SØRGETANKER OVER HR. IVER ELIASON

At fødes og at døe hvor vigtige Minuter,
       De tvende Poler som vort Liv sig velter paa!
Den ene aabner og den anden Scenen slutter,
       Den sidste viser hvad den første kaldes maa.
Saa snart vi fødes, har vi strax et Skrit paa Bagen,
       Vor Lampe tæres alt, saa snart den tændes an;
Vel fød er nok en Trøst, vel død dog Hovedsagen,
       Den sidste Time best den første rose kan. – /
At døe! et lidet Ord, men tankefuldt af Følger!
       Hvor meget nævner den som ikkun nævner Død!
Hvor kan ei dette Ord oprøre Sjelens Bølger,
       Og føde Tanker, hist en grum og her en sød!
At døe, ak Himmel! ja at døe! hvor stor og vigtig
       Er denne Period, den sidste Livet har!
Den Gjeld vi Himmelen for Syndens skyld er pligtig,
       Vil koste Hjerteklap før den kan gjøres klar.
Umuelig kan Fornuft, som kun har lært at tænke,
       Med Ligegyldighed see Dødens Komme an;
En Afsked mellem Aand og Krop maa billig krænke:
       En Ven fra anden ei koldsindig flytte kan.
Naturen krymper sig ved første Dødens Tanker,
       Den skjelver for en Lee som hugger op med Rod;
Og naar den alt sit Mod mod Døden sammensanker
       Saa zittrer Hjertet dog saa længe Blod er Blod.
Forfængelige Sind, indbildte Jordens Helte,
       Som trodse Dødens Skrek, og danse til jer Grav!
Send først en Tanke ind i Evighedens Telte,
       Og døer ei før I veed hvor I tilsidst blir af. /
Hvis Døden ikkun blot en Endepunct af Livet,
       Og sidste Hempe paa vor Modgangs Lænke var:
Hvis intet vidre Haab om Liv vor Sjel er givet,
       Ja vel, saa døer den best som frekkest Hjerte har.
Hvis Død og Intet er for Mennesker det samme,
       Hvis ei for Sjele er en større Kreds bestemt
End den som spendes her i Livets korte Ramme,
       Saa er det beste Liv som snarest blir forglemt.
Ja hvis ei andet er end idel Glædes Himle
       Bag Dødens Forhæng for enhver som døer i Fleng,
Skal alle uden Val i Vellyststrømme vrimle,
       Saa døer den alt for seent som døer paa Sotteseng.
Saa gjør den best som først til Livets Ende tragter,
       Som tænker allermest letsindig i sin Død;
Lyksaligt Hjerte da som Døden mest foragter,
       Og kysser strax den Dolk som ender Liv og Nød!
Men har vor Sjel et Haab som rækker over Tiden,
       Et Øje som langt meer end Stjernekredsen seer,
En Længsel for hvis Roe vor Tid er alt for liden,
       Og Millioner Aar kun giver Lyst til meer: /
Er Døden ikkun først Begyndelsen af Livet;
       Er Sjelens rette Boe ei her paa Jordens Øe;
Er Livet os kun til en Dødens Skole givet,
       Og fødes vi kun for at lære ret at døe:
Har Evigheden hist ei een men tvende Arme,
       Som deler Vee og Vel for Livets Vandel ud;
Er intet Væsen der som lar sig meer forbarme,
       Men den som er han blir en evig nidkjer Gud;
Ja er vor Død den Punct hvorfra vor Sjel nedsenkes
       Til Glæders eller og til Plagers Afgrunds Søe,
Til Evighed som ei kan tælles eller tænkes,
       Saa er den værr’ end Beest som kan lætsindig døe.
Saa er den heller Nar end Philosoph som tænker
       At døe og lee er Tegn paa Heltetapperhed:
Ak usle Pralerie, som liden Ære skjenker!
       Den døer kun frek som ei af Dødens Følger veed.
Men hvad? Er Døden da saa bitter, vil man tænke?
       Er ingen mere Trøst tilbage i vor Død?
