Trold II

av Jonas Lie

Hunørnen

Der langt, langt borte, hvor Fjeldene blaanede mod Himlen, og Toppe, Takker og Tinder skjød Glimt og Glød i underlige violette Farver, havde den vældige Hunørn sit Rede i en vild, steil Klippevæg. Skogklædte Dalfører, hvori Elvene suste, furede sig did opover som stedse smalere, tilslut forsvindende Revner.

Naar Ørnen paa de mægtige Vinger i Gryet af en ny Dag seilede speidende efter Bytte høiere end noget Menneskeblik kunde øine, skjelnede den grant den mindste Markmus, der rørte sig nede paa Jorden. Den fornøielseslystne Gjedekilling, som legte og dansede og foreviste det Kunststykke at ballancere paa Gjærdestolpen, kom uventet til at gjøre en anderledes vidtløftig Fart tilveirs. Og Haren, der endnu sad og gned Øinene og pudsede og morgnede sig, fik pludselig et Syn paa Verden saa høit oppe fra, at Kirkespirene i syv Sogne svimlede den for Øinene.

Andre Jagtdage kredsede Ørnen de hundrede Mile indover Stenvidden med vilde Klipper, skyggesorte Afgrunde og mosegraa Sletter under sig.

Og langt ude blaanede Bjergkjæde bag Bjergkjæde saa fjernt vest som ud til det vilde Ishav.

Fjeldrækkerne var Grænsegjærder for Riger bortenfor Riger, hvori Ørnen gjennem Aarene havde indsat sit Afkom som enevældige Konger og Dronninger. Og vé den uberettigede, som vovede at trænge sig ind paa deres Jagtgebet.

Selv maatte den gamle Hunørn ogsaa af og til bestaa en Kamp mod en fordreven Fyrste af dens egen Æt.

Det blev et Luftens Slag, saa Fjerene sank og snede mere og mere blodige, indtil én af de kjæmpende pludselig styrtede som en livløs Klump til Jorden.

Der var Ørneblod paa Grænsestenene.

En Dag susede den, fra en hundrede Miles Morgenjagt indover Stenvidderne, hjem til sin Unge med en nybaaren Rensimle i Kløerne.

Som den dalte ned mod Redet, slog den hastig og voldsomt med Vingerne, og et vildt skurrende Skrig gjenlød mangfoldigt i Fjeldgryden.

De stærke Grene, som havde dannet Redets Underlag, hang med lange Trevler af smudsig fjeret og blodig Mose paa Afsatser nedover Klippevæggen.

Dens Bo var plyndret og ødelagt, og Ungen, som daglig havde øvet sin Vinge og prøvet Klo og Næb paa stedse større Bytte, var borte.

Hunørnen løftede sig høiere og høiere, indtil Ekkoet af dens Skrig ikke længere lød i Fjeldensomheden.

Den kredsede speidende.

Pludselig hæste og hvæste det over Hoderne paa to Jægere, som styrede ud fra en Sti i Skogen langt nede.

Den ene bar en fangen Ørneunge paa Ryggen i en Vidiekurv.

Og medens de to Mænd skridtede Mil efter Mil den lange Vei nedover til en af de øverste Bondegaarde i Dalen, seilede Ørnen høit i Luften aarvaagent vogtende.

Gjennem forrevne blaa Aabninger i Skyerne iagttog dens gløgge Øine, hvorledes store og smaa ved Ankomsten inde paa Tunet stimlede om Vidiekurven.

Hele Dagen kredsede den deroppe.

Da Skumringen faldt paa, dalte den lavt ned mod Husrøgen. Og i Mørket om Kvælden hørte Folkene paa Gaarden et underligt fælt Skrig over Taget.

Tidligst, – som Solen bare begyndte at gylle i Morgengryet, – svævede den igjen der høit oppe med det skarpe Blik ned paa Bondegaarden.

Den iagttog, hvorledes Bondens Sønner tæljede med Øks og skar Træstikker udenfor Døren, medens Børnene stod og saa paa.

Længere ud paa Morgenen bar de ud paa Gaardspladsen et Bur, gjennem hvis aabne Sprinkler den tydelig kunde følge, hvorledes Ungen flaksede og huggede derinde under uafladelig Arbeide for at befri sig.

Buret blev staaende der forladt, uden at noget Menneske længere viste sig.

