Undine

av Alvilde Prydz

[Akt 1]


9Elegant Salon ud mod en Veranda. Mellem de høje Vinduer den aabentstaaende Verandadør. Udsigt over Fjorden med Landtunger og smaa Holmer. Verandaen dækket af blegblaa Syrener, der yppigt hænger ned omkring Vinduer og Døraabninger. Over Pianoet et Billede af en 17-aars Pige. Det er omvundet med Sørgeflor. I et Hjørne en Gruppe blegblaa Lillier mellem Sivplanter. Alle Farver douce. Tapet, Tepper, Portierer o. s. v. i blegblaat. Til begge Sider Døre til de tilstødende Værelser. Det er Forsommer. Midt paa Formiddagen.
(Der kommer nogle talende og leende op fra Haven, over Verandaen og ind. Det er Fru Hess, fulgt af Madam Høye.)


    Sophie Hess. 

Saa Onkel Bernhard er bortrejst igjen! – Og Tante Dora her og passer paa hende. – Naa, dette er den omtalte blaa Salon –.

(muntert.)

Jo, jeg kjender den! Hvor er hun saa selv! Ikke staat op? Jo, jeg kjender hende!



    Madam Høye  (midaldrende, med spillende Øjne, og en vis Værdighed over sig. Hun er lidt gammeldags, ganske staselig klædt paa).

Aa ja saamen, Frøkenen laa dernede og svømmed for en Stund siden – om jeg saa maa sige, et rent 10Vandmenneske! – Nej. saa rart at se Fruen igjen, Herregud lel!

(staar med Hænderne i Siden og betragter hende.)


    Sophie Hess  (tar Hatten af og Hanskerne, sætter sig mageligt ned).

Varmt at gaa! – – – Jo, nu er jeg kommet nedover til Mor og Far paa Besøg – og har Smaaene med mig – men saa maatte jeg jo ud her idag, som her er Fødselsdag –



    Madam Høye  (forsigtig).

Ved ikke Fruen, Frøkenen liker ikke nogen ved det? Det or knapt Konsulen tør gratulere – men jeg har saamen trukket i Stasen ligevel jeg! – Ja, som der er mange Slags Villier og Sind!



    Sophie Hess. 

Saa – aah? Hvordan har saa De det, Madam Høye? Længe siden jeg saa Dem nu! – Det var dengang, De tænkte paa at gifte Dem op igjen – husker De det?



    Madam Høye  (med Hænderne i Siden).

Vorherre vilde det bedre, Frue, for Mandfolk er en vanskelig Branche, og Ægteskabet har sine Kontraster, skjønt da Hansen var blet Enkemand, var han nok saa ilde ude. Et Mandfolk kan ikke godt ernære 11sig maatro. Men Hansen havde alletider været udannet i Munden, og Flasken kunde han umulig lade være – saa sagde jeg, som ret var, Hansen, sagde jeg, jeg har havt en Mor, som har lært mig Opdragelse, men det har vist ikke De, sagde jeg – Du er et Fandens Skaft, sagde han og gik. – Han havde alletider været styg i Munden, Hansen, og saa da Konsulen blev Enkemand, blev jeg anderledes pent besørget – Konsulen ogsaa da, ikke for det – og Frøken ogsaa da, ikke for det, som nu har været her i 3 Aar og aldrigen trængt at ta sine Fingre i noget af det, som eksisteres! –



    Sophie Hess  (rejser sig).

Jeg kunde gaa ind til Frøkenen kanske?



    Madam Høye. 

Aa nej da! Det faar nok Fruen la være! Men jeg tænker i Herrens den næste Stund er hun her.



    Sophie Hess. 

Er det sandt, Tante Cara kommer herned – at de venter hende idag? –



    Madam Høye  (nikker hemmelighedsfuldt).

Frøkenen ved det ikke! Men aldrig var Fruen kommet til dette Huset, uden for Frøkenens Skyld – og saa for det, at Konsulen er ude og rejser da –



    12Sophie Hess. 

Ja, hvad var det egentlig med det, Madam Høye? De var jo paa Chefsgaarden dengang? Var ikke Tante Cara forlovet med Konsulen, men saa da Søsteren Alette kom hjem, blev det hende som holdt Bryllup med ham. – Sligt kunde Onkel Bernhard gjøre!



