XV.

Torkild hadde allerede i paasken, da han fik Doris’ brev om, at hun var kommet til Kjøbenhavn igjen, bestemt at til sommerferien vilde han reise ditned og besøke søsteren. Men han skrev ikke noget om det til hende.

Hvorfor han netop vilde komme overraskende undgik han at gjøre sig selv rede for. Han forsøkte at indbilde sig, det var for om han muligens skulde ombestemme sig og reise paa jagt iaar ogsaa – eller om Doris kanske selv tænkte sig en tur hjem.

Først i august fik han fri og tok dampbaaten til Kjøbenhavn. Og samme morgen han var ankommet, efter han hadde fundet sig hotel, skiftet klær og spist frokost, gik han ut til hendes adresse i Holsteinsgade.

Det var en straalende sommerdag. Turen ned gjennem sundet hadde været henrivende – om damperen den evige vrimmel av hvite, solbelyste maaker, der skrek og kredset og lot sig dumpe ned i den lyse, glitrende sjø; den evige perlemorskinnende dis laa over den lave kyst med vindmøllerne paa bakkerne og villaerne i vandkanten 351– med ruterne av gule og grønne marker mellem mørkladne løvgrupper og en og anden smekker fabrikskorsten pekende ind i den sølvfarvede himmel. Og om Torkilds øre sang sjøvinden sin evige danske sang.

Og som hver gang han hadde været i Danmark, blev han ogsaa nu slaat av byens blondhet, da han stod paa sporvognen og kjørte ut til Østerbro. Dens lyse let og dens rike smykker av grønt og blomster, grønt i parker og anlæg og forhaver, blomsteraltaner og blomsterkasser bortover leiekasernernes graa flater. De smaa sjøer paa Østerbro laa som speilbrikker og lyste hvite av sol med sin bord omkring av huser og trær.

Han stod av paa Triangelen og spurte sig frem, til en ung pike, der stod og pumpet sin cykkel – et spædt, magert pikebarn med mørkeblaa cykkellue og en rosenrød sommerkjole, der saa ut som den hadde været baldragt ivinter – paa hans forespørsel meddelte, at Holstensgade var «første gade åt høgre handen».

Han gik nedover en uendelig lang gate av støvfarvede, høie hus – de kjøbenhavnske leiekaserner av ukalket mursten, som oprindelig har været gul, men i byluften hurtig blir lavagraa. I denne gaten var der hverken grønne trær eller forhaver, alting var bare av bittesmaa firkantede graa sten, to endeløse husrækker muret op av millioner smaa graa stygge sten, smaa graa sten til brolægning under føtterne. Naar den muntre vind oppe fra de store færdselsaarer kom en sving nedigjennem 352disse gaterne her, hadde den intet andet at leke med end støv og rusk fra rendestenene.

Torkild fandt huset og steg fem trapper op gjennem en opgang, der lugtet av gas, til fjerde sal, hvor hun skulde bo. Der var to entrédører med en liten messingplate paa hver. Paa den ene stod der Hother Jørgensen, Urtekræmmer. Paa den anden Magister Jens Lihme.

Torkild stod der et øieblik. Han fik en underlig skjælving i hjertet – gjennem hele virvarret av følelser, av angst for hvordan han vilde finde sin søster igjen, av frygt for hvad han vilde faa at vite, banet der sig en liten skarp, latterlig frygt – frygten for den situation, hvori han selv vilde komme, for at spille en komisk rolle.

Et øieblik tænkte han paa at snu – gaa tilbake til hotellet og sende hende et brev først, at han var i byen. – Men saa ringte han pludselig raskt paa klokken.

En noksaa sjusket utseende tjenestepike lukket op.

«Om forladelse, kan De si mig om der bor en frøken Christiansen her?»

«Jo der gør.»

«Er frøkenen tilstede nu?»

«Jo, men hun sover –»

Torkild stod litt. Klokken hadde været næsten tolv paa uret oppe ved Triangelen.

«De vil ikke være saa snild og gaa ind og si hende, at hendes bror fra Kristiania er her vel?»

Nu var det piken, der lot til at tænke sig om.

«Hvis herren vil komme denne vei –»

353Hun viste ham ind i en liten dagligstue.

«Frøkenen har havt saadan en slem nat,» sa hun usikkert. «Magisteren er inde hos hende. Jeg tror nok han ogsaa sover. Men jeg kunde maaske sige til ham –?»

«Tak vil De gjøre det –»

Han følte sig tør i halsen av nervøsitet. Men uvilkaarlig sanset han, at den langsmale etfags stue var hyggelig – paa en egen gammeldags dansk maate. Der var blomster i vinduet bak det store skrivebord, som bar mange fotografier av hans søster – ved det største stod der en vase med hvite slyngroser, hvis ranker var virret om rammen. Der var gammeldags utskaarne mahognymøbler og grenene av en efeu flettet sig henover en væg, hvor nogen reproduktioner efter Agnes Slott-Møllers folkevisebilleder og Lorens Frølichs raderinger av Danmarkshistorien hang.

