Utvalgte dikt

av Christian Braunmann Tullin

ET INDLÆG TIL FORNUFTENS RET FRA QVINDEKJØNNET

af Dato 5te December 1758.

Dette Skjemtedigt er forfattet i Anledning af Hr. Justiceraad Morten Leuch Eliesons Bryllup med Jomfrue Dorothea Monsen.
Hvad skal jeg nu vel skrive om,
I Enker, Koner, Piger?
Jeg helst gad skrive noget som
I allesammen liger.
Min Pen vel nogle gange har
Jer Rettighed haandhævet,
Og skrevet det jeg syntes var
Hvad Pligt og Ret udkræved’.
Jeg syntes I en Sjel ei har
Blot for at sye og koge;
Og at det ei Mirakel var,
Om Skjønne bleve kloge.
Jeg syntes man gaaer alt for vidt,
Naar man jer forekaster, /
Som Qvindfolk-Feil, de Feil som tit
Desværr’ er Mandfolk-Laster.
Jeg syntes, at just ikke vi
Er’ Mennesker alene,
Men uden Tvivl at ogsaa I
Kan denne Rang fortjene.
Jeg syntes den har lidt Forstand,
Som med sit Fortrin pukker
I samme Øieblik, da han
For Jer nedknæler, sukker.
Jeg syntes eders Hjerter var
For kostbar Skat at selge,
og at I derfor ogsaa har
Den Ret at frie og vælge.
Jeg syntes, ja jeg synes det
Endnu … men hvad er dette?
I søde Glutter! Seer jeg ret?
Hvad Pokker? Vil I trette?
Et Indlæg til Fornuftens Ret …!
Mod Os … ! og det fra eder! /
Paa egen Haand! gjør dog ei det
For alle Ting, jeg beder!
Skal Oprør, Tvedragt, Strid og Splid
Af disse Hjerner stiftes,
Som ellers har fra Arilds Tid
Kun pønset paa at giftes?
Skal Herskesyge flyttes hen
Paa Yndesternes Throner?
Skal alting vendes om igjen?
Skal Mænd nu blive Koner?
Skal Love, Praxis, Hævd, Contract,
Hvorpaa vor Adkomst bygges,
Ei meer i Verden staae ved Magt?
Skal selv Naturen rygges?
Nei skjønne Advocater, nei,
Den Sag er alt for vigtig,
Den angaaer Æren, som kan ei
Behandles nok forsigtig.
I derfor ei forundres bør,
At jeg bli’r nødt at hvæsse /
Den Pen mod Eder, som jeg før
Har brugt for Eder stedse.
Saa længe Skjønhed, Dyd og sligt
Jer Vaaben var alene,
Saa holdt jeg for, det var min Pligt
Jer med min Pen at tjene.
Da ynked’ jeg Jer ved en Rok;
Men nu, da I forvandles
Til Rabulister, bør I og
Som Rabulister handles.
Og derfor … Dog jeg veed det er
En Christens Pligt at raade
Til Fred og Enighed enhver;
Sligt ogsaa er min Maade.
Til Eftertanke derfor tag
Det sunde Raad jeg giver:
Rør ei for Meget i en Sag
Som derved værre bliver.
Hva nytter det, I vinde vil
En Ret I ei behøver? /
Og trette kun om Jure til
Den Magt I Facto øver?
Nei, Kjere, tie langt heller still’,
Behold den Magt I haver;
Drei Manden om saa tit I vil,
Og lad som I er Slaver.
Kan I nu ikke taale meer,
Den stakkels Mand har Navnet,
Naar I, som hele Verden seer,
Dog altid haver Gavnet?
Naar Manden brouter af sin Ret,
Sig af sit Herskab bryster,
Saa sig: Min Engel, sandt var det!
Men gjør dog hvad I lyster.
Har I til Stats og Pragt Behag?
O hvilke Narrifasser!
Som veed ei, Kys og Favnetag
Kan aabne alle Casser.
En Mand er kun en Judas som
Paa Pengepungen slæber, /
Som løber hele Byen om,
Og puster, sveder, stræber,
Som Ven og Uven, hvor han kan,
Beklipper, plukker, napper,
At Cassen være kan i Stand,
Saa snart hans Kone klapper.
Naar I saaledes udi alt,
Skjønt under Navn af Slaver,
Den hele Eenevolds Gevalt
Med alle Jura haver;
Hvad kan det da vel skille Jer
At Manden Herre heder,
Naar han har ene al Besvær,
Men Nytten er for Eder.
Al Ære har Besværlighed;
Den sukker tit som hersker;
Spis derfor I med Roelighed
Den Sæd som andre tærsker.
Og hvis man altsaa satte mig
Til Dommere for Eder, /
Den Dom jeg fældte blev da slig:
(Jeg om Undskyldning beder!)
       «I Sagen mellem Qvinderne,
       «Som Mændene forfølger
       «For alt for stor Ydmygelse,
       «Er kjendt for Ret som følger:
       «Citanterne her sigter vel
       «For Tyrannie med mere;
       «At Konen er kun Mandens Træl,
       «At han vil alt regjere;
       «Men da man ei Bevis og Grund
       «I Klagen seer for dette,
       «Saa bør de bøde for sin Mund,
       «Og for unødig Trette.
       «Fremdeles de iblant dem, som
       «Har ei endnu de Gaver
       «At de kan dreie Mandfolk om,
       «Bør altid være Slaver. /

