UNDERVISNING FOR ET UNGT FRUENTIMMER

En Oversettelse efter Herr PAVILLONS Avis à une jeune personne, qui entre dans le monde.

       Min Iris, jeg vil dig raadføre:
Jeg veed vel dette ei den beste Maade er,
Paa hvilken man hos unge Folk især
Kan vente sig behagelig at gjøre.
Jeg veed, man ei fornøjer mere,
Saa snart man vil philosophere;
Og derfor skulde jeg vel ladet dette blive,
Og i dets Sted for dig
En Samling af forlibte Viser skrive,
Hvis din Opdragelse ei vidnede for mig,
At du har længe hørt den Lærdom jeg vil give.
Tillad mig da, at disse Linjer maa
Veilede dine Skrit; og Dydens Fodspor vise,
Hvor du skal i saa ung en Alder gaae.
Du faaer vel nok som dig vil søge at fornøje,
Men sluttelig kun faa vil gjøre sig den Møje
At sige dig din’ Feil og undervise. /

       Betræd paa denne Dag en saadan Plan,
Hvor lange Skranker for dit Liv afpæled er:
Og mens du løber der,
Lad ingen selvgjort Frygt dit Mod nedtrykke;
Men ved hvert Skrit du gjør indbild dig altid Lykke
Paa det et muntert Sind dit Liv oplive kan;
Thi hvis du nu i Livets Foraar vilde
See suur, fortreden ud, saa lod det ilde.
Dog midt i al din Lyst holdt denne Regel gyldig,
At dersom du vil unde dig
At leve længe lykkelig,
Saa søg Fornøjelse, men altid en uskyldig.

       Jeg veed vel, Iris, at jeg her
Har ikke just behov
At vise hvad det er for Lov,
Som Tugt og Ærbarhed saa strengelig befaler:
Det Blod hvoraf du kommen er,
Med større Fynd end jeg om saadant for dig taler; /
Men dette maa du ogsaa vide,
At denne Lov kan ei Indskrænkning lide;
Din Ære over den saa nidkjer holder fast,
Naar den skal vise hvad sig sømmer, og ei sømmer,
At den dig ikke blot for Last,
Men og for mindste Skin af Last fordømmer.

       Brug ikke Pøblens Sprog;
Ei heller en opskruet Stiil naar du vil tale:
Men lad en net Utvungenhed i Ord og Klædedragt
Udgjøre al Zirat, al Yndighed og Pragt.
Thi slig en super-klog,
Som altid vil med lærde Gloser prale,
Naar hun indbilder sig, man hendes Lærdom seer,
Man kun ad hende som en indbildsk Taasse leer.

       Lad ei din Mund sligt Skoserie fremføre,
Som med en giftig Braad i Næstens Hjerte bider;
Ei heller for at kildre andres Ære
Tal saadan Skjerts at Ærbarheden lider. /
Thi da de Ord man taler
Den beste Skildrer er som Tankerne afmaler,
Hvis du da føre vil en Tale som ei sømmer,
Saa vid at Folk af Smag og Vid om Hjertet deraf dømmer.

       Sid heller ei og stil dig alt for ærbar an,
Naar en et Selskab vil med sindrigt Skjemt fornøje;
Men stræb langt heller at du kan
Et artigt Indfald til et artigt Indfald føje:
Dog lad det være sligt, at den du dermed rører,
Kan lee deraf med samme Lyst som alle de det hører.

       Den skjønne som en Beiler kun sit Ære overlader,
Og kjedes ikke ved hans idelige Suk;
Men hører gjerne naar han siger hun er smuk:
Forgjæves tænker, han skal troe at hun ham hader; /
Thi naar en Jomfrue først til sligt vil Øret vende,
Saa har man ogsaa Ret at haabe alt hos hende.

       Vær altid frygtsom for den Caracteer af Ven:
Thi under Dydens og uskyldigt Venskabs Maske
Kan din indbildte Ven dig før du veed forraske,
Og den som først er Ven, hvad kan man nægte den?
I slig Fortroelighed staaer Æren altid Fare;
Tag dig, min Iris, derfor vare:
Du troer din Ven fornuftig, ædelmodig er,
Og at du ham kun blot som Ven har kjer;
Men vogt dit Hjerte, at det heri ikke fejler,
Slig Ven meer farlig er end en erklæret Beiler.

       Jeg ikke hos en klog den Attraae vil fordømme,
Som viser at hun for sin Skjønhed Omsorg bær;
Den er uskjønsom som vil skjødesløs forsømme
En Fordeel som af Himlen given er.
Men vil du at man dig for vittig skal antage,
Da troe mig kun at den som alt for Modens er, /
Og mere for sin Stads end andet Omsorg bær,
Beviser dermed at hun Mandfolk vil behage.

       Den som vil en og hver berømme,
Dens Roes ei meget veie kan;
Man viser dermed kun, man har en slet Forstand,
Som ei har lært om Dyder ret at dømme:
Dog maa man heller ei slig Grumhed hos dig laste,
At du din Næstes Feil vil ham i Næsen kaste:
Lad heller sligt du seer dig til Anledning være,
At du kan Afsky for din egen Svaghed lære.

       Vær ei paastaaende og hidsig i din Mening;
Men med et roeligt Blod
Hør hvad der siges for og mod:
Og har du taget feil, da indgaae strax Forening;
Det er dig ingen Skam at Sandhed Seier nyder,
Hvor ringe den end er som dig din Feil betyder. /

       Gjør ingen Efterforskning til
At faae en andens skjulte Ting udgrundet;
Thi hvo nysgjerig er, og alting vide vil,
Er ogsaa vist nok aabenmundet.
Men hvis man i din Barm har saadan Sag nedlagt,
Da hold den ogsaa der saa vel bevaret,
Endog om mueligt er for den som det har sagt,
At han tit selv ei troer han har det aabenbaret.

       Den skjønne som fornøiet leer,
Naar nogen hende vil med Hyklefarver male;
Og taaler at man vil i hendes Øine tale
Om Egenskaber som man ei hos hende seer:
Hun kun et Afguds Billed er,
Til hvilket man sin Røgelse frembær.
Sandt nok en billig Roes vort Hjerte kildre kan;
Men den som har oplyst Forstand,
Bør stræbe mere at hun kan roesværdig blive,
End glædes ved den Roes som man vil hende give. /

       Da Moden er et Tyrannie,
Fra hvilket ingen Ting kan os befrie;
Men alle er og blir et Rov
I denne Fald for Daarers Lov:
Saa passer dog en klog, naar han skal denne Skjebne friste,
At han i Moder hverken er den første eller sidste. /

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.