En dør til et sideværelse blev aapnet og lukket meget sagte. Og overfor Torkild stod en ung mand, hvis ansigt virket næsten uhyggelig hvitt mot den mørke portiere bak ham.

«De er Doris’ bror,» sa han ganske lavt. «Jeg er Jens Lihme.«

Han gik nogen skridt frem i værelset, og Torkild saa, at den anden var ikke akkurat pukkelrygget, men næsten – rundrygget, høiskuldret og meget skjæv. Ansigtet var uregelmæssig, skindmagert og benet med flat næse og fremspringende kindben, haken overgroddovergrodd] rettet fra: overgr dd (trykkfeil) av gammel gul skjegstub. Men ut av de indsunkne øienhuler lyste 354et par unaturlig store og straalende mørkeblaa øine.

«De maa undskylde mig,» sa Lihme og saa nedover sig. Han var klædt i en gammel utrakket lys sommerdress og hadde røde tøfler paa føtterne. «Hun var meget daarlig inat; jeg har ikke været av tøiet –»

Paa væggen like bak Lihmes bleke magre hode fik Torkild øie paa et litet maleri – Doris i enslags blodrød karnevalsdragt. Hun sat paa en bordkant og viste det ene ben, i sort silkestrømpe og guldsko, næsten til knæet; den ene haand løftet et champagneglas, den anden som laa i fanget holdt en sort maske. Et raat, simpelt smøreri – og oppe under rammen stod med store røde bokstaver: «Til lille Dot fra hendes ømme Laps!»

I en kvælende angst og skam skimtet han stumper og stykker av søsterens liv – og den mands, der stod foran ham, mens han sagte spurte:

«Er min søster syk?»

«Jeg tænkte mig, De muligens havde faaet det at vide – fra andet hold. At det var av den grund De var kommen –»

«Nei. Jeg er paa ferietur. Det var saant et pludselig indfald jeg fik, at jeg skulde reise hitned dennegangen –. Er det – noget alvorlig?»

«Ja,» sa Lihme rolig.

«Vil De ikke – vil De ikke fortælle mig det hele?»

«Jo, De bør jo faa det at vide, før De ser hende. Jeg syntes jo den hele tid, hun burde meddelt Dem – eller tillade mig at gøre det. Allerede 355ivaar, da vi begge – da det var aabenbart, hvordan det var fat med hende. Men hun modsatte sig det saa bestemt. Jeg syntes jo ogsaa, hun burde alligevel været sendt til et sanatorium – maaske op til Norge. Jeg mente alt burde dog forsøges Men hun bad og tryglede om at faa blive her – i fred. Saa kunde jeg ikke negte hende –» han taug litt.

«Det er hendes bryst forstaar De. Det har jo været angrebet i flere aar – og hun har aldrig villet tage hensyn. Jeg har – men jeg har aldrig havt nogen indflydelse over hende – tvertimod. Jeg ved godt det er forfærdelig at hendes familie aldrig har faaet vide – det havde været min pligt at meddele Dem. Hun skulde jo aldrig havt lov til at raade sig selv – men jeg har aldrig turdet vove at gøre hende imod –

Og nu dreier det sig vel høist om nogle uger –»

Et øieblik stod de to mænd og saa paa hinanden. Torkild ønsket han hadde turdet gaa bort og ta Lihmes haand – men han saa bare ned og sa utydelig:

«Hun har været aldeles forlatt da – av alle andre end Dem –»

Lihme saa op – med et underlig ekstatisk smil:

«Det har jo været en usigelig lykke for mig, kan De nok forstaa – paa et vis. Jeg kunde jo aldrig haabe, hun skulde blive min paa nogen anden maade, vel? Nu synes jeg jo, hun tilhører mig og ingen, ingen anden –»

356«Hun kan altsaa ikke leve,» spurte Torkild og saa fremdeles ned.

Lihme rystet paa hodet:

«Inat – jeg troede det havde været enden. – Nu sover hun og har det forholdsvis godt. Men det kan komme naarsomhelst –»

«Hvor længe har hun været her hos Dem,» sa Torkild efter en pause.

«Siden sidst i mai. Da hun kom fra Hamborg var hun først en tid hos nogle folk ude i Nyholte. Men da hun saa selv forstod, at hun ikke havde saa længe igen – saa var det hun bad mig bringe hende hid –. Nu har hun ligget tilsengs de sidste fem uger –»

«Kan jeg faa gaa ind og se hende?» spurte Torkild litt efter.

«Hun sover saa let,» sa Lihme nølende. «Hun føler det blot man ser paa hende – saa vaagner hun. Og jeg tror nok det var bedre at hun først bliver forberedt – faar vide De er her –»

Torkild nikket.

