Saa Onkel Bernhard er bortrejst igjen! – Og Tante Dora her og passer paa hende. – Naa, dette er den omtalte blaa Salon –.
(muntert.)Jo, jeg kjender den! Hvor er hun saa selv! Ikke staat op? Jo, jeg kjender hende!
Aa ja saamen, Frøkenen laa dernede og svømmed for en Stund siden – om jeg saa maa sige, et rent 10Vandmenneske! – Nej. saa rart at se Fruen igjen, Herregud lel!
(staar med Hænderne i Siden og betragter hende.)Varmt at gaa! – – – Jo, nu er jeg kommet nedover til Mor og Far paa Besøg – og har Smaaene med mig – men saa maatte jeg jo ud her idag, som her er Fødselsdag –
Ved ikke Fruen, Frøkenen liker ikke nogen ved det? Det or knapt Konsulen tør gratulere – men jeg har saamen trukket i Stasen ligevel jeg! – Ja, som der er mange Slags Villier og Sind!
Saa – aah? Hvordan har saa De det, Madam Høye? Længe siden jeg saa Dem nu! – Det var dengang, De tænkte paa at gifte Dem op igjen – husker De det?
Vorherre vilde det bedre, Frue, for Mandfolk er en vanskelig Branche, og Ægteskabet har sine Kontraster, skjønt da Hansen var blet Enkemand, var han nok saa ilde ude. Et Mandfolk kan ikke godt ernære 11sig maatro. Men Hansen havde alletider været udannet i Munden, og Flasken kunde han umulig lade være – saa sagde jeg, som ret var, Hansen, sagde jeg, jeg har havt en Mor, som har lært mig Opdragelse, men det har vist ikke De, sagde jeg – Du er et Fandens Skaft, sagde han og gik. – Han havde alletider været styg i Munden, Hansen, og saa da Konsulen blev Enkemand, blev jeg anderledes pent besørget – Konsulen ogsaa da, ikke for det – og Frøken ogsaa da, ikke for det, som nu har været her i 3 Aar og aldrigen trængt at ta sine Fingre i noget af det, som eksisteres! –
Jeg kunde gaa ind til Frøkenen kanske?
Aa nej da! Det faar nok Fruen la være! Men jeg tænker i Herrens den næste Stund er hun her.
Er det sandt, Tante Cara kommer herned – at de venter hende idag? –
Frøkenen ved det ikke! Men aldrig var Fruen kommet til dette Huset, uden for Frøkenens Skyld – og saa for det, at Konsulen er ude og rejser da –
Ja, hvad var det egentlig med det, Madam Høye? De var jo paa Chefsgaarden dengang? Var ikke Tante Cara forlovet med Konsulen, men saa da Søsteren Alette kom hjem, blev det hende som holdt Bryllup med ham. – Sligt kunde Onkel Bernhard gjøre!
Ingen faar sige noget paa Konsulen! Skjønt det endda var den Tiden, Mandfolkene regjerte saa svært, saa var han slettes inte som de andre. Aldrigen tænkte Konsulen, det skulde snudd sig paa den Visen – inte var han glad heller efter den Dagen. – Han fik det Sindet dentid, som han gaar med nu! –
Naa, det er jo mange Aar siden –
Det er, som kunde det været igaar: Vi laged til Bryllup, men lige som der skulde tas ud Lysing, skjønte jeg, det var noget lejt, som skulde komme. Og tidlig en Morgen var Frøken Cara rejst – Majorinden havde været inde om Natten og bedt om det, for Frøken Alette drev som uvittig udover Vejene – det var nu altid slig, at hun maatte ha sin Villie –
Aa, det var nu vel Onkel Bernhards Villie ogsaa –
Kan hænde! Men hvad som er, saa fik Fru Alette en Samvittighed, som var lej at drages med tilslut –
(viser ind mod det næste Rum.)Derinde døde hun i sin Dødsens Angst – og her sad han og hørte alt det, hun anklaged sig selv for – han aarked ikke sidde derinde, han havde vel sit. – Aa ja, en har hver sin Møje her i Verden, ellers blev det vel for godt at være her ja!
(Til Fru Hess, som atter har rejst sig.)Nu skal jeg gaa og sige det, for jeg ser Frøkenen i Haven –
Tak, det behøves ikke nu!
(nikker smilende til Madam Høye, der gaar ud tilvenstre.)Alle ordentlige Mennesker, dem hader jeg rigtignok!
