Du ser saa kjernefrisk ud Anna! Nu, den Fjeldrejse i Hvedebrødsmaaneden var sandelig en fornuftigere Idé, end jeg tænkte . . . Og paa Tilbagetouren rejste I atter indom dem derhjemme . . .

Vi har været der i halvanden Uge Broder! Du kan tro, vi har hygget os.

Det vil sige, Du spillede Frue, . . . kom ned Klokken ti til Frokosten, og saa ventede Jakobine med Theen, ligesom hun gjør paa Far.

Men Fredrik da!

Aa, nægt det ikke, – jeg ved det . . . for akurat saa gjorde Theodora, og hun var ikke lidet nydelig med det.

Fredrik! – – Det er ikke sandt!

Vil Du benægte, at Du var nydelig?

Aa, hør ikke paa den Ordkløver . . . En faar aldrig Ret mod ham.

Der hører Du Fredrik! Akurat, hvad jeg siger bestandig!

Isandhed en husvarm, hyggelig Passiar! . . . En kan med et halvt Øje se gjennem Ruden lige ind i de To’s inderste Hjertekrog. Er det din Svoger?

Der Spiessbürger da, – mener Du? Ja, saamæn er han det, . . . på sin Vis en Perle.

Og hvordan staar til hjemme hos Eder . . . med Børnene?

Tak, der er Alt vel.

Retnu tror jeg, vi faa høre Vuggen gaa!

Men, hvordan havde de Gamle det, Anna!

Ypperligt! – Alt i sin vante Gjænge, . . . Fader . . .

Ja, jeg stillede tilslut mit Ur efter ham. Naar han gik ned til Beddingen for anden Gang, var Klokken fem Minutter over elleve; naar han kom op igjen og tog i Stuedøren, begyndte det at ringe tolv; naar han om Aftenen kom fra Kontoret, var den syv, og Klokken ti paa Slaget stod han i Sloprok og Nathue med Lyset i den ene Haand og med den anden paa Klinken til Sovekammerdøren . . . Vægteren raabte da akurat udenfor.

Jeg kan ikke like den Slags letsindig Snak, Henrik, – Du sagde ham dog altid et hjerteligt Godnat lige før.

Javist, javist Anna – Du forstaar da en Smule Spøg!

Nødig dog just over Ens egen Far, synes jeg.

Vid Du Daare! – de forstaa den ikke!

Spøgen hviler paa en fra Virkeligheden afløst Forudsætning; den hører under Digtningens Kategori; – men en Sats ud fra det Reale faar man kun vanskelig en Spidsborger til at gjøre . . .

Ti, – siger jeg Dig! – her er ikke Stedet for dine Definitioner!

Ja, vær nu ikke vred!

Maa jeg forestille Eder vor berømte Litterat og Kritiker Lauritz Hysing.

Ah, Hr. Hysing! Jeg kjendte Deres Far, afdøde Malermester Hysing; han har malet vort Hus engang. Det var en brav9 Mand, ofrede meget for at faa Dem frem. Og Deres Mor, – har hun det godt? Ja, De er naturligvis nu hendes Støtte. Apropos! – Vær saa snil at sige mig hendes Adresse.

Jeg . . . ja – jeg . . . skal levere Dem et Kort en anden Gang . . . jeg finder det virkelig ikke.

Snak! Jeg behøver intet Kort for at finde gamle Madam Hysing . . . Sig blot hvor hun bor.

Jeg . . . jeg – husker det sandelig ikke, . . . det vil sige Husnummeret – det er ude i Oslo. Jeg bor selv inde i Byen.

Oslo Strandgade, som før, hvad? – Dog vel ikke det gamle . . . hm! hm! Nu saa!

Hvad behager?

Nej, det var Intet . . . Jeg beder Dem hilse hende fra mig . . . mulig træffer jeg hende ved Lejlighed selv derude.

En højst nærgaaende og ubehagelig Fyr!

Jovist, jo vist er det her!

Tillad mig at spørge det ærede Selskab? – Befinder man sig her hos Studiosus philologiæ, Amanuensis ved Bibliotheket, den æsthetiske Recensent i Bladet «Dagslyset», Hr. Henrik Hjorts Stue? Man skulde gratulere ham, – skue ham ved den hjemlige Arne, . . . ved Husgudernes Altar ofrende til Larerne og Penaterne, det vil sige: han brænder sine Idealer, dem til en sød Lugt, hans tidligere Venner til Begrædelse.