«Men hvis De vilde se herop – ved firetiden for eksempel –.»

«Jatak. De vil vel sove De og. Men vil De ikke jeg skal bli her – løse Dem av inde hos hende –.»

«Nei mange tak.» Lihme smilte. «Hvis hun skulde vaagne og se Dem, vilde det jo naturligvis gøre indtryk paa hende. – Hun er jo en smule egen –,» han sa det kjærtegnende – «og hun holder av at se mig, naar hun vaagner –.»

«Har De ikke sykepleierske?»

357Lihme blev rød:

«Vi har havt flere. Men Doris kunde ikke komme ud av det med dem. – Pigen De saa, hun er rigtig rar og flink, hun er hjemme fra min fars sogn og har været hos os i prestegaarden tidligere. – Og nu i ferien er det jo ingen sag for mig at klare det med hendes hjælp –.»

Torkild rakte Lihme sin haand:

«Saa kommer jeg igjen klokken fire. Er der ingenting jeg kan hjælpe Dem med?»

«Nei mange tak.» Lihme smilte blidt. Han fulgte den anden ut i entreen. Og der stanset Torkild og spurte igjen:

«Har hun nogengang sagt noget om, hvorfor hun ikke vilde, jeg skulde faa vite om at hun var syk?»

«Aa – hun var vel bange –.»

«Hm. Ja jeg kan jo ikke paaberope mig at jeg nogensinde har været nogen – god bror for hende. Men allikevel. Jeg hadde ikke trodd, hun vilde ventet sig noget saant av mig, at hun skulde være ræd mig –.»

«Hun har jo været som et stakkels lille forjaget dyr –.» Lihmes stemme dirret litt. «Som et jaget dyr den sidste tid. Maaske var hun heller sletikke bange – bare træt. Da jeg hentede hende i Hamborg ivaares –.» Han brøt av. «Hun har skrevet et brev til Dem og givet mig, men det skulde ikke sendes – foreløbig.»

Torkild vendte sig for at gaa. Men saa spurte han endnu:

«Er det sandt at hun var i Paris ivinter?»

358Lihme rystet paa hodet:

«Hun har været i Hamburg hele tiden. En veninde av hende, som var dernede, ekspederte brevene fra og til hende.»

«Jeg hadde enslags anelse,» sa Torkild sagte. «Jeg følte at jeg burde – set og faat ordentlig greie paa det. Men jeg orket ikke – eller turde ikke. Og da hun skrev saa utførlig, fortalte saa meget og paa saan en overbevisende maate – jeg var bare altfor villig til at la mig overbevise –.»

Over Lihmes ansigt gik en trækning av usigelig lidelse:

«Det er jo det at hun er saa –. Alt hvad hun udmaler sig av rørende og lystig og rædselsfuldt – det bliver som virkelig for hende. Hun tror jo paa en maade selv paa det, naar hun fortæller de eventyr, hendes fantasi har lavet, som noget der er hændt hende.» Han stanset et øieblik og trak veiret. Og i et sekund syntes Torkild at han saa tilbunds i det, som den mand hadde lidt, der elsket Doris.

«Jeg tror det har hjulpet hende igennem den sidste vinter, da hun gik dernede i det skrækkelige pensionat – at skrive disse breve til Dem og sin anden bror, om udflugter og atelierfester og koncerter hun var til i Paris. Hun har jo fortalt mig om det – disse kort hun sendte fra Regence og andre kafeer og lod pigerne i pensionatet skrive navne paa, som hun fandt op. Og paa samme tid – modsætningen mellem det hun fortalte Dem og de omstændigheder, hvorunder hun virkelig 359levede – jeg tror selve det grufulde deri gav hende enslags sygelig tilfredsstillelse –.»

«Hvadslags pensionat var det?» spurte Torkild tilslut med en voldsom anstrengelse.

Da Torkild møtte den andens øine, forstod han, at denne gjettet, hvad han hadde tænkt. Lihmes veke, følsomme mund fortrak sig til etslags smil. Men saa sa han rolig:

«Det var et privat fødehjem – hvor betalingen var lav og de havde det rædselfuldt i alle henseender. Det er jo ligesaagodt – jeg ved at Doris har skrevet det altsammen til Dem i sit brev, men det er vel bedre jeg fortæller Dem det, før De ser hende. Hun har en lille dreng paa tre maaneder. Til mig skrev hun jo ganske uforbeholdent om, hvordan hun havde det – indtil i marts. Men saa forstod jeg, der maatte være hændt noget, som hadde gjort hendes stilling værre – der forekom saa meget i hendes breve, som jeg forstod maatte være – fantasier. Jeg har jo efterhaanden i nogen grad lært mig at skelne det ene fra det andet hos hende. Saa tog jeg og reiste ned i paaskeferien; det viste sig at hendes penge var helt sluppet op – en maaneds tid før hun ventede sin nedkomst. Saa fik jeg hende med mig tilbage og ud til en jordemoder i Nyholte; der kom hendes dreng til verden – og saa var det at lægen lod mig vide, at hun kunde ikke leve –.»

