Jeg saa ham idagmorges, da han gik – – naar vi mødes, har jeg Lov at spørge, hvordan han har sovet – om han har det godt –
(ler.)Det kan man sige er at indrette sit Liv hehageligt.
(synger op idet hun gaar videre henover, tar nogle Blomster.)Inat drømte jeg, jeg var Skyen … at jeg var Vinden, som kom – at jeg var Skogen selv!
(Hun blir staaende igjen. Falder i Tanker.)Der er slig Hvile i hans Øjne! – – –
(Efter en Stund siger hun dæmpet.)Jeg vil ikke dette længer!
Aa nej! Va det likt!
Godkvel, Kari! Hvordan har du det?
Aa jau, saa lideleg!
Hvorfor glor du paa mig slig, Kari?
Al jordisk Lykka æ arm og grund! Men likvæl saa undrast eg, nær eg ser slikt Folk, som aldri hev sliti vondt! Og eg tenkjer, du undrast paa meg, slikt gamalt Skrap!
Du er gammel og god, du Kari! Du er kommet længer end vi andre. Du kjender Vejen. Jeg tar mig ikke engang frem her i Skogen!
Aa, jau vel! Eg kjenn’ no Skogen! Daa eg livde, va den myrkare og Soli meire varm! Kvifyrr gjeng du einsam, kor æ den, som ska bliva din Mann?
Det vet jeg ikke, hvor det er, han farer
Aa, jou vel! Du veit, kor lejt det æ og klara seg fyr dei, som kjem fraa Amerika – saa slug og vaken En blir der –
Om du gaar hjem til Prestgarden, Kari, faar du noget i Spandet dit.
Ære og Pris!
(gaar videre henover Vejen.)Jeg tænkte mig, De kom denne Vej. Har De været paa Sygebesøg helt til nu? – Hilste De Sjøen derinde?
Hvorfor kom I ikke? Jeg laa og vented med Baaden, til det blev Kvelden derinde i Skogen og de hvide Lillier gik til Ro.
(rækker hende Blomsterne.)Ja, naar det blir Kvelden derinde i Skogen og Lillierne lukker sig –
(i en anden Tone.)Min Bror kunde ikke –
De kunde kommet?
Jeg betænkte mig. Saa kom jeg hid for at sige det.
Jeg havde nær tat en anden Vej. Godt at vi mødtes!
Et rent Tilfælde! At vi idetheletat mødtes, det er da et Tilfælde, som ikke har hjemme nogen Steder.
Hvad Sind har De ikveld? – Hver Gang vi mødtes – det var, som fandt jeg hver Gang en ny Blomst paa min Vej!
Presser De dem? Saa har De vel et helt Herbarium?
Det ved jeg ikke, nej, det ved jeg ikke. De ligner heller ikke en Blomst. Sommetider synes jeg, De er som et Opkom inde i Skogen.
Ja, jeg gjør altid Støj – og Uro. Det er min Natur. Men jeg elsker det, som er stilt.
(hytter op.)Rolig, du Fugl med dine brusende Vinger!
De elsker ikke bare det, som er stilt. De er selv en vild Fugl med brusende Vinger. En vakker Dag farer De herfra!
Lad os ta denne Sti. Lad os gaa varligt! Her er saa meget fint Spind! Har De nogengang tænkt paa, at Blomsterne ogsaa har Nerver – ømtaaligere end vore?
Hør, som her suser ikveld – og smelter hen!
Ja, slig stille Sang! – – Harper, som toner af sig selv – eller myge Horn!
Men det er ikke bare godt herinde i Skogen. Her er Angst – – ja, ligesom noget af Livets dybe Angst. – Se, udover der – et stort, grønt Hav, som skjælver! – Her skal hænde noget ikvel!
(ler.)Jo, Vinden hvisker det, Skogen siger det ganske tydeligt!
(De blir staaende.)Men nu flytter jeg jo ogsaa fra denne Skogen her.
Det havde jeg ikke tænkt mig – at De skulde rejse saa snart.
De tænker jo aldrig paa, at Sommeren er kort.
For det, at hver Dag har været lys og lang!
Nej, jeg forstaar ikke! Det er vist ikke sandt, hvad De siger. Aa, sid her!
(De sætter sig begge paa et lidet, mosklædt Berg.)Hvorlænge?
