Der var en Mand og en Kone. De levte sammen saa godt og fredelig, og urimelig glade var de i hinanden.
Vakker var Konen, og vakkre Børn havde de, og altid var der fint og skuret og net og varmt og hyggeligt i Huset, saa Manden aldrig brød sig om at være andetsteds end hjemme.
En smuk Have eiede de, som Konen gik og stelte og plantede i og skar Ærter til Middagen, mens han stod og røg Tobak i Vinduet og snakkede ud til hende.
De syntes selv, de var rigtig lykkelige.
Saa var det en Dag i Jagttiden, at Manden spadserede en Morgentur i den blanke Vaarluft, medens Jægerne fo’r og plaffede langs Kanten af Skogaasen.
Da saa han, en Fugl laa og flaksede i Veisporet.
Hvergang han nærmede sig, prøvede den at komme undaf.
Han forstod, at den var skudt i Ryggen, saa begge Fødderne var lamme; den trak dem efter sig, og Vingerne kunde den bare røre halvt.
Den maatte være faldt ned paa Veien fra et af Træerne ovenfor.
Han blev staaende og spekulere paa, ihvad han skulde gjøre. Nogen Jæger var han ikke, aldrig havde han dræbt saa meget som en Høne, og Vildduen saa saa angst og ræd op paa ham og rykkede til, hvergang han blot rørte sig.
Men oppe i Træet sad der en anden Due og vogtede paa alt, hvad den saarede gjorde. Den kurrede og fløi vildt urolig, eftersom den anden rørte eller ynkede sig.
Det maatte være dens Mage, som sørgede, tænkte han.
Saa gav han sig til at snakke snilt og medynksomt til den stakkars Due, som laa paaskakke i Veisporet og flaksede og blikkede op til ham.
Og i dens levende, vogtende Øine saa han, at den ligesom forstod ham og tog Haab. Den rykkede ikke længere til, naar han nærmede sig, men laa der stille og saa paa ham, som den havde sat Lid til, at han kunde hjælpe.
Det var saa inderlig Synd i den.
Men ikke aarkede han at ta med Hænderne i en halvdød Fugl, og ikke vidste han, hvad han skulde gjøre med den.
Da steg det op i ham, at han fik slaa sig haard og ende dens Tilværelse.
Og pludselig fo’r han til og gav den et Slag med Stokken.
Dens Mage fløi fortumlet vildt iveiret og skreg og skreg.
Den stakkars Due laa der livløs med udstrakt Hoved og Vingen med den hvide Ring sprikende over Veisporet.
I helt Oprør slog han den engang til og engang til.
Han følte det næsten som en Misgjerning saadan, som han havde vekslet Blikke med den og set den havde trot paa ham.
Saa spadserede han sin Tur.
Paa Tilbageveien stod han endel betænkt over, om han skulde bære Fuglen hjem med sig. Det vilde ta sig nok saa tappert ud, om han kom med en Vilddue, som han selv havde gjort til Bytte.
Og, da han mente, den nu kunde være blet kold, tog han den forsigtig efter Benene og bar den hjem.
Han ventede baade Lov og Ros af Konen, fordi han havde fældet en Fugl borte i Skogen og det uden Gevær.
Dog den, som næsten ikke gav sig Tid til at se paa den og blot skyndsomt raabte paa Pigen, og lod den bringe ud i Kjøkkenet, var hun.
Da han om Aftenen kom hjem fra Kontoret og fandt Duen anrettet stegt paa Bordet, formaade han ikke at ta en Bid af den, saa levende, som det endnu stod for ham, hvordan han havde set den i Øinene og næsten snakket med den.
Han sad bare og pillede saavidt i den med Gaffelen.
Og saa nødte han Konen, hun maatte da endelig smage paa noget saa fint som Vilddue.
Men med ét røg hun op af Stolen.
Der blev pludselig en Graad og Tuden, saa han ikke vidste sin arme Raad og ikke fik gjort andet end sige søde, søde.
Der var ikke et Ord at faa af hende, bare et bortvendt Ansigt.
Men kjære, hun maatte da ikke ta det saa forfærdeligt, at han havde dræbt den stakkars Duen, mente han.
Aa, han skjønte nok, at det ikke var Duen, som stod dem imellem, brast det ud af hende; men hun vilde ikke sige et Ord om det, han selv bedst vidste.
Da gabte han af Forbauselse, for han vidste slet ingenting.