Selvfølgelig! For du er jo ikke noget ordentligt Menneske! Hele Byen kalder dig Undine siden Ballet 14hos Bratts. Og kommer jeg herud, hører jeg straks Madam Høye titulere dig for et Vandmenneske!
(ser op og ned ad hende.)Der er forresten noget i det!
Det er jeg saamen glad for!
(trykker hendes Hænder.)Nej, saa du er kommet herned igjen, du gamle!
(trækker hende hen til den lille Hjørnesofa, tar selv Plads i en liden Kamingyngestol foran hende.)Du er forandret! Hvordan har du det? Du har jo ligget tilsengs i flere Dage, hørte jeg –
Jeg har det! Naar jeg kjeder mig, gaar jeg tilsengs. Hvorfor skulde jeg ikke det?
Nej, naturligvis. – Du holder vel Fest idag?
Det var før det – i gamle Dage!
Er det ikke vel tidligt at afskaffe Fødselsdage? Saadan midt i ens lyse Sommer skal man ha Glæde af dem, har jeg hørt.
Hvor jeg hader den Maner at klippe Tiden op i Smaastykker og sige: Se saa, nu er de forbi de Dage, aldrig ser du dem mere – synes du, det passer for Ungdommen at stanses slig ved hver Drejning af Vejen, det er som tørre Knokkelhænder griber fat og holder igjen. – Aa Gud, slip, siger jeg, lad mig komme afsted! Livet skal være som en eneste lang Flugt, til det er forbi!
Hvad for et Lune holder du idag? For du holder jo Luner?
Hvorfor ikke? Du ved, Onkel gir mig Lov til alt muligt!
Men jeg trodde – nu maatte du da vel egentlig være perleglad!
Glad? For et underligt Ord! – – Tror du, Gud er glad?
Det er ialfald vist, at vi glæded os, hele Familien, over din Lykke. For det maa da være dejligt for dig 16virkelig at være blet en saadan liden Prinsesse, som du altid har havt Anlæg for.
Dejligt? (ler) Lykke?
Ja, kaldes det ikke saa? Fra en utfattig ung Pige med en Mængde uhonorerede Fordringer at blive forvandlet til en rig Onkels Adoptivdatter og Afgud. – Hvorfor ser du saa forbauset ud?
Langtfra! Bare nysgjerrig! Jo, det interesserer mig at høre om, hvordan jeg har det. Det kan være nyttigt ogsaa – at faa vide lidt om det!
(ser hen for sig.)Jo, jeg er saamen lykkelig. Det er baade vist og sandt! Jeg skynder mig med at være det. Det maa man!
Men hvorfor indfatter du din – Lykke i slig en Mængde blegblaat? Den Farven – det er ligesom der bor en Sorg langt inde i den.
Og du! Du er sligt et Søndagsbarn. Jo, alle Tanter siger det – Du fik den Mand, du vilde. Det er jo da, man blir lykkelig!
(slaar om i en anden Tone.)17Sig mig, hvordan er Lykken? Hvor er den? Sommetider indbilder jeg mig, at den er en Ø. Og Havet er stort – ingen Baad gaar did!
(Stemmen skifter over igjen.)Klæd dig i rødt, saa meget du vil! Du narrer ikke mig! Der bodde en Nøk i dig engang – en, som ikke taaler rødt! Han kunde sidde og synge derinde stille, saa det suged under Brystet. – Jo, han bor der endnu, han lader bare, som han sover. – Det er derfor, jeg ikke har kunnet bli ferdig med dig som med de andre.
Du taler som en ægte Undine! Det maa ha været dig en ren Naturtrang at optræde som du gjorde der paa Ballet! Lang Atlask i Bølgens blegeste blaat, Siv, Perler som Vanddraaber over det hele, har jeg hørt. – Og du kom glidende saa sælsomt fremmed mellem dem alle! Du saa ikke, du bare vandt. – Sig mig, hvorfor hører du ikke lidt paa de overvundne? Man siger, du maa ha Kurve paa Lager!
Aldeles ikke! For Mænd behøver ikke gaa og spørge. Det, de spørger om, skal de vide – og ved de det ikke, er der ingenting at spørge om. – I al Verden, hvordan kommer vi ind paa sligt Tøv?
(surmulende).Fordi du ikke liker alt mit dejlige blaat!
(ser sig om.)18Det er jo netop slig, jeg maa ha det! – Hvis du ikke havde Nøkken derinde som Modvægt, vilde du umulig holde ud i alt det røde! Liker din Mand saa godt rødt?