«Barnet, det lever altsaa?»

«Ja. Mærkelig nok, det lader til at være en rigtig rask lille fyr. Det er her i byen nu, blir bragt ud til hende en tur hver dag. 360Hun holder ubeskrivelig meget av det lille væsen –.»

Torkild stod et øieblik.

«Ja – nu skal De faa fred for mig, Lihme. Farvel – og tak da.»

«Sev tak. Paa gensyn – i eftermiddag».

Torkild sat paa en bænk i en park, til det blev tid at gaa ditut igjen.

Dennegang lukket Lihme selv op for ham.

«Det er rigtignok godt, De er kommen,» sa han glad i stemmen. «Hun blev ganske henrykt, da hun hørte det.» Og han smilte kjærlig: «Hun forbauser en jo bestandig, hun tager enhver ting anderledes end man venter –.»

Han førte Torkild ind gjennem den lille dagligstue og aapnet døren til sideværelset, en temmelig stor, lys hjørnestue med sol ind av de aapne vinduer. Der var saa skuret og skinnende og næsten tomt for møbler, at det lignet et hospitalsrum. Ute paa gulvet stod en stor jernseng med uldtepper, der var gule av vask – og midt i en skinnende flek av dyp fiolet silke. Det var Doris, som laa med en guldbroderet japansk silkekimono over natkjolen.

«Goddag, goddag Torkild!» Hun forsøkte at rope høit og glad, men stemmen lystret ikke; det blev bare en gjennemtrængende hvisken.

Da han kom hen til sengen og bøiet sig over hende, slog hun armene om hans nakke og drog ham ned til sig. Saa boret hun hodet ind i hans bryst og brast i hjerteskjærende graat.

361Pludselig slap hun Torkild og sank tilbake i puterne.

«Hvor blev Jens av?»

Torkild svelget nogen ganger, før han kunde svare:

«Han gik vist ind i den andre stuen.»

«Aa bed ham komme ind til mig litt da –.

– Aa Jens, vil du ikke ta paa dig og gaa ut en times tid. Torkild og jeg vil gjerne snakke litt alene sammen, skjønner du. Saa kan vi spise, naar du kommer igjen. Stakkar –,» hun strøk ham over kindet «– du har ikke været ute det mindste jo, hverken igaar eller idag. Og saa gaa bortom fru Jespersen er du snild og si, hun skal komme opom med Ivar ved sekstiden. Tak skal du ha –.»

Torkild hørte med en underlig saar fornemmelse i sindet, hvordan hun snakket – skjødesløst kommanderende – til den mand, der hadde samlet hende op som et litet menneskevrak og baaret hende til sit hjem for at hun skulde faa dø i fred. Og Jens Lihme sa ja og gik som han var vant til at lystre hende.

«Hvordan synes du han er?» spurte Doris.

«Aa du kan vel tænke dig, hvad jeg synes om ham,» sa Torkild. Han stemme var endda tung av tilbaketrængt graat.

«Ja –. Jeg pleier at kalde ham Guds lille ven – du vet Fioretti, har du læst den? Jens har læst den høit for mig – han læser for mig om nætterne, naar jeg ikke faar sove. Og munken i enge kalder jeg ham, naar han bringer mig blomster. 362Da jeg var i Holte hadde han altid bøkeløv og hvitveis og primula og slikt med til mig. Men nu kommer han jo aldrig ut mere stakkars –.

Men har du lagt merke til for nogen skjønne øine han har?»

Torkild nikket.

«Aa Doris – du kan vel skjønne, at overfor en saan mand synes jeg, jeg selv blir ynkelig liten –.»

«Ja det maa vi jo alle føle os,» sa Doris, men der var en underlig skjødesløs klang i hendes lille utslitte stemme. «Han er forresten katolik,» bemerket hun.

Torkild hadde tat hendes ene haand mellem begge sine. Den var klam og kold. Og hendes ansigt var gult og huden blank av magerhet som elfenben, med en rød skjold oppe ved hvert kindben. Under haken var halsen sunket ind, saa der var en dyp grop.

«Doris,» sa Torkild sagte og kjærlig, «hvorfor maatte jeg aldrig faa vite, hvordan du virkelig hadde det –?»

«Aa,» hun smilte litt. «Jeg er nu engang skapt slik – jeg kan ikke gjøre for at jeg altid har hat en slik uovervindelig avsky for at si sandheten – saafremt det paa nogen maate var mig mulig at finde paa en løgn. Og det har det saamen altid været. Jeg vet ikke hvorav det kommer – altid saa finder jeg paa historier, som jeg ikke kan la være at fortælle –.