Længe! Kjender De Lyngens bløde Ange? Hør, hvor det hvisker over gjemt Vej! – De, De hører til herinde, sammen med de hvide Skogfruer –
– men jeg ligner jo ingen Blomst. – – Men jeg ved om en Mand, som kan ligne en Blomst – af dem, der vokser med dybe Rødder, inde hvor Skogen er stille. Og han er selv stille, fordi han lytter og kan høre. Han ved, hvad de siger allesammen. – – Jeg hører ingenting, ikke engang hvad jeg selv siger.
De gamle Germaner – naar de kom til et fremmed Land og havde drukket af Landets Vin, da oplodes deres Øjne. De saa, hvor de var. Da rejste de et Alter for den ukjendte Gud. Og deres Tempel var en Plet inde i Skogen.
(ser op paa hende dvælende.)Skogen er et fremmed Land. Man kjender den ikke, før man har ofret til den ukjendte Gud og drukket af Landets Vin. – Hvorfor er De saa urolig?
(De staar begge op og gaar.)Hvor vil De gaa hen?
Det ved jeg ikke. Bare at jeg gaar her og blir melankolsk.
De tar Feil! Her i Skogen, det er som at gaa under en Velsignelse. Og nu ikveld! Her er slig som fine Blomster kan faa mig til at drømme –
Lad os sætte os her. Plejer vi ikke at sidde her?
(Bodil sætter sig paa en Sten, han paa en anden i Nærheden.)Nu blir det Kvelden ogsaa, og alt Troldpakket kommer ud. Det elsker jeg – og den Længsel, som kommer, naar alle de smaa Stier blir til store Veje, som gaar.
(rejser sig i Uro.)Naar jeg er her i Skogen alene, kan jeg sætte mig til at vente, og jeg synes Trærne og alt det, som er her, venter med mig. – – Og der kommer noget langt borte fra – som et Pust – og rører ved mig. Og jeg bliver angst, for det er noget mægtigt, som kommer mig nær!
Kom nu her og vær lidt rolig. Ser De den fine Maanen over Skogen?
Næsten som har den Vinger – – slig en hvid, underlig Fugl – en himmelsk Svane –
(gaar nervøst omkring.)Hvad ser De efter?
Noget, som ikke gror her –
Husk nu – den Stund her ikveld kommer aldrig mer!
Ikke den igaar heller – ingen af de andre heller!
(Hun sætter sig hen lige ved Siden af ham.)Her i Skogen er man da først rigtig hjemme hos sig selv. Er det ikke sandt?
(bøjer sig frem, ser dvælende paa hende.)Her inde i Skogen – alt, hvad jeg engang ante dybest – herinde er det kommet mig saa nær – – Hvad, har De det ikke godt?
Jo! Næsten som var jeg alt død!
Hvor var det saa, De skulde hen?
Det har jeg glemt.
Hvad er det saa, De husker?
At De sidder der!
Nu var De god! Jeg takker Sol og Maane og alle Stjerner smaa, fordi jeg fandt Dem her ikveld!
Hvem skal jeg saa takke, fordi jeg fandt Dem – mens jeg gik og ledte efter det, jeg ikke kunde finde –
Da jeg fandt Dem – glemte jeg det, jeg ikke kunde finde. Jeg mener – det kom for mig, som havde jeg fundet det!
(Han sidder med Albuen støttet mod en Stubbe. Saa rejser han sig og gaar omkring. Hans Stemme slaar om.)Bodil, De ved ikke, hvor jeg maa forsvare mig mod Dem – hvad jeg har at overvinde! For jeg ved jo, snart gaar De herfra med den, De har kaaret Dem!
Hvem gaar jeg med?
Jeg ved jo, det er Herluf! Jeg har hele Tiden vidst, at det maatte blive ham!
(stanser foran hende.)Det er med mig som med Planterne her og Trærne. – – Det hænder, de har sin store Sommer, hvor alt ser i Naade til dem! Dette har været min store Sommer!
Ser De, hvor Himlen er som Rosenblade – og Skogen fuld af deres Glans! Hvem vover at klage? Kan jeg faa Lov at sidde her?
(Han sætter sig paa en Tue ved hendes Fod.)Under Hvælvene driver her Drøm – saa skjær, at der findes ikke Navn –
Sligt siger en Drømmer. Naar han vækkes, finder han Navnet.
