Fire skjønnlitterære fragmenter

av Sigrid Undset

MATHEA-FRAGMENTET

«Ja her kommer du til at dætte lidt faderli’, kjærring –» sagde Kaare til sin søster.

Først var der et brat knæk, ligesom hult ind, saa oppaa en liden dump og saa blev løipen borte mellem trærne – sporene var næsten bare is.

«Ja velkommen efter» sagde Kaare og satte udfor. Væk var han.

Mathea blev staaende et øieblik. Der var ingen i løipen netop nu. Hun bøiet hodet bagover og stirret i grantopperne – de stod i solskin mod det lysende blaa – skinnende faste med sine s‹ve›ges‹ve›ge] dansk ‘svej’, norsk dialekt ‘sveig’: svakt bøyd, bøyelig, svai (ODS, NAOB) naale. Mathea tænkte paa bøgeskovene dernede – hvor hvert blad var levende for sig i vinden og i solen, ligesom saa bløde og eftergivende; disse her, det var ligesom de stod og ventet saa faste og 2trodsige – næsten ømt brød hun en kvist af nærmeste granbusken og satte i brystet.

Der var et falmet, brunligt skjær i baren, næsten ikke sne paa trærne heller; bare nogen frosne isklumper isede klumper i skyggen. Og der var et blidt og fugtigt drag af sneen, som tinte i solen, saa luften blev silkeblank og skinnet. Aldeles vaarligt var det –.

«Skidt –» sagde Mathea ganske høit og glad og gik udover –.

Ude paa jordet klabbet det lidt[.] Og sneen tindret ikke vinterlig i smaa gnisterstjerner, den var sølvblank ovenpaa og vaad. –

Der var mange mennesker paa GrøttumGrøttum] gård i Sørkedalen, Oslo – fuldt af ski udenfor. Kaare havde ikke tat af sig, han stod ved hushjørnet sammen med en anden gut og drak brus. Det var Ove –.

Mathea vinket med den ene haanden og puttet med den anden busterne op under luen. Bare hun ikke saa ud som en flisehaug paa haaret.

«Ha?» sagde Kaare, skjænket resten 3af brusen i glasset sit og rakte hende. Ove trykte hende i haanden og sagde velkommen tilbage.

«Darf ich vorstellenDarf ich vorstellen] tysk: Får jeg presentere – Fräulein Meta von und zu Ascheraut – Herrn Cand. art. Ove von Below –» Kaare gav dem hver et dask over bagen med skistaven. «Faa rypesækken din da jente – hu har en hel delikatesseforretning i den, get –»

«Du har jo havt det saa hyggelig i Hannover, sa din mor –» sagde Ove. Han havde lagt sig ned og spændte af hende skiene.

Mathea fik ikke svart engang – Kaare var begyndt at fortælle om sin søsters pensionsophold og ramset op de unge piger, hun havde boet sammen med – som det var ham, der havde vært der aldeles –.

«Hu heter ikke Mattea naa længer – Meta hetter hu a. – » – Dere, vi spiser ude da.»

De havde fundet sig en plads i en snedrive. Ove kom med nogen bretter [f]‹j›æler,[f]‹j›æler] Den første bokstaven er helt, og neste delvis, skjult av en blekkflekk. han havde fundet.

«Du blir saa vaad ellers – det er saa varmt idag. –»

4Kaare aad, som han ikke havde seet mad paa ‹..› mange dage – aad og skyllet i sig kaffe og snakket – han og Ove rent slos om at faa snakke.

Mathea sad og saa paa de to. Hun var endda ikke kommet sig af sin overraskelse var endda overrasket over, at Kaare var saa pen – hun var blit rent slaat af det, den dag hun kom hjem. Saan nydelig pande og vakre,vakre] ‘r’ rettet fra ‘‹k›’ ved overskriving muntre øine og den faste, runde hagen med kløft i. Hun havde ikke tænkt paa det som barn, men i pensionen var de alle rent forelsket i hendes brødre, efter fotografiet da. Men Kaare var endda penere end Leif nu. Hun kunde gjerne faat lidt af det, hun som var pige trængte det mere –.