Det gjør han ogsaa! – Men det var noget andet, jeg vilde talt om idag. Jeg har med nogle gode Raad til dig – fra de andre og mig selv!
Ved du ikke, Tante Dora er flyttet ud her – bare for at holde mig med gode Raad? Jeg trænger forresten ingen – har det utrolig godt som jeg har det –
– og er utrolig – saadan mindre forsigtig! Folk tror ikke rigtig paa dette kjølige blaa – man snakker. Og det er blet til noget kjedeligt! Undgaa det – gift dig for eksempel!
Jeg, som har det slig! Fri som en Undine, der kan stige frem og forlokke hvem, hun vil!
Og du vil sætte mig fast, komme og kaste Staal over mig og gjøre mig til en almindelig tam Madam! Kjære Siss, naar begyndte dit Hjerte at bli haardt?
(sætter sig hen til hende.)19Hvordan skal jeg kunne gifte mig? Jeg elsker jo alle Mandfolk! Jo, det ved Gud!
Men sligt kan man ikke være bekjendt af at sige. Fortæller du nogengang, jeg har sagt det, gaar jeg fra det igjen!
Du har nu en vist Lyst til at gjøre dig anderledes end du er! Jo, du vil gjerne indbilde os en hel Del om dig selv!
(rejser sig, gaar omkring.)Sig du, som er saa klok – hvormange kan man vel egentlig elske, saadan paa en Gang?
(ler.)Jo, for du er saa komisk!
(pludselig alvorlig.)Jeg skal sige dig, elske, det kan ingen!
Ja ja, vent bare – til du møder den rette, som Madam Høye siger. –
Om et saadant Væsen eksisterer, kan man være overbevist om aldrig at træffe ham. Ikke om man 20rejste Verden rundt efter hinanden. Skulde man komme til at ta ind i samme Hotel, sidde ved samme Bord – man vilde ikke opdage hinanden!
Saa du faar hilse alle Tanter, at det ikke nytter
Hvorfor? Alvorlig talt!
Du ser ud som bare Nøk! – Jo, for jeg har ikke Tid! Hvo, som ikke vil drikke Vin, er en Synder, staar det. Jeg drikker al den, jeg kommer over!
Du skulde drikke den paa en anden Maade
– som Tante Dora, afbrændt eller med Malurt? – Gaa bort og forklar den Sommerfuglen, hvad du synes, den burde gjøre!
(gaar hen, sætter sig ved Pianoet og synger):Sol, giv mig en Dag til!
Bodil, det er Alvor! Jeg maa sige dig det! Der gaar nogle Historier om dig, som slet ikke er bra. Og saa er der en, hvad der er endnu værre! 21For din Families Skyld skulde du prøve at besværge den. –
Lad mig sige dig det, Siss! Dersom jeg kom til at holde af nogen Mand, vilde jeg hade mig selv. Siss, lad mig sige dig det, jeg har engang gjort det – – –
Det mored ham en Maaneds Tid – det var ikke mer, han havde villet. Men jeg – – Noget blev dræbt i mig dengang – det var, som kom et andet Menneske til Verden – – gammelklok, kold, En, som morer sig. Og er lykkelig. Det ved du da! Du har selv fortalt mig det!
Bodil! Du skulde ligevel tænke paa, hvad jeg sagde dig!
Jeg tænker ikke – har bare ondt af den unge Pigen! Af ham ogsaa – den Fremmede, som saa paa det hele – og forstod det. Og maatte lade det ske!
Hvilken Fremmed?
Vi mødte ham hver en Dag. Han sagde aldrig noget. Han bare saa paa os –
Men dengang tilsist, den forfærdelige Nat, da jeg gik derude langs Sjøen – og Stormen kom. Jeg syntes, den haante mig og lo – jeg syntes, jeg aldrig kunde gaa ind mere –
Da kom han, den Fremmede, som havde set det hele. Han kom ud efter mig. Han sagde ingenting.
Hvem var han?
Jeg blev saa kold den Nat. Jeg har aldrig siden kunnet blive rigtig varm og levende igjen –
(holder Hænderne op for Øjnene, som tænker hun sig om.)Undertiden i Drømme er det, som hvælver der sig op om mig en ny Verden – hellig, saa jeg maa synke i Knæ! Saa vaagner jeg ved, at jeg ligger og græder isøvne – for jeg kom ikke ind der alligevel!
