Vaaren

av Sigrid Undset

XI.

Rose var havnet ute paa Flytebryggen, hun stod litt til en side og saa paa strømmen som veltet utover av indtullede, svarte mennesker med kufferter og bylter. To fjordbaater laa med dampen oppe; det var lillejuleaftens eftermiddag og svær trafik. Det slamret og dunket i bryggens træbro av kasser og kufferter, som blev veltet paa ende, folk ropte og spurte ind i sværmen av bybud og visergutter, det bruste og fosset av vand under dampbaatsskruen, det regelmæssige dunkdunk av dampskibsmaskineriet gik som pulsslag gjennem støien.

Inde fra havnen duret og ramlet det av vogner over stenbroen. Alt i ett skar hyl av lokomotivpiper og ul av dampbaater ind i larmen. Al barfrostvinterens uhygge og kulde var i de haarde og skjærende lyd.

Hun gik utover til enden av bryggen. Gnusslingen av isstykkerne nede i det kaldgraa vand lød saa beroligende og fredelig. Med øinene fulgte hun en mørk, fuldpakket dampbaat, der den 162skar forbi vippende røde bøier, ut mellem de mørke øer, hvor den lave, matte solkule kastet en stripe kobberglans paa det gustne vand. Himmelen var graa og tung – der var noget i luften, som fik en til at haabe, kanske kom sneen nu.

Bakom havnen og jernbanens røksværtede tomter ruvet Ekebergaasen tung og mørk – trods den tynde hinde av rim over de brune bakker og den jernsorte smaaskog. Det var som de glade farver var frosset bort paa de smaa træhuser opover høiden.

Røkskodden laa tæt over byen. Lysene var tændt inde langs havnen, hvite buelamper høit mot den tunge himmel, smaa røde gnister indi vareskurene, gule stille flaker av lys, der saa ut som de brandt bak oljepapir fra Østbanestationens store ruter.

Rose følte at hendes kinder var blaahvite av kulden. Den sorte spaserdragten hendes var egentlig vaardragt, men hun hadde ikke hat raad at faa sig vintertøi denne høsten; ferien var blit saa dyr. Saa hun brukte sin vaardragt med en golftrøie under; det var heldig forsaavidt hun var blit tynd. Men hun var gjennemfrossen nu av at staa der ytterst paa bryggen; hun hutret til, idet hun begyndte at gaa. Naar hun fór sammen slik, følte hun sit eget legeme saa nakent inde i klærne – og uten hun visste hvorfra tanken kom, grep det hende, hvor fattigslig ensomt det var, det lille nakne, bleke, spinkle legeme, hun gjemte inde i det sorte hylster. Det var fint og vakkert, men ingen øine uten hendes egne hadde set det, ingen 163varm, elskende haand hadde kjærtegnet det. Kanske skulde det visne, forfalde, skjæmmes av aarene saan uset og urørt. Hvergang hun hutret sammen, kjendte hun der trak sig gaasehud over hele hendes krop – og hun følte en uendelig sørgmodig længsel efter varmen av et andet menneskes hud mot sin.

Denne følelsen av kulden som en rent legemlig ensomhet blev ved at være over hende, mens hun gik indover og drev rundt langs bryggerne. Hun saa sig selv nøken hele tiden, klærne var som en usynlighetskappe utenom. Hun følte det som hun svømmet hernede paa bunden av røktaakens hav, lydløst og usynlig. Al den travelhet, som ikke kom hende ved. Alle de mennesker, som hun ikke kjendte et eneste ett av. Ogsaa de gjemte paa et nøkent legeme indi klærne, ogsaa de hadde et nøkent jeg, som var usynlig for hende. Naar hun tænkte paa det, syntes hun likesom hun retfærdiggjorde sin ensomhetsfølelse. Hun hadde forsøkt at slutte sig til andre – ærlig og med god vilje mente hun, hun hadde forsøkt det, og hun var kommen tilkort. Nu da hun pludselig tænkte paa, at de allesammen hadde en nøken krop indenfor det hun saa av dem, følte hun sig retfærdiggjort i den uvilje, hun inderst inde næret mot de fleste mennesker, hun hadde møtt. – Jeg har vel ret til at dække mig til for dem, ret til at fordre, de ikke skal klæ sig av for mig –.