Kaare var penere end Ove. Som barn var Ove det nydeligste, hun vidste. Han havde ikke rigtig pen hud nu, Ove. Og saa var næsen for stor, og kinderne lidt hule, og munden ligesom lidt snurpet. Men det var det med Ove, at han havde saant nydeligt væsen –.

«Røger du virkelig ikke –» sagde Ove «– disse her er ganske lette.[»]

5«Nei tak –» Mathea rystet paa hodet. Hun turde ikke – hvis mor eller far opdaget det.

Saa fandt Ove chocolade til hende.

Hvor vakkert, vakkert her var – skogaas bag skogaas, og hvide jorder og røde gaarder udefter Sørkedalen.

«Jeg tror ikke, der er saa deilig nogen steder paa jorden, som her –» sagde Mathea inderlig. –

Ove laa lænet bortover med hende. Han smilte og slog haanden i fjælen, de sad paa[.]

«Her?»


Fru Askerud stod i vent[e]værelsevinduet, da de kom. Hun lukket op og snakket ud til dem:

«Nei goddag, Ove – hvordan staar til med din mor –? Har du faldt meget da Mathea?»

Fru Askerud talte lidt langsomt med en lav, blid, hyggelig stemme. Det 6Man merket fort paa fru Askerud, at hun var fra landet. Hun var stor og lys og tyk og tog sig staselig ud.

«Ja vi har spist vi da – men stegen staar i stegeovnen til dere – kan du ikke bli med ind da Ove og spise her – hvis ikke din mor blir ræd, tror du –»

Det var ingenting i veien for det. Ove havde opdraget sin mor godt.

Mathea syntes aldrig, hun havde spist bedre mad. Det var første søndag, hun var hjemme. Og de fik dyresteg med tyttebær, og jordbærsyltetøi med flødekrem kremfløde, som de altid havde hjemme vintersøndagene.

«MehlspeiseMehlspeise] tysk: melmat, kokt eller bakt, av mel, egg og sukker m.m. var vondt i grunden, du mor,» sagde Mathea.

Efter middagen gik gutterne ind til Kaare. Og professoren sov middag paa kontoret, og fru Askerud i soveværelset.

Mathea gik ind til sig selv. Hun elsket middagshvilen – ikke fordi hun sov middag nogensinde, men saa var det saa deilig roligt i huset – og saa fik hun 7være en stund alene hun syntes, det var saa hun syntes altid, det var saa hyggeligt de par timerne at gaa alene inde paa sit værelse i sine egne tanker. Hun ryddet altid op da. – –.

Hun fik af sig det vaade tøiet og vasket sig længe og eftertænksomt. Med linnedet knappet ned stod hun lidt foran speilet. Hun var lavstammet og tæt og korthalset. De runde arme var rødnubbede paa overarmen, men ellers var hun fløielsblød og flødegul. Hun trykket sine muskelfaste hænder ind under brystet og dukket hagen nedover et øieblik. –

Saa satte hun sig i friserkaaben foran speilet og tog ned haaret. Hun blev siddende længe der, forsøgte en tre-fire haarfaconer, mønstrett[sic] sig selv med sine kjølige, graa øine og satte det tilsidst, som hun pleiet ha det.

Ikke spor af pen. Kanske ikke styg heller. Hun vidste det udmerket godt selv, at hun var af dem, man aldrig saa paa. – Haaret gik an – mahognibrunt, noksaa pent, naar det var strøget op og flammetflammet] kruset, kreppet (ODS) lidt med tangen og sat i en knude midt oppaa issen. Hun var da altid ordentlig paa det ialfald – 8undtagen paa ski. Uf hun havde set ud i formiddag. – Øienbrynene var altfor tykke og uregelmæssige, og næsen tyk og munden stor og huden grov, rødmusset, men ikke saan pent lyserød. – Tænderne var pene, men hun viste dem lidet – Mathea smilte til sig selv etpar gange, men kunde ikke faa tænderne til at skinne ordentlig frem.

