Speiltroldet laa og blinkede ude i Havet.
Og paa det lille Fiskersted saa Folkene mangt derude, som baade kunde og ikke kunde være.
Undertiden steg der frem, omvendt i Luften, en Stad med utallige Huse og Havnen foran fyldt med Skibsmaster.
Det underlige var, at Aasene og Dalen og Havneodderne saa ud, som det skulde være paa deres egen Havneplads alt dette laa.
Forfarne Folk vidste, at dette blot var Spil og Skrømt af Troldet, og at de maatte vare sig for at ro sig vild i Hildringen.
Men paa Stedet levede der en Seilmagersvend, som hev baade Syl og Seilgarn, naar han hørte, den store Stad igjen stod paa Hodet derude. Altid maatte han hen og kige.
Og kope og kige gjorde han, saa han glemte baade Maaltid og de haarde Ord, der vankede fra Mesteren, fordi han blev borte fra Arbeidet.
Det var altfor urimelig vakkert til, at det kunde være Løgn altsammen, mente han.
Saa begav det sig en Dag, at det igjen skimrede frem ude i Havet, og at Staden laa der saa grangiveligen, at de kunde se lige ind i Gaderne. Men nu stod der tillige ved Indseilingen et prægtigt Fyrtaarn, der kastede sit Skjær langt udover Seilled og Hav.
Da kunde Seilmagersvenden ikke længere dy sig.
Han sprang i Mesterens Baad, som laa ved Bryggen, og rode udover, saa det susede.
Han maatte didud og faa en Greie paa det.
Og, som han rode, kom han det nærmere og nærmere.
Han var næsten lige ind paa det og tog just de sidste Aaretag, da – væk var det.
Men Baaden laa nu akkurat paa det Sted, hvor Fyrtaarnet havde vist sig.
Da undrede han sig og gav ud Fiskesnøret.
Det havde ikke løbet ud mere end et kort Øieblik, saa stoppede det og tog Bund.
Aldrig havde nogen vidst, at der laa et Undervandsskjær.
Da han vilde ta Snøret ind igjen, strammedes det pludselig af noget, der sad fast i Bunden, og han hørte, det gulpede og ligesom troldlo opad Fiskelinen.
Saa trak han op.
Paa Krogen hang blot et Hesteskjæl.
Men, medens han saa paa den underlig spillende Perlemorsglans indeni det, strømmede der som et mangfoldig farvet funklende, stikkende og slikkende Skin af noget blankt ind i Øinene paa ham, saa han rent blændedes, og det blev sort for ham.
Men nede fra Grunden skvulpede og sa det:
Fordi Du har fisket Blinket fra Fyrtaarnet mit, kan Du lægge Lysskjær paa alt, hvad Du ser paa.
Idetsamme han slog Øinene op, viste Skjæret sig igjen med Fyret paa, og Muren var ikke to Aarelængder fra ham.
Da han saa vendte sig, laa Strandstedet som en vældig Stad med utallige ildrøde Vinduer i den nedgaaende Sol, med mastefyldt Havn og Brygger og Moloer.
Hvad det ikke er, kan det bli, tænkte han og rode hjemover.
Da han steg iland og skyndte sig opover Stranden, stod der et Veir af ham, som om han blaaste alting afveien, og Folk vendte sig efter ham.
Seilmagerværkstedet fo’r han forbi og lige hen og bankede paa hos en Skipper.
Da Manden spurgte, hvad han kom efter i slig Hui og Hast, svarede han, at alt stort, som skulde ske, maatte ha en Begyndelse, og at han var her for at fri til hans Datter. Han havde længe næret Kjærlighed til hende og hun til ham; dog hidindtil havde han intet havt at byde hende at gifte sig paa.
Men nu var han kommet med begge Fødder op i Smørtønden.
Han havde fundet et Skjær, som ingen vidste om, og som ved nedfalden Sjø kun laa faa Fod under Vandet.
De store Fartøier, som seilede frem og tilbage i Leden, vilde give mange Penge for at lære det at kjende og afsætte det paa sine Sjøkorter, saa de undgik at støde paa og lide Forlis.
Og, da det laa ret udenfor Indseilingen, skulde det blive baade ham og Stedet en sand Guldgrube. De behøvede kun at anlægge et Fyrtaarn der, saa vilde alle Fartøier ta Mærke af det og søge ind til Strandstedet for Uveir og Sjøskade.
Og hvad der saa vilde blive at gjøre for Seilmagere, lod sig ikke engang overskue.
