ikke mere fik sælge Bør, var det gaat rent ud med ham, klagede han. Han var nu saa fattig, at han snart maatte fare om og tigge. Og ikke havde han flere Rener igjen end en eneste Hunren, som gik der indengjærdes.

Da listede Seimke sig bagom Jo og sa, han skulde by sig til at kjøbe den Hunrenen.

Hun tog Renfælden om sig og stillede sig indenfor Gammedøren i Røgen, saa Ganfinnen bare saa i det graa Skindet og trode, det var Renen, de førte ind.

Saa lagde Jo Haanden paa Seimkes Nakke og begyndte at byde.

Den spidse Huen dukkede og nikkede, og han spyttede i Varmen, saa det fræste. Ikke vilde Finnen sælge Renen sin.

Saa la Jo paa Prisen.

Men Finnen hev Asken om sig, truede og skreg. Det føg med Fluer, saa Mudden kryde.

Da Jo saa bød, til det blev saa meget som en hel Skjæppe Sølv, gløttede Finnen ud af Pæsken.

Saa stak han Hodet helt under og jøikede og malte, til det blev syvende Skjæppen med Sølv.

Da lo Ganfinnen, saa han ristede. Han mente, det var blet dyr Ren.

Men Jo løftede Seimke op og bar hende paa Sprang ned i Baaden, og hun holdt Renskindet for sig i Bakken mod Finnen.

Og fra Landet la de ud tilhavs.

Hun Seimke var saa glad og slog Hænderne sammen og skjøv med paa Aaren.

Nordlyset slog sig ud som en Kam, grønrødt og ildskt og slikkede og lekte i Ansigtet paa hende.

Hun snakkede ind i det og fægtede med Armene, og Øinene gnistrede. Hun brugte baade Tunge og Mund og rappe Miner, som hun byttede Ord med det.

Saa skumrede det, og hun lagde sig ind til Brystet hans, saa han kjendte hendes varme Pust.

Haaret laa svart ind til ham, og hun blev saa fin og varm at stryge som Rypen, naar den er frygtsom, og Blodet banker.

Jo la Renskindet over hun Seimke, og Baaden vagged dem i det svære Hav som i en Vugge.

De seilte, alt som Natten faldt paa, til de hverken saa Næs eller Holmer eller Fuglen i Udskjærene længere.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Trold I

Samlingen Trold ble først utgitt i 1891 og inneholder 16 fortellinger, bl.a. «Jo i Sjøholmene» og «Andværs-Skarven».

I fortellingene møter vi lyriske skildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.