– Hun pleiet ofte at gaa hernede langs bryggerne – i solnedgangen, naar alle travelhetens lys tændtes. Hun tænkte med enslags selvbevisst 164kjærlighet paa alle sine ensomme veier – rare, forfaldne, vakre kroker i utkanten av byen, veier hvor hun hadde vid utsigt over hele havet av hustakene over de fremmedes hjem, smug som aapnet sig indimellem smaa fattige træhuser, hvor der bodde folk, som hun ikke kjendte. Jeg staar utenfor de andres glæder, tænkte hun – de andre, de har nogen de holder av eller de har nogen de omgaaes, baktaler, sladrer om eller sladrer med, danser med, gaar ut med –. Jeg har nogen andre smaa ensomme glæder, men jeg lukker mine hænder om dem som var de smaa varme fugleunger –.

Hun tænkte paa sit lille værelse, dit hun var flyttet ihøst. Det var oppe i Theresegaten, men det vendte ut mot en have, hvor der laa et gammelt gult træhus, et gamlehjem. Da hun kom flyttende i oktober, hadde hun bare hat gule trækroner for øinene, naar hun saa ut. Hun hadde glædet sig over det, hun som i mere end et aar hadde bodd ut til en mørk brønd av et gaardsrum. Hun var blit kjendt med nogen av de gamle konerne paa hjemmet, det vil si, det var nærmest bare en av dem, en som het Nora. Rose hadde mistet sytøiet sit ut av vinduet en dag; Nora, som var nede i haven, tok det op, og da Rose løp ned for at hente det, var hun kommet i snak med den gamle. Hun var fra Eidsberg, hadde kommet ind til byen med en prestefamilie som barnepike, mens hun var ganske ung. Og saa da hun var nitten aar, hadde hun forløftet sig, var kommet paa hospitalet – og siden hadde hun i fyrretyve aar været paa fattigkassen, var blit 165flyttet fra sykehus til sykehus, hadde været ute de sidste aarene, levet av femten kroner maaneden rundt om paa smaa loftskot i utkanterne av byen – gud vet hvordan – sultet og frosset, men været noksaa fornøiet lot det til – like til de tok og sarte hende ind paa dette gamlehjemmet. Men der var ingenting hende tillags. Hun længtet tilbake til loftskottet, hvor hun kunde ha sit eget vesle stel ifred. Rose forstod det saa inderlig godt. – Prestefamilien hadde aldrig spurt til sin gamle pike. En av sønnerne var statsraad nu, og Rose hadde forsøkt at fortælle Nora om hendes fosterbarns karriere, for hun hadde tænkt det maatte da interessere hende. Men for barnepiken var og blev han bare den gutungen, hun hadde stelt. «Ja han Edvart han var vel lei med det han tissa i senga støtt Di. Hver evige nat maa Dere vite! Endda saa stor gutten han var – paa elvte aaret, har Dere hørt saa gæli!» Hvergang Rose nu saa aviserne drøfte statsraadens sidste tale, maatte hun smile –.

Hun hadde kjøpt en uldvest til Nora til julegave og bestilt en bløtkake. Den var det jo meningen alle de gamle konerne skulde ha og hygge sig med da –.

Hendes jul ja. Hjemme paa værelset sit hadde hun en liten gran, hun vilde tænde den engang om eftermiddagen før hun gik til sin onkels eller om aftenen, naar hun kom hjem. Det skulde være hendes rigtige julekveld. Hun hadde faat en pakke fra tanterne i Danmark, de evig trofaste mostre, som hun ikke hadde set siden hun var barn, men som regelmæssig sendte hilsener til 166jul og hendes fødselsdag; deres smaa gaver hadde hun lagt under sit juletræ. Hun var glad hun hadde faat avsted en liten pakke med broderiet til dem. Og for at hun hadde fundet de vakre gamle bronsestakerne til Torkild.

Aa ja Torkild, tænkte hun. Det var ham hun skulde møte om tyve minutter; hun hadde lovet at gaa med ham og kjøpe presenter til barna hos Lieds, hvor han skulde være juleaften.

Hun var forbitret paa sig selv, fordi hun ikke var tilfreds med den forandring, som var foregaat i Torkilds væsen overfor hende. Han var den bedste kamerat, den ridderligste, trofasteste ven – og han nævnte aldrig mere, at han var forelsket i hende. Men dengang da han aldrig kunde la være at snakke om det, hadde hun bildt sig selv ind, at hun var bedrøvet over det, bedrøvet for hans skyld, skamfuld ved at ta mot hans uavladelige godhet, naar den sprang ut av en følelse, hun ikke kunde tilfredsstille. Ak, hun følte sig meget mere ydmyget nu, naar hun visste han bare var snild mot hende, fordi han saan rent broderlig syntes synd i hende –.

