Trold II

av Jonas Lie

Lindelin

Der var engang en Skipper, som fo’r baade sent og tidlig, til han eiede Jægten og Ladningen med.

Og et Aar, han var nord i Værene, havde han fæstet sig en Hustru, som hed Lindelin.

Han var saa rent glad i hende, og alle syntes, hun var det deiligste én kunde se. Hun havde spillende Øine og lo med de hvide Tænder, saa alt det, hun sa, hørtes saa vakkert og morsomt.

Og mere rivende deilig, syntes han, hun var for hver Dag. Han var kryere af hende end af selve Jægten, og skrød gjorde han af hende, saa det stod i Taget, naar han sad sammen med de andre Skippere.

Hun var blid og lekendes, aldrig et usnilt Ord i hendes Mund.

Men saa tit, han vilde ha hende op paa Dækket, var hun uvillig og bad og tryglede saa sødt for sig om at faa slippe. Hun vilde bare, bare være til for hans Skyld, sa hun.

Halve Dagene stod hun nede i Kahytten for Kistespeilet og pyntede sig saa paa ét Vis og saa paa et andet. Og saa maatte han svare paa, om hun var penest slig eller penest slig.

Naar han lod hende vente, graat hun bitterlig og mente, han ikke holdt af hende.

For hun gjorde det bare for hans Skyld, sagde hun.

Det bedste, én kan faa af en Kone, er Kjærligheden, tænkte han, og slig, som hun holdt af ham, skulde én lede Verden rundt efter.

Saa maatte han løbe ned fra Vagt og Vant og svare paa, om hun var vakkrest saa eller saa, paa det Vis eller paa det Vis, om de saa stod med salte Sjøen brydende over Dækket ifærd med at bjerge Seil.

Saaledes gik det hele Reisen sørover. Aldrig havde Skipperen faret Kahytstrappen sin op og ned Tiendeparten saa mange Gange.

Men ikke saa snart havde de fæstet Landtauget ved Bergensbryggen, før hun igjen ikke vilde fra Dækket. Hun sad der hele Dagen i sin fineste Stas.

Der stod de unge Kjøbmandssønnerne og tilsaa Vægten, medens de aflossede Tørfisken. Og saa glemte de at passe Veiningen bare for at se paa hende.

Og glante og glante gjorde en af dem, til han blev tummelumsk i Hodet af Forlibelse.Aldrig havde han set slig Deilighed.

Men, da Skipperen begyndte at harke og mene saa hm, hm, indvendte hun, at hun nok vilde ha et Øie med sin Mands Bedste, hvordan de veiede og stelte deroppe paa Dækket.

Om Kvældene, naar Arbeidet var sluttet og Pakboden lukket, blev Kjøbmandssønnen hængende der og kunde aldrig komme afsted for Latter og Flir mellem dem over alt det, han havde git hende efter paa Vægten.

Og slig holdt de paa, til hun med Haandslag lovede ham, at hun skulde være der paa Dækket tidlig den næste Morgen.

Men Skipperen syntes, han fik som en Klemme for Brystet, og han gik der og spyttede og tvi’de.

Den Kvæld, de saa gjorde op Regnskabet og blev budet ned i Kahytten for at trakteres, var der næsten ikke Mæle i Kjøbmandssønnen.

Og hun satte Øinene langt og tungsindig paa ham og sukkede og smilte derimellem med de hvide skinnende Tænder.

Der blev ikke Ende paa Afskedstagning og Haandtrykken, før det blev ganske mørkt.

Det kunde være saa nok nu med den Hviskingen og Tiskingen, mente Skipperen, han hev op Faldrebstrappen efter ham i fuldt Sinne.

Men paa Veien nordover var hun kjælnere og sødere end nogensinde.

Ikke havde Skipperen været paa Dæk en halv Time, før hun begyndte at kige op af Kahytstrappen efter ham og lo og gjorde Blink og Miner, om han ikke snart kom ned igjen. Hun kunde ikke være fra ham saameget som en Time.

For Skams Skyld maatte han lure sig ned til hende saa efter Raaberten, saa for at hente op en Dram eller, hvad han kunde finde paa, for Mandskabet.

Om igjen og om igjen vilde hun altid vide, om han holdt af hende. Og hun lo og gabte saa rivende deilig til ham og sa, mens Øinene funklede, at hun, nam nam, gjerne kunde spise en hel Skipper.

En Dag, hun sad hos ham paa det allerkjærligste, raabte hun med et «au» og sprang op. Dette fæle Skjægget hans, ømmede hun sig, stak saa med Stubbene.

Og var han rigtig, rigtig snil, saa tog han det væk.

For hendes Skyld gjorde han meget, mente Skipperen; men Skjægget sit fik han da beholde. Det var godt at ha for den, som skulde sætte Ansigtet imod Sjødrev, og dertil bra mod Halseonde.

Og alt det, hun bad og kjælede og brugte Øinene for at faa ham til at love sig det, saa slog han det bort i bare Moro.

Men ved Middagsbordet vendte hun sig pludselig bort. Huf, hun mistede rent Appetiten af at se paa det Skjægget.

Og, da han senere kom ned i Kahytten, laa hun i Køien med Haanden under Kinden og saa og fulgte ham med stille Øine, hvor han gik eller flyttede sig, indtil han blev rent lei ved det.

Ude paa Stathavet slingrede Jægten i et Himmelsveir, saa Folkene knapt kunde staa paa Dækket.

Da han der i et Knibtag fo’r ned i Kahytten efter Kikkerten, skreg hun imod ham, at længere aarkede hun ikke at se paa det Skipperskjægget hans. Nu saa det ud som en drivvaad Skrubbekost, og hun fik rent Kvalme.

Og saa kastede hun sig med ét om imod Væggen og raabte, at han tog Livet af hende, skulde han længere gaa med den Stygheden om Hagen.

Han midt i det haardeste Veir til med Saksen.

Skjægget gik i en Ruf.

Men da hun kjendte paa Stubbene, vilde hun ikke vende sig.

Og alt det, han klippede og klippede, blev det ikke fint nok, bare værre, tvinede hun, saa Ryggen hendes tilslut laa i Rykninger, kryl af Krampe.

Saa frem med Barberkniven.

Og Sæbeskummet manglede ikke, der han stod og ragede sig tilblods med Hodet snart over, snart under Kahytskappen, eftersom Sjøerne kom, og han havde nødig at raabe til Folkene og Styrmanden om Seiladsen.

Men ikke havde Lindelin været gladere, om de var berget af Havsnød end, da hun saa og kjendte med Fingrene over den glatragede fine Hagen hans. Hun hev sig langt ud fra Køien om Halsen hans og kyssede og sugede Blodet i Skaarene efter Kniven, saa han syntes, Tungen ordentlig var skarp, og hun graat og lo og raabte, at aldrig havde hun tænkt, han var saa vakker.

Nei, at han havde gaat og gjemt sig bag det Skjægget.

Og alt i ét maatte hun op i Ansigtet paa ham og stryge og kjende, og Øinene skinnede og lyste og hang ved det mindste, han sa og gjorde.

Det var bare Solskin og Smør og Kjæleri.

Ikke havde hun set nogen tromme saa fornøielig i Bordet med Fingrene eller sætte Munden og Hagen saa morsomt til, naar han plystrede og lurte i Styrvolten.

Og Stunder fik de nok til at dægges, mens de laa og krydsede for Modvind, saa paa den ene Boug og saa paa den anden.

Hun stellede og hjalp og sørgede for ham hele Dagen baade i Kahytten og oppe paa Dækket, saa han selv knap fik Lov til at trække Klæderne paa sig.

Men javist saa han sig om og tvilte baade for Styrmanden og Folkene, da hun absolut vilde, han skulde sætte Ryg til og hun sy den store Læderlappen i Bagenden af Bukserne hans.

Godt og vel kom de saa frem nordpaa og lastede igjen Fisk ind for at fare til Bergen.

Da havde hun været iland og kjøbt en Skogkat, som netop havde faat Unger, og hun forvarede dem inde i Nathuset, hvor Kompasset var.

Dermed havde hun noget fornøieligt at stelle og lege med paa Reisen.

Og hele Dagen sad hun saa ved Kompashuset og passede Vildkattene.

Det var det morsomste, hun vidste, sa hun, at sidde og se Kattemoderen ind i Øienstenene, hvor gule og vilde de var, og hvor de lukkede og aabnede sig og lyste.

Men varm Velling skulde den lære at leppe.

Saa kneb hun den bag Ørene, til den aabnede Gabet, og skoldede Vellingen i den, saa den ulte.

Tredie Morgen, da de skulde sætte Kursen ud tilhavs, blev der Brug for Kompasset.

Hun maatte flytte Kattebolet andetsteds, sa Skipperen, og det gamle Hønseburet havde han gjort istand til dem.

Men noget saa urimeligt havde hun aldrig hørt i sit Liv.

Han maatte da skjønne, at Ungerne straks vilde krable sig ud igjennem Sprinklerne og bli borte til hver sin Kant for hende. Og, blinde, som de Stakkarne var, vilde de styrte ned i Lasten eller skylles ud i Sjøen gjennem Spygatterne.

Da Skipperen saa vilde gjøre det kort af, skreg hun, at Kattene fik han ikke ta ud af Kompashuset, før han rev hende bort med Magt. Ikke havde hun trot, at han var saa lige glad med det, som var hende kjært.

Skipperen vilde i det længste føie Konen sin, eftersom han saa, hvor urimelig glad hun var blet i det Kattebolet.

Saa styred han i Godveiret den hele Dag efter Solen.

Men om Kvælden varskode Udkigsmanden pludselig for Skjær og Brænding.

Nu gjaldt det Livet, og i tre Sprang satte han hen til Nathuset for at hive Kattene væk fra Kompasset.

Da han greb den store ved Nakken, truede og hylte Lindelin, at, skulde den ud, saa hoppede hun lige lukt paa Sjøen.

