Tra trara–ra!

Der var engang en gut, som hed Carelius.

Han var fuld af alskens Paafund og Galskaber, bar sig saa underlig ad og var ikke rigtig som andre.

Han havde en Trompet, og den blaaste han i, for at Folk skulde komme og se, naar han havde faat noget rigtig rart istand.

Og ind ifra Gaderne samlede de sig, Gutter og Jenter, unge og gamle. Tra tra–la la – ra ra ra.

Saa havde han faat Drikkevandet til at rinde ud af en Veistolpe. Saa Bækken til at stampe Vasken med en Træklubbe. Og saa malet en Veirhane til at gale.

Men, da han fandt paa at lave Taug af Hamp og sælge i skillingsvis, og Skillingen begyndte at gjøre sig til Dalere, blev Folk meget vrede.

Han gik de rigtige i Næringen, sa de.

Og saa lagde de sig sammen om, at ingen skulde kjøbe hos ham.

Men nu fik de ingenting at gifte sig paa, klaged vesle Calla. Hun var Kjæresten hans, og de havde tænkt at begynde med den Taughandelen.

«Det er det samme,» sa Carelius. «Jeg har en Trompet; naar jeg blaaser i den, skal jeg erobre hele Verden.»

Og Tra tra tra–ra ra–tra, blaaste han.

Nu vilde han gifte sig. De skulde høre det over hele Staden.

Og hørte, gjorde de ogsaa og forargede sig storligen.

Ikke skjønte de, at de to fattige Ungdommerne kunde ha saameget som Skillingerne til Præsten, endsige noget til Bryllupsstas og Gjæstebud.

Men en svare Nysgjerrighed blev der.

Baade høie og lave, og unge og gamle, samlede sig paa Værtshuset, hvor de vidste, at Bryllupsparret skulde komme fra Kirken og holde Kalaset.

Og medens de ventede, rekvirerede nogle Øl og andre Vin, saa der blev megen Lystighed og Jønen over, hvad de nu skulde faa se for noget nyt af Carelius.

Da det drog ud med Tiden, rekvirerede de mere, og Lystigheden blev større og større.

Men, medens de snakkede om Brylluppet, som skulde gaa for sig paa tørre Træpinder, begyndte de selv at bli sultne, og fandt de tilslut paa at ha Moro af de to nygifte og gjøre alting istand, til de kom.

De fik Dug paa det længste Bord, der var, og saa staselige Tallerkener og Glas og Terriner og Blomstervaser, som Værten bare eiede.

Saa overbød de hverandre som paa en Auktion, saa der ret skulde være Spektakel. Og kom der Vin og Laks og Fisk og Steg og Kalkun og Dyreryg og Fasaner, baade Sølv og Guld, Vagtler og Hanekamme i Sauce og Appelsiner og Vincrêm og Syltetøier og Æble og Ferskener i Gelée og Figener og Vindruer og Marcipan.

Slig raabte og bød den ene staseligere end den anden.

Der var ingen Ende paa Narrestregerne, og, da de havde naat til den tredivte Ret, kom Brudeparret.

Da havde Pigerne fnist og gjort istand Ring og Myrthekrans og Slør og faat paa Bruden den fineste Silkekjole med Slæb, før hun traadte ind.

For nu vilde ingen staa tilbage.

Da Døren sloges op paa vid Gab for dem, satte Brudgommen Trompeten for Munden og blaaste: Tra tra ra – tratera – tra saa det sang i Salsruderne.

Var Folk lystige før, saa blev de det endnu mere nu.

Og ved Bryllupsbordet gik det med Skaaler og Taler for Brudgom og Brud og Dans, saa det feiede til den lyse Morgen.

Der huskede ingen paa, de skulde gjøre Nar af dem, saa staseligt var der blevet, og saa mange store og høie Personer baade af Øvrigheden og andre sad der forsamlet.

«Der kan Du se,» sa Carelius.

Men Dagen efter syntes hele Byen, den havde tat sig selv ved Næsen, og Forargelsen var uden Maade.

De bare nævnte det ikke, den ene turde næsten ikke snakke til den anden.

Det sved i Øinene bare at se paa dem. De var blet alt for overmodige og vigtige, og der var gjort rent for meget Væsen af dem.

Og alle keg de ud af Ruderne og mente, de skulde ikke faa mange Ben at gnave. Hun Calla kom nok snart til at sælge Silkekjolen for Maden.