– Aanei, det var forresten ikke det heller, som gjorde hende utilfreds, naar hun var sammen med Torkild nu, at hun ikke vilde ha hans medlidenhet. Hun hadde vist i virkeligheten nydt deres forhold saan som det var, set dramatisk paa det – der var da skjæbne i dette: Hun saa sig selv vandrende ensom fremover, stirrende ut i ødet foran sig, længtende, ventende paa den ukjendte, som skulde gi hende al livets lykke – 167og bakefter hende fulgte han fjed for fjed, med hjertet hungrende efter hende, begjærende lykken av hende, som intet hadde at gi ham – for ham var hun skjæbnen.

Og dramaets slutning – den høstkvelden oppe paa Sankthanshaugen da de hadde kysset hinanden til farvel – et underlig betydningsfuldt farvel, som ikke stod i nogetslags forhold til foranledningen, at han hadde faat en post ved en fabrik tre kvarters reise fra byen – og den dagen isommer hun var oppe hos ham, da de sat i solskinnet mellem roserne paa hans veranda og han trykket en blomst i hendes haand og sa med en stemme saa uendelig blid og fast, at han ønsket hende alverdens lykke – den store lykke, hvori hun helt skulde glemme ham. Ja, virkningen var unegtelig blit noksaa avsvækket for hende, siden Betzy en dag i høst hadde fortalt, at hun hadde været forlovet med Torkild en maaneds tid sommeren forut.

Rose lo forbitret. Det hadde jo ikke hun det ringeste med. Hun burde jo været glad til, om Torkild hadde baade forlovet sig og giftet sig med en anden, hvis han bare kunde bli lykkelig med det. Men hun var ikke det altsaa. Nei hun vilde nok været skjæbne for Torkild, til hun fik en skjæbne selv. Det hadde ydmyget hende bitterlig at høre, at han leilighetsvis hadde kunnet finde plads til baade ett og andet i sit liv foruten hende. Hun hadde faat lære sig, en kvinde blir ikke let hele verden for en mand, naar hun ingenting gir ham – hverken av godt eller vondt. – Ja nu manglet det bare hun skulde angre, at hun hadde forsøkt 168at være helt lojal og retskaffen, at hun ikke hadde koketteret med ham, ikke brukt kunster for at holde ham fast hos sig. –

– Og saa det motbydelige at hun ikke kunde la være – ukaldede tanker kom stikkende om Torkilds liv forøvrig. Hun visste jo han hadde været borte i slikt – for længe, længe siden, det hadde han selv fortalt dengangen da hun hadde svart med at kysse ham. Dengang hadde hun ingen forestillinger forbundet med hans bekjendelse; det hadde ikke forarget hende et sekund, hun hadde bare tænkt paa at han var ulykkelig. – Men nu. Alt det motbydelige, som hun hadet at faa kjendskap til og som hun ikke kunde bli fri for at høre snak om paa kontoret og i pensionatet, det dukket op i hendes sind, saa meget hun forsøkte at vise det tilbake, og hun tænkte mot sin vilje, mon Torkild ogsaa –?

Det var fordi hun skammet sig over sig selv, at hun ikke mere var glad, naar hun var sammen med ham.


Toget var kommet allerede, saa Torkild gik og ventet utenfor stationen, da hun kom tilbake dit.

«Godaften, det var ordentlig snildt du vilde gaa med mig. Jeg er saa dum til at finde paa presenter. Især begriper jeg ikke, hvad jeg skal gi fru Lied – jeg hadde tænkt paa en beltespænde, tror du det vilde være passende?»

«Det vilde være svært pent,» sa Rose.

«Og saa maa jeg vel sende blomster?»

«En av delene kan være nok, syntes jeg. Jeg 169skulde forresten ha bestilt nogen blomster jeg og til tante Margot.»

«Ja du skal altsaa til pastor Wegners imorgen aften du?»

«Uf ja.» Rose sukket. Det var en bror av hendes far, som hadde været prest i Trondhjem i mange aar, men som var kommet til Kristiania i denne høst. «Nu maa jeg altsaa ut med presenter til alle der. Og det har jeg sandelig hverken raad eller lyst til.»