Og kattehændig stod hun alt ude i Vantet, saa Skjørterne flagrede, og stirrede paa ham med grønne Øine, der ligesom spyde Lys.

Hellere end, at Kjærringen hans gik overbord, fik han lade staa til. Værre var det vel ikke end at krepere; dø skulde én saa allikevel engang.

Det blev en Seilads paa rene Livet.

Og saa vel gik det, at de klarte sig for dennesinde.

Men bagefter smøg Lindelin sig om ham ydmyg og underdanig og vidste ikke, hvor fin og myg hun skulde være. De vakre Øine tiggede og bad saa hede som Ild om, at han skulde tilgive hende, og hun hang om hans Hals saa sød og blid som en Lege.

Men bagefter, naar han gik alene paa Dækket og drev, hyttede han, ret som det var, til Vildkatten, der lyste med de gulgrønne Øine paa ham og huskede, at han havde tat den i Nakken.

Det gjærede i ham, at hun i hin Stund ti Gange hellere havde set ham slængt paa Sjøen end dette Utyske.

En Dag havde hun igjen faat ham rent forgabet og fortumlet i sig og lod ham staa og sno og vride op sit lange Haar, som hun kjæmmede.

Bedst som de lo og fjasede, kaldte Styrmanden ham op paa Dækket. Der maatte tages Rev og brases.

Bare, bare han først havde viklet op hendes Haar, raabte hun.

Men, da hun saa, at han alligevel tok til Sjøtrøien, kastede hun sig i Armene paa ham for at holde ham tilbage.

Ikke nyttede det at tale Forstand til hende.

Saa stod han paa brændende Fod og gjorde Haanden let og knyttede og lagde Fletterne i Ring om Issen, og alt i ét keg hun op paa ham og lo kjælent; men Øinene lyste gulgrønt og ærtende langt inde fra, som Vildkattens.

Kaadere og kaadere kastede hun Hodet tilbage hvergang han vilde fæste Fletningen, for at han ikke skulde bli færdig. Men, som hun hidsigt trak Nakken til sig, glap den store vakkre Ring ud af Øreflippen, og saa han, at Guldet bandt over et fælt, haaret Klip i Øret.

Han grøssede og holdt paa at rave.

Det var ikke til å ta feil af, at det var et Troldmærke.

Men hun kom i slig Befippelse og skjælvende Iver efter at lede op Ørenringen, at hun intet mærkede paa ham.

Og, medens hun forfjamset stak og borede Ringen ind henne ved Kistespeilet, prøvede hun at spøge og mente, at han kunde kjøbe hende Ørenringe med endnu mere spillende grønne Stene i, naar han kom til Bergen.

Men hele Natten efter blev han gaaende paa Dækket.

Da Vagten skiftede, raabte han ned til hende, at han maatte bli deroppe, til de om Morgenen fik kastet Anker paa Bergensvaagen.

Ret som det var, stod han og saa ud i svarte Havet, og plystre og fløite gjorde han paa den samme Visestubben.

Han strøg sig om Hagen og tænkte paa Skjægget sit og ellers paa meget og mangt.

Lige lystelig var det.

Ikke rigtig kunde han sige sig, hvorledes det var gaat til, at han havde faat hende i slig Snarhast der nord i Skjærene. Han var blet saa overvældet af hendes Deilighed, at det bar til Kirke, før han vidste Ordet af.

Men nu skjønte han nok, hvordan det havde sig med, at hun var kommet til at svare nei for ja til Præsten, det, de siden havde havt saamegen Moro og Lystighed af.

Han ræddedes for at kige ned igjennem Skylightet, vidste ikke hvad for Styghed, han kunde komme til at se. Det kunde ikke været værre, syntes han, om der laa en glubende Haakjærring nede i Køien.

Men nu gjaldt det at holde Tungen ret i Munden og ikke la sig mærke med nogenting.

Saasnart de havde ankret i Bergen, og Tørfisken skulde udlosses, saa han, at Kjøbmandssønnen stod paa Bryggen ved Vægten og keg efter, om hun var med ombord.

Da løb Skipperen hastig og med megen Larm og Bulder til Kahytsdøren og raabte og skreg, at dennegang vilde han vide at forsvare sin deilige Skat bedre end sidst.

Saa lukkede han og stængte for hende, at hun ikke ogsaa nu skulde slippe op paa Dækket og føre allehaande Snak og Prat med ham.

Til Kjøbmandssønnen, som passede Vægten, skulede han med Øinene og viste frem, at Nøglen til Kahytsdøren nu laa vel forvaret i hans Pjekkertlomme. Og alt i ét gik han og snuste og saa ved Skylightet, saa Springfyren maatte forstaa, hvor iversyg og bange han var.

Men om Kvældene, naar Arbeidet var endt, og Pakboden lukket, steg han iland og satte sig mellem de andre Sjømænd i noget Skipperhus.

Ved samme Tid stak Lindelin Hodet op af Skylightet, og havde hun og Kjøbmandssønnen deres kjærligste Møder.

Hun jamrede sig og begræd sin Skjæbne, at være bunden til en Mand, som holdt hende slig under Lukke og borte fra al Lystighed og Fornøielse, og hun bad og besvor ham, favnende om hans Hals, at han maatte befri hende.

Paa det Vis gik det Aften efter Aften.

Men den sidste Kvæld, da Jægten laa reisefærdig, pyntede og pudsede Skipperen sig, før han gik iland, og hang han Arbeidspjekkerten, hvori Nøglen var forvaret, op paa en Knag.

Nu kom Kjøbmandssønnen hed af Elskov og fuld af Fortvilelse, fordi de ikke mere skulde ses.

Da vinkede hun til ham ud af Skylightet paa langt Hold og viste ham, hvor han kunde finde Nøglen til Kahytsdøren.

Dernede stod hun og biede ham i al sin Deilighed og fineste Stas, og Øinene funklede omkaps med de underlig grønne Stene i Ørenringene.

Hun mygede det smale Liv smidigt til, at han skulde fange om det og løfte hende op af Kahytstrappen.

Og længe var de ikke om at fly iland og søge sig som sikkrest og tryggest i Skjul.

Men Skipperen havde staat oppe i Gaden og passet vel paa.

Aldrig saasnart saa han, de var om Hjørnet, før han strøg ombord, og i største Fart heisede Faldrebstrappen op efter sig.

Landtauget kastedes ind og Seil sattes, saa langt paa Nat og mørkt det var.

Men selv stod han tilrors og overgav ikke Styret, før de var langt tilhavs.

Da steg han ned i Kahytten.

Og lige efter opløftede han et Raab og brølede og skreg over hele Jægten, at hans Kone var rømt med sit Pynteskrin, og at det ikke kunde være nogen anden end Kjøbmandssønnen, som havde ført hende bort.

Den ganske Dag tornede han græsselige Eder og Forbandelser oppe paa Dækket over den falske Kone, som saa havde sveget ham.

Og, da Skibshunden begyndte at gjø til, sparkede han Vildkatten hen til den, og blev der en Jagt og Halloi med Glam og Halsen over hele Fartøiet, til hver evige Kat var overbord.

Men, da Skipperen sad alene i Kahytten og bavde faat den ryddet og tømt og vel sopet for alt, hvad Lindelin og Lindelins var, tog han sig af Skabet en ordentlig og stiv Genever og lo Rid paa Rid, som han var besat.

Om Kjøbmandssønnen og Skipperens Kone er at berette, at, da de havde spadseret sammen i Maaneskinnet og keget Stjernerne vel to Timer eller tre udover Kvælden, mente de, det var Tid, hun igjen kom ombord, at Skipperen intet skulde mærke.

Og vandrede de tilbage under megen kjærlig Samtale og Graad, fordi de skulde skilles, og sikkre Løfter om at mødes igjen til næste Aar.

Men, da de stor paa Bryggen, var Jægten væk. De saa kun det øverste af Seilet, som minkede langt ude for en strygende Bør.

Da forstod de, at Skipperen havde nyttet den gode Vind og faret uden at vide, at Konen var iland.

Og hun kastede sig til hans Bryst og klagede under hede Taarer sin Ulykke, den hun alene for sin store Elsk til ham var ført udi.

Javist blev Kjøbmandssønnen lidt lang i Ansigtet.

Han havde ikke netop tænkt det saa alvorligt eller ment slet saa hastig at bli praktiseret i Ægteskabs Stand.

Men, som hun stod der strandsat paa Bryggen, og hun var saare deilig og havde slik Kjærlighed til ham, og han selv var optændt, førte han hende hjem til sine Forældres Hus, tilkjendegivende, at her var den Kvinde, som skulde bli hans Ægtehustru.

Og, saasom de var af de mest agtbare Borgere i Staden, blev Lindelin og Kjøbmandssønnen med indhentet Dispens og Slægtningers gode Samtykke viede tilsammen efter hengangen lovlig Tid.

Vel maatte man prise det Brudepar lykkeligt. Thi ved den Tid var Brudgommens Fader ved Døden bortrykket og Sønnen kommet til stor Rigdom.

Og, da den unge Kjøbmand bar slig Kjærlighed til hende og aldrig vidste det, som var godt nok, overvældede han hende med det fineste og dyreste, han kunde udfinde til Stas og Prunk.

De levede som to Turtelduer. De holdt Gilde og fo’r til Gilde, at ogsaa andre kunde se og blive delagtige i deres Lykke.

Paa det Vis gik det i Fryd og Glæde Aaret rundt.

Ved Sommertid kom Jægterne som vanlig tilbage med baade Stokfisk og Rundfisk.

Og blev der et travelt Spil med alle Vippebommene paa Bryggen, som gik op og ned den hele Dag og svingede Fisken ind til Vægten.

Kjøbmanden maatte da ha Øine til mange Kanter, passe sin Fordel og snakke med Kunderne.

Og under den store Travlhed skikkede han baade en og anden af Skippere og Styrmænd hjem til sin Hustru for, som Skik var, at trakteres.

Men, naar han bagefter mødte dem, var de meget tause og faamælte, og lod de til at vide ham liden Tak.