Messieurs! I som alt gifte er,
       Og som vil gifte blive,
       Forsamles kjere Brødre her;
       Men holder Ør’ne stive.
       Seer her et Indlæg gjort i Høst
       Af alle Verdens Qvinder,
       Anvender selv hvad I til Trøst
       Og Lærdom deri finder.

INDLÆG TIL FORNUFTENS RET.

Det ingenlunde Stolthed er,
Ei heller Herskegriller,
I høje Herrer, at vi her
For denne Ret os stiller;
Vort Kjøn er for den Surdei fri
Som stolte Hjerter hæver;
Det var en Mand, som græd fordi
Vor Jord var ham for snæver. /
Vi aldrig har af Overmod
Vor Næstes Gods bortsnappet;
Vor Haand ei ryger af det Blod,
Som Herskegeist udtapped’!
Men Frihed er alligevel
En alt for kostbar Gave;
Især for den der har en Sjel
Som ei er skabt til Slave.
Naturen selv har skabt os frie,
I lige Stand med andre;
Bør da anmasset Tyrannie
Naturens Ret forandre?
Bør vi udlukkes fra al Ret;
Fradømmes Sindets Gaver:
Just for de Herrer Mandfolk det
For godt befundet haver?
Hvor staaer det, Qvindfolk være skal
Om Stat og Lov ukyndig?
Er vi ei Børn, ei heller gal’,
Hvi blir vi da umyndig? /
Seer, Høje Herrer! dette er
Aarsage nok til Trette,
I seer den høje Nød desvær
Bevæger os til dette.
Vort Kjøn har nu vel længe nok
I tvungne Lænker sukket;
Og, som en taus, taalmodig Flok,
For Voldsmænd sig nedbukket.
Sandt nok, vi tilstaaer vi ei veed
De brugelige Kunster,
At dreie Lov og Billighed,
Og blinde Folk med Dunster.
Vi Corpus Juris aldrig saae,
Har aldrig lært at prale;
Den nøgne Sandhed derfor maa
Alene for os tale.
Og da vi veed, den høje Ret,
Hvortil vi os henskyder,
Seer ei paa Kunst, men kun paa det
Som Billigheden byder; /
Saa haabe vi saa meget meer,
En gunstig Dom skal vindes,
Som Sagen selv, saa vidt vi seer,
Velgrundet skal befindes.
Hvis, Høje Herrer! ingen kan
Og tør den Sats modsige,
At alles Rettighed og Stand
Er af Naturen lige;
Hvis vi er fød med samme Ret
Som de der os anfalder,
Saa spør vi: Hvorfra har de det
De Herredømme kalder?
De aldrig skal bevise det
At vi frivillig haver
Indrømmet dem en saadan Ret,
Og gjort os selv til Slaver.
Men er slig Overmagt ei da
Naturlig, ei frivillig:
Hvor vil man den udlede fra,
At den kan kaldes billig? /
Vi veed vel man beraaber sig
Paa Love, Hævd, Contracter;
Tillad vi derfor kortelig
Her disse Ting betragter.
Vi ærer alle visselig
En hellig Lov som skriver:
Din Mand skal herske over Dig;
Men Qvæstionen bliver,
Om dette Skal betyde kan
Hvad Ret en Mand bør øve?
Maaskee det spaaer kun om hvad han
Mod Konen vilde prøve;
Thi hvordan skulde Herskabs Ret
Paabydes mod den Qvinde,
Som samme Lov jo kalder eet
Med Manden, og Mandinde?
Hun er jo den med hvilken han
Skal dele lige Ære;
Og altsaa seer man jo de kan
To lige Herrer være. /
Den Sats som Mandfolk fører frem:
Følg Koner Sara efter!
Blir just et Argument mod dem,
Og som vor Sag bekræfter.
Enhver vil lettelig tilstaae
At Abraham var dydig;
Man derfor ei kan undres paa
At Sara var ham lydig;
Det er: Hun føjede sin Mand,
Var høflig, venlig, villig,
Saa længe som hun saae at han
Var god, fornuftig, billig.
Saa længe han som Mand og Ven
Beskeden vilde være,
Saa var Hun slig mod ham igjen,
Det er: Hun deelte Ære.
Men aldrig før fik Manden Lyst
Fra Middelvei at vige;
Før ham blev sagt: Lyd Saras Røst,