«Aa – du behøver da vel ikke at gi dem andet end noget smaatteri?»

«Nei jeg vil ikke det. De har naturligvis bedt mig for at gjøre litt for Rose stakkar. Men jeg vil ikke sitte der som et fattiglem, de er snilde mot. Og jeg har kjøpt kniplingslommetørklæ til Magda og Eva, som kostet saa meget at jeg kunde faat et par nye støvler for det.»

«Jamen Rose. De har da ment det godt stakkars.»

«Ufjada. Det bare ærgrer mig saa forfærdelig at de har saa skrækkelig vondt av mig, fordi jeg ikke har alt de har – mine kusiner altsaa. De synes synd i mig, fordi jeg maa sitte paa kontor og ikke kommer «ut» og ikke er «med» og ikke kjender deres «kreds» og blir kurtisert av deres venner og buden paa bal hos deres veninder og velgjørenhetsbasarer med fruer, som de synes er fine og alt slikt. Akkurat som jeg kunde tænke mig en forfærdeligere skjæbne end at være som Magda og Eva –»

«Neinei, jeg forstaar nok. Men herregud, de mener det vel godt.»

170«Isch ja. Ogsaa synes de ikke jeg er ydmyg nok. Du er nu arrogant, sier tante, akkurat som din mor var. Og det er meget dumt av dig, pika mi. – At fattige mennesker, at en pike i mine kaar tillater sig at mene noget, det synes denslags folk er en utilladelig flothet kan du tro. Ser du, jeg vet de kommer til at bli forarget over lommetørklærne. Men jeg agter altsaa at tillate mig at være arrogant overfor saanne mennesker –.

– Det er stygt at skulle holde jul med denslags tanker forresten,» sa hun sørgmodig. «Stygt. Og trist. Aa Torkild –.

– Jeg var buden til at være hos Hansens, konduktørens som jeg bor hos først. De bad mig jo ogsaa fordi de syntes synd i mig. Men det var paa en anden maate. De vilde ikke kunnet spise grøt og ribbe og danse rundt juletræet med glad hjerte, naar de visste at jeg sat alene inde paa værelset mit den kvelden. Men de vil nok kanske likesaa gjerne være uten mig, og de tror naturligvis det er meget gjillere for mig at skulle til min onkel – i et fint hus i Incognitogaten. – Men da fru Hansen bad mig ta tiltakke hos dem juleaften, da var jeg baade glad og taknemmelig, kan du tro. Og jeg glædet mig til at gi barna rigtig pene ting, saanne som jeg visste de ønsket sig.»

«Ja det er jo saa hyggelige folk du bor hos nu?»

«Ja de er hyggelige. Det vil si, overfor denslags smaafolk er jeg jo altid svært genert. Men jeg er godvenner med barna da ser du. Naar fruen er ute, ser jeg efter dem for hende. Vi har 171en stor dukkestue, smaapikerne og jeg, som vi leker med; jeg lærer dem at lave saanne pene møbler av fyrstikæsker og pap, som Doris og jeg lavet husker du, og vi klistrer og klipper og maler og syr inde paa værelset mit. Jeg tror jeg morer mig selv næsten endda bedre end smaajenterne. Ogsaa hadde jeg tænkt at kjøpe til imorgen alle mulige smaating til dukkestuen som jeg bare kunde finde – koppestel og lysekrone og staker og fuglebur og piano og blomsterpotter og strykejern og en masse forskjellig. Men nu faar jeg altsaa ikke se paa, naar Inga og Gyda og Helene pakker det op og stiller det ind i stuen –.»

De gik utigjennem Storgaten. Rose stanset op hvert øieblik foran vindusutstillingerne i de lave gaarder.

«Jeg synes likesom det hører sig til at gaa og gjøre juleindkjøp i Storgaten. Jeg var altid en tur hernede med mamma, mens jeg var barn. Det var naturligvis fordi det var billigere hernede først og fremst, eller mamma trodde det var billigere. Men hun sa det var fordi her var den rigtige julestemning. De smaa lave gamle husene mindet hende om Nyborg. Og saanne butikker, hvor der var lavt under taket og trappetrin op til rummene indenfor. Vi gik og tittet ind i de gamle gaardsrummene med svalganger rundt og krinkelkroker og mørke smuthuller; jeg tænkte altid paa Asbjørnsens eventyr da. Var det igrunden ikke rart at mamma som var fremmed heroppe, hun kjendte det gamle Kristiania meget bedre end nogen anden jeg har truffet. Nedover omkring fæstningen og 172der visste hun hvem som hadde bygget alle de gamle husene og bodd i dem, deres historiehistorie] rettet fra: histore (trykkfeil) og saa meget som var hændt allesteder –.