Hun var af dem, man ikke lægger merke til. – Ove for eksempel vidste vist ikke engang, hvad farve hun havde paa øinene. –

Mathea reiste sig op og gjorde sig færdig i en fart. Saa gav hun sig til at rydde. Der var forresten ordentligt i det lille værelset som i en dukkestue.

Men hun tørret støv paa kommoden og toiletbordet og rammerne paa de indrammede fotegrafier[sic] paa væggen. Mathea samlet paa indrammede fotegrafier efter kunstverker. Hun saa lidt paa hvert billede. Hun læste rygtitlerne paa sine bøger i den lille hjørnehylden. Voltaires buste, som hun havde faat af Kaare til jul, stod hun med i haanden en stund. Saa ordnet hun paa bordet foran vinduet, skrivestellet, brevmappen, fotegrafierne – 9stod saa paa fotografietfotografiet] først skrevet ‘fotegrafiet’, ‘e’ rettet til ‘o’ ved overskriving af Jane en lang stund. Hun vilde skrive et langt brev til Jane iaften – beskrive skituren. Det skulde bli morro at skrive paa engelsk –.

Hun hentet en bog fra hylden. Hun strøg haanden over det myge skindbind og læste titelen: Poeti[c]al works of Percy Byshe[sic] Shelley. Aabnet og læste paa smudsbladet: To dear Meta, affectionately hers Jane Graeme, Hannover, February 1897. Saa paa kobberstikket af Shelley – han lignet virkelig Ove – ikke i trækkene – Mathea holdt haanden først over den øvre halvdel af ansigtet, saa over den nedre – der var noget, der mindet.

Hun havde læst en god stund. Blev mere og mere med. Mathea stanset, saa op fra bogen og bøiett sig ned og læste halvhøit igjen:

«I’ll tell the truth: I loved another.
His name in my ear was ever ringing
His form to my brain was ever clinging:
Yet if some stranger breathed that name
My lips turned white, and my heart beat fast:
My nights were once haunted by dreams of flame,
my days were dim in the shadow cast
by the memory of the same.
10Day and night, day and night
he was my breath and life and light –[»]I’ll tell … and light] fra Percy Bysshe Shelley: Rosalind and Helen, 1819

Mathea læste det igjen. Saa tog hun et blad af efeuen og lagde ind til merke og lukket bogen.


Hun gik ind, da hun hørte, pigen kom med kaffen i spisestuen. Hun skjænket kaffen til sin far og gik ind med den.

Professoren sad ved skrivebordet og skar op en bog. Han nikket til tak for koppen. Mathea stod og hang lidt ved siden af hans stol.

«Træt?» spurgte professoren og smilte distræt.

Mathea rystet paa hovedet. Hun tog lureteppet fra gulvet og lagde sammen. Og hun kom hen til sin far igjen.

«Du far – kunde ikke jeg faa studere medicin – istedenfor Kaare –»

«Kvindelige medicinere blir der aldrig noget af. – Er du ikke f Kan du ikke greie dig en stund med det, du har vært i pension da –?»

«Det var mest for leven, jeg sa det og» 11lo Mathea.

«Nei se og bli gift du, barnet mit,» sagde professor Askerud og lo ogsaa.

«Jamen tænk om ingen vil ha mig da, far – Jeg er ikke nogen skjønhed, ved du, og da –»

«Der er sgu ingen, der spør efter det, tulla. – Ja saa faar du faa dig en anden post da.»

Faren tog fat paa bogen igjen. Saa gik Mathea ind i spisestuen igjen.

Ove havde faat fat i Shelley – hun havde tat den med ind.

«Læser du virkelig sligt – klassikere er forfærdelige.»

«Har du læst no af ham da –»

«Alle klassikere er forfærdelige.»

«Kan der ikke være lidt forskjel paa de og da –[»]

«Forfærdelige allesammen. Heine excepting naturligvis – Buch der LiederBuch der Lieder] Heinrich Heine: Buch der Lieder, 1827 er svinagtig go[.]»