Det ligner ham!

Altsaa; Hic Rhodus?

Javist er det her! – Træd ind!

Her regjerer nok en vis højere Folkeskik, . . . som gaar over Hovedet paa os Smaafolk, forstaar Du!

Maa jeg forestille Selskabet Hr. Literatus Morten Busk, noksom kjendt af Navn, Studiosus perpetuus, omvandrende ironisk Filosof à la Socrates, ellers Arrangeur af Feulletonen i Bladet «Borgeren», – en hans Evner uværdig, kun af det materielle Livs Krav paatvunget Beskjæftigelse . . .

. . . Hans Aand svæver daglig usynlig blandt denne Byes Familjer, særlig ved Eftermiddags og Aftentide . . .

Jeg forstaar – – den Del af den, som han maa brænde til Ære for sine Husguder.

Indrømmet! – truffet! Og dog, – saa inconseqvent er Mennesket – jeg holder af at sysle med disse hjemmebagte, borgerlige Sympathier og Meninger. Jeg har styret den Feulleton nu i tyve Aar. Ja, jeg har endog drevet Svagheden saa vidt, at jeg selv har sat mig til i Sloprok og Nathue ved et Glas varm Toddy og læst den. Man mager Ryggen tilbage i Fars Stol og sin Fars Tid og indbilder sig . . .

Jeg læser altid de Feulletoner. Fra jeg var ung Pige har jeg dem at takke for mangen dejlig Stund – saa interessante . . . og altid med Meninger, som En maa elske.

Ja vi hjemme syntes det samme; vi læste dem altid højt. Jeg blev saa glad, da jeg hørte, De var en af Henriks Venner . . .

Hm! Du staar for den populære æsthetiske Domstol, forstaar Du min kjære Busk! Din Virksomhed i Bladet Borgeren, det vil sige din borgerlige Virksomhed sætter Dig ind i den moralske Skikkeligheds Kategori . . . jeg hører Dig staa og stampe tilfreds der inde i Stalden ved Krybben paa dine ældre Dage.

Ja, hvad siger ikke Bayle i sin berømte, vittige Ordbog . . .

Om Forladelse, jeg glemte at præsentere min Ven Candidatus philosofiæ Carsten Bomhof!

Hr. Carsten Bomhof – min Hustru!

. . . han siger . . .

Som Du ser ham der, har han intet mindre end en hel Bog i Hovedet, –

Ja, nu er jeg da endelig enig med mig selv om Titelen . . . Titelen er, som Chateaubriand har sagt, hverken mere eller mindre end selve Bogen . . . Bogen in nuce. Den skal hede «Tiden, seet æsthetisk, ethisk og praktisk» med et Anhang om dens vigende Mystik – Religionen.

Nu! – jeg anede ikke, det var en slig Fyr!

Tør jeg spørge, tager De ind i Værket noget om det Merkantile?

– noget om Vareprøver – hvad?

Vil Damerne og Herrerne ikke drikke et Glas Vin? – Du glemmer at byde Anna!

Nej, – Tante Magda!

Ja, her har Du Tante, kjære Anna!

Saa, Krandsekage! Gratulationsvisitter! Presenter! – Jeg vidste, din Far ikke vilde spare, naar det kom til Stykket, skjønt det jo ikke netop var efter hans Hoved,13 at . . .

ja, jeg kommer med friske Hilsener hjemmefra . . . og saa faar Du jo nu en stor Post, Henrik! – Saa er man mere selvstændig!

Ah, saa, – det hænger altsaa dog i Svigerfar Howitz!

Velkommen i Huset Tante! Med eller uden den Post haaber jeg nok, De skal se mig staa paa egne Ben! . . .

God Dag, kjære Tante!

Husk da paa, – det er ikke noget at basunere ud for Alverden, at Far var imod Partiet!

Saa, – saa! – Nu ja, jeg skal vist ikke bringe det ud!

– Og Du er lykkelig nu?

Om jeg er lykkelig! – – Ja, jeg véd nok, Tante Magda, at Far ikke var videre for, at Henrik og jeg skulde gifte os, – at han skulde havt Embedsexamen; – men Du skal tro, det varer ikke længe, før han skal erkjende ham for, hvad han er!