Naar jeg husker paa de juleturene til mamma og mig i Storgaten, saa synes jeg forresten bestandig det var snefok –.

Saan med hvirvlende sne forbi de oplyste butiksruterne og saa de mørke basarboderne foran kirken og kirken selv, der syntes saa stor og mægtig, fordi alle husene her er saa lave, og taarnuret lysende høit oppe i luften – det var igrunden vakkert ogsaa og juleagtig –.»

Torkild snudde og saa sig tilbake. Han hadde aldrig lagt merke til det før. Herfra, over disse lave bygningerne, virket kirken vakker slik den laa mørk og tung med det oplyste taarnur høit oppe i himmelen.

«Og nu kommer sneen og,» sa Torkild glad i stemmen. Han viste Rose det første fnugg paa sit frakkeærme.

«Ja tænk! Aa gid vi fik sne da!» Rose holdt muffen fremfor sig og fanget de smaa stjerner, der kom dryssende med langt og længe imellem.

Det var storartet. Da de kom ut fra en av de lave butikkerne, hvor der er trappetrin op til rum indenfor, seilet svære snefloker i ruternes og gaslygternes lysstrømme og langs kjørebanens kanter laa der alt et tyndt hvitt dække over den støvede skidne gate.


Sneen veltet ned, mens de gik opover gjennem byen. Vognrammelen paa den haardfrosne gate 173var allerede blit dæmpet ned til en hyggelig, stilfærdig lyd av juletravelhet; lyset fra butiksruterne stod ikke længer som bjelker ut i den sure og raa frosttaake, det skinnet paa muntert hvirvlende snefiller. Det var godt at kjende dem mot ansigtet, se hvordan de hvitnet ens klær, godt at aande den rene, friske luft.

«Hvordan ialverden skal vi finde ut av, hvad der er dine og hvad der er mine pakker,» lo Rose, for Torkild hadde tat dem allesammen og bar dem.

«Vi faar pakke dem op og se efter. Ellers saa faar skjæbnen avgjøre, hvad der skal falde paa Lieds unger og hvad paa Hansens. Vi kan jo se paa dem, naar vi spiser. Skal vi gaa ned til Ingebret; der er saa deilig fredelig –.»

De gik nedover Kongens gate, mot hele strømmen av tilsnedde mennesker med pakker i hænderne. Alle folk gik opover. Butikkerne begyndte at stænge. Det var saa hyggelig at gaa saan forbi alle de travle folk og ned mot de stille kvartaler utenfor centrum, hvor der var rullet ned for de oplyste vinduer og bare faa lyd, som brøt gjennem snefaldets tysthet.

«Neitak, jeg vil helst ha te og smørbrød. Jeg længes ordentlig efter litt god varm te. Meget te –.» Hun tok sin sorte plyschhat av og ristet snefonnerne av den. Haaret var vaatt over hendes pande og da kruset det en liten smule.

Den lave hyggelige kafé med de oljede paneler og træloft var næsten tom – bare nogen gamle skallede forretningsmænd sat og spiste torsk borte 174i et hjørne. Rose og Torkild slog sig ned i sofakroken ved døren.

Hun begyndte at pakke ut og sortere julegaverne med det samme. Sofaen og begge stolerne var dækket av papir og æsker i ett nu.

«Er det ikke nydelig,» sa hun henrykt over alle dukkelekerne. «Inga skal ha det forgyldte koppestellet. Tror du ikke hun blir glad? Jeg vilde været aldeles tusset av henrykkelse over et saant et mens jeg var liten –.»

Teen kom og Rose maatte ta litt sammen paa alle lekerne.

«Julen er deilig allikevel,» sa hun sagte. «Jeg synes julen er deilig. Selv om jeg ikke skal ha nogen jul jeg.»

«Vi to som ingen jul skal ha,» sa Torkild. «Du – la os være sammen en dag og forsøke at lave jul.»

Rose nikket.

«Gik det ikke an, hvis jeg kunde faa fat paa en gran,» sa Torkild. «At du kunde pynte den? Oppe hos mig, mener jeg.»