Som han lagde ud og talte, syntes Skipperen, han livagtig øinede, at Fyrtaarnet lyste, og at Storskibene minkede Seil og styrede ind. Og hans Datter saa et Seilmagerværksted saa stort, at det strakte sig syv Lofter indover fuldt af Svende og Drenge og allehaande Takkelage i Bjelkerne.
Ikke var her nu noget iveien for Bryllup saa hastig, som de bare kunde faa Præst til at vie. Thi to kunde bedre bjerge ind og passe Formuen end en.
Da Folk paa Stedet hørte, at de skulde gifte sig, tænkte de først, at der maatte være kommet dem en stor Arv til nogetsteds fra. Dog, da det spurgtes, at al den Eiendom, de giftede sig paa, var et Undervandsskjær ude i Havet, mente de, det var bedst, at de fo’r ud og satte sit Bo der med det samme, saa var det afgjort med ét Dyk.
Men, da saavel den gamle Skippers som Brudens Ansigt smilte og lyste af den samme uryggelige Vished, som de saa hos Seilmagersvenden, og det tillige sivede ud, at han agtede at ro ombord og tage Penge af de store Skibe for at vare dem mod Skjæret, som ingen kjendte uden han, blev en og anden af dem betænkte. De stak Pegefingeren op i Mundvigen og saa listelig paa hinanden og mente, at det kanske ikke var en saa umulig Næring, Seilmagersvenden havde fundet sig endda.
Saa hviskedes og snakkedes der meget. Og, eftersom Pratet gik og Rygtet løb, blev Troen fastere paa det Skjær.
Men en Lørdag Aften, Folket stod i Klynger efter Ugens Arbeide, kom Seilmagersvenden og til.
Han sprang op paa en Bordstabel og, pegende over Mængdens Hoder, forespeilede han dem, hvordan det vilde blive og arte sig hos dem der i Fiskerhavnen, om der lige udenfor Indseilingen lyste og skinnede et Fyrtaarn langt udover Havet.
Men alle stod de stumme og stirrede hen for sig, eftersom de aldrig havde tænkt sligt.
Saa spurgte han hver Mand for sig, hvad han mente efter sin Profession.
Og Tømmermanden og Baadbyggeren og Seilmageren og Værtshusholderen og Maleren og Rebslageren og Handelsmanden og Fiskeren fik alle saare fortænkte Ansigter, idet der skjælvede og dirrede ligesom et blankt Skin for deres Øine.
De fik som et Skjær af store Ting, der kunde føre megen Velstand til deres Sted.
Og saa stod de og saa og saa, helt til de syntes, det lyste alt af Fyrtaarnet, og at Skibe bøiede didind fra sin Kurs.
Men for hver Dag, som gik, fæstede det sig altid stærkere og saa de altid vissere og tydeligere, at de fra sine svære, nødtørftige og trange Kaar kunde svinge sig op til holdne Mænd, ja rige Herrer.
Og der blev som et Suk over hele Fiskerpladsen, fordi de var for svage og vanmægtige.
Da mente Seilmagersvenden, at ingen var for fattig til at mure sin Lykke.
Han skulde paata sig det altsammen.
Naar Fiskeren gav hver femte Fisk, han drog, til Fyrtaarnet, Rebslageren hver femte Favn af det, han spandt, Teglbrænderen hver femte Mursten og saa hver Mand Femtedelen af sit Arbeide, vilde der komme saa mange Penge, at de kunde begynde at fæste Fundamentet.
Var det først færdigt, blev det bare jevnt at lade vokse Stokværk paa Stokværk, helt til de kunde sætte Lygten ind.
Og om de herlig spillende Speilruder i den Lygte berettede han saa længe og saa underdeiligt, at de alle saa næsten gjennem Graaden, hvorledes Fyret skinnede og lyste over deres mægtige og rige Stad.
Da raabte de alle, at saadan Herlighed vel var værd nogle Aars Sult og Trængsel.
Siden den Dag afleverede hver Mand Tiende af hvad han fik for sit Slid til Byens Skatteopkræver.
Og, naar Fiskeren gav af sin Fangst, saa han ikke havde fuldt Maaltid til Kone og Børn hjemme, og Tømmermanden og Baadbyggeren og Maleren og de andre fik afknappet af Daglønnen, plystrede de og blinkede til hinanden og sa morsomme Sprichworter om, hvordan Maverne peb og ulede tomme. Thi alle tænkte de blot paa den Tid, da Fyrtaarnet skulde være der.