Det var den Stilling sammen med din Broder Fredrik, som stod din Far for Hovedet, ser Du; – han mente, en Mand skulde vide, hvor han tog Brødet fra, før han giftede sig – Nu ja, nu har han jo Udsigt til at blive en stor Redaktør, og . . .

Far eller Fredrik forstaa endnu ikke, hvad de har villet standse . . . Og Theodora, hun . . . kan nu ikke tænke sig noget højere end hendes Mands velsignede Fabriker!

Der har vi ham, – vor unge Sol!

Ja, her er jeg!

Maa jeg forestille Hr. Richard Schnelle – Student, Poet! . . . Sig med engang Schnelle er Du i fjerde eller femte Akt?

Jeg har opgivet det. Jeg er begyndt paa et Epos – ja, et større forstaar Du; . . . jeg har en saadan herlig Udgang! . . . Tænk Dig . . .

Maa jeg forestille, – det er min Svoger Howitz!

Din Svoger! Ja saa kan han jo gjerne høre!

Tænk Eder engang Helten og Heltinden! Netop som det skummende Bæger sættes til Læben – tager jeg det bort! Det er en Udgang, som man skal lede efter Magen til – hvad? – rent ud rystende!

Nu, nu – kom nu, skal Du faa se min Hustru!

Netop som det skummende Bæger sættes til Læben, – tager De det bort! – Min ringe Forstand siger mig, at de To da maa staa med saa temmelig lange Ansigter . . .

Hvad behager min Herre! –

Aa, bryd Dig ikke om Svoger Howitz, han er et godt Hoved, men Poesi er just ikke det, han skjønner sig paa

Vil Du vel sige, at din Broder gjør det Anna? . . . Maa jeg forestille Dig Richard Schnelle. R.S. Det lille Digt af «R.S.», Du læste, er af ham.

Ser han ikke genial ud? – Han udstraaler Poesi og indtager Damerne.

. . . han læser sine Vers, saa han blir hvid i Ansigtet af Begejstring!

Saa, det er en Digter! Jeg har bestandig længtes efter at se en saadan Mand.

Jeg glæder mig til at lære Dem at kjende, Hr. Schnelle! Min Mand har fortalt mig saameget om Dem.

Det maa dog være underligt saadan at føle Muligheden af en stor Fremtid hos sig . . .

Der laa en Kvindes hele fine Sind i den Bemærkning! . . . Javist! . . . man er som frugtbetynget – som ventende paa sig selv . . . som . . som

– en Morgen vaagner man og ser Træet staa snevidt, dryssende af Blomster udenfor sit Vindu. En Anledning er Vinden, der ryster det, og saa . . .

. . . sner der Digte udover Landet, saa højt, at man maa bane sig Vejen gjennem dem med en Sneplaug.

Skaal! Vi De tillade mig at drikke et Glas med Dem, – det om Sneplaugen . . .

Hvad behager! – Det var en Bemærkning for mig selv – en afsides beskeden Replik . . . Nu, den slog ned! . . . Højst smigrende!

. . . Deres Svogers Velgaa– ende!

Ja, – og saa paa det om Sneplaugen!

Spidsborgerne sætte sig paa den Morten Busk som Fluer paa et Stykke Sukker; – de ane ikke, at han harcellerer dem ud og ind . . . til de falde af ham aandelig dræbte. Hørte Du – de staa og drikke paa Svogerens Velgaaende; den næste Skaal blir for Svigerfars Næring, – han ejer et Skibsværft den Howitz.17 Apropos om Næringen! – saa blir det naturligvis Svigerfar, som kommer til at staa for Underholdningen i Længden. Med en Ammanuensisgage og den Smule Avisskriveri ved Siden af kommer han nok ikke langt. – Ja, Du véd, det heder, han har faaet et Slags Udsigt til at blive Redaktør af det nye Tidsskrift «Samtiden». Tror Du, han blir det?

. . . at han har den Personlighedens Mægtighed? . . . den Staalvilje, det snare Blik for det afgjørende i Tiden, som skal til for at staa som den centrale Mand i en virkelig Culturbevægelse? – Han skriver med et Vist Talent, og under en Chef, som kunde lede hans Pen . . . Men lad det blive mellem os – de otte hundrede Daler om Aaret . . .