    Madam Høye  (energisk).

Ingen faar sige noget paa Konsulen! Skjønt det endda var den Tiden, Mandfolkene regjerte saa svært, saa var han slettes inte som de andre. Aldrigen tænkte Konsulen, det skulde snudd sig paa den Visen – inte var han glad heller efter den Dagen. – Han fik det Sindet dentid, som han gaar med nu! –



    Sophie Hess 

Naa, det er jo mange Aar siden –



    Madam Høye  (stiller sig op med Hænderne i Siden).

Det er, som kunde det været igaar: Vi laged til Bryllup, men lige som der skulde tas ud Lysing, skjønte jeg, det var noget lejt, som skulde komme. Og tidlig en Morgen var Frøken Cara rejst – Majorinden havde været inde om Natten og bedt om det, for Frøken Alette drev som uvittig udover Vejene – det var nu altid slig, at hun maatte ha sin Villie –



    Sophie Hess. 

Aa, det var nu vel Onkel Bernhards Villie ogsaa –



    13Madam Høye  (skarpt).

Kan hænde! Men hvad som er, saa fik Fru Alette en Samvittighed, som var lej at drages med tilslut –

(viser ind mod det næste Rum.)

Derinde døde hun i sin Dødsens Angst – og her sad han og hørte alt det, hun anklaged sig selv for – han aarked ikke sidde derinde, han havde vel sit. – Aa ja, en har hver sin Møje her i Verden, ellers blev det vel for godt at være her ja!

(Til Fru Hess, som atter har rejst sig.)

Nu skal jeg gaa og sige det, for jeg ser Frøkenen i Haven –



    Sophie Hess 

Tak, det behøves ikke nu!

(nikker smilende til Madam Høye, der gaar ud tilvenstre.)


    Bodil  (kommer fra Haven, op Verandatrappen og ind. Hun har sin Hat og nogle Blomster i Haanden. Hun er klædt med elegant Simpelhed, i blegblaat. Hendes Væsen er livfuldt, kapriciøst, lattermildt. Hun kommer ind halvt nynnende):

Alle ordentlige Mennesker, dem hader jeg rigtignok!



    Sophie Hess  (kommer smilende hen og slaar Armene om hende).

Selvfølgelig! For du er jo ikke noget ordentligt Menneske! Hele Byen kalder dig Undine siden Ballet 14hos Bratts. Og kommer jeg herud, hører jeg straks Madam Høye titulere dig for et Vandmenneske!

(ser op og ned ad hende.)

Der er forresten noget i det!



    Bodil  (dæmpet leende).

Det er jeg saamen glad for!

(trykker hendes Hænder.)

Nej, saa du er kommet herned igjen, du gamle!

(trækker hende hen til den lille Hjørnesofa, tar selv Plads i en liden Kamingyngestol foran hende.)


    Sophie Hess  (ser paa hende).

Du er forandret! Hvordan har du det? Du har jo ligget tilsengs i flere Dage, hørte jeg –



    Bodil. 

Jeg har det! Naar jeg kjeder mig, gaar jeg tilsengs. Hvorfor skulde jeg ikke det?



    Sophie Hess. 

Nej, naturligvis. – Du holder vel Fest idag?



    Bodil  (i pludselig forandret Tone).

Det var før det – i gamle Dage!



    Sophie Hess. 

Er det ikke vel tidligt at afskaffe Fødselsdage? Saadan midt i ens lyse Sommer skal man ha Glæde af dem, har jeg hørt.



    15Bodil  (irriteret).

Hvor jeg hader den Maner at klippe Tiden op i Smaastykker og sige: Se saa, nu er de forbi de Dage, aldrig ser du dem mere – synes du, det passer for Ungdommen at stanses slig ved hver Drejning af Vejen, det er som tørre Knokkelhænder griber fat og holder igjen. – Aa Gud, slip, siger jeg, lad mig komme afsted! Livet skal være som en eneste lang Flugt, til det er forbi!



    Sophie Hess  (rolig, forskende).

Hvad for et Lune holder du idag? For du holder jo Luner?



    Bodil  (ler. Hendes Latter er dæmpet, langsom).

Hvorfor ikke? Du ved, Onkel gir mig Lov til alt muligt!



    Sophie Hess. 

