Hør Henrik, – jeg har bedet Dig en halv Time, – nu er Kaffeen kold.

Ja, ja strax.

Strax, siger Du? – Jeg faar ud og varme den igjen for Dig.

Ja, ja!

. . . Man lægger sig til den Kunst at skrive om alt Muligt . . . egentlig om Alt, hvad der gives paa Jorden og under Himmelen – for den Smule Maanedsgage . . . For Exempel nu dette! – det er egentlig ikke Noget at byde Folk, men saa bærer det sig vel paa den Smule Brander tilslutt, – Morten Busk vil kjende den igjen, men det faar nu være.

Ideer – Ideer ja! Før Komplimenterede man, men betalte ikke videre, nu, man skal betale, høres mindre til Komplementerne. Det fal28 der mig virkelig undertiden ind, at jeg kan staa nogen ivejen dernede i Redaktionen . . . der er ialfald kommet ind en Maade at vurdere det, jeg skriver, som . . . hm ja, det maa taales . . . indtil videre . . . Og saa ovenikjøbet at maatte affektere, at dette evige Penneslid morer!

. . . ellers har En naturligvis ikke litterært Fond nok! – Ja, det gjælder virkelig i mere end en Henseende nu, at jeg faar Tidsskriftet . . .

Du skriver og Du skriver . . .

Se, nu er det færdigt! – Du har nok ventet længe paa mig, Anna!

Er det da noget . . . Vigtigt?

Aa, nej . . .

Aa nej . . . aa nej! – til en Afvexling – aa ja! – det er virkelig Alt, hvad jeg faar ud af Dig i den sidste Tid, – naar Du ikke er distrait, for da svarer Du slet ikke . . . . . Jeg véd nok jeg ikke kan forstaa netop Alt, men . . .

Du har det med «Menner», det er dit Postscriptum, hvori Du altid gjemmer Hovedsagen, . . . nu men . . .

Jeg mener bare, at lidt maatte det vel engang imellem gaa an at fortælle mig ogsaa. – Du kan da tænke, at jeg, som sidder herhjemme alene, nok kan trænge at faa Noget af Dit at interessere mig for!

Tak! – – Ja, det blev rigtignok diverse – saameget som i et Conversationslexikon fra A til Ø at pløje sammen i ægteskabelig Fortrolighed.

Du spøger det bestandig bort, men jeg mener virkelig ikke saa lidt med det.

Hm! – – Forresten . . . Fruen sov nok ind iforgaarsaftes, da jeg læste min Afhandling om Wessel og Ewald.

Den var saa grundig . . . saa lærd . . . ogsaa var der saameget, jeg ikke skjønnede mig paa . . . saa

saa Du sov ind! – Ja, nu har Hysing og Busk lovet mig at læse den igjennem – Busk er ogsaa en stræng Kritiker . . .

mod os –

mod Dig? Det tror jeg nu igrunden ikke – heller det Modsatte.

Slig er I Fruentimmer! – bestandig skal det komme an paa mig eller paa Dig . . . paa Personen – Sagen selv, den forsvinder i Baggrunden.

Jeg mener bare, at, finder Busk, at han kan sige Dig noget Behageligt om den, saa gjør han det.

Aa ja, kanske, – i den mest uforskammede Form, han kan udfinde.

Han er saa interessant – og kjeder sig slet ikke ved at sætte mig ind i Noget. Jeg har nu siddet og seet Dig skrive i hele Morges, og tænkt paa, hvad det kunde være . . .

Hvad det kunde være? – Det er da ingen Statshemmelighed, – Noget, jeg har lovet færdig til Klokken ni . . . Det presserer for Trykkeriet.

Du gjør mig ikke synderlig klogere ved det Svar, Henrik!

Aa – Du vil se det i Avisen.

Ja bagefter, naar hele Byen har læst det, faar din Hustru se det. Du vil jo ikke engang have Aviserne i Huset.

Jeg vil have Fred for Aviser hjemme, siger jeg!

Er det da Ting, som jeg ikke skal læse? – Hør Henrik, En kunde næsten blive mistænkelig – spørge, hvorfor Du har en Kone?

Hvorfor – hvorfor jeg har en Kone? Kanske forat jeg skal skrive Avisartikler, Notitser, Bynyt – og, hvad det Altsammen er, for hende ogsaa?