Saaledes gik de midt i sin trælsomme Slid og fløitede og sang og smaasnakkede fornøiet med sig selv og sine Hustruer. De fleste var alt snedig og klogt forudbetænkte over deres Fremgang og Planer; og Konerne gik og nynnede og tænkte paa de Kjoler og Tørklæder og Sjaler og Gulduhret, Manden alt havde lovet hende.
Og, naar nogen døde, var der stor Nøiagtighed og Hede og Iver ved Arvens Skifte og Deling og megen Strid, om hvem der skulde arve Kaalhaven og hvem Potetesmarken og hvem Grisehuset og hvem Vedskjulet, hvilket alt med stor Betænkthed og Omsigt fordeltes mellem hver af Børnene for dets fremtidige store Værdis Skyld.
– Saa laa Arbeidsfolkene med Prammer ude ved Skjæret og sænkede Stene ned.
Og, eftersom Fundamentet voksede op af Grunden, blev der ikke længere nogen Grænse for deres Tro paa, hvor overflødig Rigdommen skulde komme.
Stadig blev der bygget og opkrævet Skat.
Eftersom Folket daglig færdedes mellem hverandre, saa de ved Vanen ikke hinandens Magerhed og af Sult medtagne blege Ansigter. Men i deres Øine tindrede og skimrede der en vild underlig Brand, som de kun satte al Villie og Kraft paa, at Lygten engang tændtes.
Naar nogen tabte Modet, saa det blev sort for ham, listede han sig i Stilhed hen til Seilmagersvenden, at han kunde vise ham Lygten og lade ham se Byen saadan, som den vilde blive, naar Fyret engang sendte ud sit vældige Skin.
Tid efter Tid løftede Taarnet sig høiere.
Endelig et Aar kneisede det færdigt op mod Luften.
Og den Kvæld i Høsten, da Blusset skulde tændes, stod de alle, unge og gamle, udenfor sine Døre; og mange maatte føres ind igjen, fordi de overvældedes af sin Bevægelse.
Nu skulde herlige Tider oprinde.
Og vel fik Stedet sin taalelige Næring baade for Lodser og Handelsmænd og Haandværkere og Arbeidsfolk, saa det voksede og udvidede sin Gade, ja endog fik Torv og flere Smug og Øvregader.
Men ikke gik det, som de havde tænkt, at Skibe kom styrende Seil ved Seil som en hvid Mur ind fra Leden.
Et Aar løb to Fartøier, et andet fem og nok et Aar endog syv, otte didind for at tage Havn eller proviantere og reparere deres Sjøskader.
Og baade gamle og unge skjelede nu og gren hen til Taarnet og spyttede ad det for den store Indbildning, de havde havt om det.
Thi ikke lignede deres lille, under smaa jevne Arbeidskaar fremadskridende Havneplads i nogen Maade den mægtige og rige Sjøstad, som Seilmagersvenden havde forespeilet dem.
Og, naar de derhos ihukom alt deres Arbeide og Slid og Opoffrelse og al den Tro, de havde sat til det Fyrtaarn, og deres faste Forvisning om, at de skulde gaat som rige Herrer eller store Værftseiere og Redere, blev deres Skuffelse altid bittrere.
Saa gik hver med sin Tanke. Naar han saa for sig i Aanden den store og mægtige Stad, hvorover Fyrtaarnet nu skulde have lyst, haanlo han af sig selv og syntes, han var helt besveget baade for Stenhuse og Pakboder og alt, hvad han havde tænkt.
Ven til Ven og Nabo til Nabo udøste de sin Galde og Forbittrelse for hinanden, og blot de nævnte sin egen By, spyttede de af Foragt.
Da rottede adskillige sig sammen og gik til Seilmageren og haanede ham, idet de spurgte, hvor hans store og mægtige Stad var, og bad ham forevise den. Der havde endnu ingen anden levet godt og faat Ære af den end han.
Men Fyrtaarnet blinkede i Aftenen udenfor.
Og han pegte hen i Lysskjæret og talte og beskrev, hvordan der med den voksende Handel og Skibsfart vilde reise sig Beddinger og Værfter rundt om Havnen, og Skibshandlere og allehaande Kjøbmænd og Vekselerere og Bagere og Haandværksfolk trænges Side om Side med sine Varer og Butiker, saa Husrækkerne idelig kom til at vokse. Og der vilde reises store Bygninger, saavel Bank som Raadhus, og dertil Kirker med Taarn og Fløie. Og, naar Staden først var kommet til den Velmagt, at den drog Handelen langveisfra til sig, kom den til at strække sig som et Hav udover hele Dalen og Skibene ligge Mast ved Mast saa tæt som en Skog.