Men jeg trodde – nu maatte du da vel egentlig være perleglad!



    Bodil. 

Glad? For et underligt Ord! – – Tror du, Gud er glad?



    Sophie Hess  (uden at høre).

Det er ialfald vist, at vi glæded os, hele Familien, over din Lykke. For det maa da være dejligt for dig 16virkelig at være blet en saadan liden Prinsesse, som du altid har havt Anlæg for.



    Bodil. 

Dejligt? (ler) Lykke?



    Sophie Hess. 

Ja, kaldes det ikke saa? Fra en utfattig ung Pige med en Mængde uhonorerede Fordringer at blive forvandlet til en rig Onkels Adoptivdatter og Afgud. – Hvorfor ser du saa forbauset ud?



    Bodil. 

Langtfra! Bare nysgjerrig! Jo, det interesserer mig at høre om, hvordan jeg har det. Det kan være nyttigt ogsaa – at faa vide lidt om det!

(ser hen for sig.)

Jo, jeg er saamen lykkelig. Det er baade vist og sandt! Jeg skynder mig med at være det. Det maa man!



    Sophie Hess  (ser sig om).

Men hvorfor indfatter du din – Lykke i slig en Mængde blegblaat? Den Farven – det er ligesom der bor en Sorg langt inde i den.



    Bodil  (lægger sig helt tilbage, gynger, ler sagte).

Og du! Du er sligt et Søndagsbarn. Jo, alle Tanter siger det – Du fik den Mand, du vilde. Det er jo da, man blir lykkelig!

(slaar om i en anden Tone.)

17Sig mig, hvordan er Lykken? Hvor er den? Sommetider indbilder jeg mig, at den er en Ø. Og Havet er stort – ingen Baad gaar did!

(Stemmen skifter over igjen.)

Klæd dig i rødt, saa meget du vil! Du narrer ikke mig! Der bodde en Nøk i dig engang – en, som ikke taaler rødt! Han kunde sidde og synge derinde stille, saa det suged under Brystet. – Jo, han bor der endnu, han lader bare, som han sover. – Det er derfor, jeg ikke har kunnet bli ferdig med dig som med de andre.



    Sophie Hess  (ler).

Du taler som en ægte Undine! Det maa ha været dig en ren Naturtrang at optræde som du gjorde der paa Ballet! Lang Atlask i Bølgens blegeste blaat, Siv, Perler som Vanddraaber over det hele, har jeg hørt. – Og du kom glidende saa sælsomt fremmed mellem dem alle! Du saa ikke, du bare vandt. – Sig mig, hvorfor hører du ikke lidt paa de overvundne? Man siger, du maa ha Kurve paa Lager!



    Bodil  (ligegyldig).

Aldeles ikke! For Mænd behøver ikke gaa og spørge. Det, de spørger om, skal de vide – og ved de det ikke, er der ingenting at spørge om. – I al Verden, hvordan kommer vi ind paa sligt Tøv?

(surmulende).

Fordi du ikke liker alt mit dejlige blaat!

(ser sig om.)

18Det er jo netop slig, jeg maa ha det! – Hvis du ikke havde Nøkken derinde som Modvægt, vilde du umulig holde ud i alt det røde! Liker din Mand saa godt rødt?



    Sophie Hess. 

Det gjør han ogsaa! – Men det var noget andet, jeg vilde talt om idag. Jeg har med nogle gode Raad til dig – fra de andre og mig selv!



    Bodil  (utaalmodig).

Ved du ikke, Tante Dora er flyttet ud her – bare for at holde mig med gode Raad? Jeg trænger forresten ingen – har det utrolig godt som jeg har det –



    Sophie Hess. 

– og er utrolig – saadan mindre forsigtig! Folk tror ikke rigtig paa dette kjølige blaa – man snakker. Og det er blet til noget kjedeligt! Undgaa det – gift dig for eksempel!



    Bodil  (folder Hænderne).

Jeg, som har det slig! Fri som en Undine, der kan stige frem og forlokke hvem, hun vil!

Og du vil sætte mig fast, komme og kaste Staal over mig og gjøre mig til en almindelig tam Madam! Kjære Siss, naar begyndte dit Hjerte at bli haardt?

(sætter sig hen til hende.)

19Hvordan skal jeg kunne gifte mig? Jeg elsker jo alle Mandfolk! Jo, det ved Gud!