«Jeg synes saa meget bedre om det, naar det ikke er om kjærlighed, han skriver –»

«Har han skrevet om andet da –?» afbrød Ove hende[.]

«– alt det, hvori han taler om politik og 12jødedom og religion – alt det som han ligesom elsker af hjerte og fantasi og spotter med forstanden ligesom – eller som han indrømmer med forstanden har ret, folket altsaa – men som er hans instinkt imod – » Husker du det digtet ‘Lass dich nicht kirren, lass dich nicht wirren –'[»]digtet 'Lass dich …wirren –’] Heinrich Heine: «An die Jungen», fra Romanzero, Buch 2, Lamentationen, 1851

«Ikke tydelig rigtig –»

Mathea saa, at Ove ikke var interesseret. Hun holdt op sagde ikke mere. Hun vilde gjerne talt mere om Heine – forklart, hvor hun likte ham saa tusengange bedre, naar han bare var mand mellem mænd, elskende og kjæmpende for alt hver tanke, der havde liv og varme og skjønhed i sig, spottende alt, der stivnet i død og form – og netop Ove skulde ikke sværme for Buch der Lieder –. Den bogs erotik havde aldrig rørt Matea[sic] – snarere oprørt –.

Men inden hun fik kommet sig til at si noget, havde Kaare grebet ordet. Han var langt inde i et foredrag om Laxdøla saga:

«Der fins pinedød en kjærlighedshistorie, som er saa god, skal jeg si deredere] ‘d’ rettet fra ‘D’ ved overskriving –»

For Kaare existerte for øieblikket ikke anden literatur end den oldnorske.

Ove saa paa klokken[.]

«Neimen du, vi maa vist gaa –»

Ove og Kaare skulde til en kammerat. – sagde Ove.

13Mathea sad og bladet i Shelley, men læste ikke. Hun havde egentlig mest lyst til at ta sit haandarbeide, men fru Askerud likte ikke, der blev syet om søndagene.

«Du skulde rigtig spille lidt, Mathea,» sagde fru Askerud – «du glemmer alt, du har lært tilsidst –»

Mathea satte sig lydig til klaveret. –


– Portlaasen var i ugreie; Ove huserte og smaabandet. Mathea stod ved siden af, skuttet sig i aftenkaaben og trippet med sine balklædte fødder paa issvulen.

En aftagende maane, uendelig høit oppe og fjern, lyste iskoldt paa de skidne snevolde i gaden og de høie, skiddengraa huse, blinket i de blinde, mørke vinduer paa den anden side gaden.

«Naa gudskelov da» sagde Ove, da porten gik op. Han lyste mathea[sic] til hendes dør entredøren og rystet kraftig hendes haand til godnat:

«Du ser sgu ud til at faa h som du skulde faa en dundrende dagen derpaa imorgen – du er vist gribende søvnig, du – godnat da –»

Mathea stod inde i den mørke spisestue 14og hørte ham gaa ud af porten. Hun gik til vinduet og saa efter ham, da han skraade over i maaneskinnet paa den anden side gaden og blev borte rundt hjørnet.

Fru Askerud kom i døren i skjørt og frisertrøie med natlampe i haanden.

«Goddag, barnet Godaften, barnet mit – har du moret dig da –»

Fru Askerud tændte lampen og satte frem et glas melk og tre kjeks med appelsinsyltetøi –. Det var fru Askeruds faste overbevisning, at et glas melk, milkkjeksmilkkjeks] kjekstype, vanlig tidligere, bakt med melk og lite sukker (NAOB) og appelsinsyltetøi – før man lagde sig, var udmerket og nødvendig for at ta bort alle daarlige virkninger af kaffe og vin[.]

«Jeg syntes, du holdt saa længe paa med porten –»

«Der havde vist nogen brugt gal nøkkel i den, tror jeg –»

«At du ikke ringte da – eller lod kusken hjelpe dig – Du kunde resikert at bli staaende der længe jo – paa gaden i den kulden – Hvordan fik du den op –»

«Ove fik det til at gaa tilsidst –»

«Ove –?»

