Naa, saa slig ser her ud! Jeg havde næsten glemt det!
(gaar hen og ser udover Fjorden og Aaserne, der skinner i Eftersommerens Pragt Mumler heftig.)Du dejlige Liv, du tunge Liv!
(gaar væk fra Vinduet.)Jo tak, jeg er ikke ræd; jeg tar imod det, du kommer med – – men – du sælger alting saa dyrt!
(blir staaende et Øjeblik med Haanden over Øjnene. Gaar videre og nynner, stanser, lytter som til sig selv.)Det er, som nogenting er mig nær – store, hvide Svanefugl, susende fra ukjendte Land – rører mig med myge Vinger –
(tramper med Foden.)Jeg vil more mig; jeg vil ha noget nyt, noget, som aldrig før har været til! Haha, En maa ha Lov til at le af sig selv!
Naa, det var morsomt at se Dem igjen, Madam Høye!
Men, Herregud, at Frøkenen er her, uden at nogen tar imod Dem! Frøkenen har da vel havt det godt?
Saa godt, at jeg blev træt af al den Sommer og Sol og alle de Blomster! Uh! Det skal bli godt at faa Vinter nu – og koldt og mørkt!!
(gaar hen til Vinduet, ser ud.)Og Bedehuset, som er blet ferdigt ogsaa. – Saa nær det staar!
Ja, naar Døren gaar op, staar Orgelsangen helt ind her. Idag er der Fest.
Hvor er min Tante?
Jo, Fruen er inde hos Admiralinden.
Hvad er der ivejen med hende?
Jo, det er Admiralindens Fødselsdag.
Bevares, saa Tante Betty holder Fødselsdag
(utaalmodig.)Men kommer ikke Tante Cara hjem igjen?
Jeg tænker straks. Men der var jo heller ingen, som vidste, at Frøkenen kom.
Har Tante Cara det godt?
Jo, Gud ske Tak! Det er bare disse Mindedagene, hvor Fruen ikke har Ro til at sidde paa en Stol, men gaar ud og ind – i disse Stuerne her.
De siger det saa underligt
Derude staar jo de gamle Ting fra Chefsgaarden – og Fru Alette, hun døde herinde –
Hvorfor siger De det saa underligt, Madam Høye?
For hun gjorde det selv! Det var blet for lejt for hende, da hun saa, at ingen af dem kom over det. Hun kunde ikke staa det.
Og Tante Cara?
Nu har jeg tænkt som saa: Om Konsulen nu kom – det kunde vel være, Vorherre syntes, de to burde snakkes ved –
(mod Døren, der aabnes.)Ja, nu kommer jeg! Der ser jeg Fruen ogsaa!
(skynder sig ud.)Det er vel derfor, Onkel Bernhard er saa saar i Øjnene – som en Kvinde!
(kaster det fra sig.)Hold dig glad, du maa holde dig glad, ellers blir det saa ondt!
Naa, er du der, mit Barn! Hvorfor lod du mig ikke vide, at du kom?
Du liker jo saa godt Overraskelser!
Jeg vilde tat mod dig, mit Barn, det vilde jeg!
(sætter sig ned i sin Stol.)Du maa tro, jeg er træt!
Ja, efter Chokoladen hos Admiralinden! – Men ellers er du jo aldrig træt, det har jeg lagt Merke til. Du maa ta os andre ved Haanden og hjælpe os! Det er, fordi du ved saa godt, hvordan alting er!
(glider ned paa Skamlen ved hendes Fod.)Det er noget godt Snak, Barn! Men nu skal man vide, hvordan vor lille Prinsesse har havt det?
Udmerket! Men Admiralinden var vel melankolsk over, at jeg ikke er gift endda?
Hvordan har du nu havt det, mit Barn?
Aa, saa godt – at jeg er ligesom rent ferdig! Jeg synes, jeg har levet det altsammen!
Du er jo knap født, min Ven! Du skulde ikke skynde dig saa.
(vemodig.)Det hænder saa tidt, man kommer tidsnok.
(i en anden Tone.)Ja, tænk for alt, du har at være glad for. Lykken har forfulgt dig, siger Tante Betty.
Nej, men jeg mødte ham forleden i Skogen. Du maa vide, det er ikke nogen Gudinde. Det er en gammel, blind Mand. –
Han kom lige for mig paa Stien. Gaa afvejen, sagde han, jeg er Lykken. Jeg gaar og deler ud. Saa faar du vel gi mig min Del ogsaa da, mente jeg. Nej, nu har jeg været uvorren saa længe, sagde han, nu faar jeg nok spare. Det Grand, jeg har her, skal række langt!
