Der laa etsteds en Skog, som strakte sig saa langt, at ingen vidste Enden paa den.
Den var mørk og vild og ukjendt, og derinde i Tykningen huserede baade Ulv og Bjørn, Ræv og Ekorn, Hare og Røskat, Hjort og Daadyr.
Aldrig havde nogen Menneskefod traadt der, eller Hunde halset eller noget Jægerhorn tonet i Skogaaserne.
Ikke steg der Røg af nogen Hytte ved Fiskevandene. Der byggede Bæveren i Fred, og var den og Oteren alene om Fangsten.
Og oppe i de mosede, mulddybe Bjerkelier redte Bjørnen sig betids om Høsten sit Hi for Vinteren og dormede og sude paa Labben til Varmen kom igjen om Vaaren, og Bjørnefar og Bjørnemor kunde indrette ordentlig Bo og Stel for sig og Ungerne.
I Skogtoppene hæsede og skreg Vilddue og Aarhane og Tiur for Livet, naar Ørn og Falk og Høg slog ned og satte Næb og Klør i dem.
Haren tumlede og peb, naar Ræven fik Tænder i den.
Og Vildsvinet hvinte og skreg, saa det hørtes over fem Aaser, naar Bamsen skulde ha Steg.
Og Ulven glammede hæst, medens den fo’r som en graa Skygge mellem Træstammerne efter Ræven, og, fik den Tag i den, blev der et evigt Gnelder, før Ræven slap Livet sit.
Men Daadyret vaklede og knælte i Døden med stum Klage i Øinene, naar Ulven var naat til at overraske det.
Saaledes gik alt til, som det maatte og skulde.
Og ingen kunde havt noget at klage, om det ikke havde været den stadige Strid paa rene Livet med Skogtroldet, som alle Dyrene sukkede under.
Ret som det var, havde de det over sig.
Snart kom en Næve saa uskyldig stikkende frem som en Trærod, snart pludselig et Tryne op af Mosen, snart fo’r de lige i Gabet paa det i Hul eller Sprækker. Troldet skabte sig om til Træ eller Tjern og var lige farlig for Fugle som for Dyr, der løb paa Jorden.
Og voksede og voksede gjorde det af alt det, det smaskede og aad, og det strakte sig under Grunden, saa retnu intet Sted længere var sikkert for det i hele Skogen.
Da hørte Keiseren i Riget om den store Nød med Troldet. Og han mente, det var hans Pligt at forsvare ogsaa Dyrene, naar de levte i hans Land.
Saa udbød han tusinder af Soldater til at lufte og rydde op Skogen med Økser, saa én Mil og saa én Mil.
De huggede og kvistede og renskede, saa der blev magelig vid Plads mellem hvert Træ og klart Syn op til Himmelblaanet.
Og med det holdt de ved Aar efter Aar og Mil efter Mil.
Da begyndte Troldet at bli rent lei af alt det Styr og Raab og al den Øksehugging i Rod og Kvist, som forstyrrede Mørket og Ensomheden.
Og, efterat de havde hugget og rensket endnu nogle Aar og gjort Vei for Sol og Dag, saa der blev lyst helt langt indigjennem Skogen baade i Dal og Lid, hørte de en skurende og sopende Lyd, som om Troldet snudde og reiste paa sig, og det snufsede og gryntede.
Med Brag og Sus og Knæk i Træer og Buske trak det sent og seigt og langsomt de milelange Rødder og Forgreninger, som var dets Arme og Fingre og Fødder og Tæer, til sig op af Jorden.
Mange raadne og med Grønske overgroede Tjern, som havde været Troldøine, blev nu klare og friskrindende igjen. Og svarte Fjeldkløfter og Revner, som havde været dets Gab, og Hul og svigefulde Hæng over Elv og Myr og vildførende Skogdrag og Stier, altsammen svandt det bort.
Saa var det Syn nok for, hvor Utysket slap sit Tag.
Langt om længe kom Troldet sig saa helt ud af Skogen.
Og da var Dyrene saa glade, at de trippede og dansede i otte Dage om hverandre, Bjørn og Elg, Ræv og Hare, Gaupe og Daadyr, Ulv og Hjort, Markmus og Røskat, – husk i Ring!
Og over dem kredsede Ørn og Aarfugl, Høg og Due, Kraaker og Sangfugle skreg og sang og kraede rundt.
For nu skulde der efter Keiserens Befaling bli Fred og Lands Ret ogsaa i Skogen.
Saa indfandt der sig Vogtere og Jægere og Forstmænd med Sabler og Geværer og Snorer paa Frakken foran hvert Træ, hvert Hi og hvert Rede.
