Trold II

av Jonas Lie

Troldbegjær

En gammel Mand levede ensom og uden nogen, der kunde arve ham.

Han elskede sine Penge og vidste ikke større Glæde end, naar han kunde stige ned i sin Kjælder og tælle og tælle dem og lægge de Skillinger, han ved allehaande Afsavn havde opsparet, til de øvrige.

Med krogede Fingre og Knæer og mange Suk for sin krumme Ryg var han en Dag igjen steget op af Kjælderen, da en prægtig klædt Mand i rød Krigsdragt hastigt fo’r ham forbi og gjemte sig bag Skorstensmuren.

Og lige efter kom en Afdeling Ryttere med dragne Sabler i fuldt Jag galoperende om Hjørnet.

De stansede brat, straks de saa ham, og spurgte idet de keg gjennem Ruderne ind i Hytten, med truende Ord og Miner, om han havde set en Mand med Guld og Skarlagen paa Klæderne fare forbi.

Da paakom der pludselig den gamle en stor Angst for, at de skulde undersøge Huset og finde hans Penge.

Saa satte han hastig Foden paa Ringen til Kjælderlemmen, for at de ikke skulde opdage den, og pegte did, hvor Landeveien krummede sig indover mod Skogen.

Da nikkede de og hug Sporerne i Hestenes Sider. Og i susende Galop fo’r Rytterne afsted efter Flygtningen.

Eftersom Dundret af Hovene i Landeveien blev fjernere, begyndte den gamle at ryste i Knæerne og skjælve for sine Penge og for, at han skulde have givet en Røver Ly i sit Hus.

Da steg den fornemme Herre frem fra sit Skjul og saa paa ham med stærke Øine men stor Blidhed i sin Mine.

Han var Landets Konge, som havde faret vild i Taagen fra sin Hær og nu forfulgtes af Fiender.

Han saa sig om og begjærede kun en Drik Vand.

Og endnu, medens han nød den, kom der ilende Officerer og Generaler med Fjerbuske i Hatten og altid flere og flere af hans Soldater, som raabte og jublede og slog Vagt om Huset.

Men Kongen kaldte den gamle Mand til sig.

Fordi hans Liv var frelst af en svag og rystende Olding, vilde han vise ikke blot ham men ogsaa alle de andre paa det lille Sted, som led under Alderdommen, sin overflødige Naade, saa de ikke blot skulde være sikkrede alt til Livsens Ophold, men i alle Maader faa det paa deres sidste Dage, som de selv kunde ønske det.

Vilde de ha Huse og Haver med Blomster og Folk, der kunde pleie og tilse dem paa al Vis; eller ønskede nogen af dem at flytte til en af de Dale, der laa sydligst i hans Rige, og hvor den, som frøs af Alderdom, kunde ha Sol og Varme at sidde i ved Husvæggen det ganske Aar rundt, saa fik enhver nu vælge det bedste, han magtede at optænke for Resten af sine Dage.

Da ønskede én sig et og én et andet.

De fleste blev ved det Sted, de var vant til, men nævnte derhos mange Herligheder, saasom gode og vel bolstrede Senge, som gamle Folk gjerne vil ha sin Hvile i, og Frugt og Blomsterhaver og Gaarde med Skog og vakkert Land til, som de slap selv at dyrke og bemøie sig med.

Nogle vilde ogsaa flyttes did, hvor de altid kunde se blaa Himmel og nyde Solens Lys og Varme til sin sidste Stund.

Men den gamle, som havde frelst hans Liv, tog Kongen selv for sig.

Og han udspurgte ham paa mange Vis om hans inderste Ønske og Lyst og bød ham endog sit eget Slot i hin sydlige Dal og dertil Hæder og Ære af alle som Landets Velgjører.

Da stammede Oldingen med Øine, der gløttede op og tindrede af Begjærlighed, at han ønskede at sidde alene i sin Kjælders inderste Rum og faa saamange Guldpenge, som han kunde tælle, og at dette aldrig maatte ophøre, før han drog sit sidste Aandedrag.

Da flyttede Kongen sig fra ham, som fra noget stygt.

Dog, efterat have betænkt sig, svarede han, at sit Ønske skulde han faa opfyldt.

Og Kongen lod Sække med Guld føres did til Stuen fra sit Skatkammer og forsvarlig indmures og vogtes.

Men i Gulvet blev der sat en stor Jerntrakt med en Tud, saa Guldpengene kunde rinde uafladelig derovenfra og falde og klinge ned i Kjælderen saa hurtigt, som den gamle formaade at tælle.

Saa sad den gjerrige og nød med graadige Blikke sin største Lykke, at kjende det altid øgende Guld i Haanden.

Hans vilde Glæde var at ta Lygten og se henover Pengestablerne, som strakte sig over hele Rummet og voksede altid høiere og høiere.

Men endog dette kunde han tilsidst ikke unde sig, eftersom han derved tabte Tid til at tælle.

Guldet randt som en Flod. Og talte og talte gjorde han, medens Øinene funklede som en Gribs bag Lygten, til han heller ikke kunde bære over sit Sind at sætte Pengene i Stabler.

Han kjendte ikke Værken i sin stivnede Ryg eller at hans Knæer og Ledemode ikke længer lod sig rette.

Naar det sortnede for hans Øine, og Træthed og Søvn overvældede ham, blinkede der snart igjen gult, og randt Guldstykkerne i Drømme som Skygger gjennem hans Fingre. Han tællede og tællede, indtil han vaagnede op i Angst og syntes, noget gled væk.

Altid kortere Tid undte han sig til Maaltiderne. Han slugte Maden, medens Øinene stirrede ud af deres Hulinger og kun vogtede paa Kjælderlemmen.

Og hen til Guldstrømmen krøb han saa igjen som et Dyr, der maa slukke sin ulidelige Tørst.

De af Kraft forladte udpinte Lemmer kunde ikke længere bære ham, og skjælvende og dirrende famlede han med Hænderne og søgte at tælle, indtil de sidste Trækninger af hans magre, krogede Fingre ikke længere havde Kraft til at gribe.

Og, som han faldt tilbage i Døden, stirrede de vidtaabne, brustne Øine hen paa Aabningen i Trakten, hvor Guldet randt.

Da de, som vogtede Skatkammeret, blev va’r at Pengene ikke mere minkede og sank ned gjennem Gulvet, aabnede de Kjælderen og berettede Kongen den gamle Mands Død.

Men Kongen sa:

Sandelig, det kostede mig end ikke en Styver at lade denne gjerrige Mand eie og sluge, om det saa var hele mit Skatkammer, eftersom han intet Brug gjorde af Pengene. Før dem kun ovenpaa igjen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Trold II

Trold : Ny samling kom ut i 1892, ett år etter den første Trold-utgivelsen (som inneholder 16 fortellinger). Samlingen inneholder 14 nye fortellinger, bl.a. «Moskenæsstrømmen», «Kværnkallen» og «Et Hønsehode».

I fortellingene møter vi lyriske skrildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.