Dog hjemme skulde han faa vide Aarsagen.

Hans Hustru havde ladet dem alle vises ind i Drenge- eller Borgestuen og skjænkes og beværtes af Tyendet, hvad hun mente var godt nok til dem.

Han fandt hende i saa stor Ophidselse, at hun knap havde Røst for sig og idelig tørrede Taarerne af Øinene.

Da hun endelig overvandt sig til at svare ham, drog hun derunder paa Næsen som af en ulidelig ond Lugt, hun vilde holde sig langt fra:

Ikke havde hun med Fare og Opoffrelse af sit Renommé flyd til ham for at stedes Ansigt til Ansigt med lugtende Skippere.

Da talte han det vakkreste og bedste, han kunde, om, hvad der tilhører en Kjøbmands Forretning.

Men hun mente i stor Hidsighed, at Huset ikke længere vilde være det samme for hende, naar Stuen og hendes fine Gulve skulde trakkes ned som en Kahyt af hver Skipper, som fo’r med Fisk og Tran.

Nu var det med ét blet saa fælt, saa fælt, hylte hun. Andet var ikke til at faa ud af hende.

Da han saa hende overgivet til slig Bedrøvelse, at hun skjælvede i Higsten og Krampe, og Taarerne flød ustanselig, blev han blød om Hjertet, saa han mente det rettest nu at skaane hende.

Han fik hellere tage sig den Udvei at indbyde Kunderne til at trakteres paa Skipperhus.

Natten efter drømte han underligt.

Han syntes, at en gammel Kvinde med Klør for Negle klemte og truede ham for Brystet, saa han fast holdt paa at opgive Aanden. Hun stirrede langt ind i hans Hoved med grøngule Øine og vilde tvinge ham til noget, han ikke for sit Liv vilde gjøre.

Han vaagnede med et Skrig, og da sad Lindelin ophidset og med lysende Blikke i Sengen over ham.

Det var ikke at undres over, at Maren red ham, klagede hun; thi hun havde selv ikke lukket et Øie den ganske Nat for den onde Fiskelugt, som stod af ham og forpestede hans Aande og stinkede modbydeligt.

Men Kjøbmanden snudde sig til Væggen og sov ind igjen; han havde havt en travl Dag, og tidlig skulde han op og ned paa Bryggen igjen.

Da han saa om Morgenen hastig vilde fare i Klæderne, sprang hans Hustru i sit bare Linned hen og stillede sig for Døren, at han ikke skulde slippe ud.

Der stod hun og stirrede paa ham med stive Øine og hvid som et Lagen.

Bævende og varsomt nærmede han sig paa det kjærligste til hende, saa med et lidet Strøg paa Linnedet og saa paa Kinden.

Men da brast det ud af hende med et Skrig, at aldrig, aldrig kunde hun holde ud, at han blandede sig med saa gemene Folk.

Hun var saa ulykkelig, saa ulykkelig. For det følte hun, at gik han nu ud af denne Dør ned til al den Stank, saa svandt med det samme al Kjærlighed af hendes Bryst. Aldrig kunde hun elske en Mand, som der hang Fiskelugt ved.

Thi her stod hun for at frelse sit Livs Kjærlighed, raabte hun.

Og nu, i denne samme Morgen,fik han vælge mellem hende og Fisken.

Da blev han siddende længe paa Sengekanten med sine Hoser i Haanden og stirre ned i Gulvet og sukke og sukke.

Af og til blev han rasende og vilde springe op og rive hende bort fra Døren for at slippe ned til sin lovlige Handel og Gjerning, hvor nu hver og en ventede paa ham.

Men hun stod der vogtende snart med Bøn, snart med Trudsel sprudende i Øiet, snart igjen hang hun ydmyg og sørgmodig med Nakke og Hode.

Og, som han aldrig havde set hende saa deilig som just nu, lod han sig synke tilbage i Sengedynen.

Der laa han vridende Hænderne, saa de knagede, med ikke andet Ord for sig end:

Jeg arme, arme Mand.

Da hun nu forstod, at han lidet tænkte paa at modstaa hende, løb hun hen til han i heftigste Glæde.

Hun knælede og kjælede for ham og slyngede sine Arme om hans Hals og kaldte ham for sin Herre, som kunde befale over hendes Liv. Nu først kunde hun rigtig elske ham.

Og saa bandt hun ham, at han ikke eiede Udvei eller Magt til andet end at føie hende.

I al den Tid, Jægterne laa der med Fisken, holdt han nu Sengen, dels for at skuffe Kunderne, dels og for sin store Græmmelse og Sorg over at maatte slutte med den Forretning, som baade hans Far og hans Farfar før ham var kommet til Velfærd og Rigdom ved.

Om Nætterne drømte han ufladelig, at han holdt paa at kværke en Kat, som altid voksede og blev større, saa han ikke raadde med den.

Og en Nat, han syntes, han viklede dens Hale om sin Haand og slængte den ud paa Gulvet, vaagnede han ved, at Konen jamrede sig ud af Mørket over, at han havde stødt hende ned fra Sengen.

Saa blev det da endeligt til, at Kjøbmanden solgte baade Pakbod og Varer og sluttede med al Handel.

Og, for at de kunde være længst borte far Fiskelugten, saavelsom al Tummel af dem, som drev deres Næring ved Havnen, etablerede han sig i Stenhuset med den høie Trappe og Messinggelænderet for oppe ved Byens Torv, eftersom det saa særlig gefaldt hans Hustru.

Thi der kunde de nyde baade Musiken og Paraden med den stolte Kaptein i Spidsen, som og se al den fornemme og elegante Verden spadsere forbi om Søndagen efter Kirketid.

Ikke havde hans Kone nogensinde havt slig Glæde af Livet, sa hun, som siden hun var kommet didop i den rene og lette Luft, hvor alt bare lugtede fint og fornemt.

Og intet frydede hende mere end, naar Militæret troppede op og spillede.

Men for Fronten tordnede og svang den smukke Kaptein med de begsorte Knebelsbarter sin blanke Sabel, saa hun maatte strække Halsen frem og se, hvor han gik.

Og saa nødte hun sin Mand ud med paa Paraden.

Saa ofte Kapteinen vendte sig og præsenterede, satte hun de spillende Øine forskrækket paa ham og klemte sig med et lidet Skrig ind til Manden. Aa, hvor det var galt, at han ikke var Militær!

Men nu vidste hun, hvad hun vilde. Han skulde kjøbe sig ind i Borgergarden, saa kunde hun altid se ham i Uniform.

Han maatte, maatte det endelig; det høieste, hun vidste i Verden, var at bli Officersfrue.

Men Manden stod derunder med Tungen op i sin hule Jæksel og byttede Fod og tænkte paa Tørfisken baade, hvad Pris, den kunde staa i det Aar, og hvem der vel havde knebet den ene eller den anden af hans gamle Kunder og faat al den store Fortjeneste, som før gik i hans Lomme.

Og, som Musiken spillede, syntes han, Fisken slængtes indover Bryggen, og Vippebommerne gik i Takt, uden at han var med.

Derfor svarede han ja og ha baade til det, hun sa om at gaa ind i Borgergarden og om, at de skulde invitere de militære, som laa der paa Eksercits for Sommeren, til sig.

Men saa tit den smukke Kaptein gik forbi deres Vinduer, saa han ind, og trak hun Øinene hurtig tilbage og rødmede ærbart ned i sit Fang og smilte med de smukke Tænder.

Altid barskere og djærvere stirrede han, snoende sin Knebelsbart, som han kunde true med at storme Huset. Og da fo’r hun op og flygtede forskrækket med Hænderne for Øinene ind i Stuen.

Aa gid, aa gid, hendes Mand vilde se, hvordan Kapteinen holdt Hodet og Skuldrene og bar sin Taille og marscherede i fast Takt med de klirrende Sporer.

Og hun sukkede og vred Hænderne over, at han gik med Fødderne indad og satte Mave til istedetfor Brystet.

Hvordan skulde hun holde det ud, naar han nu blev Borgerofficer og ludede som en Sjauer, der bar Fisk paa Bryggen og stampede og trampede afsted.

Hun var rent utrøstelig ved Tanken paa, at hans Taille skulde vises endda tykkere, naar han kom til at bære et rødt Skjærf rundt om Livet.

Aldrig blev hun træt af at minde og eksersere ham.

Men, efterat den fine Kaptein var budet til Selskab i deres Hus, indfandt han sig der daglig og blev som en gammel Ven. Intet sparedes for at gjøre ham det komfortabelt og behageligt, saa han altid kom igjen.

Da nu Kjøbmanden som bestaltet Borgerofficer viste sig i sin ny grønne Uniform med rødt Skjærf, blev der mellem hans Kone og Kapteinen en Vekslen af Blikke og Kremten bag hans Ryg. Naar den martialske Kaptein blinkede og lo med Øinene, kunde hun ikke for, at der nogengang kom en liden Leen eller et Jeb og Drag paa Læben.

Og mere og mere gjættede han af hendes nedslagne Øine og Væsen, at hun var inderlig betaget af Skam og Undseelse over sin Mand, og at Hjerte og Hals kjæmpede med Graad over sin Ulykke og Sorg, at hun skulde være fæstet og bundet til en saadan kluntet og lidet velskabt Person.

Men ikke hørte han en Klage af hendes Mund udenfor de bedende Øine, der dvælede ved hans, som de af ham kunde tigge sit Liv.

Der var en slig beskeden skjult Ynde ved den tause Maade, hvorpaa hun bar sit Ægteskabs Ulykke, og dertil havde hun et saa behageligt og muntert Væsen, saa Kapteinen blev stedse mere og mere indtaget i hende, og intet mere presserende vidste end at faa komme i hendes Nærhed.

Mod Høsttiden, da Afmarschen stod for Døren, blev der den største Sorg og Sukken dem imellem, og kunde han knap den korteste Stund være der fra Huset.