«Ja, jeg lod ham kjøre med mig hid –»

15«Danset du meget med Ove? –»

«En francaise og en extra –»

«Ikke mere – hvem havde du tilbords da –?»

«Kaptein Petersen.»

«Han var vel forfærdelig morsom –? Var hans frue der – hun var vel rasende elegant? Hvad havde hun paa for noe?»

«Lys brunagtig – brokade tror jeg – og med noe guld i og kniplinger –»

Moren blev siddende og spørge, mens Mathea spiste sine kjeks –

«– Ja godnat da, tulla – skynd dig nu lidt da med at komme iseng. Saa det var saa elegant du –. Det var rigtig hyggelig, du moret dig saa godt.»

– Mathea løste de tufsete blomster af sig og lagde dem i vand. Og hun blev staaende ubevægelig ved bordet og stirret med sorte, fortænkte øine.

Hun hørte gutterne komme. De havde fulgt nogen damer. Hun for lidt sammen, som vaagnet hun. Saa begyndte hun at ta af sig kjolen.

Den fine, deilige kjolen. Hun havde 16aldrig havt nogen saa fin før. Sydd paa Silkehuset.Silkehuset] en av Kristianias fineste kjoleforretninger, 1897–1974, Øvre Slottsgate 11 (Tvedt red. 2010, 841) Og hun syntes, da hun stod færdig klædt her i eftermiddag aftes inde foran morens toiletspeil, den klædde hende. Hun syntes, hun var pen i den. –

Da hun saa kom didbort – hvor de var penere allesammen. Lizzie Jahn i sin ‹tarve›lige, klare – Gerda i stribet atlask, – Alfrida i den blaa gamle –.

Ove havde da gratulert med kjolen, sagt, den var tiptop –. «Gudskelov, nu faar jeg hvile lidt hos dig, Meta – Lizzie er sgu anstrengende –.» Han havde hvilt sig den ekstradansen med hende – naar han havde tøvet og let sig træt med de andre – de anstrengende.

Mathea kastet sig paa sengen. Bare hun kunde faat graate.

Ove, Ove, som hun havde tænkt paa, da hun tog ud stoffet – hver gang, hun prøvet, – iaftes, da hun pyntet sig – da hun badet og kjælte for sin egen, hvide hud. –

Hun skulde tat kjolen mere udringet – hun kunde da visevise] ‘v’ rettet fra ‘l’ (eller ‘b’?) ved overskriving det vesle, hun havde, som var pent. Men naar det kom til stykket, kunde hun aldrig faa sig til. Om det gjalt hendes 17liv, kunde hun ikke. – Ingenting gjorde hun af det, hun ønsket saa glødende. Være tøvet, sød, hyggelig, koket, utækkelig, dum – hun vilde det saa gjerne, som hun vilde leve. Hun tænkte det indi sig – og naar de var sammen saa, saa var det, som der sad noget indeni brystet og holdt igjen – skam eller hvad det var. Hun blev sig selv lig – stø, tør, fornuftig. Æsch, fornuftig og tækkelig – Mathea er saan en fornuftig, tækkelig pige!

Det fordømte gamle kjærringsludder. De skulde vide, hvordan hun havde det indeni sig – hvad hun drømte, og hvad hun ønsket. Inat i vognen – det suste og brændte i hende af alle de vilde historier, hun havde hørt og læst, om hemmelige, farlige kjærlighedseventyr i lukkede vogne ved nattetid. Og Ove, som var yr af dans og ogog og] ordet skrevet to ganger hed af vin og dans og musik og damer, da han kom og gik ud med hende – saa sad han der i vognen hos hende og hvilte ud – blev søvnig efterhvert og afkjølet, og de sad og smaasnakket litegran, fornuftig og kjedelig i den forhadte kammeratjargonen –