Men nogen Oplukkelse var der ikke at faa.
Siden blev hun den hele Aften liggende paa Sofaen og sukke og vilde ikke ind i Sovekammeret og lægge sig.
Da blev han tilslut rent desperat og styrtede sig i vildt Sinne i sin Seng.
Som han laa der urolig og endnu kun halv indsovnet, hørte han som et lidet hvast skjærende Skrig, og han huskede pludselig, at det var akkurat saa, Vild duen i sin Angst havde git Lyd.
Du skal se, det er dens Sjæl, som er ude og hævner sig med denne Ufred i Huset, fordi jeg sveg den, gik det i ham. For værre Dag! …
Morgenen efter bar Konen Tørklæde om Hodet. Hun var og blev lige taus og lige ulykkelig.
Ikke begreb han nogen Ting længere.
Da han saa vilde ta paa sig Ytterfrakken, blev hun ligesom urolig og angst og vogtede eget paa ham.
Som han tog i Dørklinken, styrtede Taarerne hende ud af Øinene, og hun raabte:
Ja ja, gaa Du, jeg skal ikke forhindre Dig. Men det spør’s, om Du ser mig igjen.
Da forstod han, at her maatte være noget rent galt paafærde.
Saa drog han hende ned paa Sofaen og spurgte og frittede, medens hun vilde slide sig fra ham. Han talte baade mildt og blidt og fint og rasende, helt til hun begyndte at lysne og tvile i Øinene, og han endelig fik det truet ud af hende.
Saa slap det da frem, at igaar, da han kom indover Gaden med Vildduen, havde hun siddet i Vinduet og set i Speilglasset i Spionen, at han havde mødt den smukke Modehandlerinde paa Fortoget. Han havde holdt Duen op i Veiret for hende og smilt saa indsmigrende betydningsfuldt ind i Ansigtet paa hende.
Aldrig havde hun trot sin Mand istand til slig Leflen med andre Kvinder, tudede hun, og aldrig havde hun set noget saa fælt. Det kom over hende som et Tordenslag paa en klar Dag, og hun havde hele Natten ligget og grublet paa, hvordan hun skulde holde ud at leve længere.
Var hun blet spikende gal, raabte han. Havde hun ikke netop i disse Dage selv plaget ham til at følge med ind i Modebutiken og se paa, at hun prøvede Hat. Saa maatte han da hilse paa Mennesket, og Duen havde han vel holdt op i det samme.
Hvor hun havde lidt.
Men nu var han jo hendes egen gode, bra, trofaste Mand, ikke sandt? spurgte hun og saa ham grædende ind i Øinene.
Jovist, kjære, kjære Millemor. Men hvor kunde Du falde paa dette?
Bekjend bare, at Du var for vigtig og kry af den Fuglen, lo hun endnu skjælvende af Graaten.
Det lysnede og trak sig helt op til Godveir. Hun maatte kysse og kysse ham igjen.
Gudskelov, at alt nu var blet godt igjen, pustede han lettet. Der var som en hel Fred og Sol i Stuen, og Konen saa lekende glad og øm rent, som han havde faat hende paany.
Den næste Morgen, da de havde spist og snakket ved Frokosten, og han skulde ta til Yderfrakken, blev hun pludselig igjen saa stille og fulgte ham underlig med Øinene.
Det var vel ingenting, tænkte han. Kun syntes han, det var lidt rart, at hun ikke fulgte og lukkede Gangdøren efter ham, som hun pleiede.
Siden paa Dagen var hun hellerikke i vanligt Humør. Hun undgik at forhøre efter, hvor han havde været, og hvem han havde truffet, saaledes, som hun ellers altid gjorde.
Saa blev han bekymret og spurgte, om hun var syg.
Men da blev hun ganske stram i Ansigtet. Hende feilte ingenting, sa hun; gid hun bare var død!
Han søgte nu at nøde hende til at tale oprigtig ud med sig, drog hende ned paa sit Knæ og vilde ha hende til at se sig i Øinene.
Men hun fo’r op saa hastig, som om hun skulde ha rørt ved en Snog, og blev staaende og stirre paa ham med noget som en gjemt Haan.
Det var saa besynderligt, udbrød hun endelig med dirrende Stemme. Der var tre Gader at vælge mellem, naar han skulde ud i Byen om Morgenen. Men altid, absolut altid, gik han den, hvor han vidste, at Modehandlerinden kunde møde ham.