Dog, en Dag de sad sammen i Stuen, og Kjøbmanden skred frem og tilbage paa Gulvet i Melankoli over Tørfisken med Hænderne kneppede omvendt over sin Bag, saa han, da han pludselig vendte sig, at Kapteinen og hans Hustru fo’r fra hinanden og havde megen Lystighed i Øinene.

Og han fik nu andet at tænke paa end Tørfisken.

Det var, som Gulvet sank under ham, saa fast havde han trot paa sin Hustru, at hun dog elskede ham over alt i Verden.

Hele Natten laa han vaagen i Fortvilelse og grublede og overveiede, indtil han rent holdt paa at gaa fra Forstanden.

At hun, som sov der saa trøstig ved hans Side, – som var sa fin og skjær og saa fuld af Oprigtighed i de varme spillende Øine og havde alle de hede Forsikkringer paa Læben, – at hun skulde bedrage ham, det var hverken til at tænke eller tro.

Saa satte han sig op i Sengen og tændte Lyset.

Naar han rigtig saa ind i hendes uskyldige Ansigt, vilde al Tvil forgaa ham, mente han.

Hun laa paa Puden med Kinden op. Og, da han lyste hen paa hende, fik hun Skjæret i Øinene og fo’r i Ørske iveiret og fræste som en Kat.

Han havde set det haarede Klip og Troldmærket.

Men, da hun mærkede, at hans Blik heftede sig stivt paa hendes Øre, greb hun med sprudende grønne Øine hastig ud efter de store Ørenringe, som laa paa Natbordet.

Dog nu skjønte Kjøbmanden, at det gjaldt Livet.

Og han blev liggende stille som et Lys og lod, som han sov og intet havde opdaget, helt til det var Tid at staa op om Morgenen.

Det gjøs koldt nedover Ryggen, hvergang han prøvede at skjele hen til hende, og han maatte bide Tænderne fast sammen, at de ikke skulde hakke eller klappre.

Men imidlertid gik hans Tanker som Kjepper i Hjul.

Han stirrede ind i sin sørgelige Skjæbne. For hendes Skyld havde han mistet sin Næring, og ved deres nymodens Levevis minkede hans Formue, saa der snart ikke var langt igjen til Kistebunden.

Han skjønte nu klart, hvi Jægteskipperen saa hastig og hovedkulds var seilet sin Kaas den Nat, og at han kun havde lagt en Fælde for ham.

Om Morgenen ved Hanegal, medens Lindelin endnu sov paa sit grønne Øre, var han oppe af Sengen.

Saa skrev han hende et forskrækkeligt Brev til, at hans Kreditorer vilde være over ham alt den næste Dag og rydde og ribbe Huset for alle Eiendele lige til det sidste, de havde at sidde og ligge paa. Og, eftersom han vilde undgaa at med Arrest behæftes, flydde han nu med grædende Taarer af Land, og bad han hende endeligen om at ihukomme ham og bevare sin Troskab.

Inde i Spisekammeret pakkede han sammen allehaande gode og delikate Madvarer og hentede derefter Tobak og sin Merskumspibe. Dette tog han alt med sig og smeldte haardt i Gadedøren, at det maatte høres af alle i Huset.

Og, da han var vis paa, at ingen gav Agt paa ham, listede han sig ned i Vinkjælderen, hvor han tændte sin Pibe, smøgede og indrettede sig paa det bekvemneste.

Men, som hans Hustru havde læst Brevet, og hun lidet lystede at stige ned i Armoden, fik hun intet hastigere at gjøre end at tage ind til sig en Krukke med Blaabærsaft. Af den smurte og gned hun sig hist og her, saa hun blev rød og blaa overalt.

Derefter iførte hun sig sine fineste Klæder og dyreste og kosteligste Smykker, saa hun var saa deilig som en Brud. Men Haaret havde hun udslaget, som om nogen kunde revet det ud med Vold.

Saa tog hun Kaaben om sig og Sjal over Hovedet, for at ingen paa Gaden skulde kjende hende.

Og løb hun saa paa Morgenstunden hen til Kapteinens Bolig. Der bankede hun paa og jamrede sig lydeligt.

Da Kapteinen saa lukkede op, styrtede hun med oprakte Hænder imod ham og raabte, at hendes Mand havde opdaget deres Elskov og slaat hende, saa hun var blodig, som han vel saa.

Men for denne Haans og Skams Skyld, vilde hun nu gjøre Ende paa sit Liv.

Og havde hun ikkun derfor pyntet sig, at hun maatte blive funden anstændig og ærbar iklædt, som det passede for hendes Stand.

Dog først vilde hun sige den Mand, som hun elskede over alt i Verden, sit sidste Farvel, at han kunde se, hun døde for hans Skyld.

Da skjælvede Kapteinen saavel af Raseri over, at hun var slagen slig ganske blaa som og af sin hede Elskov.

Og vel higstede og svælgede han adskillig i Struben ved, at han saa brat og uventet skulde tumle ind paa Brudeskamlen. Men saasom hun var saare deilig og bar den heftigste Kjærlighed til ham og af den Aarsag nu var kommet i slig svar Ulykke for hans Skyld, slog han sine Arme om hende og svor ved sit Æresord, saa det bragede i Vinduerne, at hun skulde blive hans Ægtehustru, som han nu fluksens vilde føre med sig.

Imidlertid sad Kjøbmanden bekvemmelig i Trappen til sin Kjælder og stoppede Pibe efter Pibe og smøgede og hørte, hvorledes de deroppe i Stuen pakkede i Lindelins Kufferter, helt til de drog bort om Aftenen.

Men, da Vognen med stor Rammel og Larm durede henover Brostenene, stak han Hodet op af Kjælderlemmen og saa sig forsigtig om.

Og bagefter spankulerede han med Velbehag gjennem alle sine Værelser.

Samme Kvæld hastede han ned at indmelde sig i Skipperklubben og at opsøge sine gamle Kunder.

Den første, han traf, var Jægteskipperen.

De sa ingenting, der de sad sammen udover Aftenen i Skipperhuset, drak blot saare tæt Glas om Glas og smilte listeligen. –

Men i hin anden Stad levede Kapteinen i en Rus og Glæde, saa det ganske Aar var som en eneste Honningsmaaned. Han kunde ikke noksom prise Lykken, der havde givet ham en saadan Kvinde.

Og aldrig blev hun træt af at stryge i hans Knebelsbart og kalde ham sin tappre Løve. Blot han trak sin Sabel, skreg hun af Angst og faldt ham heftig om Halsen; hun var jo hans lille Kattepus, som aldrig vilde andet end det, han vilde.

Endelig havde hun faat sit Livs hedeste Begjær opfyldt, at hun fik sin daglige Omgjængelse med ingen uden militære; og det var saa Hjertet hoppede i hende, naar Sporerne klirrede, og hun saa al hans stolte Manddom og Mandhaftighed.

Paa alle de Steder, hvor den fornemme Verden stasede, lyste de to ved hinandens Side, saa at alle maatte vende sig om og se efter dem. Der var ikke en Officer uden, at han hilsede, saa Fjerbusken sopede i Gaden og sagde Fru Lindelin de artigste Komplimenter.

Kapteinen var lige saa stolt af hende som af at præsentere foran Fronten under fuld Musik.

Hver Morgen kom Oppasseren, som Kapteinen havde havt fra gammelt nu i femten Aar, og knaggede paa Døren og slap hans Støvler indenfor med mangehaande Bud og Besked, saavel fra Regimentet som fra Officersklubben.

Men Lindelin vendte sig i Sengen, saa tit han kom. Hun kunde ikke fordrage hans Ansigt, som var et Tyvefjæs, paastod hun. Og Kapteinen var blind, som ikke forstod, at Fyren baade bedrog og bestjal ham og saa havde gjort i al den Tid, han havde tjent ham.

Dog Kapteinen lo, thi, at han var ærlig og tro, vidste han vel, og det var langt fra ham at skille sig ved sin gamle, prøvede Tjener.

Men en Morgen udbrød hun i stor Heftighed, at hun grant saa paa Karlens Øine, at han spionerede dem ud for at føre Historier om dem til de andre Officerer, saa at de kunde være baade til Spot og Latter for den Slyngels Skyld.

Og hun faldt i utrøstelig Graad over, at hendes Husbond ikke havde større Kjærlighed til hende end til et simpelt og nedrigt Tyende.

Den næste Morgen, da hun saa, at Kapteinen endnu ikke havde git ham sit Løbepas, trods han vidste, hvormeget den Knægt bød hende imod, henfaldt hun i haard og stiv Krampe.

Da kom Kapteinen i stor Vaande og tyggede og sled i sin Kebelsbart.

Saa slog hun sine Arme om hans Hals og bad og tiggede ham for sit Liv om at føie sig i, at hun blev kvit den Skjelm af Huset.

Men Kapteinen kremtede og klappede hende og holdt sig standhaftig for sin gamle Tjeners Skyld.

Dog hun blev kold som Is og skjælvede og veg og satte underlige Øine paa ham. Det var, som hun følte Had ved hans Nærhed og rugede paa, om hun maatte slukke ud al sin Elsk til ham.

Da bad og besvor Kapteinen hende under stor Kvalthed i Røsten, at hun ikke for en slig Grilles Skyld maatte tage sin Kjærlighed fra ham.

Men, saa tit han bønfaldende trak hende til sig, gled hun fra ham lig en Søvngjængerske, som hverken saa eller hørte.

Og mod Kvæld lagde hun sig stiv hen og vilde intet svare.

Da han saa rev sig i Haaret og faldt paa sine Knæ, skreg hun i Vildelse, at enten skulde han gjøre Skilsmisse med hende eller med den Karl. Heller ikke maatte han faa en hæderlig Afsked, men udvises og jages for alles Øine som en utro Tjener.

Men Kapteinen syntes, den smukke Lindelin blev ham for dyr, der han nødt og tvunget maatte handle imod sin egen Ære, saa han ikke mere turde slaa Øinene op paa den ringe Tjener, om han siden mødte ham.