Men den samme Vaar blev der svær Flom. Alt Tømmeret lagde sig i Knude op mod Brokarrene.

Og, medens Elven voksede, blev Tømmerhaugen større og større, saa der opstod stor Angst i Byen for, at Broen skulde ryge.

Søndag Eftermiddag stod der sort af Mennesker rundt om paa Bredderne og bare ventede paa, hvad der kunde hænde i næste Øieblik.

Med ét saa de Carelius ballancerende med en Baadshage høit oppe paa Toppen af Tømmerhaugen. Der stødte og halede og trak og stak han i en Stok, som stod ende tilveirs, og hørte ikke, at Folk ropte og skreg, at han maatte komme iland. De vilde ikke vide af Narrestregerne hans.

Han bare skjøv og stak med den lange Baadshagen.

Og netop, som Borgermesteren brølte sig rød gjennem Næverne, at han skulde bli mulkteret, om han gjorde Ende paa sig, gik Stokken løs, som bandt hele Tømmerknuden, og bergede Carelius sig efter Baadshagen op paa Broen.

Tra tra rara – trara ra ra – tra–a –.

Der løste hele Tømmerbingen sig fra hverandre og seg sin rette Vei under Brobuerne med Stokkene stupende og fygende i Fossen.

Og ingen Slut blev der paa Hurraerne.

Fra begge Sider stimlede Folk omkap ud paa Broen og sloges om at faa bære ham paa Guldstol.

Toget gik helt op paa Torvet.

Saa blev der holdt Taler, og fik han en Belønning og mange Gaver. Og Hurraerne gav sig ikke, før det blev mørkt.

«Der kan Du se,» sa Carelius til Calla.

Men der var straks dem, som syntes, at det var nok Ære, han havdde faat bare for at ha trukket væk en Tømmerstok.

Da de nu ogsaa hørte, han ansøgte om at faa passe Tømmeret i Elven, blev de meget forargede.

Det var en, som vilde stikke Næsen op. De fik se til at bli kvit ham paa peneste Vis.

Og saa nikkede og bukkede de saa snilt og venligt til ham.

Men Afslag fik han, hvor han kom. De raadede og mente, han vilde gjøre det saa godt straks, han kom til Nabobyen.

Da stødte han i Trompeten:

Trararara – trarara – ra –: Stor Erindringsfest, før han drog fra sin Fødeby.

Naa, den vilde de rigtignok se.

Sukker skulde det ikke mangle paa Grøden, bare de blev kvit ham. De var saa lei af Trompeten hans, at de kunde krepere.

Og ud af Byen skulde de fragte ham saa galant som en Greve.

Men, som Kalaset gik paa som bedst, og Moroen stod høit i Taget, steg han op paa Krakken og satte Trompeten for Munden. Tra tra ra – tra rara ra –.

Han maatte takke for sig, sa han. Saa snille Mennesker at leve og virke iblandt som i hans Fødeby, fandtes der ikke i Verden. Og, at de skulde faa Ære af sit Bysbarn, det skulde han vise, naar han kom til Nabostaden.

Nu vilde han betro dem en Opfindelse, han havde tænkt at gjøre.

Han havde før faat en Veirhane til at gale, sa han. Og nu trode han nok ogsaa, naar han fik spekuleret lidt, at han skulde faa den store Hanen paa Kirketaarnet der borte i Nabobyen til at lægge Æg tre Gange om Aaret. Men om de blev helt eller halvt eller bare en Trediedel fyldte med Guldpenge, det vidste han ikke endnu. Det blev, eftersom han fik Æggegulerne store til.

Men de, som var sluest og sad i Raadet, begyndte at grunde og se og blinke til hverandre.

Ingenting var ganske umuligt, og Pokker tro ham, tænkte de. Han havde gjort saa meget rart før, og, fandt han ikke paa det, saa fandt han kanske paa noget andet og blev baaret baade paa Guldstol og sat i Høisædet.

Slap de den Fyren til Nabobyen, var de bra dumme.

Og saa stod den ældste og klogeste af Raadmændene op og mente, at det var paatide, man sørgede for, at han fik et ordentligt borgerligt Arbeide i sin Hjemstavn, saa han kunde slaa sig igjennem.

Han skulde faa den Bestilling at skaffe Skarnet og Uhumskheden af Byen, som Folk kastede ud i Gaden. Taksten skulde være to Skilling for hvert Hus.

