TAAREFULD ERINDRING AF EN HØJTELSKET SØSTER

Velsignede Støv!
Sørgelige Levning af den kjerligste Søster!
Du fortjente meget, og behøver intet,
derfor faaer du ikke andet
end dette sidste Echo
fra din bedrøvede Broder.
Jeg talte til dig i Døden:
Jeg maae ogsaa raabe efter dig ind i Evigheden; /
Men hvad skal jeg sige?
Blod og Venskab
stormer begge til din Kiste at væde din Aske;
Men de stormer endnu mere til mit Hjerte,
og vil forbyde mig at tale.
De vil begge have lige saa stor Deel i din Død,
som de havde lige Deel i dit Liv.
De raaber:
Du var lige saa oprigtig Ven som from Søster,
du var i begge Tilfælde den beste.
Ak ja!
Min Smerte vidner at jeg havde i dig
i 18 Aar 6 Maaneder og 15 Dage
en dydig, en kjerlig,
dog i de to sidste
en bedrøvelig Søster.
Ak!
At jeg ikke maatte nyde det første
uden at see det sidste!
Jeg har vel været betænkt paa Skilsmisse; /
Men aldrig saa hastig,
mindre paa din Side,
mindst midt i saa stort Haab.
Ak hvilken Jammer
at lide Skibbrud saa nær ved Havnen!
Ak
min Rose!
Du visnede hastig i Livets Vaar,
skjønt til en salig Forandring,
fra en Lillie til en Paradisrose.
De som saae dig i din sidste Tid,
i dine Martyrdage,
kunde ikke see dig uden at øse Graad,
skjønt af en dobbelt Kilde;
Bedrøvede over din Pine,
men glade over din Roelighed:
Du murrede ikke engang over dine brændende Smerter;
Taalmodighed var den Atlas
som bar din Byrde.
Saa stærk er den almægtige. /
Han bar din Sjel ind i Jesu Saar,
da Legemet laae udspilet for alle Pile;
Disse Saar
vare dit Plaster i din Barselseng;
Nu fandt du ogsaa der i Døden din Brudeseng.
Tak for din Afskedsmusik,
Jesu, dine dybe Vunder etc.
Dette var din Svanesang
midt i Kroppens Afmagt,
midt i Fornuftens Storm.
Ja!
Da Døden havde fængslet alting,
saa viste dog dine matte Øjne
til hvad Havn Sjelen skulde geleides
af dine Sukke:
Himmelen var Nordpolen,
Hvor kjempede ikke mit Hjerte,
da du kjempede med Døden!
Jeg tumlede paa din Seng,
jeg ønskede at sønderrive Himmelen, /
For at aabne dig Vei til Guds Throne:
Men
dine Sukke vandt Seier.
Du sov, du døde;
Bedrøvelige Syn for os efterladte!
De Taare,
hvormed jeg den Tid vædede dit kolde Ansigt,
vare kun Sendebud fra mit Hjerte,
og Vidner om min Pligt,
men ingen Belønning for din Kjerlighed;
Den faaer du hvor du nu er.
Jeg havde intet at give dig,
uden Sorg og Sukke,
men disse kan jeg umuelig spare.
Af ni Sødskende
var du den eneste Døden havde levnet mig;
Nu tog den i dig
den sidste, den beste.
Ak!
Hvorfor skal jeg leve igjen for at begræde dem alle? /
Jeg elsker dig for højt til at misunde dig din Lykke;
men jeg er Menneske,
og jeg er Broder.
Jeg savner dig, min Fornøjelse! jeg savner dig,
og jeg ikke alene.
De sørgende Forældre, din nedslagne Ægtefælle
begræder i dit Tab
deres Alderdoms Trøst,
Husets Soel, Livets Lyksalighed.
Jeg vil overlade til dine Venner at tale selv
om deres Sorg,
og Himmelen skal tale for de fattige;
Men jeg burde dog være en Tolk
for din stumme Yndling, din lille Datter,
det første og største Pant paa din Ægtekjerlighed
hvilken du beseglede med Døden.