De regnede og skrev op Æggene og forhørte og tog Rede paa hvert Træ, hvor høit det var, og hvad det holdt i Omkreds. De noterede hvert Ekorn, hvormange af Hankjøn og hvormange af Hunkjøn og hvormange Unger og hvormange Haler, at der kunde blive lagt ordentlig Skat paa Pelsen.
Bjørnen blev takseret saavel for Feld som Skinker og fik udvist sit fast opmaalte Jagtteritorium.
Bæveren blev derhos lagt i Bygningsskat med Tilhold at assurere for Vandskade, og Oteren maatte op og tørre sig i to Dage, naar dens mørke Skind skulde vurderes.
Men Røskatten med de grønne Øine blev tildelt keiserligt Regale for sit fine Hermelin og fik sine visse Smuthuller, for at den ikke skulde forvilde sig udover i Skogen og bli ordinær.
Slig holdt de ved at indregistrere alle Dyrene, saa tilslut var de optalte og skrevne og regnede i Skat og fortoldede paa al Vis.
Og Dyrene vimsede og brummede og summede og brølte og kviddrede og snakkede og sa efter, hvad der blev sagt før dem, at nu levede de i en lysere Tid.
Men Bjørnen begyndte først at riste paa Hodet og se sig om:
Det var alligevel ikke som før, dengang Skogen laa saa lun, mørk og ensom, og han kunde slaa Labben i en Elg eller Hjort uden at tænke saa nøie paa Skatten og, hvad han skulde svare og opgive for den snorede Betjent.
Han vilde drage sin Vei og flytte ind i den svarte Skog vest imellem Fjeldene.
Lidt efter fo’r Ørnen, saa Furutoppen ristede efter den. Og Ravnen klunkede, og Hakkespætten skreg: her er kjedt, her er kjedt.
Og siden luskede Ulven, og drog og gled og smed Gaupen og Ræven og Røskatten væk, og pilte Oteren og kravlede Bæveren sin Vei.
Hellere vilde de nu ha Troldet igjen med baade Rædselen for Livet og Forskrækkelsen og al den Strid, de havde med det.
Paa det Vis blev Skogen tom for Dyr.
Bare Dompap og Sisik og Rødstjert og Sisken og Stær og Maaltrost og de andre Sangfugle blev igjen.
Og de kviddrede og sang i Kor, saa Keiseren græd; og hele det vældige Skogtag suste i Kronerne af Glæde over, at nu var den evige Fred kommet.
En slig Skog gaves der ikke i Verden, sa Keiseren.
Og derfor skulde den faa brede sig og kaste sine Frø helt ud til Havet.
Saa trivedes og voksede den udover, og Fuglene sang i Toppene, og Keiseren frydede sig.
Og Busk skjød op foran Busk og Træ foran Træ, helt til Skogen stansede ved Havet.
Da blev der efterhaanden Suk og Klage i Grunden fra alle de utællelige Frø og Grankongler og smaa Skud og Spirer, som vilde op og vokse.
Og værre og værre blev Graaden og Jammeren.
Der var ikke Plads for dem, raabte de, og andet end Klage og Bitterhed var der ikke at høre.
Det var de store Trær, der sugede og trak al Saften og Kraften fra de smaa. Og de spurgte og skreg op mod Himmelen, om det kunde være ret, at der skulde de ligge og raadne i Jorden i millionvis bare, for at ét eneste af Stortræerne skulde faa brede sin svære og prunkende Krone saa meget videre ud.
Da forstod den vise Keiser, at Krigen, som aad og tog Liv, igjen var kommet ind i Skogen.
Og han grundede og grublede meget over, hvorledes dette Onde igjen kunde udryddes.
Endelig tog han det Raad at lade sine frommeste Mænd udgaa, to og to, og banke paa hver Stamme og spørge, om Træet for at udrydde den onde Krig vilde love at minske sin Høide og Vækst med Halvparten eller endog blot Trediedelen, for at saa mange flere af de smaa kunde faa trives og leve. Thi da vilde der igjen blive Rum og Plads.
*
Da knagede og stønnede Træstammerne for Livet med underlig mørk Susen, og de dirrede og rystede, som de kjendte Øksehug.
Saa strakte de sig i Harme kun desto høiere og videre og bredere Top over Top.
Og intet eneste Træ vilde for alt i Verden love bort det ringeste af, hvad det bar i sig af Saft og Kraft til Vækst, ikke engang minske det sidste Aarsskud i sin Krone.
Men der blev taust over hele Skogen.
Og Keiseren sukkede.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Trold : Ny samling kom ut i 1892, ett år etter den første Trold-utgivelsen (som inneholder 16 fortellinger). Samlingen inneholder 14 nye fortellinger, bl.a. «Moskenæsstrømmen», «Kværnkallen» og «Et Hønsehode».
I fortellingene møter vi lyriske skrildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.
Se faksimiler av Samlede Digterverker, bind 8, 1921 og førsteutgaven fra 1892.
Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.