Hun nikket igjen. Han la merke til at hun undgik at se paa ham.

«Vil du det hellere ikke, Rose? Skal vi hellere være sammen et andet sted –.»

«Nei nei.»

«Ja jeg vet ikke. Du har været saa rar ofte i det sidste,» sa Torkild sagte.

«Har jeg,» sa hun svakt. Og hun fortsatte efter et øiebliks tøyen: «Jeg syntes – jeg visste ikke –. Jeg tænkte at kanske du brød dig ikke 175saa meget om at være sammen med mig mere. Og da syntes jeg det var saa leit bestandig at gaa og ta imot alt det som du gjør for at være snild mot mig –.»

«Det synes jeg var meget besynderlig tænkt av dig Rose,» sa Torkild sagte, men med eftertryk paa hvert ord. Og hans øine slap ikke hendes, før hun slog dem ned.

«Det var vel bare rimelig om du var blit træt av mig engang,» hvisket hun næsten paa graaten.

«Naar du har kunnet tænke saan,» sa Torkild som før. «Da har du nok aldrig forstaat, hvad jeg har sagt dig saa svært mange ganger. Der er ikke noget som kan forandre sig, Rose, i det som jeg føler overfor dig. Jeg har ikke snakket om det paa lange tider. For jeg vilde ikke være en plageaand for dig – og ikke en tigger heller – naar du er det for mig som du er. Tvertimot – jeg vilde forsøke om jeg kunde gi dig bare en bitteliten smule til gjengjæld for alt det du er for mig og har været for mig og kommer til at være for mig bestandig.»

Rose sat og saa ned.

«Jamen Torkild,» sa hun sagte.

«Naa?»

«Nei det var ingenting. Jeg trodde du var træt av mig allikevel. Jeg hadde hørt, ser du, at du skulde ha været forlovet med Betzy –.»

«Hvem har sagt det,» spurte han fort.

«Betzy selv. Er det ikke sandt da?»

«Jovisst er det sandt.» Han lo litt. «Jamen er ikke Betzy en rar en ogsaa.»

176Rose saa forvirret paa ham:

«Jamen. Naar du sier du har – følt saan – – overfor mig – bestandig. Det forstaar jeg ikke.»

«Nei det gjør du ikke,» sa Torkild sagte og alvorlig som før. Hun ventet paa at han skulde si noget mere. Men det gjorde han ikke. Med haanden under haken sat han og saa ut for sig. Engang gled der et litet fjernt og flygtig smil over hans ansigt.

«Forresten sa Betzy, hun trodde ikke du hadde brydd dig om hende,» sa Rose forlegent. «Hun trodde du hadde gjort det paa trass, sa hun.»

«Da tok Betzy feil.» Han smilte igjen det lille rare smilet. «Jeg brød mig om hende. Paa en anden maate.»

«Kunde du forlove dig med nogen anden igjen? Som du kunde komme til at bry dig om paa – den andre maaten,» spurte Rose.

«Nei.» Han lo litt hen for sig.

Rose sat brændende rød med nedslagne øine. Hun gjorde ikke noget forsøk paa at rede ut sine egne forvirrede følelser. Hun visste ikke hvad det var, han hadde smilt over. Hun visste bare at saan som hun hadde set Torkild, saan var han ikke. Hun hadde trodd, at ham kjendte hun ut og ind – og nu opdaget hun, at hun gjorde nok ikke det. Og derved var det som han blev meget større og hun følte sig forlegen og forsagt for ham.

En gang saa hun op paa ham, men tok øinene 177til sig med det samme og blev rød igjen. Han sat og saa ufravendt paa hende med det lille smilet fra før.

Torkild skjænket mere te i hendes kop. De spiste og drak uten at snakke. Rose krøp sammen i sofaen; den nye forvirrede følelsen av at hun var en liten ting, som han smilte henover, gav hende hjertebanken. Hun blev ved at brænde i kinderne; føtterne hendes var iskolde, for støvlerne var gjennemvaate. Da de var færdige med at spise og han bød hende sit cigaretetui, saa hun overrasket, at hendes hænder skalv litt.

Pludselig tok han en liten firkantet pakke op av lommen og rakte hende.

«Jeg har kjøpt en julepresent til dig. Vil du se paa den nu, eller vil du vente med det til imorgen?»

Hun kjendte at der var et etui i pakken:

«Jeg vil helst se paa den nu. Aa Torkild, jeg er ræd, det er noget som er altfor fint til mig.»