Og andet, andet var det ikke, ropte han. Var det hele Møllestenen? Hun maatte pludselig være blet rent forrykt og se Spøgelser. Han kunde da ikke for, at hans Kontor laa der, hvor det laa, og den samme Gaden havde han nu trasket i syv Aar.
Ja, den var vist blet ham altfor nødvendig, sukkede hun tung og mørk i Hu.
Da stirrede han forbauset paa hende og bemærkede indædt, at de ikke vel kunde leve uden, at han umagede sig hen paa Kontoret.
Og i Sinne fo’r han ud og smeldte Gadedøren efter sig.
Der maatte være noget, som feilte hende, stakkar, tænkte han saa bagefter, nogetslags Sygdom i Blodet kanske, som voldte slig Tyngde i Sindet.
Og under sin stærke Bekymring blev han stedse omsorgsfuldere og varsommere om hende. Han vidste ikke, hvor godt han skulde snakke eller, hvor mange Puder han skulde stikke om hende.
Snilt og venligt var alt det, hun sagde og gjorde, dog noget som et Smil var der ikke at se.
Men hver Morgen, han skulde ud i Byen, blev hun underlig urolig og ligesom borte fra ham.
Saa hændte det en Dag, han kom med en Present til hende, at han fik et Blik saa saaret og sorgfuldt, at han rent gjøs. Det var just, det samme dødssyge Udtryk, han huskede fra Vildduen; den havde netop set saadan paa ham.
Da slog han i Forfærdelse og Angst Armene om hende og skreg, hvad i Guds Navn det da var, hun gik og tiede og bar paa.
Men hun saa fremmed paa ham og drog sig bort.
Hun maatte da forstaa, at hun holdt paa at drive ham rent fra Vettet, ropte han. Var der noget i Verden, han ikke vilde gjøre for hende? Holdt han ikke af hende?
Hun saa bare vemodig paa ham og udtalte, hvor inderlig taknemmelig hun var, fordi han tænkte vel baade paa hende og Børnene og var snil og hæderlig og bra; hun saa jo, han gjorde sit bedste. Men Kjærligheden var en fri Fugl, det forstod hun mere og mere. Og, hvad kunde han for, at hans inderste Sind var vendt fra hende?
Kjøbe Presenter, – Gud! Hun holdt Ansigtet i Hænderne: Tror Du, jeg bryr mig om en slig Gave uden, at der er noget andet, som følger med?
Noget andet?
Har Du virkelig kjendt mig saa lidt, Even? Men jeg skal ikke tvinge Dig, ikke pine og plage Dig, stakkar. Havde jeg bare vidst det fra først af, at Mandfolkene ikke er som vi. Siden jeg har faat Øinene op, kan jeg ikke ta en Avis, ikke en Bog i Haanden uden, at der staar om Troløshed og Dobbeltspil. Læste jeg ikke netop i denne Morgen om et Ægteskabsbrud saa utænkelig forfærdeligt, at Blodet rent isnede i mig, om en Mand, som havde to Familier med Børn i begge, to Koner, som begge svor paa, at han holdt af dem over alt i Verden.
To Koner! forsøgte han lystig. Og jeg, som har saa fuldt nok med én.
Men hun saa kun forskende paa ham, som hun overveiede hans Ansigts Udtryk.
Det er virkelig, som Du med Flid ikke vil gaa ind paa, hvad jeg taler om, udbrød hun.
Paa hvad? Om jeg kunde gjort som Manden i Avisen? Det maatte ialfald været i to Byer, som laa saa langt fra hinanden som her og New-York. Men akkurat i samme By, nei, det blev for snedigt for mig. Det maa ha været Pokker til Kar.
Men selve Tingen var altsaa ikke saa rent, rent utænkelig, er det saa Du mener? Nei, Du skal ikke bare af Pligt hænge Brystnaale og Ringe paa mig, medens dit Sind er andetsteds. Nei, nei, sig mig ikke imod. Jeg er blandt andet for stolt til det, Even. Stik mig heller med Brystnaalen her, lige gjennem Hjertet. Kjend, hvor det banker.
Hun tog hans Haand og lod ham kjende.
Hjertet hamrede virkelig som en Slægge.