(med rask Overgang.)Men hvorfor skal man ta det højtideligt? Det skal man netop ikke!
(gaar længer hen i Stuen, sætter sig med en træt Bevægelse, lægger Hodet ned mod Bordkanten.)Hvem den Fremmede var? Jo, gjerne! Det var en Dr. Odner. Han laa deroppe og botaniserte om Sommeren! – – Engang lo jeg af ham – jeg syntes, han var saa besynderlig. Det var han jo slet ikke.
(har rejst sig. Blir staaende som fortabt i noget.)Naa, her skal jo være Fest om nogle Dage!
Ja, det er Onkel Bernhards fikse Ide, at jeg skal ha mit Sommerbal. Tante Dora har det travlt, Familien glæder sig. Jeg ogsaa – Taarer slukker ingenting ud. De ødelægger bare Øjnene.
(nynner.)Der er en ung Mand –
– der er mange –
– som Tante Dora taler saa meget om. Han er jo saadant udmerket Parti –
Han var her igaar! – Han ser slig paa Tante Dora, at hun finder det passende at gaa i Haven! Kanske kommer han idag ogsaa, det er nemlig umuligt at faa ham til at forstaa –
Ja, isaafald gaar jeg i Haven!
Der var engang en anden – han sagde ingenting! Er det ikke guddommeligt, at der findes nogen, som ikke siger noget –
– At han talte saa meget den unge Mand, det var nu Tante Doras Skyld. Jeg ved, hun har bedt ham tale lidt nærmere med dig om alt dette, som piner hende – og os andre!
Jeg aner ikke, hvor han vilde hen med alt det, han sa. Han vidste det vel ikke selv.
Det vidste han nok! Og jeg kunde merke det endogsaa paa Madam Høye, da jeg kom –
(nærmere, indtrængende.)25Bodil, du kan umulig selv synes om, slig som Folk taler om dig!
Jo, hvis det kan more dem!
Du skulde tænke lidt paa din Familie ogsaa. De morer sig ikke.
Nej, de er skrækkelige! Tante Dora!
Kammerherre Lindendal er jo kommet til Byen igjen! Han trænger Penge. Han vil gjøre et rigt Parti. Man siger, han højmodig skal ha bestemt sig for dig!
Du traf ham jo paa Ballet hos Bratts! Du træffer ham vel imorgen ogsaa?
Kjender du ham?
Lidt saa – end du?
Ja, jeg ogsaa!
Saa?
Nøkken har fortalt mig noget!
– og kanske gamle Tone –
Men nu maa jeg gaa. Følg mig ned gjennem Haven!
(De gaar.)Jeg skal fortælle dig noget!
(Hendes Røst blir blød, tilsløret.)27Det var engang – som der laa Sne i vor Have: Det var Æbleblomstens Blade! – Og Vinden tog i de hvide Grenene, de lagde sig ned om mig. Jeg hørte, hvad de sagde, de hvisked mig i Øret! Da fik jeg slig Længsel, at Hjertet det brændte! – Saa fandt jeg en Blomst med syv Blade. Jeg tænkte: Du er min Lykkeblomst!
(heftig.)Men jeg gav den til Vinden: der, tag den! Den falder imorgen! Det er Blomsters Skik!
(ler.)Kjære, i alverden for et Ansigt du sætter! Kom saa!
(De gaar over Verandaen ned i Haven.)Dr. Kai Odner? Odner!
Aa, der er jo Doktoren! De vil da ikke gaa igjen?
(ler lidt, men der er kommet noget tvungent over hende.)Der var ingen her, saa jeg vidste ikke –
Det var da underligt – jo, det er saa underligt at se Dem hernede –
Det er kanske det! Jeg blir her nogle Dage over – saa vilde jeg gjerne se Dem. – – Vi ligger her paa Gjennemrejse –
Det er jo sandt! De ved, min Bror er Prest deroppe. Han er saa glad ved at faa Dem til Nabo. Og saa det nye Sanatorium – De faar det nok hyggeligt –
Ja, i Berg og Skog!
Saa faar vel vi Mennesker se at holde os afvejen! Eller det er kanske ikke engang nødvendigt, for De ser bare Deres Moser og alt saadant, som er skjult for andres Øjne –
Engang saa jeg Dem!
– i et Øjebliks Distraktion!
Kommer De derop?
Jeg plejer være der om Sommeren en Stund hos min Bror!