Efter dette var hun igjen hans egen lille Kattekilling og i perlende Humør.

Hun vidste ikke, hvad hun skulde finde paa for at gjøre ham tilpas. Epauletterne skaffede hun skinnende pudset med Kridt og Støvlerne saa blanke, at hele Regimentet kunde speiles i dem.

Medens Musiken spillede, og Trommerne hvirvlede, og Soldaterne marscherede ét to, ét to, og tip tap, kunde hun aldrig blive mæt af at se sin Kaptein, naar han skreg og svang Sabelen i Solen allerforrest.

Og Kapteinen dreiede lunt sin Knebelsbart, naar de andre Officerer skelede og havde sine Øine kun til den K ant, hvor hun var, og kappedes om at række hende de prægtigste Buketter.

Men én Gang just, som han tordnede som værst til Anfald Geværet! hændte det, at alle Tilskuerne pludselig vendte Hoderne efter en ung Præst, som gik op ad Gaden i Samarie og Pibekrave om Halsen.

Og næste Søndag blev Pladsen helt tom for Tilskuere, fordi alle maatte i Kirken og høre paa den ny Præst, som var kommet til Staden. De fineste og fornemste Herrer og Damer stormede did og trængtes i Iver og Heftighed om at komme først.

Da blev ogsaa Lindelin saare begjærlig efter at se og høre ham, som de alle løb efter. Hun var saa forhippet, at hun knap kunde bie til Ugens Ende.

Saasnart det lysnede af Morgen paa Søndagen, vækkede hun Kapteinen, for at de kunde være betids ude.

Og, da de var tidligt ved Kirkedøren, før den aabnedes, og biede og holdt hart ved, naade de frem i den forreste Stol.

Der sad hun den hele Tid stiv som et Lys og stirrede paa Præsten.

Aldrig havde hun set et saa deiligt Ansigt.

Og Natten efter laa hun og kastede sig og græd og tudede over alt det syndige Liv, de førte der i Huset med Kortspil og Turing og alskens Letsindighed, saa Kapteinen ikke fik lukket et Øie for Suk og Jammer.

I de næste Dage talte hun lidet og gik vemodig og resigneret i sin Skjæbne, at hun skulde være bundet i saamegen Verdslighed. Og, naar Kapteinen vilde opmuntre hende og spøgte og lo, saa hun paa ham med bedrøvede Øine, der stumt bebreidede ham, at han kunde henfalde i slig tankeløs Glæde.

For sin gode Freds Skyld, at hun ikke maatte fortvile og fylde Huset med Sukke saa lang, Dagen var, maatte han nu følge hende saavel til Morgenandagt som Høimesse og Aftensang og derhos til alle de opbyggelige Møder i Ugen.

Som Præsten var kommet høilig paa Moden, blev Trængselen større og større.

Og undredes han meget, saa han hartad forvirredes i Talen, over den skjønne unge Frue, som altid sad der urørlig og stille lige foran Prækestolen og stirrede paa ham med funklende Øine, der end mere glimrede af hendes Taarer, saa hun fast saa ud som en Helgen.

Men af og til pintes Kapteinen af Kjede ved den lange Prædiken, saa han kremtede vældigen og satte Hælen i Gulvet og snoede sin Knebelsbart langt ud.

Da gnistrede hendes Øine slig grønt paa ham, som han vel huskede og kjendte; og straks bøiede han Hodet ned og blev spag.

Hjemme fandt hun nu liden Smag ved alt, hvad han sagde og gjorde efter sin Krigsmands Skik og Vane.

Hvi talte han saa høit, og traadte han saa fast og dundrende, naar han dog vidste, at han gik med Afgrundens Forskrækkelse under Fødderne.

Og denne hans Snurren paa Knebelsbarterne var hende inderlig imod, særlig som han dreiede dem saa trodsig opad istedetfor i Ydmyghed at glatte dem, saa de blev hængende nedad.

Og, naar Kapteinens Støvler nu kom blankede ind, rystede hun sørgmodig misbilligende paa Hodet; thi med dem skulde han efter sit forfærdelige Haandværk vade i Blod, og Sporerne klirrede af Hovmod og al vederstyggelig Grumhed.

Saa tit hun kom fra Forsamlingerne, var hun fast ikke til at tale med for Kapteinen. Hun vred Hænderne og stønnede, at hun var en ulykkelig Kvinde, som sad her fangen i ikkun Verdensglæder, som i et Bur.

Men en Dag iførte hun sig en saare klædelig snever sort Kjole af Silke med fine Kniplinger for Hals og Ærmer og biede den Tid, hun vidste. Præsten kom hjem fra Aftensangen.

Da bankede hun sagte paa hos ham.

Men ved hans Kom ind aabnede hun ikke Døren.

Og atter bankede hun frygtsomt paa, saa han selv tilsidst maatte lukke op.

Hun blev staaende inde paa Gulvet med Bæven, og kun engang imellem slog hun Øinene op med Graad paa ham.

Da nødte han hende til at sidde ned.

Han syntes usigelig Synd i den unge, deilige Kvinde, som var saa opfyldt af Sorg. Og han lagde sin Haand varligt paa hendes og bad hende inderligen, at hun skulde oplukke sig og betro ham, hvad der laa hende saa tungt paa Sinde.

Men hun rystede blot paa Hodet og sukkede, at hun var en stor Synderinde.

Men, som han meget nødte hende, aabenbarede hun ham under svare Sukke sin Samvittigheds Pine og dybe Fortvilelse over at være fæstet og bundet til en Ægtefælle, hvis Haandtering ikkun var Mord og Blodsudgydelse.

Først ved Præstens Røst, der var hende som Himmelens Klokker, var hun blevet vækket, og hendes Øine ret opladte til at indse den Fortabelsens Skjæbne, som hun i sin Troskyldighed var lokket ind i.

Og hun græd bittert, saa Taarerne vædede hans Haand.

Men, da han fornam, at hun var i Sjælenød, talte han længe og mægtig til hende, saa hendes Bedrøvelse meget husvaledes. Og hun bad ydmygeligen med sagte Røst om, at forundes at faa ham slig i Tale nogen Gang igjen, naar hendes Trængsel ikke blev til at udholde.

Og, eftersom han lovede dette, gik hun bort nær med Glæde.

Men den unge Præst drømte siden den ganske Nat om det taknemmelige Smil, hun gav ham til Afsked.

Dog for Kapteinen blev det en haard og strabadserlig Tid; thi ikke manglede det paa, at hun lod ham forstaa, hvilket vidrigt Væsen der fulgte med hans Profession.

Ikke kunde han vægre sig for engang imellem efter sin Omgang og Tur at indbyde Officererne til en L’hombre eller Whist eller Boston, hvorunder de røgte Tobak og nød stærke Drikke og fortalte Historier udover Aftenen, saa Latteren skraldede. Da gjaldt det for Kapteinen at holde Kontenancen, der han sad med svedig Pande og agerede lystig, og vidste, at hans Hustru gik hel lummer indenfor i Soveværelset.

Og forløb det heller ikke bedre end, at han en Aften, da Officererne under Sang og lystig Tale vel var bortgangne, fandt hende reiseklædt og som færdig at drage af Huset.

Under dybe Støn sukkede hun, at længere kunde hun ikke udholde dette syndige Levnet. Hun maatte ryste Støvet af sine Fødder og forlade dette Verdensglædens og Letsindighedens Hjem og fare ud nogetsteds og gjøre Bod.

Men Kapteinen, som var glad og opstemt efter Soldet, stillede sig i Døren med Favnen vid aaben og raabte, at ikke slap hun ud fra ham i Mulm og Mørke.

Dog, hun saa høitidelig paa ham og knyttede sin Hat under Hagen.

Da blev han forfærdet og fo’r hen og holdt i hendes Kjole. Under mange Kjærtegn bad og tiggede han, at hun dog ikke maatte forlade ham og gjøre ham saa ulykkelig. Hun maatte nævne hvadsomhelst, og han skulde intet nægte hende. Ja, for at se hendes deilige Øine uden Taarer, vilde det endog være han største Plaisir, om hun inviterede lutter stille geistlige Personer til Huset.

Men hun rystede blot bedrøvet paa Hodet og klagede og jamrede sagte, at for sin Samvittigheds Skyld kunde hun ikke blive i et Hjem, hvor Tobaksluften stinkede og dampede ved Dag og Nat, som en Røgelse til den onde.

Da stirrede Kapteinen en Stund i Gulvet.

Men, som hun rykkede sin Kjole til sig, for at slide sig løs fra ham, raabte han erbarmelig, at aldrig skulde den Urt Tobak dampes af hans Mund eller endog tygges, om hun blot igjen vilde lade sig trøste og forsone.

Saa opgav hun sluttelig sit Forsæt.

Dog Kapteinen skelede siden tit og ofte hen til Væggen, hvorfra hans Hustru havde nedtaget Piberne og han tordnede græsselig ude ved Regimentet af sit onde Humør.

Men, ret som det var, tyde Lindelin nu hen til den unge Præst.

Og altid mere vandt han hendes Fortrolighed, saa deres Samtale stedse drog sig længere ud og de ofte hartad havde ondt for at skilles.

Af sit Hjertes Oprigtighed betroede hun ham derunder ogsaa alt, hvad hun vidste om Menigheden, særlig om de andre Fruer og Frøkener, hvordan de hviskede bag deres Lommetørklæder endog i selve Kirken; og lige efter at have fældet Taarer, saa det vel saa ud som den sande Ruelse, fløi som gale efter Pynt og Stas i Selskaber, ja endog dansede med de værste Spottere.

Naar Samtalerne var tilende, og hun igjen var borte, sad Præsten længe og sukkede og længtede saart efter, at hun maatte komme snart igjen.

Men om Søndagene iagttog Kapteinen med rynkede Bryn, hvorledes Præsten hele Tiden kun vendte Talen til hans Hustru, og hendes Øine igjen hang ved hans Læber.