Men kjære, kjære Milla, er Du rent borte i Natten. Jeg skulde ha vendt mit Sind fra Dig? Og saa gjør jeg jo ikke andet end gaar og er ulykkelig, rent ud fortvilet, fordi jeg tænker, at Du ikke længere holder af mig. Sig sandt, Milla! er der noget iveien? Er der nogen anden, – jeg mener ikke noget ondt; – men nogen, Du kan ha set eller kanske husket op igjen fra gamle Dage, før vi to – forstaar Du. Tal oprigtig og skjul det ikke.
Milla sad med ét opret i Sofaen:
Men da kan Du jo ikke være glad i nogen anden, Even, kom det straalende.
Ne–i, vedblev hun undrende, – er Du jaloux, virkelig jaloux? Du har aldrig været det nogen gang.
Hun hang ham pludselig om Halsen.
Sig sandt, Vennen min, tiggede hun, er der virkelig nogen, Du nødig ser her? For min Skyld?
Hun saa ham i Øinene, som hun vilde læse og udgrunde dem.
Er det, fordi vi kommer sammen med Kaptein Staib, som friede til mig? Nei, aldrig havde jeg trot, Du kunde være saa gal. Du, Even, – jaloux – og paa mig! – Aa, Du véd ikke, hvor Du har gjort mig glad. Hvergang jeg sætter paa mig denne Brystnaalen, vil jeg komme til at huske, at med den har jeg havt den gladeste Stund i mit Liv.
Jaloux, jaloux – Du, raabte hun efter ham, da han gik.
Endelig, endelig Ro i Huset.
Endelig Tryghed for, at han ikke i Eftermiddag eller i Kvæld igjen stod oppe i dette fortvilet uforstaaelig vanvittige, hun havde sat sig i Hodet. Han havde i den sidste Tid ikke havt Fred en Dag.
Hun var saa glad, hun havde Manden sin igjen, var det jublende Omkvæd hele Aftenen.
Hun pyntede sig for ham, skaffede hans Yndlingsret, fersk Torsk, og satte Toddy frem. Nu var der bare de to i Verden.
Men han maatte nu vel bekjende, lød det tilslut, nei det gjorde hende ingenting nu; – men han maatte nu vel bekjende, at lidt, lidt Beundring eller nogetslags Dragning havde dog den Modehandlerinden udøvet paa ham. – Sig det bare, Manden min, – lidt, lidt Dragning var der nu –
Ikke Spor.
Aa–aa, Haanden paa Hjertet. Du forstaar det kanske ikke selv; men slige Koketter véd, hvorledes de skal ta disse dumme Mandfolk. De har saa tusind Greb og Kneb, er saa søde, saa ligefremme og ferme, saa bare venskabelige. Men hun maler sig nu rød paa Læben og smiler for Tændernes Skyld. Har Du ikke set det? – hun har mindst to indsatte, om ikke hele Gebisset.
Men kjære, skal vi nu trække frem det Menneske igjen, som aldrig har været i mine Tanker.
Sig Du, siden imorges, Du mødte hende. Naa, naa, jeg mente jo ikke noget ondt. Men det er dog besynderligt, – noget kommer det af, – om Du ikke selv véd det, – en vis Dragning alligevel.
Aa, – bliv ved, bliv ved, – at mit Sind er vendt fra Dig –
Kjære Even –
– i mit allerinderste? ikke sandt? – fo’r han glubende iveiert. Driv paa, driv paa.
Jeg siger jo bare, at –
Der lød et Hvin, og med et Sprang som en Løve paa sit Bytte slog han til det forgyldte Taffeluhr, saa Glaskuppelen røg i Stykker og Splinter.
Men Even, – Even, skreg hun.
Skal alt ødelægges, saa er det bedst at begynde straks. Du ser, jeg gjør det med knusende Ro.
Han løftede Ildskuffen og vilde anbringe den mod det store Speil.
Og bagefter slaar jeg Dig og saa mig selv. Det skal gaa saa roligt til, skal Du se.
Saa slaa da, Even, – værsgod! skreg hun ude af sig selv og stillede sig foran ham.
Dig? – Slaa Dig? Han slap Ildskuffen i Forfærdelse. Røre et Haar paa dit Hode uden for at kysse det, graate over det –
Det endte med inderlig glødende Forsoning.
Og aldrig havde han holdt af hende som nu, lød det den næste Morgen, da han tog Farvel med hende for at gaa i Byen.
Og jeg, som har trot paa, at Du har holdt af mig bestandig, kom det sagte stirrende.