En Drømmer maa ikke vækkes. Da styrter han ned –
En Drømmer maa vækkes!
(springer op, gaar nogle Skridt, kommer langsomt tilbage, ler nervøst.)Som Barn ønsked jeg mig fire vilde, arabiske Heste – – nu ved jeg, det nytter lidet at kjøre saa fort – En naar ikke frem endda!
Som idag har De aldrig været!
(bønligt.)Her er jo Sommer endnu! Ingen Fugl er rejst fra Skogen. De maa ikke heller!
(Han venter, at hun skal sige noget, men hun tier. Han vedblir sagtere.)Herinde – dybe Kilder springer her. Alt er anderledes end derude. Alt derudefra blir væk herinde. Man lever et andet Liv! –
– Ja, det, som der ikke er Plads til derude. For Bekvemmeligheds Skyld har De flyttet det ind her i Skogmørket.
(nærmere.)104Dybe Kilder springer her, siger De – her sniger en Angst! Den vælder fra de dybe Kilder! Den blir til Livsfare!
(sætter sig ned som udmattet.)Nu blir det Høst ogsaa. – Det, De leved her i Skogen – De faar ta det med Dem hjem nu – til Stuerne paa Hougen.
Bodil, hvad mener De?
At jeg har mødt en Mand i Skogen her. Jeg vil ikke møde ham mer.
Nu skal De sige hvorfor!
Skal jeg?
(langsomt, i en anden Tone.)Fordi jeg ved det!
De skal sige, hvad det er, De ved!
Aa, det er bare noget om den Manden. Aldrig sagde han et Ord. Men jeg ved det – for det at 105ingen Mand kan dølge sig for den Kvinde, som – – for det at der er En, der har set hans Øjne skinne, som de aldrig har skinnet – i Stuerne paa Hougen!!
De vil, alt skal være som før! Jeg trænger til at vaagne, De til at drømme!
De har vækket en Drømmer! Han er styrtet ned!
Jeg har ikke villet dette, Bodil!!
Fordi det var saa anderledes end alt fra før, gik jeg saa tryg i det. At kunne tale til nogen med den inderste Hjertedør aaben, det var som at naa frem til en højere Livsform. – – Og netop det, at ingen 106derhjemme kunde være med om sligt … gjorde mig tryg for at der skede ingen Uret –
Ved Gud! Jeg tænkte ikke, der skulde være nogen Brøde i det – – slig Glæde fra Livets dybe Grund!!
(Gaar omkring i sterk Bevægelse. Der blir en Stilhed.)Og det vidste jeg heletiden, at det var nogle Dage bare – – at De vilde gaa igjen, langt væk fra mig, til et Liv, som var stort, herligt nok for Dem! – til en Lykke, som var Dem værdig!!
Og jeg vidste, at jeg selv havde mit lille Liv at leve – og saa godt jeg kunde det min Pligt at fylde mod – Vivi og Fin og mig selv.
Bodil, jeg klager ikke, at De vil gaa! De Stunder her – de vil skinne over Dagene siden! Og naar De gaar herfra med Deres Ven, da siger jeg Tak for mig – fordi det hændte mig, at jeg fik min store Sommer!
Hvem gaar jeg bort med?
Det er jo Herluf! Er det ikke Herluf?
Har jeg gjort Dem ondt?
Tænker De paa, hvad det betyder, De spørger om der?
Har jeg gjort Dem ondt?
Sligt er aldrig ondt!!
Hvorfor kom De herop?
Jeg kunde vel ikke for det?
Hvorfra kom De?
Fra Ensomhedens Land!
Lad os tales ved – denne ene Gang!
(griber hendes Hænder, lægger sit Ansigt ned over dem.)Det var derfor, at de Dage, du ikke var her – – alting hvisked dit Navn! – Men naar du kom, da tonte det og sang – det var som en Fanfare i Skogen!
Det er, som vi er flyttet tusind Mil væk fra alt. Bare Solen ser jeg. Den spinder Guld!
Jeg synes, jeg ser Stjerner – fler og fler!
Bare der ikke var noget mer end dette!
Gaa fra mig! Men sig det bare en Gang, at du har mig kjær!
(bønlig hastig.)Gjør det! Fyld mit Hjerte med din Røst. Men se ikke paa mig!