Altid frommere og mere andægtig ludede hun med Hodet. Og, som Kapteinen sad og hang og saa og saa paa hende, skvat han en Dag op og blev ganske hvid i sit Ansigt.

Thi der, hvor Guldbaandet fæstede i Øresnippen, løb som en Rand af noget mørkt Haar, og der var grant at se et Klip fuldt af grove, tætte Stubber Dyrehaar, som ikke kan tilligge et Menneske.

Nu forstod han Troldets Væsen og begreb hendes vredne og uræsonerlige Villie og Halsstarrighed som og al hendes Troldforlibthed.

Saalænge Tjenesten varede, sad han saa stiv som en Støtte og holdt Haanden paa sit Sværd. Hans Agt var at skille hende af med Hodet, straks de var udenfor Kirkedøren.

Dog, som han overveiede, at Øvrigheden og andre kanske ikke vilde saa som han skjønne og eragte, at hun havde et Trolds Natur, gled Haanden sagtelig ned fra Sværdfæstet.

Han indsaa, at han i dette vanskelige Tilfælde maatte hellere fare listeligen frem.

Da han kom hjem, gik han op og ned af Guldet med meget betænkt Mine og kastede Blikke paa Hustruen, saa hun rent forundrede sig.

Af og til stansede han foran Væggekartet med de store Globuser af Jordens to Halvdele og tog Maal med Fingrene.

Og for hvert Spand med Pege- og Tommelfinger, regnede han høit et tusind Mile og et tusind og saa et halvt Spand, som var fem hundrede.

Saa rystede han paa Hodet med dybe Sukke og stirrede paa hende.

Lidt efter var han henne og grublede saare fortænkt ved sine Pistoler.

Og, da nu Tiden kom til Aftensangen, undskyldte han sig med mange venlige Ord, at han ikke var istand til at følge hende, eftersom han havde faat et saa alvorligt Anliggende at tænke paa.

Men, hvad det var, kunde han ikke meddele hende før om Aftenen.

Da hun, drevet af sin Nysgjerrighed, ilsomt vendte tilbage i Mørkningen, hørte hun Kapteinen veksle høirøstede Ord med nogen inde paa Kontoret, og hun stillede sig ved Døren for at lytte.

Der taltes om mange underlige og forskrækkelige Ting, om glubende Løver og Tigre, som maatte fældes, om farlige Slanger og græsselige Urangutanger i Urskogene, og om de indfødte, som skjød med giftige Pile og stegte og aad Krigsfanger, men tog de hvide Kvinder til Slavinder, naar de var smukke, og deres lange Haar ikke for stærkt fristede til at skalpere dem og trække af dem Hovedhuden.

Derimellem stønnede og sukkede Kapteinen:

Min stakkars Lindelin, min stakkars Lindelin; jeg véd, hun følger mig til Jordens Ende.

I hel Forfærdelse aabnede hun Døren, og saa da, at den gamle Oppasser, som hun saa inderlig hadede, laa paa Gulvet og pakkede allehaande Reiseklæder og Vaaben, saa at Værelset var i én Forvirring.

Men Kapteinen kom komfus ud, som han endnu ikke havde ventet hende.

I den anden Stue kastede han sig i en Stol, slog sig for Panden og saa bedrøvet paa hende:

Saa var da Stunden kommet, raabte han, da det fik briste eller bære og hendes Kjærlighed staa sin Prøve.

Thi endnu inat, naar Skibet gik, maatte hun være ham følgeagtig til et fjernt bortliggende Land, som kaldtes det sorte Afrika. Der havde han forbundet sig til at føre et Regiment i Krigen mod de vilde.

Dog, hun behøvede ikke at forskrækkes eller frygte; thi saalænge en Draabe Blod flød i hans Aarer, skulde hun være sikker og tryg mellem Kanibalerne. Og, tog Kampen end endel Aar, vilde Lønnen blive uvisnelig Ære og Berømmelse.

Ingen anden skulde følge ham end hun og hans gamle tro Tjener, som han nu indsaa, han havde gjort den største Uret.

Og derpaa raabte han ind paa Kontoret og spurgte, og Tigerriflen var lagt i Læderhylsteret og Sprænggranaterne vel forvarede.

Da smilte Lindelin blidt og spurgte blot beredvillig om, naar Skibet skulde gaa.

Men Kapteinen kjendte Øinene slikke med grønt Lys paa sig.

Da hun fik høre, at det ikkun var nogle Timer til Afreisen, mente hun, at saa var det paa høie Tid for hende at fare ud i Staden og gjøre de nødvendige Indkjøb, til hvilken Ende hun maatte ha mange Penge.

Og hastig var hun henne i Lommebogen, og tog, hvad der var.

Lige efter fo’r hun ind i Soveværelset og rapsede af Skuffer og Gjemmer alle sine Smykker og Dyrebarheder, dem hun samlede ned i en Haandkuffert.

Saa smeldte Gangdøren igjen efter hende.

Siden var hun ikke at se i Huset.

Men Kapteinen, som om Eftermiddagen havde været hos den øverstbefalende og faat Permission for at studere Krudtets Sammensætning i de forskjellige europæiske Lande, pakkede sine Reiseeffekter og fo’r ved fastsat Afgangstid i Springmarsch ombord med sin gamle Oppasser.

Samme Nat vækkedes den unge Præst ved, at der ringedes paa hans Dør.

Udenfor i Maaneskinnet laa en Kvinde sammensunken paa Trappen.

Da han saa til, var det den unge Kapteinsfrue.

Hun vred og jamrede sig og hverken talte eller hørte, hvad han sagde.

Men, da han nu reiste hende op, blev hun ganske bleg hvid og besvimede i hans Arme, saa han maatte løfte hende indenfor.

Medens han bar hende, slog hun sine Hænder i Fortvilelse om hans Hals som et Barn, der intet véd af sig, men hænger ved af sin Utrøstelighed.

Da stænkede han hendes Ansigt med Vand og lod hende lugte til nogen stærk Eddike.

Men, da hun en Stund havde ligget stille hen, sprang hun pludselig i Forfærdelse op og stødte ham fra sig og raabte:

Præst, hvi er jeg her? Eller drømmer jeg kun, at Du er hos mig?

Saa spurgte hun hulkende: Hvorfor handlede Du saa, at Du tog en anden Mands Hustru ind i dit Hus, og gjorde os begge den Vanære?

Og med smilende Taarer berettede hun, at hun havde forladt sin Mand i denne Nat, fordi han vilde føre hende ud i et Syndens Liv fuldt af Mord og Drab og slig Vederstyggelighed, at Blodet størknede og stivnede i hendes Aarer af Gru.

Men at lide for sin Samvittigheds Skyld var nu blevet hendes Glæde. Hun vilde ikkun leve for at gjøre Bod og bekjende for Menigheden sin Synd.

Og med nedslagne Øine og dyb Undseelse skriftede hun for ham, at hun havde en stor jordisk Kjærlighed at afbede, saa, naar den Person, hendes Hjerte var henfalden til, ikke var hende nær, blev alt hende som idel Mørke.

Da blev Præsten meget forvirret og omspændt af mange Tanker. Denne deilige Kvinde forstod i sin store Enfoldighed ikke, at Verdens Domme var giftige Pile.

Dog, ikke havde han tænkt at søge hen i den hellige Ægtestand endnu paa mange Aar.

Men, eftersom hun drog ham saa usigelig ved sin Skjønhed og Fromhed, saa hun fast var som et uerfarent Barn paa denne Verdens Ting og dog lig en Helgen i Hjertets Dybde og Renhed, opsteg der i hans Sind en Beslutning.

Og han fæstede sine Øine med stærk Magt ind i hendes og spurgte, om hun efter Skilsmissens lovlige Tid vilde blive hans Hustru?

Bevæget og skjælvende gav hun ham Løftet i et stille Kys, som knap rørte ved hans Pande, fast han kjendte det som Ild.

Men Lindelin vandrede bodfærdig under Skilsmissens Tid og Frist, ensom og ydmyg, altid under et graat Hoveddække.

Og hun blev æret nær som en Helgen.

Saaledes forløb Adskillelsens lovlige Tid.

Da nu Præsten mindede hende om hendes Løfte, sænkede hun Hodet og lovede at blive ham en Hustru i hans Hus.

Der blev da stor Glæde i Menigheden.

Og bragte hver sin Gave til Brudehuset, saa der skinnede af Sølv og Guld.

Der kom Lysestager og Opsatser, Syborde og Skriveborde og Lintøi og Lagener med allehaande Kniplinger og Gulvtepper af de Brüsseler lige ud i Kjøkkenet, – alt i de tækkelige Mønstre og Farver, som kunde passe i et saadant stille aandeligt Hus.

Og holdtes ogsaa Bryllup i beskeden Stilfærdighed, saa Brude og Brudepigerne som ogsaa Følget var klædt kun i mørkt som til en Søndag i Kirke.

Nu oprandt der søde Honningmaaneder i Præstens Hus, saa han nær trode sig i sin fromme og deilige Hustru at eie Himmelen paa Jorden.

Og hendes Iver og Opmuntringer og Formaninger til, at han ikke skulde aflade i sit Kald, blev ikke mattere, som Tilfældet med mange Hustruer; men altid kraftigere.

Trods Regn og Sne og Slud eller Mørke lukkede hun ham ud, at han kunde virke i sit Embede.

Selv samlede hun de frommeste Fruer og Frøkener ved sit Kaffebord til opbyggelig Samtale.

Og randsagede de da i Alvor og Kjærlighed sit Levnet og sine Hjerters Tilstand, der bar Fromheden kun som en Kappe, hvormed de skjulte sit Hovmod eller endog forfængelige Begjær efter at tilvende sig Anseelse i Menigheden.

Der blev sukket over manges Skrøbelighed, og med sænkede Øienlaag kom meget for Dagen, som høilig maatte bedrøve et fromt Hjerte.

Alle lod de af deres Væsen og Tale vel fremskinne, at Lindelin var det stille Lys, ved hvilket Præsten tændte sin Fakkel, og at hans Kraft var hende at tilregne.