Du er saa utaalmodig, min Ven; men har Du Arbejde, saa har Du ogsaa din Glæde af disse aandelige Ting – og lidt kunde Du da lade mig være med paa det.

. . . paa Glæden mener Du . . . saa Du misunder mig den? . . . Du forstaar da vel, at jeg for Maanedsgagen maa skrive en hel Del, som ikke netop er noget at underholde Dig med!

Underholde mig, siger Du, – – det kan jeg gjøre med en Morskabsbog . . .

Du falder nok i Tanker, Anna?

Jeg undrer mig bare over, hvor haardnakket Du nu den hele Tid har holdt fast ved ikke at fortælle mig, hvad Du har skrevet. Var det en saadan liden Ting, saa . . . maatte den vel kunne siges – –

Se saa, det har vi det; . . .

Ja, nu Anna, maa jeg i Trykkeriet –

Og saa tænkte jeg paa, hvad jeg vel kunde blive for Dig, naar jeg aldrig faar være med paa Dit. Hvorfor lukker Du mig ude fra det? Var det dét, Du lovede mig? – Staar jeg da saa langt under Dig, at – –

Kommer Du nu med dette igjen!

Farvel!

Og det gaar da sletikke an at faa vide, hvad Du skriver?

Kjære Anna! – synes Du, jeg nu har Tid? – jeg har fem Minuter . . .

– – Det er32 desuden ikke hvad Du tænker . . . det er kjedsommelige Ting!

Adieu, Henrik! – naar kommer Du tilbage?

Klokken tre, – Klokken tre, mit Barn! –

Nej, dette kan ikke gaa længer, – skal ikke gaa! – Han skjuler Noget for mig, det er klart! Hvorfor tier han? Hvorfor stænges jeg ude? – Jeg vil gaa til Tante Magda . . . hun skal skaffe mig alle Aviserne, . . . jeg vil læse dem selv der hos hende, jeg vil . . .

Ja, hvorfor skulde han vel ellers forholde mig dem? – – –

Kanske er han angrebet og vil ikke bedrøve mig . . . de rive ham ned i Bladene, . . . han er Gjenstand for haarde Avisangreb . . . han staar midt i en stor Kamp! . . . Og saa gjør jeg Mit for at lamme hans Arm! Han sidder oppe om Natten og bliver bleg . . . o, jeg blinde! . . . Det er derfor, man saa paafaldende undgaar at tale om min Mands Skribentvirksomhed . . . min Broder og hans Hustru undgaa det aabenbart med Vilje; . . . de ere kanske endog mod ham! – og Busk ogsaa! –

Og jeg, som har gjort Dig slig Uret, Henrik! – – som kunde gjøre det! – – Men se Tingen i Øjnene, vil jeg . . . jeg vil hen til Tante Magda!

Hva er det?

Det er – – vær saa god, Frue! – Værten har sendt det op.

Vil Du bære ud fra Frokostbordet og saa komme ind – og faa Besked om Indkjøbene – – Jeg gaar ud.

– Det er Regningen for Huslejen!

«om det kunde være belejligt – allerede en Maaned over Kvartalet» – – Henrik har jo ikke Penge endnu! – Han maa gaa ned og tale med ham i Eftermiddag – Hvor sligt dog er pinligt! – – Lad mig se, – om jeg samlede Alt, hvad jeg kan undvære . . .

mine tre Guldpenge og – men jeg tør ikke blotte mig aldeles for hvad jeg behøver til Huset, og jeg har jo næsten Intet – – Saa maatte Henrik desuden strax skaffe Andre tilveje igjen, Stakkel! Det blir dog ialt henved tyve Daler, som han kan tage med sig didned – altid et lidet Afdrag. – Resten faar han bede om at faa Udsættelse med. – Ja, det er pinligt.

– Saa var det, hvad jeg skulde kjøbe, Frue!

Ja, lidt Grønt – Salat – et Stykke Kjød, som vanligt . . . Æg, Melk, Brød – som iforgaars. Er det mere?

Saa var det Lys.

Nu –

Og saa er Sukkeret sluppet op, som Fruen véd . . . Hvedemel maa vi have og The. Det er sant . . . Olje og Fyrstikker maa kjøbes og et Lampeglas . . .

Er det mere? – saa sig det med engang!

Nej, ikke det jeg husker . . . uden Sagogryn og – – –

og? – –

Kul – maa bestilles!

