Trold II

av Jonas Lie

Et hønsehode

Der var engang et Æg, som laa og rullede saa uroligt, at Hønen altid maatte sparke det tilrette igjen og mente, der maatte være en underlig én indeni.

Og knap var Kyllingen kommet til Verden og havde faat Skallet halvt af Hodet, før den reiste Top og kaglede og skreg paa, hvad det skulde betyde?

Moderen flaksede forskrækket ved sligt myndigt Spørgsmaal, og hun maatte overbevise sig to Gange, før hun kunde tro, at det ikke var en Hane.

Hun kunde ikke andet end følge den med Øinene fremfor de andre hele Dagen. Saa stansede den her, og saa stansede den der og satte op Mine som: Naa, det maatte den sige!

Og da Hønen i Solnedgangen lokkede Kyllingerne ind, blev den lille toppede staaende og mukke.

Da hun saa jog og hakkede den, udstødte den forargede Pip: – put put, suk suk, uk uk, u–u–uk –

Ikke kunde den begribe, hvorfor de skulde op paa Pinden og sove akkurat om Natten. Hvorfor ikke ligesaa godt om Dagen?

Den var endnu ikke kommet saa langt, at den kunde faa istand en liden Kaglen, før den strakte Halsen indigneret paa skjeve imod Kokkepigen, som raabte tippe, tippe og kastede Korn og Ærter.

Som Kyllinger bare skulde være til for at komme der paa Pletten!

Og put put, suk suk, uk uk, u–u–uk –, slet ikke indsaa den, hvorfor de unge skulde gaa der i bare gul Dun, medens de ældre havde baade brune og sorte og spraglede Fjer.

Men, som den voksede til, blev Kaglingen baade tydeligere og lydeligere.

Og, – ut ut ut, – ut, – u–u–ut, – var der Spor af Mening i, at Hønsene gik saagodtsom barhodede, naar Hanen skulde ha baade rød Kam og anden Herlighed, og dertil Ret til at gale høiest i hele Gaarden.

Og, kyk kyk, kyk kyk, kykeli kyk, – disse Vindmagere af Smaahaner, som spankulerede saa vigtige, at de kunde sprække, og galte som Herrer og Mestre længe, før de fik nogen Kam, – det maatte virkelig være tilladt at spørge, om det var dem, som la Æggene?

Bare vende dem Ryggen og lade som én ikke ser dem, klukkede den forarget til de andre. Enhver, som respekterede sig selv, maatte ha det uafviselige Krav at demonstrere ved at fly, saasnart de blot øinede Toppen af en Hanekam.

Men efterhaanden, som haade den ene og den anden af Unghønerne ved hendes Indblanding forstyrredes i et sødt Kluk og vidste med sig selv, at de havde faat et ømt Baand sønderrevet ved hendes indignerede Spørgsmaal og Kontrol, steg Vreden og Harmen slig, at de alle fo’r paa hende, bare hun aabnede Næbbet, og nappede og bed hende i Fjerene, saa hun rent ud ikke kunde vise sig eller være præsentabel.

Saa satte den sig til at sture.

Og, som den grundede og fandt Urede baade her og der, begyndte den ogsaa lidt efter lidt at faa sine Mistanker og undres over, hvordan det gik til baade med Æg og Kyllinger og Hønsene med.

Alt det, der værpedes og værpedes i Hønsegaarden og lagdes Æg i snesevis, blev der jo aldrig flere, hverken af Kyllinger eller Høns. Men, hver evige Morgen sankede Madamen en Mængde Æg i Forklædet og bar dem ind.

Saa rendte de stakkars Hønsene forstyrret rundt og ledte og ledte og sørgede; men glemte alligevel alt, straks Hanen kaglede og kaldte. Og næste Morgen laa de igjen lige tankeløse og trøstige og frydefulde paa de ny Æg.

Det kunde virkelig ikke skade at se sig lidt om, hvad Vei det tog altsammen, tænkte den. For Hønsene sa bare, at det bares ud af denne Verden saa, som det skulde være.

Saa trippede den og saa og keg gjennem Sprinklerne i Gjærdet.

Der laa Skarnbingen ganske hvid helt over af Æggeskal, som var kastet ud!

Hun blev rent tungsindig og gjorde ikke andet end sørge og tænke paa det Nat og Dag. Alt det Hønsene værpede og værpede, blev det ikke til mere.

Did, hvor alle Skallene laa som Dødningeben, gik det altsaa.

Alle de Længsler og Drømme og rørende og betydningsfulde Kluk og Sværmerier, al den Moderværdighed, Hønerne spankulerede saa stolte og trygge med, – alt, alt endte det paa Skarnbingen!

Den stirrede og stirrede sig bedrøvet paa de brustne Æggeskal, der laa der som paa en Kirkegaard.

Og overvældet oplod den Røsten og profeterede og kaglede vildt op om, hvor forfærdelig ubetænksomme og uvidende og troskyldige de var, som endda blev ved i det gamle Vanegjængeri med at lægge Æg.

Men da puttrede de alle forarget i Munden paa hinanden, at den snakkede om det, den ikke forstod. Vidste den noget om en Moders Fryd, naar hun laa og rugede paa Æggene og tænkte og regnede over, hvormange Gange Solen endnu skulde gaa ned, før der blev Kyllinger, og om de blev hvide eller spraglede eller sorte eller brune eller, hvor mange af dem kanske blev Haner og lignede deres Far.