Men bagefter gav Præstefruen sin Husbond al nødvendig Besked, at han kunde vide, hvor han skulde vende sin Nidkjærhed til Revselse og hvor til Trøst og Opmuntring.

Saa tidlig som Morgenen randt, mindede hun ham om, at Dagen var der, og at der altid var en Sjæl at frelse, om han saa skulde søge den paa Gaden.

Naar hun saa havde opfyldt sin Pligt som hans Medhjælp, sov hun trøsteligt og sødeligt ind igjen, saa hun fast murrede og knurrede i sin Hovedpude af sin gode og behagelige Bevidsthed.

En Nat, han mødigen og silde kom hjem, vaagnede hun og strakte sig og sagde, han havde vækket hende af saa skjøn en Drøm. Hun havde set ham blive grebet og pint som Martyr, og de havde just begyndt at vrænge og flænge hans Hud af ham.

Da stirrede han vist paa hende, og Sveden brast ud af hans Pande.

Men hun raabte, medens hendes Øine spillede paa ham i et underligt Lys,han ei før havde set hos noget Menneske, at hun intet hellere vilde ønske end, at han daanede midt i sin Gjerning paa en Søndag for hele Menigheden, saa alle kunde se hendes Nidkjærhed, at hun ikke holdt ham tilbage i noget.

Da prøvede Præsten sig i sit inderste Hjerte og tænkte, han havde været hovmodig, at han i sin Skrøbelighed havde begjæret en Kvinde, der stod saa høit over ham og nær var fuldkommen.

Men ved Fru Lindelins Kaffebord blev der i denne Tid megen Tale og Forargelse.

Hver vidste at berette om Mænd og Kvinder, endog af de mest ansete, som begav sig hen at se det ny Beriderselskab, der var kommet til Staden og holdt Cirkusforestillinger under stor Larm og Tummel og Musik.

Der sukkedes meget over den Fristelse, som her var udlagt som en Snare.

Halvnøgne Mænd, kun i Tricôt, stillede sine Legemer frækt tilskue, og Kvinder fo’r i de usømmeligste Klædebon fra Hesteryggen gjennem Tøndebaand og gjorde Kulbøtter i Luften, saa hvert Menneske maatte blues.

Store røde Plakater trak som med Helvedes Indskrift paa hvert Hjørne Folket ind ved allehaande besnærende Løfter, medens Trompeterne skingrede ud fra Cirkustaget.

Og de berettede og beskrev, den ene mere mistrøstig end den anden, Fristelsernes Art og Natur og udmalte dem i de nøieste Omstændigheder.

Atter forlød det, at der var ganske nyt Program.

Da talte Fru Lindelin med stor Kraft til Præsten, at her ikke var Tid for Svaghed og Lunkenhed.

Det gjaldt om at bespeide den ondes Fæstninger, om de skulde beseires og overvindes. Derfor maatte han endnu selv samme Aften, som var den første med det ny Program, følge hende til Skuepladsen, saa de begge kunde se og dømme.

Men Præsten rystede paa Hodet af hendes glødende Iver, som ikke ansaa verdslige Hensyn. Og han talte for hende, at saadant ikke sømmede sig for Folk i deres Stilling.

Da haanede hun ham i hans Ansigt og spyttede og jebede af Foragt for hans vamle Frygtagtighed.

Og, som Præsten med varme Ord vidnede, at hans Tanke var ren, svarede hun og mente, hun havde givet sig hen kun til en Hykler, om han ikke beviste det anderledes nu i Gjerning.

Da lovede han med sin dybeste Gravstemme, at han vilde følge hende, om det var lige i Døden.

Og samme Aften sad de paa den Plads i Cirkus, hvor de bedst saa Beriderne, hvor og hele den fornemme Verden var.

Præsten var da den ganske Tid som en bleg Støtte, færdig til at oplade sin Røst. Men hun holdt ham ved Albuen og hviskede og varede ham, at hans Tid endnu ei var kommet.

Men, naar den behændige Berider suste forbi paa Hesten, saa Sandet sprudede, spillede Lindelins Øine paa ham over Viften, saa hans Blik snart ikke mere aflod fra hende.

Saa tit han elastisk dissede paa Hestens Ryg for at vove Spranget over Linen, smilte han hen til hende.

Og, naar han lykkelig og vel kom ned igjen, udstødte hun et lidet Skrig af sin Angst for ham.

Næste Morgen fik hun knap Søvnen ud af Øinene, før hun med stor Iver udbrød, at nu gjaldt det ikke at være vaklende eller i nogen Maade vige, saa Folk kunde se og skjønne, at det kun var Nidkjærhed, som drev dem.

Og, eftersom Præstens Embede kaldte ham andetsteds, saa hid og saa did, vilde hun for sin Person alene trodse al vrang Udlæggelse og sidde der, hun sad, hos Beridertruppen hver evige Aften baade i denne som og i næste Uge. Hun havde for sikkert hørt, at der igjen vilde komme nyt Program endnu mere lokkende og bestikkende endog, end det forrige.

Som Præsten var en meget øvet og forfaren Sjælekjender, opsteg der et Øieblik som en Tvil i hans Sjæl, om der kunde være noget Element af Fristelse og Dragning ogsaa hos hende.

Dog, da han saa, hvorledes hendes Øine lyste af Begeistring, forkastede han saadan Tanke.

Men, hver Aften, saa snart Musiken lød, og Paukerne dundrede paa Cirkus, indfandt hun sig og tog sin Plads saa nær ved Barrièren, at Sandet sprudede op paa hende af Hestene.

Saa tit den smukke Berider fo’r forbi staaende opreist paa Hesteryggen, bøiede han Hodet med det sorte krøllede Haar, der glinsede af Pomade og saa langt og ildfuldt paa hende med sin fiffige Mine. Og hun gav ham forborgne Smil bag Viften.

Han blev altid holdende med Hesten, hvor hun sad, indtil den trykkede og ryggede mod Gelænderet.

Naar Huset saa rystede af Applaus og Fanfare, og han kom ganske nær, vidste hun behændig at kaste en enkel Rosenknop, saa den hægtede sig ved hans Bryst eller Sadel.

Og Berideren trykkede med betydningsfulde Blikke Blomsten til sine Læber, og da talte og hviskede de lønlig sammen, medens hendes Øienstene fordækt rullede under Laagene.

Men Præsten gik trøstig i sin travle Gjerning.

Dog, en Aften, han kom hjem til sit Hus tidligere end ellers, og han stod og aftog sin Præstekjole, blev han saare betænkt.

Thi istedetfor de vanlige fromme Toner fra sin Hustrus Læber hørte han, hun gik og nynnede inde i Sovekammeret paa Stumper af letsindige Melodier, dem han syntes, han vel erindrede fra hin Aften, han sad i Larmen og Hestetumlen.

Da han saa ind til hende, stod hun og klædte sig for ogsaa denne Aften at besøge Beriderne.

Hun stod just og vandt op sit Haar med en Rullepinde for at det skulde krølle sig i allehaande Lokker.

Og han maatte vel undre sig, eftersom hun var vant til at bære det tugtigt og glat nedtunget.

Medens hun holdt Lyset op for Speilet for bedre at se, nærmede han sig paa skjælvende Fod.

Men han stansede som slagen af Lynet. Thi just paa det sted, hvor Ørenringen med den grønne Sten pleiede at fæste, faldt Lysskjæret lige paa et stygt, haaret Klip, der gabede som det aabenbare Troldmærke.

Medens han endnu som fastnaglet stirrede ind i Speilet, blev hun ham va’r. Der skjød to grønne Glimt op i hendes Øine, og med ét blaaste hun ud Lyset.

Da det igjen var tændt, havde hun hastig vidst at faa sat Ørenringen ind.

Og hun begyndte at sukke og tale bevægelige Ord om, at hun maatte gaa en daglig Bodsgang til hin Syndens Hule.

Medens hun vedblev at smidske og smyge og glide om ham og spørge til hans Gjerning tog Præsten ikke Øinene fra hende.

Stirrende stivt paa hende og holdende hende fra sig med Blikket, gik han baglænds ind i sit Studerekammer.

Der fik han grebet i den sorte Bog fra Wittenberg.

Og nu begyndte han at mane.

Under Læsningen slog hun Øinene sky op paa ham og lod uskyldigen, som hun ikke forstod, at det var andet end Præstens Aftenbøn.

Men længere og længere smøg hun sig undaf.

Og hastigere og hastigere svindsede og listede hun om i Skuffer og Rum og rapsede og tog.

For hver Dyrebarhed, hun rørte ved og gjemte ned i Reisesækken, gik det rappere og rappere, som om hendes Fingre brændte.

Guld og Sølv smat ned. Hun sopede til sig som Katten karrer Gløder ud af Ilden med Poten.

Saa gled hun lydløst ud af Døren.

Men paa Cirkus lyste og dundrede det.

Musiken spillede, og Hestene jagedes med hep, hep og slog og dunkede i Barrièren, medens Piskene smeldte, og Publikum skreg og trampede.

Men, da Berideren, som de raabte og klappede til, saa Bygningen rystede, red ud, stod Lindelin pludselig ved hans Hest og strøg den og lo op til ham med funklende Øine.

Og hvergang han igjen kom sprængende uf fra Arenaen, stod hun der paa samme Vis og klyngede og strakte sig op mod ham.

Og de hviskede og snakkede længe sammen.

Saa spurgte hun med hede Blikke, hvilke var hans to aller raskeste Løbere.

Og, da han pegede ud en sort og en hvid, bød hun Staldmesteren lægge Sadlerne paa dem, saasnart det sidste Ridt var tilende.

Samme Nat var hun flygtet af Byen med den smukke Berider. –

– Og mange Uger gik der ikke, før Truppen holdt Indtog med staselige Heste i en langt bortliggende og fjern Stad.