Det stod der, medens Solen steg høiere og høiere udover den varme Formiddag.

Ørnen seilede og kredsede deroppe bag Skyerne og skjelnede hver Bevægelse af Ungen, hvorledes den satte det krumme Næb iveiret og hæsede, medens Kløerne i Fortvivlelsen greb om Spilrerne.

Det led over Middagstid.

Endnu viste der sig intet levende Væsen derude ved Buret. En gul Kat forlod søvnig den solhede Husvæg og strøg nysgjerrig om i en stor respektfuld Bue, idet den angsfuld skjød Ryg.

Og Hunørnen hvilte altid med samme rolige Fart paa Vingerne, skjult deroppe mellem Skyerne.

Dens vare Sans havde ladet den drage Mistanke af Stilheden dernede paa Gaarden, og den holdt sig iagttagende.

Den havde sin Erfaring og kløgtige Gjætning om Fare. Mangen en Fælde var der opstillet for den, og med mangt et lækkert Dyr var den blet fristet, medens Jægeren selv laa paa Lur. Og mangen Kugle var sust gjennem dens Vingefjer i alle de Aar, den havde svævet over Dalen lig en blodig Tiendetager, som valgte sin Tid til at slaa ned.

Skyggen af Husene, Træerne og Indhegningerne blev længere og længere.

Buret havde staat dernede paa den folketomme Gaardsplads hele den varme lange Dag og fristet og lokket, mens Bondens Sønner skjult inde i Huset vekselvis stod beredte og færdige med Geværet.

Ørneungen hakkede uafladelig med Næbbet og trykkede og pinte Hode, Hals og den ene Vinge ud snart af en, snart af en anden af de rummelige Sprinkler.

Men nu, det lakkede mod Aften, begyndte Børnene at løbe frem og tilbage mellem Husdøren og Buret; og lidt efter legte de alle lystigt ude paa Tunet.

En og anden af de voksne kom ud og optog deres vanlige Gaardsgjerning.

I den stille Kvæld havde den unge Sønnekone lagt Diebarnet fra sig paa Blegen, medens hun skyllede noget Linned ved Brønden.

Paa Ladetaget vippede et Par travle Skjærer, som havde sit Rede i Piletræet ved Hovedbygningen, og nede paa Gaardspladsen hoppede nogle Spurve og plukkede Korn mellem Affaldet.

Med ét mørknede der som en lynsnar Skygge gjennem Luften.

Der lød i Stilheden en underlig brusende Lyd, et mægtigt Vingesus.

Idet Konen hastig saa sig om, lettede der sig en svær Ørn op fra Blegen.

Hun reiste sig i isnende Rædsel, endnu med det vaade Tøi i Haanden.

Rovfuglen holdt hendes Barn mellem Kløerne, og hendes stive Blik fulgte et langt Sekund, hvorledes den steg, og Luften blaanede mellem Barnet og Jorden.

Den vilde, vanvittige Angst indgav hende Inspirationen.

Hun fo’r hen til Buret, trak Ørneungen ud og holdt den jamrende og skrigende med begge Arme iveiret uden at bryde sig om, at den hakkede og hug hendes Ansigt og Hode blodige.

Hunørnen svævede et Øieblik stille i Luften, og Konen saa, med blinkende Øine for hver enkelt Gang, den slog med Vingerne for at holde sig oppe, Barnet hænge i sit Svøb, som en Orm ned mellem dens Klør.

Pludselig syntes hun, den sænkte sig. Og aandeløs fulgte hun, hvorledes Rovfuglen sagte dalede ned igjen paa Volden.

Hun slap Ørneungen og tumlede sanseløs hen til sit Barn.

De to nødstedte Moderinstinkter havde forstaat hinanden.

Men, som Ørnen slap sit Bytte og igjen hævede sig, glimtede der et Skud inde fra Huset.

Og den mægtige Hunørn styrtede med vidtstrakte Vinger livløs ned paa Blegen, mens den befriede Ørneunge stilede med kort hastig Flugt indover Skogtopperne.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Trold II

Trold : Ny samling kom ut i 1892, ett år etter den første Trold-utgivelsen (som inneholder 16 fortellinger). Samlingen inneholder 14 nye fortellinger, bl.a. «Moskenæsstrømmen», «Kværnkallen» og «Et Hønsehode».

I fortellingene møter vi lyriske skrildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.