Kul? – Alt Kul igjen! – Er det mere? – Her er Penge! – saa gjør Du Regnskab i Eftermiddag –.

End Cathrineblommer til Sagosuppen –

Ikke idag.

Fruen plejer altid at have Blommer i den Suppe, – vi pleje det bestandig – –

Vi skal ikke have det idag, siger jeg Dig, . . . og skynd Dig nu . . . Er jeg ikke hjemme, sætter Du Middagen paa til vanlig Tid. Tag en Kurv med Dig!

Det er næsten, som hun skulde være ondskabsfuld den Pige, – hun er ialfald forunderlig til at finde paa Noget, som mangler i Huset . . . bestandig . . . Igaar var det Olje og Ved! . . . Jeg staar hvergang rent nervøs for, hvad hun kan finde paa. Det er en Pine, som maa overstaaes hver Dag nu, vi har saa ondt for Penge – – og det vil blive ondt for dem, ligetil Henrik faar Redaktørposten.

– Ja, det vil blive ved, saalænge den Strid staar! – – Jeg tænker saa paa, om jeg ikke kan gjøre Noget, som kan give lidt Penge, saa Henrik kan faa mere Luft for disse Krav, der sætte ham i slet Humør og hindrer ham i at bruge sin Kraft paa noget Større. – – Naar jeg blot havde lidt mere Mod . . . saa maatte jeg kunde undervise Begyndere; men jeg er saa ængstelig for, hvordan jeg skulde gribe det an, . . . og saa fremmed i alt dette! Med nogen Overlegenhed kan jeg jo Intet; men Pianoforte, det har jeg da spilt hele mit Liv . . .

Ja vel, Henrik! Er Du hemmelighedsfuld paa din Kant, saa kan din Hustru kanske ogsaa være det paa sin; – det tør hænde, hun er med paa Dit, enten Du vil eller ej!

Er Du alene? – Her er da Ingen.

Aah! – jeg maa puste ud! – Jeg var saa bange for at træffe nogen af Henriks Venner i Trappen; – de forstaa sig saa lidt paa det Materielle.

Det er Syltetøj, som er kommet hjemmefra – til Dig Anna!

Og saa kommer Du selv op med det!

Tak, kjære Tante Magda! Af alle Mine er Du nu den Eneste, som jeg har rigtig Trøst af at se.

Trøst, Barn! – – Du lever jo endnu saagodtsom i Hvedebrødsdagene? – aander i en Sphære, hvor Luften er, saa at sige, fuld af Aandrighed . . . og saa . . .

Aa, jeg mente jo heller Intet med det Andet end, at jeg er glad ved at se Dig; – – men tag nu af Dig Tante! – saa . . . sæt Dig ned . . . Ja, det var godt, at Du kom, – jeg36 har saa mange Ting at tale med Dig om . . . Du læser jo Aviserne?

Aviserne! – Jo dem læser jeg rigtignok hver Dag. – Fredrik holder alle de store. Man maa følge med, ser Du, naar man er i Byen.

Sig mig nu oprigtigt, – angriber man Henrik? – selv vil han aldrig nævne Noget om sligt.

Ikke i nogen af de store Aviser ialfald, det kan jeg forsikkre Dig – ellers havde da nok ogsaa Fredrik vidst af det. – Der er dem, som – ja, du véd nok, hvem jeg mener . . .

Fredrik?

Ja, og idag har vi tilmed disputeret alvorligt. Tænk Dig bare Anna! han paastod, at din Mand er altfor begavet, – jeg byder Dig bare det Nonsens, – for begavet! – til at «slide sine Kræfter op paa disse Skriverier», som han behagede at udtrykke sig. – Du forstaar, – fordi det ikke netop fører til Penge!

Saa – aah – Henrik er ikke indviklet i nogen Aviskamp – der er Ingen, slet Ingen, som river ned paa ham!

Og det er Du vis paa – – ganske vis paa? – Henrik er da ikke en saadan Ubetydelighed! – – – Men jeg skal sige Dig, hvoraf det kommer, Tante Magda!

– at han ikke blir angrebet?

ja, – at han ikke blir angrebet! Jeg véd, at Fredrik har Ret, – . . . han slider sig ud, – slider sig ud for Penges Skyld, forstaar Du! – med alskens mindre Sager . . . sligt, som Avisen kræver hver Dag, – saa der ikke bliver Tid for ham til at føre frem nogen af de Store! . . . Det er Synd, Tante! – blodig Synd i Henrik!