Men sligt kan man ikke være bekjendt af at sige. Fortæller du nogengang, jeg har sagt det, gaar jeg fra det igjen!



    Fru Hess  (ler tvungent).

Du har nu en vist Lyst til at gjøre dig anderledes end du er! Jo, du vil gjerne indbilde os en hel Del om dig selv!

(rejser sig, gaar omkring.)


    Bodil  (vedblir paa samme Vis).

Sig du, som er saa klok – hvormange kan man vel egentlig elske, saadan paa en Gang?

(ler.)

Jo, for du er saa komisk!

(pludselig alvorlig.)

Jeg skal sige dig, elske, det kan ingen!



    Sophie Hess  (muntert).

Ja ja, vent bare – til du møder den rette, som Madam Høye siger. –



    Bodil 

Om et saadant Væsen eksisterer, kan man være overbevist om aldrig at træffe ham. Ikke om man 20rejste Verden rundt efter hinanden. Skulde man komme til at ta ind i samme Hotel, sidde ved samme Bord – man vilde ikke opdage hinanden!

Saa du faar hilse alle Tanter, at det ikke nytter



    Sophie Hess  (bøjer sig frem mod hende).

Hvorfor? Alvorlig talt!



    Bodil. 

Du ser ud som bare Nøk! – Jo, for jeg har ikke Tid! Hvo, som ikke vil drikke Vin, er en Synder, staar det. Jeg drikker al den, jeg kommer over!



    Sophie Hess  (bestemt)

Du skulde drikke den paa en anden Maade



    Bodil. 

– som Tante Dora, afbrændt eller med Malurt? – Gaa bort og forklar den Sommerfuglen, hvad du synes, den burde gjøre!

(gaar hen, sætter sig ved Pianoet og synger):

Sol, giv mig en Dag til!



    Sophie Hess  (gaar hen til hende, siger mildt, indtrængende).

Bodil, det er Alvor! Jeg maa sige dig det! Der gaar nogle Historier om dig, som slet ikke er bra. Og saa er der en, hvad der er endnu værre! 21For din Families Skyld skulde du prøve at besværge den. –



    Bodil  (rejser sig, iler op og ned. Stanser foran hende).

Lad mig sige dig det, Siss! Dersom jeg kom til at holde af nogen Mand, vilde jeg hade mig selv. Siss, lad mig sige dig det, jeg har engang gjort det – – –

Det mored ham en Maaneds Tid – det var ikke mer, han havde villet. Men jeg – – Noget blev dræbt i mig dengang – det var, som kom et andet Menneske til Verden – – gammelklok, kold, En, som morer sig. Og er lykkelig. Det ved du da! Du har selv fortalt mig det!



    Sophie Hess. 

Bodil! Du skulde ligevel tænke paa, hvad jeg sagde dig!



    Bodil  (som mere hen for sig selv).

Jeg tænker ikke – har bare ondt af den unge Pigen! Af ham ogsaa – den Fremmede, som saa paa det hele – og forstod det. Og maatte lade det ske!



    Sophie Hess. 

Hvilken Fremmed?



    22Bodil  (hører ikke, vedblir som før).

Vi mødte ham hver en Dag. Han sagde aldrig noget. Han bare saa paa os –

Men dengang tilsist, den forfærdelige Nat, da jeg gik derude langs Sjøen – og Stormen kom. Jeg syntes, den haante mig og lo – jeg syntes, jeg aldrig kunde gaa ind mere –

Da kom han, den Fremmede, som havde set det hele. Han kom ud efter mig. Han sagde ingenting.



    Sophie Hess 

Hvem var han?



    Bodil  (svarer ikke, vedblir).

Jeg blev saa kold den Nat. Jeg har aldrig siden kunnet blive rigtig varm og levende igjen –

(holder Hænderne op for Øjnene, som tænker hun sig om.)

Undertiden i Drømme er det, som hvælver der sig op om mig en ny Verden – hellig, saa jeg maa synke i Knæ! Saa vaagner jeg ved, at jeg ligger og græder isøvne – for jeg kom ikke ind der alligevel!

(med rask Overgang.)

Men hvorfor skal man ta det højtideligt? Det skal man netop ikke!

(gaar længer hen i Stuen, sætter sig med en træt Bevægelse, lægger Hodet ned mod Bordkanten.)