I hvad hun dig vil sige! /
Seer, Høje Herrer! her er det
Hvormed man altid pukker;
Men dømmer om det os fra Ret
Til Regiment udlukker.
Betænker, om man andet kan
Af dette deducere,
End den som viser mest Forstand,
Bør ogsaa mest regjere.
De Borgerlige Love bør
I denne Sag ei gjelde;
Den Dom en Contrapart selv gjør,
Kan ikke Parten fælde.
Men er da ikke denne Ret
Paa rette Love grundet;
Mon den, som Mandfolk mener det,
Er da ved Hævd vel vundet?
Tillad os først at spørge: Om
Man Hævd og Adkomst nyder
Paa Laster, sær paa slige som
Naturens Lov forbyder? /
Kan man faae Hævd paa Tyverie?
Paa Vold, paa List og Rænker?
Paa Overlast og Tyrannie?
Vi dette aldrig tænker.
Men om end Tingen saadan var,
Den kunde hævdet blive,
Kan Mandfolk vise da de har
Slig Hævd som Ret kan give?
Til Hævd udfordres jo at alt
Hvad hævdes skal, det samme
Lang Tid, bestandig, upaatalt
Maa være hos en Stamme.
Hvor gammelt Mandfolks Herskab er,
Det maa de selv beskrive;
Men dette seer dog strax enhver,
At Evas ældst vil blive.
Bestandig har de det ei brugt;
Thi nu og da Heltinder
Har lært de kjere Herrer Tugt,
Og vist de var Mandinder. /
Vi troe de fleste sande vil
Hvad her af os anføres;
Og at vi ei skal nødes til
At lade Vidner høres.
Vor Ret vel sjelden er, desvær!
Solenniter paaanket;
Dog troe vi nok den stundum er
Vedkommende indbanket.
De samme Amazoner som
Har Herskegeister fældet,
Har vist nok ogsaa noget om
Prætensionen meldet.
Og Posito, sligt ei var skeed,
Bør det vor Ret vel fælde?
Bør Myndling, som sin Ret ei veed,
Formynders Svig undgjælde;
Naar vi er kun Umyndige,
Blir Hævds Ret da erhvervet
Af dem, der som Formyndere
Har selv vor Ret fordervet? /
Forskrekkes, Høje Herrer! ved
En saadan Sværm Vidunder,
Som Ret, Natur og Billighed,
Og alting trykker under!
Men endnu rester, at vi her
Som sidste Punct betragter,
Om Mandfolks Herskab grundet er
Paa Forbund og Contracter.
Vi slutter at de ved Contract
Har her ei anden Mening,
End sligt betegner blot den Pagt
Ved Ægteskabs Forening.
Og derfor, naar vi skulde der
Saaledes os forskrive;
Contracten maatte ongefær
Da saa indrettet blive:
«Jeg underskrevne Jomfrue N
«Gjør vitterligt for alle,
«At saasom min udkaarne Ven,
«Agtbare Ungkarl Palle – – /
«Har nu en lang Tid idelig
«Med Knæfald, Graad, og Smerte,
«Med Bøn og Suk væmodelig
«Anholdet om mit Hjerte;
«Desuden har forpligtet sig
«Med græsseligste Eeder,
«At han ei ene elsker mig
«Men endogsaa tilbeder;
«At han sig har opoffret hen
«Til mig, som Herskerinde;
«Og at jeg skal i ham igjen
«En ydmyg Slave finde:
«Saa har jeg endelig tilsidst
«Mit Hjerte overgivet,
«Da Staklen ellers ganske vist
«Var bleven af med Livet.
«I Kraft af dette har han her
«Mig til at troe formaaet,
«At han ved Eed, Forpligtelser
«Slet intet har forstaaet. /
«Contrær, da han saa høflig var
«At tage mod en Gave,
«Hvorom han længe tigget har,
«Saa blir jeg nu hans Slave.
«Jeg renoncerer paa al Ret,
«Som mig Naturen giver,
«Og blot vil troe og gjøre det,
«Som han mig foreskriver.
«Vel har jeg nu til Raadighed
«Et halv Snees Tusend Daler;
«Men dem maa han og handle med
«Som han det selv befaler.
«Det er en liden slet Dusør,
«Som jeg ham ydmygst skjenker
«Fordi han mig den Ære gjør,
«At jeg maa bære Lænker.