Jeg bor lige i Nærheden her, hos en Ven – inde i den store Rosenhaven der! (peger ud.) – – Saa kom jeg til at huske paa, det er Deres Fødselsdag. Deroppe – jeg husker, De holdt saa meget af Roser – jeg – hvis jeg turde –
Hvor heldigt, at De ikke turde, for jeg liker ikke Roser mere –
(spøgefuldt klagende.)For de er saa røde! Og naar de ikke er røde, saa er de noget andet! Jeg kan ikke taale dem!
Undskyld mig da! For jeg kom vist alligevel til Ulejlighed her nu! – – Faar jeg Lov at se ind engang siden?
(Han hilser og gaar.)Gik han igjen! – Hvorfor siger han det: Vi ligger paa Flytning? Det er jo bare ham?
Guldmor! For det er du! Er det sandt, at du er her – at det er dig? Hvordan kommer du her? Jeg vidste jo ingenting!
(tar glædestraalende af hende Tøjet, som Madam Høye kommer og tar ud.)Ser du, jeg vilde overraske dig! Jeg synes, det er saa morsomt med Overraskelser!
(bliver staaende og se sig om, stille bevæget. Gaar omkring. Vender sig mod Bodil.)Og du, mit Barn! Hvor du er lys og glad! Ja, du er jo saa lys og glad!
Bestandig! Du ved, jeg er hos Onkel Bernhard!
Ja, jeg ved det!
Se, nu sætter vi os her! Rigtig godt! For du maa være træt! Nu faar vi straks Frokost. Jeg er vist paa, Madam Høye finder paa noget delikat til dig. – – Sig mig, hvordan gik det til, at du kom?
Det var Onkel Bernhard, Barn. Han skrev til mig. Han har saa tidt bedt mig komme, siden han blev alene. Du ved, han var gift med min Søster Alette – men det var ikke saa nemt –
(ryster paa Hodet.)det var det ikke! – – Siden da du kom her, skrev han igjen, men saa kunde jo din Tante Dora komme og saa – men nu da hun maa ned til sin Datter, og han selv ogsaa maatte rejse bort – han vilde ikke, du skulde være alene saa længe, siger han –
Hvorfor maa Onkel Bernhard bli saa længe? – Han er ikke som de andre! Derfor elsker jeg ham! Gjør ikke du, Tante Cara?
Han er ikke glad! Hvorfor er han ikke? Ved du det?
Jeg kan se det paa ham iforvejen, naar han maa ud og gjemme sig væk en Stund. Naar han kommer tilbage, er han sterk igjen. Der er nu gaat ham noget imod, engang!
Der kan gaa En saa mange Ting imod! Men din Onkel fik det nu, som han vilde. –
(mildt)Vil du saa ha mig her, til Onkel Bernhard kommer hjem?
Du! Du kommer aldrig herfra!
Som du spaar, mit Barn!
(gaar hen, ser ind i det næste Værelse. Hendes Øjne staar fulde af Taarer.)33Ser du, her er nogle Ting fra før, som jeg kjender – og her – det gamle Billede af Onkel Bernhard!
Kan du huske, da du var hos os, dengang vi var smaa? Og den spanske Dansen – vi kaldte den endda Vilddansen – naar du spilte den for mig og jeg dansed, blev jeg altid saa snil efterpaa, husker jeg.
(ler.)Undres om sligt kunde hjelpe nu – ja, du skal nu spille den for mig engang, saa vil jeg se, om jeg kan mindes den.
Du vil da vel ikke til med den igjen? Det var mest, naar du var i et skrækkeligt Lune, det Barn, og du maatte rase fra dig!
Ja, jeg husker det. Og det var storartet, saa det hjalp! – Nu hører jeg, Tøjet kommer! Nu skal vi pakke op, forstaar du!
(trækker hende muntert med sig ud.)Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Skuespillet Undine ble utgitt i 1904.
Stykket handler om den 21 år gamle Bodil Herwell. Hun mistet tidlig sine foreldre, men ble adoptert av onkelen, Konsul Herwell. Hun lever tilsynelatende et perfekt, fritt og lykkelig liv, men etter at hun ble sviktet som 18-åring har hun mistet troen på lykken og kjærligheten.
Se faksimiler av førstetrykket, 1904 (nb.no).
Alvilde Prydz er i dag et ganske ukjent forfatternavn, men hun etterlot seg en stor litterær produksjon: først og fremst romaner, men også skuespill, noveller, dikt og essays.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.