Desuten – jeg visste jo hvor forfærdelig du vilde syntes det hadde været om jeg hadde sagt det til dig ifjor, da jeg var hjemme til fars død, at 363jeg var frugtsommelig. Du vilde da syntes det var skrækkelig, vilde du ikke –?

Her i vinter engang, da jeg var aldeles fortvilet stillet, tænkte jeg virkelig paa at skrive til dig og be dig hjælpe mig. Men da visste jeg jo, at du netop var blit skilt fra Rose – og jeg vilde ikke lægge mere paa dig. Jeg har nu været glad i dig bestandig paa min maate, Torkild –.»

«Aa Doris, om du bare hadde gjort det!»

Hun virret med hodet nede i puten:

«Nei. – Og saa kom jo Jens akkurat i rette tid.» Hun lo. «Om jeg hadde gjort alvor av det og kastet mig i sjøen, jeg er viss paa ved en eller anden slags mystisk fjernvirkning hadde Jens faat visst om det paa forhaand og indfundet sig akkurat paa rette tid og sted til at fiske mig op –.

Du vet, jeg har et litet barn,» spurte hun pludselig med en helt anden stemme.

«Ja. Lihme fortalte mig det.»

«Ja det er ikke hans,» sa Doris hurtig. Og igjen følte Torkild den underlige saarhet – ikke et øieblik hadde han tænkt sig den mulighet, at Jens Lihme kunde være far til Doris’ barn.

«Det er Mogens ,» sa hun haardt. «Han vet ingenting om det. Og du skal sverge mig til, at du ikke fortæller ham et ord, hvis du træffer ham. Og at du ikke opsøker ham. Og han skal ikke faa se gutten, om han kommer krypende paa knæ og ber om det. Og at du aldrig tar imot noget til barnet fra ham. Vil du love mig det?»

«Ja.»

«Han vet det nemlig godt,» – Doris lo sagte –.

364«At jeg har et barn med ham og at jeg ligger for døden heroppe. Han har været her ved døren og Jens har jaget ham. Og han har skrevet de ynkeligste brever til mig – og jeg har svart at jeg lever i bedste velgaaende, glad og fornøiet og at jeg haabet det stod bare bra til med ham og Lise og de smaa –.»

Pludselig slog hendes stemme helt om:

«Er det da igrunden ikke aldeles ut over alle grænser forfærdelig at to saanne mennesker som Mogens og jeg har sat et barn i verden! Vi som er akkurat to alen av samme fandens eget stykke – han har tæring Mogens ogsaa, det blir vel neppe længe til han kreperer han heller. Snak om fætter og kusine – det er sgu det værste tilfælde jeg har hørt om!

– Herre gud i himmelen, hvad skal der bli av et saant barn, Torkild!

Og jeg er saa vanvittig glad i den lille ungen min. Du kan tro han er deilig – og han ser ut som sundheten selv, rund og god og frisk og blid. Sover hele natten, sier fru Jespersen, forsluken som en liten løvehvalp. Elleve pund veier han nu – og han veiet knap seks, da han blev født –. Naar jeg tænker paa hvad det skal bli av ham, saa er det som hjertet mit staar stille –.

Vil du ta gutten min til dig, Torkild?»

«Ja Doris, det vil jeg.»

«Jamen du maa ha ham hos dig selv, forstaar du. Ikke sætte ham bort til fremmede – om det er aldrig saa bra og snilde folk. Du maa opdrage 365ham selv og la ham vokse op i dit hus og du maa forsøke at være som en far for ham –.»

«Det skal jeg nok, Doris. Jeg skal forsøke om jeg kan gjøre godt igjen mot gutten din litt av alt det jeg har – forsømt – mot dig.»

«Tror du ikke det kan bli godt igjen mellem dig og Rose? Jeg vilde igrunden synes det var saa trygt at vite at Rose hadde min lille gut –.»

«Jeg vet ikke du. Jeg tror det igrunden ikke.»

De sidste maaneders overmodige haab og drømme syntes ham saa uendelig bortblaast og forbigangne – nu i denne anger og fortvilelse.