Da stod de alle og stirrede ud paa Staden, der lyste livagtigen for dem i Solnedgangen.
Og jublende og syngende drog de hjemover og tog fat med nyt Mod.
Men, naar de saa om Vinteren fortalte de fremmede Skippere, som laa der, om sin Stad og udmalte den Storhed og Rigdom, hvortil de mente, den vilde vokse op, trak disse kun paa Skuldrene og kaldte det for Tant og Luftsyn.
Og Skipperne lo og gjorde sig lystige over, at alt Folket her saa sig hartad indbildske og gale paa det blinkende Lygteskin. Af Fyret havde Byen al den Fortjeneste, den kunde vente, erklærede de.
Da kom der en stor Tvil paa mange.
Den ene mysede og saa prøvende paa den anden, om han var en af de skjørhodede godtroende Taaber, som endnu gik og svimlede i Storbygalskaben og tog Luftslotte for Stenhuse.
Altid kom de i større Harme og Ophidselse.
Og de murrede og spottede og snakkede og asede sig mere og mere op.
Hvem bar vel Skylden for, at Folket her i Byen i mange Aar havde gaat i slige naragtige overdrevne Tanker?
Det var ingen anden end denne stortalende, forskruede Seilmager, som med sine blændende Forestillinger kunde forføre hvem, han vilde.
Da drev de Spot og Løier og Jøn med ham.
Saa tit, han begyndte at tale om den store Stad, overdøvede de ham og peb og gren og lo ham ud.
Gadegutterne raabte og kaldte ham for Millionæren og, at det var han, som gik med et London i hver Lomme. Og naar nogen tog Munden for fuld og overdrev, sa de, det var en Seilmager.
Men Stadens bedste og forstandigste Borgere agtede det for en hel Lykkens Tilskikkelse, at Seilmageren nu blev holdt for en gal Mand og gik i Gaderne som Byens Nar.
Nu endelig vilde da to og to igjen blive fire og ikke seks og syv eller anden Galimathias. Alt skulde faa sit rette Navn, blive nøgternt og sundt og sandt. Ikke længere skulde det kaldes let, som var tungt og trælsomt.
Saaledes kom der en besindig og forstandig Aand i Staden.
Og Hjulene knarrede hos Rebslageren, og Blokkene knagede nede paa Havnen.
Handelsmanden dunkede paa Trantønden for at høre, om den var fuld, og kneb paa Fiskevægten.
Og Bodsvenden skjændtes og trættedes med Jægteskipperen. Naar den ene strøg Toppen af Poteteseller Æbleskjæppen, vilde den anden ha lagt paa. Og i Butiken strakte de Tøiet vel paa Maalet og løftede hændig Kaffefjerdingen af, naar Vægtskaalen veiede op.
Vindskibelige og flittige trællede de for Næringen. Oppe ved Morgengry, vendte de sture og tause hjem ved Middag og Aftenstid.
Der gnurede Koner og Døttre over Syningen, og durede Rokken, og knirkede det med Husgrin og Grættenhed.
I Gaderne var det tyst og stille uden, naar nogen gjorde Nar af Seilmageren.
Thi han vedblev med sit, saa de tilsidst maatte sætte ham paa Daareanstalten.
Handelsmanden skelede til Fyrtaarnet, der stod og lyste som en Advarsel mod at gjøre sig store Tanker og Indbildninger. Og, eftersom uforfærdet Mod og Dristighed og Foretagsomhed agtedes for Frugter af de gamle Hjernespind og Storstadsdrømme, vogtede han sig vel for at spekulere eller ro sig ud i noget uvist nyt.
Saaledes laa Byen i Smaahandelen, enhver holdt sig forsigtig inden sit, og de trællede ligesom for udslukket Lys.
Nede paa Bryggen lød ikke mere de gamle lystige Opsange, som i de Tider, da de alle havde de store Haab og Tanker, og Arbeidet gik som en Dans.
Men, naar Seilmageren saa ud af Ruden i sin ensomme Celle, dvælte hans Blik om Kvældene paa Fyrtaarnet.
Og han smilte med et Skjær i Øiet, som saa han i Aanden, det lyste over en stor og mægtig Stad.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Trold : Ny samling kom ut i 1892, ett år etter den første Trold-utgivelsen (som inneholder 16 fortellinger). Samlingen inneholder 14 nye fortellinger, bl.a. «Moskenæsstrømmen», «Kværnkallen» og «Et Hønsehode».
I fortellingene møter vi lyriske skrildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.
Se faksimiler av Samlede Digterverker, bind 8, 1921 og førsteutgaven fra 1892.
Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.