(vender sig fra hende.)Tilgiv mig! Dette var det højeste! – Aa, Solskin over dine Veje!
(Klokker kimer fjernt. De rejser sig begge, staar og lytter. Der falder Glans af Aftensolen om dem.)Jo, jeg skulde ønske, alting nu kunde være slut!
Hvad er der i dit Øje? – det, som glider om derinde og gjør det saa mørkt?
Det er vel Skyggen af vor Skæbne – den, som fuldbyrder sig nu, mens vi sidder her!!
Du blev saa stille, som du alt var død! – Hvad tænker du paa?
Paa, at du er saa herlig – – paa, hvor vidunderlig du var, som du kom mod mig ikveld, ud fra det brusende Skogmørke! – –
Aa, tag ingenting fra mig! Tiden er saa kort!!
Ja, se, hvor Skyggerne blir lange!
Jeg ser dem ikke. Verden er fuld af dig!
Nej, af Mennesker som hører sammen, men som vender hinanden Ryggen og gaar hver sin Vej.
(vender sig bort, gir ham Haanden, siger utydeligt)Ja, saa vilde jeg bare sige dig Tak! –
Al Gave kom fra dig!! Men du vil da vel ikke gaa?
(nervøst.)Lad os tales ved om tusind Ting! Vi vil tale sammen. Du skal fortælle mig om Glæden, før den gaar – – om vor Lykke!
Den var her – men den er ustadig som den vilde Svale, snar som Stormen!!
(ler lidt.)Men du hører ikke paa mig – – du drømmer endda!
Kjære, væk mig ikke!
Jeg maa!
(rejser sig.)Det er Kvelden. Solen spinder ikke længer Guld. Vor grønne Sal blir lukket. Og vi er ikke saa langt væk fra – Doktorhuset paa Hougen!
Du har et Hjerte, som ingenting vover!
Og du?
Du træller i et fremmed Land! Du rejser dig aldrig og gaar derfra! Jeg kjender dig, du gjør det aldrig!
(gaar heftig henover. Kommer tilbage.)Du lider ikke som jeg. Du har saa rolige Øjne!
(Stilhed.)Tilgiv, tilgiv mig!!
Tilgiv du – at jeg kom i din Vej! At jeg har vovet at ville eje i nogle Minutter, hvad jeg stunded mod hele mit Liv!
Jeg har ogsaa stundet hele mit Liv efter noget. Men for at naa det maatte jeg først finde en Mand, som ikke kunde glemme, En, som altid var tilstede bag sit Ord –
(stanser et Øjeblik, vedblir.)Jeg har fundet en slig Mand. Men fordi han ikke kan glemme, fordi han altid blir staaende bag sit Ord – derfor kan jeg ikke finde det, jeg ledte efter. Det er næsten morsomt sligt noget!
Det er morsomt! Jeg ledte efter et Sind, som var dybt – og jeg fandt et saa dybt, at det kan ikke glemme, selv naar der intet er at mindes mer!
(nærmere.)Vil du, jeg skal sige dig, hvem det er, du elsker? Du elsker den Kjærlighed, du engang havde for hende, din egen fine, unge Elskov elsker du! Den er død, men den binder dig, fortryller dig endda. Du vil være den tro til dit siste Blod! – –
Kjære, jeg har jo faat det, som jeg vilde ha det! Det, jeg ledte efter, har jeg fundet!
Bodil! Det, som er gjort – hvem kan gjøre det ugjort? Det er sandt, at jeg gik fejl! Det var 114ikke Tiden endda, dengang – og siden … var Tiden forbi!
(aander tungt som under en Byrde.)Nu har jeg at gjøre, saa godt jeg kan det, hvad jeg ser paa som min Skyldighed. Der er i mig selv noget, der ikke maa ta Skade, et fint Spind om du vil – noget, jeg ikke kan leve foruden. – Du synes, jeg gaar for tungt i det. Og jeg gjør det! Men jeg kan det ikke anderledes –
(nærmere, indtrængende.)Om jeg rev alt istykker omkring mig – hvordan turde jeg vove mig frem til dig, utryg!!
Du tænker, jeg er svag, at jeg har ingen Villie. Jeg trænger en Villie for ikke at vige her –
Du? Det er dig, som er sterk!