Musiken og Paukerne dundrede og skignrede, og store blaa og gule og røde Plakater lyste paa alle Gadehjørner med Afbildningen af deres Primadonna, den uforlignelig deilige og hidtil uovertrufne Skolerytterske Lindelin.

Paa Arenaen red hun i lang Fløilskjole med Herrehat og en straalende Agraffe i Brystet.

Af og til berørte hun let Hesten med den fine Ridepisk, hun førte i sin elegang behanskede Haand, og fra den noble Skridtgang slog den saa om i et eller andet nydeligt dansende Gallop, hvortil den var indredet.

Saa tit Fodskiftet forandredes, smilte hun op til de fornemme Loger og gav tilkjende, at hun vidste, de kun rigtig forstod det.

Men til Publikum, som klappede, nikkede hun let, som hun helst ønskede den rette Opmærksomhed og intet for sin Person.

Og, naar hun havde redet det fulde Antal Gange rundt Arenaen, berørte hun Hesten med Pisken paa begge Bove for at lade den knæle til Afsked.

Da brød Tilskuerne, der ikke havde faat Luft for sig for al den Nobelhed, ud i øredøvende Raab og klappede og trampede som rent ude af sig.

Men den anstandsfulde Skolerytterske bevarede det samme fine vemodige Smil, som viste, hvor uberørt hun var af deres Ros.

Og Aften efter Aften blev Publikum mere stormende begeistret for den skjønne Lindelin.

Men, naar hun fulgt af Bifaldsraabene og Blomsterne kom ud fra Skuepladsen, og den smukke Berider ventede for at modtage hende og løfte hende af Hesten, stødte hun ham nu oftere og oftere heftigt fra sig.

Hendes Øine sprudede stedse vildere, og hun jebede og skreg til ham, at han stinkede af Stald og var i alle sine Lader med sit behagelige Grin saa plump som en Staldknegt.

Dog Berideren havde sin Vis fra Hestene at tugte og dressere for Nykker.

En Aften, da Taalmodigheden forgik ham, tog han sin største Svøbe med ind i Sovekammeret. Og, da hun nu raabte, at derinde ikke var nogen Staldremisse, taug han som en Mur, til det rette Øieblik, da hun var kommet i Natdragten.

I samme Nu hven Svøben i Luften.

Da fo’r hun imod ham og vilde hugge ham i Ansigtet med Neglene.

Men Slagene faldt og sved, og alt det hun krympede og vred og krummede sig og skreg og dansede og baade hylede og vinede, suste Svøben kun desto ubarmhjertigere, og snode den flettede lange Piskesnert sig om hendes Krop med røde Striber, saa hun tilsidst dreiede sig rundt som en Top.

Pludselig kastede hun sig ned og slæbte sig over Gulvet hen til ham paa sine Knæ, og med Øine fulde af den største Kjærlighed og Anger kyssede hun Piskesnerten.

Og saa elskelig og sød og ydmyg og angrende en Viv som hans Lindelin havde Berideren ikke troet, der kunde gives i Verden.

De næste Aftener viste hun for Tilskuerne et yndigt stille Væsen. Hun red med sænket Hode og nedslagne Blikke, saa de mørke Fløils Øienfryndser skyggede Kinderne; men, naar hun gløttede op paa Berideren, spyde Øinene Ild.

Blandt dem, som indfandt sig i Cirkus for at se Skoleryttersken, var en høi Statsmand, som nys var ankommet til Byen. Han havde netop mistet sig Hustru, og var rent utrøstelig, og han havde foretaget denne Reise kun for at adsprede sig i sin dybe Sorg.

Vel havde Lindelin før set den lille Mand med det kridhvide Haar og den høie, smale Skaldepande sidde der paa en af de fløilsbetrukne fornemste Pladser.

Men nu, han kom med de mange Ordener under Overfrakken fra nogen Societet, hvormed de havde æret ham, slog hun pludselig under Ridtet Øinene funklende op lige paa ham, saa han studsede.

Siden saa hun hver Aften hastig og sky op til ham, som en ung, nysgjerrig, sværmende Pige, der aldrig kan faa nok af Synet.

Naar han strakte sig og klappede til hende, opdagede han, at hun skjælvede paa Haanden, som holdt Tøilen, og bøiede sig i usigelig Forvirring over Hestens Hals.

Han mærkede grant, at ved enhver af hendes Præstationer var det ene og alene ham, hun havde i Tankerne.

Da smekkede han paa Snusdaasen og tog sig betænkt den ene Gang efter den anden en Pris.

Og, som han under disse sine smaa Funderinger engang heldede sig langt udover for at se efter hende, tabte han sit Lommetørklæde.

Men Lindelin vendte Hesten med Kaprioler og lod den knæle. Hun tog Tørklædet op paa sin Ridepisk og rakte ham det med en straalende og spillende Fryd i Øinene og et saa henrivende barnsligt Smil fra friske hvide Tænder, saa den gamle sorgfulde Herre blev helt oplivet.

Og den ganske Nat syntes han, det var som en Glæde og Lise at dvæle ved Erindringen om den stolte, noble Skolerytterske, der saadan havde fundet paa at give ham sit Sværmeri.

Ved de efterfølgende Forestillinger var det altid som det glædeligste Gjensyn dem imellem; og gav hun ham, straks hun blev ham va’r, et Overraskelsens Smil, saa hans Hjerte bankede.

Og, naar hendes Øine tilsidst om Aftenen hang dvælende ved ham til Afsked, blev det mere og mere som en sørgelig Skilsmisse.

Da Dagen for den gamle Herres Afreise endelig var fastsat, mente han nu, Aftenen forud, at kunne unde sig et sidste Syn af den fortryllende og interessante Skolerytterske, der i saa høi Grad havde beskjæftiget ham.

Hed og begeistret af at have nydt hendes herlige Ridt og Fremtræden gjennem Programmets første Afdeling, begav han sig under Pausen ud i Staldene for at bese de smukke Heste.

Og Skoleryttersken kom ham glædestraalende og undselig imøde og tilbød selv at udpege ham de ædleste af Dyrene.

Snart stansede hun ved det ene og snart ved det andet af dem og klappede og kjælede og lod Fingrene fare gjennem Hestens Manke, medens hun lo til ham frem over dens Nakke, og hendes Øine funklede og spillede.

Saa maatte ogsaa han stikke Fingrene i Manken, at han kunde kjende Dyrets ædle Finhed.

Og traf det sig saa, at deres Hænder oftere og oftere mødtes og blev hængende altid længere ved hinanden.

Som de stod slig, kastede hun sig pludselig overvældet af sin dybe Bevægelse ind til hans Bryst og brast ud i en Taarestrøm og hulkede, at han var den første Ven, hun under sin store Forladthed havde fundet i Verden, og hun var pint næsten til Døden af de simple og gemene Omgivelser, hvori hun levede.

Hvordan hun var kommet ind i dem, sukkede hun, kunde hun ikke selv sige.

Det eneste, hun erindrede fra sin tidligste Barndom, var en Vugge med Silketeppe og smaa forgyldte Kroner. Hvem hendes Forældre var, vidste ingen. Aldrig, aldrig havde hun kjendt nogen.

Da saa Musiken igjen begyndte, og Afskeds-Øieblikket var der, formaaede hun næsten ikke at slippe ham.

Hun kyssede ham og smilte til ham og græd utrøstelig ved hans Bryst.

Men den store Statsmand gik til langt ud paa Natten søvnløs i sin Salon hjemme i Hotellet og dreiede og dreiede paa sin Guldsnusdaase.

Det syntes ham, som han i denne paa engang saa stolte og troskyldige Kvinde kunde finde en ny Ungdom og gjenvinde sin tabte Glæde.

Men her gjaldt det at gribe Lykken ved en hans faste Karakter værdig kraftig Beslutning.

Og saaledes gik det til, at den feirede Skolerytterske ved hans mægtige Indflydelse blev udløst af Beridertruppen.

Det følgende Aar berettede Aviserne under stor Opsigt, at den skjønne Lindelin var blevet en berømt Statsmands Hustru.

*

Men i den samme By, hvor hin Kjøbmand bode, der engang i sin Tid havde havt Lindelin til Ægteviv, ekserserede nu hvert Aar Kapteinen, der endelig var hjemkommet fra sine vidtløftige Reiser. Som Byen og ved Vaar og Sommer jevnlig besøgtes af Jægteskipperen, der sad over stor Rigdom.

Og havde det sig saa, at disse Mænd, som ved nogetslags aandelig Magnetisme eller Attraktion tit og ofte samledes ved det blankskurede Træbord i Byens bedste Herberge. Og der var altid stor og venlig Strid om, hvem af dem der skulde staa for Trakteringen, medens de fik deres Slag Trekort eller andet morsomt Spil at fordrive Tiden med.

Drak de da Glas om Glas og plirede listeligen til hinanden, men talte ikke uden nogengang om en og anden Byens Nyhed.

Saa begav det sig, at ogsaa Præsten blev kaldt til Sjælehyrde i den By og tog ind i Herberget, indtil han kunde faa leiet sig en Bolig inde i Staden.

Som han fik sin Fortæring ved det samme Blankskurede Træbord, kom og Kjøbmanden og Skipperen og Kapteinen og nedlod sig ved Bordenden.

Men nogle tilstedeværende diskuterede med stor Iver og Hede Dagens nyeste nyt, at den deilige Lindelin, som sagdes for faa Aar siden at være bortløbet med en Berider, og siden var blevet en stor Statsmands Hustru, nu skulde giftes med en Negerprins, der var sort som Ibenholt.

Da saa de tre, som sad ved Bordenden, ned i sine Glas og smidskede.

Men Præsten hævede Øinene mod Loftet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Trold II

Trold : Ny samling kom ut i 1892, ett år etter den første Trold-utgivelsen (som inneholder 16 fortellinger). Samlingen inneholder 14 nye fortellinger, bl.a. «Moskenæsstrømmen», «Kværnkallen» og «Et Hønsehode».

I fortellingene møter vi lyriske skrildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.