Ja, men pas paa at gi til dem, som fortjener det, ropte jeg efter ham. Da vendte han sig og lo: Det faar gaa, som det kan med det!
131Da saa jeg først, han famled sig frem: – en gammel, blind Mand, med en liden Sæk paa Ryggen!
Hvor tar du slige Historier fra? Men hvordan har du det saa, Barn?
Godt, naar jeg er hos dig! Du er som en dejlig, gammel Mor, som tar og bøjer alting ind til Fred – men det var noget, jeg kom til at tænke paa: Hvorfor døde jeg ikke dengang jeg var liden og var saa syg?
Hør, min Ven, jeg liker ikke, du kommer med sligt! – Det var da vel godt for dig deroppe?
Vist var det saa! Jeg synes bare, det er morsomt at sidde og tøve. Det ved du jo! Man kan da være glad for det!
Ja, nu skal vi ha det godt sammen – skal vi ikke?
Jo, som i gamle Dage – og tale om alting, om dig først! Du ved ikke for en inderlig Ærbødighed, jeg har for dig, Guldmor!
(kysser hendes Haand.)Jo, for du har vandret den lange Dag uden Hvile, uden Fest. Og du blev ikke bitter, ikke træt!
Det er noget godt Snak, min Ven. Det har ikke været nogenting!
Jo, nu vil jeg synge din Pris! Alt, hvad du rører ved, bliver velsignet. Du gir med tause, rige Hænder og ved ikke af det selv!!
Mit Barn! Jeg ved bare en Ting: Vi maa skynde os og være gode. Tiden er saa kort!
Du har havt det ondt! Jeg ved det!
At man lærte at lide fra Ungdommen, har været nyttigt – for nogle. For siden – saa kunde man bedre –bedre –] rettet fra: bedre (trolig trykkfeil i 1. utgave) 133Og dersom nogen har en Sorg, faar man ta den med sig ind i Glæden, lade Solen skinne paa den!
Du skulde været lykkelig!
Det er jeg ogsaa, mit Barn! Og brister det nogengang for mig, da siger jeg til Gud: Undskyld, at jeg ikke kunde gjøre det bedre!
Selv om du gaar paa mørke Veje – altid skinner Stjerner hos dig!
Barn, det er ikke, som du tænker, nogenting!
Tante Cara! Hvad ved du om Sorg og Sjelens Piner? Ikke de, som brænder, men de, som isner og gjør koldt. Kjender du dem?
Lille Ven, hvad kommer saadant dig ved?
Aa, jeg spørger bare saadan! Du siger aldrig noget, som er slemt. Hvad for en List har du fundet paa for at synes, at alting er godt?
Du brænder, du har ondt i dit Hode?
Heller i Sjelen da, ellers har jeg det rigtig godt. Men jeg er lidt træt. Var saa tidlig oppe, før Daggry. – Som det var koldt og trist! – Jeg maatte tænke paa de Døende, som lukked sine Øjne – – saa kom jeg til at tænke paa saa meget andet – paa Fuglene der nord, husker du det? – Naar de var saarvingede, gjemte de sig væk! De vidste, at de kunde ikke flyve, ikke ta fra sig! Saa gjemte de sig bort, til de kunde ta fat igjen!
Slig er det med Onkel Bernhard ogsaa –
(ler lidt)Mon ikke jeg burde ta mig en Tur?
Du taler om, hvad du ikke forstaar, Barn!
Du maa undskylde mig, Tante Cara! Jeg mente bare: Gid jeg var rigtig gammel – nej, det mente jeg heller ikke – for du store Gud, hvor alting er besværligt! – – –
Lille Guldmor, du maa undskylde mig. Jeg morer mig bare med at sige saadant!
Javist, det ved jeg jo nok. Det blir nok godt altsammen. – – Der skal du se, der kommer Professor Ørn. Jeg tænker, det er ham, som trænges her! Nu gaar jeg ind og hviler lidt. Saa faar I tales ved!
(nikker mildt, gaar ind tilvenstre.)Man sagde, jeg kunde gaa denne Vej!
(Han blir staaende og se forskende paa hende. Han lægger Merke til, hvor bleg hun er og bevæges ved det.)Hr. Professor!
(Han træder ind – er et Øjeblik taus.)Hvorfor kan De ikke finde paa noget at sige, naar De først er her?