Og jeg vil sige, at enten Du eller Morten Busk er Manden for Posten –

Ja, – om Morten Busk kan der nu ikke være Tale . . . Han er egentlig kun en pikant Vanskabning, . . . et Indfaldsmenneske, der er leddeløs i Viljen. Han føler selv, at han er aandelig afmægtig; derfor drikker han og er ironisk. Se, det er nu hans Definition, – den hænger som Sværdet over hans Hoved, forstaar Du! . . det er han, som har anbefalet Henrik Hjort til Forlæggerne!

Min Hustru og jeg ønsker Eder, kjære Slægtninge og Venner, velkommen i vort Hjem!

Maa jeg ønske tilbage dit og din Hustrues Velgaaende! – Og hør et Raad, inden det fordunster i en anden Stemning, Du nu

til en saa skjøn og elskværdig Virkelighed knyttede Mand! Bliv ankerfast hos dine18 Slægtninge og vogt Dig vel for dine Venner! Lad os være Dig som Røg, som Halm, som daarlige Ungkarletanker, som en forgangen Dag, Du angrer! – Gode Venner har det tilfælles med gode Forsætter, at de brolægge Vejen til – Hm! – Det skulde da være, om Du kom op i Fredagsklubben, – ellers vilde jeg savne Dig! De slipper ham vel didop Frue!

De taler, saa jeg blir halvt bange for Dem – som om Ægteskabet var det samme som en aandelig Lyseslukker!

Tvertimod Frue! – Tvertimod! Jeg vil endog indrømme den store Ting, at der netop brænder Lyset; – man skal bare ikke gaa ud i Vinden med det – og faa det blæst ud . . .

. . . af sine gode Venner, mener De . . . Nej, nu blir De mig altfor aandrig.

Ser De Frue! Saadanne som jeg, – for ikke at tale om dem, der

ere mig uendelig overlegne, – kan fylde det hele Land med Lys uden i Virkeligheden, at tænde saameget som en Fyrstikke. Solen lyser og varmer – Hjernemennesket kun lyser! – Hjernefosfor! – lutter Fosfor! . . . De faar ikke tændt saameget som en Træpinde i Deres Ovn dermed Frue! Thermometret vil ikke stige en Miliontedél af en Varmegrad i deres Stue! Tvertimod! – – Og De vil endnu sende Deres Mand i Klubben?

Ja, nu har jeg advaret Dem!

Sandt at sige, er jeg altfor stolt af min Mands Venner, til at ville skille ham af med deres Omgang.

Det er virkelig en aandfuld Kone!

Ved Lejlighed skal jeg Overantvorde hende min Definition af den Morten Busk; – det var Uforskammetheder han opvartede med. Han har heller ingen Forstaaelse af mig . . . vil standse min Vej til Tidsskriftet. Nu vel! – han skal blive taget rationelt – koldt!

Lad mig nu drikke et Glas med Dem Hr. Schjørn! og takke for de tre Aar, hvori De har været min Vært. – De har isandhed været en taalmodig Mand . . .

– Maa jeg forestille Dem min Svoger Howitz . . . Hr. Bogtrykker Schjørn!

Saa, min Svoger har boet hos Dem?

I tre Aar, hverken mere eller mindre.

Jeg har den Ære at kjende alle hans Venner

De skal vide, det er lutter mærkelige Mænd, som kommer her; det er dem, man snakker saameget om, . . . som har Klub i det inderste Værelse af Brøgers Caffé.

Højst mærkelige Personer, Hr. Schjørn! – det kan jeg forsikkre Dem; jeg har studeret dem nu i flere Aar og endnu ikke fundet nogen Bund i dem! Maa jeg drikke et Glas med Dem – paa Gammelt!

Nu, De gir sandelig det glatte Lag, hvor De kommer, Hr. Busk!

. . . kun vilde jeg sige, – fyrer De ikke med det samme indover Deres eget Dæk?

Selvmord, mener De? – Selvmord! – Det er nu min Maade at leve paa! –

Det er virkelig en morsom Fyr! – Klart at han er begavet; – – – Jeg gad forresten nok vide, hvem det er, som speculerer i alle disse Mennesker? – Det maa naturligvis være Forlæggerne!