Du gjør mig rent forskrækket, Barn! – Du tager saa paa Vej. – – Javist er det tungt; – – men Talentets Bane, véd Du, gaar altid over Hindringer . . . Hvor smukt siger ikke Young i sine Nattetanker, at «de ere som Skyerne, der drive foran Maanens Klarhed»!

Hør, Tante Magda! . . . Om jeg kunde rydde endel af Hindringerne bort, – vilde Du saa ikke synes, det var rigtigt gjort af mig?

Naturligvis.

Du skal vide, jeg har tænkt paa Noget . . . jeg vil undervise i Pianofortespil, . . . begynde at lære smaa Børn . . . Jeg har jo Ingenting at gjøre. – Her er saa ensomt om Formiddagene, . . . det vilde bare være Fornøjelse, naar jeg havde Elever. – Og Du, Tante! som kjender saa Mange, og som læser Avertissementerne, – Du maa hjelpe mig, skaffe mig Elever – riktig mange

Der er Ingen som Du, naar Du vil Noget, Tante Magda!

Som Du snakker! Og desuden – vilde det være passende? Hvad tror Du Fredriks vilde sige, naar Du pludselig optraadte i Byen som En, der gav sig af med at informere for – for . . . jeg havde nær sagt, for Penge –

Aa, Fredrik og Theodora maa tænke, hvad de ville, – vi ere nu engang vante til at de misforstaa alt Vort. – En Dag vil de nok faa se, at vi havde Ret.

Men, – hvormeget tror Du vel, der lader sig tjene paa den Maade!

Henriks Fremtid, Tante Magda! – Og jeg vil undervise hele Formiddagen til Klokken tre, saa skal der nok blive Noget af det ogsaa med Pengene.

Jeg siger Dig rentud, – dette er Overdrivelse, Barn! Tænk Dig bare nøgternt og praktisk om.

Det er netop det, jeg har gjort. Her vil blive Arbejde, Liv og Frejdighed hos os, og det tør, naar Alt kommer til Alt, være den bedste Kapital for Henrik. Du fatter, Tante Magda! – det er Livsmod, der nærmest trænges til fuld aandelig Virksomhed.

«Som Falkens Vinge mættes i lave Taagers Hjem!»

Ja vist – netop! Og saa rykke vi ind Avertissementer, mærkede «Expeditionen anviser», og Expeditionen anviser paa Dig, Tante! Du maa give Besked.

Jeg?

Ja, Du! . . . Det maa forties for Henrik, til vi har Sagen i rigtig Gang. Fik han den Tanke, at det var for Penges Skyld, kunde han falde paa at sætte sig imod den.

Jeg er bange for, at Du indvikler mig i noget højst Urigtigt, Barn! – slig Hemmelighedsfuldhed –

Lerches har fire!

– tilmed for Ens egen Mand –

. . . Engdals kanske to – Assessor Bergs ialfald een.

Du indser, hvad det gjælder, Tante! . . . netop i denne Tid, medens Henrik arbejder for at naa en Stilling.

Det maa overvejes nøje, yderst nøje! . . .

. . . og jeg gad vide, naar jeg talte med – gik i Caffe–Visit til begge Buckene? – der er i den Familje mindst fem Børn i den Alder . . .

Ja, jo mere jeg tænker paa det, desmere finder jeg det kan forsvares. Jeg maa afsted, Anna, – jeg vil i Visit til Buckene, begge To, og det i denne Formiddag!

Det er noget højst poetisk at se Talentets Kamp, – dets Liv, saa at sige, forsvaret af Kvindens Haand gjennem Pianoets Toner!

Krukken skal sendes hjem igjen, Anna!

God Dag, Frue! – Jeg hører af Frøkenen, at Hjort ikke er hjemme?

God Dag Busk – Nej han er ude.

Skade! – Ja ikke saa at forstaa, at Damerne ikke skulde være elskværdige nok; men – Hysing og Theodosius Bjerk komme om lidt, vi ventede at træffe ham . . .

Theodosius Bjerk? Jeg maa tage Kaaben af mig nok engang, – jeg maa se den Mand. Er han meget mærkelig?