Fordi der er saa meget!
Det er Synd! For jeg ved, De altid har Hastværk. Og nu skal De jo rejse over igjen? Vil De ikke ta Plads?
(Hun tar selv Plads.)Heldigvis traf jeg Dem!
Uheldigvis! De ved, mod Dem er jeg oprigtig. De ser forresten ud, som kom De med Bud fra syv vise Mandfolk!
Hvordan har De det? Stusle?
Nej, udmerket! Men det er jo altid lidt anstrengende, ved De, at være til, selv om man har det saa udmerket som jeg!
De kan ikke gjemme Dem for mig! Lad Deres Natur bryde gjennem og sejre over Dagenes smaa Ting. At lide kan være Svaghed.
Ja, naturligvis, men det gaar over, som naar man sulter for Eksempel. Man skal jo føle det de tre første Dagene, siden merker man ikke mere til det. Ved De noget mer, som er morsomt?
De behøver ikke forskanse Dem! Hvad jeg talte om sist – det er ikke det! Jeg spørger ikke om sligt mer end en Gang. Længe har jeg ventet paa den Kvinde, som var istand til at ta mig. De kunde, De vilde ikke. Vel, vi gaar over til noget andet!
Ja, skal vi ikke det!
De er saa lattermild. Men der staar Mørke omkring Dem!
Om det nu lyster mig at færdes derinde – i Mørket?
Det mener jeg ogsaa, De bør. Man behøver Mørke for at se, at der er Stjerner. I Lidelsens Nat bygger man sin Skjæbne.
Min Skjæbne! Jeg bryr mig ikke om at flikke paa den! Jeg tar den, som den er! Og imens – gaar Tiden.
Der findes forresten ikke helt Mørke! Overalt er der Lys! Der er igrunden heller ingen Sorg – naar vi ikke skaber den selv!
Nej, der er vel ikke det! Har De hørt hvad den gamle Konen sagde, da Presten vilde trøste hende med den evige Salighed: Kan Gud selv gjøre, at jeg ikke har grædt?
(trækker paa Skuldrene).Hvorfor skal man plage sig? Ved De ikke, at vi skal dø om en liden Stund?
Først noget andet!
(indtrængende.)Vaagn ind til den vidunderlige Virkelighed, større end alle Eventyr, rigere end al Drøm! Der er et Arbejde, De aldrig har gjort før. De skulde begynde at tænke paa andre! Tag det roligt, se Dem længer omkring!
Nej, virkelig!
Man er ikke her paa Jorden for at ligge under! Rejs Dem! Og lukkede Døre vil aabne sig!
Det er sandelig pent af Dem at bry Dem med alt dette for min Skyld – men jeg tror, jeg maa stelle mig selv. Kanske hvile mig lidt først!
Jeg vil svare Dem med et Citat: «Men Zenophon var stolt over at se Hellenerne løfte sig selv op til mere ædle Ting end Sorg over Nøden og ikke som Barbarer bøje sig i Skræk» –
Men le af det hele! Ja, kjære, jeg er jo enig med Hellenerne!
Red Dem saa over Vandene, som stiger op om Dem. Tag Kjenning af Livets Land!
Forstaar De ikke, hvor De piner mig? Er det aldrig faldt Dem ind, hvor De kan plage Folk – –
(langsomt, sagte.)at der kan være noget i et Menneske, ingen maa røre ved. Ved De ikke det?
Ved ikke De, at af hvert Menneskes Kamp gror der noget!
(varmt).Tilgiv mig!
Ikke mange ved, hvad det er at leve sit Liv. De skal vide det. Vov at leve det! Hjelp os derover, frem mod lykkeligere Skjæbner. Og skab Deres egen – stor og Dem værdig!
Igrunden er De morsom! For, du store Gud, hvor De har det langt ude alting – – jo, De maaler med disse lange Maal, som faar alt til at svinde ind til ingenting. Naar man taler med Dem, kommer man pludselig tête-à-tête med Uendeligheden og alt det der –
(sætter sig ned igjen, ser paa ham)Saadan at gribe ind i Verdensstyrelsen! Jo, tak for Indbydelsen! Men jeg tror, jeg vil vente lidt.
(løfter Hænderne, som vil hun værge for sig.)At jeg fryser af det, har jeg jo sagt; Kulden gaar igjennem mig, som var det Vinter.