Jeg burde vise hvad hun savner
nu hun skal tumle om paa Livets Hav
uden din Omsorg;
men mit Hjerte smelter: /
Jeg kan ikke nævne hende uden at erindre dig,
og græde over begge.
Hun saae dig i Glæde og Sorg,
i Liv og Død,
altsammen i fire Uger og to Dage,
men hun veed ikke selv hvad hun saae.
Ak dobbelt Sorg for dem der maatte see alting,
baade for sig selv og hende!
Ulyksalige Foster,
om Døden kunde taget den Trøst med din Moder,
at Himlen seer til for os alle!
Men nu skal denne blive din Amme.
Du behøver nu intet Ønske! min Søster;
Men et for din Dotter:
Gid hun maa blive som du!
dog ikke saa tilig en Sorg for dine Venner!
For resten som du elsket af alle!
Thi du havde ingen Fiender;
I det mindste vidste du ingen selv;
Jeg ikke heller; /
Men dette veed jeg:
Du fortjente ingen.
Havde du nogen, saa Gud forlade dem!
thi du elskede alle,
Satan undtagen;
ham hadede du til Enden.
Det er alt hvad jeg tør sige,
skjønt det mindste af din Fortjeneste,
og ikkun Skyggen af dit Eftermæle;
Men jeg maa tie med det meste,
fordi jeg er din Broder.
Nu rester da at raabe
fra dine Forældre, fra din Mand,
fra dine Venner og fra mig,
det allerkjerligste, det allerbedrøveligste
Far vel!
Lyksaligste Engel!
Du er ophøjet over alle Forandringer.
Lykkens Ustadighed, Verdens Jammer,
Naaer ikke din Boelig. /
Nu har du allerede smagt
det Livets Brød, som du spaaede dig
Dagen for din Reise.
Ak gid jeg kunde fulgt mine Tanker,
da de fulgte dig til Evigheden!
Men jeg blev tilbage
fængslet med Tiden,
et Rov for din Erindring.
Far vel! min Velsignede! far vel!
Kan din salige Sjel forlystes med Tanker
om Tiden,
saa tænk paa mig.
Tænk paa en Broder
som endnu seiler for Lykkens Vinde,
Gud veed hvor langt fra Havnen.
Jeg glemmer dig aldrig.
Hvert Kjerligheds Tegn du beviste mig,
hvert Øjekast, indtil det matteste,
skal leve i min Erindring,
indtil jeg møder dig. /
† † †
Men et Ord ogsaa til dig,
min Læser!
Døm ikke før du har erfaret
hvad Blod og Venskab kan udrette;
Jeg vil ikke ønske,
at du skulde tage Deel i min Bedrøvelse
for at blive forvisset om
hvad Smerte dette Foster har kostet;
Nei, det var for meget.
Jeg begjerer ingen Lettelse,
men alene Undskyldning.
Troe derfor,
at disse Linier ere en Frugt
af et oprørt Hjerte og en stor Hjertesorg,
saa har du
baade mit Forsvar og min Undskyldning.
† † †
Menneske!
Her seer du i min Levning
intet nyt men et sædvanligt Syn,
et Billede paa dig selv,
en Skrek for din Hovmod,
en Triumphvogn for Døden.
Ungdom og Styrke
kunde ikke holde Stand i faae Dage,
før de bleve nedpakkede i disse Fjæle.
Lær heraf,
at du med al din Pralen
er kun en Dverg imod Døden.
Jeg maatte bukke for hans Vaaben.
Vent du kun det samme;
thi han leer af de stærkeste. /
Naar du skal følge mig, veed jeg ikke;
men dette veed jeg,
at Ormene maa ikke fattes Føde.
Dette er nok for dig.
Hvad mig angaaer,
da behøver jeg nu intet mere,
Jeg veed at min Frelser lever!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.