    Sophie Hess  (gaar hen, lægger Haanden paa hendes Hode. Siger sagte noget til hende).


    23Bodil  (uden at se op).

Hvem den Fremmede var? Jo, gjerne! Det var en Dr. Odner. Han laa deroppe og botaniserte om Sommeren! – – Engang lo jeg af ham – jeg syntes, han var saa besynderlig. Det var han jo slet ikke.

(har rejst sig. Blir staaende som fortabt i noget.)


    Sophie Hess  (muntert).

Naa, her skal jo være Fest om nogle Dage!



    Bodil  (tar sig sammen).

Ja, det er Onkel Bernhards fikse Ide, at jeg skal ha mit Sommerbal. Tante Dora har det travlt, Familien glæder sig. Jeg ogsaa – Taarer slukker ingenting ud. De ødelægger bare Øjnene.

(nynner.)


    Sophie Hess  (staar lidt og ser hen paa hende. Siger saa langsomt og med Eftertryk paa Ordene).

Der er en ung Mand –



    Bodil. 

– der er mange –



    Sophie Hess. 

– som Tante Dora taler saa meget om. Han er jo saadant udmerket Parti –



    24Bodil. 

Han var her igaar! – Han ser slig paa Tante Dora, at hun finder det passende at gaa i Haven! Kanske kommer han idag ogsaa, det er nemlig umuligt at faa ham til at forstaa –



    Sophie Hess  (munter).

Ja, isaafald gaar jeg i Haven!



    Bodil  (gaar hen, sætter sig i en liden Stol ved Kaminen, siger lavt, langsomt).

Der var engang en anden – han sagde ingenting! Er det ikke guddommeligt, at der findes nogen, som ikke siger noget –



    Sophie Hess. 

– At han talte saa meget den unge Mand, det var nu Tante Doras Skyld. Jeg ved, hun har bedt ham tale lidt nærmere med dig om alt dette, som piner hende – og os andre!



    Bodil  (ligegyldig).

Jeg aner ikke, hvor han vilde hen med alt det, han sa. Han vidste det vel ikke selv.



    Sophie Hess. 

Det vidste han nok! Og jeg kunde merke det endogsaa paa Madam Høye, da jeg kom –

(nærmere, indtrængende.)

25Bodil, du kan umulig selv synes om, slig som Folk taler om dig!



    Bodil  (som før).

Jo, hvis det kan more dem!



    Sophie Hess. 

Du skulde tænke lidt paa din Familie ogsaa. De morer sig ikke.



    Bodil  (ler).

Nej, de er skrækkelige! Tante Dora!



    Sophie Hess  (pludselig bestemt og i en anden Tone).

Kammerherre Lindendal er jo kommet til Byen igjen! Han trænger Penge. Han vil gjøre et rigt Parti. Man siger, han højmodig skal ha bestemt sig for dig!



    Bodil  (blir bleg. Gjør en heftig Bevægelse, men tier).


    Sophie Hess  (vedblir).

Du traf ham jo paa Ballet hos Bratts! Du træffer ham vel imorgen ogsaa?



    Bodil  (fatter sig).

Kjender du ham?



    26Sophie Hess  (paatat ligegyldig).

Lidt saa – end du?



    Bodil  (ligesaa).

Ja, jeg ogsaa!



    Sophie Hess  (stirrer paa hende).

Saa?



    Bodil  (tier, men ser paa hende).


    Sophie Hess  (nikker betydningsfuldt).

Nøkken har fortalt mig noget!



    Bodil  (koldt).

– og kanske gamle Tone –



    Sophie Hess  (rejser sig).

Men nu maa jeg gaa. Følg mig ned gjennem Haven!

(De gaar.)
(Bodil stanser hende i Verandadøren. De blir staaende et øjeblik.)


    Bodil  (er pludselig kommet i anden Stemning).

Jeg skal fortælle dig noget!

(Hendes Røst blir blød, tilsløret.)

27Det var engang – som der laa Sne i vor Have: Det var Æbleblomstens Blade! – Og Vinden tog i de hvide Grenene, de lagde sig ned om mig. Jeg hørte, hvad de sagde, de hvisked mig i Øret! Da fik jeg slig Længsel, at Hjertet det brændte! – Saa fandt jeg en Blomst med syv Blade. Jeg tænkte: Du er min Lykkeblomst!