Den Lykke, der skulde være Lykke for dig! – og mig! jeg ved det, uden Brist maatte den være, stor, stolt, i Fred og Lys! Der følger mig en Skygge –
(nær hen.)Og det har jeg altid vidst: Jeg holder ikke Maal, jeg vilde aldrig være dig nok! Der er mere i din Natur, end det der kunde finde Hjem hos mig.
Sligt siger du mig! Og du har Ret! – Men den Mand, som siger mig dette og som har Ret – ham elsker jeg over alt, hvad jeg har elsket!
Som du staar der og straaler – du blænder mit Syn! Gaa ud af mit Liv! Gaa til Herluf! Han er mere end jeg. Han elsker dig!
Sligt ber du mig om!
(ler.)Du svag! Du er den sterkeste, jeg har mødt. Du viger ikke et Haarsbred fra, hvad du vil. Du vil holde din Sti klar af alt, som er ugrejt, og du kan. Du bryr dig ikke engang om at være lykkelig. Sligt er bare for os Smaafolk. Undskyld at jeg kom ivejen for dig. Men nu gaar jeg ogsaa.
Bodil, hvad vilde du, jeg skulde gjøre?
Ingenting! For du har Ret. Jeg vilde ikke ha en Brist paa min Lykke, ikke en Plet, ikke en eneste liden Skygge maatte komme den nær – (vakler.)
Bodil!
Det var ikke noget
Hvad vil du, at jeg skal gjøre?
Være rolig! Vi er jo enige!
(ser ham ind i Øjnene, siger dæmpet, med Beslutning.)Du har jo selv lært mig, at man skal fare varligt, ikke rive over noget fint Spind. Og det ved jeg: ikke vil jeg være med til at bøje et Sind saa fint og stolt! Du skal ikke skylde mig noget ondt i dit Liv. Noget godt vilde jeg git, om jeg havde kunnet.
Du har kunnet. Dette blir til at stige paa.
(Han har Møje med at beherske sig.)For det var ikke Drøm bare, men en Virkelighed, mægtig til at styrke Sjele!
(staar, ser sig om.)Her er saa forunderlig højtideligt! – – som noget af Evighed er os nær – som var her et Altar rejst!
(Han knæler ned, gjemmer for sit Ansigt)Det er her ogsaa – for ham, hvis Fodspor ikke længer ses paa Jorden – for den store, ukjendte Gud! Hans Vingeslag har strejfet os – mere kunde det ikke blive!
Bodil!
Naar kommer den Dagen, vi Mennesker kan overtale ham til at ta ind til os?
(plukker aandsfraværende nogle Blomster omkring. Vender sig saa rask omkring mod Odner. Siger med paatat Frejdighed).Jeg synes, De skulde rejse Dem og gaa. Det er Kveld, det er Natten.
Det er Høsten, der kommer.
Naar du gaar her og hører det bruse inde i Skogmørket, da er det mig, som kommer! Se den Stjernen – naar du ser den igjen – da tænk paa her!
(i en anden skarp Tone.)Nu skal De gaa!
Farvel her i Skog!
Mama kommer, skynt dig, lad os gjemme os!
(faar Øje paa Bodil, springer hen.)Men du har jo Taarer i Øjnene – de falder, de falder!
Det er for det – jeg har stirret paa Solen!
Ja, men den er væk den – nu maa vi skynte os!
(trækker hende med sig.)Hvor er Tyrannen? Fin! Hvor er han, siger du!
(stanser, ler.)Naa, saa der er han! Er du nu begyndt slig? Ellers ligger du i Mosen og roder. Er det den højere Botanik kanske?
(kommer hen. Vedblir lystig uden at stanse.)Kai, du, som ved alting, hvem talte først, Adam eller Eva? Tænk, det spurgte Kaptein Lynn mig om idag!
(indsmigrende koket, lægger sit Hode op til ham.)119Ved du, du maa følge mig til Stationen imorgen? Jeg vil til Byen, hvis Tyrannen gir mig Lov! – Man maa da ha det lidt livligt, mens man er her i Verden! Og jeg skal sige dig, det skal ikke være bra for Forstanden at være for længe paa Landet. Det paastaar Kaptein Lynn. Man bør da vedligeholde sin Forstand!
Kaj! Jeg har faat Brev fra Just! Han siger, at næste Stjernefald – da spøger det for os! Du ved, jeg elsker Stjerneskud! Aa, vi er da lykkelige, vi to! Du skjønner da vel det, Kai!