Det har jeg ogsaa naturligvis, bare ikke saa bevidst. Det faldt af sig selv ligesom. Vi maatte jo være vanvittige beggeto, om vi ikke nu skjønte, at vi holdt af hinanden.
Ja, Vennen min, af mig skal Du ikke faa høre et Ord mere om det. Jeg mener bare, at Mandfolkene saa lidt kjender sig selv, hvad der drager dem.
Saa saa –. Han skjøv sig noget rapt ud af Gangdøren, medens han smilte og endnu trykkede hendes Haand.
Men ude paa Trappen slappedes hans Træk; han var rent dødskjed af det.
Denne «Dragningen», dette Vanvid, – han begyndte uhyggelig livagtig at forestille sig et Hampereb.
Der sad hun vel nu ved Speilet i Spionen og saa efter ham. Han kunde jo, naar det skulde være, møde Modehandlerinden, og hilse maatte han.
Om han idag for en Sikkerheds Skyld valgte en anden Gade. Man naade tilslut frem ad en gal Vei ogsaa saavist, som man ved at gaa Jorden rundt kom tilbage til det samme Sted. Saa var han forbi dette skjæbnesvangre.
– Var det virkelig for min Skyld, Du tog Mellemgaden idag, kjælede hun for ham ved Middagstide. Du maa da ikke indbilde Dig, at jeg er jaloux længere, Even! Denne Modedukken kan for mig smile saa farvet rødt, hun bare lyster, til Manden min. Men, man kan nu sige, hvad man vil, de er farlige slige Koketter. Og bare det, at Du nu tar en anden Gade –
– En, som koster mig tyve Minuters Omvei – for din Skyld.
Ja, bare det. Du gjorde da ikke det, var der ikke – jeg siger ikke andet end fra allerførst af, Vennen min, – ialfald en bitte, bitte, – aa vær nu oprigtig, – ganske bitte liden Drag –
Suppeterrinen røg, saa det kogende Indhold flommede.
Der gjordes tydelig Foranstaltning til paa lignende Vis at rydde hele Spisebordet, da hun kastede sig i Armene paa ham.
Kjære, kjære, tilgiv mig, jamrede hun, jeg skal aldrig nævne et Ord mere. Det er saa Synd i mig, Even!
Det var rent hjerteskjærende.
Stakkar, stakkar Dig, Milla. Faar Du aldrig dette Spøgelset ud af Hodet. Sig mig, holder vi af hinanden, eller holder vi ikke af hinanden?
Ser Du, lad mig forklare Dig lidt, bad hun, da de siden sad ved Kaffen, rolige som to, Uveiret har gaat over. Slipper først den ulykkelige Tanke ind paa en Kone, at hendes Mand kunde svigte hende – kjære, jeg snakker ikke nu om nogen Dragning. Men, faar hun først en Tvil, kommer først Forfærdelsen i Blodet, – hvor skal hun ta Troen fra, saa alt blir som før? Jeg ser jo kjære, kjære Even, hvordan Verden er; jeg kan sidde og gjennemgaa i Hodet hele Gaden nedover alle de noksaa hullede Ægteskaber. Og hvorfor skulde saa vi være en Undtagelse?
Even reiste sig plystrende og gik op og ned med Hænderne i Bukselommerne.
Saa tit jeg tænker paa, hvordan Du stod og løftede Fuglen op for denne Modedukken og smilte hende ind i Øinene, saa er det mig endnu ubegribeligt. Ja, jeg tror, jeg tror Dig, skjønner Du –
Javist skjønner jeg, der er en Skrue løs.
Men jeg har jo sagt Dig det, kjære Ven, jeg har en Skrue løs, en fiks Idé. Jeg grubler undertiden paa, om jeg ikke burde gaa til Doktoren. – Sig, aa sig, at det er Synd i mig. Og, at Du ikke gaar og hader mig, fordi jeg er slig.
Stakkar, stakkar Millemor! vi skal gaa oftere ud i fri Luft og spadsere og søge mere Omgang. Du er altid saa frisk og livlig, naar Du har nogen af dine Veninder hos Dig. Du skal be dem hid rigtig ofte, hører Du.
Hvorfor bare Veninder? Det er saa mærkeligt, det er, som alt blir til Fruentimmer for Dig; vi har da Venner ogsaa. Men nei, – der er noget i din Natur –
Aa be, hvem Pokker Du vil, eller la være at be dem; – han smeldte Døren efter sig.
