Hos et Par gamle Skipperfolk ude ved Havet var der en ung Gut, som var kommet ind med et strandet Fartøi.
Ingen vidste, hvad Land han var fra. Men med den voksne Alder blev han saa hæv og gjæv i Væsen og Vækst, bleg og brændende i Øinene og underlig vakker, at alle skjønte, han var af nogetslags fornemt Folk med høit Sind.
Helst laa han ude paa Næsset og saa udover Havet, det hvide og landløse, som vuggede Dønning bag Dønning og Top bag Top.
Aldrig blev han træt af at se og speide henne i den yderste Rand mellem Hav og Himmel, hvordan Bølgeaasene glittrede og legte, seg og sank.
Fred fik han ikke, før en hvid Bølge løftede sig over de andre snart saa og snart saa.
Han vidste, den maatte komme.
Snart skinnede dens brede hvide Skavl i Solen, snart steg den med et kaadt vildt Sprøit mod Himlen, snart glimtede og gjækkede den bare som Glans fremme i Synsranden. Den skiftede paa utallig ny Vis, – til ham bar den Hilsen.
Og, naar Graagaasen kom om Vaaren og trak bort om Høsten, blev han aldrig træt af at staa og se efter dem og undres, hvor de fo’r hen.
Men en Kvæld, som han sad der paa Næsset, skjød Bølgen op én Gang og en Gang til og nok en Gang der langt ude. Den taarnede sig stedse mægtigere op mod Himlen og steg og steg, helt til den rullede sin Skavl som en hvid funklende og glitrende Mur indover Næsset.
Han fik ikke Røst for sig, medens den kom væltende imod ham.
Men ud af den sprang en Pige med et vildt Ansigt, og Øinene lyste af Lyst og Trods. Hun slængte sig paa hans Knæ med Armene om ham og raabte gjennem Suset:
«Jeg heder Bylgja og er evig Uro.
Aldrig fanger Du mig. Det er lige ondt at kjende mig mellem Pigerne som en Bølge mellem Bølgerne.
Men op vil jeg dukke i din Hu. Og al din Længsel og Elsk skal bli navnløs og havnløs fra den Stund, Du har havt Bylgja paa Fang» – sang det i Skumvæggen, som hun igjen veg ind i Suget.
Og fra den Stund søgte og ledte han og mente, at han skulde kjende hende mellem tusinders tusinde.
Naar han saa Kvindernes hvide Skaut røre sig som Bølgerækker indad Kirkedøren, mødte han Blikke baade dulgte og de, som smilte, medens Kinderne skiftede Let og Farve.
Men ingen af dem havde de hendes Øine, der lo som Solskin i Fraaden over det grønne vilde Hav og stak med Blink som af Dybets Hemmeligheder.
Og, naar Pigerne ragede og kastede Høet i de korte Særkeærmer og, brune i Solen, under Latter og Lystighed kappedes, naar det var ham, som kjørte Læsset, hamrede Hjertet i ham, og Øinene brændte som mørk Ild. Han tænkte paa, om hun, som lo vildest og slængte sig overgivnest i Saaterne, skulde være Bylgja.
Men saasnart hans Blik fangede hende, vendte hans Sind sig braat. Ikke var denne uselige bly Forvirring Bylgjas store Haan og Trods.
Om Høsten, naar de unge i lystigt Følge plukkede Nødder, og Pigernes smidige Liv og Skikkelser og leende Aasyn kom frem og svandt mellem Hasselbuskerne, randt mangt underligt Blik over Bladene. Men tyktes de ham alle som tamme, vingeklippede Fugle i Løvet imod hende, som traadte Dansen altid ny og daarende derude i Havranden.
Men i den stormfulde Vintertid, naar Maagerne og al Himlens Hær af Fugle skreg i den regngraa Dag, og Fangsten østes op af Garnene som det blanke Sølv, medens Pigerne stod i hundreder nede ved Sjøsprøiten og ivrige beredte den med hændige Knive, blev det, som hun, han stundede efter Nat og Dag, kunde være nær.
Og, hvor den løsslupne Latter skingrede ubændigst, og Tungerne slængte spottende og lystige Indfald som friskest ud i Vinden, syntes han, at han fornam Bylgjas salte Havstænk ud af de viltre Blik og Miner.
Men om Uro, som var navnløs og havnløs og kjærere end al Lyst i Livet, vidste de intet, og over hans Længsel skreg og kredsede de alle kun som smaa rappe, begjærlige Maager over det store urolige Hav.
Alt det, han søgte og speidede og prøvede Kvinders mangfoldig fangende Sind – aldrig fandt han hende, som landløs og strandløs i uudsigelig skiftende Fagerhed lokkede hans Hu.
Og han søgte ud fra Menneskene paa Havsens ensomme Veie, hvor Kjølen ikke sætter Spor.
Didud, hvor det lyste i vældige Skimt, styrede han som til Stevnemøde, medens Havet sendte Skumskred og legte med Livet som en Kastebold.
Og, naar han for lavt Seil fo’r over de store tordnende Dønninger, kunde han høre Bylgjas vilde Røst i Skumvæggen om Elsk uden Landefæste, navnløs og havnløs.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Trold : Ny samling kom ut i 1892, ett år etter den første Trold-utgivelsen (som inneholder 16 fortellinger). Samlingen inneholder 14 nye fortellinger, bl.a. «Moskenæsstrømmen», «Kværnkallen» og «Et Hønsehode».
I fortellingene møter vi lyriske skrildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.
Se faksimiler av Samlede Digterverker, bind 8, 1921 og førsteutgaven fra 1892.
Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.