Gud, Gud, ja det er syndigt at være slig, men jeg kan ikke for det. Jeg blir uren og syndig i tankerne for hans skyld, men jeg bryr mig ikke om det. Jeg skulde gjerne gjøre meget, meget værre 18ting for Ove. Alt i verden skulde jeg gjøre. Aa Gud, hvorfor fik jeg ikke bli lidt pen – eller bare anderledens[.]anderledens] Ifølge ODS er ‘anderledens’ en dansk dialektform. Den samme formen brukes i «De rikes Armod», versjon 2 (ordet er ikke brukt i de andre fragmentene), også i hennes egenhendige trykkmanuskript til Den lykkelige alder (1908, Ms.8° 3615) og i hennes brev til Nils Collett Vogt 2. mars og 3. oktober 1910 (Brevs. 343). Jeg har ikke undersøkt bruk av denne formen i andre brev eller manuskripter. Lizzie er ikke pen hun heller, men alle gjør kur til Lizzie –. Gud, du ved, jeg har vært glad i ham bestandig, du ved ikke du engang, hvor jeg elsker ham –.

Det havde været den samme jammer, hvergang hun var sammen med ham – mere eller mindre. Sommetider fik hun sig overtalt til at tro bagefter, jo, han er da anderledens mod dig, mere sammen med dig end med de andre. Og hun regnet op for sig selv – saa og saa meget danset han med den og med den og saa og saa meget med dig –.

Ja han var anderledens mod hende. Og bare som han vilde være som med hvemsomhelst af de andre – den han brød sig mindst om, bare han jaalet og v‹r›øvlet og sagde nogen nogennogen nogen] ordet skrevet to ganger pene ting, som han ingenting mente med. – Saa kunde man haabe og drømme og bilde sig ind, at man kunde vinde mere. – Bare ikke dette haabløse – være den prægtige, snille, stygge kameraten –.

Ove, Ove – de siger du er vakker – du er det ikke – de siger, du er morsom – jeg synes, du er kal,kal] ekkel, tilgjort (NRO) jeg – du er begavet – ja du er luddoven, har dumpet 19dig nedover til Kaares klasse – jeg elsker dig ikke fordi du er pen eller kjæk eller overlegen eller morsom – jeg elsker dig, fordi jeg maa, fordi det er kommet ind i mig i kjød og blod og krop og sjæl – jeg haaber ingenting, jeg tror ingenting, jeg ved godt, hvordan du er, og jeg ved, det er haabløst, men jeg elsker dig nu engang – jeg elsker dig, amen.

Kjære Gud i Himmelen –


Leif, løitnanten, havde forlovet sig.

Mathea havde gaat i klasse med hans kjæreste, men de havde aldrig været noget sammen, hun og Bitten. Mathea likte hende ikke større.

Hun var datter af en kapteinsenke og gjaldt for en skjønhed. Guldblondt silkehaar – æggedosisfarvet kaldte Mathea det i sit stille sind – og fine, smaa træk, svært formløs i ansigtet, med kinder saa bollede, at munden ligesom ikke vilde gaa sammen, men trutet lidt, blegrød og visende smaa perletænder. Saa var hun god og rund i figuren, noksaa snørt med solide hofter og bagparti i sine tailormade, graa spadserdragter. Hun var svært elegant klædt bestandig, Bitten, endda moren havde det noksaa smaat.

20Hun var forresten forfærdelig pen den aftenen, hun var hos Askeruds første gang efterat det var blit offentlig. Og da hun stod ude i entreen, efter hun havde tat af sig, og rettet lidt paa haaret, og Leif stod bag hende og smilte ind i speilet til hende, lo hun høit:

«Ja du Leif, du er en heldig gris, du –»

Leif slog armene om hende og kysset hende stormende.

Mathea følte sig svært forlegen overfor alle de udbrud af sin brors forelskelse, som hun stadig kom til at se.

Det var underlig, men hun blev meget mere genert, end om det havde været etpar fremmede forlovede. Selvfølgelig syntes hun altid sligt klisseri var kjedeligt og flaut at se paa, men dette her var meget mere.