Og ved du, Kai, din elskelige Veninde, hun er aldeles à la jeg ved ikke hvem – for nu interesserer hun sig for Professoren ogsaa. Men han rejser til Byen imorgen. Vi faar Følge, det er heldigt, siden du ikke kan –
(merker tilsist hans Taushed og Fortabthed, ser sig om.)Ja, her er dejligt! Men man kan da ikke altid 120holde paa at være poetisk! Nu blir der kjøligt. Det taaler jeg ikke! Kom nu, Kai!
(Hun lægger sin Arm i hans og vil drage ham med sig.)Gaa foran, Vivi! Jeg kommer snart efter!
(Han gaar ind en Skogsti tilhøjre.) (Hun ser forundret efter ham og gaar.)Det ringer fyr Øira mine. Eg trur væl, eg ska faa spurt nyt!
Godkvel igjen, Kari. Du fik vel fuldt Spandet dit?
Jau daa! Tak, Ære og Pris!
(Hun ser Professor Ørn komme, skynder sig, tar op Spandet, guar langsomt, stanser, puster i Bakken, ser sig tilbage.)Voilà! Jeg har søgt Dem. Deres Bror søger Dem ogsaa. Han vil ha os allesammen ud paa Vandet ikveld.
Som De staar der – og ikke ser mig! Hvad er der over Dem ikveld?
Ja, det ved jeg ikke!
Hvordan blev De slig? Dronning saa stilferdig, uden Kroning!
De har Mørke i Øjet – men der straaler af det. Det er Livet, som sover; der er Magt i det fra dybe Dybder!
(gaar hen til hende, siger dæmpet, ildfuldt.)Noget maa jeg spørge Dem om nu, nu! Vil De blive min Hustru, gaa med mig derover! Over Havet kom jeg hid efter Dem!
Jeg vil, De skal se, hvor Livet er skjønt og rigt, hvor det fornyer sig. Hvor det er helligt! – Saa vil jeg, De skal se, at der er en Mand, der er skabt for Dem, der har søgt Dem af hele sit Hjertes Dyb. Og at det er den Mand, De selv søger!
Og jeg! Jeg siger som – jeg husker ikke, hvem det er – men den Mand, De taler om – nej, han er vist ikke født endnu – kanske blir han det ikke før om hundrede Aar eller mer –
(løfter Armene op.)Aa, du Skog! Kommer han her nogengang, saa hils ham fra mig!
De er blind!
Det er man jo altid. De ogsaa!
Nej! Og De skulde vogte Dem for at støde mig væk!
Ja, naturligvis! Men naar jeg nu er blind –
Skal vi ogsaa være blandt dem, der gaar hinanden forbi? – De lever og er ung! Hvorfor vil De ikke se mig?
Javist! Jeg lever og er ung! Det er vel derfor, jeg ikke kan –
(svagt.)Sagde jeg ikke, jeg vilde være alene?
Vel! Men vi to er ikke ferdige! Imorgen rejser jeg herfra. De kommer jo nedover igjen? Saa tales vi ved en Gang endnu!
Vil De sige til min Bror, jeg blir ikke med!
Vel!
(ser dybt paa hende og gaar.)Det er all Tid det sama, difyrr at det er all Tid det sama!
Staar du der og kviler. Du er jo naadd frem, du Kari! Gaa nu og læg dig!
Du det sama!
(tar op Spandet, skynder sig, gaar, vender sig om og siger).Du lyt sova væl!
(gaar videre ind paa Stien.)Ja, jeg skal det! – «Sove længe! For Dagen har været haard!»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Skuespillet Undine ble utgitt i 1904.
Stykket handler om den 21 år gamle Bodil Herwell. Hun mistet tidlig sine foreldre, men ble adoptert av onkelen, Konsul Herwell. Hun lever tilsynelatende et perfekt, fritt og lykkelig liv, men etter at hun ble sviktet som 18-åring har hun mistet troen på lykken og kjærligheten.
Se faksimiler av førstetrykket, 1904 (nb.no).
Alvilde Prydz er i dag et ganske ukjent forfatternavn, men hun etterlot seg en stor litterær produksjon: først og fremst romaner, men også skuespill, noveller, dikt og essays.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