*

Betænker, Høje Herrer! dog,
Kan man sig vel indbilde,
At en, der var ved Sands og klog /
Sligt underskrive vilde?
Og hvad man ellers om Contract
Som vi har sluttet, melder,
Det blir kun alt nødtvungen Pagt
Som ei in Jure gjelder.
Vi har da Sagen kortelig
I Høje Herrer viset,
Og, som vi haaber, tydelig
Vort Kjøns Uret beviset;
Det er kun blot hos Eder som
Vi kunde os forvente,
En upartisk og billig Dom
I Sagen at indhente.
Vor Agt er ei Tyranners Ret
Mod vore Mænd at vinde;
Men kunde Verden, sig os det!
Ei styres af en Qvinde;
Har vi ei hvad til Herredom
At føre kan behøves,
Undtagen visse Laster, som /
Af Mænd alene øves?
Vort Kjøn man ei, det kan vi troe,
Fraskrive tør Forstanden;
Man gamle Koner setter jo
I Parallel med Fanden.
Intriger vi jo spille kan
Saa godt som nogen anden;
Spørg derom en og anden Mand,
Og seer ham vel i Panden.
Kan vi ei tie? Vi som har
Saa mange Aar fortiet
En Uret som var soleklar,
Og som har haardt nok sviet.
At bytte Dyd for Rigdom bort,
Samvittighed for Ære;
Sligt har vi vel endnu ei gjort,
Men kunde det dog lære.
At røve, plyndre, slaae ihjel,
Til saadant duer vi ikke;
Men hertil kunde vi jo vel /
Beqvemme Mænd beskikke.
Hvad mangler, Høje Herrer! da?
Hvad fattes os for Gaver,
At vi skal reent udlukkes fra
At herske over Slaver?
Dog dette er just ikke her
Den Paastand, vi vil gjøre;
Det endnu rette Tid ei er
Ved denne Sag at røre;
Men hvad vi nu vil spørge om,
er kun: Om gifte Koner
Betyde skal det samme, som
De Herrer Mænds Kujoner?
See det er Qvæstionen, som
Vi herved indlevere,
Og under Høje Herrers Dom
Vil ydmygst submittere.