Tro mig! Der er noget i alle disse Raab, – der kommer en ny Tid, en ny Sol dragende op, . . . de nuværende Religioner, Ægteskabet, Ejendommen, Familjelivet – Alt vil fortæres i dens Glød!

Ikke sandt Carsten Bomhof?

Ejendom er Tyveri, siger Proudhomme, og Familjeinstitutionen, – – ja i min Bog skal De faa læse henved tre hundrede Sider bare om dette Spørgsmaal.

Men De selv? – De mener dog ikke sligt!

Jeg selv? – Jeg har blot at opstille objectivt, hvad Videnskaben siger, hvad Tidens første Aander mene om Sagen, og –

hvad dens Digtere ane! –

Det er jo simpelt at forstaa det, Frue! at den, som skriver om en Sag, ikke selv kan have nogen Mening om den . . .

Jeg maa frabede mig deslige Forsøg paa at ironisere over min Person!

Du skulde virkelig have et Øje med Morten Busk, . . . at han ikke drikker formeget her. Han gaar omkring og er uforskammet; . . . jeg forsikkrer Dig, det kan have sine Grændser!

Naa, naa, – – Du kjender ham jo. Fortæl heller min Tante Frøken Howitz her, hvad Slags Digter Richard Schnelle er; hun vil absolut have Besked paa den Sag.

Hm! – Richard Schnelle, Frøken! – Ja, det er egentlig et vidløftigt Kapitel; men jeg skal fatte mig i korte Slagsatser: Han er ingen Digter, men han vil blive en . . . jeg har forud construeret hans hele Digterbane, det sphæriske Snit, der begrændser alle hans Genies Muligheder. Gaar han den Vej, jeg har stukket ud for ham, vil han naa op i det Betydelige; – gaar han sin egen Vej, vil han kun blive en uklar Taagefigur, en Umulighed, der ikke kan anerkjendes . . .

Forstaar De? Noch eine Sterne unbestimten Ranges! – men, gaar den Stakkel ikke Hr. Hysings Vej, saa slukker han ham bare ud!

Skal vi ikke resikere, at Busks eget Lys snart gaar ud, er det nok nu paatide, at trække os tilbage.

Jeg tænker, det er paatide for os Alle nu at bryde op.

Farvel Svoger! Farvel Anna! I komme dog snart og besøge os?

Min Tid blir saa optaget, . . . saa udenfor Kredsen af gamle Venner vil jeg vel mindre hyppig række, men . . .

Ja, Du kan jo ikke love din Søsters Mand nogen Stue fuld af Aandrighed, som han er vant til . . .

. . . men altid fuld Hjertelighed, Theodora!

Det véd vi jo, – og vi vil visselig lige saa gjerne komme, som I vil have os. Henrik mener bare, at han vil faa saa meget at gjøre i den første Tid, at . . .

Javist, – og, kan ikke jeg, kan jo Anna alene komme, . . .

Farvel, kjære Anna! Det var rigtig en nydelig Formiddag, – alle disse Mennesker, som bare leve og aande i højere Interesser! En blir tilmode blandt dem, som En var paa Komedie, og hele Verden bare gik paa Rim eller Vers eller saadant Noget.

Min særlige Respekt, Frue!

Det er sandt! – Maa jeg anbefale mig i Din og Hustrues Bevaagenhed, – – bede Dem undskylde en Mand, som holdt paa at gaa ud af Huset uden at sige Farvel – sørgelige Følger af Caffélivet, Frue! – – – Hm! – ja – maatte I nu leve som to Turtelduer!

Jeg haaber, Du ikke vil forsømme af og til at se ind i Reden!

Nu Anna! Hvordan syntes Du om dem? Den Morten Busk er egentlig ubetalelig. Skade, at; – men en aandelig Aristokrat er han . . . hver Tomme af ham. Ja, der saa Du nogle af mine Venner! – Men Anna! – Du ser jo . . . næsten nedslaaet ud?

Aa, bryd Dig ikke om det, – det er bare saadan . . . en Følelse . . . Jeg er vist dum, Henrik! De vare jo saa aandrige Allesammen, men . . .

Nu da, Anna! . . . men, – nu, sig det kun ud Kjære! – men?