Det er ikke sandt. De ejer i Dem af Himmelens Ild. Og det er I Kvinder, som skal ha Livs varmen med til os! Hor mig! Som en højrejst, hellig Terese skal De indvie vort Arbejde og føre det til Sejer. Husk et gammelt Ord: «Kvinder, som vil, er sterke. 141I Fligen af sin Kappe bærer de Lykken eller Fortabelsen!
De blir med? Vi kan ikke undvære Dem! Vi bygger derover vor nye Guds Stad, vort nye Retfærdighedens Land. Hjelp os at bygge det bedre end de store Riger paa Jorden. Naturen har lagt af sin hemmelighedsfulde Magt i Deres Sind, den har skrevet Deres Adelsbrev. Vi løfter Dem højt paa vor Høvdingstol, vor unge Mater civitatis.
Hvad siger De?
Skulde man ikke heller se at more sig. Det er jo bare nogle Øjeblik –
– som hører til Evigheden. Tiden gaar sin Gang, frelser og taber Liv.
Ja, det er næsten, som kan En merke, hvor det lever og dør omkring En. – Og alt det, man skal friste! Der sidder En og holder Livstraaden og klipper af – – der sidder En i Væven. Hun væver underlige Mønstre, med dristig Færd og listig Leg. Det er frygtelig interessant!
Det er Dem selv, som spinder Deres Traad, Dem selv, der lægger Mønstret ind i Væven – med dristig Færd og listig Leg! Dem selv, som raader for, hvad De maa friste! Nu, nu, i denne Stund – vogt Dem!
De mener der kanske kan bli et lidet Menneske af mig engang! – – Men, forstaar De, min Opdragelse er forsømt. Jeg har aldrig lært at regne med Brøk.
Og hvis det nu falder mig ind – – hvis jeg ikke længer har Ord for, hvad der lever i mig, ingen 143Stemme at sige det med – ja, om jeg faar Lyst at gaa min Vej, væk fra hvert levende Menneske – ind til min Mor – ind, hvor der er vildt – dybt ind i det stille evige, hvor jeg henter min Magt! – – For jeg er jo Undine!
(synker ned paa en Stol i Hulken.)Forstaar De ikke, De skulde ikke, De skulde ikke sige noget til mig nu – ikke nu! Forstaar De, at De maa gaa, at De maa rejse Deres Vej!!
Ja! Tilgiv mig!
Lykke til!
Vel mødt igjen engang!
(tilføjer sagte.)Og der gives Blinde, som faar Synet igjen!
– ikke mange.
Her i disse Stuerne – her er da udmerket, skulde jeg tro!
Jeg er glad over, du fik tale saa uforstyrret med ham. Blev alt godt?
(med et prøvende Blik, afledende.)Jeg mener, havde I det hyggeligt sammen?
(sætter sig ned i sin Stol, tar igjen sit Strikketøj.)Jeg syntes, I var saa muntre herinde –
Ja, vi havde det – muntert! – Men saa med en Gang nu, det var, som jeg drømte! For jeg syntes, jeg ropte paa Mor! Men saa husker jeg: Mor er jo død!
Min Ven, du taler saa underlig imellem. Hvad skal vi gjøre ved det?
(dæmpet).Var det noget kjedeligt, I talte om?
Nej, kjære! Guldmor, ved du, der er Mennesker, som af og til er sindssyge? Jo, nogle Øjeblik, de kan være aldeles rasende – og saa om en liden Stund er det over. Det skal være saadan Lettelse!
(ler.)Jeg kom bare saadan til at tænke paa det.
Barn, sæt dig her hos mig! Du gjør mig ganske uhyggelig tilmode. Det er, som du var rent fortvilet – det ved jeg da Gudskelov, at du ikke er! – Men jeg maa tænke paa, hvad Tante Dora siger. Du er ikke som de andre, siger hun. Kjære Barn, du skulde se at bli som de andre. Det vilde være bedre for dig!
Du ved, i vor Slægt har der tidt været nogen, som ikke var som de andre – – slige nogle underlig fordringsfulde nogle, med sin uhelbredelige Kjærlighæd til det de ikke kunde finde.
Barn! Hvad skal jeg finde paa for at muntre dig op?
Du skal tænke paa alle dem, som ikke er som de andre! Tænk paa dem med din gode Tanke! Se paa dem, naar du gaar forbi. Du ser saa mildt!
Var det noget kjedeligt, I talte om?
Jeg drømte inat, at Jorden var tom. Jeg gik der alene!
Hør, Barn! Tænk heller paa det, du har at være glad for.