Han var i Hundehumør og gik og drev om Eftermiddagen.
Ude paa Gaardspladsen vaskede og skyllede Pigerne Lintøi.
Han stod der længe fortænkt og aandsfraværende og stirrede ned i Brønden. Det mørke Hul med det dunkle, blankspillende Vand dybt nede øvede en underlig Tiltrækning.
Han var saa træt.
Hans gode, lykkelige Hjem havde nu gjennem et helt Aar været et rent Pinested. Der var uafladelig og uophørlig øst Tvil over Følelser, som var ham saa kjære som Livet. Og det var hende, han elskede, som stod med den gloende Ildrager og la ham paa Stegepanden og vendte ham først paa den ene og saa paa den anden Side.
Han vaktes af sine Tanker ved, at Pigerne bar Vaskebaljen bort.
Og ind drev han. Sorgen sad saa tæt under Brystet paa ham, og der var intet andet Raad end at arbeide.
Kaffen kom.
Det var til hans Forundring Stuepigen, som bragte den; men han fortsatte sit Arbeide.
Til Aftens maatte han spise alene. Hans Hustru laa i voldsomste Hodepine, forlød det.
Men i Himlens Navn, hvad er det nu igjen? kom han styrtende ind til hende.
Ingenting, ingenting. Hun maatte ialfald ha Ret til at ha Hodepine. Gaa fra mig, siger jeg, gaa fra mig.
Hør nu Milla, sa han bleg, – gaar jeg ikvæld fra Dig, saa gaar jeg did, hvorfra jeg ikke kommer igjen. Nu taler jeg Alvor. Vil Du saa sige mig, hvad Du har at bebreide mig.
Intet, intet, – jeg har jo sagt Dig, at Kjærligheden er fri. Aa, at jeg skal ha bundet Dig, – at det er mig, mig, som holder saa usigelig af Dig, som netop staar Dig iveien.
Du mener vel for alle Ulykker nu ikke, at jeg endogsaa har havt Tanke paa at gifte mig med denne fikse Modehandlerinden din?
Hende, – det er længe siden jeg har tænkt paa hende. Men har jeg ikke set med mine egne Øine i Eftermiddag, hvorledes Du har kunnet staa og ikke bestille andet end at hænge over de to Piger, som vaskede. Det er din Natur, jeg forstaar det nu saa godt. Du skulde bare ikke ha giftet Dig. Det er din Dragning dette.
Ja ja, jeg skal gjerne for én Gangs Skyld bekjende, at det var en Dragning –
Hvad siger Du! kom det forfærdet.
– at jeg var forelsket –
Even!
– inderligt – i det sorte, blanke Hul i Brønden. Det ligesom sugede og lokkede og drog mig til sig. Krøb jeg didned og gjemte mig, slap jeg at gaa ind til dette Hjem, som er blet mig værre end et Rettersted. Større Fred og Lise end at slippe at ta i Klinken paa Døren gaves der ikke paa Jorden, syntes jeg. Og Du med din evige Tvil og Mistanke, Du kunde kanske bli kureret, overbevist ved samme Leilighed. Det maatte være en slig Fryd at vide, at Du da ialfald kom til at forstaa, – som Du siger, Du saa absolut maa, om det saa blev lidt vel sent.
Hold op, snak ikke saa, – bare tilgiv mig! Hun slæbte sig hen til ham paa Knæ. – Jeg er jo din egen med Liv og Sjæl, – Din, om Du tramper aldrig saa meget paa mig. Bare ikke gaa fra mig, hører Du, lad mig faa hænge ved Dig. Du ser jo, at jeg har en fiks Idé, har været besat helt fra dengang ifjor, jeg saa, Du stod slig med den Vildduen –
Han brølte og knyttede Næverne vildt op mod Taget: – Holdt jeg ikke saa forfærdelig af Dig, – aa, hvor jeg kunde hade Dig for alt det, Du lar mig lide!
Nei, nei, før jeg skal volde Dig mere Sorg, Even, før vil jeg gaa fra Forstanden, mumlede hun. – Ser Du da ikke, at, straks Du bare taler til mig, saa er det altid som strøget af mig. Du har Magten til at fri mig af det, – gjør det, vær barmhjertig, hører Du, og slip mig ikke. Forklar mig bare, – hvordan –
Naar to gale Mennesker elskede hinanden, maatte det være akkurat paa denne Maade, bemærkede han resigneret. Stadig tilbage til den gale Idé, som en Mølle.