(heftig.)

Men jeg gav den til Vinden: der, tag den! Den falder imorgen! Det er Blomsters Skik!

(ler.)

Kjære, i alverden for et Ansigt du sætter! Kom saa!

(De gaar over Verandaen ned i Haven.)
(Der bankes gjentagne Gange sagte paa en Dør, der fører fra Entreen ind til Forstuen. Den aabnes. Der kommer nogen gjennem Forværelset ind i Salonen. Det er en Mand omkring 30 Aar, fint bygget med et tankefuldt stille Ansigt og dybe Øjne. Hans Bevægelser er lette, varsomme. Han ser sig om. Blir staaende tvivlraadig.)


    Bodil  (kommer tilbage fra Haven. Hun har et Kort i Haanden. Ser ligegyldig paa det. Men hendes Udtryk forandres. Hun læser det om igjen, som om hun ikke forstaar det).

Dr. Kai Odner? Odner!



    Dr. Kai Odner  (har trakket sig tilbage, hen mod Døren han kom ind af).


    Bodil.  (faar Øje paa ham, siger hurtig, forlegen).

Aa, der er jo Doktoren! De vil da ikke gaa igjen?

(ler lidt, men der er kommet noget tvungent over hende.)


    28Kai Odner  (stadig mere forlegen, hilser igjen).

Der var ingen her, saa jeg vidste ikke –



    Bodil. 

Det var da underligt – jo, det er saa underligt at se Dem hernede –



    Kai Odner  (kommer nærmere).

Det er kanske det! Jeg blir her nogle Dage over – saa vilde jeg gjerne se Dem. – – Vi ligger her paa Gjennemrejse –



    Bodil. 

Det er jo sandt! De ved, min Bror er Prest deroppe. Han er saa glad ved at faa Dem til Nabo. Og saa det nye Sanatorium – De faar det nok hyggeligt –



    Kai Odner. 

Ja, i Berg og Skog!



    Bodil  (ler).

Saa faar vel vi Mennesker se at holde os afvejen! Eller det er kanske ikke engang nødvendigt, for De ser bare Deres Moser og alt saadant, som er skjult for andres Øjne –



    Kai Odner  (smiler).

Engang saa jeg Dem!



    29Bodil. 

– i et Øjebliks Distraktion!



    Kai Odner  (hen mod hende livfuldt).

Kommer De derop?



    Bodil. 

Jeg plejer være der om Sommeren en Stund hos min Bror!



    Kai Odner  (nærmere hen, forlegen).

Jeg bor lige i Nærheden her, hos en Ven – inde i den store Rosenhaven der! (peger ud.) – – Saa kom jeg til at huske paa, det er Deres Fødselsdag. Deroppe – jeg husker, De holdt saa meget af Roser – jeg – hvis jeg turde –



    Bodil  (afbryder leende).

Hvor heldigt, at De ikke turde, for jeg liker ikke Roser mere –

(spøgefuldt klagende.)

For de er saa røde! Og naar de ikke er røde, saa er de noget andet! Jeg kan ikke taale dem!



    Kai Odner  (Hans Ansigt formørkes som ved en ubehagelig Erindring. Han kommer til at tænke paa noget, som forvirrer ham. Han ser paa hende frygtsomt, afbedende).

Undskyld mig da! For jeg kom vist alligevel til Ulejlighed her nu! – – Faar jeg Lov at se ind engang siden?

(Han hilser og gaar.)


    30Bodil  (blir staaende og se efter ham)

Gik han igjen! – Hvorfor siger han det: Vi ligger paa Flytning? Det er jo bare ham?

(Der høres glade, forundrede Stemmer ude fra Entreen og Forværelset, deriblandt Madam Høyes. Tante Cara kommer ind rejseklædt, fulgt af Madam Høye.)


    Tante Cara  (er en midaldrende Dame med et mildt, lyst Ansigt. Tarveligt, gammeldags klædt. Hun aabner Armene. Bodil springer hen og gjemmer sig hos hende. Madam Høye staar og ser fornøjet paa dem, gir sig til at rydde lidt op og gaar ud).


    Bodil  (efter den første Overraskelse).