Mærkelig, . . . Theodosius Bjerk? . . . Aa, ja igrunden ikke saa lidt – jeg forsikkrer Dem! – Han repræsenterer en af Tidens mærkeligste Opfindelser i Litteraturen – den artificielle Personlighed! Man har ingen Personlighed, nuvel saa laver man sig en . . . Det er med det akurat som med de mineralske Vande . . .

Ja, der har vi dem!

Kjære Busk! De vil nok tage imod dem, medens jeg gaar ind et Øjeblik og klæder mig lidt om

Syltekrukken! – den maa ud!

Kun et Øjeblik, Hr. Busk.

Er her Ingen hjemme?

Kun Damerne. De har bedet mig repræsentere sig, til de komme.

Nu, hvad er saa din Mening?

Om Afhandlingen? Aa – der er ialfald adskillige træffende Bemærkninger . . .

Saa, Du synes det. – – Jeg er nu med den bedste Flid ikke istand til at finde en eneste . . . Jeg vil dele Indholdet i to:41 det, jeg vidste før, og saa endel litterære Skipperskjøn, som ikke holder stik. –

Jeg forstaar ikke hvordan Du kan sige Andet, Busk! Saa Du Spor af Personlighed i den? Og, hvad peger den henimod, – ja, jeg mener, hvilket Udsyn giver den over

for Exempel . . . ja for Exempel – nu Tidens . . . Tidens . . .

Tidens ja, . . . saalangt kom vi! – (:afsides til Tante Magda:) Ser De Frøken, Kulsyren i Theodosius Bjerk, dannes af de Idéer, som den Mand der (:han peger paa Hysing:) trykker ind i ham, Spændingen er af den stærke ideale Sort, Korken springer og Stilen mousserer ligesaa godt, som det var ægte – et sandt perlende Vandspring!

– Jeg skal indrømme – en glimrende Stil, der endog kan virke betagende – men nogen aandelig Rækkevidde . . . Evnen til at bestraale Fænomenet . . . at føre Sagen op i sin Kattegori . . . til det virkelig Betydelige! Ja, havde han enda, som Du Busk, Stumperne af en knust Himmel at forevise i en eller anden Witz.

Bravo! – Der fik Du det Busk!

Kort og godt – hans Styrke ligger i en vis Evne for det Livlige – den Side af Hjort har jeg ogsaa altid beundret, som I véd.

Han beundrer dog Henrik!

Saa – Hjort er ikke hjemme, Frøken! – Hvad der har ført os hid idag, hører forresten ikke ind under Selskabeligheden. – Her maa Idealet holdes frem uden Hensyn til det Behagelige – – Tillad da, at jeg lægger hans Afhandling her og skriver nogle faa Linjer til ham.

Jeg beder tusende Gange om Undskyldning Frue! – En Dame af Deres Aand vil vide, at det ofte er lettere at sige sin Mening – det er om Deres Mands Afhandling – skriftlig end mundtlig, og at jo strengere man udtaler den – desmere vurderes Personens Kjerne

I dette kan jeg ikke finde Spor til Løsning af de Opgaver, som Titelen antyder.

Hvor Sandheden siges af et virkelig venskabeligt Sindelag – mister man aldrig sine Venner.

Tillad, at jeg anbefaler mig Frue! – jeg beder Dem bringe Deres Mand min venskabelige Hilsen – jeg beklager at han ikke var hjemme.

Jeg ligesaa, – jeg forsikkrer Dem . . .

Dette er gruelig lejt.

Hvad skal dette betyde, Busk?

Aa, paa den ene Side skal det betyde, at Deres Mand ikke længer passer i Hysings Kategorier, det vil sige, i hans Kramkiste, og paa den anden Side saa – maa jeg jo give ham Ret i, at – at – De endelig maa raade Deres Mand til ikke at give ud den Afhandling, før den er omarbejdet i væsentlige Stykker; – – det er Noget, som kan hænde enhver Litterat.

De forstaa ikke, at det kommer af, at han er saa optaget af alt Andet – – at det er Tid, der mangler ham, –

Stakkels Henrik! – Gid jeg kunde brænde Hysings Brev!

Hør Busk! Jeg forstaar mig ikke paa dette; – men paa Dem vil Henrik høre, fordi han tror Dem. – Kom hid iaften, og sig De ham Deres Mening. – Vil De?

Naar De vil det saa . . .

– Det gjælder om at faa gjort Visiten hos Buckene af endnu i denne Formiddag!