Han hev sig ned i en Stol og begyndte at se paa sine ti udsprikede Fingre. Nu opgav han det hele.
Du holder vanvittigt af mig, det nægter Du jo ikke for. Og jeg holder vanvittigt af Dig, ellers var jeg gaat i Brønden eller havde heist mig op i et Reb eller skilt mig fra Dig, begriber Du vel.
Ja–a, Du kan nok græde. For sligt et Helvede, slig Sjælemarter, slig daglig Oprivning af hver Trevl indeni én – –. Naa, naa, Milla, – Du faar da ikke ta det saadan rent vildt ulykkelig. Du kan jo ikke for det … Hører Du, det er saa ondt, saa fortvilet ondt, at se disse store, tunge, dryppende Taarer.
Du siger jo, at Du holder vanvittigt af mig, – saa maa det jo være vist da, ikke sandt, kjære, kjære Even, smilte hun og strakte Armene imod ham.
At vi er to gale, som skulde bagbindes baade for Guds og Menneskers Domstol, – som steger og piner hinanden som de værste Mordere, – ja det er vist og sandt.
Det er nu et helt Aar, jeg har havt det saa, sukkede hun. Jeg blev saa vildt dødskræmt, da Du stod med den Vildduen; jeg syntes det var mig og min Kjærlighed, Du havde slaat ihjel og overgav til hende, Du mødte.
Jaha, jaha, – Bitterheden tog ham, – det er et helt Aar, vi har havt al den Galskaben i Huset.
Hun lagde Hodet ind til ham: – Stakkar, stakkar, jeg ser, hvor grænseløst Du har lidt og, hvor Du har været taalmodig –
– Paa Morgensiden den Nat vaagnede hun pludselig.
Hørte Du det Fugleskrig, Even? spurgte hun.
Hørte Du det ogsaa? sa han.
Ja, jeg drømte, at der fløi en Due op fra Hovedpuden og skreg; den havde en hvid Ring i Vingefjæren.
Han sad pludselig opret i Sengen:
En hvid Ring? udbrast han, – det havde ogsaa Vildduen, som jeg dræbte.
Det kjendes, som noget tungt ondt pludselig har forladt mig, – drog hun Pusten dybt befriet, – som jeg er kommet tilbage nogetsteds fra og i lang Tid har været en ganske anden. Det er saadan umaadelig Lettelse.
Det er virkelig som et Mirakel, sa hun en Stund efter; jeg føler, der er hændt noget, som gir mig Ro. Jeg kjender det saa grangivelig her, – hun holdt hans Haand paa sit Hjerte. Nei, kjend fast til, – det banker ikke mere saa voldsomt, som det har gjort nu det hele Aar. Aldrig kommer Du til at høre en Tvil af mig mere. Jeg véd nu vist, at det er gaat bort fra mig.
Besynderligt, sa han, jeg hørte just et sligt Fugleskrig Natten, efterat jeg havde dræbt Vildduen. Det var den nittende Mai. Og idag har vi igjen den nittende Mai. Det er, som det kunde været dens Aand, som er kommet ind i Huset og har hævnet sig, ja rentud besat det. Et Aar kan være Tidsfristen for en saadan Fuglesjæl, før den rent løser sig fra Jorden.
Duen er en underlig Fugl, – grublede han, – den har været brugt til Budbringer, helt fra Noah sendte den ud af Arken.
Og de siger, den er en Kjærlighedsfugl, mente hun, – og da forstaar jeg nu saa godt, at den ikke er noget godmodigt Dyr, men hidsig, mistænkelig, jaloux og hævnlysten, – aa, saa hævnlysten! Det er man i Kjærlighed, ser Du.
De laa en Stund tause hver i sine Tanker.
Hvor trygt det kjendes, mumlede hun. – Aa, nu blir jeg saa rent søvnig, Du; jeg har aldrig faat sove, siden den Duen –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Trold : Ny samling kom ut i 1892, ett år etter den første Trold-utgivelsen (som inneholder 16 fortellinger). Samlingen inneholder 14 nye fortellinger, bl.a. «Moskenæsstrømmen», «Kværnkallen» og «Et Hønsehode».
I fortellingene møter vi lyriske skrildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.
Se faksimiler av Samlede Digterverker, bind 8, 1921 og førsteutgaven fra 1892.
Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.