Guldmor! For det er du! Er det sandt, at du er her – at det er dig? Hvordan kommer du her? Jeg vidste jo ingenting!

(tar glædestraalende af hende Tøjet, som Madam Høye kommer og tar ud.)


    Tante Cara  (hemmelighedsfuldt dæmpet)

Ser du, jeg vilde overraske dig! Jeg synes, det er saa morsomt med Overraskelser!

(bliver staaende og se sig om, stille bevæget. Gaar omkring. Vender sig mod Bodil.)

Og du, mit Barn! Hvor du er lys og glad! Ja, du er jo saa lys og glad!



    Bodil  (muntert forsikrende).

Bestandig! Du ved, jeg er hos Onkel Bernhard!



    31Tante Cara  (stille smilende).

Ja, jeg ved det!



    Bodil. 

Se, nu sætter vi os her! Rigtig godt! For du maa være træt! Nu faar vi straks Frokost. Jeg er vist paa, Madam Høye finder paa noget delikat til dig. – – Sig mig, hvordan gik det til, at du kom?



    Tante Cara  (der sidder og ser sig omkring, vender sig nu mod Bodil).

Det var Onkel Bernhard, Barn. Han skrev til mig. Han har saa tidt bedt mig komme, siden han blev alene. Du ved, han var gift med min Søster Alette – men det var ikke saa nemt –

(ryster paa Hodet.)

det var det ikke! – – Siden da du kom her, skrev han igjen, men saa kunde jo din Tante Dora komme og saa – men nu da hun maa ned til sin Datter, og han selv ogsaa maatte rejse bort – han vilde ikke, du skulde være alene saa længe, siger han –



    Bodil  (overrasket).

Hvorfor maa Onkel Bernhard bli saa længe? – Han er ikke som de andre! Derfor elsker jeg ham! Gjør ikke du, Tante Cara?



    32Tante Cara  (svarer ikke. vender sig bort. Ser sig om).


    Bodil. 

Han er ikke glad! Hvorfor er han ikke? Ved du det?



    Tante Cara  (som før).


    Bodil  (vedblir).

Jeg kan se det paa ham iforvejen, naar han maa ud og gjemme sig væk en Stund. Naar han kommer tilbage, er han sterk igjen. Der er nu gaat ham noget imod, engang!



    Tante Cara  (fast).

Der kan gaa En saa mange Ting imod! Men din Onkel fik det nu, som han vilde. –

(mildt)

Vil du saa ha mig her, til Onkel Bernhard kommer hjem?



    Bodil 

Du! Du kommer aldrig herfra!



    Tante Cara  (ryster paa Hodet).

Som du spaar, mit Barn!

(gaar hen, ser ind i det næste Værelse. Hendes Øjne staar fulde af Taarer.)

33Ser du, her er nogle Ting fra før, som jeg kjender – og her – det gamle Billede af Onkel Bernhard!



    Bodil  (ind til hende)

Kan du huske, da du var hos os, dengang vi var smaa? Og den spanske Dansen – vi kaldte den endda Vilddansen – naar du spilte den for mig og jeg dansed, blev jeg altid saa snil efterpaa, husker jeg.

(ler.)

Undres om sligt kunde hjelpe nu – ja, du skal nu spille den for mig engang, saa vil jeg se, om jeg kan mindes den.



    Tante Cara  (ler).

Du vil da vel ikke til med den igjen? Det var mest, naar du var i et skrækkeligt Lune, det Barn, og du maatte rase fra dig!



    Bodil. 

Ja, jeg husker det. Og det var storartet, saa det hjalp! – Nu hører jeg, Tøjet kommer! Nu skal vi pakke op, forstaar du!

(trækker hende muntert med sig ud.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Undine

Skuespillet Undine ble utgitt i 1904.

Stykket handler om den 21 år gamle Bodil Herwell. Hun mistet tidlig sine foreldre, men ble adoptert av onkelen, Konsul Herwell. Hun lever tilsynelatende et perfekt, fritt og lykkelig liv, men etter at hun ble sviktet som 18-åring har hun mistet troen på lykken og kjærligheten.

Les mer..

Om Alvilde Prydz

Alvilde Prydz er i dag et ganske ukjent forfatternavn, men hun etterlot seg en stor litterær produksjon: først og fremst romaner, men også skuespill, noveller, dikt og essays.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.