Jeg syntes, det var, som om de igrunden saa ned paa og spottede, . . . som om det var saadan liden Ting, at . . .

. . . at vi To ere gifte, mener Du . . . Ser Du, det er nu engang deres Manér, – der staar Intet i Verden for dem!

Ja nu, jeg har Dig, véd jeg jo, det var Ingenting. –

Jeg kunde aldrig holdt af Dig, om Du ikke havde havt Hjertelag, Henrik! – Og Morten Busk! – jeg syntes, det var, som han hele Tiden sang saadan mistrøstig Sang . . . enda han virkelig saae saa god ud. Jeg véd ikke hvorfor, men jeg fik mest Tiltro til ham.

Du véd ikke hvorfor? . . . men Du syntes bare, at de gode Venner, som Du har længtet saa efter at se, – plukkede Reden for Fjær. Ja, de ere ikke sentimentale!

Tro bare ikke, at jeg har tænkt mig dem saadan, – ellers tør jeg ikke snakke mere til Dig. Jeg er saa uvant endnu, ser Du – til disse overlegne, frie, Meninger. Ak ja, det er nok en liden Spidsborgerkone, Du har faaet, Henrik!

Du, – en Spidsborgerkone! Jeg staar netop og undrer mig over dit fine Instinct. – Jeg nød ordentlig, hvorledes de blev sat i Respekt af Dig. – Min gode Ven Lauritz Hysing hilsede Dig sandelig en Smule anderledes, da han tog Farvel, end han værdigedes, da han kom!

Jeg skal sige Dig Noget, Henrik! – Jeg var hele Tiden lidt bange for ham.

Og saa imponerede Du ham? . . . Og Du kalder Dig en Spidsborgerkone! . . . Du maa tro, En kunde lede længe, før En fandt det, der kunde bringe en Mand som Lauritz Hysing til at tage til Hatten!

– Jeg forsikkrer Dig, det var noget vist stivt, hovmodigt i hans Øje, der stødte mig fra ham – han saa ligesom ned paa os Alle.

Anna! – det er en borgerlig Alen, Du der lægger paa en Aandens Mand!

Tilgiv mig, Henrik! –

Ja, maatte jeg blot ikke blive den, som trækker Alt ned for Dig!

Det var maaske det, de tænkte, naar de troede, Ægteskabet skulde gjøre Dig til en saadan Prosaist! Men Henrik! Du skal se, Du skal ikke tabe Noget ved mig! Jeg skal arbejde paa at danne mig og forstaa Dig, og, naar Du bliver Redaktør, –

. . . Saa skal de nok faa se baade hjemme og hos din Broder! . . . Sig oprigtig, – – er det ikke det, Du mener, Anna?

Nej Henrik! . . . ikke just det; men . . .

Du stødte virkelig min Broder en Smule idag, . . . jeg saa det. Du kunde jo nok have vist Dig lidt mere imødekommende, da han indbød os. Han mener det saa vel.

Hvad? – vi skulde begynde med at gaa ud Søndag Middag til Familjen? – Søndag og Thorsdag – hvad? Og saa de igjen Tirsdag og Fredag hos os – regelmæssigt – indtil26 alle Parter blir gamle og graa; – man ved udenad, hvad man faar baade af Passiar og Mad. – Er det ikke saa, det gaar til? Vi skal lade os bergtage af den saakaldte Familje-Omgang?

Nej, min Kjære! – dette er nok af den Slags Sager, som vi faar offre, om vi ikke vil blive, hvad vi selv saa vittigt kalder, en Spidsborgerkone! – Vi kan nok derfor sees; – det staar Dig jo frit for at besøge din Broder hver Dag, saa ofte Du bare vil . . .

. . . Uden Dig? . . . Vise ham, at Du overser ham – mere end alt skeet. Han fortjener sandelig ikke det af mig.

Jeg har Intet imod ham . . . Hvergang jeg ser ham, har jeg bare en Følelse af, at han vil mane min Aand ind i sin Mølle og male min literære Fremtid mellem Hjulene. – Han har nu to Gange sat mig ind i sin Papirforretning – der er noget irriterende ved det, – – jeg tror, han skal finde, at jeg kan staa paa egne Ben uden at behøve at ty til ham!

Kjære Henrik! Du maa holde af ham; han er min Broder, og, – han ser nu engang ikke højere!