Trold II

av Jonas Lie

Kværnkallen

Der var engang en Skytte, som var kommet saa langt ind i svarte Fjeldet, at han ikke længer rigtig vidste, hvor han var.

Fra tidligste Graalysningen havde han gaat og gaat langs en styrtende vild Elv, som fossede og skummede, saa Sprøitet stod høit op i Fjeldvæggen.

Men alt det han søgte, blev der endnu bestandig ingen Raad til at komme over paa den anden Side.

Kløften blev brattere og brattere.

Etsteds, hvor Elven kneb sig ind til et Fossekog, stansede han og saa sig om i Revner og Sprækker efter en Mulighed for Overkomst.

Der laa et Klippestykke og kløvede Løbet. Snart var det bart, og snart begravedes det af Fosseskavlen, som steg og sank, saa myrgul og saa svulmende op i hvidt Fræs, eftersom den dreiede sig og voksede.

Det lød og snakkede op med alle Mæler.

Og nedenfor tordnede Faldet med hult Dunder som af, at der mo’l nogen Jettegryde under Grunden.

Men midt i den sydende og kogende Hvirvel laa der som et dypt sort, underlig stille Øie.

Da saa han med ét, at det glisende Fjeldstykke var et Kværnhus, som stod midt i Fossen med aaben Dør.

Nu og da øinede han gjennem Skumrøgen Møllestenene, som gik, og Vimset af Skovlerne.

Det malte rundt og rundt, Skum og Skum, saa det føg og drev.

En ser mangt i Fjeldet, som ikke er at bry sig om, mente Tore Skytte.

Men, da han vilde videre, hørte han, det skrattede ondskabsfuldt.

Det kom saa underligt lydt dernedefra.

Og Haanlatteren voksede, til den steg rent ubændig op af Skumgropen:


          Nu kommer Tore til
               Vrangebækken,
               Vrangebækken,
               Vrangebækken –.

Og saa gik Kværnen rundt, saa det susede og skurede:


     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Véd ikke sjøl, han har
               Mjøl i Sækken,
               Mjøl i Sækken,
               Mjøl i Sækken
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–

En kunde se sig baade ør og tullet der i Fossesusen, tænkte han.

Men værre og værre skurede og gnussede Kværnstenene i vild, graadig Fryd:


     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Spræke Tor Sølvesen
               Flobergskjellet,
               Flobergskjellet,
               Flobergskjellet
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Naar er han vildret i
               Vættefjeldet,
               Vættefjeldet,
               Vættefjeldet
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Agte Dig Tore for
               Høidalsstupet,
               Høidalsstupet,
               Høidalsstupet
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Jenten din ligger i
               Fosseglupet,
               Fosseglupet,
               Fosseglupet
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–

Han kunde ikke faa Synet bort fra det stille, blanke Øie, som laa midt i Skummalet, medens Fossen i store Vridninger dreiede og susede og sydede rundt, og det dundrede dypt under fra med tusind forunderlige Lyd.

Men altid kom ét og det samme dumpe Døn igjen.

Og tydeligere og tydeligere hørte han, at det var hans eget Navn, der grov og grov og malte rundt dernede, saa han tilslut syntes Grunden ristede.

Det var og det blev:


          Spræke Tor Sølvesen
               Flobergskjellet,
               Flobergskjellet,
               Flobergskjellet
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–

Inde i Skumtaagen gik Skovlerne som noget skiftende mørkt med rasende Fart, medens de knuste og slængte hvid Fos om sig ud i Røgen.

Lidt efter kom der en høi, skjærende Lyd som af et Sagblad:


          Spræke Tor Sølvesen
               Flobergskjellet,
               Flobergskjellet,
               Flobergskjellet
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Navnet dit skreg hun i
               Fossevældet,
               Fossevældet,
               Fossevældet
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Heisa’n og hopsa’n og
               spræt i Laget,
               spræt i Laget,
               spræt i Laget
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          her kan du spænde i
               Kværnhustaget,
               Kværnhustaget,
               Kværnhustaget
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Hohoho–huhuhu
               Valborg Engen,
               Valborg Engen,
               Valborg Engen
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Her har hun hoppet i
               Brudesengen,
               Brudesengen,
               Brudesengen
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–

Han kjendte, at Svimlen holdt paa at faa Tag i ham, og han prøvede at komme fra det underlige stille, svarte Øie og se opover, hvor Strømmen randt glat og mørk og dyb.

Da gled der ud gjennem Skumrøgen som en Skygge af en Jente med Skaut og bøiet Hode.

Det var som noget, han saa og ikke saa.

Den svævede op paa den anden Bred.

Han skulde vel kjende Skikkelsen, og Hjertet stansede i ham af Angst for, at hun skulle vende sig og se paa ham.

Men hun gled indover Fjeldsiden paa samme Vis sørgmodig med bøiet Hode under Skautet.

Han prøvede at flytte Foden, og han trode, har gjorde det.

Da hørte han, det graat og laat som af en Lur borti Bakkerne:


          – Blomster de søde
               gule og røde,
          Vianvang, Vianvang,
     Sommerkvælden paa hans Fang –

Og siden klagede det:


               Jeg blaaste i Uren,
               jeg blaaste i Uren,
     til Hjertet mit blev til Blod i Luren.
          Kvældsol den søde
               gule og røde
          gløtter i Stupet og
               leger paa Bene,
               vækker den døde
               dybt mellem Stene
          – varmløst – varmløst. –

Saa blev der stilt, og Lurlokken tonede hen i bestandig sagtere Sukke.

Bare Gasten go’l i Fjeldvæggen, og Kværnkallen malede og skoggrede.

Det hørtes i Latterskraldet:


          – Bagefter angrer de
               fleste Faldet
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–


          Spræke Tor Sølvesen
               Flobergskjellet,
               Flobergskjellet,
               Flobergskjellet
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Skynd Dig til Stupet og
               kom med Mjelet,
               kom med Mjelet,
               kom med Mjelet
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–

Og Fossen mo’l, og Gasten go’l.

Og det stille Øie laa og saa og drog med altid forfærdeligere Rædselsmagt.


          Hohoho–huhuhu
               Kværnen venter,
               Kværnen venter,
               Kværnen venter
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–
          Snart er det Gutter, og
               snart er det Jenter,
               snart er det Jenter,
               snart er det Jenter –
     Rrrr–rrrr–rrrr–rr–
     rrrr–rrrr–rrrr–rr–

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Trold II

Trold : Ny samling kom ut i 1892, ett år etter den første Trold-utgivelsen (som inneholder 16 fortellinger). Samlingen inneholder 14 nye fortellinger, bl.a. «Moskenæsstrømmen», «Kværnkallen» og «Et Hønsehode».

I fortellingene møter vi lyriske skrildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.