Alle andre unge mænd, som hun kjendte, saa kunde hun meget bedre finde sig i at vide – ja, at de var voksne, og at der var en masse ting til i unge mænds liv, som enkelte af hendes veninder havde en ubegribelig interesse for at drøfte. Selv Ove – hun havde hørt forskjelligt om ham, og det var, som skar det med knive i hjertet hendes, men midt i lidelsen kunde der være en besynderlig vellyst i at lide og sørge for hans skyld – over de 21fristelser og farer, som maatte være netop for en gut som Ove. –

Men hendes brødre –. For ikke at snakke om, at hun ikke engang at hun sletikke kunde taale at tænke sig, de ‹kunde›‹kunde›] eller ‘turde’? Første bokstav ser ut som ‘t’, men tredje er ‘n’. indlade sig paa nogenslags simple, daarlige historier, – fik hun vide noget sligt om nogen af dem, ja da maatte hun vist bli gal – men hun likte ikke engang at tænke paa, at de kunde gaa og være forelsket i en eller anden dame, eller gjøre kur til nogen unge piger. Og hun havde en følelse, som hendes inderste blufærdighed blev krænket, naar hun saa Leif kjæle for Bitten, – og saa var det, som hele hjemmet var blit fremmet og ødelagt for hende, naar denne fremmede skulde kunne gaa ind og ud der og høre til i hendes familie.

Hun gik i angst for at Kaare ogsaa kunde finde paa at forlove sig. Og hun blev lykkelig, hvergang Kaare ischet sig over det klineriet til Leif og Bitten, eller sagde, at damer var da det værste, som fandtes. Kvindfolk er ikke rigtig mennesker, paastod Kaare, og Mathea lo.

De var meget sammen, hun og Kaare. Han havde tat artium om sommeren og skulde studere filologi. Og Mathea, som havde lært stenografi den vinteren, efter hun var kommet fra 22Hannover, gik paa noksaa mange forelæsninger med ham og stenograferte for ham. – Det var igrunden hendes bedste stunder, naar hun sad inde hos ham og renskrev og læste op, og Kaare berigtigede og snakket og udbredte sig. Hun jublet ved sig selv over hans fortrolighed – Kaare, som var saa sky og lukket sig saa kysk over sit eget, trods alt det han skravlet af løst og fast –. Hans arbeidsiver, hans interesser, hans fremtidsdrømmer, som han trodde, han gjemte saa godt – han skulde bare ane, hvor hun forstod det ud og ind.

Kaare og Leif – de og hun havde altid havt en jargon mellem sig med ærting og smaatrætter. Der havde aldrig Tonen i hjemmet havde aldrig været særlig øm – hun havde vist ikke kysset sine brødre en eneste gang i hele sit liv – jo Kaare, da han var saan en tre aar og hun selv fire – og mellem forældrene og hende var det meste, de brugte af kjærtegn, et klap paa kindet nu og da. Men Gud i Himmelen – hvor hun følte, de var af et blod, alle fem.

Meningen med det, da hun lærte sig stenografi, havde forresten været, at hun vilde se at faa sig noget at gjøre. Men professoren vilde det ikke. Mathea skulde gaa i huset. 23Akkurat som de havde brug for hende der. Det blev til, at hun bagte lidt kage nu og da, eller lavet en liden varm ret til aftens, naar der var nogen fremmede hos dem. Tørre støv og vande blomster vilde hendes mor selv. Saa hun havde igrunden ingenting at gjøre, andet end øve paa pianoet og brodere –.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fire skjønnlitterære fragmenter

De fire Undset-fragmentene som her utgis for første gang, er alle udaterte. De må være fra en tidlig fase av forfatterskapet, men kan ikke sees å være direkte forarbeider til noen av hennes trykte verk. Alle utgjør de første sidene i noe som kunne blitt en roman, novelle eller skisse.

Mathea-fragmentet skildrer moderne Kristiania-ungdom tidlig i 20-årsalderen. Det korte Vår-fragmentet er en typisk Undset-tekst, med våren som sentralt motiv. De to «De rikes Armod»-fragmentene utgjør to litt ulike versjoner av den samme fortellingen om litteraten og oversetteren Knut Hole og medisinerstudenten Dorthea og deres kjærlighetsforhold.

Fragmentene utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.