«Du skal ikke bebreide dig nogenting for min skyld, Torkild,» sa Doris blidt. «Herregud, passe paa mig, det hadde saamen været en opgave, som laa langt over dine evner – din forstand hadde jeg nær sagt. Husker du da vi bodde hjemme hos far paa Fredrikshald – du jætet mig sandelig trofast nok og forsøkte at opdrage paa mig – og du aner ikke hvor jeg narret dig og tok dig ved næsen – jeg var temmelig anløpen allerede dengang vil jeg bare si dig. Aaja, længe før den tid, alt mens vi bodde i Teresegaten. Du, du trivdes bedst med at være oppe hos Wegners – du og mor ante aldrig, hvem som var min bedste veninde: Olga Paulsen, søster av Signora som du vet. Naar jeg sa jeg gik bort til Dagny for at faa vite lekse, saa var jeg som oftest oppe hos Paulsens – og det morsomste jeg visste, var hvis jeg traf Signora eller nogen av veninderne hendes og kunde lure mig til at høre paa deres prat. Olga hadde begyndt allerede før vi reiste fra byen 366og jeg fik lirket ut av hende alt mulig om det. Det var en gammel tysk agent Heinrichs – og en aften jeg var ute og spaserte med Olga, traf vi ham, og da blev han nærgaaende mot mig ogsaa, men saa blev jeg ræd og han var saa væmmelig, syntes jeg, at jeg blev skræmt tilbake til dydens sti for lange tider. Men netop tanken paa det væmmelige blev ved at egge og hidse mig ogsaa – og jeg har opsøkt det motbydeligste gang paa gang – likesom for at faa vite om det da aldrig blev for meget for mig – saan at nu maatte sjæl og krop gaa fra hverandre hos mig –.»

«Doris, Doris,» Torkild strøk over hendes haar og hendes kinder. «Du maa ikke snakke saa meget –.»

«Aa pyt, nu er der ingenting at spare paa. Jeg vil du skal vite, hvad du tar paa dig, forstaar du, naar du tar mit barn til dig. Du skal vite, hvordan Ivars mor er.»

Torkild bøiet sig og kysset søsteren.

«Du har hat det saa vondt bestandig, Doris. Jeg skal forsøke at stelle det slik, at din lille gut faar det godt mens han er barn. Fredet og godt og sundt.»

«Ja det er det,» sa hun sagte. «Jeg husker dengang vi bodde i Teresegaten. De eftermiddagene naar jeg gik og ruslet alene der i de fæle mørke halvtomme værelserne vore. Mutters alene. Du opover i Aker og mor paa sengen inde i vort værelse. Eller hun gik og rotet i kjøkkenet. Du skal huske, hun var aldrig mot mig saan som mot dig – hun snakket jo aldrig til mig, gik bare der 367og skulet til mig som hun var ræd –. Og jeg stod i vinduet og glante ned paa den skitne gaten og de stygge graa murgaardene midt imot. Jeg syntes det var hele verden, og alle mennesker i verden saa fattige og slitte og uglade ut –.

Og jeg hadde en følelse av at i disse stuerne og denne ensomheten skulde jeg være sperret inde alle mit livs dage. Dette, det var det eneste som var virkelig for mig. – Jeg passet jo sletikke sammen med Rose – alt det deroppe var mig da igrunden saa fremmed og unaturlig – hele deres maate at ta livet paa. Det eneste jeg brød mig om at gaa til Wegnes for, var at hendes mor var borte hele eftermiddagen og jeg kunde spille teater deroppe i ro og fred om alt det jeg drømte og digtet, og Rose føiet mig og spilte slik jeg forlangte. – Men for mig selv digtet jeg endeløse historier som jeg nok skulde passe mig for at fortælle hende det bøss om. Og naar jeg var træt av mine egne fantasier, listet jeg mig til at være sammen med Olga. Det var da en virkelighet, hvor der hændte noget og at det var saa raat og fælt, det gjorde mig likesom godt – det var da en rød risp i alt det graa –.

Og naar jeg ligger her om dagen, Torkild, og tænker paa alt jeg har oplevet – alt det sjofle og væmmelige, jeg har vasset igjennem av min egne gode vilje – jeg vet ikke du, det er likesom det ikke er sandt at det virkelig har hændt mig – at det ikke bare er noget jeg har fantasert ihop. Det eneste jeg er sikker paa jeg har oplevet, det er de eftermiddagene hjemme i mors stuer i Teresegaten –. 368Og saa at jeg har et barn. Som aldrig skal komme til at kjende mig. Som jeg ikke tør kryste ind til mig og kysse for ikke at smitte ham –.»

Torkild sat hvit og stivnet og stirret paa det lille uttærede ansigt. Omkring næsen og nedover rundt munden var hun blit saa mager, at hele overkjævens bue syntes. Og det sorte haar var strammet bort fra panden med etpar store gule babysløifer og det elendige døende legeme svøpt i en broget karnevalsdragt.

«Jeg forstaar det ikke,» hvisket han i den yderste rædsel. «At det er mulig. Lille søsteren min – og vi har gaat sammen i aar og dag – mens vi var barn – og da vi var unge – og jeg har ikke visst et eneste gran!»