Hun pakket op og aapnet den gamle slitte læræske. Den indeholdt et gammeldags halsbaand av fint guldarbeide, besat med mørkt fiolette ametyster.

«Aa men Torkild. Er du gal som kjøper saanne ting til mig –.»

«Liker du det?»

«Jeg har aldrig set noget vakrere,» sa hun sagte.

«Ja jeg syntes det var svært vakkert. Jeg saa det her i sommer hos en antikvitetshandler og saa kjøpte jeg det. Jeg tænkte, jeg vilde ta mig ret 178til det, en gang at gi dig en gave, som jeg syntes var vakker nok til dig.»

«Tak,» hvisket hun.

«Sæt det paa dig,» bad han litt efter.

«Aa jeg kan ikke, Torkild. Paa denne blusen – det vilde være synd.» Hun saa nedover sin utvaskede skjortebluse.

«Aa jo da. Bare prøv.»

«Jeg vil hellere ikke. Jeg vil hellere ta det paa for første gang, naar jeg kommer op til dig og holder juleaften.


Litt efter stod de sammen utenfor kafeen. Det var holdt op at sne – høit oppe over den hvite jord og trærne, der stod som luftige hvite kupler mellem gaslygternes gule blus, var himmelen bundløs og svart.

Ingen av dem talte, mens de istedetfor at vende sig opover mot byen langsomt skraadde over Bankpladsens snedække og gik nedigjennem den stille mørke gate mot fæstningen.

Rose tænkte ingenting. Hele hendes sind var bare en eneste forventning; hun var ræd, men hun var fuld av længsel. Det er Torkild, tænkte hun – det er jo Torkild. Men hun var tilmode som det var en fremmed og ukjendt mand, der gik ved hendes side. I spændingen knuget hun sin haand om æsken med halsbaandet; det var likesom hun hadde git sig alt det ukjendte i vold, da hun tok imot den.

De hørte neppe sine egne skridt i den dype, løse sne. Her var mørkt nedover under ridehusets 179mur, langt mellem lygternes lyskredser paa den hvite gate. Inde fra anlægget lyste buskene frem som hvite fonner.

Da han stanset og bøiet ansigtet ned over hendes, løftet hun sit og tok mot hans kys. Hun stod stille og lot ham kysse sig alt han vilde, og da han tok hende haardt indtil sig, la hun armene om hans nakke.

«Rose – er det sandt,» hvisket han ganske sagte, tæt ind til hendes øre, og hans stemme sendte frysninger nedover hendes ryg.

Hun nikket og løftet sit ansigt op for at bli kysset igjen. Der drysset nogen smaa iskolde snefnugg ned paa det fra træet over dem, før han dækket det med sit eget.

«Elsker du mig,» hvisket han mellem hvert kys han tok. «Elsker du mig?»

«Ja.» Hun vilde sagt, jeg elsker dig, men kunde ikke. Det var som hun ikke evnet at fylde ordet – ut av sit forvirrede, overrumplede hjerte. Og hun hvisket istedetfor:

«Er det dig da Torkild? Er det sandt at det er dig? Det er likesom det ikke er dig, synes jeg. Det er likesom du er blit en anden –.»

«Det er ikke mig, som er blit en anden,» hvisket han tilbake.

«Jo du er. Det er likesom jeg aldrig hadde kjendt dig før.»

«Det er kjærligheten, som du ikke har kjendt før,» sa han sagte.

Hun gjentok det. «Det er kjærligheten, som jeg ikke har kjendt før.» Det hørtes saa vidunderlig 180deilig ut. Det var kjærligheten. Det var kjærligheten. Hun tok pludselig heftig hans ansigt mellem begge hænder og saa ind i det. Ja det var kjærligheten, slik saa den ut. Hun drog ham ned til sig, og saa var det hende, der kysset, slik de stod under snedrysset fra trærne i den natstille, øde gate.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Vaaren

Romanen Vaaren kom ut i 1914 og leses gjerne i sammenheng med essayet «Det fjerde bud» fra samme år. Temaet er ekteskapets betydning og etiske verdier som plikt, ansvar og trofasthet.

Rose Wegner og Torkild Christensen har kjent hverandre siden de var små. Vennskapet utvikler seg til kjærlighet og de gifter seg. Men etter en dødfødsel drives de fra hverandre.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1914 (nb.no).

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.