Fik han slig ærefuld Bestilling, saa maatte de ogsaa skaffe ham et Sted, hvor han kunde bygge og bo, sa Carelius. Han vilde ikke bede om andet end den stygge Myren ovenfor Byen, som der seg saameget Vand fra nedover i Kjælderne.

Og det fik han ja til.

Tra trara tra–tra trara – blaaste han, saa det skalv og durede i Ruderne. Nu var han Bestillingsmand.

Men alle lo de, som de var gale, og smettrede med Munden efter Trompeten. Tra tra tra – tratra ra ra ra–.

Den, som lo sidst, lo bedst. Nu var han blet Byens Skarnmager og fik det, han fortjente, over sig. Betalingen var derefter.

Saa laa han og grov hele Maaneden deroppe ved Gaasedammen i det vaade Myrstykke.

Folk trode, at han holdt paa at stride og slide med at faa Tomt istand til Huset sit. De saa bare, at han gjorde en stor Rende og havde holdt op at forundre sig. Tra tra ra–ra – tra tra ra– trompeterede det tidlig en Lørdag Morgen. Folk fik passe sig i Gaderne, for nu kom Vandet, som skulde renske dem for Ugen.

Og saa strømmede og suste og skyllede det af Renden, saa Byen fik sin Storvask og Puds, og Gaderne blev som nyskurede Gulv.

Men Hus for Hus fik de betale.

«Hvad sa jeg,» ropte han.

Men, da Raadmændene og Byens Ældste saa, at dette blev et helt Embede, som var at eftertragte, stak de Hoderne sammen og mente, der var stor Fare ved den Vandskyllingen.

Der indestod ingen for, at ikke Børn, om det saa var Borgermesterens, kunde drukne, naar de laa i Gaden, eller Heste og Kjør fordrikke sig, til de blev sprængte. Heller ikke fik Svinene nogen plads længere til at vælte sig, slig Værdi, som de havde for Byen. Og Konerne deres gik og hostede, fordi de var blet vaade paa Fødderne, da de skulde tiltorvs.

Saa blev Renden forseglet, indtil den kunde borttages.

Men, da han fik sligt Afslag i Fortjenesten, bad han bare om at faa Lov til at passe Byens Sprøiter og bløde dem i Myren sin. Som det nu var, laa de og gisnede og mugnede i Brandhuset. Det var altid et Tillæg.

De brugtes ikke uden, hvergang Brandmandskabet trak ud og paraderede for Kommandanten paa Kongens Geburtsdag og forestillede Sprøitning, og at der var Ildebrand nær ved Byens Krudttaarn. Da klattrede de paa Tagene og hængte ud Seil, og der vankede baade Forfremmelse og Medaljer.

For i den Stad var der aldrig Brand uden i Skorstenspiberne.

Men saa skulde det nu hænde engang, og det tilgavns.

Luen stod tilveirs i Hampmagasinet ved den ny Reberbane oppe i Byen.

Og alle Borgerne frygtede storligen for, at det skulde naa Krudtmagasinet. Fløi det i Luften, vilde ikke bare Kommandanten, som bode nær ved, men hele Byen være blaast væk og Grunden saa bar som bag paa en Haand.

Styggere og styggere og rødere og rødere lyste det i Kvælden.

Der blev et Jammerskrig og en Raaben, eftersom Ilden trak sig opover, og Folk tumlede ud paa Gaden for at flygte.

Da hørte de: Tra tra ra – tra ra ra – ra–

Sprøiten duskede udover Tagene.

Og alle blev de glade og raabte Hurra.

Men lidt efter duskede det ikke der, hvor de syntes, det trængtes som haardest, og det var paa den Kant, som vendte mod Krudttaarnet.

Da kom Kommandanten og Raadmændene i Spidsen og Folket efter farende hæseblæsende op til Carelius og bad og tiggede ham om at sprøite rigtig. Han skulde faa, hvad han begjærte, bergede han Byen.

Carelius lod som ingenting, og bare sprøitede, som han vilde.

Men, da Ilden fattede i Mønningen paa det Hus, som den ældste og klogeste af Raadmændene eiede, rev han sig i Haaret og raabte, at, om Carelius satte Sprøiten der, skulde han bli Borgermester efter ham, som netop nu var død.

Saa kom Sprøiten did, saa det skyllede.

Og dermed var alting over og slukket.

Og Carelius Borgermester.

Tra tratra – tra ra ra ra – ra –.

«Hvad sa jeg!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.