«Du har jo altid været glad i nogen du. Du var glad i mor og i fru Wegner og i Rose – du var ikke saan som jeg. Jeg vilde nok ogsaa gjerne være glad i – men det var likesom hjertet mit holdt op at vokse dengangen, fordi det fik for litet mat. Jeg vilde ogsaa gjerne være glad i – men jeg kunde likesom ikke før nogen kom først og sa de var glad i mig. – Men det har ingen været uten Jens. Og det kunde ikke hjælpe mig nogen ting. Hvis han hadde tat mig rigtig haardt en eneste gang – hadde han været sterk og frisk, men han er jo krøbling stakkars, saa han turde ikke det. Og hadde han været en frisk, sterk mand, som visste han kunde kjæmpe sig til en lykke her i verden, saa hadde han aldrig blit ved og elsket mig i alle disse aarene. Jeg har pint ham 369næsten tildøde. Men de sunde, levedygtige mændene de tar sandelig ikke sin død over en slik som mig. De tar sig en anden, slet og ret.» Hun lo sagte. «Det vil si, saanne som mig tar de jo ogsaa – for at ha saalænge det passer dem. Det er akkurat som med os fruentimmer det, naar der er godtkjøpsutsalg i magasinerne; vi kan ikke la være at raske med os alverdens ting som vi ikke har det mindste bruk for – naar vi kan faa det saa billig. De fleste mandfolk kan hellerikke la være at ta med saanne som mig, naar de møter os, selv om de strengt tat ikke har nogen bruk for os – naar de kan faa os for næsten ingenting –.

For Jens og mig var nok dette det bedste, som kunde ske. Jeg har jo aldrig tilhørt ham, forstaar du. Men paa denne maaten synes han, han eier mig allikevel. Han kan jo ikke kjæmpe sig til sit her i verden – maa nøie sig med at plukke op det, de andre har kastet i rendestenen. Derfor kunde jeg aldrig nøie mig med hans kjærlighet til at leve livet paa. Men jeg kan dø paa den –.

Har du set det fæle billedet av mig som hænger inde i stuen,» spurte hun pludselig og lo.

Torkild nikket forpint.

«Jeg har forært det til Jens – til minde om mig –.»

«Doris,» bad broren i rædsel. «Aa du maa ikke – la mig faa lov at ta det og brænde op –.»

«Er du gal du –,» hun lo, et frygtelig gjenfærd av en simpel tøselatter. «Jens maa ha det. 370Forstaar du da ikke at det vilde være den levende død for ham, hvis nogensinde naglegapene lukket sig paa ham –.

Torkild,» spurte hun pludselig angstfuldt. «Kunde du vel tænke dig at du nogengang i verden ikke holdt av Rose længer?»

«Nei det kan jeg ikke.»

«Du maa endelig bli ved at elske hende bestandig – hvad der saa sker. Det vil være saa godt for lille Ivar, naar han skal være hos dig.»

De hørte Lihme laase op entrédøren i det samme, og da han kom ind og la en stor buket roser paa sengen hendes, slog Doris armene om hans hals og kysset ham:

«Har du været en god tur nu? Jeg synes du ser mindre træt ut, gjør han ikke Torkild? Saa kan du be Ellen sætte ind middagen – vi pleier at spise hermde sammen, Jens og jeg – du er vel ikke ræd smitte, Torkild?»

Hun var i et straalende humør under maaltidet, drak rødvin og vilde passiare uavladelig i en gjennemtrængende hvisken med de to mænd, som sat og forsøkte at spise. Og da piken hadde dækket av bordet og sat ind kaffen, forlangte hun de skulde røke.

«Jeg har sluttet at røke siden ivinter,» løi Torkild.

«Ja da faar du jaggu begynde igjen. Dere kan jo sætte dere bort til vinduet jo. Nei jeg faar ikke hoste – og gud vet forresten hvad det skulde gjøre nu. Tror dere jeg vil ligge her og 371se paa at to lange mandfolk drikker kaffe som smaapiker uten en røik til – som forresten ikke smaapiker engang gjør i vore dage. Jo værsgod, Jens, la mig pent faa kaffe idag – vet du hvad. –»

Det ringte. Og Doris hvisket med en helt anden stemme:

«Det er Lillegut –»

Jens Lihme gik bort til kommoden og tok fra en skuf et nyvasket hvitt uldteppe, som han bredte ut over sengen foran Doris. Og i døren viste der sig en tyk, rødkindet kone, som bar en skrikende bylt av lange hvite klær i armene.

«Saa – saa, den lille dengse, nu maa han ikke gæsse, nu skal han jo hen og sie goddag til hans mama. Næ hvor frøkenen dog ser godt ud idag!» Hun la tullen tvers over sengen foran Doris og skottet nysgjerrig paa den fremmede mand, som var i værelset.