Jeg tænker paa noget, jeg hørte engang: – Naar de ligger ude paa Slagmarken, de, som er skudt sønder – og Feberen brænder, og Døden iser dem i Blodet – – det, som er det værste, er ikke det, de lider, det er at ligge og rope, uden der er nogen, som svarer, det er Skrækken for at dø derude alene mellem de andre, som dør –
Du skulde slet ikke tænke paa slige uhyggelige Ting!
Naar de ligger demde, de, som lider de store Pinsler – om man spørger dem, saa ved de ikke 147andet, end at de er saa tørst – – en Tørst, som brænder og suger, som om alle Livets Safter var væk – – –
Saa underlig du – jeg blir saa tørst som de derude! –
(falder sammen.)Det er du, som har Ret, Tante Cara. Jeg skal se at være glad. Jeg er jo glad!
Husker du, da du var liden. Da var det saa let at faa dig i Humør igjen. Om du var aldeles vild og gal, behøved jeg bare spille Cachuchaen for dig! Men det var ogsaa det eneste, som kunde greje dig!
Saa er det vist endda du! Prøv skal du se! Nu er jeg for Eksempel aldeles vild og gal!
Ja, kan du huske, hvor du dansed Humøret op?
Spil! Du skal se, jeg skal gjøre det igjen. Du skal se, jeg blir nok snart aldeles – som de andre!
Naa? Du ved jo, det er den eneste Maade, du kan greje mig paa! Spil! Jeg skal danse, hører du!
Hvorfor ser du slig paa mig? Du skulde jo faa mig i Humør! Spil bare! Rigtig vildt og galt! Vi leker igjen, at jeg er liden!
Var det et Brev? Det er sandt, jeg har et Brev til dig fra Tante Betty. Jeg tror, det er en Indbydelse. Den kom her igaar, da var du ikke her, Barn. Saa glemte jeg den. Nu skal jeg hente det.
(gaar.)Onkel Bernhard – han kommer! – –
(staar som hun grubler.)Han har slige underlige, stille Øjne! Jeg kan ikke ha ham til at se paa mig –
(gaar, ser sig omkring.)Her i disse Stuerne – – alt det tunge, som er levet her – –og ligger og hvisker fra Krokerne, ligger som Rovdyr og venter –
(stanser ved Tærskelen til næste Værelse, ser ind. Pludselig heftig, hvisker.)Jeg kan ikke være her, ikke ha nogen nær mig! Jo, jeg ved, hvad jeg vil – langt, langt ud et Sted, hvor Mennesker ikke har grædt, ikke har syndet og grædt –
(gaar hen, ringer heftig.)Konsulen? Jeg har kjendt det paa mig i hele Dag!
Onkel Bernhard kommer om en halv Time. De, som ved – – pas nu paa, at de to faar tales ved! Jeg rejser med Hurtigtoget, som gaar nu. Sørg for alt! Skynd Dem! Spørg ikke!
Gud velsigne Dem! Skal det være Snartur?
Kjære, det ved jeg ikke! Sig ingenting!
Var her nogen?
Det er mig, Tante. Jeg øver mig. Her skal jo danses!
(tar mod Brevet, læser det)Tak, det var pent af Tante Betty! Det er til Bal! Nu mangler bare Humøret. Spil, Tante Cara!
Ved du – – idag ligner du dig virkelig som du var, da du var liden! – – Naa ja, skal vi saa 151leke, at vi er smaa? Nu spiller jeg, som om du er aldeles vild og gal!
(begynder.)Den Trøst er stor:
De ere salige,
som høre, tror
og følge dine Ord –
Er ikke dette bedre, mit Barn? Dette er bedre!
Tak – for det du altid var saa snil mod mig!
Barn! Saarvingede Fugl!
Hvor skal du hen? Du kommer da vel igjen, mit Barn? Du kommer da vel igjen!!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Skuespillet Undine ble utgitt i 1904.
Stykket handler om den 21 år gamle Bodil Herwell. Hun mistet tidlig sine foreldre, men ble adoptert av onkelen, Konsul Herwell. Hun lever tilsynelatende et perfekt, fritt og lykkelig liv, men etter at hun ble sviktet som 18-åring har hun mistet troen på lykken og kjærligheten.
Se faksimiler av førstetrykket, 1904 (nb.no).
Alvilde Prydz er i dag et ganske ukjent forfatternavn, men hun etterlot seg en stor litterær produksjon: først og fremst romaner, men også skuespill, noveller, dikt og essays.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
