O min Sjel! skal du ogsaa være tilstede ved denne Scene?
Young.
Jeg synker – O! – hvordan vil dette falde ud?
O Syn! – O Øjeblik! Er dette nu det sidste?
O Dommer! – O min Synd! – fordømt? – o gid jeg vidste
En Tilflugt for min Sjel! Ak red mig dog min Gud! –
Saa foer jeg af en Drøm forferdet op i Nat;
En Drøm hvorved min Sjel blev jaget træt og mat,
Fra stille Tanker til en stor og skrekfuld Scene.
O Søvn! gir du da Roe for Kroppen kun alene?
Jeg syntes som jeg i et Øjeblik henrykt
Stod paa en aaben Mark, hvor det var tyst og roelig;
Naturens hele Kreds saae ud som Søvnens Boelig;
Og Sikkerhed laae paa hvert Skabnings Øje trykt. /
Jeg saae mig rundt omkring, men saae mig ene staae
Indtagen af at see det klare Himmelblaae,
Og Stjernerne med slig uvanlig Tindring brænde,
Som Lysets sidste Glimt, naar Luen selv har Ende.
Min Sjel nu op og ned i eensom Glæde gik:
En Tanke ferdig stod blant Stjernerne at klyve,
Og med et skyldigt Suk til Skaberen henflyve;
Men faldt i Afmagt hen. – O fæle Øjeblik!
Hvert Himmelfakkel blev med eet saa mørkt, og slukt,
Som før da Lyset var i Chaos indelukt.
Al Luften stod i Brand, og Lynild jaged Torden,
Kun for at vise ret Forskrekkelsen paa Jorden.
Da alting var af Ild, af Storm, af Skrek oprørt:
Jeg hørte en Basun med Angester omringet,
Som med et Toneskrald Naturen gjennemklinged,
Slig Lyd var siden det almægtig Bliv ei hørt.
Hvert Menneske, hvert Kræ, hver Skabning vogned op;
Hvert adspredt Gran af Støv fløj hen og blev til Krop; /
Ei Luft, ei Hav, ei Jord, ei Død, ei Gravens Hule
Den mindste Levning af et Legem torde skjule.
Strax derpaa syntes mig en Sværm af Sjele kom,
Som søgte hver til sin paa ny opbygte Boelig;
Hver favnede sin Krop, foreentes saa fortroelig,
Som to der skulde staae, og falde for een Dom.
Nu saae jeg Adams Børn forsamlet paa eet Sted;
Jeg saae Monarker faldt om Slavers Hals og græd;
Jeg Secter samlet saae, og Splid dog ei begynde;
Ja, Djevle glemte selv af Angest nu at synde.
O Tanke! tør du meer udtrykke hvad jeg saae?
Bliv fuld af hellig Frygt, før du din Sang begynder.
Jeg saae – o hvilket Syn var dette for en Synder,
Som maalløs fuld af Skrek iblant Ruiner laae! –
At Evighedens Flor med eet blev hidset op:
O hvilken Majestet, hvad talrig Engletrop,
Omringed her en Sky af Cherubiner baaret,
Af Evigheden selv til Dommerstoel udkaaret! /
Paa denne sad en klar og gjennemboret Krop:
Hvad Krop? – Ja vist nok Krop, men evig Gud tillige;
Gjenløser, naadig før – men nu – hvo kan udsige,
Hvor Djevle skjalv da han sit Aasyn løfted op?
Hans Ansigt skinned meer end tusend Soles Glands;
Regnbuen flettet var hans Hoved til en Krands;
Hans sterke Haand jeg saae at aabne Dommerbrevet.
Naturens Lov, og nok et Blad med Blod beskrevet.
Han saae sig om, og saae Aarsagen til sin Død,
Iskarioters Flok: hvor blev han her fortrøden!
Hvert af hans Øjekast et Forbud var for Døden;
Ja Engle glemte selv sin Fryd da han udbrød:
Forlorne, strømmer hid, og taler nu jer Ret.
Var ei jer Gjeld betalt? (tog Bladet) Seer I det,
Gjenløste med mit Blod, fordømte ved jer eget?
Spørg nu jer for’ge Liv: Er Helvede for meget?
Naturen daaned hen, og Frekhed maalløs stod;
Jeg hørte ene her fortvivlte Sjele skrige: /
O væ! o Evighed! o Jammer uden lige!
Men Dommeren ved sligt sig ei bevæge lod.
Han vinkede; og strax kom alle Plager frem,
Jeg Evigheden saae, kom sidst bag efter dem;
Hist aabnedes et Svælg opfyldt med Ild og Jammer;
O væ! – her vaagned jeg forskrekt ved disse Flammer.
Jeg vaagned; men nu fik min Sjel paa ny en Plan
At tumle Tanker paa: Den i sig selv sig senkte;
Blev taus, foer op igjen, og gysed, da jeg tænkte:
Skal ogsaa du engang see dette vaagen an?
Skal du af Luft og Tid forraadne, kjere Krop;
Og dog ved Verdens Høst fornyet spire op?
Skal og dit Støv engang Basunens Røst adlyde?
Skal disse Øjne see Naturens Pragt henflyde?
Skal jeg og engang blot for Dommerøjet staae?
Skal Engle, Djevle, hver en syndig Tanke høre?
Skal jeg –? O nei! O lad i dette bange Øre
Din Vredes Tordenskrald, min Gud, dog aldrig slaae! /
Lad mig kun zittre for din Dom, din Hevnearm;
Men skyd et Naadeglimt fra Thronen i min Barm:
Viis mig min blodig Dom, men viis den sønderreven,
Og læs en anden op med Dommerblodet skreven.
O! sover du, Natur? Hør! Dommens Klokke slog:
O maatte dog min Sang dit døve Øre vække,
før hist Basunen skal dig alt for sildig skrekke!
Bliv engang Philosoph! Studeer i Tidens Bog!
Du seer hver Linje der af glemte Navne fuld.
Hvor er Menander nu? Jo see, der staaer hans Muld.
O Lissabon! Du var – du var; men Gud dig dømte:
Nu er du liig den Drøm som jeg forgangen drømte. /
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Da Christian Braunmann Tullin i 1763 ble utnevnt til rådmann i Christiania, var det ifølge de danske myndighetene i kraft av «sine deilige danske poesier». Her er 20 av de mest kjente diktene.
Tekstene er hentet fra Samtlige skrifter, utgave ved Harald Noreng, 3 bind, Det norske språk- og litteraturselskap, Gyldendal, Oslo 1972-76.
Se faksimiler av Samtlige skrifter (1972-76), bind 1, bind 2 og bind 3 (nb.no)
Christian Braunmann Tullin blir ofte kalt den største poetiske begavelse i Danmark-Norge i tiden mellom Holberg og Ewald på midten av 1700-tallet. Hans diktning bærer preg av rokokkoen, en stil full av dekorasjoner og detaljer, men uten barokkens overdådighet. Landskapene han skildrer er stiliserte og detaljrike.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.