«Det er min bror fra Norge, fru Jespersen. Aa ta luen og kaapen av Ivar, vil De, saa hans onkel faar se ham rigtig. Vil De ikke ha en kop kaffe – Jens, vil du være saa snild at sørge for at fru Jespersen faar en kop kaffe da – inde i stuen. –»

Torkild og Doris var alene igjen – med spædbarnet som laa tvers over morens seng; det var ildrødt i hodet og ansigtet trukket sammen i tusen rynker av skrik.

«Aa dutten, dutten, ikke graate slik – aa Torkild, vis ham klokken din da – ser du han tar efter den? Det er tidlig det, skal jeg si dig! Har du set no søtere – tittit, mammas lille guld – 372ser du han smiler. Er han ikke aldeles deilig. Ja se paa manden du, det var lille Ivarguttens onkel det og han var saa glad i dutten og skal passe saa pent paa den, naar mamman hans ikke er her mere. – Aa, Torkild, tror du ikke du kan bli forfærdelig glad i ham?»

«Jo Doris. Det blir jeg nok.»

«Synes du ikke han er pen?»

«Jo. Har han ikke svært meget haar for sin alder?» forsøkte Torkild sig.

«Jo en masse.» Doris strøk med fingerspidserne over det lille svartdunede hode. «Jens vilde giftet sig med mig – baade i høst da du vet jeg sa, vi var forlovet, og nu ivaar like før han blev født. Og latt barnet gjælde for sit, skjønner du. Synes du det var urigtig av mig at jeg ikke tok mot det – da hadde han jo ikke været uegte barn.»

«Nei jeg synes det var rigtig,» sa Torkild forpint. Hadde hun aldrig en tanke for Lihme –.

«Ja, for jeg hadde det paa følelsen at barnet vilde Jens ikke kunne forsone sig med. Han er ikke glad i Ivar. Jeg vet ikke, han hadde vel tænkt at i denne sidste tiden ialfald skulde han ikke behøve at dele mig med nogen. Ikke at jeg tror han vilde bli slem mot gutten netop. Men han duer ikke til at opdrage mit og Mogens’ barn. – Hvor lang ferie har du, Torkild?»

«Tre uker.»

«Det er bra. Jeg lever nok ikke saa længe som tre uker til. Da kan du ta med dig gutten, naar du reiser hjem. Faa en sykepleierske herfra med dig til at passe ham paa reisen –.»

373Hun hadde ligget imens og famlet opunder barnets lange kjole, trukket av det sokker og strømper.

«Løft ham op til mig,» hvisket hun, og hendes øine fik febrilsk glans. «Hænderne hans tør jeg ikke kysse, for han er saa fæl til at ligge og suge paa dem. Men jeg kysser bena hans sommetider.»

Torkild tok den lille. Han tænkte paa i det samme, – det var første gang han holdt et levende spædbarn i sine armer. Og han rakte de to smaa nakne føtter mot Doris.

Hun strøk sin mund mot dem og mot læggene og la dem indtil sit kind. Og hun vendte et par vilde, uthungrede øine mot sin bror.

«Skjønner du – har jeg fortjent no helvede for mine synder – saa er dette hett nokl Jeg som vilde gi alt i verden som jeg ikke har for at faa ta ungen min indtil mig og kryste og klemme ham og kysse hver liten flek av skrotten hans en eneste gang bare – og jeg maa ikke!»

Hun slap guttens føtter og sank likesom sammen.

«Kys ham du – saa jeg ser det.»

Torkild lystret og trykket forsigtig sine læber mot det lille bløte hode.

«Paa munden,» befalte Doris. Og Torkild holdt et øieblik sin mund i nærheten av barnets.

«Læg ham fra dig – dernede ved fotenden,» hvisket Doris ophidset – «og kom hen til mig –.»

Hun kastet armene om hans hals, drog ham ned til sig og bet sine tænder i hans læber, og hun mumlet, mens hun kysset ham som en rasende:

374«Det er Lilleguts kys – Lilleguts kys skjønner du – som jeg tar ifra dig –.»

Uken efter døde hun. – Torkild hadde været i Holsteinsgade hele tiden, skiftet med Jens Lihme om at vaake og sittet nat efter nat og hørt hende fortælle hæslige historier, som hun paastod hun hadde oplevet – noget var vel sandt og noget fantasi. – Og derfra gik hun over til at snakke om sit barn –.

Hun visste det selv, da slutten var nær. Det sidste hun sa til Torkild var

«Du skal ikke tro, du har noget at angre overfor mig. Men husk at du har lovet at passe paa Ivar for mig.»

Saa bad hun ham og lægen gaa ind i stuen:

«Jeg har lovet Jens, det skal være bare ham og mig tilslut.»

Og de gik og hun døde alene med den store kjærlighet, som hun aldrig hadde forstaat.

Otte dage efter reiste Torkild hjem med sin lille søstersøn. En dansk rødekorssøster fulgte med for at stelle den lille paa reisen og indtil han kunde faa ordnet sig paa anden maate.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.