Og, naar de kom frem gule og trippende og pippende og egne og rare og tossede og trodsige, saa en Mor havde al sin Møie med at holde Styr paa dem, mens hun vandrede med dem alle om sig og havde saa mange Bekymringer for dem, at hun var ør i Hodet, – da fik hun saamænd ganske andet at gjøre end at fylde sig med overspændte Ideer. Ørkesløse Tanker havde én ingenting med, naar én gik i sin lovlige Gjerning.

Og, stod der nogenting paa med Katten eller Høgen eller anden Ulykke, affærdigede de hende, saa havde de jo Hanen. Ham maatte de da stole paa. Men ikke forstod den med al sin Vigtighed og Superklogskab, hvordan Hjertet bankede, naar han paa sin Vagt opstemte Røsten og fyldte Luften med sit omsorgsfulde og trygge Kykeliky.

Nu opgav den toppede dem helt. Gjorde de andet end at tænke paa Hanen, stunde til Hanen, snakke og drømme om Hanen? Ikke en Tanke for andet!

Men den skulde endda times at opleve videre Afsløringer af Tilværelsens hemmelige Rædsler.

Som den en Dag fløi op paa Hønsehustaget, hvor den kunde se over Gjærdet, stod Kokkepigen paa Kjøkkentrappen med Kniven og skar Hoderne af baade Kyllinger og Høns saa fort, hun fik dem op Forklædet, saa de flaksede hovedløse om mod Mur og Væg.

Nu vidste den da endelig hel Besked paa, hvordan Verden var.

Halsen snørede sig, og hun drog Røsten hæst:

Hvad nyttede det at ligge og ruge sig mager over Æggene og glæde sig til, at Kyllingen engang skulde gi sit Pip, eller bagefter at gaa der moderblind og overglad og plukke de første Korn til dem og lære dem op, naar der saa alligevel ikke var Fremtid i det? Bare at opelske for Slagterbænk og Gryde, – i næste Stund maatte de under den blodige Kniv!

Hun grublede og grublede og tænkte, saa hendes Hønsehode værkede over det græsselige Ansvar, som der var ved at lægge Æg.

Naar hun forestillede sig den uafværgelige bittre Skuffelse ved, at Æggene toges varme, som de var værpede, væk fra Moderen. Og saa det gruelige at, om der saa virkelig blev Kyllinger, og de pippede tillidsfulde og glade om hende paa deres smaa Ben, saa – hun formaade ikke at tænke det ud, – var der intet andet at gjøre end at fordølge dem deres Skjæbne og underholde dem i Livsvildfarelsen, helt til den forfærdelige Stund kom.

Al den Løgn, der da kom ind i Moderkjærligheden, som skulde være det sandeste i Verden, – hun svimlede og faldt af Pinden.

Det eneste Raad, hun kunde se, var, at hele Hønseslægten rent ud nægtede at værpe.

Hun rendte sanseløs rundt i Ring og nappede Pennefjere af sig i Stjerten og mente, hun maatte skrive for at redde Efterslægten fra al denne unævnelige Jammer.

Med disse tunge Tanker gjemte hun sig bort i Skyggen mellem Buskene længst nede i Hønsegaarden ved Stakittet. Der gik hun alene for at faa Fred og Lise i denne skuffende Verdens Bedrag.

En Nat, hun ikke kunde faa sove, trippede hun endnu før Solopgangen frem og tilbage dernede. Det beroligede saa af og til at faa kjøle det hede, fortænkte Hode i den kolde Muld og det duggede Græs.

Men, som hun trykkede sig gjennem et opsparket Hul under Stakittet, faldt det første Gløt af Solen hende lige i Øinene.

Og udenfor, paa Toppen af Skarnbingen med alle Æggeskallene, stod en ung Hane og strakte sig just som høiest og galede mod den stikkende opgaaende Sol.

Inden hun havde sundet sig eller kunde begribe hvorledes, var hun derude.

Og hun blev staaende ubevægelig og stirre paa dens underfuldt herlige Skikkelse og Reisning, den skinnende luespillende Fjerklædning, de grønglinsende Svingfjere og den høit opbuede Halepragt.

Den spankulerede majestætisk frem og tilbage med stolte, afmaalte Skridt og høit løftede sporede Ben. Blodrød i Kammen og med aabent Næb, som den just vilde støde i Krigstrompeten, slængte den sin uforfærdede Udfordring til hver Fiende, som truede Hønsegaarden.

Mellem hver Gang, den strakte sig og satte i sin modige Galen, gløttede den ned paa hende, saa hun fortabt og svimmel, beruset af dens Herlighed syntes, hun kunde give sit Liv for den.

Og nærmere og nærmere kom den kneisende, saa Æggeskallene sparkedes og sprat om dens Fod, ridderlig med galante Lader og stigende Ild i Røsten.

Dens bedaarende Kykeliky–hy skingrede over al Gaarden, indtil hun fornam dens Fjeres Susen om sig som et brusende Veir og, sødt overvældet, glemte hun alt og gav sig hen i dens Deilighed.

I yndig Forvirring begreb hun, at hun var blet Hanens Brud.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Trold II

Trold : Ny samling kom ut i 1892, ett år etter den første Trold-utgivelsen (som inneholder 16 fortellinger). Samlingen inneholder 14 nye fortellinger, bl.a. «Moskenæsstrømmen», «Kværnkallen» og «Et Hønsehode».

I fortellingene møter vi lyriske skrildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.