Just som man tænker til: Hvis blot Fornuft skal skjenke
       Vor Trøst mod Dødens Skrek, saa blir den neppe sød. /
Den svøber Sjelen kun i Taage, Tvivl og Klage,
       Just naar den alt et Glimt af Evigheden seer;
Just naar den skal gaae hen og aldrig meer tilbage,
       Til saadan Tilstand hvor Forandring aldrig skeer.
Just naar dens bange Tvivl har Vished mest fornøden,
       Saa blir Fornuften først en ubestandig Ven;
I Livet kyste den, men bider nu i Døden,
       Gaa bort, er al dens Trøst, jeg veed ei selv hvor hen!
Ak Himmel! skal en Sjel omspendt med Dødens Smerte,
       Af Plager qvælet, nu ei nyde mere Luft
End hvad et stoppet Rør i et fortvivlet Hjerte
       Kan lede fra en tyk og taagefuld Fornuft?
Skal den sig trøsteløs i fæle Tanker vrie,
       Som Dom og Evighed vil flokviis jage ind?
O Jammer! o! hvor vil da Dødens Pile svie,
       Naar Øje og Fornuft blir begge lige blind!
Nei her maa anden Grund, om Ankeret skal fæste;
       Her maa en Trøster til som er for alle død:
Den beste Trøst i Liv blir og i Død den beste,
       En Qvist af Jesse Rod gjør Dødens Malurt sød. /
En Draabe Naade her for Sjelen mere veier
       End Centnersvær Fornuft og Million Beviis;
Naar Sjelen føler at den Himmelen alt eier,
       Den kysser fuld af Fryd hver Qvist paa Dødens Riis.
Et Glimt af Naadens Lys, af Helligdommens Lampe,
       Oplyser alt hvad før i Sjelen dunkelt var,
Utallighed af Aar, Fornuftens Taagedampe!
       Jer Afgrund I nu kun til Sjelens Glæde har!
Her smiler Naadens Helt ved Dødens første Komme,
       Her glæder sig en Sjel, af Jordens Lænke løst;
Nu Buret lukkes op og Fængslets Tid er omme,
       Alt hvad som skrekked før, det bliver nu til Trøst.
Kom graadig Ormeflok og deler kun jer Bytte!
       Tag som et funden Rov den Klump af Jorden hen,
Kom Grav, du søde Huus, du Støvets beste Hytte!
       Adspred den Jord som hist skal samles blank igjen.
Kom søde Evighed, Lyksaligheders Kilde!
       Kom Afgrund som var før saa bundløs mørk og fæl!
Kom Dom som spaaede før om Livets Gjeld saa ilde!
       Du himmelsk Herredag, du spaaer om alting vel! /
Kom evig Jubelfest paa Verdens Sved og Møje!
       Kom Aanders Samling, kom lyksalig Engletrop!
Kom Himmelvogn, sving op fra Jorden i det høje!
       Kom Død, kom Paradis, tag baade Sjel og Krop!
Ak honningsøde Død! Ak vellystfulde Tanker!
       Ak Trøst for Støv at naae Lyksalighedens Top!
Især naar Døden paa forfaldne Hytter banker,
       Og kalder hen til Fred en gammel trættet Krop.
En Simeon som Aar og Alderdom nedbøjer,
       Som Verdens Svir og Sværm har gjort af Livet kjed,
Af al Fornøjelse ham Døden mest fornøjer,
       Tag Herre, er hans Suk, din Tjener hen i Fred!
† † †
Afdøde salig Sjel! som mange her vil savne,
       Du savner intet hvor du alting bedre fik:
Hvor du i Glæde kan en Bro’er, en Datter favne,
       Som stakket før end du til Evigheden gik.
Du prøved længe nok hvad Tid og Verden giver,
       Halvfjersindstyve Aar en langsom Skole var; /
Men sligt er alt forglemt: du salig er og bliver,
       Det Liv du lever nu ei evig Ende tar.
Du eier hvor du er langt meer end Verden skatter,
       En Rigdom som ei Rust, ei Tid kan slide ud,
Du eier al den Fryd som Glædens Himle fatter,
       Du eier meer end nok nu du er rig i Gud.
Den Trøst er nok for dig, og vigtig nok til Lise
       For dine Venners Sorg som dog ei sørge bør;
Thi hvis man saae dig nu, din Glæde skulde vise
       At Sorg ubillig er for den som salig døer. /

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.