Moskenæsstrømmen

Forfatternote: Malstømmen mellem Lofotodden, Værø og Røst.

Værømanden og Moskenæskjærringen havde havt Hushold og levet godt og vel sammen saa langt tilbage, som Mindet rak og længere end saa.

Ved Flod satte han Stauren i Suppegryden og rørte og dreiede, og ved Fjære satte hun Sleven i. Af Fisk, som seg ind fra Havet, var der altid nok i Gryden.

Men saa hændte det en Dag, som Regnskaadden lettede og Værøkallen laa og saa udover Havet, at den ene vene Jomfruen efter den anden synte sig frem af Hildringerne.

Og der stod de tilslut alle «de syv Søstre paa Helgeland» i den blanke Luft, saa det skinnede i de hvide Forklæderne deres.

Kallen bare glomede og saa; ikke vidste han, hvem af dem han skulde synes, var den vakkreste.

«Lig ikke der og lad Dig,» skreg Kjærringen hans, «ser Du ikke, de Storjenterne øser Fisken op lige foran Suppegryden vor.»

Saa drog Værøkallen Sjøstøvlerne paa og la ud over.

Han saa ikke om sig, før han var midt ude i blanke Hildringen, hvor det lyste baade i Luft og Hav, saa det svimlede for ham.

Der stod de alle syv, den ene mere rank og høiløftet op mod Himmelblaanet end den anden, og saa stormægtige var de, at Sjøfuglen ikke engang naade dem til Hofterne.

Han glante høit og høiere end høit, til han saa det skinnede i Guldkammene deres.

Men, da Solen begyndte at drage sig med alskens Let og Farve og blaane og leke deroppe, blev Værøkallen rent staaende og gabe.

«Er Du Værømanden Du, som altid ligger med Mørkeskaadden i Hatten og kiger i Tarren,» spurgte den yngste af Søstrene.

Ja, det var han da.

«Og det er Kjærringen din, hun, som staar derinde svart og kroget og rører med Sleven,» ropte hun igjen.

Jo, det var det nok ogsaa.

«Styg Kjærring og vakker Kar,» lo hun saa det ljomede.

«Værøkal, Værøkal, Du har vel ikke set noget blankt dernede i al Tangen. Maanekronen vor er trillet ned i Sjøen, og vi er faret alt hid nord for at lede.»

Var det likt, at han havde set den. Værøkallen gjorde ikke andet end kope sig væk paa den vakkre Jomfruen.

«Vil Du holde op i den ene Snippen paa Forklædet mit kanske, mens jeg leder.»

Saa glemte Værøkallen alting og stod og holdt i Forklædsnippen og tænkte: Vakker Kar og styg Kjærring, vakker Kar og styg Kjærring.

Han havde aldrig før vidst andet end, at det var Kjærringen hans, som var vakker, og han, som var styg. For saa havde hun sagt.

Og nu syntes han, hun var baade svart og kroget af al den Kogningen, og Fiskeslo og Affald og Manæt og Styghed laa klinet opefter Stakken og i Haaret hendes.

Og saa begyndte han at gjøre sig lækker og fortælle om, hvor rig han var, saa det ikke blev Ende paa de Fiskebanker, han aatte. Han gapte i ét Glis og Flir og bare trippede med Foden.

De andre Søstrene stod hvide og høibaarne og ikke saameget som ænsede ham. De saa roligt ned i Sjøen efter Maanekronen.

Men den yngste, som havde ladet ham holde i Forklædsnippen, sendte Blink i Blink med Spot og Latter ned paa den nøgne gamle Skallen hans, som var skurvet og hvid helt over efter Affaldet fra al Sjøfuglen.

Bie og kope gjorde han saa langt, som Kvælden led, og helt til Fuglen begyndte at sætte sig paa Skjærene for Natten.

Da kjendte han, at han ikke havde faat Mad den hele Dag.

Saa vassede han hjem.

Men Toppene tændte sig en efter en i de syv Søstrene og lyste med kolde haanlige Glyt nedover Skutryggen, den kollede runde Bagstudsen hans og de korte knudede Ben.

Da var han saa flad og liden, at han bare krøb op i Fjæren til Kjærringen.

Men hun vørrede ham ikke saa meget som at glytte ud af Døren, alt det hun hørte, han slog Havet ud af Sjøstøvlerne og tramped og banked.

Saa fik han sidde ude i Manætgørjen.

Og værre Nat havde Værøkallen aldrig havt, som Svelten sved og Manæten brandt.

Kjærringen bare styrede i Sinne derinde med at lægge sig, og, ret som det var, dundersnorkede hun ud til ham.

Men saa mente han, hun kom vel ud engang, slig som hun vidste, Kallen hendes sad der i Dragsuget og Blaasten.

Det led og det skred først Flodtid og saa Fjæretid.

Den, som lod ham sidde der og selv sov alt det, hun aarkede, var Kjærringen.

Men, da det lysnede og steg til Flod igjen om Morgenen, fo’r Moskenæskjærringen med Sleven ud af Døren og til Gryden uden engang at se til den Kant, hvor Kallen sad.

Og saa begyndte hun at røre i den, saa Strømmen svellede op og fræste, og Skumdotterne føg som et Sneveir.

Men, da Værøkallen saa, hvordan hun tog i alene, blev han rent paa Livet ræd for, at han skulde miste Kjærringen sin og, at hun ikke skulde ville ha ham med længere om Gryden.

Saa fo’r han ud med Stauren og satte den i saa det sprutede, og til at hjælpe hende med at røre.

Men Kjærringen dreiede og rørte med Sleven tvært imod, saa Sjøen hvirvlede og malte i Ring som en Trakt.

Og, naar Værøkallen prøvede at dreie efter, rørte hun igjen tvært imod, saa Strømmen gik rundt som en hvid Kværnfos og saa høit som midt paa Fjeldet.

Da skjønte Værøkallen, hvad for Kjærring, han havde.

De fine Jomfruerne kunde faa staa der, de stod, ikke passede de til at sætte Stauren i Gryden.

Og saa begyndt han at smiske saa fint som legende Solskin.

Nei for Lag hun havde med Sleven. Det var en, som kunde ta i og koge det. Aldrig havde han set, at hun havde saa gjild en Stak slig, som den slængte om hende i Sjødrevet. Saa ferm en Kjærring fandtes der ikke.

Samme Kvælden sad de forligte og delte Fisken som før.

Men saa tit, som Ny- eller Fuldmaanen blinker og skinner som en Krone i Strømmen, husker Moskenæskjærringen paa de syv Søstre og blir vild og gal igjen og farer ud med Sleven.

Og saa Værøkallen efter med Stauren.

Og da rører og maler hun imod ham, saa Havet gaar som Elv og Fos, og Malstrømmen hvirvler rundt som en Trakt mellem Moskenæs og Værø, helt til de blir forligte igjen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.