*

Højædle Brudgom! De som har
Paadømt saa mangen Trette, /
Hvor Æren Qvæstionen var,
Hvad synes Dem om dette?
Især paa saadan Tid og Sted,
Da De staaer ganske ferdig
At underskrive Acten med
Den Brud, De er saa værdig.
De seer jo selv, Fornuftens Ret
Skal Sagen decidere;
Just Dem derfor paaligger det
I samme at votere.
Men midlertid De tænker paa
Hvad Dom De her skal fælde;
Tillad mig da jeg noget maa
Om min Forretning melde.
De veed, Højædle Brudgom, jo
Hvortil jeg mig forpligted’
Engang, da De saa smaalig loe,
Og Bruden var i Sigtet.
Jeg derfor ei alene vil
En gammel Gjeld betale; /
Men Hjertet selv mig driver til
Paa denne Dag at tale.
Jeg ingenlunde tvivler paa,
At jo Herr Brudgoms Øre
I Dag i Skokketal vil faae
Berømmelser at høre.
Der blir vel nok som skriver om
Fuldkommenhed og Dyder,
Om Yndighed og Skjønhed, som
Vor Brud og Brudgom pryder.
Men mon ei disse kjere Folk
Unyttig sig opholder
Ved sligt som er sin egen Tolk,
Og mangler ei Herolder.
Jeg veed med taus Ærbødighed
Hvad Roes man Dyd bør give;
Men om en Sag, som hver Mand veed,
Var latterligt at skrive.
Min Pen faaer ei Tilladelse
En Caracteer at giøre, /
Som Hjertet med Højagtelse
Langt bedre skal udføre.
Dog merker jeg, Højædle Par!
At, før min Pen faaer Hvile,
Den endnu lidt at melde har,
Som Hjertet selv vil stile.
Gid Rigdom –! dog den har De før,
Og uden det tillige
Ei Tønder Guld, men net op, gjør
De lykkeligste rige.
Al Ære … ! dog jeg tvivler om
De til sligt Ønske trænge;
Den mangler aldrig Ære, som
Har Dyd, Fornuft og Penge.
Graahærdet Alderdom … ! dog nei,
Jeg tør ei dette gjøre;
Hvad Skat er Livet, naar man ei
Kan gaae, ei see, ei høre?
Gid da en talrig Børneflok … !
Ja nok, om De behager! /
Men dette veed jeg ogsaa nok
At mange Børn gir Plager.
Bestandig Sundhed … ! det er sandt,
Den er et kostbart Bytte;
Men Sygdom ogsaa har iblant
Sin meget store Nytte.
Her er snart alt hvad Skjaldre veed
Til Bryllup at frembære,
Naar de paa Rim Lyksalighed
Folk topmaalt vil forære.
Men endnu troer jeg ei jeg har
De rette Lykkens Grunde,
Og hvad et saa fuldkommen Par
Mit Hjerte vilde unde.

Skjenk, Himmel, da det Par som Kjerlighed forener
Den rette Lykke, som kun Lykke kaldes bør:
Fornøjet Sind med hvad din Viisdom seer, dem tjener,
Forsikring, om at Dyd, ei Guld lyksalig gjør! /

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Utvalgte dikt

Da Christian Braunmann Tullin i 1763 ble utnevnt til rådmann i Christiania, var det ifølge de danske myndighetene i kraft av «sine deilige danske poesier». Her er 20 av de mest kjente diktene.

Tekstene er hentet fra Samtlige skrifter, utgave ved Harald Noreng, 3 bind, Det norske språk- og litteraturselskap, Gyldendal, Oslo 1972-76.

Se faksimiler av Samtlige skrifter (1972-76), bind 1, bind 2 og bind 3 (nb.no)

Les mer..

Om Christian Braunmann Tullin

Christian Braunmann Tullin blir ofte kalt den største poetiske begavelse i Danmark-Norge i tiden mellom Holberg og Ewald på midten av 1700-tallet. Hans diktning bærer preg av rokokkoen, en stil full av dekorasjoner og detaljer, men uten barokkens overdådighet. Landskapene han skildrer er stiliserte og detaljrike.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.